toner, ord og tanker
Lagring/ældning
Blandt alle de ting, vi mennesker render rundt og køber og bruger, kan man lidt groft genereliseret tale om to slags forbrugsvarer: der er dem, der helst kal være så friske som muligt, f. eks. fisk og grøntsager, og så er der dem, som bliver bedre med alderen, f. eks. vin og ost. Tobak må regnes med til den anden gruppe.
Tobakshandleren har lige fået ny forsyning hjem af dit favoritmærke. Lige fra fabrikken - helt frisk. Det skulle jo være åh, så godt. Men hvis du kommer over til en af de nye forsendelser fra en gammel dåse, vil du som oftest blive slemt skuffet. Friskheden ytrer sig som oftest ved et kantet skarphed, der ikke er udtryk for mere smag, men blot en mere "ufærdig" smag. Det man typisk finder og vinder i en dåse, der har ligger nogle måneder, er mere rundhed og dybde, og der er snarere flere end færre finere smagsnuancer at lokke frem.
Hvor længe en dåse har stået hos tobakshandleren er som oftest ikke lige til at vide. Derfor er det en god idé, at opbygge et så tilstrækkeligt stort tobakslager, at man altid kan have en dåse liggende et par måneder eller mere, før man åbner den. Man behøver ikke at være bange for, at den skal blive gammel/kedelig/hengemt. Den bliver tvært om bedre og bedre. Hvis man fra en skuffes skjul kan trylle en dåse frem, der har ligget der i flere år, vil den som regel kunne skænke smagsoplevelser på et helt andet niveau, end en frisk dåse af samme mærke.
Der kan være et rent investeringsmæssigt problem forbundet med at få et lager opbygget. Men i sidste ende får man mere for de samme penge, ganske enkelt fordi, at en gammel dåse smager bedre end en ny.
Input fra panelet
Der er mange forskellige holdninger til “aging” (= ældning/lagring/modning/fermentering). Det er især amerikanerne, der er optaget af de metoder, hvor man efterlader en smule luft i glasset, som tobakken kan arbejde med og derved sætte en kemisk proces igang, hvor der sker en masse med tobakken.
Også i den vakuumpakkede dåse finder der en efterfermentering sted. Den går blot langsommere. Dertil er det ikke helt nøjagtigt det samme, der sker. Man kan altså ikke bare sige, at et år i et to trediedele fyldt masonjar udvirker det, der sker i en vacuumpakket dåse i løbet af to eller tre år. Det er det tildels. Men der er nogle forskelle i processen, hvor der vil være nuanceforskelle i det, der sker med tobakken. Ved helt særlige pakketeknikker lader det sig i nogen grad gøre at fremelske forskellige egenskaber i en tobak. Men hvis man ikke er uhyre dreven i spillet, kan man let komme til at pege den i en uønsket retning.
Hvis man er usikker på, hvad der sker med en given tobak, og hvor gode eller dårlige agingegenskaber den har, men en dåse er åbnet, kan det således være en god idé at pakke den så tæt som overhovedet muligt, og derved bevare den nærmest muligt den friske tilstand, ligesom den lagring/modning, som vil finde sted, så at sige holder sig på sporet og ikke begynder at bevæge sig ud i retninger, der måske helt ændrer dens grundlæggende væsen og præg. Det sidste kan ganske vist føre helt enestående overraskelser med sig. Men man er mere på den sikre side, hvis man lader den vokse langsomt og roligt indenfor sit eget gebet.
Personligt bestræber jeg mig altid på at få pakket tobakker, der skal gemmes væk i længere tid, så hermetisk som muligt. Nok mest udfra et “better safe than sorry”-princip, hvor jeg muligvis går glip af nogle af de helt særlige resultater, der i visse tilfælde kunne opnås. Også her spiller noget individuelt ind: hvor stor en vovehals/gambler er man? Her må enhver indrette sig efter sit eget gemyt.
Dertil kommer diverse tilfælde af hjemmeblandinger. Her gælder det om at opnå en homogen blanding, hvor alle ingredienser er fordelt som jævnt som muligt. Lige meget hvor umage man gør sig under blandingsprocessen, kan der opstå ujævnheder, således at en bestemt ingrediens havner i et hjørne.
Her er der så et andet begreb, som er godt at få fat i: marrying (fra engelsk = gifte sig). Denne “vielsesproces” består ganske enkelt i, at de forskellige ingrediensers smags- og aromaegensaber blander sig med hinanden. Dette sker så netop bedst og mest sikkert, hvis de er presset hårdt sammen. Jo mere løst og let tobakken er pakket, desto mere kan der også opstå isolerede lag deri. For at sikre at din egen blanding er optimalt blandet, og at det opnåede resultat gør sig ensartet gældende i hvert stop, er det således en god idé at presse den mest muligt sammen på mindst mulig plads. Den tætte kontakt mellem alle dele af blandingen vil sikre en optimal vielsesproces. Her gælder det således modsat, at løsere pakning giver langsommere vielse.
Man kan her forestille sig to ikke særlig tæt pakkede tobakker, der ligger ved siden af hinanden. Bare dette naboskab vil over tid betyde en gensidig afsmitning. Denne er dog selv sagt betydelig mindre, end hvis man havde blandet dem sammen. Her kunne man altså tale om en stærkt begrænset grad af vielse eller om “mikro-vielse”. Som eksemplet gerne skulle understrege, er der altså i nogen grad et modsætningsforhold imellem ældning og vielse.
Alligevel er der også et slægtskab mellem ældning og vielse. De er to sider af samme sag. En del af ældningsprocessen er også vielse, ligesom også vielsen er en form for efterfermentering. Vielsen er en del af det, der sker under ældningen. En langtidslagret tobak er almindeligvis mere homogen fra stop til stop end en frisk. Vielsen er ligesom ældningen heller ikke noget, der på et givent tidspunkt hører op. Den bliver ved og fortsætter sideløbende med de andre processer, der sætter ind, efterhånen som tiden går. De forskellige processer griber endvidere ind i hinanden i gensidigt påvirkende forhold. Derfor er det også så uendelig komplekst, hvad der sker med en langtidlagret tobak. Her gælder så ydermere, at ganske små forskelle i måden, den er pakket på, har indflydelse på store dele af denne komplekse proces.
Bare disse få stikord burde gøre klart, at der kan eksperimenteres vidt og bredt med forskellige metoder, der ikke bare er mere eller mindre gode, men også kan føre til forskellige resultater, og således mere end godt og skidt, snarere handler om, hvad man ønsker at opnå. Dertil kan en metode være at foretrække til en tobakstype, en anden til en anden. F. eks. en måde at pakke ting med særlig gode aging-egenskaber, og en anden til ting, hvor disse er mere tvivlsomme.
For at få det optimale ud af alle tobakker, ville det kræve nogle særdeles omfattende eksperimenter med forskellige metoder. Om man har lyst til at kaste sig ud i så omfattende forsøg, må blive en individuel vurdering. De fleste vil formodentlig holde sig til en eller to metoder, som de har gode erfaringer med.
Men hvis man har lyst, kan man jo evt. Tage bare en enkelt af sine yndlingstobakker og så have dels en uåbnet dåse og dels nogle forskellige nedpakninger af åbnede med varierende tæthed, og så efter et par år eller mere sammenligne resultaterne.
Det er i det mindste en måde at få et fingerpeg om hvilken metode, der vil være den bedste for netop dig. Det skal naturligvis være den, der peger/styrer modningen i den retning, du synes bedst om, og fremelsker netop de egenskaber i tobakken, du sætter størst pris på. Her er der ikke noget, der hedder rigtigt og forkert. Kun hvad du bedst kan lide.