toner, ord og tanker
“Et barn græd i en lejlighed … for ung til at vide, hvad mørket kan skjule af begær og mord, græd uden anden påviselig grund end den, at det stadig var opfyldt af den urgamle angst, djævelen dansede i dets drømme.
- Graham Greene, af “Rejse uden kort”.
I bogen “Afgrundens rand” tager Gavin Lambert udgangspunkt i citatet ovenfor og udfolder en blændende fortælling om Graham Greene som barn og ung på vej mod at skabe et af de mest bemærkelsesværdige forfatterskaber i nyere tid.
Blændende - ja!
Men også tendentiøst.
Jeg vil tillade mig at citere et længere stykke deraf. Men det betyder ikke, at jeg i alle henseender er enig i denne tolkning af Graham Greenes liv og forfatterskab.
I femårsalderen begynder han at få en mistanke om, hvad mørket skjuler. Drømmene begynder altid med en dør, der åbner sig på klem af sig selv. Han ved, at en usynlig, mystisk magt venter bag den. Så drømmer han ifølge sin selvbiografi “En slags liv” om et skibsforlis ved nattetide. Samme nat, i april 1912, støder Titanic på et isbjerg i Nordatlanten. Samme år tager hans barnepige ham med ud på en spadseretur, og en mand læber henover en bro med en kniv i hånden. Skikkelsen forsvinder ind i et hus og dukker atter op i et vindue. I overværelse af nogle sammenstimlede tilskuere skærer manden halsen over på sig selv.
Ikke længe efter begynder de alvorlige mareridt, både enkeltstående og sammenhængende, og de skal følge ham uafladeligt resten af livet. Da han er syv, danser en heks i hans drømme. Den samme dør går altid pludselig op, og han kaster sig rædselsslagen på gulvet, mens hun overfalder ham med lange fingernegle. Dette sker, lige før han skal begynde i skolen og træde ind i en ny verden gennem “en grøn filtdør” - døren der fører fra hans fars arbejdsværelse ind til selve skolen.
Som rektors søn hører han til på den forkerte side. De andre ser ham fra første færd som en fjendtlig agent og potentiel forræder. Han opfatter sig selv som “en fremmed og mistænkt, rent bogstaveligt et jaget væsen”. Hele tilværelsen er som det øjeblik, hvor han i drømme går forbi heksens dør. For den dømte outsider bliver forhold til andre en forventning om tortur, og hans eneste ven forlader ham. En tid er han besat af tanken om hævn men vender den mod sig selv. Han forsøger at skære sit knæ op med en lommekniv, men bladet er for gammelt og for sløvt.
I en drøm undslipper han heksen, og hun vender aldrig tilbage, men der venter andre magter bag døren. Mørkglædede kvinder tilbyder blomster, der viser sig at være giftige, en gammel araber og en kinesisk detektiv angriber ham, og det samme gør en flok bevæbnede mænd med kronragede isser. De nye fjender synes at afspejle hans stadig stærkere oplevelse af angst og had i skolens korridorer og trappegange. Drømme og erindringer hober sig op med en sådan kraft, at den voksne bliver besat af tanken om barndommen som en fluefanger af indespærrede oplevelser. Hverken forældre eller venner kan bryde igennem den unaturlige ensomhed. I Graham Greenes bedste novelle, “I en kælderbolig” (1936) forekommer igen den grønne filtdør, der skiller drengen Philip fra butleren Baines´ kælderlejlighed. Han åbner døren og går ned og står ansigt til ansigt med en voksen lidenskabs mysterium og det voldelige skænderi, der ender med et dødsfald. Barnet kommer aldrig over denne tidlige oplevelse og udvikler sig til en kold, plaget dilettant. Greene kommer heller aldrig over den, men udvikler sig til forfatter. Forfatteren bliver en flygtning fra den tomhed og ensomhed, der plager Philip, som opbrugte al t sit mod og vedblev med at græde i mørket.
I pubertetsårene lokker selvdestruktionen stadig. Han overlever at spise giftig natskygge og at tage tyve hovedpinepiller, før han går i vandet. Som attenårig finder han en ladt revolver i et skab. Han går en tur i det fri, og da han kommer til et sumpet skovområde med forrige års sumpede blade stikker han mundingen i øret og spiller russisk roulette. Efter adskillige klik er han opfyldt af en usædvanlig jubelstemning. Livet rummer en uendelighed af muligheder. Han gentager oplevelsen flere gange - og langsomt mister den sin frydefulde gysen. Rollen som dobbelt-agent, der er blevet påtvunget i skolen, vælger han med velberåd hu, mens han studerer i Oxford. I 1924 har franskmændene stadig besat en lille tysk zone, som de har planer om at gøre til en selvstændig stat. Greene skriver til den tyske ambassade og tilbyder sin tjeneste som anti-fransk propagandist, da han ind imellem skriver til aviserne i Oxford. Tyskerne reagerer ved at financiere en rejse for ham til Tyskland. Han ankommer til zonen og beslutter at informere de franske myndigheder om sin mission. Men den politiske konflikt løses pludselig op, og fascinationen af forræderiet forbliver usvækket og uforløst.
De advarende drømme fortsætter og begynder at farve virkeligheden. Fra sit hotelværelse ser han en nat en mand og en kvinde have samleje under en gadelygte. For ham ligner de forpinte mennesker, der desperat prøver at trøste hinanden. Men et år efter rejsen til Europa er han tilsyneladende tabt for almindelig agtværdighed, han arbejder som ulønnet journalistelev på en avis i Nottingham og bor alene med en hund i den by, der senere skal udgøre den midtengelske baggrund for handlingen i “Pistol til salg”.
Da han har mødt en romersk-katolsk pige ved navn Vivien Dayrell-Browning og friet til hende, vækkes hans nysgerrighed efter at vide noget om hendes religion. Selvom det overnaturlige ikke siger ham noget, og han ikke har nogen planere om at konvertere, går han til undervisning hos en fed præst, der tidligere har været skuespiller. Han kan ikke modstå fristelsen til dobbeltspil og afslører aldrig sine motiver. Så bliver hans bluff afsløret. Mens han kører rundt i den grimme, tågede by i en bus og snakker om den ubesmittede undfangelse, går det gradvist op for ham, at præsten repræsenterer den “uforklarlige godheds” udfordring. Spionen i kirken ender som troende. Intellektuelt er Greene rede til at tro på himlen, eftersom han allerede tror på helvede. Men i modsætning til Chesterton, der lod sig optage for at flygte fra helvedet, ønsker Greene at blive ved med at leve i det. Efter den officielle ceremoni føler han kun dunkel ængstelse og fornemmer efter dåben intet til den omvendtes opstemthed. Overbevist om at Gud skabte verden ved han, at blandt Guds skabninger er både hans plageånder fra skolen og selvmorderen i vinduet.
Greene skal senere have sagt, at katolicismen kunne have givet ham alvorlige problemer som forfatter, hvis han ikke var blevet “frelst” af sin falskhed. Noget af det tillokkende ved kirken er, i begyndelsen måske ubevidst, muligheden for at forråde den. Selv ægteskabet, der førte til konversionen, holder ikke. Efter en lykkelig periode bliver Greene og hans hustru enige om ren udramatisk skilsmisse, og han har siden levet alene. Et andet ironisk træk: kort tid efter at han er blevet katolik, bliver drømmene mere dystre end nogensinde og han erkender, at de, der optræder i dem, er onde - en gammel kone hvis hoved er dækket af ringorme-skæl og en mand med guldtænder og gummihandsker.
Angsten havde overbevist barnet om, at helvede eksisterer, men det ophidsende ved sex var intimt forbundet med angst. En omgang klø af faderen fremkaldte tidlige seksuelle fornemmelser. Der var hemmelige, skyldbevidste lidenskaber for barnepiger og guvernanter. Præsten, der underviste ham, advarede ham mod samleje før ægteskabet og forbød brugen af præventive midler. Indtil Greene blev gift, synes han at have levet i en intens seksuel fantasiverden, der var domineret af forskræmt længsel efter prostituerede. I Nottingham plejede han at kigge på byens luder når hun vaklede rundt med usikre skridt. I London udspionerede han de unge og frække tøser i barer og opgange, og under rejser i Europa noterede han sig ligefrem en raffineret, gammeldags kvalitet hos Estlands ludere med deres korsetter, strømpebånd og sorte silkestrømper. (Hans romaner frembyder et usædvanligt opbud af prostituerede: først de makabre og ynkværdige bifigurer i Londonromanerne, siden den ubestemmeligt tiltrækkende Phuong i “Den stilfærdige amerikaner” og Clara i “Konsulen”.) Rider Haggards og Buchans romaner gav næring til hans fantasiforestillinger om fare, som Robert Browning gav næring til hans fantasiforestillinger om sex, hvor digterens verden af stjålne stævnemøder og vold frembød endnu et bindeled mellem de to fantasiverdener. Et historisk melodrama af Marjorie Bowen, “Slangen fra Milano”, opildnede ham med dets “fornemmelse for den undergang, der hviler over succes”, og fuldendte dermed cirklen af anspændthed og mistro. I 1938 slutter Greene en novelle, “Over broen”, - om en svindler, der spores til en mexicansk grænseby af nogle detektiver - med en bemærkning om “den grundløse optimisme, der er så langt mere skrækindjagende end selv vor dybeste fortvivlelse.” Denne sætning og “I en kælderbolig” giver os et vink om, at forfatteren er en detektiv i helvede og at han søger efter mørket for enden af lyset.
I 1926 flyttede Greene til London, hvor han havde fået stilling som redaktionssekretær ved The Times. I løbet af sine fire år på avisen skrev han to romaner, der aldrig blev udgivet, og en tredie, han aldrig gjorde færdig. Den sidste lyder mest interessant: en detektivroman hvor mordet bliver begået af en lille pige, der er forelsket i sin guvernante. Efter disse tyvstarter blev "Manden i tågen" (1929) godt modtaget og fik et salg, der var stort nok til at Greene turde forlade The Times og gå på banen som litterær langdistanceløber.
“Manden i tågen” foregår i et konventionelt, romantisk miljø i Skotland i begyndelsen af det 19. århundrede og har en ofte temmelig opstyltet dialog. Men hovedpersonen, en ung smugler der angiver sin bedste ven, viser Greene på vej ind i det domæne, han skal underlægge sig suverænt. Den mand, vi ser udefra, er på flugt fra sine fjender, men manden inden i ham (Orig. Titel: “The Man Within”) er på flugt fra det forløb, jagten får. Samme stemning hviler over “The Name In Action” (1930) og “Rumour At Nightfall” (1931), politiske melodramaer der er tyngede af deres afhængighed af Joseph Conrads stil. Da de hverken falder i kritikernes eller publikums smag, går det op for Greene, hvad der er galt, og han holder op med at læse Conrad i næsten 30 år.
I mellemtiden har han brug for penge og har mistet troen på sig selv. Hans dagbog fortæller om “en følelse af lurende galskab, af noget der svulmer op inde i hjernen og vil sprænge sig ud.”. Han skriver “Istanbul-ekspressen” (1932), mens han om og om igen spiller en grammofonplade med Honeggers “Pacific 231” til arbejdet. Ansporingen er den samme som hos Conan Doyle, da han først besluttede at give sig forfattervirksomheden i vold og trak sig tilbage bag et mentalt forhæng og opdagede, at han var Sherlock Holmes. Greene bringer orden i sine private forhold for at frigøre personlige følelser og foretager en rejse tilbage i tiden. Bag “Slangen i Milano”, Rider Haggard,og Buchan og “Dixon Brett, Detective” ligger den første og vedvarende oplevelse af livet som flugt, angst og vrede, den urgamle reaktion på “den frygtelige, levende verden”. (Senere hævder han, at bøger læst i barndommen, øver større indflydelse end noget andet.) Da han genopdager sig selv, finder han sit eget sprog med en fri næsten hverdagsagtig rytme og med billeder, der pludselig melder sig med voldsom kraft indefra. Da filmkunsten altid har fascineret ham, begynder han at brugre filmtricks og at klippe brat mellem begivenheder og indtryk. I "En slags liv" genkalder han sine tidlige forsøg på at sammenblande "bevægelse, handling, karakter" og sine fortællertekniske opdagelser:
Spænding er en situation, en enkelt begivenhed. Den må ikke pakkes ind i tanker, sammenligninger, metaforer. En sammenligning er en slags refleksion, men spænding tilhører det øjeblik, hvor der ikke er tid til at reflektere.
Begivenhederne, der rammer passagererne i "Istanbul-ekspressen", udspringer alle af Greenes personlige mytologi, succes forbitret af skyld, kærlighed der opløses i billedet af parret, der vrider sig forpinte under gadelygten, rædslen der venter bag den lukkede dør. En biperson bemærker, at uroligheder altid begynder i Balkan, og toget jager afsted ind i det foruroligende land. Toget bliver et billede på samfundet, "der gennembryder den mørke himmel som en raket", efterhånden som kulden tager til udenfor, sneen falder stadig kraftigere, mørket bliver tættere og passagererne, der ser ud af vinduerne, kan kun få øje på deres egne gennemsigtige spejlbilleder. Om dagen virker landskabet sløret og spøgelsesagtigt, de øde forstæderligger indhyllede i røg og omridset af en ensom lægter på floden forvrænges af isblomsterne på ruderne. Når toget standser ved en station, er udsigten pludselig klar på en måde, der oplerves som foruroligende og farlig. Den midaldrende østriger, der klatrer ombord i Wien, er trind nok til at skjule revolveren, der bulner ud i hans lomme og har pokeransigt nok til at skjule sin stupide selvglæde over det mord, han lige har begået. Nyheden breder sig om et forsøg på en politisk opstand i Beograd. Da toget sætter i gang, afskærmes passagererne fra volden udenfor, men de tilfrosne vinduer yder kun et tyndt lag af beskyttelse.
Jeg har tidligere benyttet “Afgrundens Rand” i forbindelse med min afsøgende jagt efter Sherlock Holmes´ tobak (se emne-fraktionen “Piber og Tobak”), og det er i det hele taget en bog, der har betydet - og fortsat betyder - meget for mig.
Hvis jeg ikke mente, at Lambert her mesterligt har opsummeret en række centrale træk ved Graham Greene, ville jeg ikke have citeret stykket ovenfor - eller jeg ville evt. have citeret det for derefter at gå i rette med det.
Redegørelsen er præget af et ualmindelig fint blik for en række vigtige perspektiver, der har set meget. Mere end de fleste. Blot har det ikke set alt.
Det forekommer mig, at Lambert i nogen grad er blændet af det mørke, der vitterlig fylder umådelig meget i det univers, og derfor overser, at lyset også er til stede i Greene-land.
Ligeledes er katolicismen ikke altid skrømtende og tvetydig, omend det ofte er tilfældet. Der forekommer passager, som i høj grad må betegnes som religiøse, undertiden ligefrem evangeliske. Som oftest er det åndelige klima et spændingsfelt mellem tro og tvivl strukket ud til bristepunktet.
Dertil er forræderiet ofte langt andet og mere end bare en fascinerende og pirrende leg. Tyngden og dybden går betydeligt videre end til et barn, der fryder sig over sin egen uartighed. I en række af Greenes bedste fortælinger er der tale om dybe samvittighedskvaler i situationer, hvor hovedpersonen er fanget i en konflikt, der nødvendiggør at svigte det ene for at være tro imod det andet eller vise versa. Svære valg, der snarere er oprigtigt moralske end dekadente.
Retfærtdigvis bør det nævnes, at Lambert kommer omkring alt dette. Blot er han tilbøjelig til at anse det for svagheder ved værket, mens jeg mener, at det er her det sandt sublime viser sig.
Uenigheden begrænser sig til detaljer og nuancer. I det overordnede ikke særlig vigtig. Men om ikke andet har det en betydning for vurderingen af det enkelte værk. Hvilke romaner er Greenes bedste?
Jeg har i opslagene “Manden i tågen” og “Faderen” (se disse) dels gennemgået debutværket og dels gjort rede for min egen Greene-opfattelse.
Nedenfor følger en kortere omtale af et lille udvalg af andre Greene-bøger.
Dele af stoffet ville jeg gerne have sagt mere om. Men disse skitser i stikordsform er måske (?) bedre appetitvækkere end en række udførlige gennemgange, der i værste fald afslører så meget på forhånd, at mange ikke ser nogen grund til at læse bøgerne.
Det ville være ærgerligt!
I modsætning til den poetiske tone i "Manden i Tågen" er "Istanbul Ekspressen" præget af et højt, nærmest opremsende fortællertempo, der svarer ganske godt til, at det meste af handlingen udspiller sig i et tog. Togets rasende, fremadskridende rytme er indfanget i sproget på eminent måde.
For en første umiddelbar betragtning kunne man tro, at Graham Greene var lidt af en anti-semit. I de gamle fordomme, der bl.a. satte præg på nazismens ideologi, er ordet "jøde" ofte blevet brugt synonymt med begrebet "kræmmer". Og en kræmmer er lige præcis hvad han er. Men ved en nærmere betragtning er det hovedpersonen selv, der ligger under for fordomme. Han tror på fordommene imod sit folk, og gør sit bedste for at leve op til dem. Greene har ikke villet fortælle en anti-semitisk historie, han har villet fortælle en historie om, hvad der sker, når et menneske ligger under for andres forestillinger om det, og bliver en slave af andres fordomme.
I det helt overordnede handlingsskellet er der stor lighed imellem "Manden i Tågen" og "Istanbul Ekspressen": Personer rystes ud af deres daglige rutiner, en umulig kærlighedshistorie får en vis betydning, værdier og idealer kommer i spil, en af de centrale personer dør osv.
Alligevel er der en skærende forskel på de to historier. Når man efter at have læst sidste side, lægger "Istanbul Ekspressen" væk, er man langt fra færdig med den. Der er noget over slutningen, der virker direkte anstødeligt. Man føler, at man har fået beskrevet et fuldstændig nihilistisk og værditomt univers, hvor det smukke, sande og ægte ikke har nogen chancer eller muligheder. Alt det, der netop eksisterede - i det mindste som mulighed - i "Manden i Tågen", er her blæst bort, og en iskold verden af penge og magt kommer til syne.
Fraværet af mulighed er imidlertid kun tilsyneladende. Hvad der er tale om er et fravalg. Hovedpersonen er blind og forblændet. Ikke blot af stereotyper og fordomme, men også en lang række følgevirkninger deraf. I modsætning til hovedpersonen i "Manden i tågen" når han aldrig til at indse sin vildfarelse. Men der ville intet bemærkelsesværdigt være i, at han ikke kunne se noget, der ikke var der. Det afgørende er netop, at det er der, men at han ikke kan se det. Fejlsyn er det centrale tema. Fra den forvrængede udsigt, der anes gennem togets vinduer, til hovedpersonens dispositioner.
Dette er Greene i sit mest bidende ironiske hjørne. Han får en passende hustru. Han ville jo ikke have en simpel pige. Men hvad er det, han har fået? Er det ikke netop en billig luder, han ender med at gifte sig med? Han var blind for det ægte, for den sande hjertets renhed.
Ofte har forbitrede mænd ment at finde en sandhed om kvinder i H. C. Andersens ord: "Du ville ikke have en rigtig prins, men en svinedreng kunne du kysse for et dumt stykke legetøj". Men i dette tilfælde er den forhærdede prinsesse en mand. En fuldblodskræmmer. Han tilhører markedet og markedskræfterne. Derfor får han også det, der kan købes på markedet, og ikke det, der ikke kan købes for penge, men kun kan skænkes som en gave af oprigtigt hjerte.
Hvis man kan tale om en forræderiets digter par excellence i samme forstand som man har kaldt Shakespeare for samvittighedens digter, må det så afgjort blive Graham Greene.
I et alsidigt og omfangsrigt forfatterskab, er forræderiet det, der står som gennemgående tema. I værk efter værk vender og drejer Green forræderiet. Selv i den mere kulørte og spændingsorienterede del af forfatterskabet ender det altid med et ultimatum-spørgsmål om hvem/hvad man skal være trofast over for, og hvem/hvad man skal svigte.
Et for de fleste umiddelbart tilgængeligt værk er "2000 pund er prisen", hvor en jaget lejemorder ved skæbnens ironi møder en politimands forlovede. Politimanden er den inkarnerede ubestikkelighed og lovbog. Hans forlovede er mere nuanceret. Da hun møder morderen, som p.g.a. sit attentat imod en almindeligt elsket minister er lagt for had af alle, overraskes hun derved, at hun først og fremmest oplever at møde et menneske i dyb nød.
Vi har her fat i et centralt og tilbagevendende motiv hos Greene: mødet mellem mennesker - det overrumpelende møde, der overrasker og vender rundt på ens forestillinger, men dermed også baner vej for medmenneskelighed.
Som i mange andre af sine romaner har Greene til "Maskespillet" valgt en specifik autentisk ramme, for en frit fabulerende fortælling. Denne gang Haiti og doktor Duvaliers styre.
Netop dette er noget sært overset i det historiske landskab, et område indenfor 50'ernes og 60'ernes politiske spændinger, som der ikke rigtig er blevet talt om. Ethvert skolebarn kender til krigene i Korea og Vietnam, og om de såkaldte kriser i Suez og Cuba. Men forbavsende få ved, at der i samme periode på Haiti udspillede sig et af verdenshistoriens værste rædselsregimer, under en diktator, der får Hitler og Stalin til at ligne et par spejderdrenge. Det er ellers et spændende emne, omend meget af det, der skete, er af en så grotesk karakter, at man har svært ved at tro det. For de fleste er Haiti noget, man forbinder med eksotiske kærlighedssange og spændende eventyrfilm. Derfor har "Maskespillet" en værdi allerede som historisk dokument. Greene har nemlig tydeligvis sat sig grundigt ind i forholdene, og udspinder sin historie på baggrund af en omfattende researche, der gør "Maskespillet" til en ideel kombination af faktuel viden og digterisk fantasi. Lærere i historie og samfundsfag burde sætte deres elever til at læse "Maskespillet". Her bliver stoffet nærværende gennem romanens personer, som giver mulighed for indlevelse i begivenhederne. Det er ingen forudsætning at have kendskab til dette stykke historie for at læse bogen. Derimod lærer man meget derom ved at læse den.
Men man må ikke tro, at Greene blot fortæller om forholdene på Duvaliers Haiti. Lige så lidt som Dickens og Tolstoy forholdt sig journalistisk til de specifikke autentiske rammer, de udfoldede deres fortællinger i. Som altid i god litteratur handler det om livet og menneskeskæbner, og som altid hos Greene, er det størrelser som godt og ondt, etiske valg og naturligvis forræderiet, der er i spil. Som det allerede er antydet i titlen, handler det også om, hvem der er hvem, og at man ikke uden videre kan regne med, at folk er det, de udgiver sig for, eller som man umiddelbart formoder, at de er. Akkurat som der i de politiske forhold manipuleres med sandheden, og den officielle version af begivenheder, ikke nødvendigvis svarer til, hvad der reelt har fundet sted, således er der ofte hos de enkelte mennesker mere end én udgave af deres historie og identitet.
Som sagt er det ingen nødvendig forudsætning for at læse "Maskespillet", at man kender noget til Duvalier-affæren. Sin egentlige litterære værdi har bogen netop derved, at det, den handler om på det menneskelige og eksistentielle plan, lige så godt kunne være sket i et frit opdigtet land. Havde den været skrevet inden for de senere år, ville det være oplagt at læse den som en kommentar til Kuvait- og Mohammed -kriserne. Dybest set handler bogen om noget andet end 60'ernes Haiti.
Et enkelt autentisk træk bør dog fremhæves: politikorpset Toutons Macuote udmærkede sig ved en særlig uniformering: solbriller. En mere litterær end politisk bevæggrund for at lade dem indgå i sin roman er naturligvis dette element af maskering. Atter og atter fremhæves det, at man ikke kan se deres øjne, og at det netop er i kraft heraf, at de opnår deres autoritet.
I en af dialogerne i "Maskespillet" siges det, at navnet betyder noget i retning af mørkemænd. Her er Greene en anelse upræcis. Er man lidt mere nøjeregnende, betyder Touton vist nok noget i retning af en ondsindet onkel, mens macuote skulle være en art kuffert lavet af strå. Macoute Touton er en haitisk sagnfigur, der opsnapper uartige børn. Hvad andet kunne en landsfaders højre hånd være end netop en streng onkel, der tager sig af rigets uvorne unger?
Dette kommer Greene ikke nærmere ind på. Alligevel spiller det en skjult rolle i historien, idet hovedpersonen selv får en funktion som ond onkel, med et horn i siden på et uartigt barn. Men selv her fortsætter maskeringen ud i det uendelige. For måske er det snarere hovedpersonen selv, der er det uartige barn, og barnet der udgør en slags ordensmagt.
Ligesom i en række tidligere romaner, bl.a. "Skrækken Ministerium" og "Enden på Legen", er der absolut intet, der er, hvad eller som det ser ud til at være.
"På sporet af virkeligheden" er en novellesamling fra 1963. De ialt fem noveller er selvstændige, afsluttede historier, der ikke direkte har noget med hinanden at gøre. Det har de nu alligevel, så snart man kommer bare et spadestik under overfladen. De udgør et samlet hele, der leger med virkelighedsopfattelser, differentieret sandhed og uklare tilstande i grænselandet mellem drøm og opvågning.
Det var forventeligt, at forfatteren til "Enden på Legen" og "Maskespillet" på et eller andet tidspunkt måtte løbe linen ud og skabe en række historier, hvor ingen kan finde rede i, hvordan tingene egentlig forholder sig, hvordan det er eller ikke er, hvad der er rigtigt eller ikke rigtigt, og hvorledes man skal opfatte og forstå noget som helst. I denne tvetydighed og konstruerede usikkerhed bliver Greene umådelig meget "moderne", og slår ind på en fortællerform, der givetvis vil være mange konservativt indstillede læsere imod.
"Der er jo hverken hoved eller hale i det der", er der sikkert nogen, som vil sige. Ikke helt med urette, men heller ikke med fuld ret.
"På sporet af virkeligheden" er svær, og den er i mange henseender udpræget eksperimenterende og ikke mindst manipulerende i sin måde at anvende det skrevne sprog. Men Greene vil ikke bare eksperimentet for eksperimentets skyld. Som altid har han faktisk noget på hjerte, og ønsker at understrege en pointe.
Som han tidligere har taget afsæt i akutelle politiske konflikter, tager han her afsæt i en samtidig fortællerteknik. Men som altid bruger han det på sin egen måde, til sine helt egne formål. Den blotte leg med ord overlader han til mindre lødige kolleger. Den, der tror, at Greene ikke længere har noget at sige, og derfor er forfaldet til nymodens ordgyderi, tager fejl, og har ganske enkelt ikke læst novellerne grundigt, eftertænksomt og indlevende nok. Greene har i høj grad et budskab, og det kunne næppe være sagt på andre måder. Og det ville i hvert fald ikke være blevet tydeligere af, hvis Greene havde forsøgt at gøre det på en anden, mere konventionel måde.
På overfladen kan "På sporet af Virkeligheden" ligne et stykke postmoderne litteratur, og nogen vil måske ligefrem synes, at forræderiets digter par excellence her er gået så vidt som at forråde sit eget forfatterskab. Dette ville imidlertid være en fejltolkning. Langt snarere er det romantikeren Greene, der går grassat i the twilight zone, i det netop dunkle skyggeland, hvor elskende hemmeligt mødes eller hvor Victor Hugo kunne beskrive Paris som et besjælet væsen, en levende organisme. Det er oversandhedens og den mytiske tolknings verden, langt mere end det er en pluralitetens verden. Som de gamle romantikere i inspirerede øjeblikke mente at kunne ane den højere idealernes verden, således er Graham Greene her på sporet af virkeligheden, tværs igennem mystiske anelser i dunkel belysning. Men hvis den virkelige virkelighed er romantikernes anelser, og den påståede virkelighed er et falsum, der dybest set er uvirkelighed, så må falskneriet nødvendigvis afmaskeres, og drømmens univers træde i den rationelle hverdags sted
Hvem var egentlig Harry Lime? I "Den tredie Mand" holdes tvivlen og uvisheden åben til det sidste. Og hvem var egentlig hvem i "Hemmelig Agent"? I dette flimrende mareridt, syntes alle at kunne skifte ham og snart være et, snart noget andet. Virkeligheden er altid besmittet med en høj grad af usikkerhed. Man kender næsten aldrig den fulde sandhed. Men kender højst et udsnit, og dette kan det meget vel være at man tolker forkert. Med farvede briller ser man verden forvrænget og ikke som den er. Intet er hvad det synes at være. Men hvad er det så? Er det overhovedet muligt at komme på sporet af hvad det er?
For Greene er det ikke helt sikkert om det lader sig gøre. Men dette må ikke forveksles med den form for mangetydighed, hvor tingene kan betyde hvad som helst, og man kan få ud af en tekst hvad der passer en. "På sporet af Virkeligheden" tilhører en helt anden litterær kategori end anti-historien, der overlader til læseren selv at skabe historien. Så dybt er Greene ikke sunket og degenereret. Han har integriteten i behold.
Men han benytter her en udtryksform, der kan være svær at forlige sig med, for læsere med en mere traditionel smag. I sit formsprog ligger bogen nær det postmoderne. Men i sit reelle indhold er den så afgjort noget helt, helt andet.
Helt tilbage fra "Manden i Tågen" har vi set de involverede personers drømme, spille en vigtig rolle som funktion i Graham Greenes historier. Dette er iøvrigt et træk, man også kan finde i megen ældre litteratur. Helt udpræget hos Dostojevskij. Eller hvad med Strindbergs "Drømmespil"?
I Greenes første roman, tonede en uklar skikkelse frem af tågen og fik form, endog også en indre form med tanker og følelser.
At den forfatter, der havde skrevet virtuost om manden i tågen, en dag skulle finde på at skrive om livet i tågen, er aldeles intet retfærdigt grundlag for at skælde ham ud for at være blevet postmodernist. Noget så afskyeligt er Greene ikke perverteret til. Han er derimod en stor forfatter, og derfor kan han ikke nøjes med bare at gentage sig selv. Heller ikke selvom enkelte mindre betydelige værker i nogen grad ligner opkog af andre. Et venstrehåndsarbejde i ny og næ har intet at sige, når der blot bliver ved også at fremkomme reelle hovedværker.
"På sporet af Virkeligheden" er absolut intet venstrehåndsarbejde. Det er måske nok i nogen grad en leg med novelleformen, hvor Greene afprøver at skrive på en anden måde end i sine romaner. Men i alt væsentligt må det betragtes som et hovedværk.