toner, ord og tanker
Hvad er rock overhovedet for noget?
I betragtning af de omfattende forandringer, der har fundet sted siden den spæde begyndelse og de i virkeligheden mange forskellige slags musik, der er blevet betegnet som rock, er der så overhovedet noget, der holder sammen på det hele?
Det her er endnu et af de punkter, hvor jeg ofte har følt mig misforstået. Det handler ikke om, hvad man kan lide, og at udfra noget rent smagsmæssigt bedyre, at ens yndlingsrockband er mere rock end andre.
Det er et spørgsmål om, at ting, der på en række afgørende punkter er vidt forskellige, hævdes at være samme slags musik. For at kunne være det, må de have et eller andet til fælles. Udover det bassale at simpelthen være musik. For i så fald kan al musik jo smides i samme pulje.
Hvis det overhovedet skal give mening at skelne mellem forskellige slags musik, må der nødvendigvis være noget, der karakterisrer det, der betegnes som en bestemt type.
Der må være noget, der holder sammen på det, der er en bestemt slags, og samtidig adskiller det fra andre slags, således at det bliver muligt at afgøre, hvad der hører til hvor.
Det har intet at gøre med smag. Tvært imod! Snarere søger jeg efter en objektiv målestok, der gør det muligt - helt på tværs af personlige præferencer - at vurdere, om noget er det ene eller andet.
"Ville man give rock and roll et andet navn, kunne man passende kalde det Chuck Berry."
- John Lennon