(... Fortsat fra 10-b)


November 2 – Vietnam War: U.S. President Lyndon B. Johnson holds a secret meeting with a group of the nation's most prestigious leaders ("the Wise Men") and asks them to suggest ways to unite the American people behind the war effort. They conclude that the American people should be given more optimistic reports on the progress of the war.

November 3 – Vietnam War – Battle of Dak To: Around Đắk Tô (located about 280 miles north of Saigon near the Cambodian border), heavy casualties are suffered on both sides (the Americans narrowly win the battle on November 22).

November 4–November 5 – Mercenaries of Jean Schramme and Jerry Puren withdraw from Bukavu, over the Shangugu Bridge, to Rwanda.

November 6 – The Rhodesian parliament passes pro-Apartheid laws.

November 7

U.S. President Lyndon B. Johnson signs the Public Broadcasting Act of 1967, establishing the Corporation for Public Broadcasting.

Carl B. Stokes is elected mayor of Cleveland, Ohio, becoming the first African American mayor of a major United States city.

The 50th Anniversary of the Great October Socialist Revolution is celebrated in the Soviet Union.

November 8 – The BBC's first local radio station (BBC Radio Leicester) is launched.

November 9 – Apollo program: NASA launches the first Saturn V rocket, successfully carrying the unmanned Apollo 4 test spacecraft from Cape Kennedy into Earth orbit.

November 11 – Vietnam War: In a propaganda ceremony in Phnom Penh, Cambodia, 3 United States prisoners of war are released by the Viet Cong and turned over to "New Left" antiwar activist Tom Hayden.

November 14 – The Congress of Colombia, in commemoration of the 150-year anniversary of the death of Policarpa Salavarrieta, declares this day as the "Day of the Colombian Woman".

November 15

General Grivas and his 10,000 strong Greek Army division are forced to leave Cyprus, after 24 Turkish Cypriot civilians are killed by the Greek Cypriot National Guard in the villages of Kophinou and Ayios Theodhoros; relations sour between Nicosia and Athens. Turkey flies sorties into Greek territory, and masses troops in Thrace on her border with Greece.

Test pilot Michael Adams is killed when his X-15 rocket plane tumbles out of control during atmospheric re-entry and disintegrates.

November 17

Vietnam War: Acting on optimistic reports he was given on November 13, U.S. President Lyndon B. Johnson tells his nation that, while much remains to be done, "We are inflicting greater losses than we're taking...We are making progress." (2 months later the Tet Offensive by the Viet Cong makes it appear, to those watching news reports, progress is not being made.)

French author Régis Debray is sentenced to 30 years imprisonment in Bolivia.

November 18 – The UK pound is devalued from £1 = US$2.80 to £1 = US$2.40.

November 21 – Vietnam War: United States General William Westmoreland tells news reporters: "I am absolutely certain that whereas in 1965 the enemy was winning, today he is certainly losing."

November 22 – UN Security Council Resolution 242 is adopted by the UN Security Council, establishing a set of principles aimed at guiding negotiations for an Arab–Israeli peace settlement.

November 26 – Major floods hit Lisbon, Portugal, killing 462.

November 27 – The Beatles release Magical Mystery Tour in the U.S. as a full album. The songs added to the original six songs on the double EP include All You Need Is Love, Penny Lane, Strawberry Fields Forever, Baby, You're a Rich Man and Hello, Goodbye. Release as a double EP will not take place in the UK until December.

November 29 – Vietnam War: U.S. Secretary of Defense Robert McNamara announces his resignation to become president of the World Bank. This action is due to U.S. President Lyndon B. Johnson's outright rejection of McNamara's early November recommendations to freeze troop levels, stop bombing North Vietnam and hand over ground fighting to South Vietnam.

November 30

Zulfiqar Ali Bhutto founds the Pakistan People's Party and becomes its first chairman. Today it is one of the major political parties in Pakistan (alongside the Pakistan Muslim League) that is broken into many factions, bearing the same name under different leaders, such as the Pakistan's Peoples Party Parliamentarians (PPPP).

The People's Republic of South Yemen becomes independent of the United Kingdom.

U.S. Senator Eugene McCarthy announces his candidacy for the Democratic Party presidential nomination, challenging incumbent President Lyndon B. Johnson over the Vietnam War.


December 1 - The Jimi Hendrix Experience releases Axis: Bold As Love.

December 1 – The RMS Queen Mary is retired. Her place is taken by the RMS Queen Elizabeth 2.

December 3 – Christiaan Barnard carries out the world's first heart transplant at Groote Schuur Hospital in Cape Town.

December 4 At 6:50 PM, a volcano erupts on Deception Island in Antarctica.

Vietnam War: U.S. and South Vietnamese forces engage Viet Cong troops in the Mekong Delta (235 of the 300-strong Viet Cong battalion are killed).

December 5 – In New York City, Benjamin Spock and Allen Ginsberg are arrested for protesting against the Vietnam War.

December 6 – Vice President Jorge Pacheco Areco is sworn in as President of Uruguay after President Oscar Gestido dies in office.

December 8 – Magical Mystery Tour is released by The Beatles as a double EP in the U.K., whilst the only psychedelic rock album by The Rolling Stones, Their Satanic Majesties Request, is released in the U.K and in the U.S.A.

December 9 – Nicolae Ceauşescu becomes the Chairman of the Romanian State Council, making him the de facto leader of Romania.

December 9 - Jim Morrison is arrested on stage in New Haven, Connecticut for attempting to spark a riot in the audience during a Doors-concert.

December 11 – Supersonic airliner Concorde is unveiled in Toulouse, France.

December 12 - Guess Who's Coming to Dinner, one of the seminal race relations films of the 1960s, is released to theaters.

December 13 – King Constantine II of Greece flees the country when his coup attempt fails.

December 15 – The Silver Bridge over the Ohio River in Point Pleasant, West Virginia, collapses, killing 46 people. It has been linked to the so-called Mothman mystery.

December 17 – Harold Holt, Australian prime minister, disappears when swimming at a beach 60 km from Melbourne.

December 19 – Professor John Archibald Wheeler uses the term black hole for the first time.

December 26 – The Beatles film Magical Mystery Tour receives its world première on BBC Television in the UK

December 31 - The Green Bay Packers become the first team in the modern era to win their third consecutive NFL Championship, 21-17 over the Dallas Cowboys in what became known as "The Ice Bowl".

Motorcycle daredevil Evel Knievel attempts to jump 141 feet over the Caesars Palace Fountains on the Las Vegas Strip. Knievel crashes on landing and the accident is caught on film.

Date unknown

Warner Bros. Pictures becomes a wholly owned subsidiary of Seven Arts Productions, thus becoming Warner Bros.-Seven Arts.

The Jari project begins in the Amazon.

Albania is officially declared an atheist state by its leader, Enver Hoxha.

The University of Winnipeg is founded in Canada.

Lonsdaleite (the rarest allotrope of carbon) is first discovered in the Barringer Crater, Arizona.

A lost city is discovered on the island of Thera, buried under volcanic debris. It has been suggested that Plato may have heard legends about this, and used them as the germ of his story of Atlantis.

St Christopher's Hospice, the world's first purpose-built secular hospice specialising in palliative care of the terminally ill, is established in South London by Cicely Saunders.

PAL is first introduced in Germany.

The Summer of Love is held in San Francisco.

Lech Wałęsa goes to work in Gdańsk shipyards.

Benjamin Netanyahu joins the Israeli Army.

The Greek military junta exiles Melina Mercouri.

Parker Morris Standards become mandatory for all housing built in New Towns in the UK.

Gabriel García Márquez's influential novel One Hundred Years of Solitude is published (in Spanish).

The first edition of the book, A Short History of Pakistan, is published by Karachi University, Pakistan.

Fernand Braudel begins publication of Civilisation matérielle, économie et capitalisme, XVe-XVIIIe siècle.

The National Hockey League adds six more teams, doubling its size. The teams are the St. Louis Blues, Oakland Seals, Minnesota North Stars, Los Angeles Kings, Philadelphia Flyers, and Pittsburgh Penguins. 

Som man kan se, var det en urolig tid med megen gæring af forskellig art. Det synes ret åbenlyst, at forskellige kræfter og modstridende interesser skurrer mod hinanden. Dette sker imidlertid ikke på en sådan måde, at en låst stilling fastholdes. Der er hele tiden en bevægelse. Selvom der presses fra forskellige sider, som man kunne mene burde ophæve hinanden, er dette dog ikke tilfældet. Presset flytter hele tiden situationen en lille smule. Dette svarer ganske godt til den musik, der blev lavet i samme periode.

Mere direkte relation til musikken har naturligvis de påfaldende mange gange, hvor navne fra musikkens verden står nævnt i forbindelse med ting, der ikke hører under musik i snæver forstand, hvilket ikke lader sig afvise som blot Wikipedias prioritering af oplysninger. Ser man på andre år er ting, der vedører musikere, ikke nær så hyppigt forekommende. Musikken var et af tidens centrale områder. Den var en faktor i samfundsdebatten, og således ikke bare et uforpligtende underholdningstilbud. Den var noget, man måtte regne med, og som reelt gjorde sig gældende socialt, psykologisk, politisk, religiøst og samfundsmæssigt i øvrigt.

Derved var musikken noget, den ikke har været på andre tidspunkter, i hvert fald ikke i samme grad og omfang. Her kan man således tale om en dialog og gensidig påvirkning. På den ene side var musikken det fintfølende måleinstrument, der registrerede tidens bevægelser, men samtidig noget, der selv blandede sig og prægede tiden. Dette spændingsfelt medfører en enestående grad af den førnævnte overensstemmelse.

Når man således i stedet for at lede efter musikalske virkemidler, der lader sig optælle, betragter den dobbeltbevægelse, hvor musikken på én gang er tidens skildrer og medskaber, begynder det på en helt anden vis at give mening, at den kan komme til at lyde anderledes, uden at dette nødvendigvis har rod i noget måleligt.

Vi skal videre i gennemgangen, og den næste plade i rækken er Byrds' "Notorious Byrd Brothers", der må kaldes et karakteristisk eksempel på det, vi her taler om. Ingen vil benægte at den er anderledes end "Mr. Tambourine Man". Byrds havde forandret sig. Dette er midlertid langt henad vejen et rent stilistisk spørgsmål. Åbningsnummeret, "Artificial Energy" ligger med sit blæserriff og hele art/type langt fra deres tidlige folk-beat, og arbejder snarere i en hybrid, man kunne kalde country-soul. "Goin' Back" ligger noget nærmere den tidlige stil. Men strygere, klokkespil og cembalo er trådt i stedet for de tolvstrengede klange. Den rytmiske opfattelse er blevet forskubbet, og det samlede udtryk fremstår i et anderledes lydbillede. Dog må "Goin' Back" i hovedsagen siges at være meget på linie med de tidlige ting. Det kan man ikke i samme grad sige om "Natural Harmony", der ganske vist har noget ærke-byrd'sk i klangen, men bygger så radikalt videre på eksperimenterne fra "5th. Dimension" og "Younger Than Yesterday" med sine flanger-effekter og jazzede reminiscenser at den når hen et andet sted. "Draft Morning" kunne Byrds vel strengt taget godt have spillet i de tidlige dage. Men så ville de med garanti have arrangeret og fremført den på en anden måde. Valget af instrumenter og deres tildelte rolle er åbenlyst afvigende fra dengang. "Wasn't Born To Follow" ligger i forlængelse af den countryagtige orientering, der havde fundet ind i Byrds-universet på et par af den forrige plades numre, og da var at regne for en ny farve på paletten. Dertil er den garneret med eksperimenterende flanger-effekter, der giver den et skub i en lidt anden retning. "Get To You" er en slags syrecountry vals, et sted mellem Jeffersons "Surrealistic Pillow" og Buck Owens. "Change Is Now" arbejder videre i country på syre sporet. Vokalerne giver en tydelig Byrds-lyd. Men stort set alt andet ligger langt fra det oprindelige udtryk. "Old John Robertson" er lidt mere Byrd'sk, men holder samtidig fast i den countryagtige orientering, denne gang i et noget raskere tempo, hvortil så kommer et stryger-intermezzo, og da sangen herefter atter dukker op pladens hidtil kraftigste brug af flanger. "Tribal Gathering" er en jazzvals, der har taget såvel syren som det country and western agtige med over i dette univers. Et par guitarsolo-intermezzoer med fuld forvrængning overrasker. "Dolphins Smile" sammensmelter elektroniske effekter med et næsten akustisk lydbillede, en slags techo-folk. "Space Odyssey" vover sig ret langt ud i de elektroniske effekter. Melodilinien arbejder derimod sjovt nok inden for en forståelse, der kommer nærmere det tidlige Byrds end flertallet af de øvrige numre. Man kan således helt klart tale om en rent stilistisk regulering. Men omvendt må man også spørge: kunne denne stilistiske bevægelse være gået den modsatte vej? Kunne Byrds være kommet frem i '65 med noget á la det her og derfra sætte kursen mod den fortryllede skovs lyse tolvstrengs klang mod dyb bas? Enhver kan se, at dette ville være utænkeligt. "The Notorious Byrd Brothers" kunne ikke være lavet dengang, og omvendt ville tamburin-manden have virket tilbagesunken og utidssvarende i begyndelsen af 1968. Det er altsammen uden videre indlysende, også selvom det er svært at forklare, hvorfor det er sådan, og hvad det er, der får det til at være sådan. Enhver kan uden videre høre, at forandringen ikke er af en udelukkende stilistisk karakter. Snarere er skiftet i stil et symptom og udtryk for noget helt andet, som fra et tidsfæstnet underlydsplan udgør den egentlige forandring og så kommer til udtryk ved at kræve disse stilistiske reguleringer som det sprog, det kan udtrykke sig igennem.

Advarsel: rummer bonustracks!

I lyset af sådanne betragtninger virker det som om, at tiden selv havde lagt Pepper-Piper orienteringen bag sig. Således kan Zappas noget ondsindede dødsstød forekomme en smule overflødigt. Men morsom er den jo unægtelig, ligesom den viser, at tiden ikke var uden blik for sine egne svagheder og mangler, men kunne udvise en selvironi, mange har søgt at frakende den med beskyldninger om frelsthed. Men den humor vi talrige gange er stødt på i det foregående, viser sig her som at man godt kunne tage lidt pis på sig selv. Selv mange af de helt fundamentalistiske hippier satte faktisk pris på "We're Only In It For The Money". Nu kom angrebet jo heller ikke fra en etableret, konservativ institution. Zappa var jo ikke ude efter en samfundsbevarende opretholdelse af status quo. Også han var en del af modkulturen, men mente altså at hippierne var kommet ud på et skråplan. Hvor bidende og giftig pladen end kan forekomme, var den vel dybest set at regne for en venlig formaning.

Det er uvist om Zappa havde øje for, at hippierne havde fat i den grundmenneskelige omstændighed, at vi alle søger efter kærlighed og mening, men at de samtidig jo kun var mennesker, og derfor som alle andre kunne tage fejl og gå vild. Men anlægger man samme betragtning på Zappa selv, må man gå ud fra, at hans ondskabsfulde vittigheder dækkede over en oprigtig og samvittighedsfuld bekymring for, hvor tingene var på vej hen.

Det bliver man nød til at holde fast i og tro på. Frem for at sidde og blive ked af det og tænke: "Behøvede han virkelig at være så modbydelig?" må man forudsætte, at også Zappa søgte efter kærlighed og mening.

I '67 var der blevet lavet en dokumentarudsendelse om ungdomskulturen, hvor der bl. a. forekommer et klip med en ung pige, der taler om universel kærlighed. Intervieweren spørger, om hun mener, det er muligt at elske alle. Det mener hun. Men hvorfor har folk så hadet og bekriget hinanden i årtusinder? "Fordi de var forvirrede oven i deres hoveder," svarer pigen prompte. Det nøjagtige udtryk er "mixed up", en mere eller mindre uoversættelig glose (direkte oversat ville det blive opblandet), men i betydning dækkende noget med at ikke se klart, ikke forstå tingene ret. Mennesker formår ikke altid at se klart, at skelne mellem rigtigt og forkert, vigtigt og ligegyldigt. De bliver forblindede, forvirrede og fejlprioriterende, går fejl og gør dumme ting.

Når vi skal blotlægge betydningsindholdet af at være "opblandet", bliver det således noget i retning af: Hvis alle følte kærlighed, omsorg og ansvarlighed for alle, ville det også helt indlysende være til alles fordel. Altså må det skyldes en eller anden form for fejlsyn og misforståelse, når det ikke er sådan, mennesker er over for hinanden. Hvis de kunne indse, hvad der var til deres eget bedste, ville de også bringe sig i overensstemmelse med dette. Det var altså dette, der var hippiepigens analyse.

Tager man denne tankegang alvorligt, som en retningslinie for sit liv og ikke bare nogle smukke floskler, så bliver man også nød til at udvise en vis overbærenhed med "We're Only In It For The Money". Også Frank Zappa og hans gruppe var mennesker med behov, følelser, sårbarhed og drømme. Når derfor det spørgsmål rejser sig, hvorfor Mothers Of Invention hellere ville latterliggøre end elske deres næste, må man som hippiepigen svare: "Because they were mixed up!".

Vi vil få stor brug for denne betragtning, hvis vi på en udbytterig og givende måde skal nå igennem pladerne fra '68. Her er tonen generelt mindre orienteret mod universel kærlighed, og man aner en desperation, der griber til uheldige løsninger. Hvis man skal have andet ud af det end blot ærgrelse og irritation, må man således også finde en indfaldsvinkel, der kan forebygge og imødegå. Med det rette perspektiv kan man finde meget vigtigt og værdifuldt også i '68. Men sagen må gribes an på en anderledes måde, end det er blevet gjort i det foregående. Man kan ikke på en lige så direkte måde tage ved lære. I så fald ville man lære at gå ud og slå folk oven i hovedet. Man må således lære at skære igennem alt det uhensigtsmæssige, det "opblandede", og derved nå ind til det "ublandede".

Hvis man befinder sig midt i en ørken, og der ikke er en oase i miles omkreds, kan man i én forstand hævde, at det er irrelevant og helt ude af trit med situationen, at begynde at tale om vand, men omvendt er det jo lige præcis i den situation, at behovet for vand er størst, og man kan altså således hævde, at det i den situation netop er aktuelt, vedkommende og ja - i allerhøjeste grad relevant. Det er denne omvending, der søger det "ublandede" bag det "opblandede", vi får brug for i det følgende, og det er via dette, at vi kan komme på sporet af de store og afgørende indsigter. Frem for at ville belære en tid, der er forbi og ikke kan ændres, om, at lovsang er hævet over det resultatorienterede, gælder det modsat, at vi selv skal lære det og lære det netop af den tid. Netop af den tid fordi, det i virkeligheden var dens grundpåstand, som lå nedenunder det hele, også når den gik fejl og bar sig dumt ad. I sådanne tilfælde blev grundtanken netop blandet op med forstyrrende omstændigheder, der fandt en opblanding, en vildledning sted. Når vi lærer at se igennem denne, vil vi få øje på den rene tanke nedenunder.

Frem for at se en forgiftning og beklage denne, må vi lære at se noget, der har behov for omsorg, og derfor elske det desto mere. Her gælder atter den betragtning at ikke dømme pladerne, men lade pladerne dømme os. Dømme os i den forstand, at de viser os, hvad der er brug for, og dermed afslører vores mangel på kærlighed, at vi er opblandede, når vi ikke kan mønstre det, der kræves.

Dette må dog ikke forveksles med en blind accept af alt, der siger, at hvad som helst er i orden. Det er fuldt legalt at sige, at noget aldeles ikke er i orden. Men herefter kræves der en omvending, der ser dette "ikke i orden" i det rette lys.

Det er således helt på sin plads at påpege, at '68 på en række afgørende punkter tog fejl og gik galt. Faktisk er man nød til at kunne se det for ikke selv at gå fejl og forveksle det ublandede og det opblandede. Det er således nødvendigt at være endog stærkt kritisk for at opretholde det rette klarsyn.

Allerede i hovedkommentaren er det nævnt, at der sker et åndeligt omslag i '68. Hvor omfattende og dybtgribende dette er, kan imidlertid kræve en tydeliggørelse. Det er allerede sagt, at der her frem for forlængelsen af det hidtidige er tale om et spring. Vi er ikke gået op til næste etage i et hus. Vi er kommet over i et helt andet hus. At gøre sig dette klart, er en forudsætning for at nå til en forståelse af de plader, der blev udgivet i denne periode.

Vi har tidligere berørt, hvor varm og venlig "Georgy Girl" er i sin appel. Den søger at motivere, frem for at true. Budskabet er: du vil finde mere glæde, hvis du kommer ud i solskinnet, i stedet for at gå og gemme dig i skyggen. Der lægges ikke noget pres, der vises blot et alternativ. Hvis sangen var blevet lavet i '68 ville den i stedet have sagt: nu kan det fand'me være nok din snerpede møgkælling. Det er slut med al dit tilknappede pis. Nu flår vi knapperne af dig og piller snørebåndene ud af dine sko, og hvis du ikke forstår, at det er til dit eget bedste, så kan du få en røvfuld i tilgift. Vi har ikke tid til at vente på, at du kommer til indsigt og forståelse. Der skal ske en forandring nu, lige nu, og vil du ikke frivilligt, må det altså ske ved tvang.

En og anden vil formodentlig protestere. Sådan var de frihedshungrende og antiautoritære 60'ere da bestemt ikke.

Nej, ikke hvis vi taler om '66 eller '67. Men '68 bød på sange, hvor appel og motivation helt åbenlyst var erstattet af trusler og krav.

"We want the world and we want it now"

(Vi gør krav på verden, og det skal være nu)

Brølede Jim Morrison, og Stones stemte i:

"Summer's here and the time is right for fighting in the street"

(Sommeren er kommet og tiden er inde til et gadeslagsmål)

Selv hos Beatles forekommer enkelte graverende udsagn. Generelt stod de fast på kærligheden, menneskeligheden og mulighederne som det bærende udsagn. Men der forekommer et par smuttere. Ifølge hvad der fortælles om Beatles personlighedernes indbyrdes adfærd, skulle Paul McCartney have været den, der undertiden kunne optræde som skolemester. Men i sine sange udtrykker han noget andet. Når han i "Let It Be" lader en kvindeskikelse komme til sig i drømme med håb og opmuntring, holder han sig helt og holdent indenfor den rene og ægte hippie-ideologi. John Lennon var i alle livets forhold konstant omskiftelig og vankelmodig. George Harrison, der har almindeligt ry som den mest åndelige/spirituelle beatle, er ikke desto mindre ophavsmand til den pinlige sentens:

"What they need is a damn good whacking"

(de har brug for en god, gammeldags røvfuld)  

Mange har hævdet, at den spirituelle atmosfære, der toppede i '67, var naiv, at man ikke kan ændre verden bare ved at ændre sig selv eller at synge en sang. Følgelig skulle den realpolitiske linie altså være mere realistisk og ædruelig. Det er imidlertid svært at se, hvordan man skulle kunne bringe nogen ud over deres hæmninger ved hjælp af et overgreb. Det ligner ikke blot naivitet, men direkte dumhed. Det forekommer her langt mere sandsynligt, at hvis man tilstrækkelig ofte fortæller nogen, at de er dejlige, så kunne det tænkes, at de før eller siden selv begyndte at kunne se det.

Denne betragtning bygger ganske vist på den antagelse, at berøringsangsten var det centrale problem, der skulle løses. Her kunne man så naturligvis hævde, at problemet var noget andet, og at dette andet krævede andre løsninger. Betragtningen må dog ikke desto mindre kunne gøres gældende på en lang række områder.

Når der er nogen ting, man mener er forkerte, er det naturligvis nødvendigt at gøre andre opmærksomme på dette. Det kan betyde visse former for civil ulydighed. Men civil ulydighed kan udmærket være ikke voldelig og endog rumme et poetisk anstrøg. Her er de unge mennesker, der gik og delte blomster ud, vel nok eksemplet frem for noget. Men hvor skærende er ikke den selvmodsigelse, at vi vil ikke have krig, så nu skal alle de krigsliderlige idioter have et ordentligt lag tæsk?

Gandhi forsøgte at ændre forholdene i Indien, også på det konkrete plan. Men han var imod voldelige metoder, og greb ikke til disse uanset hvor ofte han selv blev mødt med vold. Hans tale var mild og ofte med en humoristisk undertone. Men mildheden rummede undertiden et bid. Det mest berømte eksempel er vel, da han blev spurgt, hvad han mente om den vestlige civilisation, og svarede, at det syntes han ville være en god idé.

Man kunne også betragte forskellen på Martin Luther King og Malcolm X. At King blev myrdet i '68 var ikke alene en rystende begivenhed, det var tillige et symbolsk udtryk for hele "jeg har en drøm"-tænkningens fald. Man kan vel ikke i egentlig forstand kalde Martin Luther King for en hippie. Men kernen i hans budskab var ikke desto mindre tolerance og forståelse, et håb om at mennesker kunne leve fredeligt sammen på trods af alle forskelligheder. Som bekendt var Malcolm X noget mere rabiat.

Mere påfaldende bliver det, når man genfinder slige fænomener inden for regulære hippiehøjborge og møder eksempler på bands, der gik på scenen og ønskede alle love, peace and understanding for derefter at kaste sig ud i hadefulde sange, der skulle få magthaverne til at ryste i bukserne.

Tro det eller ej - rigtig mange var begyndt at mene, at den passive modstand var for passiv, læs: virkningsløs, at man skulle til at blande sig aktivt, og ja - visse yderliggående elementer var faktisk - helt bogstavelig talt - parate til at gribe til våben.

Al denne realpolitiske dumhed kan man ikke selv med den bedste vilje regne ind under hippiebevægelsens sande ånd og rene lære. Denne finder man langt snarere hos f. eks. Moody Blues med deres skuen ud mod de store kosmiske mysterier. Selv principielt anti-psykedeliske grupper som Kinks og Who var mere på sporet end dem, der bare ville have udryddet alle røvhullerne, hvorefter de få, der var tilbage, kunne skabe et paradis på jord. Når en Davies eller en Townshend selvrandsagende vendte blikket indefter og gik i kamp med sine dæmoner, kan dette opfattes som at feje for egen dør, frem for en prædiken for andre, der skal fortælle dem, om de hører til i de godes eller de ondes lejr.

Hvis George virkelig havde forstået, hvad der var ved at ske, ville grisebasserne i hans sang have været de pseudo-hippier, der ville til at være konkrete og praktiske. Dette kunne man nemlig med rette kalde noget griseri. Det ville stride mod forskrifterne at så give dem en endefuld. Men det kunne have været på sin plads at tale alvorligt og indtrængende til dem for at påpege, at de var i færd med at svigte deres egne idealer. Det var faktisk, hvad han tidligere havde erklæret. Ser man på hans pepper-bidrag, "Within You, Without You", må budskabet vel siges at være, at det "de" har brug for (hvem "de" så end er), er at forstå, indse - og altså således ikke en endefuld.

Således spiller det i bund og grund en ret underordnet rolle, hvorvidt vi taler om Vietnam, racisme eller noget helt tredie. Overalt gælder principper svarende til, at det mildt sagt er tvivlsomt, om man kan kurere seksuelle hæmninger med voldtægt.

En anden hyppig hippie-kritik, der også må siges at kunne diskuteres, er den påstand, at den passive drømmen fører til ansvarsløshed og ligegyldighed. Hvis man tager den tankegang alvorligt, at man ændrer verden ved at ændre sig selv, er det indlysende, at det tvært om lægger et enormt ansvar på den enkelte. Det betyder i yderste konsekvens, at alt, hvad man gør, bidrager til at enten forbedre eller forværre verdenssituationen. Skal man kunne leve med denne byrde, må man på en eller anden måde gøre den overskuelig, hvilket som regel vil føre til at pålægge sig selv en bestemt opgave. I det lys giver det god mening at sætte sig til at tænke smukke tanker og synge smukke sange. Det svarer i hvert fald til hensigten og hænger sammen med denne. Hvis verden er det, jeg gør den til, så må det nødvendigvis være sådan, at verden er smuk, hvis jeg tænker og synger smukt.

I det lys ligner den realpolitiske linie ikke blot et forræderi imod de oprindelige idealer, men også ansvarsforflygtigelse, idet man derved lægger skylden over på andre og hævder, at det er deres skyld, at verden ikke er smuk. Man flygter fra sin opgave. Frem for at tilså, at jeg ikke har tænkt og sunget smukt nok, udpeges en syndebuk.

Dette gælder ikke blot i forhold til den række mentale omslag '68 er udtryk for, men også i senere diskussioner om 60'erne, herunder 60'er-musikken. Når nogen hævder, at der er dette eller hint galt med Sgt. Pepper, er spørgsmålet om de ikke vender sagen på hovedet, for at beskytte sig imod, at Sgt. Pepper skal afsløre, hvad der er galt med dem?

En konfrontation med 60'er-plader med den indfaldsvinkel, at det er pladerne, der er dommer over lytteren og ikke omvendt, synes at være den måde man idag bedst kan søge den ånd, der dengang var mere nærværende, end det er tilfældet idag.

Nu har "dommer" en vis klang af at blive slået oven i hovedet. Lad os derfor i stedet holde os til den tidligere brugte formulering, at det er medicin imod en sygdom. Frem for en vred dommer er det altså en helbredende læge, der kommer os imøde. Men det gælder ikke desto mindre, at vi må lade lægen gøre sit arbejde, og at det ikke er ved at mene det ene eller andet om 60'er-pladerne, at vi yder vort bidrag til en bedre verden, men derimod ved at være åbne overfor, hvad de kan lære os om os selv.

Man undgår her imidlertid ikke noget, der kan minde om en dom. Dette må dog forstås på rette måde. Konfrontationen med 60'er-pladen bringer en i kontakt med noget, der udfordrer ens opfattelse. Man vil blive sat i en situation, hvor man står mellem to muligheder og må sige: "Enten er det der naivt, eller også er jeg kynisk." Vælger man at tro det første har man affærdiget 60'er-pladen og besluttet sig for, at "min opfattelse er rigtigere. Det der er noget blåøjet vrøvl." Vælger man derimod det andet, må det nødvendigvis medføre en kritisk undersøgelse af egen kynisme, der vil få den ærlige til at indrømme, at han ikke har tænkt og sunget smukt nok. Dette åbner op for en udviklingsmulighed, som det turde være indlysende, at man ikke kommer i besiddelse af i affærdigelsen. I affærdigelsen gør man sig jo netop stejl, vil ikke rykke sig en millimeter, ikke overveje noget som helst.

Når forsøget på at trænge ind i 60'er-pladerne kan udarte til en veritabel sjælskamp, hænger det netop sammen med, at de støder sammen med en indre modstand. Hvis ens sind var blødt og føjeligt, ville der i virkeligheden ikke være nogen anledning til at rende desperat op og ned af gulvet eller ligge søvnløs om natten. Man ville tage sin 60'er-plade, som man tager sin penicillin imod den ene eller anden infektion, og det tilsigtede resultat ville indfinde sig. Men sådan er sindet ikke indrettet, og des årsag kan udvikling kun ske gennem udmattende forsøg, langvarig kamp, hyppige udslag af modvilje og mangfoldige tilbagefald.

Atter gælder så et forhold, hvor man bør være varsom med, hvor man placerer skylden. Man kunne jo spørge: hvorfor kan det ikke bare være så enkelt, at man efter tre toner af Sgt. Pepper ved et trylleslag bliver forvandlet til verdens største hippie? Det spørgsmål er godt nok at stille. Det må blot ikke give en den idé, at det skyldes manglende slagkraft i Sgt. Pepper, da det udviklende element først viser sig, når man indser, at man ikke er modtagelig nok.

Alle har oplevet børn skære en grimasse over for en skefuld medicin, vende hovedet væk og erklære at "det smager grimt". Et sådan sygt barn findes i os alle, og er den skjulte årsag bag det vi oplever som vanskeligheder med at nå ind til musikken. Vi synes jo, at vi prøver efter bedste evne. Men i virkeligheden er der noget i os, som ikke vil. Vi er ikke i alle henseender helt åbne og modstandsløse.

Selv hos stærkt modtagelige naturer vil der ikke kunne blive tale om mirakelkure. Det tager tid. Man kunne her tænke på 60'ernes hårmode, der jo var det lange hår, hvilket i nogen grad også er blevet en slags hippie-symbol. Om man tager sin opgave alvorligt, har naturligvis ikke noget med ens hårlængde at gøre. Men som en metafor for processen kan man tænke over, at hvis man har ganske kort hår, tager det et stykke tid at få det langt. Det blotte ønske kan ikke gøre karse til skulderlængde på et øjeblik.Tager vi eksemplet fra før, er en penicilinkur jo heller ikke noget, der er klaret med en enkelt pille. Penicilinet må gennem adskillige dage kæmpe mod infektionen, før den er slået ned. Her må man så beklageligvis gøre sig klart, at sindet er noget mere trægt i sine fornyelsesprocesser end kroppen, også hvor der ikke er unødig modstand. Netop derfor er det at nå ind til 60'er-pladerne ikke noget man bare gør, men en langsom, sej proces.

Gennem vores opdragelse er vi i vid udstrækning blevet præpareret imod store, vilde tanker. I løbet af barndommen er et væld af fantasifulde udtalelser blevet mødt med, at det er noget pjat eller at det ikke kan lade sig gøre. Hele dette lag af sindet må bearbejdes før man kan nå helt ind til 60'er-pladerne. For inde i os selv lever denne "det kan ikke lade sig gøre"-stemme, og den er altid på pletten, når der kommer en vild tanke. Ikke så snart er vi lige ved at få fat i noget, før den kommer farende og belærer os om, hvordan tingene er, hvad der er nødvendigt og hvad man må huske på.

Lad os tage et nærliggende eksempel: militæret. Hvis nogen talte om at nedlægge militæret, ville der straks være andre, som gjorde rede for dets nødvendighed. Det, de nok ville glemme at få med i deres ellers udførlige redegørelser er, at denne nødvendighed har sin grund i noget dybt primitivt, der burde være forældet og bortfaldet for længst. Jamen sådan er det altså ikke, man må forholde sig til realiteterne. Men hvorfor må man egentlig det? Realiteterne er ikke så urokkelige, som det ofte hævdes. Menneskers tilværelse idag ser på mange afgørende punkter anderledes ud end for bare 100 år siden.

Så lad os sætte tanken fri, ikke hænge os i mavesure påstande om muligt og umuligt, men bare give los. Vi forestiller os altså, at der i stedet for et militær var en kontemplation. En statsfinanseret institution, hvortil unge mennesker blev indkaldt for i et vist antal måneder at bruge al deres tid på at fundere over livet og dets mærkværdigheder. Den fredsbevarende indsats ville dermed være blevet gjort til et indre, åndeligt anliggende. Der er ingen tvivl om, at kontemplationen ville være en billigere institution at opretholde end militæret. De unge mennesker ville kunne tænke store tanker i årevis for det, bare et militærfly koster. Følgelig ville der blive frigjort resourcer, der kunne sættes ind i sundheds-, kultur- og undervisningssektorerne. Med flere midler til undervisning ville der også være større sandsynlighed for, at de unge mennesker kunne få noget konstruktivt og brugbart ud af deres kontemplationstid, som de kunne have glæde af senere i livet.

Vi forestiller os altså, at militæret er nedlagt, en kontemplation oprettet, hvor der udover forplejning kun er minimale udgifter, hvilket altså bl.a. frigiver resourcer til undervisning. Så må det næste blive at tænke undervisning helt om. Den nuværende undervisning er alt for erhvervsrettet. Man skal have uddannelse og arbejde, og det er stort set hvad det hele handler om. Tænk hvis det i stedet handlede om personlig udvikling. Det gør det ikke, uanset hvor meget politikerne hævder, at dette er medtænkt. Alene det, at man kan finde på at sammenligne resultaterne for skolebørn i forskellige lande, viser en konkurencetænkning. Længe før de er kommet ud på arbejdsmarkedet tvinges børnene til at skulle udvise resultater, der kan måle sig med noget, der i mistænkelig grad ligner en konkurent. Så hvad lærer man dem? At de skal have kundskaber, som de kan drage nytte af? At de skal nå til større forståelse af sig selv og verden omkring dem? Nej, aldeles ikke. Man lærer dem, at de skal kunne hjælpe et eller andet møgfirma med at klare sig bedre end konkurrenten. Samtidig kan man ikke forstå, at der kan være så meget uro, svigtende koncentration m. v. blandt børnene. Som om det var nogen videre inspirerende motivation, at man skal lære noget, for at en eller anden fed kapitalist kan blive endnu federe. Tænk hvis man skulle lære noget for sin egen skyld, og tænk hvis der var plads til personlig vækst og udvikling, og at man i stedet for prøver i konkrete kundskaber, lagde vægt på om børnene var glade. Væk med fælles mål og kanon, ind med berigelsescirkulæret.

Hele pensumtænkningen er en direkte kilde til overfladiskhed. Man skal igennem så og så meget på så og så kort tid. Det gør det ret begrænset, hvor meget man kan standse op og overveje undervejs. Overbelæsset med ufordøjet lærdom sendes de mere eller mindre voksne mennesker ud i livet, for også der konstant at skulle forholde sig til tidsfrister og andre uhyrligheder. Dette skaber samfund, der i virkeligheden - også i fredstid - er i krig. I det kontemplative samfund, hvor man ikke skulle nå andet end at komme til så stor forståelse af sig selv og sin omverden som ens evner rakte til, ville der herske fred og fordragelighed på en helt anden måde. For man kan ikke konkurrere i personlig udvikling, da dette altid er noget individuelt. Der hvor man er nået til, er et sted man er nået til i forhold til sig selv, ikke i forhold til sidemanden. At afskaffe fredstidens skjulte krig ville derfor utvivlsomt være et væsentligt skridt i retning af at i det hele taget afskaffe krige.

Ja, så smukke tanker kan man tænke, når man ikke lader sig bremse af såkaldte realiteter og umuligheder, der jo i virkeligheden slet ikke er så bindende, som mange tror. De er kun bindende i det omfang, alle bliver ved med at sige, at "sådan er det jo", "verden er nu engang indrettet sådan" og "det er der ikke noget at gøre ved". Vrøvl! Det er der masser at gøre ved, men ikke så længe man er bundet af begrænsninger, som man indbilder sig er uforanderlige, og derved overser mulighederne.

Netop derfor må alting begynde med en frisættelse af sindet, af en nåen frem til det uhildede blik, der kan se mulighederne. Ellers kan vi fortsætte i al evighed med at sige, at "sådan er det jo", hvad det jo vitterligt også er, hvis der intet tilløb gøres til at forandre det.

Men hvordan forandre? Det er her vandene skilles, her at '67 er et og '68 noget andet. Det sidste vil have, at der skal ske noget, og det vel at mærke lige med det samme, og derfor forfalder det til realpolitik og voldelig modstand. Det første derimod har forstået, at begyndelsen er sindets frisættelse.

Dette hænger atter sammen med forståelsesniveauer. Den militante realpolitik ligger i virkeligheden ikke særlig langt fra undervisningssystemets ensidige fokus på kundskaber, idet at begge dele forholder sig til noget direkte måleligt, som helt og holdent hører hjemme i en rationel sfære.

Det at "lovsang er hævet over det resultatorienterede" er ikke en kryptisk sætning. Meningen er let nok at forstå. Det kræver ikke en professor. Men at leve det er svært, og ikke noget, man når frem til lige så let og hurtigt, som man fatter ordernes betydning. Men en fuld og ægte forståelse må vel netop være det, at man kan leve de ord, og det lærer man ikke i et klasseværelse eller et auditorium. Men hvis undervisningssystemet var mindre resultatorienteret og mere lagt an på lovsang, så ville man muligvis lære det sådanne steder.

Her er det så, at 68-tænkningen ville sige: jamen så gør vi oprør imod det eksisterende undervisningssystem, fuldstændig blind for at den med denne erklæring selv er blevet resultatorienteret. Over for dette siger således 67-tænkningen: lad os afsynge nogle smukke lovsange.

Dette må ikke forveksles med en sløv dovenskab, der ikke gider gøre noget aktivt ved tingene. Lovsangen stiller i virkeligheden langt større krav til sin udøver end realpolitikken til sin. Det kan være frygtelig smertefuldt at have indset noget vigtigt og afgørende, som andre ikke forstår. Det er såre menneskeligt at blive utålmodig og sige, at nu skal de fand'me fatte det, om det så bliver med det gode eller med det onde. Hensigten helliger midlet, siger man, og ergo vil man med vold og magt banke det ind i skallen på dem. At udholde den spænding at andre ikke forstår, og derved til stadighed holde sig hævet over det resultatorienterede i fortsat lovsang, kræver store psykiske resourcer, og er således absolut ikke at regne for den lette løsning. Det er meget lettere at blive sur på alle dem, der ikke vil forstå, ty til hårdhændede metoder og kræve resultater.

Men hvad kan vi lære af det idag, knap 50 år senere? Hvad er det, vi skal gøre? Svaret giver sig selv: vi skal høre 60'er-plader. Hvorfor? Fordi 60'er-pladerne er det 20. århundredes autentiske lovsang.

Overfor et projekt som det nærværende undgår man næppe helt at blive resultatorienteret. Trods alt har projektet et helt klart mål. Men det vi kan gøre er at ikke blot stræbe efter målet, ikke gøre det til en afgørende sag at hurtigst muligt nå frem, men at faktisk være i processen, lade den tælle og gælde. Pointen er jo netop, at uden absolut tilstedeværelse i processen, vil vi aldrig nå målet.

Processen er samtidig også et rum, hvor der er plads til at famle, falde og gå fejl. Det er alt sammen helt i sin orden. Det, der ikke er i orden, der hvor selv en engels tålmodighed slipper op, er, hvis nogen overhovedet ikke er gået ind i processen, men står udenfor. Ikke fordi noget forhindrer dem i at træde ind, men fordi de i virkeligheden ikke vil.

Der er her tale om i så høj grad at have forskanset sig i sin berøringsangst, at man overhovedet ikke er åben over for noget som helst. Der er i den grad lukket af, at man end ikke som helt uforpligtende og rent hypotetisk tankeeksperiment, som en blot leg med ideer, vil gå ind på at overveje om tingene kunne være anderledes, om virkeligheden kunne være større end man aner, om man i virkeligheden færdes i et begrænsningens mørke, og intet forhindrer en i at træde ud i mulighedernes lys. Den blotte tanke jages på flugt, bliver med raseri smidt på porten. Sådan noget griseri og smuds vil man ikke have med at gøre. Det har at holde sig væk. Man har sin grå hverdag, sine pligter, sin orden i tingene og man betaler enhver sit. Livet har bare at være surt og kedeligt, og skal aldeles ikke bryde sig om at kunne være større og rigere. Har man hørt mage - hvor forargeligt!

Dette kan komme til udtryk på mange måder. Dels ved at opretholde den velkendte kan lide/ kan ikke lide skelnen som gældende måde at vurdere musik. Men også hvor man tilsyneladende er åben over for det nye og anderledes, kan man opretholde en afværgende mekanisme, der forhindrer dette i at gøre sin virkning gældende, f eks. ved simpelthen at nægte, at der findes nogen virkning, der kan gøre sig gældende. Man insisterer på, at "det er bare noget musik", ikke vejen til en højere indsigt, og i samme øjeblik, det begynder at prikke til ens antagelser, lukker man af.

I det hele taget må man vel sige, at ingen der for alvor er gået ind i processen på nuværende tidspunkt kan være helt de samme, som da de trådte derind. Lige meget hvor lidt man har forstået, lige meget hvor store vanskeligheder man er stødt ind i - har man overhovedet været i proces, så er der også sket noget. Det er ganske enkelt umuligt at være i proces, uden at der sker et eller andet. Dermed må der også være ting, man har ændret syn på og opfattelse af, også selvom det muligvis kun er småting. Noget må man dog have forstået, hvor lidt det end måtte være. Man har ikke været i proces, hvis der slet intet er sket.

I det foregående er der til stadighed blevet lagt vægt på at forholde sig reflekterende til alt, hvad vi kommer i berøring med. Enten har man totalt ignoreret disse opfordringer, og har dermed netop ikke været i proces, eller også har man lagt sig dem på sinde, hvorved man helt automatisk er trådt i proces.

Vi har fulgt tingenes gang trin for trin, led for led. Hvis man overhovedet har været til stede i bevægelsen, kan man simpelthen ikke være samme sted, som da man begyndte.

Som noget af det første så vi i sin tid på "Hang On Sloopy" og "Leader Of The Pack". Dermed fastslog vi også nogle centrale punkter i sagen og indkredsede hele projektets natur. Vi lærte om kaldet, og vi lærte, at det går galt, hvis man ikke hører kaldet. Lektionen var fuldstændig klar og umisforståelig.

Vi betragtede samtidigheden med Churchills død. Den mand, der mere end nogen anden var inkarnationen af England under Anden Verdenskrig. Dermed også en samlende metafor for beskyttelsesrum og mørklægningsgardiner, lige så vel som konservatisme. Denne epoke var rindet ud. En ny tid begyndte. En tid, der ikke handlede om at krybe i skjul, men at komme ud i lyset.

Af "Leader Of The Pack" lærte vi, at det kan få katastrofale følger at ignorere den nye tids komme og holde fast i den gamle. Den på overfladen ordinære teenage tragedie om kærlighed og tab, sætter et særdeles rammende billede på sagen. For hvad fik pigen ud af at lytte til sine forældre? At hun kunne sidde og begræde tabet af sin elskede. Man må formode netop sidde derhjemme. Man ser billeder for sig af den unge pige i en halvmørk stue med nedtrukne gardiner og tunge, gammeldags møbler, siddende med rødrandede øjne mellem sine to kedelige, gnavne forælde. Det var, hvad hun fik ud af det.

Vi slog det umisforståeligt fast allerede dengang: at Sloopy skal slå håret ud, er ikke bare billig erotisk staffage, men et spørgsmål om liv og død!

Hvad vil nu dette sige? Med det gravkammeragtige billede vi kan udlade af "Leader Of The Pack", har vi vel i grunden allerede fået svaret. Men lad os for en ordens skyld betragte sagen en smule nærmere.

Det handler jo ikke kun om noget med friere og gladere i ydre henseende. Det afgørende er en åndelig omstilling. Det som Sloopy kaldes ud til er en anderledes opfattelse, et ændret perspektiv på tingene.

Hvad end man vælger at bruge Churchill, forældrene i "Leader Of The Pack" eller noget tredie som billede på det, så er den gamle opfattelse, det hidtidige livssyn noget, der er præget af snæversyn, indskrænkning, gængse opfattelser af rigtigt og forkert, muligt og umuligt m.v. En grå, gammeldags borgerlighed.

Over for dette står det nye, der springer det gamles begrænsninger. Det hymneagtige brus af koret, der synger: "hang on Sloopy, Sloopy hang on", den insisterende kalden ud til en større virkelighed, ud i lyset. Dette vil altså sige en anderledes virkelighedsopfattelse, der gør verden større, giver fantasien plads til at udfolde sig og derved lader farverigdom træde i stedet for gråheden.

Vi har senere mødt mange andre formuleringer og billeder på dette. Vi har set, at når man prøver at forholde sig til musikken, så lader dette sig ikke gøre udfra de måder at orientere sig på, som er brugbare overfor f. eks. en gammel rock and roll sang fra 50'erne. Man har brug for helt andre ører, således som vi eksemplificerede ved hjælp af Rolling Stones' "Between The Buttons". Med de nye ører kan man så forsøge at komme i kontakt med noget af alt det, der for en første betragtning blot forekommer mærkeligt og søge efter paradiset hinsides helvede, således som det blev påvist ved hjælp af Love's "Da Capo".

Til et given perception svarer altså et givent livssyn. Til det grå og gammeldags syn svarer således det forhold til musikken, som bare vil underholdes, skelner mellem "det jeg kan lide" og "det jeg ikke kan lide". Når snusfornuften får lov at bestemme, hvor stor virkeligheden kan blive, kan musik heller ikke blive mere end enten behagelig eller ubehagelig. Alt andet fejes arrigt væk som hokus pokus. Berøringsangsten ophøjes til en gud, og det indskærpes, at "sådan er det" og "man må jo tænke på" og "man bliver jo nød til" osv. osv.

At bruge modellen kan lide/kan ikke lide er naturligvis den laveste og mest primitive måde overhovedet at forholde sig til musik. Den er altid begrænset og mangelfuld. Men over for pladerne fra sidste halvdel af 60'erne er den en direkte misforståelse. Den udviser såvel berøringsangst som en klamren sig til en forældet opfattelsesmåde.

Vi så også eksemplet med Grace Slick, der tankefuldt overvejede, om man kan komme tilbage, hvis man er kommet rigtig langt ud, men straks efter lod sin tankefuldhed gå i en ny retning med spørgsmålet: tilbage til hvad?

Tilbage til en grå begrænsning, hvor det stadige omkvæd er, at "det kan ikke lade sig gøre", hvor der ingen plads og intet råderum er for noget som helst? Skulle det virkelig være ønskeligt at komme tilbage til? Sidde som hende fra "Leader Of The Pack" mellem to sure, gamle forældre.

Som medlem af Jefferson Airplane var Grace Slick med til at vise en anden vej. Som indbyggere i en alternativ virkelighed tog gruppen ivrigt for sig af retterne og kunne ligne uartige børn. Men som vi så, stemte dette i alt væsentligt overens med ideologien.

Vi har også set, at albums som "Piper At The Gates Of Dawn" simpelthen ikke lader sig nedskrive til at være plader i gængs forstand, altså en samling sange, man så netop i dette nedskrevne perspektiv kan synes mere eller mindre om. Sådanne plader er plader på en anden måde og i en anden forstand - i en anden betydning: lydlige udtryk for indsigter og kalden fra andre virkeligheder.

Vi har kort sagt berørt dette punkt atter og atter på tusind måder. På den ene side det gammeldags, småborgerlige snæversyn og på den anden den nye farverige sprængning deraf, som kalder ud til noget større.

Ligeledes har vi atter og atter hørt dette i musikken. I Byrds fortryllede skov. I "East-West Suite" med Butterfield/Bloomfield, i Donovans psykedelisering af sit sart poetiske eventyrunivers og i en mængde andre plader. Ja - i alle dem vi overhovedet har haft fat i. Det er jo netop pointen: de kan være nok så forskellige på overfladen, i deres inderste kerne udtrykker de det samme.

Kan nogen virkelig i fuldt alvor tro, at man kan trænge ind i dette og nå til en forståelse af disse plader med en så indsnævret metode som kan lide/kan ikke lide. Den er generelt betænkelig i forhold til al musik. Den nedskriver og begrænser alt. Denne laveste og mest primitive måde at forholde sig til musik vil man så bruge til at forholde sig til en musik, hvor langt mere udviklede perceptioner ikke rækker til. Det er jo latterligt!

Som en af de enklest tænkelige konstruktioner kunne man nævne en slangebøsse. At spænde en elastik ud på en tvedelt kvist kan ethvert barn gøre. Selv i forhold til så lavteknologiske opfattelser som f. eks. et piskeris eller en gammeldags kaffekværn er en slangebøsse at regne for umådelig enkel. Men hvis man forsøgte at forstå computerteknologi ved hjælp af konstruktionsmetoderne for en slangebøsse, kan vel enhver se, at det ville blive et håbløst foretagende.

Lad mig forsøge at illustrere det på en lidt anden måde. Jeg så engang et tankevækkende teaterstykke om et busstoppested. Udgangspunktet var altså, at nogle folk venter på en bus, som er forsinket. Nu kunne man tro, at der var tale om en variant over "Venter på Godot" - altså en venten på noget, der aldrig kommer, hvorved alting ender i meningsløshed. Det var der imidlertid ikke tale om. Stykket sluttede med, at bussen kom.

Det, som stykket egentlig skildrede, var alle de ting, der skete, netop fordi bussen var forsinket. Der opstod så at sige en lomme, et frirum, hvor der kunne udfolde sig en masse begivenheder, der ellers overhovedet ikke ville have fundet sted.

Sætter vi dette i forhold til vores model, burde sagen uden videre være tydelig. Den gammelborgerlige gråhed ligger i den opfattelse at bussen skal komme til tiden. Sikke noget rod at være forsinket. Man skal dette eller hint, det skal man nå til bestemt tid, det er vigtigt, for man skal jo, man bør jo og sådan er det jo. Denne opfattelse ser også udelukkende begrænsninger. Der går en masse tid med at vente og i den forstand bliver man frataget noget.

Over for denne opfattelse står den modsatte, at man får en gave: et frikvarter, hvor der kan ske alle mulige sjove ting. Dette syn ser muligheder. Dette syn ser frem for en forsinkelse en lomme i tiden, der skaber plads for en mængde begivenheder.

Kan lide/kan ikke lide svarer her helt og holdent til det at sige: "Jeg vil have, at bussen skal komme til tiden. Jeg troppede op her et minut før rettidig afgang. Sådan skal tingene være, det synes jeg." Dermed synes man noget, der ganske spærrer for, at tidslommen kan åbne sig. Hvis man derimod holdt op med at spekulere over, hvornår bussen mon kom, kunne man pludselig blive optaget af andre ting, ligesom personerne i stykket.

Det er således i sidste ende et spørgsmål om øjnene, der ser, om en busforsinkelse er en åbning og en mulighed eller en indsnævring og en forhindring. Men det kan dårligt blive andet end det sidste, hvis man bare er sur over, at bussen er forsinket. I dette perspektiv kan der ikke opstå nogen situation, fordi man nægter at betragte det som en situation. Man ser blot en forhindring for den situation, man har planlagt, og dermed anerkender man ikke tiden ved stoppestedet som egentligt værende noget som helst. Først ved at stå ved at man står der, ved at anerkende det som et gyldigt øjeblik, kan situationen få plads til at udfolde sig.

Overfører vi dette på musikken, kunne man sige, at "kan ikke lide" også kunne udtrykkes som: "Dette er ikke efter mine ønsker." I sin tid da vi diskuterede begrebet spænding, overvejede vi, om det ikke er fejlagtigt at bruge denne betegnelse om ting, der i et og alt matcher ens hjertegriberkriterium. Således kan man altså sige, at hvis noget helt og holdent svarer til ens ønsker, er det, som man selv ville have lavet det, hvis man kunne. Derfor kan man i virkeligheden ikke blive overrasket. Men netop når noget ikke helt er, som man kunne ønske det, foreligger der en mulighed for at blive overrasket. Overraskelsen er så netop det, der kan åbne op for nye horisonter, vise en noget, man ikke før har set.

Dermed burde det være indlysende for enhver, at det er komplet tåbeligt over for en musik, der direkte satser på at overraske og vise nyt, at vurdere hvorvidt den er i overensstemmelse med ens ønsker. Ligeledes burde det være klart, at det ikke er ved at få opfyldt sine ønsker, at man bliver reddet fra åndsindsnævring og sjælelig død. Her gælder Electric Prunes betragtning om, hvorvidt man får det, man vil have, eller det man trænger til.

Hvis man stadig holder fast i sine primitive anskuelser, så har man intet fattet af alt dette. Man har overhovedet ikke givet sig ind i processen. Man har ikke rendt nok op og ned af gulvet i desperate spekulationer, man har ikke ligget søvnløs i nætter nok, ikke taget tilstrækkelig alvorligt og bogstaveligt at man skal kæmpe for at trænge ind i denne musik, som gjaldt det ens liv. Man har blot gennemspillet musikken. At sætte et bånd i maskinen og trykke på play, kan man også lære en chimpanse, så det er ingen stor kunst. Men at sætte alt på spil for at nå ind under lyden er en åndskamp af alvorligste karakter.

Ved at tænke mindre på målet og være desto mere tilstedeværende i processen træder den resultatorienterede side af projektet delvis i baggrunden, og ved nærværet kommer lovsangen til syne.

Men hvad så med den ændrede tone fra '68 og frem? Her gælder det om, at vi ikke gentager den tids fejltagelser ved at forveksle ydre og indre. Fastholder vi det rette perspektiv, kan vi bruge disse sen-60'er plader til en masse. Vi skal blot ikke tro, at vi skal ud og omvende nogen. Vi skal derimod opleve vor egen træghed.

Slipper vi pladerne fra '68 løs på vort indre, kan vi lære og erkende en mængde deraf. For naturligvis oplever vi alle, at blive irriteret på nogen, der ikke har fattet noget som helst. Det er ikke nødvendigvis en fejlvurdering. Det lader sig jo rent faktisk tænke, at den anden intet har fattet. Men hvorfor bliver vi irriterede over det? Hvor meget eller hvor lidt den anden har forstået, kan vel aldrig blive noget, vi er afhængige af, som om det kunne udvide eller begrænse vores muligheder for at nå frem til forståelse. Strengt taget må det vel blive den andens egen sag, hvor meget eller hvor lidt denne har forstået. Vi må se i øjnene, at der kun er en, der kan begrænse vores muligheder og indskrænke vores virkelighed, og det er os selv.

Det kan være fint nok at blive irriteret og vred. Det er for så vidt et godt tegn. Det viser nemlig, at vi har fat i noget afgørende. Men herefter handler det om, at give det den rette drejning. Render man bare rundt og bliver mere og mere gal i hovedet, bruger man det ikke konstruktivt. Man må i stedet lære sig at se det som et tegn på, at man er på sporet af noget vigtigt. Herefter handler det om at følge sporet og se, hvor det fører hen. Det gælder således om at indoptage '68 alt imens man fastholder '67.

68-pladerne giver os mulighed for at rase over uforstanden, at harmes, at synes det er urimeligt og for meget. Men vi må ikke begå samme fejl som '68 selv. Vi skal ikke ud og slå folk oven i hovedet, vi skal hen og spørge Alice.

Jeg kunne her passende illustrere med et eksempel fra mit eget liv. På et tidspunkt gav jeg nogle børn noget guitarundervisning. Flere af dem var ikke overdrevent flittige. Enkelte var stabile øvere, men det var langt fra det mest udprægede. Det var i mange tilfælde lettere frustrerende at ikke kunne gennemføre en planlagt undervisning, fordi eleven mødte uforberedt. Det er dejligt at undervise i noget, der interesserer en, men det betyder samtidig, at man har et særligt forhold til det. Det er en kæphest og et hjertebarn, og netop derfor ligger det nær at få en oplevelse af, at man deler ud af sit hjerteblod, strør gavmildt med et helt livs med besvær anskaffede guldkorn - kort sagt: man kan blive meget selvhøjtidelig. Det ved man naturligvis godt, at man skal lægge en dæmper på. Ikke desto mindre kan der opstå forskellige frustrationer.

Der var især en af mine elever, som jeg begyndte at se mig ond på. Jeg følte mig personligt krænket, hvis han ikke havde øvet, mente simpelthen at han pissede på mig. Efterhånden blev situationen mere og mere anspændt, og jeg fik sværere og sværere ved at opretholde en rolig, neutral facade over for ham. Da det var ved at blive rigtig slemt, kunne jeg naturligvis godt se, at jeg blev nød til at gøre noget. Bearbejde og gennemtænke disse ting. Faktisk blev der slet ikke brug for store og lange overvejelser. Næsten med det samme jeg besluttede mig for en konstruktiv bearbejdelse frem for bare at blive mere og mere vred på ham, skete der noget afgørende. Det gik op for mig, at han var den af mine elever, der mindede mest om mig selv som barn. Derved blev jeg også tvunget til at indse, at frem for ham var det nok i virkeligheden mere mig selv, jeg var sur på. Min viden om, at hvis jeg havde taget mig sammen og gjort mere ved det, kunne jeg have været et andet sted med mit guitarspil. Da jeg først indså hvem, jeg i virkeligheden var gal på, kunne jeg naturligvis ikke længere være vred på drengen.

Derimod blev jeg ledt hen til en række vigtige overvejelser. Som barn oplevede jeg i flere tilfælde ret voldsomme reaktioner på uopmærksomhed, manglende flid m.v. Ofte gør vi mennesker jo, hvad vi har lært. Man kan i nogen grad sige, at jeg havde lært, at man skal slå hårdt ned på den slags, og det var jeg tæt på at også gøre. Det afgørende var derfor at få den vendt om, således så jeg i stedet erkendte, at jeg burde være den første til at forstå, hvilken omsorg, han havde behov for. Netop denne vending ændrede alt.

Ved den næste lektion forekom min tidligere vrede mig nærmest latterlig. Der kom han med sin guitartaske og sine ubundne snørebånd slaskende efter sig. "Herregud," tænkte jeg med en følelse, der lignede ømhed, "det er jo bare en lille dreng." Ved at være så vred, havde jeg på sin vis gjort ham til både mere og mindre. På den ene side havde jeg ladet ham være en vældig magt i mit liv, bestemmende for mit velbefindende, i stand til fuldstændig at formørke og forpeste mine dage. På den anden side havde jeg formindsket ham til et mål for min undervisning, i stedet for at lade ham være et levende menneske. Men det var bare en lille dreng. En lille dreng med hovedet fuldt af alt muligt, som man nu kan have hovedet fuldt af i den alder, og derfor være fjern, uopmærksom og dagdrømmende.

Man kan således sige, at min vrede var forkert i forhold til at rette den mod drengen. Men den var et godt tegn forstået på den måde, at den viste mig, at jeg var på sporet af noget vigtigt. Det afgørende var derfor at komme hen og spørge Alice. Da jeg gjorde det, blev jeg beriget med ny indsigt.

Det gælder således atter og atter, at det kun er os selv, der kan spærre eller åbne vores muligheder, og at vi derfor skal forstå vores vrede og irritationer som spor, der peger mod vigtige indsigter.

I nær berøring med dette kan vi lære, at vi kun er mennesker. Fejlbarlige, ufuldkomne og undertiden umådelig smålige. Som tidligere berørt er det såre menneskeligt, at blive grebet af den idé, at nu skal de altså forstå, uanset hvilke midler det så bliver nødvendigt at tage i brug.

Selv Jesus kunne blive utålmodig, og udbryde at hans disciple stadig ikke havde fattet en brik af noget som helst, til trods for al den tid han havde været sammen med dem. Når selv han kunne have det sådan, er det ikke mærkeligt, at det kan overgå os andre. Men man bør tillige mærke sig, at han ikke derefter stillede de 12 tungnemme op på række for at give dem hver en blodtud. Man kan således også af historien lære, at selvom man føler sig opgivende, behøver man ikke ende med at give op.

En dybere forståelse af alt dette venter os, når vi kæmper af alle kræfter for at komme i dialog med 68-pladerne. Vi skal fastholde 67-pladerne for at lære at bruge 68-pladerne på rette måde, men atter bør vi vogte os for at gå fejl. Endnu engang gælder det om at ikke lade os bedrage af, hvordan vi ønsker tingene skal være, og dermed lade en kan lide/kan ikke lide iført en mere eller mindre gennemskuelig forklædning blive den afgørende instans. Det er frygtelig oplagt at begræde den måde indsigten fra '67 blev tabt af '68. Det ligger kort sagt lige for at kritisere det, der skete, sige øv, og så ellers ville have at '68 skal være ligesom '67. Sådan vil vi have det. Men sådan er det ikke, og som påpeget i det foregående handler det ikke om, hvordan vi ønsker tingene, og de største udviklingsmuligheder ligger almindeligvis netop dér, hvor noget er anderledes, end vi ønsker.

Derfor kan vi tillade os at gå ud fra, at der gemmer sig de helt store muligheder i '68. Vi skal bare få øje på dem og bruge dem rigtigt, og det er netop vores eget ansvar, vores opgave, fordi man selv er den eneste, der kan gøre sin virkelighed større eller mindre. Derfor kan man heller ikke give mangler ved '68 skylden for, hvis man ikke får noget ud af det. Den må man tage på egen kappe!

Den blotte impuls til at ville kritisere '68 er afslørende. Her viser sig alle vores protester og udflugter. Her bliver vores surhed og uvilje tydelig. Hvorfor føler vi os overhovedet kaldede til at fremkomme med en sådan kritik? Hvorfor kaster vi os ikke bare glade og begejstrede ud i alt dette nye og anderledes, og alle de muligheder for udvikling og ny indsigt det tilbyder os?

Dette er naturligvis blot en omformuleringen af spørgsmålet fra tidligere om, hvorfor tre toners Sgt. Pepper ikke er nok til at skabe en komplet forvandling. Svaret er det samme, som det hele tiden har været: fordi vi ikke er åbne og føjelige.

Idet vi giver slip på alle smålige og indskrænkede protester og de ti tusind "jamen, jamen" står det klart, at trods det omslag, man kan iagttage i '68, så er også det år en del af den store lovsang, vi har valgt at kalde Den store Progression. Derfor nytter alle disse "jamen, jamen" ikke noget. Vi må svare os selv med den velkendte talemåde "hold kæft og syng med".

Dét - og så en absolut fastholdelse af, at det hele tiden gælder om at få øje på det ublandede bag det opblandede. Det gælder således også når vi skal lytte til Status Quo a-siden "Pictures Of Matchstick Men", Steppenwolfs selvbetitlede debutalbum og Blue Cheers dundrende "Vincebus Eruptum".

Fra denne dosis pioner-heavy går turen videre til Aretha Franklin, og hendes 68 album "Lady Soul". Det føjer sig i naturlig forlængelse af "I Never Loved A Man" uden egentlig at markere nogen større forandring. Forskellene ligger mere på nuanceplanet og således ikke i et radikalt omslag. Dog vil man bemærke, at det klaverbårne gospel-præg i nogen grad er trådt i baggrunden til fordel for et mere guitar-orienteret og delvis swamp rock agtigt udtryk, ligesom man generelt kan tale om, at der er lidt mere skub på, færre ballader - mere uptempo. Balladerne er der dog adskillige af. Alligevel efterlader "Lady Soul" et lidt mere livligt indtryk end "I Never Loved A Man".

De ændrede tider er imidlertid betydelig mere mærkbare på Dr. Johns "Gris Gris", der falder ind under den strømning i tiden at få noget meget nyt ud af noget meget gammelt. Traditioner af forskellig art blev sendt til radikalisering og opdatering. Dette passer sammen med bestræbelserne på at gøre musikken mere jordnær efter det foregående års flyveture, ligesom den åndelige kollaps anes i, at tiden forstået som historie og kronologisk bevægelse træder i stedet for evigheden. Hos Dr. John sker det i form af noget, der minder om afrikansk musik tilsat reminiscenser af forskellige former for sydstats folklore. I sin primære orientering er det en musik, der hovedsaligt er funderet i det rytmiske, og hvor der melodisk og harmonisk ikke sker så forfærdelig meget. Med en insisterende, nærmest hypnotisk vedholdenhed bugter musikken sig afsted gennem langstrakte, bevidst monotone forløb, hvor der til gengæld leges ivrigt med dynamik og intensitet, ligesom der heller ikke er sparet på stereoeffekterne. Mystisk, dragende og gådefuld som et hemmeligt ritual. For så vidt uhyre enkelt. Alligevel svært at håndtere. Men i hvert fald kan alle forstå og gennemskue, at rytmen står i centrum og danner afsæt for en ny, anderledes musik, der har uudgrundeligt dybe rødder. Fremtidsmusik fra en mytisk, forhistorisk verden.

På sin vis kunne man sige noget lignende om pladerne med Steppenwolf, Blue Cheer og Aretha Franklin. Med alle enorme forskelle usagt, så har de tre albums det til fælles, at de synes at gå tilbage til den basale rock and roll, for der at finde et fodfæste, der kan give afsæt for noget helt nyt. En af de ting, der kom til at præge '68 var netop, at rock and roll vendte tilbage, såvel i ren form som i en bred vifte af forvanskninger. I det hele taget blev en stor del af musikken mindre æterisk og kosmisk til fordel for det mere kropsnære og dansante. Dette gælder dog langt fra al årets musik. For en bestemt række af strømninger kan dette gøres gældende, og er her ret påfaldende.

Betragtningerne ovenfor kan være værd at have i baghovedet, når man kaster sig over "White Light/White Heat" med Velvet Underground, vel nok den af debutanterne fra '67, der havde peget stærkest frem mod '68. Netop derfor giver det god mening, at den plade de udgav i begyndelsen af det nye år, ikke rigtig mindede om noget, man før havde hørt. Alligevel var de enkelte virkemidler egentlig ikke i sig selv ekseptionelle. Det handler mere om forskudte tyngdepunkter, der derved fører til, at noget anderledes opstår. Er det mere larmende end f. eks. Blue Cheer? Det er i virkeligheden ret svært at vurdere. Man må vel snarere sige, at det er larmende på en anden måde. Er brugen af dissonanser mere skærende end på så mange andre eksperimenterende plader fra den tid? Igen: de er det på en anden måde. Har talen om en genopdagelse af den basale rock and roll noget at gøre i forbindelse med denne plade? Både ja og nej. På en eller anden led har det noget med sagen at gøre. Sådan kunne man blive ved længe med at overveje frem og tilbage. Men man kan også bare høre pladen og tage den nøjagtig som den er i al sin skramlende besynderlighed. Kedelig er den i hvert fald ikke, og alle er dermed garanteret en usædvanlig oplevelse. Man må simpelthen bare give slip på alt, glemme alle de ting, man normalt orienterer sig efter og så bare give dette helt for sig album lov at være, som det er. Setlisten "White Light/White Heat", "The Gift", "Lady Godiva's Operation", "Here She Comes Now", "I Heard Her Call My Name", "Sister Ray" bør lære os at give afkald på faste holdepunkter, for derigennem at opleve en frisættelse, der lader os ane det uendelige, sprænger alle begrænsninger, åbner op til perspektiver, der viser os, at der ingen grænser og mure findes, kun vores egen frygt for at tage det næste skridt. Mest berømt er pladens lange afslutningsnummer. Man kan vælge at afvise det som en buldrende gang støj. Eller man kan gå ind i den, opleve skønheden midt i grimheden og se universet blive lukket op, således at man genfinder sig selv i det store, åbne, ubegrænsede. Det er på en og samme tid et af verdens mest forfærdelige og mest vidunderlige numre. Hvilken af delene afhænger af, hvor meget man formår at give slip. Dette frontalangreb på berøringsangsten er så gennemført og eftertrykkeligt, at man enten helt må forskanse sig eller helt overgive sig. Træder man ind i den, kommer man med garanti ikke ud som den samme. Der sker noget forvandlende derinde, som vil påvirke enhver, der finder det fornødne mod til at træde over tærskelen.

Herefter et par bløde landinger i form af de to a-sider "Fire Brigade" og "Jennifer Jupiter", der i sammenligning med "Sister Ray" er at regne for ret så pæne og tilforladelige. Men ikke harmløse eller uden en dialogens mulighed. Også her kan man gå ind og finde noget!

Herfra går turen videre til Blood, Sweat And Tears' debutalbum "Child Is The Father Of The Man", som er den eneste udgivelse med den oprindelige, originale besætning, heriblandt gruppens stifter Al Kooper. Den jazzrock-orientering gruppen er kendt for, finder man kun antydningsvis på deres første plade. Der er glimt af det, men hovedorienteringen ligger et andet sted, i form af en ganske vist søgende og improvisationsorienteret musik, men med et fokus, der snarere er at regne for noget, som ligger i radikal og dristig forlængelse af psykedelisk blues tilsat symfoniske elementer.

Dog spiller pladen en klar rolle i jazzrockens historie ved selve det at introducere ideen om et større orkester med blæsersektion i pop/beat/rock sammenhæng. Overfor de foregående års trioer, kvartetter og kvintetter troppede her ikke mindre end otte mand op som gruppens grundstamme, hvortil der så blev føjet et meget stort antal studiemusikere. Blandt de egentlige medlemmer indgik bl.a. Randy Brecker og Steve Katz. Man kan således hævde, at beatmusikken dermed var nået til et punkt, svarende til da ordet big band dukkede op i jazzhistorien. Dertil må man ikke glemme, at ordet fusion egentlig betyder blanding, i musiksammenhæng underforstået stilblanding, og det er noget, som der er masser af på "Child Is The Father To The Man". Den muligvis lettere forvirrende beskrivelse ovenfor hænger ikke mindst sammen med, at pladen stritter i umådelig mange retninger.

Der lægges ud med "Overture", en semi-klassisk sag tilsat dåselatter. Videre går det med bluesnummeret "I Love You More Than You'll Ever Know". Et jazzet intro giver bolden op til "Morning Glory", der vel nærmest kan karakteriseres som psykedelisk pop. "My Days Are Numbered" befinder sig i en grænsezone mellem soul og art-rock. "Without Her" er et stykke latin-jazz i nabolaget af easy listening. Synes man ikke den række skiftende udtryk er nok til at berettige betegnelsen fusion (læs: stilblanding), føjer "Just One Smile" sig til i en dialekt, der vel mest præcist kan kaldes jazzede og symfoniske udflugter ovenpå en tung beat/rock-bund, hvor det især er de fritsvævende møder mellem vokalen og blæsergruppen, der står i centrum. Næste programpunkt er "I Can't Quit Her", som er en lettere funky soulrock-sag. "Megan's Gypsy Eyes" åbner med akustisk guitar, hvortil der føjes elektroniske effekter. Med en særlig effekt på vokalen, der i øvrigt synger blødt og melodisk, ender det med at være en slags techno-folklore, der skiller sig markant ud fra alt, der er gået forud på pladen, selvom de allestedsnærværende blæsere bidrager til at knytte en slags sammenhæng. Da noget, der lyder som en mellemting mellem en sækkepibe og et slangetæmmerhorn blander sig i snakken, fades nummeret ud. Ind kommer orgelet med introen til den bluesagtige "Somethin' Goin' On", hvor en fabulerende bas bidrager stærkt til at give nummeret dets særlige atmosfære. "House In The Country" åbner med dyrelyde, men finder snart over i en noget jasket og forjaget sang i en ubestemmelig stilistisk dialekt. Den kunne sagtens have indgået i en musical. Den har det præg. Den munder ud i et western saloon kaos, hvor flere dyrelyde fungerer som en overgang til den pseudo-symfoniske og endnu mere musical-agtige "The Modern Adventures Of Plato, Diogenes And Freud". Der rundes af med "So Much Love/Underture". "So Much Love" er den velkendte Carol King komposition, men i et anderledes og overraskende arrangement, der leder over til afskedssalutten. Det der især binder denne plade med dens mange facetter sammen til et hele, er den udstrakte brug af blæsere, som ikke blot lægger diskrete stemningskulisser i baggrunden, men træder helt frem som centrale bidragydere. Det ville naturligvis have været almindelig, dagligdags procedure i jazzsammenhæng. Men det var i begyndelsen af '68 at regne for noget helt nyt og ret så revolutionerende i et pop/beat/rock-regi. Faktisk kan man sige, at ligesom Moody Blues kort forinden havde spillet et symfoniorkester op imod en beatgruppe, spillede Blood Sweat And Tears nu et jazzensemble op imod en beatgruppe, og at begge disse tiltag var at regne for banebrydende milepæle, der samtidig er sigende udtryk for intensionen om at nedbryde alle grænser og skel. Genrene brød gennem sluserne til hinandens domæner, som en klar illustration af det liv og de muligheder, der skulle gennemtrænge alt. Hvad angår beatgruppe-elementet på "Child Is The Father Of The Man", kan det undertiden minde en smule om Procol Harum.

OBS! - Rummer bonustracks. Hør ikke de sidste numre.

Fra disse dristige stilblandinger hopper vi helt ned på jorden med fod i gulv og bal på asfalten i form af Fleetwood Macs debutalbum, der hører til blandt det mest rå og beskidte bluesrock, der er spillet af et engelsk band. I en tid, hvor de fleste plader var uhyre subtile og derfor stillede store krav til lytterne, har mange utvivlsomt oplevet det som en lettelse, at der også blev lavet sådanne helt lige ud ad landevejen ting, som enhver kunne hoppe lige ombord i. Det er således ikke ved progressive landevindinger at "Fleetwood Mac" udmærker sig, men ved veloplagthed og medrivende spilleglæde, samt ikke mindst en energisk livlighed, der efter de psykedeliske flyveture i drømmende vægtløshed så småt begyndte at blive inn igen. Det viser samtidig, at udviklingen bare havde forløbet som den nu havde, uden at dette på nogen måde var udtryk for et ønske om at vende ryggen til publikum. Musikken ville gerne kommunikere, og langt henad vejen havde den faktisk været utrolig god til at forene det eksperimenterende med det kommunikerende. Men efterhånden som det eksperimenterende drev videre, opstod der et behov for noget jævnt og ligefremt. At folk som Engelbert Humperdinck kunne få succes, er vel i nogen grad udtryk for dette. Men det måtte kunne gøres bedre end skodpop. Man kan godt komme folk imøde uden at tale ned til dem. Her arriverede så Fleetwood Mac med deres solide bluesrock, der ikke kræver særlige forudsætninger for at blive forstået, men på den anden side heller ikke er dum musik. At Peter Greens guitarspil udgjorde en central del af udtrykket, gjorde det naturligvis ikke ringere. Dertil var der vel trods alt et element af noget nyt i, at et engelsk band kunne lyde sådan. Det her var jo slet ikke blues på den måde som det havde været nogle år tidligere, da Rolling Stones, Animals og Yardbirds nytolkede udtrykket. Det her lå meget nærmere de amerikanske navne, og så alligevel med en lille, egenartet drejning. Så meget noget gammelt, velkendt og næsten kliche-agtigt, og dog så meget noget helt nyt og friskt. Sådan!

Til sidst får vi en ganske lille smagsprøve på Laura Nyro. Men så når vi heller ikke mere denne gang. Dermed slut på denne runde af Udtræk og Sammenføjning, hvor vi har lyttet til:

The Doors: "Strange Days" (album) (25. september, 1967)

The Yardbirds: "Ten Little Indians" b/w "Drinking Muddy Water" (single) (oktober, 1967)

Buffalo Springfield: "Again" (album) (30. oktober, 1967)

Cream: "Disraeli Gears" (album) (2. november, 1967)

The Electric Prunes: "Everybody Knows" b/w "You Never had it Better" (single) (november, 1967)

The Moody Blues: "Days Of Future Passed" (album) (10. november, 1967)

Pink Floyd: "Apples And Oranges" b/w "Paintbox" (single) (18. november, 1967)

The Beatles: "Magical Mystery Tour" (album) (27. november, 1967)

Jefferson Airplane: "After Bathing At Baxters" (album) (30. november, 1967)

Jimi Hendrix: "Axis Bold As Love" (album) (1. december, 1967)

The Herd: "Paradise Lost" (a-side) (december, 1967)

The Who: "Sell Out" (album) (15. december, 1967)

Donovan: "Wear Your Love Like Heaven" (a-side) (december, 1967)

Traffic: "Mr. Fantasy" (album) (december,1967 )

Otis Redding: "The Dock Of The Bay" (a-side) (8. januar, 1968 )

The Byrds: "Notorious Byrd Brothers" (album) (15. Januar, 1968)

Mothers Of Invention: "We're Only In It For The Money" (album) (Januar, 1968)

Status Quo: "Pictures Of Matchstick Men" (a-side) (januar, 1968)

Steppenwolf: "Steppenwolf" (album) (Januar, 1968)

Blue Cher: "Vincebus Eruptum" (album) (Januar, 1968)

Aretha Franklin: "Lady Soul" (album) (22. Januar 1968)

Dr. John: "Gris Gris" (album) (22. Januar, 1968)

Velvet Underground: "White Light/White Heat" (album) (30. januar, 1968)

The Move: "Fire Brigade" (a-side) (Februar, 1968)

Donovan: "Jennifer Jupiter" (a-side) (Februar, 1968)

Blood, Sweat And Tears: "Child Is The Father To The Man" (album) (21. Februar, 1968)

Fleetwood Mac: "Fleetwood Mac" (album) (24. februar, 1968)

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden