toner, ord og tanker
Potteplanten
Jeg hører ikke til dem, der render rundt og belurer folk. Men det var umuligt at undgå at bemærke. De velpassede blomster skinnede som sole og stjerner fra min genbos vinduer. Han overøste sin vindueskarms potter med kærlighed og fik alting til at trives. Da jeg ikke selv er særlig god til den slags, vakte det dyb beundring hos mig.
Det var derfor, jeg lagde mærke til hans vaner og rutiner. Hver eneste formiddag så han nøje alle sine mange planter efter. Ikke et visent blad undgik hans opmærksomhed, Ingen plante blev hverken udtørret eller overvandet. Hver eneste fik den særlige behandling, der bekom den bedst. Med et mærkeligt mildt, næsten moderligt blik gik han rundt blandt potterne. Ind imellem så det endog ud som om, at han talte med sine planter eller ligefrem sang for dem. Aldrig, blot en eneste dag forsømte han sin runde!
Sikke en kærlighed til de grønne spirer! Sikke en pligtfølelse og disciplin! Jeg fandt det usigelig rørende. Undertiden tog jeg mig selv i at tænke, at hvis det er rigtigt, hvad præsterne siger om den gudfaderlige omsorg for det enkelte menneske, så måtte den være som min genbos syslen med sine planter. Således blev hans vindueskarme for mig en slags altertavler, der viste mig det gode og smukke, lyste med bud fra en højere verden om eget, jeg savnede i min egen hverdag.
Og alt trivedes, som jeg intet andet sted har set det trives. Jeg skal ikke sammenligne med mig selv, for jeg er lidt af en sjuske med den slags. At have, hvad man kalder grønne fingre, kræver tålmodighed, ro og omhyggelighed, og ingen af delene er, hvad jeg har mest af.
Dog! Det har altid været min overbevisning, at hvad man ikke kan, kan man vel med tiden lære, og med tilstrækkelig viljestyrke lader det sig gøre, at vende sin svaghed til styrke. Når alt kom til alt, var det hele vel et spørgsmål om at lære nogle få spilleregler udi botanikkens ædle kunst.
Jeg forsøgte således at gøre min genbo kunsten efter. Jeg fastsatte en bestemt plantepasningstime hver dag, hvor jeg vandede og syslede. Men jeg kunne ikke få mine planter lige så flotte som hans.
Jeg kom til at tænke over, at der nok var nogle ting, jeg ikke vidste. Nogle fif, jeg manglede, for at få mine planter rigtig flotte. Det måtte jeg se at finde ud af, så jeg gik på biblioteket og lånte alt, hvad de havde om emnet.
Jeg havde en del ferie til gode fra arbejdet. Denne tid tilbragte jeg med at ligge i sengen og kun afbrudt af måltider og toiletbesøg læse side efter side om stueplanters pleje. Når jeg ind imellem sov, havde jeg skønne drømme og smukke potteplanter.
Da det blev tid til at afleveret bøgerne, vaskede og barberede jeg mig, og gik til biblioteket med en mærkelig tom fornemmelse af, at jeg egentlig ikke var blevet klogere eller bedre til det, jeg havde sat mig for at lære. Det var tydeligvis ikke lykkedes mig at trænge ind i blomsterhemmeligheden. Jeg ønskede sådan at kende den. Men den forblev skjult.
Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at alle mine planter var gået ud i løbet af den lange tid, de ikke var blevet passet. Jeg følte mig skrækkelig dum og skamfuld. Jeg rendte fortvivlet rundt fra vindueskarm til vindueskarm. Var der dog ikke bare en lille rest af liv et eller andet sted? Noget, der kunne redes. Nej, alt var gået til. Jeg kiggede længselsfuldt over til genboens velpassede vindueskarme. Han stod ved vinduet og betragtede mig med et frygteligt blik. Med et sådan blik må Gud have betragtet Adam og Eva, da han smed dem ud af Paradis. Med et sådan blik må Gud have anklaget Kain, efter at han havde myrdet Abel. Min genbos kærlighed til selv den mindste spire anklagede min forsømmelighed. Jeg slog blikket ned og følte mig dømt!
Det hele var vel bare et spørgsmål om at bruge tid på tingene. Jeg forsøgte. Da jeg atter havde fået fyldt min vindueskarm, gik jeg hver formiddag en runde, gsv hver plante en slat vand og fjernede de visne blade, jeg kunne få øje på. Det hjalp. Mine planter begyndte at blive pænere. Men ikke tilnærmelsesvis som hans, der stod i al deres frodige skønhed og vidnede om et mere.
Henover en periode på fem år oplevede jeg kun én eneste gang, at en plante gik ud for ham. Det var en stor, gammel plante, der vel simpelthen havde tjent sin tid ud. Det var tydeligt, at han gjorde alt for at rede den, men den kunne ikke mere.
Pladsen, hvor den havde stået, stod længe tom, som et set, bart hul midt i al frodigheden. Da pladsen omsider atter blev besat, var det af en lille, yndefuld sag, der tog sig en anelse ubetydelig ud mellem alle de store, velvoksne planter.
Efter nogen tid begyndte også dén at skrante, som var der noget uheldigt ved den plads, Eller at den sarte, lille blomst følte sig mindreværdig overfor de stolte, gamle giganter, der omgav den.
Dette blev anledningen til det mest gribende optrin, jeg var vidne til omkring min genbos planter. Næsten i døgndrift passede og plejede han den lille patient.
Hvis jeg ikke havde set det, ville jeg have nægtet at tro, at det er muligt at bruge så mange timer på en plante. Intet blev sparet for at redde den. Han satte al tid og alle resourcer ind derpå. Dog forsømte han ikke en eneste dag sin faste runde til de øvrige planter, og alt var fortsat velplejet frodighed. Men så snart han var igennem runden sad han ved den syge. Hele dagen og til langt ud på natten. Efterhånden begyndte den at komme sig, krisen syntes at være overstået, så nu var det spændende, om den blev helt rask.
Imidlertid blev jeg netop på det tidspunkt kaldt bort fra hjemmet af forretninger, og så ikke noget til hverken min genbos eller mine egne vindueskarme de næste to år. Derimod så jeg andre vindueskarme rundt omkring i verden. Mange af dem var flotte. Men ingen var som min genbos. Derimod genkendte jeg den type blomst, som havde været syg. Når jeg spurgte folk om dem, fik jeg som regel at vide, at de kun havde kort levetid, men var pæne og lette at passe, så længe det varede. Derefter kunne man bare stritte den ud og anskaffe en ny.
- It’s no big deal, forklarede en storsmilende amerikaner mig og gjorde rede for, hvor let og praktisk det er, at løbende udskifte den ene plante af slagsen med den næste.
Jeg blev ærlig talt vred på ham. Jeg følte, at han hånede min genbos livsværk. Det mindede om, når nogen siger til et barn med nøgtern, kølig stemme: “Hvorfor sidder du og pusler om den dukke? Du tror da ikke, det er et rigtigt barn? - Det er en død ting, og du er snart for stor til den slags pjat!”
Den slags ord er voksne menneskers snavsede fodsåler, der jokker på en barnesjæls renhed!
Egentlig burde jeg snarere have haft ondt af den dumme amerikaner, fordi der var noget, han ikke havde forstået. Jeg havde jo selv været turen igennem med alle de lette, overfladiske løsninger. Så havde jeg prøvet at kompensere med mit parodiske studium af bøger om stueplanter. Det går ikke - hverken at sjuske sig igennem livet eller at gøre det til et undervisningspensum. Den eneste brugbare løsning er livet selv, sådan som det frodigt spirede frem mellem min genbos hænder. Livet selv, sådan som jeg engang ganske enkelt, ligefremt og enfoldigt fik det forklaret til en cirkusforestilling, hvor en pauseklovn sang en vise, der lød noget i retning af. “Jeg synger en sang, jeg danser en gang. Jeg gør det, fordi, det er smukt.”
Skønhed behøver ingen begrundelse. Den bærer årsagen og berettigelsen i sig selv! Skønhed skal ikke være pragmatisk. Skønhed skal ikke give mening. Det er, ligesom præsterne siger: “Lovsang er hævet over det resultatorienterede.”
Da jeg omsider genså mit hjem, for jeg utålmodigt hen til vinduet for at kigge over til min genbo. Få et glimt af denne høje, ædle verden, ubesmittet af snusfornuftig amerikansk pragmatiske.
Jeg blev meget forbavset. Dér stod den. Planten!
Den var blevet omplantet flere gange og stod nu i en stor lerpotte. Den havde vokset sig meget stor. Jamen det stred jo imod naturen! Det var en biologisk umulighed! En botanisk absurditet! Det kunne slet ikke lade sig gøre!
Men planten og dens kærlige ejer var åbenbart ligeglade med, hvad der kunne lade sig gøre.
Jeg har ovenfor forsøgt at tage det bedste fra to tidligere udkast. Føler dog ikke helt det er lykkedes. Ligesom med nogle af mine kompositioner, såsom “Spent Some Time” og “Reconsider” (se disse), er her en historie, hvor jeg synes, at jeg har fat i en rigtig god idé, men ikke har kunne nå frem til det rette endelige finish.
Historien er sådan set ganske enkel og let fortalt. Men jeg ønskede at få noget frem i den, som ikke ville komme. Den når aldrig rigtig frem til at blive bevægende, sådan som f. eks. "Dur ikke - væk!"
Det er hverken min vane eller fornøjelse at belure folk. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke, og altid var det med undren, hvordan denne min genbo overøste sin vindueskarms små potter med al sin kærlighed. Det var sært, som han fik alting til at trives og få det bedste ud af selv de planter, der er sværest at passe. Hver eneste formiddag så han nøje sine mange potteplanter efter. Ikke et vissent blad undgik hans opmærksomhed, ingen plante blev hverken udtørret eller overvandet. Hver eneste fik den særlige behandling, der bekom den bedst!
Med et mærkeligt mildt, næsten moderligt blik gik han rundt blandt sine planter, nogen gange så det endog ud som om, at an sang for dem, og aldrig blot en eneste dag forsømte han sin runde!
Og alt trivedes, som jeg intet andet sted har set det trives. Ja - jeg skal ikke sammenligne med mig selv, for jeg er lidt af en sjuske med den slags. At have, hvad man kalder “grønne fingre”, kræver tålmodighed, ro og omhyggelighed. Ingen af delene er, hvad jeg har mest af.
Dog! - Det har altid været min overbevisning, at hvad man ikke kan, kan man vel med tiden lære, og med tilstrækkelig viljestyrke lader det sig gøre at vende sin svaghed til sin styrke, og når alt kom til alt, var det hele vel et spørgsmål om at lære nogle få passende spilleregler udi botanikkens ædle kunst.
Efter i længere tid at have betragtet hansskarpe tunger, euracasiaer, eføjer, kaktusser, palmer, bregner, vandbirke og hvad, de nu ellers hedder allesammen, med en blanding af glæde, beundring og misundelse, besluttede jeg mig til at gøre noget ved sagen!
Jeg begav mig til mit lokale bibliotek of forsynede mig med alt, hvad der fandtes af bøger om stueplanter, hvorefter jeg gik hjem i seng, hvor jeg - kun afbrudt af spisning og toiletbesøg - så at sige ikke fjernede mig fra den næste måned, mens jeg lappede de mange sider i mig. Når jeg ind imellem sov, havde jeg skønne drømme om store, smukke potteplanter.
Da det blev tid til at aflevere bøgerne, vaskede og barberede jeg mig, hvorefter jeg gik på biblioteket med en mærkelig tom fornemmelse af, at jeg egentlig ikke var blevet klogere eller bedre til det, jeg havde sat mig for at lære..
Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at alle mine planter var gået ud i løbet af den mange tid, de ikke var blevet passet. Mens jeg rendte rundt uden at kunne finde nogen rest af liv i mine vindueskarme, kom jeg tilfældigt til at se ud af vinduet, og jeg fik øje på denne mærkelige mand ovre på den anden side af gaden. Dér stod han mellem sine velpassede skønheder og betragtede mig. Jeg fornemmede noget mærkeligt bebrejdende i hans blik, der stak mig dybt i sjælen. Det var, som al hans kærlighed til selv den mindste spire anklagede min forsømmelighed og ligegyldighed. Som ville dette blik dømme mig som morder. Jeg slog øjnene ned og skjulte mig for dette forfærdelige blik, der så tydeligt lod mig vide, at jeg ikke havde gjort det rette, men grebet sagen forkert an.
Det hele var åbenbart et spørgsmål om at bruge tid på sine planter. Da jeg igen havde fået fyldt min vindueskarm, begyndte jeg på et bestemt tidspunkt hver dag at gå rundt og give planterne en slat vand og fjerne de visne blade, jeg nu kunne få øje på. Men selvom mine planter klarede sig bedre efter dette, blev de stadig ikke som hans.
Hvad var dog denne mands mærkelige hemmelighed? Alt blev større og smukkere hos ham, end jeg har set det noget andet sted, og kun én gang i løbet af fem år så jeg en plante visne for ham. Dennes tidligere plads lod han meget længe stå tom, før han anskaffede en ny plante, og denne var af en ganske anden art end den foregående. Den plante, der var gået ud, havde været en stor, gammelt plante med grønne blade, der vist simpelthen var gammel, og - om jeg så må sige - havde tjent sin tid ud, Den han - efter i lang tid at have haft en bar plet her - anskaffede, var en lille stænglet blomst, der lignede noget, man kunne plukke på en sommereng og give til en elsket veninde.
Jeg ved ikke, om der var noget uheldigt ved netop denne plads, men efter omkring et års tid eller så begyndte denne blomst at se ikke helt godt ud. Men netop dette førte til den mest gribende oplevelse jeg fik ved betragtningen af den stille glæde, hvormed han passede og kærtegnede sine kæledægger!
Den komende tid var han konstant omkring den, men forsømte i ale denne tid ikke de øvrige planter. Hver formiddag gik han sin runde og gjorde for hver eneste plante alt, hvad netop den trængte til. Men herefter kunne han tilbringe timer med denne ene plante. Jeg havde aldrig troet, at bruge så meget tid på en potteplante, men han kunne, og behandlingen var effektiv. Efter nogen tid kom den sig, og var nu endnu smukkere end før!
På den tid blev jeg kaldt bort af forskellige udenladsforretinger, og så praktisk talt ikke mit hjem de næste to år. Men rundt omkring i verden så jeg undertiden vindueskarme, hvor der fandtes blomster af netop den type som den, der havde været - om jeg så må sige - syg ovre hos min genbo. Når jeg spurgte folk om denne slags blomster, fik jeg som regel at vide, at de sjældent levede mere end få måneder. Allerhøjst et års tid til halvandet. Jeg måtte med en blanding af sentimentalitet og sarkasme tænke på den omsorg min genbo havde lagt i en blomst for at få den til at overleve sig selv med højst tre-fire måneder. “It’s no big deal,” forklarede en storsmilende amerikaner mig engang, og fortsatte med at fortælle om det belejlige i, at netop denne type blomster kunne købes, være relativt lette at passe og meget smukke nogle få måneder, og så kunne man stritte dem ud og skaffe en ny. Let og praktisk, kaldte han det, og det er det vel i grunden også. Men på en underlig måde var jeg begyndt at føle en form for venskab, loyalitet og solidaritet med dette i grunden fremmede menneske, der boede overfor mig, og netop derfor var der noget i mig, der protesterede imod denne fremstilling af tingene.
Disse ubekymrede ytringer var som en hån imod denne stilfærdige mands livsværk, var som at træde på hans følelser, at slå ham under bæltestedet. Måske var det “no big deal,” men ikke for ham, for hvem det var en stolthed hvergang, , han forlængede sine planters trivsel og vækst med blot én enkelt dag, fordi han elskede dem med en ren og barnlig kærlighed, der var “very serious business and a very big deal”. Det kunne ikke gøres op i hensigtsmæssighed og det måske noget tåbelige i at bruge timer på at forlænge en plantes liv med måske kun en brøkdel af den tid, der blev brugt på at få dette til at lykkes.
På den måde, i den slags praktiske termer, kan man ikke gøre kærlighed op, og det var derfor, jeg på min “vans” vegne følte mig såret over denne amerikaners bemærkninger, der mindede om, når nogen siger til et barn med nøgtern, kølig stemme: “Hvorfor sidder du og pusler om den dukke? Du tror da ikke, det er et rigtigt barn? - Det er en død ting, og du er snart for stor til den slags pjat!”
Den slags ord er voksne menneskers snavsede fodsåler, der jokker på en barnesjæls renhed
Da jeg endelig genså mit hjem, var noget af det første, jeg følte trang til at genopfriske bekendskabet med, min udsigt til genboen, og hvor stor var min forbavselse ikke, da jeg fik øje på den samme blomst som dengang derovre. Den var blevet plantet om flere gange, var nu anbragt i en kæmpe lerpotte og omtrent på størrelse med en velvoksen solsikke.
Men det var jo umuligt!
Det kunne ganske enkelt ikke lade sig gøre! - Det var naturstridigt, imod selve logikkens grundprincipper og naturlovene. Det var en botanisk og biologisk absurditet. Nej, nej, nej - det var ikke muligt, kunne ikke lade sig gøre!!!
- Men det var den samme plante!
Jeg hører ikke til dem, der render rundt og belurer folk. Men det var umuligt at undgå at bemærke. De velpassede blomster skinnede som solo og stjerner fra min genboen vinduer. Da jeg ikke selv er særlig god til den slags, vakte det dyb beundring hos mig.
Det var derfor, jeg lagde mærke til hans vaner og rutiner. Hver eneste dag gik han rundt til hver enkel plante, gav den nøjagtig den rigtige mængde vand, kiggede den omhyggeligt efter, fjernede hvert et vissent blad, ja - undertiden så det ud som om, han talte med planterne.
Sikke en kærlighed til de grønne spirer, sikke en pligtfølelse og disciplin. Jeg fandt det usigeligt rørende. Undertiden tog jeg mig selv i at tænke, at hvis det er rigtigt, hvad præsterne siger om den gudfaderlige omsorg for det enkelte menneske, så måtte den være som min genbos syslen med sine planter. Således blev hans vindueskarme for mig en slags altertavler, der viste mig det gode og smukke, lyste med bud fra en højere verden om noget, jeg savnede i min egen hverdag.
Jeg forsøgte at gøre ham kunsten efter. Jeg fastsatte en bestemt plantepasningstime hver dag, hvor jeg vandede og syslede, men jeg kunne ikke få mine planter så flotte som hans.
Jeg kom til at tænke over, at der nok var nogle ting, jeg ikke vidste, nogle fif jeg manglede for at få mine planter rigtig flotte. Det måtte jeg jo se at finde ud af, så jeg gik på biblioteket og lånte alt, hvad de havde om emnet.
Jeg tilbragte en måned begravet i plantebøger og ikke noget som helst andet. Jeg havde en del ferie til gode fra arbejdet, som jeg tog og tilbragte i sengen med læsning.
Da jeg havde læst og afleveret alle bøgerne, opdagede jeg, at alle mine planter var gået ud. Jeg følte mig skrækkelig dum og skamfuld. Jeg rendte fortvivlet rundt fra vindueskarm til vindueskarm. Var der dog ikke bare en lille rest af liv et eller andet sted, noget, der kunne reddes? Nej, alt var gået til.
Jeg kiggede længselsfuldt over til genboens velpassede vindueskarme. Han stod ved vinduet og betragtede mig med et frygteligt blik. Med et sådan blik må Gud have betragtet Adam og Eva, da han smed dem ud af Paradis. Med et sådan blik må Gud have set på Kain, efter at han havde myrdet Abel. For min genbo, der ødslede al sin omsorg og kærlighed på sine planter, var min forsømmelighed tydeligvis en dødssynd. Jeg følte mig dømt!
I øvrigt følte jeg egentlig ikke, at den megen læsning havde gjort mig synderligt klogere. Det var stadig ikke lykkedes, at trænge ind til blomsterhemmeligheden. Jeg ønskede sådan at kende den. Men den forblev skjult. Min genbo må have kendt den. Alt lykkedes for ham. Alt voksede, og blev stort og smukt.
Over en periode på fem år oplevede jeg kun én eneste gang, at en plante gik ud for ham. Det var en stor, gammel plante, der vel simpelthen havde tjent sin tid ud. Det var tydeligt, at han gjorde alt for at rede den, men den kunne ikke mere.
Pladsen, hvor den havde stået, stod længe tom, som et set, bart hul midt i al frodigheden. Da pladsen omsider atter blev besat, var det af en lille, yndefuld sag, der tog sig en anelse ubetydelig ud mellem alle de store, velvoksne planter.
Efter nogen tid begyndte også dén at skrante, som var der noget uheldigt ved den plads, Eller at den sarte, lille blomst følte sig mindreværdig overfor de stolte, gamle kaktusser, euracasiaer, egeføjer, vandbirke, stuepalmer og gummitræer.
Dette blev anledningen til det mest gribende optrin, jeg var vidne til omkring min genbos planter. Næsten i døgndrift passede og plejede han den lille patient.
Hvis jeg ikke havde set det, ville jeg have nægtet at tro, at det er muligt at bruge så mange timer på en plante. Intet blev sparet for at redde den. Han satte al tid og alle resourcer ind derpå. I hele denne periode forsømte han dog ikke en enste dag sin faste runde og alt var fortsat velplejet frodighed. Efterhånden begyndte den syge da også at komme sig. Det virkede, som var krisen overstået, så nu var det spændende, om den blev helt rask.
Imidlertid blev jeg netop på den tid kaldt bort fra hjemmet af forretninger, og så ikke mit hjem igen de næste to år.
Rundt omkring i verden så jeg mange hjem med flotte planter, men intet som min genbos. Derimod så jeg en del planter magen til den, der havde været syg.
Jeg fik at vide, at netop denne type var populære, fordi de var lette at passe og holde. De levede kun tre måneder til et halvt år, men var i den tid pæne, pyntelige og krævede ikke noget videre.
- It’s no big deal, sagde en storsmilende amerikaner, og forklarede mig, hvor praktisk og let det hele var omkring den slags planter. Have dem, så længe de var pæne, så stritte dem ud og købe en ny. Jeg sendte en vemodig tanke til min genbo: al den ulejlighed for at få en plante til at overleve sig selv med næppe mere end et par måneder. Men jeg følte tillige en solidaritet. Så den dumsmarte amerikaner mente, at det var “no big deal”. Jeg blev vred på ham. Vred over denne gøren min genbos livsværk til “no big deal”. Egentlig burde jeg snarere have haft ondt af den dumme amerikaner, fordi der var noget, han ikke havde forstået. Jeg havde jo selv været turen igennem med alle de lette, overfladiske løsninger. Så havde jeg prøvet at kompensere med mit parodiske studium af bøger om stueplanter. Det går ikke - hverken at sjuske sig igennem livet eller at gøre det til et undervisningspensum. Den eneste brugbare løsning er livet selv, sådan som det frodigt spirede frem mellem min genbos hænder. Livet selv, sådan som jeg engang ganske enkelt, ligefremt og enfoldigt fik det forklaret til en cirkusforestilling, hvor en pauseklovn sang en vise, der lød noget i retning af. “Jeg synger en sang, jeg danser en gang. Jeg gør det, fordi, det er smukt.”
Skønhed behøver ingen begrundelse. Den bærer årsagen og berettigelsen i sig selv! Skønhed skal ikke være pragmatisk. Skønhed skal ikke give mening. Det er, ligesom præsterne siger: “Lovsang er hævet over det resultatorienterede.”
Da jeg omsider genså mit hjem, for jeg utålmodigt hen til vinduet for at kigge over til min genbo. Få et glimt af denne høje, ædle verden, ubesmittet af snusfornuftig amerikansk pragmatiske.
Jeg blev meget forbavset. Dér stod den. Planten!
Den var blevet omplantet flere gange og stod nu i en stor lerpotte. Den havde vokset sig meget stor. Jamen det stred jo imod naturen! Det var en biologisk umulighed! Det kunne slet ikke lade sig gøre!
Men planten og dens kærlige ejer var åbenbart ligeglade med, hvad der kunne lade sig gøre.