10 britiske debutalbums

Invasionen set gennem debutalbums

To markante skift fandt sted i musikken i begyndelsen af 60'erne. Det musikalske centrum skiftede plads fra USA til England. Det nye havde i mange år været noget, der kom fra staterne. Men fra omkring '64 blev amerikanerne rendt over ende af en række britiske navne, den såkaldte britiske invasion. Et andet markant skift var, at de store navne hidtil havde været solister. Men de nye engelske navne var grupper. Sammenfattende kan man altså tale om et skift fra amerikanske solister til engelske grupper.

Den første bølge af engelske grupper var præget af energi, friskhed og enkel, ligefrem livsglæde. Det var ikke de store raffinementer, der prægede dem. At musikken siden blev langt mere subtil og kompliceret, kunne ingen forudse på det tidspunkt. Det handlede ikke om høj kunst - det handlede om optimisme, et nyt håb, en bølge af iver, begejstring og ungdommelig livsglæde. For at forstå denne stemning ret må man se bort fra, hvad der siden skete. En måde at gøre dette er, at betragte en række debutalbums med nogle af de engelske grupper. Uanset hvordan de siden udviklede sig, gælder det generelt, at udgangspunktet var enkelt, naivt og energisk. Det er denne pointe, det er vigtigt at fange.

Debutalbums er typisk præget af en særlig energi og begejstring. Efter alle genvordighederne får et band omsider adgang til det allerhelligste: pladestudiet. Som en naturlig reaktion hersker der en "hurra, nu skal vi lave en plade!"-stemning. De er unge, de er friske, de er sultne, og netop fordi de er debutanter, har de noget at bevise. De er ikke etablerede, de har ikke et bagkatalog med tilhørende image at skulle forholde sig til. Nej - de skal vise verden hvem, de er.

Hvor stor evne et etableret navn end har til at fornye sig, følge med tiden og sætte sig ud over det stivnede, så er de nu en gang etablerede. De kan i sagens natur ikke siges at repræsentere det nye på samme måde som en debutant. Derfor er det oftest via debutalbums, at man får det mest eksakte udtryk for, hvad, der sker i tiden og hvilke kræfter, den rummer.

Mange udvikler sig mod betydelig større kunstneriske højder gennem deres karriere. Men som regel på bekostning af noget af den oprindelige friskhed. Det begynder med energi, energi, energi for senere at modnes, blive mere nuanceret, men i mange tilfælde også en smule kedeligt. For meget "voksen og følsom" - for lidt frisk og fræk.

Dertil kommer, at hvad end et givent navn siden driver det til, hvor høje kunstneriske mål, de når, så vil der altid være en kreds blandt deres oprindelige fans, for hvem debutudspillet står som det sande og ægte, den "rigtige" manifestation. Det, de var - og i sandhed var - ikke det, de senere blev forvansket til.

The Beatles: "Please Please Me" (1963)

"Please Please Me"-albummet, som blev udgivet de. 22. marts 1963, er på mange måder det ultimative eksempel på debutplade-begejstring. Dengang kunne ingen i sin vildeste fantasi have forudset, hvad Beatles senere skulle drive det til. Men det var også ligegyldigt. "Please Please Me" kan sagtens stå i sin egen ret. Ja - mere end det. Denne plade forkyndte en ny tids komme, fuld af munterhed og optimisme. "Please Please Me" havde en helt ny og forfriskende indfaldsvinkel til iørefaldende pop-melodier og pågående rock and roll rytmer, krydret med nordengelsk havbrus, som var blevet testet og hærdet i Hamburg. Efter flere års hårde kampe og adskillige afslag fra andre pladeselskaber havde Beatles tungtvejende grunde til at råbe: "Hurra! - Nu skal vi lave en plade". Imidlertid havde de allerede lavet et par singler, der havde placeret sig mere end pænt på de engelske hitlister. Derfor havde de selvtillid nok til at tage forskud på sejren og regne successen for sikker. Netop denne dobbelthed giver "Please Please Me" en helt unik energi, ungdommelighed og friskhed. Skønt vi er tre år inde i årtiet, er det med "Please Please Me", at 60'erne for alvor begynder.

Gerry & The Pacemakers: "How Do You Like It" (1963)

Da Beatles bragede igennem med enorm succes kom der fokus på Liverpool og begrebet mersey beat. Blandt de bysbørn, der i slipstrømmen på Beatles sikrede sig en massiv stribe hits, var Gerry & The Pacemakers. "How Do You Like It" strutter af friskhed og munterhed. En næsten manisk energi præger up-tempo numrene, mens der pustes ud på de melodisk træfsikre ballader. At den nye, ungdommelige og optimistisk ladede tid "Please Please Me" forkyndte virkelig var oprunden, blev bekræftet af denne og lignende plader. De glade 60'ere var i gang, og der var gang i dem.

Swingin' Blue Jeans: "Hippy Hippy Shake" (1964)

Få grupper har som The Swingin' Blue Jeans formået at overføre den særlige mersey-lyd og liverpool-energi til plade. Dette album ligefrem strutter og gløder af ungdommelighed og friskhed. Kontant afregning uden dikkedarer, så enkelt og naivt som man aldrig skulle se det igen siden. "Hippy Hippy Shake" er indbegrebet af tidlig engelsk 60'er-lyd, med diskrete linier pegende såvel tilbage til 50'ernes skiffle som frem mod 70'ernes punk. Energi, energi, energi - primitivt, ukunstlet og medrivende hinsides enhver beskrivelse.

The Rolling Stones: "Rolling Stones" (1964)

Næppe havde chokket grundfæstet sig en smule over de her Beatles og andre merseygrupper med deres nye, friske lyd, deres mærkelige hår og nordengelske dialekter, før England atter blev vendt på den anden ende af nogle beskidte, langhårede London-drenge, der ikke var nær så søde og venlige som Beatles, men snarere vrængende og måske endda lidt farlige. I deres musikalske udtryk fornemmede man tydeligt inspirationen fra amerikansk blues og r&b - det mest kulsorte negermusik. Også Beatles var stærkt inspireret af en række sorte amerikanere. Men hvor Beatles især lod sig påvirke af den lidt mere stuerene Tamla-Motown lyd, var Stones til det helt rå og beskidte og lagde ikke skjul på det. Mens Beatles stod i deres ens jakkesæt på scenen, var Stones en langt mere uhomogen og skødesløs fremtoning. Et dyrisk og dæmonisk uhyre, der truede samfundsordenen på langt mere alvorlig måde end Beatles og de andre mersey-grupper. Her var ingen forsonende træk. Til gengæld var der en hel del solid og gangbar musik. Begyndende med en hårdtpumpet version af den gamle standard "Route 66", der på energisk swingende vis åbnede festen, efterfulgt af en manisk up-tempo version af Willy Dixons "I Just Wanna Make Love To You". Slag i slag går det med perle efter perle. Overvejende tolkninger af sange kendt fra kunstnere på Chess, en af den amerikanske r&b's højborge med stjerner som Muddy Waters, Howling Wolf, Chuck Berry og Bo Diddley. På det mondæne Decca-selskab (der i sin tid havde afvist Beatles) gjorde en britisk version af Chess-lyden nu sit indtog. Dog forsøgte Stones sig også med lidt hjemmestrikkeri. Det gjorde de overvejende under pseudonym. Men en enkelt sang turde de dog stå ved: "Tell Me", en flot og veldrejet popsang af den type, der fra et hvilende vers rejser sig i en bro og brager igennem på omkvædet. Et af de første bud på en Jagger/Richards-komposition, der ikke desto mindre hører blandt deres bedste. Imidlertid er den ret atypisk for pladen, der som helhed betragtet ikke giver sig synderligt af med iørefaldende pop, men derimod med rå, blues-baseret beat af en pågående og upoleret slags, som kan svinge fra det højenergiske til det mere seje og tilbagelænede, men hele tiden er tændt, animeret og intens.

The Kinks: "Kinks" (1964)

Den bluesbaserede London-beat centreret omkring spillesteder som Craw Daddy og The Marquee fik megen opmærksomhed, efter at Rolling Stones var brudt igennem. Ligesom en lang række Liverpool-grupper havde fået et gennembrud i kølvandet på Beatles, således også med Stones og London-scenen. Blandt de mest lysende talenter må fremhæves The Kinks, der på dette tidspunkt var noget af det mest vilde, rå og pågående man kunne opstøve i England. Deres debutalbum lagde ud med en vrængende og hyper-energisk version af Chuck Berrys "Beautiful Delilah" og dermed var linien lagt. Afbrudt af enkelte lidt mere afdæmpede øjeblikke er der stort set fuld blæs på fræseriet hele vejen igennem. Et højdepunkt er den punk-agtige "You Really Got Me", der er baseret på et enkelt, men effektivt riff, som var med til at sikre Kinks deres første berømmelse. Efter en ordentlig ladning koncentreret energi følger hen mod slutningen af pladen (næstsidste nummer) den smukke "Stop Your Sobbin'" som et tidligt varsel om de højder Ray Davies siden skulle præstere som sangskriver.

The Yardbirds: "Five Live Yardbirds" (1964)

Mange af de blues-baserede London-grupper var gode livebands, men havde problemer med at overføre magien til studiet. Den oplagte løsning var naturligvis at lave et live-album. Således The Yardbirds, der blev optaget en aften på The Marquee. "Five Live Yardbirds" er på sin vis et debutalbum i dobbelt forstand. Dels for The Yardbirds og dels for gruppens daværende guitarist, Eric Clapton, der jo som bekendt siden skulle gøre sig bemærket i mange andre sammenhænge. De akustiske forhold på The Marquee var ikke optimale, og det fornemmes på pladen, hvor lyden ikke er særlig god. Det er musikken til gengæld!

The Animals: "The Animals" (1964)

Dyrene fra Newcastle var ikke til at spøge med. De var vilde, farlige og utæmmede. Fodring forbudt! Nyligt ankommen til Lonodon faldt de naturligt ind i bluesbeat-miljøet med deres rå tolkninger af beskidt amerikansk r&b. I front stod en ganske lille mand med en overmådelig stor stemme, Eric Burdon. At en hvid mand - og oven i købet en englænder - kunne brøle så tøjlesløst var et chok for alverden. Derudover var gruppen især genkendelig på orgelet trakteret af Allan Price. Man kunne uden videre fornemme, at The Animals var habile musikere. Alligevel var den bestialske slagkraft mere påfaldende end det gode håndværk.

Them: "The Angry Young Them" (1965)

Det var dem. Og de var unge, de var irske og de var vrede. De havde masser af selvtillid - og de havde noget at have den i. De kunne deres kram, de der dem, og de vidste det godt selv. En ganske vårgrøn Van Morrison syntes allerede da at have bestemt sig for en karriere som svimlende dygtig gnavpot. Men i en yngre, friskere og mere energisk variant end de modne værkers ophavsmand. Kombinationen af et overvejende bluesorienteret repertoire, en markant forsanger og et orgeldomineret lydbillede betød, at Them havde visse lighedspunkter med The Animals. Men de havde også deres helt eget, umiskendelige særpræg, der placerede dem som en markant stemme i tiden. Det var koncentreret irsk ilterhed længe før nogen havde hørt om Thin Lizzy, endsige U2. Det var dem!

The Who: "My Generation" (1965)

Hvem? Nu havde man lige fået anbragt Beatles og Stones i det musikalske landskab, og så...Ja - hvad i al verden var dette? Efter to år hvor det var myldret frem med nye navne, der trinvis overgik hinanden i hårlængde og vildskab, var det vel rimeligt at antage, at man havde hørt det meste, og at en naturlig grænse var ved at være nået. Men så...Milde himmel! Det lød jo som det rene bestialske larm. Selv Kinks kunne man da finde en smule musikalsk struktur i. Men dette!!! - Ja, mange blev dybt chokerede over The Whos første album. Men mindst lige så mange blev himmelråbende begejstrede over dette tidlige varsel om punk, der eksplosivt buldrende drønede afsted. Selv i dag virker "My Generation" ret så vild og rå. Så kan man jo prøve at forestille sig, hvordan den har lydt for en verden, der endnu havde både Led Zeppelin, Sex Pistols, Motorhead og Nirvana til gode.

Moody Blues: "The Magnificent Moodies" (1966)

Endnu i dag står den første med Moody Blues som en usædvanlig stemningsmættet plade. Et dunkelt dragende sug, som kalder fra det fjerne med sin længselsfuldt poetiske skønhed og spindelvævs-sarte spøgelsesklang. Den lidt melankolske tone betyder, at "The Magnificent Moodies" ikke umiddelbart synes at høre til de begejstrede debutalbums. Men den har ikke desto mindre et autentisk præg af noget enfoldigt og uspoleret. Moody Blues, der siden skulle gøre sig gældende med storladne og subtile værker, gør det enkelt og uden svinkeærinder på deres første plade. De hørte dengang ganske åbenlyst med til blues-beat-bølgen, og skulle det være, kunne de spille fuldt ud lige så råt og pågående som alle de andre. Tjek f.eks. "Bye Bye Bird". Men deres særlige specialitet gik i modsat retning. Gruppens musik besad en inderlighed, som var ganske unik. Med en vemodigt stemningsmættet tilgang til r&b formåede Moody Blues at skabe en langt mere atmosfærerig og lyrisk klingende variant af bluesbeat end nogen af deres kolleger. "Go Now" var blevet et stort singlehit, og successen var en realitet. Moody Blues fulgte singlen op med dette album, der er markant anderledes end alt, hvad de siden skulle præstere. Gennembrudssangen, som også er medtaget på albummet, er derimod karakteristisk for gruppens tidlige stil. Et støvet klaver trænger anelsesfuldt igennem den øvrige - lidt grumsede - instrument-lyd og blander sig med vokaler, der i en bønfaldende tone synes at klage og lovprise på én gang. Moody Blues leverer varen på "Go Now" - og på 11 andre uforgængelige perler!