Fjerde periode

Paul Revere & the Raiders: "Midnight Ride" (6. Maj) Beach Boys: "Pet Sounds" (16. Maj) Bob Dylan: "Blonde On Blonde" (16. Maj) The Monks: "Black Monk Time" (Maj) Count Basie: "Beatle Book"(Indspillet i maj - udgivet ??) Judy Collins: "In My Life" (Juni) The Hollies: "Would You Believe" (Juni) The Mothers Of Invention: "Freak Out" (27. Juni) The Sonics: "Boom" (??)

Tredie Kvartal:

Singler: The Trogs: "Wild Thing" (a-side) (??) Lee Dorsey: "Working In A Coalmine" (a-side) (??) The loving Spoonful: "Did You Ever Had To Make Up Your Mind" (a-side) (??) The Beach Boys: "Wouldn't It Be Nice" b/w "God Only Knows" (11. Juli) The Velvet Underground And Nico: "All Tomorrows Parties" b/w "I'll Be Your Mirror" (Juli) The Supremes: "You Can't Hurry Love" (a-side) (25. Juli) Manfred Mann: "Just Like a Woman" (a-side) (29. Juli) The Beatles: "Yellow Submarine" b/w "Eleanor Rigby" (5. August) Small Faces: "All Or Nothing" (a-side) (5. August) The Trogs: "With A Girl Like You" (a-side) (??) The Artwoods: "I Feel Good" b/w "Molly Andersons Cookery Book" (August) The Who: "I'm A Boy" b/w "In The City" (26. August) The Loving Spoonful: "Summer In The City" (a-side) (??) The Monks: "I Can't Get Over You" b/w "Cuckoo" (??) Ike & Tina Turner: "River Deep, Mountain High" (a-side) (September) Georgie Fame: "Sunny" (a-side) (September) The Loving Spoonful: "Rain On The Roof" (a-side) (??) Bee Gees: "Spicks And Specks" (a-side) (September) Rolling Stones: "Have You Seen Your Mother, Baby?" b/w "Who's Driving Your Plane?" (24. September) The Spiders (a.k.a Alice Cooper): "Don't Blow Your Mind" (a-side) (September)

Albums: The Yardbirds: "Roger The Engineer" (15. Juli) Robert Parker: "Barefootin" (??) Roy Orbison: "The Classic" (Juli) Red Squares: "Red Squares" (??) The Donkeys: "Serenader" (??) Sir Henry: "A Portrait" (??) Matadorerne: "The Way We Do It" (??) The Byrds: "5th. Dimension" (18. Juli) John Mayal: "Blues Breakers w/ Eric Clapton" (22. Juli) The Trogs: "From Nowhere" (25. Juli)

Se oversigten i "Progressionen 1" for en mere overskuelig liste.

Det store Format

1966 bød på en række usædvanlig spændende og fantasifulde singler, der vidnede om et højt inspirationsniveau. Men den lille plades betydning var ikke desto mindre nedadgående. Efterhånden tænkte stadig flere i det store format. I løbet af '65 havde bl.a. The Byrds' "Mr. Tamburine Man" og The Beatles' "Rubber Soul" vist, at album kan være andet og mere end bare et andet ord for langplade. Det kan være en kunstnerisk helhed, hvor man tænker i pladsen som en samlet arbejdsflade. Singlen er karakteristisk ved at være et tre minutters statement. Tidligere havde langplader nærmest været samlinger af singler uden videre indbyrdes forbindelse. Men hvorfor ikke gøre med den store plade ligesom med den lille bare oppe i et mere omfattende format? Det var den vej, der mere tydeligt og pointeret end tidligere var blevet vist i '65. Vist havde der været forløbere, men ikke i en så eksakt grad, og slet ikke så det blev et tvingende kunstnerisk krav. 1965 havde sat en ny standard, en langplade skulle kunne mere end at rumme en samling singler, den skulle kunne stå som et statement på linie med singlen, bare i større format. En lang række af tidens førende navne tog denne udfordring op i '66 og præsterede en stribe albums, der ikke uden grund har vundet ry som klassikere. De hører til blandt de ypperste i pladeindustriens historie. Det ene mesterværk efter det andet!

Men det er vigtigt at bemærke, at dette skete uden brovtende selvhøjtidelighed. Man behøver ikke at være gnaven, bare fordi man tager sin musik seriøst. Dengang var der ingen modsigelse mellem humor og kunstneriske højder. Alle periodens bedste udgivelser bobler og klukker af munterhed, livsglæde og legesyge.

Med "Pet Sounds" var Beach Boys definitivt færdige med at lave letbenede sange om piger og surfbrædder. De skabte et af midt-60'ernes mest centrale værker. Pladen er en kompositorisk og produktionsteknisk bedrift, der viste helt nye veje. Kompromisløs perfektion sætter dagsordenen i et klangunivers, hvor kun det ypperste er godt nok. Det er måske den af samtlige eksisterende plader i verden, der tydeligst viser, at pop med stort P - langt fra guitarrock, mod-beat og des lige - kan være fuldt ud lige så progressivt, innovativt og udfordrende. Det er ikke guitar-bredsider og robuste blues-riffs, der former sangenes grundstrukturer. I et stort anlagt klanglandskab, hvor en egenartet lyd udgør en del af orkestreringen, er det komplekse vokalharmonier og finurlige melodilinier, der tager føringen. Sangene er nøje afgrænsede små perler (det længste nummer varer tre minutter og seksten sekunder), der udmærker sig ved mådehold og sublimt afstemt balance uden grovhed eller udskejen. Der er ikke en eneste regulær guitarsolo, blot nogle spredte klimt hist og her. Men det er absolut ikke letfordøjelig kost, som kan konsumeres uden videre. Der stilles krav til lytteren. Det kræver en indsats at nå ind til musikken. Som Torben Bille har formuleret det: "easy listening med høj sværhedsgrad". Hidtil havde Beach Boys hørt til den lette ende, været nogle lalleglade poppedrenge, der reporterede om ungdommen og solskinnet på de californiske badestrande. Med "Pet Sounds" sprang de ud som seriøse kunstnere. Den ligger i forlængelse af deres foregående plader, men ikke bare som et lille skridt videre. Den er et kvantespring ud i langt mere ambitiøs komposition og overraskende studieproduktion end tidligere. Det lød nok på én måde umiskendeligt som The Beach Boys, og dog som noget radikalt, aldrig før oplevet. "Pet Sounds" skilte pop fra pjank og viste, at det første kan være dybt, dybt seriøst.

Når man har taget springet fra single til album, ligger det lige for, at tænke endnu større. Inden for klassisk og jazz var der i årenes løb udgivet en række dobbelt-lp'er. Men dobbeltalbums inden for pop og rock var en helt ny idé. Tidligere handlede det om at få 10-15 gangebare indspilninger skrabet sammen. Men nu var man begyndt at lave værker. Med "Blonde On Blonde" og "Freak Out" blev dobbeltalbummet en realitet.

"Blonde On Blonde", som er pop/beat/rock-genrens første dobbeltalbum, er almindelig anerkendt som Bob Dylans mesterværk, det reelle højdepunkt. Midt-60'er trilogien ("Bringing It All Back Home", "Highway 61 Revisited", "Blonde On Blonde") viser ham på højden af sin kreative formåen. Tredie del står som en absolut kulmination, der tager konsekvensen af de to foregående og fører det hele frem til en storslået klimaks. Mens Beach Boys gik efter perfektion, gik Dylan modsat efter en umiddelbar upolerethed, der kunne synes skødesløs, men ikke desto mindre trængte sig på som noget væsentligt og uafrysteligt. Åbningsnummeret "Rainy Day Woman #12 & 35" er strengt taget en klumpe-dumpet fjollesang. Men den maser sig på med en egenartet vægt og autoritet. Man mærker, at den vil en noget. Et eller andet. Hvad er ikke til at sige. Men det er heller ikke så vigtigt. Med tryghed og tillid overgiver man sig til musikken i sikker forvisning om, at hvis bare man hører efter, skal den nok gøre sit, påvirke og præge en på den tilsigtede måde. Med en blanding af forundring, betagelse og vantro kommer man ud på en overraskende rejse i lyd som en tour de force gennem en række af Dylans allerbedste sange og mest fantasifulde arrangementer, der er i tydelig dialog med amerikanske grundbegreber som folk, blues, country og rock, men nytolker dem gennemgribende og radikalt. Hele tiden er der denne særlige vægt og autoritet, denne fornemmelse af, at det her vil et eller andet. "Blonde On Blonde" er knap så skramlet som "Highway 61 Revisited" og ikke helt så pågående energisk som den elektriske halvdel af "Bringing It All Back Home", men der er stadig masser af kant, samt dertil en klar profil og alternativ vinkling, der placerer "Blonde On Blonde" som et af de mest originale og nyskabende albums nogensinde, samtidig med at lyde så ligefremt natuligt som havde denne musik altid eksisteret. Når man efter nogle gennemlytninger er ved at komme sig over det rent klanglige chok, kan det anbefales at begynde at også lægge mærke til teksterne. Med indiskutable perler som "Visions Of Johanna", "I Want You", "Stuck Inside A Mobile With The Memphis Blues Again", "Just Like A Woman", "Absolutely Sweet Marie" og "Sad Eyed Lady Of The Lowlands" er "Blonde On Blonde" en pragtkavalkade gennem det ypperste af Dylans sangskrivning. Men den er meget mere end en god sangsamling. "Blonde Blonde" er et stykke levende, handlende ånd, der griber aktivt ind i lytterens liv.

"Freak Out" er et svært oversætteligt udtryk. Som verbum svarer det nogenlunde til det danske begreb at flippe ud. Som substantiv kunne man således måske oversætte det til "udflip". Det er da også noget i retning af et sådan Frank Zappa og hans gruppe har gang i. I forlængelse af The Fugs' satire og skæve vinkler, men trækkende på inspirationskilder, der spænder fra 50'er pop og doo-wop over rhythm and blues og eksperimenterende beat til avantgarde-jazz og moderne kompositionsmusik, bydes der op til fire lp-sider med alternativ musik, der sprudlende, rablende og anarkistisk begiver sig ud i et vildtvoksende landskab uden grænser. Der er lys humor og beske bid efter tidens dårskaber, uskyldige smil og svidende sarkasme, ekstreme eksperimenter og umiddelbart iørefaldende omkvæd, totalt rablende vanvid og dybt meningsfuld substans. I Mothers Of Inventions' univers kan alt ske - og gør det også.

Der fulgte store omvæltninger på den amerikanske scene i kølvandet på mesterværkerne "Pet Sounds", "Blonde On Blonde" og "Freak Out". En total forandring satte sig spor allevegne. I England gik det mindst lige så heftigt til. Hele frontlinien - Beatles, Stones, Who, Kinks, Yardbirds - gennemgik på få måneder et fuldstændigt hamskifte.

Jazzen havde nedbrudt sine faste strukturer og skabt bevægelser i fri form. Kunne rocken gøre det samme? Eller i det mindste noget mere eller mindre tilsvarende inden for sit univers, på sine særlige præmisser? Det mente Yardbirds, der på ingen måde led af stilistisk berøringsangst, men hellere end gerne ville prøve så meget som muligt og finde nye områder på det musikalske landkort. "Ofte kritiseret for at gøre noget nyt, har vi lavet en plade", begynder en herligt rablende smøre på omslaget til "Roger The Engineer". Eller der står faktisk ordret oversat "et album", og et album er, hvad det er. Ujævnheden fra "For Your Love" og "Having A Rave Up" er her i stedet blevet til alsidighed. Dette er ikke et sammenskrab af mere eller mindre uafhængige indspilninger. Det er en samling numre, der er tænkt som et album, som en helhed. Der skiftes stadig meget rundt i stilarter og udtryksformer, men det sker på basis af en grundstemning. Det er ikke drivtømmer, men de mange facetter i en diamant. Det hele er her - alle Yardbirds' musikalske mærkesager: den beskidte blues, den fængende popsang, de heftige rave-ups, de free-form lignende elementer, de orientalske stemninger, den stille drøm og det drønende brag. Men hvor det tidligere manglede et hvert sammenhæng, er det nu blevet organiseret og sat i et indbyrdes forhold. Resultatet er en utrolig spændende og alsidig rejse gennem et musikalsk univers, der i sin sprælske mangfoldighed tør mere end de fleste. Videre i de humoristiske omslagsnoter kan man læse: "Det er ofte blevet hævdet, at Jeff Beck er en af Englands bedste guitarister, og jeg er lige på nippet til at give ham ret". En af samtidens anmeldere slog en lignende tone an, da han skrev om Jeff Becks guitarspil, at det lød som en høne, der blev jagtet af en damptrommel. Faktisk er beskrivelsen ret præcis. Den unge virtuos slår sig løs i en progressiv, stærkt eksperimenterende stil, der afgjort er på forkant med tiden. Men "Roger The Engineer" rummer meget andet end det spændende guitarspil. Dette album er i sjælden grad et festfyrværkeri, der frygtløst prøver alt af. Den må regnes blandt periodens mest dristige, sprælske og vejbrydende plader. Yardbirds var så afgjort kommet videre siden de dage, hvor den stod på blues lige ud ad landevejen uden dikkedarer. Med deres semi-psykedeliske free-form rock and roll placerede Yardbirds sig blandt tidens mest originale og innovative navne.

Også herhjemme skete der interessante ting. Hidtil havde den danske scene mere eller mindre været et plagiat af de udenlandske navne, der kun havde få nuancer at tilføje til den musikalske palet. Men den var ganske langsomt ved at finde sin egen tone. Keld Heicks gruppe, The Donkeys, der tidligere havde spillet i en delvis Beatles inspireret stil, skiftede spor og fik to generationer i tale ved at skabe en fusion af pigtråd og den danske slagertradition. Four Jacks møder Rocking Ghost! - Til skade for begge, hævder nogen, mens andre er vilde med det. Genialitet eller pladder-pop? Hvad man end mener om The Donkeys, må man lade dem, at de var de første, der sang beat på dansk(*) og dermed indirekte banede vejen for senere mere progressive navne som Steppeulvene og Alrune Rod. Ellers var det primært engelske tekster, der blev benyttet på den nationale beatscene. Det lød naturligvis mindre dansk end modersmålet. Men grupper som Sir Henry og Matadorerne er gode eksempler på, at stadig flere af de såkaldte pigtrådsgrupper langsomt, men sikkert, var ved at udvikle en personlig lyd, omend det skete inden for en orientering, der var omkring halvanden år bagefter.

Pigtrådsmusik/dansk beat anno '66 er sympatisk og særdeles fængende. Men i forhold til hvad, der skete ude i den store verden, virker den unægtelig en smule primitiv. Svimlende mesterværker som "Pet Sounds" og "Blonde On Blonde" havde set dagens lys, mens Yardbirds satte rocken fri og The Byrds udforskede den femte dimension. Men den vigtige pointe at fange er, at nationalscenen trods alt var på vej. Den delvis Shadows-inspirerede stil, som oprindelig blev indført af The Cliffters og siden raffineret af Rocking Ghost og Danish Sharks, havde så sent som i '65 stadig været gangbar og efter dansk målestok tidssvarende. Men tingene var i færd med at ændre sig!

I øvrigt var tingene ikke så entydige på det tidspunkt, at musik enten var pæn eller udfordrende. Dels var der mange graduationer, og dernæst er det vigtigt at gøre sig klart, at det vi her betegner som den store progression, måske ville være mere korrekt at betegne som de store progressioner, da der fandt mange samtidige bevægelser sted. Det særlige ved perioden er friheden og modet, det, at alle turde gå deres egne veje. Hvis kun der havde været en helt bestemt bevægelse i tiden, der trin for trin bevægede sig i en helt bestemt retning, ville perioden ikke have været nær så spændende.

Blues-puristen Eric Clapton havde i sin tid forladt Yardbirds, fordi han ikke brød sig om den eksperimenterende udvikling, der var begyndt at præge gruppen. Han fandt over til den ligesindede John Mayal. Sammen skabte de "Blues Breakers", en af årets lidt mere konservative plader, men samtidig en plade, der besad en kraft og overbevisning, der endnu i dag virker monumental. En usædvanlig solid blues-kvalitet for en engelsk udgivelse - på linie med mange amerikanske. Senere på året dannede Clapton sammen med bassisten Jack Bruce og trommeslageren Ginger Baker gruppen Cream, hvor udgangspunktet ganske vist stadig var blues, men nye, dristige ting blev afprøvet. De var den første af de store power-trioer, hvor det hul, der opstod i forbindelse med den manglende rytmeguitarist, udfyldtes af et hårdtslående og frit fabulerende spil fra samtlige tre involverede. Det var voldsomt. Til koncerterne var der ligefrem tale om en musikalsk krig, der blev udkæmpet for ekstrem høj lydstyrke. Dette er det oprindelige grundlag for heavy metal genren. I Creams fodspor fulgte siden andre power-trioer som Jimi Hendrix Experience, Blue Cheer, Grand Funk Railroad og Z. Z. Top. Allerede på "Bluesbreakers" kan man spore nogle træk: den pågående spillemåde, det simrende orgel og ikke mindst trommesoloen på "What I Say". Dertil kommer, at for at få sin guitar til at lyde sådan, må Clapton nødvendigvis have haft skruet afsindig højt op.

Et andet tidligt varsel om heavy metal viste sig i form af The Trogs og deres bestialske overraskelsesangreb på det pladekøbende publikum. Som titlen på deres debutalbum siger, syntes de at komme ud af intet - pludseligt, uden varsel. Netop som folk var ved at have vænnet sig til The Who, kom The Trogs og skræmte livet af den samlede vestlige verden med deres påtrængende brølen: "Wild thing! - You make my heart sing". De kunne tildels ses som et britisk farvet sidestykke til de amerikanske garagebands, men havde en særlig indfaldsvinkel, en approach, der var ganske egenartet. Med en hård, kompromisløs stil, tonstunge trommer, en tyk, forvrænget guitar-lyd, galoperende modfigurer og skramlende støjlyde indførte de en ny tone i engelsk musik, der ganske vist lå i forlængelse af Kinks og Who, men alligevel helt tydeligt var noget andet.

...Og alt dette skete inden for bare tre-fire måneder!

- At så meget fandt sted på så kort tid får hjernen til at slå knuder. Der er et eller andet, der ikke helt vil gå op for en. Man er tilbøjelig til at forestille sig en anden tidsramme. Undertiden når man lytter til de her omtalte plader, kan man om et eller andet tænke: "Arh - det der minder da lidt om den der anden plade, vi hørte for snart længe siden." Men blot for et øjeblik senere at finde ud af, at der er mindre end et halvt år imellem disse to plader. Man opdager således også, at man ubevidst har opereret med, at dette må være sket over et større stykke tid. Man har forestillet sig en længere årrække. Således bliver man atter og atter overrasket, hver gang man kommer i tanke om, hvor hurtigt alt dette skete.

---

(*) Dette bliver dog i nogen grad et definitionsspørgsmål. Johnny Reimar havde nemlig allerede i '64 lavet "Lille fregnede Louise". Diskussionen kommer således til at stå om, hvorvidt "Lille fregnede louise" er en beatplade. Det er ikke helt omkostningsfrit at svare ja. For hvor skal man trække grænsen? Et sted må den jo sættes. Vokalgrupper som Four Jacks og Blue Boys benyttede på mange af deres indspilninger såvel en pointeret rytme som elektrisk forstærkede instrumenter, akkurat som både Gustav Winckler og Preben Uglebjerg havde indsunget rock and roll på dansk. Fortsætter man på denne måde, ender man med at hævde, at der overhovedet slet ikke er nogen forskel på Aksel Schiødts og Burning Red Ivanhoe. Et sted må grænsen trækkes, ellers går der inflation i begreberne!

Hovedværk

The Beach Boys: "Pet Sounds"

Side 1:

Wouldn't It Be Nice

You Still Believe In Me

That's Not Me

Don't Talk

I'm Waiting For The Day

Let's Go Away For Awhile

Sloop John B

Side 2:

God Only Knows

I Know There's An Answer

Here Today

I Just Wasn't Made For These Times

Pet Sounds

Caroline No.

Udvalgte smagsprøver ...

En betydelig udvikling ...

Hvem spillede med hvem?

Johnny Kidd and the Pirates

Den banebrydende engelske sanger Johnny Kidd (født Freddie Heath), blev bakket op af en række skiftende musikere, der altid blev anført som The Pirates. Udover den kolossale betydning indspilningerne under navnet Johnny Kidd and the Pirates har for engelsk rock, har mange ex-Pirates siden gjort sig gældende i andre grupper.

The Tornados var det andet af den legendariske producer Joe Meeks husorkestre, der dels bakkede en række solister op og dels foretog indspilinger i eget navn. Meeks første husorkester, The Outlaws, talte bl.a. Ritchie Blackmore (senere i Deep Purple) og Mick Underwood (senere i bl.a. The Herd og Episode Six) blandt sine medlemmer.

Med "Telstar" opnåede The Tornados som den første engelske gruppe at få en førsteplads på de amerikanske hitlister!

De to ex-Pirates har endvidere begge været studiemusikere for en lang række navnkundige folk på 60'ernes og 70'ernes engelske scene. Caddy har bl.a. assisteret Elkie Brooks, Spencer Davis Group, The Prette Things og Dusty Springfield. Listen over folk, Caddy har bakket op, er en ren den engelske pop og rocks blå bog, der bl.a. omfatter The Kinks, Herman's Hermits, BeeGees, Tom Jones, The Hollies, Donovan, Jeff Beck, Georgie Fame og mange flere.

John McLaughlin Medvirker bl.a. på

Twice As Much: "Own Up" (1966)

Graham Bond: "Solid Bond" (1968)

Jack Bruce: "Things We Like" (1968)

Gordon Beck: "Experiments With Pops" (1968)

Sandy Brown: "Hair Of The Hairiest" (1969)

Duffy Power: "Innovations" (1971)

Dertil kommer naturligvis en lang række plader i eget navn, begyndende med "Extrapolation" (1969), hvor han spiller sammen med Brian Odgers (ex-Sweet Thursday, senere i Apollo 100), Tony Oxley (ex-Joseph Holbrooke) og John Surman. I modsætning til alle senere plader en ren engelsk besætning!

I slutningen af 60'erne opholdt McLaughlin sig i lange perioder i USA, hvor han bl.a. spillede med Miles Davis og Billy Cobham. Sidstnævnte gengældte venligheden ved at blive trommeslager i McLaughlins første og mest stilskabende Mahavishnu Orchestra, der endvidere bestod af den amerikanske violinist Jerry Goodman (ex-The Flock), den irske bassist Rick Laird (ex-Brian Auger Trinity) og den tjekkiske keyboardspiller Jan Hammer. Det kosmopolitiske præg har også siden været et gennemgående træk for McLaughlins samarbejdspartnere. Albummet "Apocalypse" (1974) er produceret af George Martin.

Jeff Beck overtog Eric Claptons plads som leadguitarist i The Yardbirds, da denne forlod gruppen. Senere dannede han sin egen gruppe med bl.a. Rod Stewart (senere i The Faces), Ron Wood (senere i Rolling Stones) og Nicky Hopkins. Sidstnævnte var en af periodens flittigste engelske studiemusikere, der bl.a. har assisteret The Who. Han medvirker endvidere på førnævnte "Own Up" med Twice As Much. Jeff Beck Group medvirkede også på Donovans "Barabajagal" (1969). Siden har Jeff Beck bl.a. arbejdet sammen med Jan Hammer. De to albums "Blow By Blow" (1975) og "Wired" (1976) er produceret af George Martin.

Da Jeff Beck forlod The Yardbirds overtog Jimmy Page hans plads som leadguitarist. Jimmy Page gjorde sig siden gældende i Led Zeppelin, mens to andre Yardsbirds-medlemmer, Keith Relf og Jim McCartney, dannede gruppen Renaissance.

Nogle udvalgte albums

Graham Bond Organisation: "The Sound Of '65" (1965) m/ Bond, Jack Bruce, Dick Heckstall-Smith og Ginger Baker

John Mayall: "Blues Breakers" (1966) m/ bl.a. Eric Clapton og John McVie m. fl.

Twice As Much: "Own Up" (1966) m/ bl.a. John McLaughlin, Nicky Hopkins, Jimmy Page m. fl.

Cream: "Fresh Cream" (1966) m/ Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker

John Mayall: "A Hard Road" (1967) m/ bl.a. Peter Green, John McVie, Aynsley Dunbar m. fl.

The Gordon Beck Quartet: "Experiments On Pops" (1968) m/ bl.a. John McLaughlin og Tony Oxley m. fl.

Jack Bruce: "Things We Like" (1968) m/ Bruce, John McLaughlin, Dick Heckstall-Smith og Jon Hiseman

Mahavishnu Orcestra: "The Inner Mounting Flame" (1971) m/ den oprindelige besætning (se ovenfor)

Pregressionen 5-a: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443147943

Se også:

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443177245

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443333625

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/451128647