Lak på bånd

Fraktion 1

Kasse + hæfte

Bånd med lak til Studiebrug

"Først oplive - så oplyse"

- Grundtvig

Vil man opleve det at spille en 78'er, må man naturligvis have fat i pladerne. Men i alle spørgsmål, der udelukkende vedrører at høre musikken, er båndene anvendelige, og der opfordres fra Arkivets side til at skåne de sarte lakplader mest muligt.

Emneinddeling betyder, at man let vil kunne finde frem til det eller de bånd, der svarer til det, man ønsker at udforske. Men systematikken går videre end som så, og båndene danner tilsammen et forløb.

I det følgende vil vi se lidt nærmere på båndenes indhold og begrundelsen for deres sammensætning.

Som en absolut undtagelse blandt Arkivets forskellige dele er denne samling ikke kronologisk opbygget. Det, vi fra Arkivets side har forsøgt på, har været at finde et udgangspunkt, hvor alle kan være med. At lægge ud med de allerældste indspilninger vil af mange nutidige lyttere blive oplevet som at bare høre en masse sus og støj. At tage fat ved den klassiske musik i gode, vellydende indspilninger er heller ikke en ideel løsning. Alle dem, der ikke har et forhold til den klassiske musik, vil stå mere eller mindre uforstående. En slager med en iørefaldende melodi, der lyder gammel på en autentisk og dragende måde, forekom os at være den bedst mulige løsning. Her får lytterne et pust af svundne tider, uden at musikken helt forsvinder i sydende tragtlyd. De klassisk dannede vil formodentlig synes, at en sådan døgnmelodi er banal og triviel, men derimod næppe finde den direkte ubehagelig og generende, sådan som noget mere voldsomt og larmende måske ville kunne gøre.

Den overordnede idé er som sagt at lægge ud med noget, næsten alle vil kunne kapere. Mennesker er nu engang forskellige, men hensigten fra Arkivets side har været et så vidt muligt alment acceptabelt udgangspunkt, noget, som der næsten ikke kan være nogen, der kan have noget imod.

Herfra foretages der flydende bevægelser rundt i de forskellige stilistiske hjørner af lak-samlingen.

Af hensyn til det fortsatte forløb afrundes samlingen i den klassiske ende, således at det vil føles naturligt at fortsætte direkte med de klassiske lp'er.

I den forstand fungerer samlingen også som en introduktion til den europæiske kunstmusik. Ved hjælp af et alment acceptabelt udgangspunkt kommer alle roligt og smertefrit derhen i en flydende bevægelse.

Flertallet af bøger, der forsøger at introducere folk til den store orkestermusik, er skrevet af folk, der udgår fra denne tradition, er opvokset i den og kender den indefra. Dette er garant for, at de ved, hvad de taler om. Imidlertid betyder det samtidig, at de sjældent har blik for de problemer, den uindviede støder imod. Da de netop kender fænomenet indefra, er det dem ganske fremmed, hvordan det fremstår set udefra.

Denne introduktion er derimod skabt af folk, der er kommet til det klassiske udefra, og derfor kender den fremmedes begyndervanskeligheder på deres egen krop. Deres ekspertise er måske ikke optimal med hensyn til de indre gemakkers indretning - men de kender indgangene bedre end dem, der aldrig har haft brug for dem.

Dette er netop den dybere begrundelse for, at Arkivet ikke går strengt kronologisk til værks og simpelthen begynder med den gregorianske korsang. Masser af interesserede mennesker ville køre død og blive hægtet af, inden de var nået særlig langt frem. Hele Arkivets grundidé er, at alle skal føres så sammenhængende og smertefrit som muligt gennem smagsprøver på alle slags musik. Derfor må der nødvendigvis begyndes et sted, hvor alle kan være med.

Men studiet er ikke desto mindre historisk orienteret med pladeindustrien som centralt omdrejningspunkt. Derfor giver det mening at se på et tidligt format, som idag er stort set forsvundet, lakpladen. Det er et pudsigt og charmerende medie, som er sjovt at kigge lidt nærmere på og som de fleste, der møder det, bliver fascinerede af. Alene på grund af mediets pudsighed får man også lyst til at høre, hvad der er på disse plader.

Her er overspilningerne til bånd naturligvis mangelfulde. De giver kun et vagt indtryk af at høre en 78'er. Med til oplevelsen hører at hive lakken ud af pappet, mærke den tunge, tykke skive i hånden, se den snurre rundt i susende fat på pladetallerkenen og at skulle skifte hvert tredie minut. Men 78'erens særlige lyd og den musik, der blev lavet under dens epoke, kan man i hvert fald få et indtryk af. I bedste fald vil man af den vej blive tændt og få lyst til at sætte sig nærmere ind i pladeindustriens historie.

Bånd 1: Fortidslyd for Nutidsmennesker

Vi har valgt at indlede med "Riders In The Sky", en enkel, iørefaldende melodi, som næsten alle kan lide. Således opfylder den kriterierne, der er blevet nævnt ovenfor. Den burde uden videre være forståelig for alle. Samtidig er den båret af en stemningsmættet mol-farvning, der frigør den fra den tåkrummende maveknebsfornemmelse af tra-la-la og idioti, visse lyttere kan føle over for noget, der er for letbegribeligt. Vi mener fra Arkivets side, at dette nummer er så nær et ideelt valg, som noget kan blive.

Endvidere har "Riders In The Sky" den studiemæssige relevans at være blevet indspillet mange gange og på flere forskellige tidspunkter i pladeindustriens historie have været et hit. Den hører således til de sange, der jævnligt dukker op igennem forløbet. Ligeledes støder man ofte på citater derfra i andre numre.

Dertil kommer, at det allersidste nummer i Arkivet er en 2008-version af "Riders In The Sky". At Arkivet således begynder og slutter med den samme melodi - omend i to forskellige udgaver - betyder, at det danner en cyklus.

Dette er ret så afgørende. Uanset hvor uforstående 98% af den vestlige verden vil stå over for det, skal der jo nok findes folk, som synes, at "Riders In The Sky" er ganske afskyelig. Men da Arkivet former sig som en cyklus, gives der altså en mulighed for at begynde et andet sted. Faktisk kan man begynde hvor som helst, det skal være, og så køre rundt derfra. Der er således den mulighed at lægge ud med en tidsperiode eller et genreområde, man har et særligt nært forhold til. Fra dette hjemlige, velkendte og elskede vil man så i en sammenhængende bevægelse blive båret på hænder og fødder rundt i alt andet, for så at ende tilbage i sin yndlingsmusik, der nu kan høres og påskønnes på en anden måde end før, fordi den har fået et dybere grundlag i forbindelse med at blive forstået i et større sammenhæng og i det hele taget funderet på en anden vis. Ens yndlingsmusik vil ikke længere bare være noget, der hænger og flagrer. Den er blevet befæstet og begrundet og kan derfor påskønnes med større inderlighed og forståelse end tidligere. Før var det bare noget, man var glad for, nu har det fået et underlag, står på noget. For at opnå endnu mere kan man så give sig ud på en anden runde - og en tredie og en fjerde og en femte ....

Denne alternative fremgangsmåde er imidlertid ikke helt uproblematisk. I hvert fald kræver den nogen selvdisciplin. At springe lige ind i sin yndlingsmusik kan have den uheldige virkning at pirre fornøjelsessygen, således at den/de studerende forfalder til at lade sig underholde. For nogen kan det ikke desto mindre være en mulighed og den bedste måde at komme i gang.

Men til alle dem, der ikke ville ane, hvor de skulle begynde henne og hvilken ende, de skulle tage fat fra, tilbyder Arkivet altså denne "så almen som muligt" åbning, som hiver fat i noget, der nok er gammelt, men langt fra det ældste. Derimod er det en glimrende opvarmning til det helt gamle, hvilket da også er formålet med det.

Vi bevæger os videre i forlængelse af vores introduktions-nummer med andre mere eller mindre beslægtede ting, der bevæger sig rundt i lidt forskellige stemninger og stilarter, men holder sig relativt nær ved udgangspunktet.

Dermed gives et udgangspunkt, som kan bruges af alle uanset deres smag og forudsætninger. Således introduceret og lukket ind i lakkens verden er ørerne blevet stillet ind og man kan begive sig videre i dette univers.

Flertallet af disse indspilninger vil vi senere vende tilbage til. Dette første bånd er at regne for en slags menukort og appetitvækker. Ligesom den, der går ud fra sin yndlingsmusik har en base i denne, kan man sige, at vi her er ved at skabe en fælles base, bygger et skib, hvor vi kan sidde sikkert og godt, mens vi sejler ud mod nye, uopdagede kyster.

For Arkivet har opgaven især bestået i at finde en balance mellem kontinuitet og variation. Det var på den ene side altafgørende, at samlingen af sange holdt sig inden for visse rammer, men samtidig lige så vigtigt at der blev præsenteret nogle forskellige ting. Vi har forsøgt at løse opgaven bedst muligt.

Imidlertid har vi ikke taget det så strengt med sammenhæng, opbygning og des lige, idet at vi har ønsket at genkalde atmosfæren fra en tid, hvor man slet ikke tænkte i den slags baner, men simpelthen "nu skal vi lige ha' den her". Vi er tilbage i en jukebox æra, hvor ingen almindelige mennesker rendte rundt og talte om koncepter. Den gode sang stod i sin egen ret og blev afløst af den næste, der meget vel kunne være noget af et stil- og/eller stemningsskift. Dog har vi forsøgt at undgå alt for kradse spring og trods alt fastholde en vis gennemgående atmosfære. En slags kontrolleret jukebox. Det har ikke i alle tilfælde været lige let at opretholde dette dobbelte perspektiv, og båndet har afgjort sine ufuldkommenheder. Men det skulle dog være fuldt anvendeligt og formåls-funktionelt.

Fra vores side er det afgørende især, at man oplever at blive lukket ind i lakuniverset og finder dette så tilstrækkelig oplyst, at man ikke ligefrem rager rundt i total mørke. Hvad man så synes om det, er et ganske andet spørgsmål. Hvis man i det mindste finder det tåleligt og ikke helt ulideligt, og samtidig føler, at man har fået nogle brugbare pejlingsredskaber dertil, er formålet med nærværende bånd opnået.

Netop derfor giver det mening, at lægge ud med noget, der nok er gammelt, men ikke helt vildt gammelt. På samme måde med den antageligt alment acceptable "Riders In The Sky". Man behøver jo ikke at elske den. Det er nok, at man kan udholde den. Men mange af de helt gamle ting fra pladeindustriens tidligste barndom vil være noget af en prøvelse for de fleste moderne lyttere. Det kræver en for-træning, før man kan komme ind i de ting. De ting, der er medtaget her, er derimod langt lettere at gå til for nutidige ører.

Til sidst en bemærkning om lyd. Det kan desværre ikke undgås, at lydkvaliteten bliver en anelse forringet i en båndgengivelse. Det er småtingsafdelingen, og mange vil formodentlig ikke bemærke det. Derimod vil mange novicer nok blive overraskede over, hvor relativ god lyd der er på disse gamle plader. Her kan man nemlig tale om, at begrænsede teknologiske muligheder ender med at blive en fordel. Tilbage i lak-epokens dage kunne man ikke lægge rillerne så tæt, som man senere lærte i løbet af vinylets historie. Det var store, tunge, dybe riller med plads imellem. Derfor var 78'erne også rent slidmæssigt ret robuste. Som nævnt gik de let i stykker. Men så længe de var hele, kunne de som regel spille, og i mange tilfælde bedre end en vinyl-plade med tilsvarende slitage. Der var ikke behov for samme grad af afstøvning, rensning med videre, ligesom det ikke var nær så graverende, hvis man kom til at plante et par fedtfingre på pladen. Alle de forsigtighedsregler man nødvendigvis må iagttage over for vinyl er overflødigt over for lak. Man skal bare passe på, at man ikke taber dem, træder på dem og des lige, akkurat som de absolut ikke er det mindste bøjelige og således ikke tåler tryk. Men de kan smides lige på pladespilleren uden støveklud og rensemiddel. Men som man - desværre! - også kommer til at erfare i løbet af båndet, er nogle 78'ere i årenes løb blevet frygteligt skramlede, og sådan en slidt sag lyder ikke særlig godt.

Sangliste:

Vaughn Monroe: "Riders In The Sky" (HMV - rød etiket) (1949)

Doris Day: "Whatever Will Be Will Be" (Philips - sort etiket) (1956)

                                 "Secret Love" (Philips - sort etiket) (1953)

Donald Peers: "It Happened In Adano" (HMV - rød etiket) (1948)

Vera Lynn: "Wish Me Luck" (Decca - blå etiket) (1939)

Patti Page: "Changing Partners" (Mercury - sort etiket) (1953)

Alice Babs: "Mr. & Mississipi" (Metrome -hvid/orange etiket) (1951)

Dinah Shore & Buddy Clark: "Baby It's Cold Outside" (Columbia - sort etiket) (1949)

Al Morgan: "Jealous Heart" (London - sort etiket) (1949)

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)

Dean Martin: "Memories Are Made Of This" (Capitol - lilla etiket) (1956)

Eve Young: "I'd 've Baked A Cake" (London - sort etiket) (1950)

Hula Hawaiians: "On The Beach Of Waikiki" (Tono - blå etiket) (? ca. 1950)

The Dream Weavers: "You've Got Me Wondering"

             (b/w) "It's Almost Tomorrow" (Brunswick - sort etiket) (1955)

Doris Day: "The Black Hills Of Dakota" (Philips - sort etiket) (1953)

The Chordettes: "Born To Be With You" (London - sølv/sort etiket) (1956)

Tennessee Ernie Ford: "Sixteen Ton" (Capitol - lilla etiket) (1955)

Rosemary Clooney & Marlene Dietrich: "Dot's Nice - Donna Fight!" (Philips - brun etiket) (1953)

The Tarriers: "No Hiding Place" (Columbia - grøn etiket) (1957)

Harry Belafonte: "Mama Look A Boo Boo" (RCA - sort etiket) (1956)

Anton Karas: "Harry Lime Theme" (Decca - blå etiket) (1950)

Django Reinhardt: "I Got Rhythm" (Decca - blå etiket) (1938)

Tex Morton: "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountainer" (Columbia - grøn etiket) (1939)

Arthur Smith: "Guitar Boogie" (MGM - gul etiket) (1948)

The Mills Brothers: "Till Then" (Decca - rød etiket) (1944)

Ella Fitzgerald & The Ink Spots: "Little Small Town Girl" (Decca - rød etiket) (1951)

Hotcha Trio: "Meet Mr. Callaghan" (Philips - blå etiket) (1957)

The Vipers Skiffle Group: "10000 Years Ago" (Parlophone - blå etiket) (1957)

Frankie Laine: "Hummingbird" (Philips - sort etiket) (1955)

Dottie Evans: "My Prayer" (Ronnex - gul etiket) (1956)

Fontane Sisters: "Willow Weep For Me" (London - sølv/sort etiket) (1956)

Les Paul: "Little Rock Getaway" (telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

The Four Lovers: "Jambalaya" (RCA -sort etiket) (1956)

Louis Armstrong: "Mack The Knife" (Philips - sort etiket) (1956) (udløb)

Nogle bemærkninger:

For mange mennsker, der ikke er entusiastisk optaget af et eller andet fra første halvdel af 20. århundrede, gælder, at deres fornemmelse for såvel musikkens udvikling som måden man lavede plader på er yderst mangelfuld før 50'erne. Alt, der ligger før Elvis er bare noget "rigtig gammelt". Andre steder i Arkivet bliver der rig lejlighed til et mere detaljeret og systematisk studium af de tidlige ting. Men allerede denne indledende øvelse skulle gerne give en fornemmele af, at der fandt en stor og omfattende udvikling sted - også før 50'erne. Som vi dog også kan tyde ud af den bunke plader, der foreligger på nærværende bånd, sker der et afgørende skift og et stort spring i udviklingen netop i 50'erne. Men tingene havde absolut ikke stået i stampe indtil da. Vi vil derfor opfordre til at man nærlytter og prøver at komme rigtigt ind på livet af tingene.

Det er vigtigt, at alle gør sig helt klart, at det vi her har med at gøre, ikke er Arkivets ældste musik, men derimod vores ældste format. De tidligste indspilninger, vi har, findes ironisk nok som genudgivelser på det nyeste format, cd. Hvad angår lakken, er der tale om relativt "nye" ting, i og med at det meste af det ikke tilhører pladeindustriens tidligste periode, men er lavet helt oppe i 50'erne. Når vi begynder her, er det altså ikke for at studere tidlige indspilninger, men som allerede nævnt for dels at studere et tidligt format og dels lægge ud et sted, hvor alle kan være med.

Da der er anført årstal i parantes for hver af pladerne, kan enhver uden videre se, at dette ikke er en kronologi. Der springes frem og tilbage i tid. Men på denne hoppende måde dækkes perioden 1938-57. At pladerne ikke kommer i kronologisk rækkefølge udelukker dog ikke, at man kan bruge samlingen til at styrke sin periode-fornemmelse. Netop den megen springen frem og tilbage giver mulighed for at sammenligne indspilninger fra forskellige tidspunkter.

At der i løbet af disse 20 år sker afgørende forbedringer med pladers indspilningskvalitet burde uden videre være tydeligt. Dette kan imidlertid i en del tilfælde være tilsløret af, at pladerne ikke er lige slidte. En velholdt plade fra 30'erne lyder naturligvis bedre end en skramlet ditto fra 50'erne.

Alligevel burde visse generelle træk kunne fornemmes. 30'ernes tekniske muligheder gjorde det ofte svært at gengive større orkestre. Resultatet er som oftest en temmelig moset lyd. Til sammenligning går det langt bedre i de tilfælde, hvor der blot er en sanger ledsaget af en enkelt instrument. Sådanne indspilninger er - deres alder taget i betragtning -ofte overraskende klare og distinkte i lyden. Tendensen går ret tydeligt i retning af jo flere medvirkende, jo mere moset.

I en del tilfælde, hvor der er en rimelig indspilningskvalitet på en velholdt plade, vil man kunne opleve en utrolig behagelig, blød lyd. Det hænger sammen med, at alt dengang var rør. Transistoren kom først frem i 50'erne. Plader fra 30'erne og 40'erne er således rør, rør og atter rør fra yderst til inderst. Derfor den bløde lyd, men af samme årsag de knap så distinkte signaler.

Mange 50'er-plader har en særlig karakteristisk lyd, fordi de befinder sig i en overgangsperiode - altså er forskellige kombinationer af rør og transistorer. At kombinationernes art kunne svinge fra pladestudie til pladestudie betyder samtidig flere variabler. Lige så hurtigt som man kommer på sporet af en særlig 50'er-lyd, lige så hurtigt erfarer man også, at denne kan være på mange forskellige måder.

Denne samlings ældste indspilning er Django Reinhardts version af "I Got Rhythm". Pladen er desværre ikke i særlig god stand. Heldigvis kan man flere andre steder i Arkivet finde genudgivelser på lp og cd. Den skramlede 78'er er at regne for et samlerobjekt og en kuriositet. Den lyder bestemt ikke særlig godt. Havde den været i bedre stand, ville det have været en helt anden snak. For musikken fejler absolut ikke noget. Selv på denne slidte plade kan man da også fornemme, at vi har fat i noget usædvanlig virtuost, og man kan faktisk (næsten!) høre Djangos solo. Men at der har siddet fem mennesker rundt omkring én mikrofon (sådan foregik flertallet af Quintette Du Hot Clubs indspilninger) betyder naturligvis, at selv en optimal gengivelse ikke tilnærmelsesvis kommer i nærheden af de lydmæssige krav, man ville stille til en moderne pladeindspilning. Alligevel er resultatet alt taget i betragtning overraskende godt. Selv med det mest moderne udstyr ville det være vanskeligt at indfange et helt orkester med én mikrofon. Der findes enkelte live-optagelser fra vor egen tid, som er optaget på samme måde. Det er ret overraskende hvor lille forbedringen af lydkvaliteten er. Det må faktisk have været en temmelig god mikrofon kvintetten sad omkring. Man bør dog også tage med i betragtning, at de havde udviklet en spillemåde, der passede til datidens muligheder. Det gjaldt jo også til koncerter, at de ikke havde et moderne p.a. anlæg. Det fortælles om Django, at han benyttede et tykt plekter af skildpaddeskjold og havde et særdeles kraftigt anslag. Parallelt til begrebet shouters blandt sangere havde mange af den tids musikere, som spillede mindre kraftigt klingende instrumenter, udviklet en særlig kompenserende teknik.

Betydelig mere klar i lyden er samlingens næstældste indspilning, "Wish Me Luck" med Vera Lynn, som er lavet blot et år senere. Men her har vi netop det tidligere beskrevne tilfælde: sanger akkompagneret af kun ét instrument. Efter nutidige normer lyder orgelet besynderligt. Men det ligger der som den nødvendige støtte til Lynns stemme. Hun går klart og tydeligt igennem, og den bløde rørlyd er særdeles mærkbar. Alt i alt utrolig god lyd når man tænker på, hvor gammel pladen er. Det hører dog med, at selve det benyttede eksemplar er i betydelig bedre stand end Django-pladen.

Men sandsynligvis har de engelske pladestudier også været en anelse bedre udrustet end de franske på det tidspunkt. Frankrig var et klart foregangsland i forhold til europæisk jazz. Men deres pladestudier var ikke optimale. Helt op i 50'erne havde mange franske plader rent lyd- og produktionsmæssigt et præg, der i forhold til samtidige engelske og især amerikanske, virkede bagstræbende og gammeldags.

Ligeledes fra '39 er indspilningen med Tex Morton. Atter oplever vi, hvor meget bedre det gik, når der kun skulle være sangstemme + ét instrument. Fraregner man diverse skrat og knas, der skyldes pladens slitage, lyder det ikke ret meget anderledes end mange nutidige indspilninger med diverse guitarspillende sangere. Indspilningen er sandsynligvis foretaget i Australien. Tex Morton var født på New Zeeland, men flyttede til Australien og blev en af de vigtigste pionerer inden for australsk country-musik. Hvor skelsættende han må have været i sin samtid, får man et indtryk af, når man tænker på hans amerikanske kolleger. Vi er ganske vist omkring 10 år efter Jimmie Rodgers' indspilninger, men et år før Woody Guthrie foretog sine første indspilninger, de såkaldte dust bowl sessions, der fandt sted i 1940.

Herefter hopper vi frem til 1944 og Mills Brothers. Desværre er pladen meget slidt. Derfor får man ikke et korrekt indtryk af hvad, der var sket med pladestudierne i de mellemliggende år, og på hvilken måde USA var lidt forud for Europa. Vi har sangstemmer ledsaget af guitar. Altså noget man allerede fem-seks år tidligere formåede at gengive relativt godt. At der ikke er en, men fire sangere, har naturligvis noget at sige. Akkurat som instrumenter kan flyde sammen i en grød, kan stemmer det også. En mere velholdt plade ville naturligvis være at ønske. Men selv på dette ret grimme eksemplar fornemmer man, at indspilningen må have været af en vis lydmæssig standard. Også selvom det p.g.a. krigen ikke var de helt store ressourcer, der var til sådanne civile formål. I øvrigt var der på dette tidspunkt en længere konflikt blandt udøvende musikere i USA. Des årsag fandt der kun ganske få orkesterindspilninger sted. Vokalgrupper som f.eks. Mills Brothers var typiske for perioden.

Herefter hopper vi atter fire år frem i tiden, og har to yderst forskelligartede indspilninger, Donald Peers strygerbårne serenade "It Happened In Adano" og Arthur Smits berømte "Guitar Boogie". Mere forskellige kan to plader vel dårligt være. Det gælder ikke blot stilistisk, men også i forhold til ting som lyd, produktion m.v. Typisk for den tids indspilninger af skønsang med strygerledsagelse, er hullet mellem sangeren og orkestret enormt. Stemmen helt fremme og dæmpede strygere langt, langt bagved. Modsat ligger Arthur Smiths lead-guitar kun en ubetydelighed længere fremme end akkompagnementet. Lige nok til at give ham solist-rollen. Der er tydeligvis sket en del med studieteknikken siden de legendariske Quintette Du Hot Club indspilninger med Django og Stephane Grappelli i 30'erne. Lydbilledet står overraskende klart og distinkt. Alene p.g.a. lyden må den have vakt opsigt i sin samtid. At det så er en af forløberne for rock and roll, lavet seks år før Bill Haleys "Rock Around The Clock", er så en yderligere grund til at måbe. I forhold til dette er Donald Peers pladen en langt mere traditionel ting, der ligger i direkte forlængelse af en masse ting fra 20'erne og 30'erne. Men lyden er afgjort stærkt forbedret i forhold til Peers' ældre kolleger. Strygernes placering (langt, langt tilbage) har ikke ændret sig nævneværdigt siden begyndelsen af 30'erne, men de står mere klart. Stemmen ligger næsten perfekt, man hører Peers så distinkt og tydeligt som nogen sanger på en nutidig plade. Derved er de to '48-indspilninger sådan set begge ret bemærkelsesværdige.

Fra 1949 får vi "Baby It's Cold Outside" med Buddy Clark og Dinah Shore. "Baby It's Cold Outside" var en af den tids store hits og findes i mange udgaver. Versionen med Clark & Shore er blot en af dem. Men en af de mest populære, ligesom Buddy Clark og Dinah Shore begge var blandt den tids mest berømte sang-stjerner. Lad to berømte sangere indspille en berømt duet. Det kan kun blive et hit. Lydmæssigt mærker man tydeligt, at der er sket noget. En ny klarhed har fundet ind i lydbilledet, og vi hører noget, der ligger lysår hinsides indspilningerne fra 30'erne og begyndelsen af 40'erne. Det kan man derimod næppe sige, at musikken gør. Vi har at gøre med en ret så traditionel slager. Dog er det værd at bemærke, at den er langt mere rytmisk, end gængse popsange havde været blot få år tidligere. Siden de første indspilninger af populærmelodier i årene op til århundredeskiftet, som havde et stift, foredragende præg, havde stadig mere jazzindflydelse sneget sig ind i årenes løb. Det mærker man da også tydeligt på denne indspilning. Alligevel er den på mange måder mindre bemærkelsesværdig end i hvert fald den ene af de to øvrige '49-indspilninger, der er medtaget på båndet, hvoraf "Jealous Heart" blot skal nævnes i farten. En køn melodi, men som indspilning betragtet ikke videre bemærkelsesværdig.

Vores åbner, "Riders In The Sky", har vi i anden forbindelse talt om som nummer, og der er blevet gjort rede for, hvorfor den er valgt som åbningsnummer. Betragter vi den som indspilning, så var det allerede i 1949 en version blandt flere. Nummeret blev skrevet af Stan Jones i 1948. Allerede et år efter forelå flere indspilninger. De er ikke blevet færre med årene. Mange anser imidlertid Vaughn Monroes version for at være "den rigtige". Guitar-introen etablerer stemningen og skaber sangens galoperende fornemmelse. Vaughns barytonstemme sætter ind og begynder den dramatiske fortælling. Korstemmer og stryger-effekter føjer sig siden til. Pladen er opbygget som et helt lille hørespil, der udfolder historien. Arrangementet er usædvanlig spændende, og den samlede effekt skaber sit eget stemningsunivers. Indspilningens lydkvalitet yder ikke dette fuld retfærdighed. Alligevel må man sige, at vi her har et tidligt eksempel på en plade, der udnytter, at man i studiet, hvor man netop ikke står over for et publikum, kan gøre forskellige sjove ting. Man kan kalde det gimmick og effektjageri, men det var ikke desto mindre den slags, der banede vejen for at gøre grammofonpladen til et selvstændigt medie, noget andet end en koncert, på samme måde som man ikke direkte kan sammenligne film og teater. Plader var så småt ved at blive til plader i pointeret forstand.

Fra 1950 har vi to numre, der på hver deres måde er bemærkelsesværdige. Anton Karas er beviset for, at det aldeles ikke var George Harrison, der indførte zithar i vestig musik. Ganske vist lyder det ikke særlig indisk. Den wienske virtuos har umådelig lidt til fælles med Ravi Shankar. Det var til filmen "Den tredie Mand" at Karas skabte det inciterende tema. Filmen blev lavet i 1949, men pladen med melodien lod vente lidt på sig. Det er en for sin tid ret så særpræget plade, der ikke rigtig ligner noget andet af det, der ellers foregik på det tidspunkt. Det gælder for så vidt også lyden på pladen, der har en ganske egenartet klang.

Eve Youngs "I've Baked A Cake" er mere ordinær. Den var enormt populær i begyndelsen af 50'erne. Blev ren folkeeje. Mange, mange år senere fortalte en reklame om kaffen til uventede gæster. Dengang i begyndelsen af 50'erne havde alle en sang til uventede gæster. Lydbilledet er bemærkelsesværdigt ved sin klarhed og renhed. Orgelet lyder ganske vist ikke meget anderledes, end det havde gjort bag Vera Lynn 11 år tidligere. Men lydbilledet i sin helhed, med diskret rytmisk ledsagelse, håndklap m. v. er alligevel værd at lægge mærke til. Bl.a. fordi det er så helt anderledes end den kompakte masse, der især er typisk for 30'ernes indspilninger. Her er der masser af luft og plads til de enkelte signaler.

Fra omkring samme tidspunkt - måske lidt før, måske lidt senere - har vi Hula Hawaiians indspilning af "On The Beach Of Waikiki". Gruppen var ikke fra Hawai, men derimod Sweitz. Lige omkring indgangen til 50'erne var der en del af den slags grupper. Om ægte Hawai-musik var der strengt taget ikke tale. Men en stiliseret form, der var blandet op med pop og en anelse jazzfornemmelse, og hvor især brugen af steel-guitar bidrog til at skabe en fornemmelse af solrige badestrande, blomsterkranse, bastskørter og kokusnødder. Et langt ude slægtskab med ting som Django og Arthur Smith kan fornemmes, selvom det unægteligt er langt mere poppet. Det er ikke desto mindre en charmerende musikform, der tillige giver et fint tidsbillede i forhold til populære strømninger på det tidspunkt. Sammen med Anton Karas' "Harry Lime Theme" viser den en vis smag for det eksotiske, men også at dette helst skulle være i en moderat form, der ikke klingende alt for fremmedartet og særpræget i vestlige ører. Som indspilning betragtet, altså i forhold til ting som lyd og produktion er "On The Beach Of Waikiki" måske knap så bemærkelsesværdig.

Fra 1951 får vi tre på hver deres måde bemærkelsesværdige indspilninger. Den svenske sangerinde Alice Babs var vel nok Skandinaviens førende stemme på det tidspunkt. Hun har indspillet plader med amerikanske jazzmusikere. "Mr. and Mississipi" byder på en forsvenskning af en velkendt amerikansk standard.

Taler vi om sangerinder er Ella Fitzgerald en af de allerstørste overhovedet. Hun er en af jazzhistoriens helt centrale stemmer. Men som vi her får et eksempel på, indsang hun også - især i 50'erne - en række mere slager-agtige plader. På "Little Small Town Girl" synger hun sammen med The Ink Spots, en vokalgruppe af samme type som Mills Brothers. Faktisk havde Ink Spots været pionerer. Helt tilbage fra de tidlige 30'ere havde de indsunget plader.

Les Paul er og bliver den store ener i studieteknikkens historie. Hans banebrydende eksperimenter med trickindspilning, forskudt hastighed og et væld af andre opfindelser, var langt forud for tidens øvrige udvikling, og betød, at han sad i sin garage og gjorde ting, de største og bedste studier ikke kunne gøre efter. De særprægede lydlandskaber han kreerede, kan næsten ligne en tidlig forløber for senere tiders techno og elektron-pop. Naturligvis vakte ting som "Little Rock Getaway" opmærksomhed, og mange andre prøvede at lave noget lignende. Jørgen Ingmanns tre år senere "Indiana" viser tydeligt, at Les Pauls danske discipel havde haft held til at lure nogle tricks af.

"Changing Partners" med Patti Page fra 1953 er som indspilning betragtet ikke videre bemærkelsesværdig. Derimod er den et glimrende eksempel på, at endnu oppe i 50'erne var mange af tidens store hits i valsetakt. The Dream Weavers' to år senere "It's Allmost Tomorrow" er et andet eksempel. Samtidig med at en så udpræget 4/4 musik som rock and roll blev tidens store dille, var valsen faktisk mere populær, end den havde været længe. Selv mange af de vilde rockdrenge slog over i valsetakt, når de skulle spille mere stilfærdige sange. Som en særlig anbefaling indgik det ofte i sangenes titler, f. eks. "Tennessee Waltz" og "The Waltz Of The Winds". Valsen forsvandt næsten helt ud af populærmusikken i 60'ere, og idag er det vel stort set utænkeligt, at man skulle finde andet end 4/4 på hitlisten.

De resterende numre på båndet udgør den nyeste del. Vi er her nået frem til indspilninger, man ville sige har en typisk 50'er-lyd. At denne term ikke er helt så entydig, som nogen tror, kan man så lytte sig nærmere ind på. Generelt har lydbilledet fået langt mere både fylde og luftighed. De sidste mindelser om 30'ernes tætte klump af lyd forsvinder. Man bliver stadig mere bevidst om pladen som plade - ikke optaget koncert. Nye effekter som ekko gør deres entré, og der leges lidt forsigtigt med forskellige instrumentsammensætninger. Selvom studieteknikken ikke foretager de kvantespring som skulle komme til at kendetegne det efterfølgende årti, er det tydeligvis en frodig og gærende tid, hvor der forekommer mange spændende eksperimenter med studiets muligheder. Man må til stadighed huske på, hvor begrænsede det daværende pladestudies muligheder var. Dette taget i betragtning er mange indspilninger at regne for særdeles søgende og legesyge.

Udviklingen gik da også stødt og roligt fremad. Der er generelt en påfaldende forskel på indspilninger fra henholdsvis første og sidste halvdel af 50'erne.

Som enhver kan se, er det ikke i den rækkefølge at numrene foreligger på båndet. For at give mere variation og samtidig tydeligt signalere, at vi endnu ikke har taget fat på detaljestudiet af hverken det ene eller andet, har vi fra Arkivets side blandet kortene, og præsenterer således en række plader der springer frem og tilbage i 20 års musik.

På et punkt er det imidlertid højst tænkeligt, at foreliggende bånd giver et præcist tidsbillede. Idag har de fleste hjem afspilningsudstyr i indtil flere rum. I forrige tider havde et gennemsnitshjem sjældent mere end et enkelt apparat. Et stort tungt møbel i et hjørne af dagligstuen, hvorpå man kunne høre radio og spille plader. Forestiller vi os nu en familie - far, mor og en søskendeflok. Tænker vi os videre, at der er en vis aldersspredning i søskendeflokken og lidt forskelle på hvilken slags musik, man bedst kan lide. Ja - så er det ikke svært at forestille sig, at en typisk plade-dag kan have forløbet nogenlunde som på båndet. Dermed får vi et billede af en musik-lytte-kultur, som var afgørende anderledes end idag.

Mere skal der ikke siges her. Vi har fra Arkivets side kun ønsket at påpege nogle få vigtige hovedtræk af udviklingen, men vil stærkt opfordre til, at man går videre på egen hånd. Hører båndet flere gange og får lyttet sig rigtigt ind på detaljerne. Hvor primitive og mangelulde disse gamle indspilninger end er i én forstand, udviser de dog ikke desto mindre et væld af spændende træk, og kan give mange interessante indblik i forrige tiders pladeproduktion.

Bånd 2: Cowboysange

Vi benytter det samme udgangspunkt en gang mere. Men denne gang inden for en langt strengere defineret tematisk ramme. Vi skal ud i det vilde vesten, hvor natten sænker sig over prærien, bålet tændes og den ensomme cowboy finder sin guitar frem.

Vi er fra Arkivets side klar over, at ikke alle er lige henrykte for country and western genren. Det synes at være noget, folk enten elsker eller hader. Men i hvert fald er det en genre, som har levet videre helt op til idag og har mange svorne tilhængere. Derfor burde denne samling kunne appelere til i hvert fald visse moderne lyttere.

Sangliste:

Vaughn Monroe: "Riders In the Sky" (HMV - rød etiket) (1949)

Doris Day: "The Deadwood Stage" (Philips - sort etiket) (1953)

Elise Rhodes: "Wayward Wind" (Ronnex - gul etiket) (1956)

Eddie Russell: "Cowboyens Sang"

          (b/w) "Den døende Cowboy" (Tono - hvid/rød etiket) (1958)

Preben Uglebjerg: "David Crocket"

                 (b/w) "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)

Mary Ford & Les Paul: "The Tennessee Waltz" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

Lefty Frizzell: "Mom And Daddy's Waltz"

                       (b/w) "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

Joe Carson And His Cowboys: "Don't Enter"

                     (b/w) "Tell Me Now" (Mercury - sort etiket) (1954)

Eve Young: "Silver Dollar" (London - sort etiket) (1950)

Tex Morton: "The Big Rock Candy Mountain"

                    (b/w) "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaner" (Columbia - grøn etiket) (1939)

Frankie Laine: "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

Doris Day: "The Black Hills Of Dakota"

                        (b/w) "Just Blew In From The Windy City" (Philips - sort etiket) (1953)

Betty Hutton: "You Can't Get A Man With A Gun" (b/w)

Howard Keel: "My Defences Are Down" (MGM - gul etiket) (1950)

The Four Lovers: "Be Lovey Dovey" (RCA - sort etiket) (1956)

Hotcha Trio: "Meet Mr. Calaghan" (Philips - blå etiket) (1957)

Les Paul: "Walkin' And Whistlin' Blues" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

Tennessee Ernie Ford: "Sixteen Tons"

                      (b/w) "You Don't Have To Be A Baby To Cry" (1955)

Arthur Smith: "Be-bop Rag" (MGM - gul etiket) (1948)

Gustav Winckler: "The Wild Colonial Boy" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)

Vera Lynn: "A Mother's Prayer At Twilight" (Decca - blå etiket) (1939)

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Kære John" (Tono - rød/hvid etiket) (1954)

Rosemary Clooney & Marlene Dietreich: "It's The Same" (Philips - brun etiket) (1953)

The Chordettes: "Born To Be With You" (London sølv/sort etiket) (1956)

The Fontane Sisters: "Voices" (London sølv/sort etiket) (1956)

Patti Page: "Changing Partners" (Mercury - sort etiket) (1953)

Les Paul & Mary Ford: "My Baby's Coming Home" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Som det vel uden videre er tydeligt for enhver, består dette bånd ikke udelukkende af cowboysange. Ja - ikke engang udelukkende af ting, der kan regnes ind under country-genren. Men med nogen ret kan man hævde, at det består af den slags, og så det sådan nogen, som kan lide den slags, almindeligvis også kan lide.

Henimod slutningen af bemærkningerne til det første bånd forestillede vi os en familie. Lad os nu forestille os, at et medlem af familien - det medlem, som er til cowboysange - en dag er alene hjemme. Dengang var der ikke noget, der hed internettet, så det pågældende familiemedlem måtte tage til takke med hjemmets pladesamling. Der var det, man havde, og sådan var det. Det kunne så f.eks. være de ting, der findes på nærværende bånd. Selvom det så ikke er lutter cowboysange, har det pågældende familiemedlem sikkert hygget sig glimrende alligevel, og glædet sig over at han/hun denne eftermiddag ikke skulle diskutere med nogen, hvad der skulle eller ikke skulle på grammofonen. Da man jo aldrig kan vide sig helt sikker på, hvor længe freden varer, lægges der ud med en stribe absolutte favoritter. Formodentlig lige præcis dem, resten af familien almindeligvis nedlægger veto imod. Efter at de er kørt af, bliver den videre pladelytning lidt mere søgende. Hvordan er det nu lige, den der er? Hov - den der er vist meget god. Nå, ja - den ... den havde jeg helt glemt - hvor er det længe siden, jeg har hørt den. Sådan fortsætter det derudaf, indtil lyden af en nøgle høres i entredøren ...

Nærværende bånd adskiller sig ikke afgørende fra det første. Vi betragter samme sag fra en lidt anden vinkel. Således er der også en del gengangere fra det første bånd. På den måde lærer man dem dels bedre at kende, og dels fungerer de som pejlemærker, så man har noget at holde fast i, mens man bevæger sig rundt i de nye ting. Eller man kan sige, at vi udvider i en cirkelbevægelse, hvor vi har en kerne, vi så bygger udenom.

Men vi indtager ikke så meget nyt land på dette sted. Det er - stadigvæk og immervæk - vigtigt at huske på, at disse indledende lak-manøvrer ikke er en for alvor tagen fat på udforskninger. Det vigtige er at blive vakt, at få lyst til at studere tingene nærmere. Netop derfor er det afgørende, at alle hele tiden kan føle sig trygge, ligesom at der til stadighed overlades en del til nysgerrigheden.

Endvidere er det som nævnt andetsteds meningen, at man skal kunne gå ind og forholde sig til et bestemt emne, hvortil det mest relevante materiale så er samlet på ét bånd. Dette nødvendiggør selvsagt gentagelser. At vi ikke fra Arkivets side går så langt ind i kommentarerne til tingene, bør ikke afholde nogen fra at på eget initiativ fordybe sig. Det kan vi absolut kun opfordre til på det allerivrigste. Netop derfor er tingene bygget op, som de er. Hvert bånd er et koncentrat af et emne.

Bortset fra Vera Lynn og Tex Morton er alt materiale denne gang fra '48 og fremefter. Man kan således i alt væsentligt tale om et 50'er bånd. Vi er med andre ord i den nyeste del af lak-epoken, hvor 78'eren var i hård konkurence med det første vinyl.

Faktisk blev der lavet lakplader helt frem til begyndelsen af 60'erne. Alligevel vandt vinylet så stort indpas allerede tidligt i 50'erne, at man næsten kunne fristes til at udlægge beretningerne om døende cowboys som meta-sange, hvor lakpladen skriver sit eget requiem.

At vi er i den nyere del betyder selvsagt, at der generelt er bedre lyd. At en velholdt 78'er kan lyde relativt godt (omend også rærligt, hvis det er et slidt eksemplar), har man her mulighed for at få indtrykket af.

Man får tillige lejlighed til at høre en række af periodens foretrukne lydeffekter, såsom efterligning af hestehove og brug af rumklang til at skabe en illusion om den store, åbne prærie.

Der var en vis interesse for det vilde vesten i de tidlige 50'ere. Westerns var en populær filmgenre, og det smittede i nogen grad også af andre steder. Man kan således finde en række eksempler på blandinger af westerns og andre filmgenrer. Hvad man kunne kalde westernmusicals var imidlertid et gammelkendt fænomen. De havde været uhyre populære i talefilmens barndom. Men i en årrække havde westerns og musikfilm levet som to adskilte genrer. Hvem kunne også forestille sig John Wayne stå og jodle, mens han håndterede sin skyder?

Ved indgangen til 50'erne er der tiltag i retning af en genforening. Betty Hutton og Howard Keel havde de bærende roller i filmatiserigen af Irving Berlins "Annie Get Your Gun" (1950). En delvis beslægtet filmmusical et par år senere var "Calamity Jane" (1953), hvor Doris Day tolkede sange som "Just Blev In From The Windy City" og "The Black Hills Of Dakota".

Naturligvis er al den slags mere eller mindre pseudo-fænomener, der kun har en vag forbindelse til det vilde vesten, akkurat som en lang række af de gængse forestillinger om livet på prærien er i høj grad ukorrekte. Men det er ikke desto mindre bemærkelsesværdigt, hvor inspirerende legenderne om ensomme cowboys m.v. har virket. En umådelig stor mængde sange, som strengt taget må siges at være i en bred vifte af forskellige genrer, har støttet sig til den gængse samling af sentimentalt-romantiske forestillinger.

Lige præcis præget af det sentimentalt-romantiske er i denne sammenhæng afgørende. Man må her skelne mellem en strengt korrekt brug af termen cowboysange og en mere folkelig brug af ordet. Her i landet var genrebetegnelsen country and western kun sjældent brugt på det tidspunkt. Den folkelige betegnelse cowboymusik holdt sig ikke strengt til hverken historiske aspekter eller egentlige stiltræk. Snarere var der tale om en samling af associationer, der knyttede sig dels til det vilde, frie liv med dets uindskrænkede udfoldelsesmuligheder og dels til det, der var prisen for dette: en enegænger tilværelse, der ofte endte i en ung, voldsom død. Således kunne sange, der handlede om andre mennesker end cowboys og foregik andre steder end på prærien, men spillede på de samme følelser, ses som noget, der hørte med under området efter den folkelige definition.

Allerede at bruge termen definition er en smule misvisende. Folk har næppe analyseret deres egne følelser så indgående. Nogen har givetvis været sig en uklar følelse af et tab bevidst. Ikke et tab af noget konkret, måske snarere et savn efter noget, de aldrig havde haft. På konkretplanet har det givetvis mest handlet om, at visse lyttere har oplevet, at bestemte sange ramte et bestemt sted i deres følelser. At historierne om den unge vildbasse, der ender sit liv i en blodig duel, men har en gammel mor derhjemme til at begræde hans død, kan kaldes en særlig virkningsfuld variant, betød, at begrebet cowboysange kunne bruges i overført betydning om andre ting, der anslog en lignende stemning.

På samme måde som vel alle mennesker på et eller andet tidspunkt har oplevet, at en sangtekst, der på overfladen handlede om noget helt andet end den situation, de befandt sig i, alligevel syntes at afspejle denne, kan man også tale om sange vedrørende forskellige emner, der alligevel har en beslægtet "afspejlingsværdi", og så definere et musikalsk område ud fra dette.

Selv en så vag definition er imidlertid for snæver. Frem for en associationsrække må man operere med flere. F.eks. spiller det, man kunne kalde "den diffuse sentimentalitet" kun en ubetydelig, underordnet rolle i de to ovenfor nævnte filmmusicals. Det fælles tematiske anliggende for "Annie Get Your Gun" og "Calamity Jane" er drengepigen, der bliver sig sin kvindelighed bevidst.

Man kan måske sige, at en amputeret kvindelighed er det feminine sidestykke til den unge mands blodige død. Men det er afgjort at strække rent abstrakte forbindelseslinier til det yderste. Enten det. Eller også en lige lovlig letkøbt sociologisk konklusion. Forbindelsen skal snarere findes i 50'erne end i det vilde vesten.

Nærmere noget konkret og vederhæftigt kommer man, hvis man hævder, at parallelt til at det maskuline følelsesregister invaderes af en ubestemmelig længsel, opdager disse drengepiger en række emotionelle faktorer, der ikke uden videre kan klares med praktiske løsninger. Det er netop pointen i sangen "You Can't Get A Man With A Gun" helt ud i titlen: man kan ikke fange en mand med en revolver, i den danske version ændret til et spørgsmål: "Hvordan får man ram på en Mand?". Sangen handler om, at Annie er lige så meget mand som mændene, men ikke kvinde nok til at gøre erotisk indtryk på disse, da det jo netop ikke er særlig ladylike at kunne slå en prober næve.

Calamity Jane er en historisk person, der ligesom f.eks. Jesse James og Billy The Kid hører med til det vilde vestens brogede persongalleri. Men den gendigtning af hendes liv, som Doris Day lægger ansigt og krop til, er efter alt at dømme at regne for en sødladen og udokumentarisk fremstilling.

Ligesom i "Annie Get Your Gun" kredser filmen om hovedpersonens vanskeligheder med at blive feminin og erotisk attraktiv. I dette tilfælde dog med en snert mere af den lejrbålsrelaterede associationsrække. I en sang som "The Black Hills Of Dakota" er den sentimentale længsel uden videre til at få øje på. Den optræder i filmen i forbindelse med et bal, hvor Jane for første gang træder frem som kvinde.

Men hvorfor overhovedet denne interesse for drengepigers kærlighedsproblemer? Spørgsmålet er, om Annie og Jane overhovedet bør opfattes konkret, som kvinder af kød og blod? På sin vis giver de mere mening som metaforer.

50'erne var en brydningstid, hvor nyt og gammelt skurrede mod hinanden. De færreste mennesker dengang ville have blot forstået begreber som f.eks. "en ny kønsidentitet", endsige brugt den slags ord. Men i selve det at befinde sig i en brydning mellem nyt og gammelt ligger der en oplevelse af, at man står over for nye udfordringer, der kræver andre løsninger end de hidtidige. At de færreste har gjort sig dette klart bevidst ændrer ikke på sagen. Derimod bidrager det til at forklare og forstå den længselsmættede atmosfære, hvor nostalgisk sværmen for det forgangne og nysgerrig stræben fremad mod det anderledes vandrede side og side.

Når jord-og-betonarbejderens søn kom på et kontor, var der mindre brug for hans muskler, end der havde været for hans fars. Men det var samtidig klart, at i takt med at der blev mindre brug for det ene, blev noget andet desto mere påkrævet. I det hele taget blev verden mindre og mindre konkret. Mens de to forgangne verdenskrige havde været rigtige krige, var der nu en såkaldt kold krig, en krig som ikke var en krig med fronter og fysiske slagsmål, men en rent ideologisk krig, hvor muskelkraften begrænsede sig til trusler.

I Danmark betød ting som Marshall-hjælpen et nært forhold til USA, og det var ikke kun amerikanske dollars, men i høj grad også amerikansk kultur, der begyndte at sætte sit præg på landet. Legenderne fra prærien havde et skær af autentisk amerikansk historie, hvor forvansket det end blev fremstillet. Dertil kan man overveje, om der er et politisk hint gemt i tidens westerns. I Hollywood tegnede man et billede af barbariske, umenneskelige rødhuder, mens man i Washington satte et stort budget af til at tegne et lignende billede af nogen, der ligeledes gik under den almindelige betegnelse "røde". Tingene blev i stigende grad subtile og uigennemskuelige. Men i en god western kunne man som regel stadig kende helt og skurk fra hinanden på den henholdsvis hvide og sorte hat.

Få andre steder kommer dette så eksakt til udtryk som netop cowboysange i allerbredeste (folkelige) forstand. Den dag idag er countrygenren præget af en tendens til forherligelse af det enkle, ukomplicerede liv, hvor verden er mere overskuelig og mindre sammensat.

Men at det sammensatte allerede i 50'erne havde indfundet sig, viser sig på en mængde måder. Ikke blot i sangenes emnevalg, men også i selve det, at den diffust-abstrakte folkelige forståelse af termen cowboysange dækkede over en bred vifte af stilistiske udtryk, der kun blev holdt løst sammen af stadig flere mellemregninger.

Blandt de kunstnere, der er repræsenteret på nærværende bånd, kan kun Lefty Frizzell betegnes som en egentlig countrylegende. Men når man ser på, hvor meget forskelligt, der har taget udspring i præriens lejrbål, er det et åbent spørgsmål, om ikke countrygenren i snæver forstand blot er én bevægelse blandt flere?

Hvor begynder og ophører forbindelserne mellem det stilistiske og det eksistentielle? Hvor store psykologiske og sociologiske veksler tør man trække på, at der inden for et musikområde er opstået en række forskellige strømninger, der fra et strengt stilistisk synspunkt må betegnes som afledte og uautentiske?

Det behøver vi ikke at kunne svare på lige nu. Det har vi heldigvis hele det videre arkiv til at overveje. På indeværende tidspunkt skal vi hverken være eksperter i 50'er-frustrationer eller musikalske stiltræk. Det er foreløbig nok at konstatere, at nogle tendenser i countrymusikken havde overskredet den egentlige country og smittet af på andre genrer.

Her i disse indledende øvelser handler det mest om at hygge sig og at erfare glæden ved at høre musik, herunder også andre ting end dem, man lytter mest til. Netop fornøjelsen ved at stifte bekendskab med noget nyt og anderledes.

Men derfor er det dog ingen skade til at lære noget og blive en smule klogere. Derfor følger nedenfor nogle informative bemærkninger fra en ekspert på nærværende område:

Cowboymusik og western inspirerede sange

af Peter Ulstrup Hansen

Cowboysange

Når man siger cowboy sange eller cowboy musik må man også sige Texas. Det var her den kommercielle westernmusik startede, ikke alle cowboysangere var fra Texas, men mange gjorde hvad de kunne for at opretholde illusionen om Rancher rødder og deltagelse i de store kvægdriver ture. Cowboy musik er tæt forbundet med vesten og den romantiske forestilling om de ensomme cowboys siddende omkring lejrbålet, de modige cowboys i grænseområderne (frontiers) omgivet af græssende kvæg og morderiske indianere var en væsentlig årsag til genrens store og meget hurtige kommercielle gennembrud.

Genrens største stjerner var Roy Rodgers, Gene Autry, Tex Ritter og Floyd Tillman men grundlaget blev lagt af ægte cowboys som så chancen for at kunne leve af at synge, ikke altid med pladekontrakter som resultat men de kunne leve som omstrejfende cowboys (Hobo's) og optræde ved markeder, familiefester og lignende.

Blandt disse tidlige cowboy sangere kan nævnes Jules Verne Allen, som havde arbejdet som cowboy mellem 1893 og 1907 overalt mellem Rio Grande og Montana og sang med en autencitet som få. Cowboy eller western musikken fik dog først sit store kommercielle gennembrud i starten af 30'erne, igen med radioen som katalysator. Bentley Hall var en af de første til at indspille western musik på plade og titlerne er typiske for den romantiske måde man så på denne genre: "Jesse James", "The Dying Cowboy" og lignende.

Cowboysange og cowboymusik

Cowboy og western musik er, med undtagelse af de virkelige cowboys, som blev populære sangere omkring år 1900, en romantisering af cowboylivet skabt i Hollywood og New York, som ikke har megen lighed med de barske vilkår de ægte cowboys levede under.

Den første cowboymusik

Den amerikanske forestilling om cowboys stammer fra de store kvægture fra Texas og nordpå til markeder hvor kvæget blev solgt og slagtet. I kølvandet på kvægdriverne fulgte journalister og freelance forfattere, som beskrev cowboys i romantiske vendinger og dermed skabte den idealiserede forestilling om det frie og ædle liv på prærien. Nogle cowboys sang om natten for kvæget, så de forblev rolige og var klar over at der var et menneske i nærheden, men de fleste sang for at holde frygten borte. Cowboy musik var, ligesom poesi og historiefortælling, oprindeligt underholdning beregnet for deltagerne i de store kvægture.

I det 19. århundrede var fiddle det mest populære instrument, efterfulgt af banjo, det var disse to instrumenter som blev brugt i cowboy lejrene. Guitaren og harmonikaen som cowboyinstrumenter er en opfindelse fra Hollywood.

Traditionelle cowboysange

Traditionelle cowboysange stammer fra de cowboys som drev kvæget nordpå fra Texas, der findes også cowboysange af spansk/mexikansk oprindelse, Hawaiianere og indfødte indianere havde også deres sange. Typisk var en cowboy en sydstatsmand som flyttede til Texas for at arbejde, med sig havde han sine folkesange, ofte med tydelige træk fra engelsk-skotsk folkemusik, disse gamle sange fik nye cowboytekster og karakteristika fra cowboylivet.

Den ældste cowboysang er efter al sandsynlighed "The Old Chrisholm Trail", en variant af den gamle engelske folkemelodi "A Dainty Duck" som kan dateres tilbage til 1640. En anden populær traditionel cowboysang, og en af de mest kendte, er "Bury Me Not on the Lone Prairie", en cowboy gendigtning af Edwin Hubbell Chapins digt "The Ocean-Buried" fra 1839. Streets of Laredo (også kendt som "The Cowboy's Lament") er en genkomposition af den gamle britiske sang "The Unfortunate Rake" som kan dateres tilbage til ihvertfald 1790. Der er mange som gennem tidens løb har krævet forfatterrettigheder til disse gamle sange, men de fleste komponisters identitet er gået tabt.

Cowboysange omkring år 1900

Cowboy'en N. Howars "Jack" Thorp fra New Mexico var den første kendte indsamler af cowboysange. I 1889 rejste han på hesteryg fra New Mexico til Texas og ind i indianerterritoriet og indsamlede sange fra cowboylejrene og i 1908 udgav han bogen "Songs of the Cowboys" med 23 sange og melodier, heraf flere han selv havde skrevet som "Little Joe, the Wrangler" komponeret i 1898 mens han rejste med et kvæghold fra New Mexico til Texas. Den vigtigste og mest populære bog med cowboysange, "Cowboy Songs and Other Frontier Ballads", udkom 2 år senere og sangene blev indsamlet af Texaneren John A. Lomax. Lomax samlingen blev genoptrykt i 1916 og 1938, hver gang med tilføjelser og bogen kan købes den dag idag.

Både musikken og billedet af cowboys ændredes dramatisk da Hollywood skabte sin egen version af coyboys. Den romantiske syngende cowboy blev allerede i stumfilmens dage populær og teksterne til sangene blev vist på skærmen så publikum selv kunne synge med under forestillingerne. Da talefilmen kom i 1927, slog Hollywood sig sammen med sangskrivere fra New York's Tin Pan Alley forfattere og billedet af den romantiske cowboy var for alvor en realitet, et billede som lå langt fra det hårde liv på prærien.

De første stjerner

Det er umuligt at sige hvem den første cowboy eller western artist var, da der stort set ikke findes phonografoptagelser, men efter fremkomsten af 78'er plader har man mere materiale. Den første hit-cowboysang var Carl T. Sprague's version af "When the Work's All Done This Fall", optaget 5. august 1925 og solgt i mere end 900.000 eksemplarer. Første gang den blev indspillet var i august 1924 af Fiddlin' John Carson under navnet Dixie Cowboy. Sangen blev mellem 1924 og 1941 indspillet i mindst 29 forskellige versioner, hvilket gjorde den til den mest indspillede cowboysang i den periode. I 1920'erne og 30'erne var der rigtig mange cowboysangere heriblandt Vernon Dalhart, Jules Verne Allen, George Reneau, Ernest V. Stoneman, Otto Grey, Harry "Haywire Mac" McClintock, Marc Williams, Bradley Kincaid, Carson Robison, Patsy Montana og mange flere.

Cowboysange i radioen og på TV

Radioudsendelser spillede også en afgørende rolle for udbredelsen af cowboy musik. I 1930'erne var der hundredevis af små lokale radiostationer, hvor lokale talenter optrådte som cowboymusikere. Fra 1930'erne og op gennem 50'erne blev optagelser med cowboysangere også transmitteret fra de store radiostationer langs den mexikanske grænse. En af genrens første store stjerner,Gene Autry, afstak kursen for Hollywoods syngende cowboys. I 1934 tog Autry og hans makker Lester "Smiley" Burnette til Hollywood for at optræde i Ken Maynards film "In Old Santa Fe" og året efter i filmen "Tumbling Tumbleweeds". Den første cowboysanger på film var Ken Maynard, men Autry var den første stjerne, som hurtigt blev efterfulgt af Dick Foran, Tex Ritter, Roy Rogers og andre.

I 1949 kom TV serien "Hopalong Cassidy" som gjorde westerntemaet populært på TV, men det ændrede ikke meget musikalsk. Enkelte temasange blev dog populære som f.eks. Johnny Western's "Paladin" og Roy and Daves sang "Happy Trails".

Efterhånden som Rock and Roll vandt frem ændredes publikums smag så der kun var en lille gruppe hardcore fans tilbage. Country and western blev til country, selvom mange kunstnere stadig iførte sig cowboyhat og andet udstyr ved optrædender. Enkelte musikere hold dog fast i westerngenren, heriblandt Marty Robbins som var den første som vandt en Grammy med en countrysang, nemlig hans egen "El Paso". I 1970'erne havde bandet Riders in the Sky en stor andel i at westernmusikken igen fandt en plads i countryverdenen.

Cowboy Poetry

Den årlige festival "Cowboy Poetry Gathering" i Elko, Nevada, holdt første gang i 1985, har medvirket til en genopblomstring af cowboymusikken, men den vigtigste begivenhed var da Michael Martin Murphey fik overtalt Warner Bros. til at lave en western afdeling, Warner Western, med Murpheys "Cowboy Songs" som den første udgivelse. Cowboy eller western sangere som Red Steagall, Don Edwards, The Sons of the San Joaquin og Herb Jefries sammen med cowboy poeten Waddie Mitchell fik kontrakt hos Warner Western og både nye og gamle sange blev udgivet. Murphey tiltrak yderligere publikum til hans WestFest, et årligt show afholdt i Copper Mountain, Colorado. I dag findes et hav af amatøroptagelser med cowboy og western temaer og enkelte store musikere har da også temaet oppe at vende ind i mellem.

- - - 

Dermed fik vi fastslået nogle ting omkring de rent stilistiske træk samt disses opståen og videre udvikling. Men som nævnt bør man på dette sted tænke i en mindre korrekt, mere folkelig forståelse, der snarere er eksistentielt end stilistisk funderet. Ud fra denne opfattelse er nærværende bånd blevet sammensat, og fortæller sin egen historie om de træk i 50'ernes atmosfære, der kan udlægges som enten sentimentalitet eller usikkerhed over for nye udfordringer.

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at vi taler om træk i tiden. Altså ikke hele dens samlede præg. Side om side med de træk, vi her har indkredset, løber andre, som fortæller andre og anderledes historier. Også en række af disse vil på nogen af de efterfølgende bånd blive overordnet og foreløbigt præsenteret. Heller ikke for disse andres vedkommende vil analysen blive særlig dybdegående i denne ombæring.

Faktisk må hele lak-fraktionen regnes for en samling udpluk af appetitvækkere og smagsprøver på forskellige slags musik, vi senere skal høre meget mere af. På samme vis skal tolkningen på dette sted kun antydes. Der vil siden blive mange og rige lejligheder til de mere indtrængende analyser.

De to bånd vi indtil videre har haft fat i, kunne man kalde "Jukeboksen" og "Sværmeren". Videre følger andre, der på lignende vis har deres særlige præg.

Bånd 3: Flinke Mænd

På dette bånd vil vi se lidt på herrevokal. Et tvær-stilistisk begreb, der har spillet en rolle gennem hele pladeindustriens historie lige fra de allertidligste indspilninger frem til idag.

Sådan set siger begrebet jo ikke andet, end at der er en mand, som synger. Da musik enten er instrumental eller vokal, og hvis den er vokal nødvendigvis må synges af en person, som enten er af hun- eller hankøn, siger det naturligvis så godt som intet om musikkens art, at en plade er med en mandlig sanger.

Alligevel er det værd at hægte sig lidt på begrebet. For noget man i hvert fald kan få lejlighed til at sætte sig ind i er, hvordan mandlige vokalister lød i forrige tider, og næppe nogen vil protestere over den påstand, at de lød en del anderledes end de gør idag.

Sangliste:

Vaughn Monroe: "Red Roses For A Blue Lady" (HMV - rød etiket) (1949)

Tony Martin: "I Love Paris" (b/w)

Jean Sablon: "C'est Magnifique" (HMV - rød etiket) (1954)

Donald Peers: "Medley:

                             a) Blue Skies

                             b) There's A Rainbow Round My Shoulder

                             c) If You Were The Only Girl In The World" (HMV - rød etiket) (1948)

Harry Belafonte: "Don't Ever Love Me" (RCA - sort etiket) (1956)

The Tarriers: "The Banana Boat Song" (Columbia - grøn etiket) (1957)

Dean Martin: "Memories Are Made Of This" (Capitol - lilla etiket) (1956)

The Mills Brothers: "You Always Hurt The One You Love" (Decca - rød etiket) (1944)

Buddy Clark: "You're Breakin' My Heart" (Columbia - sort etiket) (1949)

Frankie Laine: "Hummingbird"

             (b/w) "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

Nat King Cole: "Answer Me, My Love" (Capitol - lilla etiket) (1954)

The Dream Weavers: "It's Almost Tomorrow"

                (b/w) "You've Got Me Wondering" (Brunswick - sort etiket) (1955)

Al Morgan: "Jealous Heart" (b/w) "Turnabout Is Fair Play" (London - sort etiket) (1949)

Django Reinhardt w/ Freddie Taylor: "After You've Gone" (HMV - brun etiket) (1936)

The Vipers Skiffle Group: "Don't You Rock Me Daddy-O " (Parlophone - blå etiket) (1957)

Louis Armstrong: "Mack The Knife" (Philips - sort etiket) (1956)

Tennessee Ernie Ford: "Sixteen Tons" (Capitol - lilla etiket) (1955)

Tony Martin: "Flamenco Love" (RCA - lilla etiket) (1956)

Lefty Frizzell: "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem" (Tono - gylden etiket) (1956)

Valdemar Davids: "Tango Barcarole" (Polyphon - grøn etiket) (1944)

Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café" (Polyphon - gul etiket) (1955)

Henry Büchmann: "Hjalmar og Hulda" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

Eddie Russell: "Veteranen" (Tono - blå etiket) (1949)

Victor Cornelius: "Dolores" (Polyphon - grøn etiket) (1941)

Ole Monty: "Her går det godt, fru Kammerherreinde" (Tono - blå etiket) (1942)

Delta Rhythm Boys: "I Got You Under My Skin"

               (b/w) "The Gypsy In My Soul" (Odeon - sort etiket) (1950)

Ronnie Ronalde: "Grandfather Kringle" (Columbia - sort etiket) (1951)

Tex Morton: "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaineer" (Columbia - grøn etiket) (1939)

Harry Prime: "I Remember Cornfields" (HMV - rød etiket) (1951) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Vi vil denne gang ikke kaste os ud i nogen længere kommentar. Blot opfordre til at man hører godt efter og tænker over, hvad det er, man hører. Vi vil stærkt opfordre alle til at investere deres fantasi i lytteoplevelsen, og således frem for at antyde mulige svar lade dette bånd stå som et åbent spørgsmål.

Men som en inspiration og mulighed kan vi foreslå, at man tænker over følgende citat:

"I forsøget på at præcisere, hvordan han bruger ordet ånd, citerer Jung først en mængde dagligdags vendinger, hvori ånd bruges om en ikke-stoflig substans eller om det modsatte af stof. Vi bruger også almindeligvis ordet ånd for at beskrive noget, som er et kosmisk princip, men vi bruger det samme ord, når vi taler om visse menneskers psykologiske sjæleegenskaber eller - aktiviteter som intellektet eller fornuften, eller evnen til at tænke. Man kunne f.eks. sige: "Han har et åndeligt livssyn" eller "Denne idé stammer fra en forvirret ånd" eller lignende. Igen bruger vi ordet som et kollektivt fænomen som i ordet Zeitgeist, tidsånden. Det er et tysk udtryk, hvormed man udtrykker det irrationelle faktum, at enhver periode har en særlig ånd."

- Marie-Louise von Franz 

Bånd 4: Lidt mere højtideligt

Den overvejende del af det, vi har hørt indtil videre, har i større eller mindre grad haft en let og munter tone. Nu vender vi derimod vores opmærksomhed mod en række plader, som er en smule mere alvorlige i anslaget.

At opdage charmen ved disse ting kræver for de fleste, at man er kommet lidt længere ind i lak-universet. Lægger man ud med sådanne indspilninger, vil de fleste mennesker få det indtryk, at lakplader er kedelige. Som vi har set i det foregående, kan der være masser af fut i en gammel 78'er.

Efterhånden som man indfanges af de gamle plader, modnes man til at også kunne påskønne det knap så livlige og energiske.

Sangliste:

Tony Martin: "I Love Paris" (HMV - rød etiket) (1954)

Donald Peers: "It Happened In Adano" (HMV - rød etiket) (1948)

Perry Como: "White Christmas"

         (b/w) "Silent Night" (HMV - brun etiket) (1947)

Mahalia Jackson: "Silent Night"

             (b/w) "The Last Mile Of The Way" (Metrome pink/hvid etiket) (1950)

Frelsens Hærs Strengekor: "Barnetro" (HMV - rød etiket) (1952)

Vera Lynn: "A Mothers Prayer At Twilight" (Decca - blå etiket) (1939)

Dottie Evans: "My Prayer" (Ronnex - gul etiket) (1956)

Primo Scala: "The Memory Of A Waltz" (Decca - blå etiket) (1950)

The Dream Weavers: "It's Almost Tomorrow" (Brunswick - sort etiket) (1955)

Silvana Mangano: "Tho Voluto Bene" (MGM - gul etiket) (1951)

Doris Day: "Again" (Columbia - sort etiket) (1949)

                 "Secret Love" (Philips - sort etiket) (1953)

The Chordettes: "Love Never Changes" (London - sølv/sort etiket) (1956)

Fontane Sisters: "Voices" (London - sølv/sort etiket) (1956)

Patti Page:"Changing Partners" (Mercury - sort etiket) (1953)

Buddy Clark: "You're Breakin' My Heart" (Columbia - sort etiket)

The Mills Brothers: "You Always Hurt The One You Love" (Decca - rød etiket)

Nat King Cole: "Why" (Capitol - lilla etiket) (1954)

Hotcha Trio: "Meet Mr. Calaghan" (Philips - blå etiket) (1957)

Les Paul & Mary Ford: "Tennessee Waltz" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

Frankie Laine: "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

Harry Prime & Ralph Flanagan: "I Remember The Cornfields" (HMV - rød etiket) (1951)

Harry James & Paul Weston: "O Mein Papa"

                (b/w) "Serenata" (Philips - brun etiket) (1954)

Tony Martin: "Walk Hand In Hand" (RCA - lila etiket) (1956)

Ronnie Ronalde: "The Skaters Waltz" (Columbia - sort etiket) (1951)

Valdemar Davids: "Tango Barcarole" (Polyphon - grøn etiket) (1944)

Henry Büchmann: "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café" (Polyphon - gul/hvid etiket) (1955)

Grethe Fogtmann: "Jeg plukker Fløjlsgræs"

          (b/w) "Ravhjertet" (Metrome gul/hvid etiket) (1951) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Hvis vi havde lagt ud med denne samling, ville det sandsynligvis have bekræftet en masse menneskers fordomme om gamle plader. Når man sammenligner den gennemsnitlige popsang dengang med en ditto af idag, er der helt tydeligt sket en tipning i vægtforholdet mellem melodi og rytme. Idag er rytmen typisk langt mere hård og markeret. Derfor tager det lidt tid at opdage, hvor kønne de gamle melodier er. Dette er også en af årsagerne til at mange, som ikke er opvokset i den klassiske tradition, har svært ved at komme ind i den. For rigtig mange mennesker fungerer rytmen som en serveringsbakke, der skænker dem de øvrige dele af musikken. Hvis rytmen er mindre mærkbar, vil mange derfor få en oplevelse af, at musikken holder sig på afstand og ikke kommer hen til dem.

Det kræver således en omstillingsproces at komme i kontakt med den "userverede" melodi. Vi vil arbejde lidt med det her i små, overskuelige portioner, så alle kan være med og følge processen. Vi får brug for det i meget af det efterfølgende. Man bedes huske, at efter lakken følger den klassiske samling. Derfor må det nødvendigvis blive under lakken, at man går i træning og lærer at opleve musik, uden at det nødvendigvis behøver at blive fysisk banket ind i kroppen. Nærværende bånd burde være håndterligt. De fleste af numrene har vi hørt før, og flertallet af dem har trods alt stadig et tydeligt rytmisk præg. Med andre ord: vi har ikke fjernet rytmen, vi har bare skruet en smule ned for den.

Det næste led i processen er der ingen grund til at spekulere over endnu. Lad os være nærværende og samle os om det sted, vi er. De, der har fulgt programmet fra bånd et og fremefter, skulle nu gerne opleve, at de er kommet længere ind i lak-universet. Musikken er stødt og roligt vokset frem, og de begynder at påskønne den på en måde, de ikke tidligere har gjort. Men lad os se lidt på, hvad der findes på nærværende bånd.

Som allerede nævnt er der mange gengangere. I hovedsagen er det, der udgør de lidt mere afdæmpede og blide øjeblikke på de foregående bånd her samlet på ét. Alle de stille på et sted. Til disse kendinge føjer der sig imidlertid hist og her lidt nyt.

Som det vel er de fleste bekendt, er Bing Crosbys version af "White Christmas" den bedstsælgende single nogensinde. Det er således forståeligt, at mange andre har indspillet den i håb om succes. Her får vi Pery Comos udgave.

I 1818 skrev Franz Gruber "Stille Nacht", der siden har fundet ind i såvel Den danske Salmebog, med B. S. Ingemanns tekst "Glade Jul", som i sorte amerikaneres sangudøvelse (gospel/spiritual). Så man må sige, at den melodi er kommet vidt omkring i verden. I begyndelsen af 50'erne var Mahalia Jacksons besjælede og glødfulde version uhyre populær, og man må formode at en del kirkegængere har syntes, at det lød en smule tamt, når samme melodi lød til julegudstjenesten.

Med dette som springbræt over til den åndelige afdeling bliver der mulighed for et stifte bekendskab med såkaldt strengekor, en særlig nordisk tradition med en egenartet klang. Mens den engelske Salvation Army (= Frelsens Hær) typisk benytter hornorkestre, opstod der i vores afkrog af verden en særlig form for religiøs sangudøvelse, hvor der til akkompagnement udelukkende benyttes strengeinstrumenter. Det har sin helt egen, uforvekslelige lyd, men har ganske vist også givet anledning til en del vittige bemærkninger om frelserpigers nødtørftige guitarspil.

Hvorfor og hvordan strengekorstraditionen opstod, er svært at svare på. Men der har generelt været en tendens i Norden til at forbinde hornorkestre med noget militært, og derfor en tilbøjelighed til at undgå blæsere i forbindelse med fredelig og civil musikudøvelse. Under arbejderbevægelsens store kampe, der jo netop lagde vægt på at være en kamp med demokratiske metoder, ikke en revolution, lød den gængse parole, at en god socialdemokrat var afholdsmand og spillede banjo. Dette var så at opfatte som en understregning af et ikke-voldeligt sindelag.

For en ordens skyld bør det nævnes, at ordet strengekor også benyttes i en ganske anden forbindelse, nemlig om flere ens stemt strenge på et instrument. Her betyder kor altså noget i retning af gruppe eller mængde og ikke et kor i betydningen af nogen, der synger.

Vi fortsætter i et lidt mere poppet tonefald, hvor der imidlertid stadig synges om "prayer" (= bøn), så en spinkel rød tråd fastholdes på vejen over til en lille valseafdeling, og videre derfra over i nogle blidt indsmigrende damevokaler.

Igennem hele dette forløb sker der løbende en række forsigtige introduktioner til musikalske virkemidler, det er en fordel at gøre sig fortrolig med som en forberedelse til at skulle trænge ind i den klassiske musik. Gør man sig en smule umage her, vil man få det lettere sidenhen!

Som enhver uden videre kan konstatere, forekommer der strygere på mange af numrene. Alene det at høre længere forløb domineret af strygere vil for mange kunne være en vigtig træning. For dem, der er vant til, at musikkens lyd primært stammer fra trommer og elektriske guitarer, handler det simpelthen om at blive fortrolige med et anderledes lydbillede. Men samtidig er det også vigtigt at være opmærksom på, hvornår der sker hvad, og hvad der lyder hvordan. Bemærk f. eks. hvor fuldstændig anderledes lydbilledet er på The Chordettes' helt strygerfrie "Love Never Changes", der ligger betydelig nærmere en rock and roll sound, hvilket man så i endnu højere grad kan sige om Fontaine Sisters' "Voices", der ganske vist gennemfører en valsemelodi, som man uden synderlig vanskelighed kunne forestille sig udsat for et symfoniorkester, men med 50'er-typisk flerstemmighed og klangfuld guitarlyd opnår et ganske anderledes præg.

Ved siden af spørgsmålet om en mere eller mindre tydeligt markeret rytme må det vigtigste netop siges at være instrumentering og den deraf følgende lyd/klang. Hvis man er opmærksom på disse to parametre, og hvordan ens organisme reagerer på forskelle inden for disse områder, er man ved at lære noget helt afgørende - både om musik og sig selv. At kende til de forskellige måder hjælper til at orientere sig, og at kende sine egne reaktioner giver fingerpeg om, hvor man evt. har vanskeligheder og derfor brug for lige at gøre en ekstra indsats.

En tredie faktor er forskellen på vokal og instrumental musik. Hvis man almindeligvis knytter sin musiklytning særlig tæt til en sanger, og ikke skænker det synderlig opmærksomhed hvad han/hun ledsages af og hvordan, vil man måske kunne støde ind i generelle vanskeligheder med al form for instrumentalmusik - uanset genre. Også på dette område gælder, at der findes farbare veje og træningsmuligheder. Man lægger simpelthen ud med nogle former for instrumentalmusik, der er enkle og lette at gå til. Herefter kan man så gradvist hæve niveauet.

En pudsig plade i denne sammenhæng er "O Mein Papa" og "Serenata" med Harry James, hvor forholdet så at sige er byttet om: et kor ligger som et fjernt tæppe af stemmer og akkompagnerer trompeten. At overhovedet lægge mærke til den slags ting er den første betingelse for at få et større udbytte af at høre musik. Således bør man også være opmærksom på det melodiske indhold i den stribe, der afslutter båndet. Der er nogle virkelig flotte og helstøbte linier at lytte sig ind på. Det må man så forsøge at gøre efter bedste evne. Men også være ærlig over for sig selv. Formår man det? Der er samtidig tale om nogle ret stille og langsomme ting. Hvordan virker det? Oplever man det som vederkvægende? - Eller begynder man at kede sig og blive rastløs? Det nytter ikke at ville postulere eller gennemtvinge en forståelse, man reelt ikke har. Men selv den, der føler sig helt magtesløs, kan i det mindste prøve at fastholde koncentrationen. For uden at høre efter får man i hvert fald ikke noget som helst ud af det.

Det korte af det lange: det handler om opmærksomhed. At høre efter hvad der sker i musikken, og mærke efter hvordan ens egne reaktioner forholder sig til dette.

Men endnu en gang: det har fra Arkivets side ikke været tanken, at lakken skulle være andet end en pirrende appetitvækker. Derfor er dette heller ikke stedet til hverken mere omfattende systematiske træningsprogrammer eller dybere fortolkninger af materialet. Det bliver der rig lejlighed til senere. Faktisk vil vi opfordre til, at man simpelhen tager lakken som en oplevelse.

Men hvis der undervejs går et par lys op for en, gør det bestemt ikke noget. Oplever man slet ikke øget indsigt, bør man måske overveje, om man overhovedet har forsøgt at forholde sig til tingene eller bare gennemspillet båndene uden at ofre dem synderlig opmærksomhed. Man skulle helst komme ud af lakken med bare en lille smule mere i bagagen, end da man begav sig ind i den. I modsat fald er det tvivlsomt, om man overhovedet kan tale om at have været inde i.

Det er vel trods alt ikke for meget forlangt, at man skal høre efter.

Bånd 5: Den slagne vej

På dette bånd snupper vi den første stribe 78'ere, i den rækkefølge de rent faktisk står opstillet i Arkivet. Også dette er en planlagt systematik, der i forhold til gennemgangen har taget en række "pædagogiske" hensyn. I det foregående har vi blot benyttet nogle lidt anderledes systemer.

Dertil kommer, at den rækkefølge lakpladerne er opstillet i, fungerer bedst, når man i forvejen har lært dem lidt at kende. Dette må på nuværende tidspunkt siges at være tilfældet. Derfor skulle alle gerne uden videre kunne glide let og ubesværet igennem dette bånd.

Sangliste:

Vaughn Monroe: "Riders In The Sky"

           (b/w) "Red Roses For A Blue Lady" (HMV - rød etiket) (1949)

Tony Martin: "I Love Paris" (b/w)

Jean Sablon: "C'est Manifique" (HMV - rød etiket) (1954)

Donald Peers: "It happened In Ardano"

             (b/w) "Medley" (HMV - rød etiket) (1948)

Perry Como: "White Christmas"

       (b/w) "Silent Night" (HMV - brun etiket) (1947)

Primo Scala: "Clap Hands Polka"

      (b/w) The Memory Of A Waltz (Decca - blå etiket) (1950)

The Dream Weavers: "It's Almost Tomorrow"

                 (b/w) "You've Got Me Wondering" (Brunswick - sort etiket) (1955)

The Modernaires: "The Juke Box Saturday Night"

              (b/w) "Running Wild" (Coral - brun etiket) (1953)

Tennessee Ernie Ford: "Sixteen Tons"

          (b/w) "You Don't Have To Be A Baby To Cry" (Capitol - lilla etiket) (1955)

Harry Belafonte: "Mama Look A Boo Boo"

         (b/w) "Don't Ever Love Me" (RCA - sort etiket) (1956)

Edmundo Ross: "The Wedding Samba"

              (b/w) "The Bull Frog" (Decca - blå etiket) (1949)

Silvana Mangano: "Anna"

             ( b/w) "Tho Voluto Bene" (MGM - gul etiket) (1951)

Eartha Kitt: "C'est Si Bon"

          (b/w) "Senor" (HMV - brun etiket) (1954)

Rosemary Clooney & Marlene Dietrich: "It's The Same"

                      (b/w) "Dot's Nice - Donna Fight!" (Philips -brun etiket) (1953)

Eve Young: "I've Baked A Cake"

                   (b/w) "Silver Dollar" (London - sort etiket) (1950)

Vera Lynn: "Medley, part 1"

             (b/w) "Medley, part 2" (Decca - blå etiket) (1952)

              "Wish Me Luck"

               (b/w) "A Mother's Prayer At Twilight" (Decca - blå etiket) (1939)

Doris Day: "Everywhere You Go"

        (b/w) "Again" (Columbia - sort etiket) (1949) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Som det forhåbentlig uden videre kan høres, gennemfører denne stribe en stemningsrejse. Men formodentlig vil de fleste også kunne gennemskue, at fornemmelsen af dette forløb i nogen grad er bundet op på, at man har stiftet bekendskab med størstedelen af materialet i forvejen og set det optræde i forskellige relationer. Dertil kommer så lidt spredte nye bekendskaber, der gerne skulle fremstå som en ekstra lille aha-oplevelse.

Hvis båndserien havde forholdt sig helt konsekvent til den rækkefølge, lakpladerne er opstillet i, således at dette havde været bånd 1, ville det for de fleste blot have været en stribe sange, som man alt efter smag kunne finde af større eller mindre interesse.

For at for alvor kunne opleve striben som noget andet og mere kræves i nogen grad en forudgående indlevelse, der har påvist en række forskellige dimensioner og betydningslag. Er man på den vis blevet vakt, vil nærværende bånd til gengæld uden videre give mening, og der skulle således ikke være behov for yderligere kommentarer. I det hele taget vil vi herefter skære kommentarerne ned til et minimum og begrænse os til det strengt nødvendige.

Vi har allerede forlængst sagt det eneste, der er vigtigt: hør efter!

Bånd 6: Søde Piger

Tidligere betragtede vi lak-epokens herrevokal. Som et passende modstykke vil vi her se på periodens damevokal.

Damevokal var i høj grad i fokus i disse år. Under krigen, da de fleste mænd var soldater, blev sangerinderne desto mere efterspurgte. Også efter krigen var kvindestemmer noget, der fyldte en del i landskabet.

Navne som Vera Lynn, Doris Day og Dinah Shore må afgjort siges at spille en rolle i pladeindustriens historie. Også selvom det så er en knap så progressiv rolle. Men man må ikke glemme, at også jazzen havde sine store sangerinder. Damevokal kan sagtens være progressivt.

Sangliste:

Silvana Mangano: "Anna" (MGM - gul etiket) (1951)

Eartha Kitt: "Senor" (HMV - brun etiket) (1953)

Rosemary Clooney & Marlene Dietriech: "Dot's Nice - Donna Fight!" (Philips -brun etiket) (1953)

Vera Lynn: "Wish Me Luck" (Decca - blå etiket) (1939)

Doris Day: "Everywhere You Go"

               (b/w) "Again" (Columbia - sort etiket) (1949)

               "The Black Hills Of Dakota"

               (b/w) "Just Blew In From The Windy City" (Philips - sort etiket) (1953)

               "Secret Love"

               (b/w) "The Deadwood Stage" (Philips - sort etiket) (1953)

                "Whatever Will Be, Will Be" (b/w)

                "You Made Me Love You" (Philips - sort etiket) (1956)

The Chordettes: "Born To Be With You"

          (b/w) "Love Never Changes" (London - sort/sølv etiket) (1956)

The Fontane Sisters: "Willow Weep For Me"

                  (b/w) "Voices" (London - sølv/sort etiket) (1956)

Patti Page: "Changing Partners" (Mercury - sort etiket) (1953)

Mahalia Jackson: "Silent Night" (Metrome - hvid/pink etiket) (1950)

Ella Fitzgerald & Louis Armstrong: "Can Anyone Explain"

               (b/w) "Dream A Little Dream Of Me" (Decca - rød etiket) (1950)

Sugar Chile Robinson: "The Donkey Song" (Capitol - blå/hvid etiket) (1951)

Mary Ford & Les Paul: "How High The Moon" (Teefunken - blå/hvid etiket) (1952)

                           "My Baby's Coming Home" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

Dottie Evans: "My Prayer" (b/w)

Elise Rhodes: "Wayward Wind" (Ronnex - gul etiket) (1956)

Dinah Shore: "My Heart Cries For You" (HMV - rød etiket)

Malihini Hawaiians: "Rhythm Of The Island"

           (b/w) "Moonlight And Shadows" (Metrome - gul/hvid etiket)

Alice Babs: "Mr. And Mississipi"

         (b/w) "God Morgon Mister Ekko" (Metrome orange/hvid etiket)

Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjlsgræs" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)

Elga Olga: "Solitudevej" (HMV - rød etiket)

Lilly Broberg: "Ejner" (Philips - blå etiket) (udløb)

Nogle bemærkniger:

Da vi tidligere hørte cowboysange, overvejede vi forholdet mellem 50'erne og kønsidentitet. Vi så her en tendens til at lave historier, der tematiserede drengepigens begreb. Vi var tillige ganske kort omkring, at det måske giver mest mening, hvis man opfatter tematikken på det symbolske plan. I hvert fald kan man næppe sige, at drengepiger er et videre 50'er-agtigt fænomen. I datidens mere kønsrolleopdelte samfund har drengepiger utvivlsomt været mere påfaldende og skilt sig stærkere ud end idag. Således har drengepigen været synlig. Men dette forklarer ikke en almen interesse for emnet.

Drengepiger kan på symbolplanet ses som et kønsligt mellemstadie, og da historierne som oftest handler om den fremspirende femininitet, synes det dybere betragtet at handle om noget kvindeligt, der begynder at gøre sig gældende i det patriarkalske samfund.

Det officielle eisenhowerske kvindebillede betonede det traditionelle kønsrollemønster så stærkt som nogensinde. Kvinder fremstilles her netop ekstremt feminine. I gamle reklamefilm kan man se husmødre lykkelige for deres pæne hjem i en påklædning, der strengt taget ville være ret upraktisk til husligt arbejde. Men kjolerne, make up'en og frisurerne sidder perfekt, alt imens de vimser smilende rundt i køkkenet.

En så grotesk overbetoning kan ikke udelukkende hænge sammen med de produkter, fabrikanterne ønskede at få afsat til de små hjem. Ligesom man først begynder at synge sange, der hylder det enkle liv, når verden er begyndt at blive kompleks, således er den kitch-agtige husmoder-karikatur et udtryk for, at det traditionelle kønsrollemønster ikke længere var så selvfølgeligt som tidligere.

At i forrige tider fortælle gårdkonen at hun skulle elske sine renskurede gulve og prise sig lykkelig for opfindelsen af brun sæbe, ville have været en tåbelighed. Samfundet var bare sådan indrettet, og de gældende værdier var endnu ikke blevet nævneværdigt udfordret. Reklamefilm med ulasteligt smukke husmødre i perfekte hjem må således betragtes som en forsvarsmekanisme, der væbnede sig mod nye strømninger.

Rent faktisk var de fleste kvinder vitterlig hjemmegående dengang. Men hvis man af den grund tror, at de udearbejdende mænd kom hjem til fuldendt smukke kvinder, hos hvem ikke den mindste svedperle afslørede den indsats det havde krævet at få hjemmet til at se perfekt ud, så ved man næppe særlig meget om husligt arbejde. Endvidere overvurderer man voldsomt det almindelige, gennemsnitlige 50'er-hjems standard. Det er i denne forstand at fremstillingen er falsk. Den fremstiller et idealiseret glansbillede, der ikke viser hende gennemsnitsmanden havde gående derhjemme, men derimod hende han ville ønske, at han havde. Kort sagt: drømmekvinder!

Men dejlige ser de jo ud, akkurat som der er noget uimodståeligt over den rørerende uskyld, som præger mange af periodens slagere - ikke mindst den del, der blev fremført af kvindelige solister. Her lever og rører der sig noget, som er svært at sætte ord på, men i hvert fald gør indtryk på de fleste mennesker.

Men er dette "noget" så sandt eller falskt? Måske et sted midt imellem ligesom den urealistisk forskønnede fremstilling af de husmødre, der jo dog eksisterede. På samme måde befinder disse sange sig et sted mellem oprigtig hjertets renhed og kitch. Derudover kan man tale om en slags verificering med tilbagevirkende kraft. I forhold til hvad der fandt sted i de efterfølgende årtier, kan man med nogen ret hævde, at 50'erne besidder en relativ uskyld.

Det er således en ironisk pointe, at mens 50'erne dyrkede sin egen form for nostalgisk længsel efter en enklere, mindre sammensat verden, er 50'erne selv siden blevet gjort til genstand for de samme følelser og fremstillet som det tabte paradis.

For at kunne hævde at man har sat sig lidt ind i denne periode, er der mindst fire af de på nærværende bånd inkluderede sangerinder, som man er nød til at vide i det mindste en smule om: Dinah Shore, Vera Lynn, Doris Day og Rosemary Clooney. Det gælder det rent musikalske, sådan at forstå at de var populære og dermed repræsentative eksempler på, hvad mange hørte dengang. Det gælder endvidere i forhold til tidsånd. Via de populære sangerinder får man en række indfaldsvinkler til perioden, som er et vigtigt bidrag til helhedsbilledet. Netop et bidrag. Ikke noget, der kan stå alene som en fuldgyldig tolkning, men heller ikke noget, der kan undværes som en del af 50'er-billedet. En komponent i mosaikken.

Dinah Shore, som egentlig hed Frances Rose Shore blev født i 1916, debuterede i 1939 og var op igennem 40'erne og 50'erne en fremtrædende sangerinde, skuespillerinde og tv-personlighed. Mange af hendes indspilninger var med Big Band, men hun har ligeledes markeret sig i andre sammenhænge, og især i 50'erne gjorde hun sig stærkt gældende inden for det mere slagerprægede. Efter at have været gæst i forskellige tv-shows fik hun sit eget, der blev uhyre populært. Efter 50'erne var det primært som tv-vært, at hun gjorde sig gældende, men hun optrådte dog også og har sunget mange duetter med andre berømtheder, der spænder fra Ella Fitzgerald over Frank Sinatra til Pat Boone. Hun døde i 1994. 

Vera Lynn blev født i 1917 og blev under Anden Verdenskrig kendt som "the forces pet" (= styrkenes kæledægge), idet hun var uhyre populær blandt engelske soldater, og opmuntrede kampånden med sange som "We'll Meet Again" og "White Cliffs Of Dover". En anekdote beretter, at hun engang som helt ung blev afvist fra BBC med den begrundelse, at hendes stemme var uegnet for radio. Temmlig morsomt: få stemmer har lydt så ofte i engelsk radio som netop Lynns. Efter krigen forsatte hun en lang, stabil karriere. Hun er således stort set den eneste engelske sangerinde i sin generation, der nyder et ry på linie med sine amerikanske kolleger.

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden