toner, ord og tanker
1-2 Genlæst
Efter at have genset de fire første af de i alt otte film og undret mig over, at jeg havde så lidt at sige til noget, jeg engang havde så meget at sige om, satte jeg mig til at genlæse Arkoff-skriftet. Hvad var det egentlig, jeg sagde dengang? - Og hvad mente jeg med det?
Andet steds på min hjemmeside (se under “Musikalske kæpheste”) kan man finde skriftet “På sporet af rockens oprindelse”. I min oprindelige idé var “Arkoffs arketyper” tænkt som en opfølger og uddybning af dette skrift. Hvis man kan tale om en primær målgruppe, var det vel især dem, der havde læst “På sporet af rockens oprindelse”, hvor der mere sporadisk fortælles om tidsånd og tidstypiske fænomener, og ønskede noget uddybende om dette emne. Det var dette, der var min egentlige hensigt. I “På sporet af rockens oprindelse” bruger jeg et sted en regnvejrsdag som metafor for en tidsstemning, og kommer med en række eksempler på forskellige måder, man kan forholde sig til en regnvejrsdag på. Dette billede var sådan set fuldt ud dækkende i forhold til skriftets ærinde, men selvsagt ikke en udtømmende beskrivelse af de forskellige kulturfænomener, der prægede 50’erne. Med “Arkoffs arketyper” forsøgte jeg at skabe et “læs videre” for dem, der gerne ville lidt mere i dybden.
Spørgsmålet er så, om det lykkedes at kreere dette, eller om projektet blev forfejlet og ramte forbi målet?
Jeg må indrømme, at jeg føler en vis stolthed over de indledende betragtninger. Uden nævneværdig flagren og ture ud på sidespor får jeg gjort rede for mit ærinde, og hvad det helt præcist er, jeg vil, at det ikke handler om filmkunst og tekniske ting som f. eks. kameravinkler og des lige, men derimod filmene betragtet som et tidsbillede, der kan give tilskueren et indblik i noget, der er fjernt og forbi, men som via filmene atter kan blive nærværende. Kort sagt: ikke om disse film er gode eller dårlige, men hvad de kan fortælle om deres samtid.
Skal jeg være lidt kritisk, får jeg måske ikke helt tilfredstillende forklaret forskellen på filmkunst og lavbudgetfilm. Faktisk hævder jeg jo mere eller mindre, at det essentielle indhold af en Bergmanfilm er nøjagtig det samme.
Men som sagt: i det mindste får jeg gjort mit eget ærinde klart, således at ingen kan sidde med en forventning om at skulle læse om, at ved at bruge denne eller hin linse skaber kameramanden en særlig virkning osv. Præmissen er gjort klar, og det er således op til læseren, om de vil gå ind på denne. Vil de læse om linser, kameravinkler og des lige, må de søge andre steder hen. Som varebeskrivelse er indledningen særdeles klar og tydelig. Altså: vil man godtage præmissen og gider man høre mere om det? Ingen kan, hvis de læser videre, hævde, at de er blevet ført bag lyset af en falsk varebetegnelse.
Det gælder også i forhold til begreber som tidsånd, det kollektive ubevidste m.v. Atter er spørgsmålet, om man vil gå ind på præmissen. Hvis man synes den slags er noget mysti-fystisk hokus pokus, kan man frit hoppe af. Læser man videre, kan man ikke påstå, at man ikke var blevet “advaret”. Netop i forhold til dette, tager “Arkoffs arketyper” direkte en tråd op fra “På sporet af rockens oprindelse”, hvor jeg går ind på at nævne de kommunikationsbrist mellem skribent og læser, som skyldes forskelle i livssyn og dermed altså netop spørgsmålet om at kunne gå ind på præmissen.
Som jeg skrev til en god bekendt i den forbindelse: “Her er en Ford. Kan du bedre lide Volvo, så fred være med det.”
Det kan måske virke kort for hovedet at ytre sig sådan. Men det er min erfaring, at hvis man står overfor et menneske, der pure nægter at godtage præmissen, er enhver fortsat diskussion om et givent emne formålsløs. Det er så her, jeg selv vil mene, at Arkoff-skriftets indledende betragtninger gør sagen klar, så ingen kan føle sig vildledt. Man ved, hvad man går ind til, og enhver kan frit vælge, om han/hun gider at lege med eller ej.
I den forbindelse finder jeg det også bemærkelsesværdigt, at jeg i indledningen til Arkoff-skriftet nævner en række af de oplagte indvendinger imod projektet, for så at forklare hvordan disse forholder sig til den grundliggende præmis. Det gælder f. eks. genbrug af fortællerskelletter og de lidt rørstrømske tendenser, der præger dele af 50’ernes kulturudbud.
Når man sætter sig den opgave at se en række film, ikke for at tage stilling til om de er gode eller dårlige, men for at spørge til, hvad de siger om deres samtid/tilblivelsestidspunkt, er det uden videre klart, at man forsøger at finde frem til noget afgørende og essentielt om denne tid.
Jeg tror, at det på det tidspunkt var påtrængende vigtigt for mig at finde frem til og få formidlet et sandest muligt billede af 50’erne, ud fra den betragtning at kun et sandt billede kunne yde 50’erne retfærdighed. Forskønnelse ville være en akkurat lige så stor uretfærdighed som tilsværtning.
Som det snart skal vise sig i den følgende tekst, var jeg især på nakken af de oversukrede glansbilleder, mange nyere film med handlingen henlagt til halvtredserne fremviser. Opgaven og dens indbyggede problem blev således at på én gang fastholde alt det glade, lyse og livsbekræftende, man finder i en god rock and roll sang, og samtidig påvise at tiden havde andre, langt mere mørke og dystre sider, og på en forståelig måde få forklaret sammenhænget mellem det lyse og det mørke. Det var min overbevisning - og er det for så vidt stadig - at det lyse og det mørke ikke bare var to kontraster, der stod overfor hinanden, men at de snarere var to sider af samme sag. Hvis det holdt stik, måtte de også på en eller anden måde kunne forbindes med hinanden på en gensidigt forklarende og uddybende måde. I forhold til det billede, jeg ofte har brugt, med ballonerne og hånden, der holder om snorene, kan man sige, at jeg var gået på jagt efter hånden.
Når jeg idag har mindre at sige til filmene, er det måske fordi, at jeg har fundet frem til de 50’ere, jeg personligt tror på, men ikke nødvendigvis behøver at overbevise andre om. Hvis det er nogle andre 50’ere, folk vil tro på, så lad dem.
Efter en første genlæsning af de indledende betragtninger satte jeg mig til at genlæse “På sporet af rockens oprindelse”. Spørgsmålet var naturligvis, om Arkoff-skriftets indledende betragtninger kunne siges at tage tråden op fra skriftet om rockens oprindelse på en sådan måde, at enhver uden videre kunne gå fra det ældre skrift og sætte sig til at læse videre i det nyere?
Som forbehold må anføres, at der ikke er tale om en direkte fortsættelse, en oprindelsen del 2, men om et skrift, der på en mere indirekte vis tager tråden op. Det overordnede emne er et andet. Der er tillige væsentlige forskelle i tilrettelæggelsen og præsentationen af stoffet. Oprindelses-skriftet er domineret af kronologiske lister, der viser bevægelser/forandringer fra år til år. Som optakt til hver af disse lister kommer et relativt kort causeri, der gør rede for det eller de forhold, den efterfølgende liste viser i et historisk længdesnit. Netop længdesnit. Overfor dette er Arkoff-skriftet snarere en række tværsnit, der slår ned på bestemte tidspunkter for så at kigge ud over landskabet i en bred og ikke ligefrem kortfattet causeren.
Trods disse forskelle synes jeg i det store hele, at Arkoff-skriftets indledende betragtninger fint får taget tråden op fra oprindelsesskriftet, og således fortsætter mere eller mindre hvor dette slap.
Da jeg efter at have læst oprindelsesskriftet atter satte mig til at læse de indledende betragtninger til Arkoff-skriftet, følte jeg, at den foregående læsning havde sat mig i den helt rigtige stemning, ligesom rækken af indledende bemærkninger lovede mig svar på de spørgsmål, oprindelsesskriftet efterlader. Vi må så senere overveje, om dette løfte holdes. Dertil læser man også med en anden grad af indforståethed, når man allerede (fra det foregående skrift) ved noget om de forskellige ting, der nævnes.
Hvis der er en ulempe ved denne læsning i sammenhæng må det være, at oprindelsesskriftet i nogen grad efterlader læseren lettere vemodig og nedslået. Man er nok i én forstand kommet i rette stemning og har fået skærpet nysgerrigheden. Men man sidder også med en opgivenhed overfor det hele, når man lige har hørt om, at det hele døde ud igen.
Hvad nytte er det så til?
I hvert fald kan man jo være lidt nostalgisk og hoppe tilbage til før det hele var forbi, og det tror jeg oprigtigtalt, at mange vil have lyst til at gøre.
Der er helt klart meget at hente ved at læse de to skrifter i sammenhæng. Men jeg synes dog også, at man sagtens kan læse Arkoff-skriftet separat og lade det stå i egen ret. I forhold til den just nævnte ulempe ved sammenhængslæsningen kan man gå til det frisk og uspoleret uden forudfattede meninger. Der er en reel mulighed for, at man kan blive indfanget og nysgerrig på en anden måde, end når man så at sige er prepræpareret. Større frihed i forhold til indfaldsvinkel!
Det korte af det lange: begge dele er muligt og kan fungere!
Som det vist er blevet ret tydeligt, synes jeg selv, at jeg slap ret godt fra de indledende betragtninger. Men det er jo altid let nok at komme med en masse løfter. Det er straks sværere at holde dem. Derfor er det først herefter, at der er grund til at skærpe det kritiske blik. Gennemfører skriftet reelt det projekt, læseren har fået stillet i udsigt?
Alene omfanget vidner om, at det i hvert fald gør et forsøg derpå. Men hvordan slipper det fra det?
For alle dem, der siger: “Fri mig for alt i verden for plot spoilers,” må det være et mareridt at læse de detaljerede referater af filmene, hvor handlingen omhyggeligt gennemgås scene for scene. Men det har så afgjort en funktion i forhold til mit ærinde.
Jeg bemærker i forbifarten, at jeg hævder, at Nouredins store monolog er den første scene i “Aladdin”. Faktisk er det anden scene. Men pyt med det. Sammenligningen er i alt væsentligt vel anbragt.
“ … En skat. En sjælden skat. I hulen. Hvor? I Isfahan … “
Lidt senere hedder det, at “naturens muntre søn er lykken næst”. Ikke alle har været tilfredse med uddelingen af sorte og hvide hatte. Kierkegaard syntes, at det var synd for Nouredin. Og ærlig talt: en mand sidder i årevis og grunder over de store mysterier, hvorefter der kommer et overfladisk pjankehoved og snupper det hele fra ham. Får det hele forærende uden mindste anstrengelse, tydeliggjort med den berømte appelsin i turbanen.
I “The She-Creature” bliver tingene lidt anderledes. Her kommer det nemlig på tale, hvad man vil bruge tingene til. Godt eller ondt? - Det er dette, der er bestemmende for fordelingen af hattene. Modellen til Lombardi er nok snarere Dr. Oppenheimer end Nouredin.
Elller er det? - Som jeg straks efter påviser, står vi her overfor en velkendt og gennem filmhistorien ofte brugt skikkelse. Taler man bredt kunne man sige: “den dæmonisk magtfulde”. Men som jeg fastslår står vi her overfor en særlig variant, der udmærker sig ved et sært misforhold mellem kundskaber og livsbestilling. Jeg synes, det var rimeligt og på sin plads, at jeg i den forbindelse nævner “Dr. Caligaris Kabinet”. Hvad bestiller alle disse folk med fine doktortitler blandt gøglere?
Typisk for film, der benytter disse skikkelser, er, at man aldrig får noget svar på det spørgsmål. Åbenbart er det ikke særlig vigtigt. Den manglende opklaring af dette forhold må formodentlig forstås således, at det er noget andet, man skal forholde sig til og en række andre spørgsmål, der skal afklares. På sin vis fortæller filmene os, at vi spørger om noget irrelevant. Havde det været vigtigt, ville der også have været en forklaring på det. Men det er noget helt andet, det drejer sig om. Derfor skal vi lade være med at spørge på den måde. Også her handler det om at godtage præmissen fremfor at ville have en Ford til at være en Volvo [1].
Snarere bør man spørge, hvad doktoren blandt gøglere udtrykker som billede/symbol? Så snart spørgsmålet er stillet, myldrer associationerne spontant frem: overmennesket blandt massen, den mere kloge, der narrer de mindre kloge, giganten blandt lilleputter osv. osv. Men også den underkendte, den fejlplacerede osv. Endvidere skalkeskjul, forklædning m.v. I den nærværende sammenhæng kan markedspladsen oplagt ses som et symbol på et samfund, hvor alt gøres til handelsvarer.
Det er i det hele taget et bredt og rummeligt symbol med mange tolkningsmuligheder! Dermed har det en åbenhed, der betyder, at tingene kan forstås og opfattes på mange måder. Men vi er ikke desto mindre på rette vej. Nu er vi ved at lære at give en Ford lov til at være en Ford.
Apropos præmissen - når man med “The She-Creature” i relativ frisk erindring sidder og ser Caligari er det svært at holde sig selv fast på kursen: ikke spørgsmålet om godt eller skidt, men hvad det udtrykker som tidsbillede. For Caligari siger mesterværk med stort M i hvert eneste billede, og viser tillige rent filmhistorisk, hvordan en oprindeligt dybt original idé efter 30 års fortærskelse og misbrug er blevet udvandet til kliche og kitsch.
I min seneste kommentar fremhævede jeg, at Creature i underholdningsværdi langt overgår de fleste nutidige film. Desværre har fjernsynskanalernes udbud efterhånden vænnet os til så dårlige film, at vi har glemt, hvad en virkelig god film er. Det kan Caligari i høj grad minde en om! - Men det er altsammen Volvo-snak.
Når man derimod vil holde sig på dydens smalle sti og lade en Ford være en Ford, kommer det i stedet til at handle om det intellektuelle tyskland i 20’erne, hvor man overvejede magtbegrebet, alt imens man kunne se nazismen begynde at gøre sig gældende [2]. Overfor dette står en senere tid, hvor en storkrig er bragt til ende og nazismen overvundet, men hvor billedet af paddehatteskyen efterlader en række ubehagelige spørgsmål.
Skønt det er på grænsen til Volvo-snak, tillader jeg mig at glæde mig over hjemmesiden som medie. I et manuskript kan man jo ikke indlægge videoer. Det er helt klart en opfriskning for min lidt tunge og tørre tekst, at der undervejs kommer diverse videoer.
Det gælder ikke mindst de herlige stykker musik. For mange kan Caligari nok virke som lidt tung kost. Men så meget desto mere forfriskende er det at umiddelbart efter få lidt god musik.
Dermed bringes skriftet også i nærmere forbindelse med sin forløber og siger noget om forholdet mellem 50’erne og rock and roll.
Det er nu ellers ikke det, der fylder mest lige i disse afsnit. Undertiden er noget af det skrevne ved at udarte sig til et temmelig vidtløftigt jungiansk trip. Men i hvert fald bliver filmen gennemgået, så man kan følge med, uanset om man har set den eller ej. Alle nødvendige oplysninger findes i teksten.
Den minutiøse scene-for-scene-gennemgang er præcis og korrekt, men måske en kende for ivrig efter at tillægge alt en dybere betydning.
At det har sin indlysende funktion i sammenhængen kan der dog ikke blive strid om. Der indkredses vigtige tematikker som det feminine elements indtog, magt og manipulation, pengene og markedet, samt i kontrast hertil kærligheden, pagten og hemmelighedens bevarelse. Jeg synes, at dette gøres på en relativt klar og tydelig måde det meste af vejen.
Ind imellem flagrer tingene lige lovlig langt ud af diverse tangenter. Men det hører faktisk til undtagelserne. I lange stræk er gennemgangen snarere opremsende.
Men hvad man end måtte mene om måden, det er gjort på, bliver filmens handling og brug af symboler i hvert fald detaljeret gennemgået i løbet af de tre første rubrikker.
Derimod kan man ikke sige, at de 50’er-relaterede spørgsmål, vi sidder med, bliver besvaret. Men det har indledningen så også allerede fortalt, at vi ikke skal forvente før i den fjerde rubrik.
Det betyder dog ikke, at de første tre rubrikker er ligegyldige. At kende filmens handling og symboler er en nødvendig forudsætning for at kunne bruge den til overvejelser om 50’er-spørgsmålet. Der er således en meningsfuld opbygning af stoffet, der fører frem til den fjerde rubrik. Hvad har den så at tilføje, som vi ikke allerede ved fra oprindelsesskriftet?
I grunden ikke særlig meget. Betragtningerne har ofte noget famlende over sig. Det virker, som om jeg forsøgte at forklare noget, som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle forklare. Sad med et eller andet og godt vidste, hvor jeg ville hen, men ikke havde synderlig held med at gøre det forståeligt for andre.
Dog er der enkelte helt klare og skarpe pointer, som reelt bidrager til en uddybning af oprindelsesskriftet.
Dertil må det sagte naturligvis ses i sammenhæng med det foregående, især gennemgangen af filmens symbolsprog og afkodningen af dette. Når man husker på dette, og sætter det i forbindelse med omtalen af samtidige begivenheder, får tingene afgjort tilføjet nye betydningslag.
Selvom det måske er en smule klodset udført og ind imellem bliver en kende sludrevornt, synes jeg egentlig ikke, at jeg slap så dårligt fra det endda. Dertil er det jo den første og indledende af “i lyset af 50’erne”-rubrikkerne. Der var derfor mange grundbegreber, der skulle forklares, og meget, der skulle forberedes, for at bane vejen for de efterfølgende. Betragtet som noget foreløbigt, der kridter banen op til det efterfølgende, synes jeg egentlig ikke, det er så tosset endda.
Det er en for så vidt interessant diskussion om pigen i den røde kjoles symbolik, der kommer til syne, når man betragter rock and roll som et udtryk for følelse og intuition i strid med tidens almindelige tiltro til videnskab og fornuft.
Nogle af tingene kunne dog utvivlsomt være forklaret på en enklere og lettere forståelig måde. Det var jeg åbenbart ikke i stand til på lige det tidspunkt.
Det var måske i overkanten at lægge hele “Murder Me Please” ind blandt videoerne. Men på den anden side set … Når det handler om at indkredse en 50’er-stemning: i de gamle sange og de gamle film kan man få den og mærke den, og netop derved komme ind på livet af den på en helt anden måde og i en helt anden grad, end mange, lange forklaringer ville kunne komme blot i nærheden af.
Sagen er jo så bare den, at der er en mærkbar afstand fra muntre rock and roll toner til en dyster film som “Murder Me Please”, og derved havner vi atter ved det tidligere skitserede problem: hvordan får man de to ting forenet i et sammenhængende hele?
Spørgsmålet er, om man overhovedet kan forklare den slags. Snarere er det vel sådan, at enten oplever man en syntese på et rent emotionelt plan, eller også gør man ikke. Er det på nogen måde muligt at bibringe andre sin personlige syntesefølelse? Hvis det er, er det i hvert fald ikke nogen let opgave. Men det var vel sådan set dét, jeg havde sat mig for.
Det er jo netop det … hele den mosaik af lys og skygge med alle dens forskellige nuancer og facetter. Kan den nogensinde forefindes som andet og mere end rent subjektive fornemmelser? Er det på nogen måde muligt at mane billedet frem på en sådan måde, at man kan fremvise det for andre?
Det er udenvidere klart, at det var oplagt at trække på Jungs modeller. Blandt meget andet, må man tilføje. Således de efterfølgende refleksioner om tillid og tillidsbrud, hvor jeg især støtter mig til Løgstrup.
"Det forunderlige ved Løgstrup er,
at hvis man sendte ham et julekort,
kunne han finde på at tro,
at man mente det.”
- Johannes Sløk
Netop i forhold til hele spørgsmålet om lys og skygge, var det naturligvis oplagt at tage et tema op, som viser begge: noget, de fleste anså for godt, men som var under pres fra de herskende forhold.
Velvalgte citater fra von Franz. Men jeg kunne måske have brugt dem bedre og trukket mere ud af dem. Imidlertid lægger de udmærket op til gennemgangen af “Saxophone Colossus”, som rent lydligt demonstrerer en række af de centrale pointer.
Tanken om de omstrukturerede energier er måske (?) det hidtil bedste forsøg på at tegne det utegnelige billede, der viser tiden!
Samtidig er eksemplerne fra von Franz med kinesisk versus vestlig tænkning fine eksempler på helt forskellige opfattelsesmåder, der kan have svært ved at forstå hinanden. Derved kommer jeg ind på et af de helt centrale problemer, der har optaget mig igennem årene: hvordan gør man sig overhovedet forståelig, og især spørgsmået om, hvordan dette er muligt overfor folk med en helt anden tænkemåde og tilgang? Kan dette lade sig gøre? Eller må man bare erkende, at folk kan se så forskelligt på verden, og deres opfattelser ligge så langt fra hinanden, at ingen reel dialog er mulig, og ethvert forsøg ender i at snakke forbi hinanden?
Undertiden forekommer det mig, at jeg har brugt en temmelig stor del af mit liv på at undre mig over, at folk ikke har forstået ting, som jeg ellers havde gjort mig særdeles umage med at forklare så tydeligt som overhovedet muligt. Ja - ofte har det endog været en gåde for mig, hvad det helt præcist var i det sagte, som folk ikke forstod.
Forskellen på at tænke i kausale linier og koncentrerede punkter er her et fint eksempel, der tydeligt illustrerer, hvordan to måder at orientere sig i forhold til livet kan umuliggøre at mødes i en forståelse.
Det fører så videre til det næste spørgsmål: netop hvis man kan tale om, at et givent tidspunkt har en særlig karakter, hvordan kan man så forholde sig til den, når man lever på et andet tidspunkt, der ifølge samme opfattelse nødvendigvis må være udtryk for en anden og anderledes konstellation.
Hvordan formidler man en kontakt til en anden tid?
Ingen, der har læst de ting, der findes her på hjemmesiden under emnet “Musikalske kæpheste” - især “Progressionen” - vil være i tvivl om, at dette spørgsmål har optaget mig en del.
I “Progressionen” Foreslår jeg en række konkrete, praktiske teknikker, en række metodiske greb, som jeg i det mindste selv har haft nytte af. Men det hele er ikke bare noget, der kan klares med teknik og metode. Som jeg i andre skriverier har været omkring, vil det sjældent lykkes, hvis der ikke på en eller anden måde er noget i sindet, som på en mere umiddelbar måde kan gå i dialog med stoffet. I den enkeltes psyke kan der meget vel være ting, som - skønt de lever i en helt anden tid - svarer til træk ved denne fortid, ved denne særlige konstellation. Dermed er der også grundlag for at formidle en kontakt. Men lader noget lignende sig gøre, hvis der ingen umiddelbar samklang er, eller hvis det, man konfronteres med, ligefrem vækker modstand og uvilje? - I hvert fald må man i det sidste tilfælde sige, at hvis det vækker uvilje, må det også have ramt/rørt ved et eller andet. For så vidt må man antage, at det sværeste tilfælde i forhold til at etablere en kontakt er, hvis der slet ingen reaktion forekommer.
Naturligvis er Arkoff-skriftet præget af at være udarbejdet som en del af Arkivet (se dette her på hjemmesiden). Det er i vid udstrækning et manifest og kampskrift, der knytter sig til hele min idé med Arkivet og forsøger at redegøre for denne. Det træder særlig tydeligt frem i den række afsnit, der beskæftiger sig med de problemer, som er knyttet til at leve sig ind i en fjern tid.
Men jeg vil dog hævde, at de også kan læses separat ligesom skriftet i øvrigt, der det meste af vejen så nogenlunde holder sig til sit (pro forma ?) emne og gør rede for dette. Således forekommer det også rimeligt, når snakken er om, hvad en anden tids film siger om denne tid, at komme ind på betragterens forhold og tilgang til denne tid, ligesom det vel også er på sin plads at gøre rede for skriftets egen indfaldsvinkel, nemlig at anskue tiden udfra dens egne forudsætninger, frem for at gå ind fra et nutidigt synspunkt, der så at sige fælder en dom over fortiden. Som jeg fastslår, er dette en uretfærdighed. Tiden må vurderes på sine egne præmisser.
Det forhindrede mig dog ikke i at sammenligne før og nu på en mere perspektiverende måde. Ikke for at tage parti for hverken det ene eller andet, men simpelthen påvise forskelle og ligheder. Som jeg allerede i indledningen havde nævnt, er en sammenligning af “før og nu” et fast programpunkt til gennemgangen af de otte film.
I tilfældet “The She-Creature” valgte jeg især at sammenligne med “The Craft” (“Den onde cirkel) fra 1996, hvor en række af de samme temaer er behandlet udfra en senere tids forudsætninger og betragtningsmåde.
Jeg synes stadig, at det var et udmærket og relevant valg til at belyse en række forskelle og ligheder. Derimod mener jeg idag, at det valgte materiale kunne have været udnyttet bedre. Sammenligningerne virker en smule hurtige og ugidelige.
Det er lidt for tydeligt, at den gamle 50’er-freak havde genforelsket sig i sit yndlingsårti og derfor kun modvilligt beskæftigede sig med senere epoker. Trods alle bestræbelser på en neutral, objektiv redegørelse for variabler og konstanter ender der med at blive en del sur vrængen af alt, der befinder sig efter 50’erne. Især gennemgangen af “Creature Of Destruction”.
Dog er jeg her måske ikke helt retfærdig imod mig selv. Min hovedanke går på det, jeg betegner som at “to ånder skurrer imod hinanden”, altså at den tid og den historie overhovedet ikke passede sammen, således at der blev tale om et misforhold. Denne påpegelse må siges at holde sig indenfor emnets grænser. Netop når talen er om, hvad en historie fortalt på et givent tidspunkt siger om sin tid, er det et ganske interessen spørgsmål, hvad der sker, hvis der fortælles en historie, som er ude af trit med sin tid.
Det giver samtidig en flydende overgang til det næste hovedpunkt med de såkaldt “Smukke detaljer”, der beskæftiger sig med det mere manifeste periodepræg.
At gennemgå “Voodoo Woman” bare for at indkredse begrebet “periodepræg” er måske en smule overkill. Der er vel trods alt ingen, der for alvor vil benægte, at film er præget af deres tilblivelsestidspunkt og rummer en række træk, der er karakteristiske for dette. Men i det mindste bliver en række pointer slået umisforståeligt fast.
I hovedsagen synes jeg stadig, at det er en udmærket gennemgang af “The She-Creature”, der får sagt en del væsentligt om såvel selve filmen som dens tid. Den er heller ikke unødig svær og tung, men alment forståelig med mange eksempler, der på en relativt enkel måde får redegjort for en række centrale forhold og spørgsmål.
Der er tillige en indbygget dobbelt beysning deri. På den ene side giver den en række indfaldsvinkler til “The She-Creature”, der trænger under overfladen. Men samtidig er det også en fin introduktion til nogle af de tanker, jeg er optaget af.
Jeg nævnte før forholdet omkring lineær og punktmæssig tænkning, således som det er skildret af von Franz. Noget delvis tilsvarende gælder, om man ser på tingenes manifeste udtryk eller de bagvedliggende mekanismer. De, der har været så venlige at interessere sig for, hvad der optager mig, kan næppe være i tvivl om, at jeg især er optaget af bagvedliggende mekanismer. Dette kan i nogle tilfælde betyde en kommunikationsvanskelighed i forhold til folk, der hovedsalig har opmærksomheden vendt imod det manifeste udtryk, da den samme bagvedliggende mekanisme meget vel kan ytre sig på en række yderst forskellige måder i det konkrete tilfælde.
Netop det at redegøre for dette forhold, tror jeg ikke, at jeg har gjort klarere og tydeligere noget andet sted end her, hvor jeg jo netop med en række eksempler demonstrerer, hvordan det ene og samme ytrer sig på en række forskellige måder.
Efter fornylig at have genset såvel “The She-Crature” som “The Undead” er det med en vis nysgerrighed, at jeg sætter mig til at genopfriske, hvad jeg dengang havde at sige om den anden film. Ikke mindst fordi der er så mange påfaldende ligheder imellem de to film. Efter den grundige (for ikke at sige massive) gennemgang af den første, hvad kunne jeg så sige om den anden, som jeg ikke allerede havde sagt?
I indledningen skrev jeg, at der ville forekomme en gradvis begrebsafklaring i løbet af skriftet. Det forventelige ville således være, at jeg i gennemgangen af den anden film byggede videre på den opnåede fælles-forståelse med læseren. Nogle tanker og ideer er blevet præsenteret. Netop lighederne mellem de to film burde muliggøre at arbejde videre med disse, udvikle dem længere og trænge mere i dybden.
Men var det så også det, jeg gjorde? Og i givet fald: hvordan slap jeg fra det? Lad os se på det!
Hele opridsningen af grundhandlingen, forholdet til den arkoffske fortælling og en foreløbig sammenligning mellem de to film, der perspektiverer og trækker linierne op er eksemplarisk i sin klarhed. Tydeligt, enkelt og kortfattet kridtes banen op, og vi er klar til at dykke ned i dybderne.
En udmærket opridsning af situationen med de to forskere. Egentlig undrer det mig, at jeg ikke gik længere ind i tolkningen af dette. Der er stof nok at tage fat på. Men jeg var tydeligvis mere optaget af andre spørgsmål. Mit ærinde var et andet. Spørgsmålet er så, om jeg kunne have styrket og underbygget noget i forhold til dette ved at gå længere ind i tolkningen af forholdet mellem de to forskere?
Jeg ved det ikke. De vigtigste pointer bliver jo rent faktisk nævnt. Hele denne far/søn dualisme med sine ødipale undertoner. Alt det andet, der - også - kunne siges, var vel i grunden ikke videre relevant i forhold til mit ærinde.
Tennisbane-metaforen synes jeg selv er glimrende. Så nogenlunde det nærmeste man kan komme en forståelig beskrivelse af filmens temmelig dunkle tidsopfattelse.
Derimod synes jeg, at jeg kom lidt ud på et sidespor med Jungs opfattelse af overnaturlige fænomener. Det har i grunden ikke ret meget med sagens at gøre. Hvis man overhovedet vil tolke på den film og ikke bare tage den for pålydende, er det indlysende, at alle dens overnaturlige fænomener må opfattes symbolsk. Midt i denne symbolske tolkning gav jeg mig så til at overveje, om det overhovedet lod sig gøre at tage filmen for pålydende. Det kunne vel sådan set være ligegyldigt, når det netop ikke var det, jeg ville.
Til gengæld lykkes det egentlig ganske godt at via impen komme tilbage på sporet, netop fordi der her er tale om et lidt sært og i høj grad fortolkningskrævende element.
Ligeledes synes jeg, at månekvinden var en velvalgt perspektivering, der belyser noget centralt ved filmens uklarheder, som måske netop ikke bare er uklarheder, men muligvis kan have en særlig mening.
På den anden side er dette vel snarere en klargørelse af, hvor mange spørgsmål, vi står med, end det er et svar.
For så vidt nogle interessante betragtninger om tidsparadokser og “det autentiske forløb”. Men det kunne måske været gjort kortere.
I forhold til tanken om det autentiske forløb er det egentlige tidsparadoks måske netop det, at det fremstillede er det autentiske forløb. Enkelt fremstillet: hvis jeg kunne tage tilbage i tiden og myrde mine bedsteforældre, før min far blev født, ville han altså aldrig være født, og det ville jeg så heller ikke. Følgelig ville jeg heller ikke kunne rejse tilbage i tiden og myrde mine bedsteforældre, eftersom jeg jo aldrig har eksisteret. Men dermed ville mine bedsteforældre altså ikke blive myrdet, men få min far, der så ville få mig, hvorefter jeg så kunne rejse tilbage …
Dette er tidsparadokset i en nødeskal. Betragtet på den måde kan det fremstillede altså godt være det autentiske forløb. Selvom det så netop er et paradoks, at betingelsen for, at det kan finde sted, afhænger af noget, der sker på et langt senere historisk tidspunkt. Dermed bliver det usikkert, om der findes et andet forløb, som der herefter ændres og reguleres på.
Det er også et interessant tolkningseksperiment at se filmen som en billedlig, symbolsk fremstilling af en jungiansk analyse. Opfattet på denne måde kommer den rent faktisk til at give langt mere mening.
Det passer her fint, at filmen ender med, at et menneske, der har forfejlet sit liv kommer på rette spor. Derimod forholder dette sig på en lidt spøjs måde til den mere pålydende læsning og tidsparadokset. For hvis Helene nu ikke blev henrettet, så ville Diana aldrig have eksisteret, og Quintus ville derfor ikke kunne bruge hende til sit eksperiment. Men også overfor tanken om et autentisk forløb bliver den interessant. For noget har jo ført til, at Diana er kommet galt afsted. Det er tilsyneladende dét, den lettere varierede version går ind og regulerer på. Den væsentligste forskel imellem et forestillet autentisk forløb og den regulerede version består i, at Helene får et valg. Dermed får hun noget, der gives videre til senere inkarnationer, og således får Diana også et valg. Men hvis det foreviste er den eneste eksisterende version, ja - så gælder, at det er en del af det historiske forløb, at Diana skal drage tilbage, så Helene kan få et valg, hvorved hun så også selv får et valg.
Netop opfattet som et billede på den terapeutiske situation er dette bemærkelsesværdigt. Også dér kan man tale om at gribe bagud for at kunne bevæge sig fremad. F. eks. gøre op med et negativt selvbillede og dermed få en anderledes selvopfattelse. I narrativ terapi arbejder man direkte med, hvilken version af sin livshistorie man vælger at fortælle og opfatte som “autentisk”.
Hele tvivlsspørgsmålet omkring, hvad der overhovedet kan regnes for “autentisk” sættes udmærket i relief af Jungs Ravena-oplevelse. Men måske (?) kunne jeg have fået mere ud af den end blot at eksemplificere. Draget en række tolkningsmæssige konsekvenser deraf. Jeg ved det ikke.
Som jeg påpeger er et centralt element i hele sagen netop det gådefulde, det uforklarede.
Jeg synes, jeg bør nævne, at jeg i perversionsserien (Se under “Et liv med PDD”) har været lidt inde på at tale om forskellige opfattelser af tidsbegrebet. Herunder også opfattelser, der ikke opfatter tiden som lineær og kausal. Disse er spændende, men næppe særlig velegnede til at forklare paradokserne i “The Undead” på en tilfredstillende måde.
Forsøgene på at sætte “The Undead” i forhold til sin tid virker generelt lidt vævene. Som det bedste og vigtigste bidrag nævnes Bride Murphy affæren. I det øvrige er det ikke i alle tilfælde lige klart, hvad jeg vil, eller om jeg selv vidste det.
Det er Ikke rigtigt, hvad jeg dengang skrev om Robin Hood. Historien er langt ældre og forefindes i mange versioner. Jeg har siden researchet en del i dette emne og har planer om at gå nærmere ind på det i et kommende skriveri.
At jeg kom ind på tendensen i 50’ernes oplysningsmateriale, til at opfordre til en agtpågivenhed, der ofte havde en flydende grænse til mistænksomhed er en pudsig iagttagelse, som jeg siden har været inde på fra en lidt anden vinkel i perversionsserien.
En del af hele ideen med Arkoff-skriftet var at gøre op med forlorne fremstillinger af 50’erne, afsløre forfalskningerne og så forsøge det ovenfor skitserede kunststykke at få det lyse og det mørke til at gå op i en højere enhed. Det er således helt i overensstemmelse med skriftets ærinde, når jeg afrundede min lange opremsning af skyggesider ved 50’erne med en klar sondring mellem 50’ernes forfalskere og 50’ernes sande elskere.
Derved lægges der samtidig op til at tale om den glorificerende tendens i mange nyere film, som - naturligvis! - får et velfortjent skud for borgen.
Når der skulle findes en nyere film at sammenligne med, kunne jeg vel næppe have fundet et bedre eksempel end “Mullholland Drive”. Især i forhold til hvad diverse fortolkere har sagt om den.
Man kunne naturligvis spørge: hvorfor overhovedet kaste sig over disse gamle film af tvivlsom kvalitet? Hvorfor ikke tage en film som “Mullholland Drive”, hvor der ikke hersker tvivl om, at det fra filmskaberens side har været en bevidst hensigt, at man skulle på tolkningsarbejde? Svaret er naturligvis, at min ærinde var et andet, og at det her netop var en pointe, at det tolkningskrævende var ubevidst fra filmskabernes side. I et forsøg på at belyse en særlig epoke, prøvede jeg at finde dens selvafsløringer. Til dette formål er en film som “The Undead” ideel.
I betragtning af den risiko for mange gentagelser, det medfører, at de to første film minder så påfaldende meget om hinanden, synes jeg faktisk, at det i det store hele lykkes at inddrage en del nyt materiale såvel som at uddybe en række af de tidligere rejste spørgsmål.
Dertil er der en indføringsmæssig pointe i at netop begynde med to film, hvor ligheden er indlysende. Det baner vejen for de efterfølgende, hvor det er knap så tydeligt.
[1] “Dr. Caligaris kabinet” rummer en slags forklaring. Men denne er søgt og usandsynlig, ligesom den ikke giver nogen rimelig grund til, at markedspladsen skulle være nødvendig. Derved udsætter direktøren sig jo blot for risiko for afsløring, mens han langt lettere havde kunnet udøve sine eksperimenter inde fra hospitalet. Dertil kommer slutningen, der tydeligt peger i retning af en helt anden tolkning. Hvis man godtager, at der er tale om Francis’ forskruede virkelighedsfortolkninger, må markedspladsen nødvendigvis også opfattes på linie med drømmescenarier.
[2] De toneangivende folk indenfor den ekspressionistiske bølge måtte flygte, da Hitler kom til magten. Mange af dem tog til Hollywood og fik stor indflydelse på 30’ernes amerikanske film!