Musikalske Strejftanker

Da Prince Døde

Prince er et tab - uanset hvad! ... Det er jo smag og behag, om man er til sådan noget. Hvis jeg skal tale rent smagsmæssigt, er det kun nogle få, bestemte numre, der rigtig rammer mig. Men det, man må erkende og næsten ikke kan lade være med at være lidt imponeret over, er, at han var så ufattelig dygtig. Spillede guitar så han blev sammenlignet med fuldtidsguitarister, spillede klaver, så han blev sammenlignet med fuldtidspianister og så fremdeles med bas, trommer og vist nok mere endnu. Komponerede, producerede og oven i det hele også kunne levere et show. Endvidere var han vel på mange måder 80'ernes mest nyskabende kunstner. De fleste andre kunne bare se måbende til, imens han fandt nye overraskende veje. Det synes i det mindste jeg er beundringsværdigt. Om man så brød sig om de ting, han lavede, er et helt andet spørgsmål. Jeg skelner almindeligvis mellem det, man hører helt og holdent for sin fornøjelses skyld ("nydelsesmidler"), og det man hører for at sætte sig ind i et eller andet, blive klogere på noget, forstå noget nyt el. lign ("forskningsobjekter"). Den stribe plader, jeg har stående med Prince, falder hovedsaligt ind under den sidste gruppe. Når jeg rigtig skal hygge mig, er det ikke Prince, jeg sætter på. Til gengæld vil jeg hævde, at hvis man i forhold til historie, udvikling m.v. vil studere musikken efter 1980, så tror jeg ikke, at Prince er et navn, man kommer udenom. Det er jo heller ikke alle, der kan lide David Bowie. Men man kunne vel vanskeligt forestille sig en undersøgelse af 70'ernes musik, der slet ikke kom ind på ham. For mig forbliver Prince et forskningsobjekt. Men et værdifuldt og altid inspirerende et af slagsen.

Smag

Det er jo egentlig noget underligt noget, at der kan være så meget forskel fra menneske til menneske på, hvad der gør indtryk, og som man synes lyder godt. Hvad er det egentlig for noget, og hvordan kan det være?

Jeg er tilbøjelig til at tro, at det langt henad vejen har at gøre med vaner. Det forklarer imidlertid langt fra alt.

De fleste vil, hvis de tænker efter, kunne komme i tanke om en "den første sang jeg husker at have hørt" evt. omformuleret til "den første sang, jeg husker gjorde indtryk på mig". Selvom den så måske ligger milevidt fra det, de siden har lyttet til, vil de kunne trække en linie fra det punkt gennem senere musikoplevelser og lave en slags "min personlige musikhistorie". Mønstre og linier viser sig. Dermed er ens smag dog langt fra udtømmende forklaret.

For det første kan man spørge, hvorfor det var lige præcis dén sang, der gjorde indtryk og ikke en anden. Der har vel sagtens været andre mulige kandidater omkring en. Hvis den første sang f. eks. var en af ens forældres plader, og der fandtes mere end én plade i det hjem. Jamen så kunne det altså også have været en anden sang. Hvorfor var det lige den? Det ved jeg ikke, om nogen som helst har et svar på.

Vælger man nu at simpelthen acceptere udgangspunktet og sige: "Dette er ur-ur-grundlaget for min musiksmag", så kan man som nævnt godt trække nogle linier og finde nogle mønstre. Men er disse de eneste mulige? Kunne der ikke fra samme udgangspunkt være blevet trukket linier i helt andre retninger? Et udgangspunkt kan vel ikke tvinge i en - og kun én - retning. Står jeg et eller andet sted, kan jeg gå til højre eller venstre.

Derimod er der nok generelt en tendens til, at er man først begyndt at gå i en bestemt retning, vil man almindeligvis være tilbøjelig til at forstsætte ud af denne. Det er givetvis her, det med vaner har mest at sige. Sådan set må der hele tiden, ved hvert skridt af vejen, være mulighed for at dreje til den ene eller anden side. Men for hver passeret station må man formode, at kursen bliver stadig mere fastlagt og bundet. Alligevel ville det være helt hen i vejret at tro, at det hele kan forklares med vaner. Der er noget mere i det end som så.

Det kulturradikale fejlgreb.

Hvis smag i virkeligheden har en dyb og intim forbindelse med den enkeltes personlighed eller evt. nøje svarer til en række bevidste og ubevidste behov hos lytteren på et givent tidspunkt, så må dette regnes for et væsentligt problem for den folkeoplysende tradition.

Det ligger dybt i denne tankegang, at nogle mennesker ikke ved bedre, men når de får mere viden og indsigt vil ændre opfattelse. Den typiske vej til dette mål er analyser af musikkens strukturer. Denne opfattelse opererer således stort set kun med en afsender og ser ikke modtageren som et unikt individ, kun som noget, der besidder så og så meget (eller så og så lidt) indsigt.

Hvis dette holdt stik, skulle man i princippet gennem oplysning kunne forstå sig frem til en anden og bedre smag. Dette synes imidlertid ikke at være tilfældet. Man kan på et rent intellektuelt plan få større indsigt og forståelse. Men smag synes at befinde sig i et helt andet lag, der ligger personlighedens særlige karakter nærmere, hvorfor den altså ikke lader sig styre af rationelle argumenter.

Muligheden for at foretage et valg

Inden man affejer al musikalsk oplysning som værende elitær og bedrevidende, må man gøre sig et særligt forhold klart: valget. Man kan kun foretage valg i det omfang, man er bekendt med tingene. Kender man kun én ting, er der ikke i egentlig forstand tale om et valg, men om at det er det, der er. Musikalsk oplysning kan således også være, at simpelthen gøre opmærksom på at noget eksisterer. Først når man har opdaget denne musiks eksistens kan man vælge den fra eller til.

I denne sammenhæng er musikalsk oplysning særdeles fortræffelig. Den kan i bedste fald være en afgørende hjælp til at danne sig overblik over udvalget, vise en, hvad man har at vælge imellem.

I dette ligger imidlertid den egentlige forskel på oplysning og belæring. Oplysningen står i den søgendes tjeneste med information og anden beredvillig hjælp. Belæringen har derimod stillet sig i oplysningens tjeneste på menneskets bekostning. Dens dybereliggende motiv er ikke at rådgive den søgende, men at lave om på denne. Den vil fortælle en om god og dårlig smag, og vil have ens hidtidige sympatier afskaffet og erstattet med andre. Således vil den sjældent eller aldrig acceptere, at man føjer nyt til det, der allerede er. Det ligger i belæringens væsen, at man i samme bevægelse, som man lukker op for det nye, må lukke af for det gamle. Eller som Benny Andersen ganske rammende har udtrykt det: "Belæring bliver let til beskæring."

Tankevækkende læsning

I et gammelt opbyggelsesskrift skrev Olfert Ricard, at det ganske vist hedder "Kom som du er", men vel at mærke for, at man aldrig skal blive sådan igen. Det kan have sin rimelighed, at man af en guddommelig almagt og alvidenhed skal belæres om ret og rigtigt. Langt mere betænkeligt forholder det sig, når ens medmennesker begynder at påberåbe sig en lignende alvidenhed. Ikke mindst når det sker ud fra devisen: "Jeg har forstand på musik og derfor lov at bestemme, hvad der er god og dårlig smag".

I perioden 1957-61 blev Jazzårbogen udgivet af Den danske Jazzkreds. Det var velkendte navne indenfor dansk jazzjournalistisk såsom Børge Roger Henrichsen, Erik Wiedeman, Boris Rabinowitch m. fl. der stod for et blandet udvalg af artikler, som muligvis på den tid har virket frisindede, men set med nutidige øjne generelt forekommer temmelig elitære.

Jeg kom til at tænke på Ricards bemærkning om at komme som man er, vel at mærke for aldrig at blive sådan igen, da jeg for nylig genlæste Erik Moseholms indlæg i årbogen for 1961, hvor det hedder:

Lytterne vendes i den grad til døgnmusik, at de lukker af, når der kommer noget godt. Der er ved at komme en dyb afgrund mellem folk, der kan lide underholdningsmusik, og folk, der kan lide god musik. Radio, fjernsyn og grammofon har efterhånden proppet folk med underlødig musik, så man i musikvejledningen må tage hensyn dertil. Og det gør man ikke i tilstrækkelig høj grad. Man må tage folk hvor de står, og så prøve at forbedre deres smag, skabe trappetrinsudvikling mod det bedre.

Moseholms primære kritik er vel i grunden her vendt imod en oplysning, der snakker henover hovedet på folk. Men det rokker ikke ved den nærmest hadefulde måde, han taler om såkaldt "underholdningsmusik". I forhold til noget, der overhovedet ikke er i kontakt med de folk, det søger en kommunikation med, lyder det naturligvis intet mindre end revolutionerende at møde dem der, hvor de er. Men ser man nærmere til, er der tale om pædagogiske kneb og strategiske finter. Dette møde i øjenhøjde finder ikke sted med egentlig respekt for individet og som udgangspunkt for en ligeværdig dialog. Det sker for en sags skyld, og individerne skal blot vindes for sagen. Deres tilslutning er deres eneste værdi. Som mennesker betragtet er de ikke stort mere end kvæg. Opstillingen er, at en klogskid midlertidigt må gå ned på nogle halvhjerners stade, for at kunne tale med dem. Om ligeværdighed er der ikke tilnærmelsesvis tale. Derimod er selv de mest ekstreme bevægelser almindeligvis indstillet på at komme folk i møde, når der skal værges proselytter.

Ligeledes er det påfaldende, at Moseholm i samme artikel tager arrigt til genmæle overfor en række skribenter, der skælder jazz ud for at være noget underlødigt møg, alt imens han selv benytter nøjagtig samme retorik overfor den såkaldte underholdningsmusik. I visse tilfælde kan sammenfaldene iagttages på samme side med få liniers mellemrum. At man her har at gøre med en fanatiker er temmelig åbenlyst. Ellers kan man foretage det lille eksperiment, at forestille sig at der stod national socialisme alle de steder, hvor der står jazz, og kommunisme alle de steder, der står døgnmusik. Eller omvendt. Det kommer sådan set ud på et. Det er fanatikeren, blindt grebet af sin sag, der her farer frem, uden respekt for nogen eller noget udover netop sagen.

Det kan lyde som en noget grov udlægning af det skrevne. Jeg er imidlertid ikke ene om denne opfattelse. Få år senere, nærmere bestemt i 1966, skrev Finn Slumstrup i bogen "Jazz":

Bassisten og læreren Erik Moseholm har som den eneste virkelig søgt at gøre noget for udbredelsen af de unges kendskab til jazz. Desværre har han ikke lært af det frisind PH og hans fæller besidder. Moseholms kamp for jazzen er mindst lige så meget en krig mod poppen - og dermed er hans bestræbelser dømt til at fejle, hvor stærkt følte de så end er.

Det er netop dét, jeg også finder påfaldende: et slag for jazzen, der samtidig var en krig mod poppen. Moseholm, der udover at være en dygtig bassist også var uddannet skolelærer, syntes at have haft et vist talent for den slags manøvrer. I bogen "Erik Moseholm" (ligeledes udgivet af Den danske Jazzkreds), fortælles det, at folk kom til hans foredrag med Raquel Rasteni i hovedet, men nynnede Ornette Coleman numre, når de gik derfra.

Det lyder jo besnærende. Men var det alle, som reagerede sådan på disse foredrag? Eller de fleste? Eller blot nogle få? Jeg tror ikke, det har været alle. Ikke en gang de fleste. Men dem, der så reagerede sådan. Hvad med 14 dage eller tre uger senere? Sad de så og hørte plader med moderne jazz? Jeg vover det gæt, at der har været en del "tilbagefald". Jeg vover tillige den påstand, at en del af forklaringen på dette ligger i det strenge ultimatum, der insisterer på et enten-eller frem for et både-og. Hvis man som nyvakt Ornette Coleman fan stadig havde lov at høre Raquel Rasteni, når lysten og humøret gik i den retning, ville der ligge et væsentligt mindre pres på lytteren, der ikke på samme evangeliske måde skulle adlyde et "forlad alt og følg mig".

Skulle det virkelig ikke være muligt at udbrede kendskabet til Ornette Coleman uden at forbyde folk at høre Raquel Rasteni? Hvorfor skulle de ikke kunne stå side om side i samme pladereol? Hvad skulle der være i vejen for, at man en dejlig sommermorgen kunne stå op, betragte en blå himmel og nynne "Åh, jeg er så glad idag" med Ib Shöenberg, for så nogle timer senere at lytte til f. eks. Eric Dolphy eller Cecil Taylor? Ville det ikke blot være dejligt at kunne forkæle sig selv med en sådan afveksling?

Jeg må således fastholde, at når motivet fremfor at tilføje er at udskifte, er oplysning blevet til belæring og belæring til beskæring.

Lidt om Coleman

Moseholm er ikke den eneste. Ikke en gang den værste. Generelt er tonen elitær og snobbet i Jazzårbogen. Fem år i træk bliver alt og alle banket oven i hovedet, og skældt ud for at være åndsamøber med hårrejsende dårlig smag. Musikerne har ikke begreb om, hvad de selv spiller, og publikum er slet og ret en flok tåber. Kort sagt: alle andre end Den danske Jazzkreds med samt dens nærmeste venner og støtter er simpelthen idioter.

Nu netop just nævnte Ornette Coleman er et navn, der hyppigt dukker op. Af sammenhængen vil enhver kunne forstå, at hans musik er yderliggående og radikal. Men hvordan den så ellers er, siges der ikke meget om.

Det bør retfærdigvis nævnes, at der er en række glimrende og informative artikler om en række musikere og deres plader spredt henover de fem årbøger. Men netop Coleman, der ellers nævnes så ofte er det småt med konkrete oplysninger om.

Jeg vil derfor kort omtale tre aspekter ved Colemans tidlige plader (den senere produktion havde han ikke lavet endnu på det tidspunkt), som jeg mener er væsentlige, og som muligvis vil få ham til at fremstå som mindre afskrækkende for dem, der er overbevist om, at det er noget mærkeligt, uforståeligt noget.

Det ene er den rytmiske opfattelse, man støder på i mange af numrene. Den er særdeles pågående. Man kan måske ikke snakke om swing i mere traditionel forstand, men afgjort om en heftig fremdrift, ligesom man står overfor noget, hvor man aner det historiske sammenhæng. Som Basie-orkestret skabte det letfjedrende, ligebetonede swing, har denne musik skabt en fremdrift, hvor taktindelingen er stort set forsvundet. Man har en fornemmelse af, at taktstregerne er blevet fjernet fra nodepapiret, hvorefter man kan tælle et alle og ingen steder. De, der efterlyser rytme, der kan mærkes, vil ikke kunne klage. Den voldsomme frembusen er svær at ignorere. Der er ikke tale om en sløv, stillestående og dvælende musik. Den vælter frem med en kolossal kraft. Naturligvis på en helt, helt anden måde end i f. eks. et rock and roll nummer, hvor det jo netop er de særdeles kraftigt markerede 2 og 4, der giver fornemmelsen. Men i forhold til energi og slagkraft kan der argumenteres for et slægtskab. Man vil kort sagt ikke komme til at savne vitalitet og livsnerve. Om man så bryder sig om den særlige form, er naturligvis et ganske andet spørgsmål.

Det andet er, at numrene ikke er uden en melodisk idé. Der er ikke blot et udgangstema. Ofte er det ligefrem sangbart, kan endog være så iørefaldende, at det er svært at få ud af hovedet igen, og det er således ikke korrekt, hvis man forventer at blive konfronteret med en gang uidentificerbare vræl og hyl, som der hverken er hoved eller hale i. Der er både hoved og hale i, og nogen vil måske ligefrem få lyst til at nynne med.

Det tredie er, at numrene er af overskuelig længde. Der er ikke tale om endeløse ture gennem hele og halve pladesider, men klart afgrænsede ting, der almindeligvis ikke varer længere end en gennemsnitlig popsang.

Der er derfor ingen grund til, at man skulle lade sig skræmme væk, bare ved at høre navnet Ornette Coleman. Man kunne jo lade det komme an på en prøve.

Naturligvis er det mere særpræget end så meget andet, man kunne nævne. Derfor skal man jo nok være i det humør, hvor man har lyst til noget anderledes. Men er man det, kunne jeg anbefale de to Coleman albums "Something Else" og "Tomorrow Is The Question".

Dengang i 50'erne og 60'erne, måtte folk ud og købe pladerne. Priserne lyder billige i vor tids ører, men i forhold til den tids gennemsnitslønninger var plader dyre. Idag kan man finde det meste på youtube, og løber altså kun den risiko at spilde sin tid. Det er vel til at leve med. Prøv det! Måske dumper det lige ind i dér, hvor du er med dig selv og dit liv, som det helt rigtige, og så vil du blive glad. Måske rammer det helt ved siden af, og du vil så formodentlig synes, det er noget underligt noget, men i øvrigt derefter kunne leve lige så lykkeligt videre som før.

Jeg finder det væsentligt at understrege, at der her blot er tale om en venlig opfordring, ikke på nogen måde tvang, og da slet ikke tvang til at skulle kunne lide det. For det er uendelig meget vigtigere, at du kan lide dit eget liv, end om du kan lide Ornette Coleman!

Gartneren, der foragtede blomster

Men nu de omvendte. Dem, der går ud for at opleve jazzarrangementer. Sikkert værgede, lukket ind i folden og entusiastiske så enhver Moseholm må fryde sig. Ak, nej! Ingen ringere end den berømte forfatter Frank Jæger tager sig af at hudflette jazzpublikummet:

En Digter af blot nogenlunde Karat ville forlade Tribunen umiddelbart efter at have begyndt sin Oplæsning, hvis han havde et Publikum som det, de bedste Jazzmusikere i Danmark maa finde sig i. Enkelte af Tilhørerne fulde (ligeglade, af og til gaar dog et eller andet genialt igennem Gardinerne), de fleste er krukkede (lukkede Øjne, Fodbank, Fingerrytme, Svajen), de værste danser (ude af Takt, klodset ucharmerende) - er det derfor Blæserne lukker Øjnene?

At støde på den slags ytringer fra en af ladets kendte forfattere er ærlig talt nedslående. For litteratur handler om mennesker. Naturligvis også om andre ting. Men først og sidst om mennesker. Tager man Jægers kendte novelle "Tamt Vildt", kunne man naturligvis tale om en mængde forskellige ting, den omhandler. Men helt overordnet handler den om en flok unge mennesker på weekendtur, altså om mennesker. Ved siden af at kunne sætte ord behændigt sammen hører menneskeforståelse således i høj grad til forfatterens metier. Netop derfor er det bedrøvende at møde et så nedladende og hadefuldt syn på sine medmennesker hos en kendt forfatter. Hvorfor falder det ham ikke ind at spørge, om de har haft en god aften? Er det ikke det vigtigste? Det mener Frank Jæger tydeligvis ikke. Han væmmes blot, fordi de ikke lever op til en eller anden ikke nærmere defineret standard.

Det synes endvidere at være galt, hvad man end gør. Om man tumler højtråbende rundt med store armbevægelser eller sidder helt stille har kun betydning for, om man tilhører den ene eller anden underkategori af fæhoved.

At bevare sig selv

Langt vigtigere end at blive "højnet" forekommer det mig at være tro imod sig selv. Naturligvis er det en god ting at være åben, at sætte sig ind i, hvad der findes og forholde sig mest muligt fordomsfrit til dette. Men kun for at have et reelt grundlag at tage stilling på. Man kan jo dårligt tage stilling til noget, man ikke ved hvad er. At have hørt 20 sekunder af en radioudsendelse og derefter slukket er ikke at vide, hvad noget er. Man må gøre sig den ulejlighed at sætte sig en smule mere ind i det. Men derefter må man også have lov at vælge frit uden at skulle tyranniseres af diverse smagsdommeres påstande om godt og skidt. At sætte sig ind i noget bør ikke ske på en sådan måde, at der ligger et underforstået krav om, at man skal ende med at kunne lide det. Man skal bare finde ud af, hvad det er for noget. Desværre er der en tendens til, at det underforståede krav ligger der et eller andet sted i det meste af den tilrådeværende oplysning. Dette er just det uheldige. For det mest afgørende af alt er at være tro mod sig selv, og netop derfor skal det være fuldt legalt at sige: "Nu har jeg undersøgt det, og det siger mig ikke noget." Man kunne tilføje, især dersom en og anden vil slå på, at det er så og så høj kunst, at ingen kunst er højere end den at kunne bevare sig selv under al pres og manipulation, under alle de forsøg på at lave en om, man møder fra sin omverden. Dét er livskunst af højeste karat, og den kræver i virkeligheden langt mere end det, der fordres, for at danne sig et løseligt overblik over det ene eller det andet.

Nysgerrighedens pris

Nysgerrighed er bestemt en god og sund ting. Men man må vogte sig for at gabe over for meget på en gang. Hvis man i lutter iver efter at forstå mere, udvide sin horisont osv. hæmningsløst bombarderer sig selv med nye indtryk, kan der meget vel ske det, at man havner i et tomrum og en forvirring, hvor man betragter bunker af nyindkøbt musik, mens man spørger sig selv: "Kan jeg overhovedet lide noget som helst?"

I denne nedslåede tilstand vil man almindeligvis også føle væmmelse ved gamle favoritter. Sagen er i virkeligheden den, at man er overmæt, og derfor står i en situation svarende til at have smagt på en hel masse forskellige retter, så mange at man ikke kan spise mere, for så derefter at forsøge sig med sin livret.

Som oftest er der ingen alvorligere og længerevarende skade sket. Nogle dages eller evt. ugers stilhed vil almindeligvis kunne give en glæden ved musik tilbage. Desværre vil man ofte i den beskrevne situation ikke gøre sig klart, at det forholder sig sådan. Man oplever det snarere som en forrykkelse, hvor man har mistet det gamle, men ikke fundet noget nyt at sætte i dets sted. Som følge af denne misforståede analyse giver man sig altså til at søge efter det nye, som man kan sætte i stedet for det gamle, som man tror er udtjent. Det forudsigelige resultat er naturligvis, at man derved bliver endnu mere lydtræt, føler endnu større lede ved alt, og da opstår der en reel risiko for, at der kan ske varig skade.

Er der sket en alvorligere beskadigelse af sindet, havde man formodentlig været bedre tjent med at blive hjemme frem for at ville udforske verden og derefter i stedet blive knust af den. Uagtet bredden eller ensidigheden deraf og musikkens kvaliteter ufortalt var der dog dengang noget, man oplevede glæde ved, noget, der faktisk gav en noget, noget, der gjorde ens liv rigere. Nu er der intet. I forsøget på at få mere har man i stedet fået mindre.

Som sagt er nysgerrighed en god ting. Men den må modereres og holdes i tømme. Ellers løber den løbsk og gør mere skade end gavn. Vil man gøre sig håb om en sund og frodig udvikling, der i dybere forstand udvider ens horisont, må man gøre det langsomt, hele tiden mærke efter indre parathed eller mangel på samme. Glæde ved nyt finder man nemlig kun i det omfang, man er klar til det!

Smag - igen!

Jeg vender til stadighed tilbage til den tanke, at smag i højere grad end udtryk for en rent intellektuel-rationel indsigt - eller om man vil: forståelse af materialet - har langt dybere, sjæleligt-psykologiske årsager. Personligheden udtrykker sig her gennem sympati og antipati.

Skulle man således forestille sig muligheden af en ændring i ens smag, måtte dette altså ske igennem en psykologisk proces, en sjælelig lutring - ikke gennem oplysning og belæring.

Mange vil have oplevet, at det ikke nødvendigvis er den musik, der ligger længst fra det, man ellers hører, som volder de største problemer. Den virker blot fremmed, uvant og anderledes, men ikke nødvendigvis ubehagelig.

Derimod kan man undertiden opleve, at noget, der ellers ikke ligger særlig langt fra ens faste kost, kan vække en voldsom modstand og uvilje i sindet. Det synes ofte, at det, der ligger lige ved siden af, er det, der rammer mest ved siden af. Ja, ikke blot skyder forbi, men altså - som nævnt - ligefrem vækker den dybeste uvilje, og får sindet til at rejse sig i voldsom protest.

Hvis man opfatter smag som en psykologisk størrelse, er dette i grunden ikke særlig mærkeligt. Det må simpelthen hænge sammen med, at ved lige præcis at ramme lidt ved siden af, rammer det dér, hvor man ikke har lyst til at blive ramt. Det rører måske ved sider af en, man ikke vil stå ved, det truer med at bevidstgøre ting, man ikke er parat til at få bevidstgjort.

Parathed er det altaførende. End ikke den bedste, mest indsigtsfulde og saglige oplysning - eller for den sags skyld mest entusiastiske med mængder af smittende begejstring - udretter noget som helst overfor det uparate sind.

Mange vil have oplevet, at en gængs talemåde, de har hørt hundredevis af gange, lige pludselig ryger ind, står for dem med en helt ny og afgørende betydning. Det er som om, det er første gang man hører disse ord, for alle de tidligere gange tæller ikke. Denne gang var der hul igennem. Ordene er jo unægtelig nøjagtig de samme som alle de tidligere gange. Forskellen ligger altså i en parathed, at sindet var klar til at modtage budskabet.

Nøjagtig det samme kan ske i mødet med et stykke musik. Den helt rigtige musik møder en i det helt rigtige øjeblik og afstedkommer en åbenbaringslignende oplevelse. Måske har man virkelig aldrig hørt denne musik før. Måske har man hørt den tidligere, uden at den har sagt en noget. Under alle omstændigheder er det den indre parathed, der er det afgørende. Det pågældende stykke musik svarer perfekt til lige præcis dér, hvor man i rent psykisk henseende befinder sig - er med sig selv og sit liv.

Derfor er det måske en sandhed med modifikationer, at musikstykket gør et voldsomt indtryk. Måske er det blot katalysator, noget udløsende, der kaster lys over en skjult indre modning, som har fundet sted. Altså svarende til, at man jo ikke bare får et barn, fordi man har haft besøg af en jordmor. De foregående ni måneder må siges at spille en afgørende rolle i sagen!

Det vil ofte ske, at en oplevelse som den beskrevne virkelig fører til mere eller mindre gennemgribende ændringer af ens smag. Om det så er en egentlig følge af musikoplevelsen, eller et udtryk for den sjælelige lutring, den afslører, kan let ende i et spørgsmål om hønen og ægget. Men strengt taget må man vel sige, at hvis smag er en psykologisk størrelse, vil den også ændre sig i takt med forandringer i den sjælelige konstellation.

Dertil må det atter understreges, at der er tale om en overensstemmelse mellem sindet og musikken. I rette øjeblik kommer netop den musik, sindet er parat til - ja, i en vis forstand har brug for og ubevidst længes efter - en i møde. Derfor sker der noget og udløses der noget.

Hvad man ikke er parat til, hvad der ikke stemmer overens med den sjælelige konstellation, vil nødvendigvis virke anderledes, spændende fra ligegyldighed til arrig uvilje.

Dette kan også udtrykkes på den måde, at musik ikke blot har en afsender, der nødvendigvis må være af en særlig karakter (hvis den overhovedet skal være mulig at skelne fra anden musik), den har en lige så unik modtager.

Når jeg mener, at den folkeoplysende/kulturradiale tradition har grebet fejl, kommer det sig netop af, at den har haft en tilbøjelighed til at negligere modtagerens særlige og enestående karakter, og i alt væsentligt blot har set en udannet hob, der skulle højnes.

Der er aldrig kommet noget godt ud af, at slå ind på en given vej som følge af pres, manipulation og (direkte eller indirekte) tvang. Kun når det sker ud fra en indre tilskyndelse, en ægte og autentisk oplevelse af nødvendighed, vil det føre til frugtbare resultater.

Oplysningens virke

Udover det rent informerende (der er også det her, det findes) kan oplysningen tillige være behjælpelig med praktisk rådgivning, påpege ting, det er værd at være opmærksom på, hvis man slår ind på den vej. Man kan godt sige: "prøv at lægge mærke til ..." uden at dette er behæftet med nogen form for smagstvang. Det kan være en ganske sober redegørelse for, hvordan musikken er skruet sammen, og dermed en nyttig viden at have. Måske endog nødvendig. Man kan sige det på den måde, at vil man banke søm i en væg, er det ønskeligt at have en hammer. Men bare fordi man har en hammer, behøver man ikke nødvendigvis slå en masse søm i. Således kan oplysningen være behjælpelig med praktisk anvendelige råd, nødvendige redskaber, uden at dette falder sammen med et forlangende.

Denne funktion af oplysningen må siges at blive særlig vigtig, når man er slået ind på en given vej. Valget er truffet, sjælen higer efter højnelse og begiver sig fortrøstningsfuldt, ja - endog begejstret på vej. Men den træder med usikre, vaklende barneskridt, og der er stor risiko for at fare vild. Da må oplysningen komme som assistance og vejviser, være et kompas, der hjælper med at finde vej. Her er den ganske på sin plads, eftersom det netop handler om at få konkret viden, at blive informeret - netop ikke belært.

Skåret ned til essensen kan man sige, at belæring er at ville fremtvinge valget gennem informationen. Det kan man ikke. Det er at bytte om på tingenes rette rækkefølge! Når valget er truffet, må oplysningen derimod stå parat til at besvare alle de spørgsmål, der presser sig på.

Et personligt ansvar

Der er grænser for, hvad man kan gøre oplysningen ansvarlig for. En fejlagtig og manipulerende - kort sagt: belærende - oplysning kan være skyld i meget og forvolde frygtelig skade, men den er i visse spørgsmål ganske uskyldig.

Det er f. eks. den enkelte lytter selv, der må sørge for at trække en skarp grænse mellem sit forskningsobjekt og sit nydelsesmiddel. Når man af nysgerrighed og videbegær prøver at blive en smule klogere på dette eller hint, så gælder det om, at man får dette projekt formuleret tydeligt for sig selv. Hvis man begynder at tænke, at man partout skal ende med at kunne lide det, er man blevet sin egen tyran, og kan ikke laste nogle ydre tyranner. Projektet må således formuleres på en umisforståelig måde: nu prøver jeg at sætte mig lidt ind i det her, blive klogere derpå. Måske vil jeg komme til at påskønne det - måske ikke. Dette er ikke afgørende. Det afgørende er at få en reel viden om fænomenet. Hvad jeg så end herefter måtte ende med at mene derom, er under alle omstændigheder en mening, der er baseret på viden og ikke blot grebet ud af luften. Hvis jeg ender med at hade det, er dette ikke blot fordomme og misforståelser, men et ærligt udtryk for, at jeg ved, det repræsenterer noget, der er mig dybt imod. Ligeledes gælder, at ender det i kærlighed, så ved jeg, hvad jeg elsker. Men det vigtige er overhovedet ikke, hvilke følelser jeg måtte ende med, men simpelthen det, at jeg bliver klogere på fænomenet, muligvis uden at dette overhovedet forårsager nogle nævneværdige følelsesudsving.

Der må aldrig ske forvekslinger af forskningsobjektet og nydelsesmidlet eller nogen form for krav om, at det første skal ende med at blive det andet. Så havner man i den ulykkelige situation, hvor man tror, man ikke kan lide noget som helst, fordi man har forsøgt at tvinge sig selv til at kunne lide noget, som man enten ikke er parat til endnu, eller som i bund og grund er i strid med ens inderste væsen, og som man derfor aldrig ville kunne forlige sig med.

I arbejdet med sine forskningsobjekter bør man naturligvis trække på al tilgængelig oplysning derom, netop i håb om at forstå så meget som overhovedet muligt, at nå frem til at vide god besked, frem for at rende med en halv vind, der er mere formodninger og gæt end håndfaste kendsgerninger.

Derimod er informationen ikke i alle tilfælde lige heldig i forbindelse med nydelsesmidlet, eller bør i hvert fald i nogle tilfælde omgås med større forsigtighed. Som regel vil en større viden derom uddybe og berige, gøre glæden og nydelsen endnu større. Men undertiden kan der opstå fejludviklinger, hvor informationen ligesom forgifter glæden, tager renheden ud af nydelsen.

I de tilfælde, hvor en musik helt og fuldstændigt forklarer sig selv, fremstår som en fuldstændig gennemsigtighed, hvor intet er skjult og alt åbenbaret, vil enhver form for forklaringer komme til at virke forplumrende, sløre frem for at klarlægge.

Man kan måske sige det på den måde, at ligesom man bør vogte sig for at forveksle forskningsobjektet med et nydelsesmiddel, bør man omvendt også vogte sig for at forveksle nydelsesmidlet med et forskningsobjekt.

Dette må dog modereres. Ligesom forskningsobjektet i særlige, sjældne tilfælde kan ende med at blive et nydelsesmiddel, kan noget hyppigere nydelsesmidlet tillige være et forskningsobjekt. Man kan endog sige, at der gives tilfælde, hvor det ligefrem er en del af nydelsen. Udover det rent elementære, at man synes, det lyder dejligt, er der også noget over denne musik, der rejser en række spørgsmål, pirrer noget, man forsøger at få klarhed over, og dette netop sker på en måde, der opleves som fornøjelig. Oplevelsen kan vel nærmest beskrives sådan, at man føler, der er mere i denne musik end det, man kan høre, og at netop det virker spændende, gør den endnu mere tillokkende.

Det er der intet mærkeligt i, hvis det holder stik, at smag er en psykologisk størrelse. Så betyder det jo blot, at denne musik modsvarer noget grundliggende positivt, men ikke ganske afklaret i ens sind.

Problemet opstår derimod overfor det, der modsvarer noget mere afklaret. For her er ingen spørgelyst, blot velklang. Derfor vil en evt. information virke påtrængende og utidig. For man føler intet behov for at få noget som helst forklaret. Man ønsker blot at give sig hen i den absolutte harmoni mellem lyd og sindstilstand.

Som sagt: alt dette sker på selvrisiko! Man kan ikke give selv den mest elitære og snobbede smagsdommer skylden for de fejlgreb man her begår helt privat og på eget initiativ. Det er og bliver ens eget ansvar at altid spørge sig selv: "Hvorfor står jeg og er ved at sætte denne plade på?" Pligtskyldigt må man huske at stille spørgsmålet, samvittighedsfuldt og ærligt må man bestræbe sig på at svare. Er der noget, man prøver at blive klogere på? Vil man have en ren hyggestund? Eller ... Ingen anden end en selv kan stilles til ansvar, hvis man ikke udspørger sig omhyggeligt nok og/eller ikke svarer sig redeligt nok. Således bærer man også selv skylden for de skader, det kan forårsage at være skødesløs i denne proces.

Hjertegriberen

I forbindelse med en musik, der forekommer en særlig frydefuld og smuk, vil mange bruge det udtryk, at de bliver "grebet om hjertet". En og anden vil måske finde denne formulering lovlig romantisk og sentimental. Men jeg har intet bedre udtryk for denne oplevelse.

Dette at blive grebet om hjertet, at en given musik er en "hjertegriber", må betegnes som nydelsesmidlet par excellance. Her hersker den fuldkomne harmoni, her er intet misforhold mellem lyd og sind. Alt passer perfekt sammen.

I en vis forstand kan man tale om det uproblematiske. Jeg kvier mig dog ved dette ordvalg, da det kan antyde noget, der er en smule (eller meget) kedeligt. Det er vigtigt at forstå, at der her er tale om en dyb betagelse og fryd, der ligger uendelig langt fra kedsomhed. Kedsomheden er noget tomt og tamt, udtryk for en mangel. Den form for uproblematisk, jeg taler om her, er derimod udtryk for en fylde, at der ikke blot er en hel masse, men at det alt sammen er, ligesom det skal være, og at det derfor ikke volder en nogen problemer. Tvært om skænker det en ublandet fryd og fornøjelse.

Det ligger lige for at spørge, hvorfor man så ikke bare holder sig til den musik, der opfylder hjertegriber-kriteriet? Hvorfor smide sig selv ud af Paradis? Som ovenfor antydet, er det i kulturdebatten ikke svært at finde såvel slanger, der vil have en til at æde af kundskabens træ, som vrede guder, der er ivrige efter at få en kylet ud. Hvorfor ikke bare sige: "I kan tro nej." Er der ikke noget sært selvpinerisk over at indefra løbe storm på Paradisets porte og ville bryde ud? Hvorfor? Til hvad nytte?

Der kan rent faktisk anføres en række grunde til at stikke hovedet udenfor og lige snuse lidt til atmosfæren.

Dels kan det, der ikke opfylder hjertegriber-kriteriet, sætte det, der gør, i relief. Netop ved erkendelsen af forskellen kan man påskønne sin hjertegriber dobbelt.

Dernæst kan man, hvis man altid kun hører nogle få, bestemte ting, risikere at slide på sine hjertegribere, komme til at tømme dem for indhold, hvorefter kedsomheden vil indfinde sig. At dosere hjertegriberne og lade dem være noget, man forkæler sig med i særlige stunder, evt. som belønning for flittige forsøg med anden musik, kan derfor være en måde at bevare deres friskhed og fylde.

Endelig gælder, at netop det uproblematiske - eller om man vil: udramatiske - i forholdet kan føre til stilstand og stagnation. Det kan i længden virke sløvende, at der aldrig ruskes op i en, at man aldrig udfordres. Lige så vel som det på diverse udflugter er vigtigt at kunne mærke, hvornår man skal trække sig lidt tilbage, er det i de hyggelige og hjemlige omgivelser også vigtigt at kunne mærke, hvornår der er behov for at begive sig ud for at søge efter nye impulser og indtryk. Som vejrtrækningens ind- og udånding, må der hele tiden finde en dobbeltbevægelse af fremfærd og tilbagetrækning sted.

Spænding

En ofte brugt glose om musik er at sige, noget er "spændende". Ordvalget er interessant, for det har en dobbelthed. På den ene side udtrykker det sympati og positiv interesse, men samtidig vidner det også om en mangel på fuldstændig harmoni.

Formodentlig ville kun de færreste betegne den musik, der i et og alt svarer til deres inderste hjertegriber-kriterium som spændende. Ordet spænding antyder noget aktivt og dramatisk. En spændende film har en fængslende og begivenhedsrig handling. Når man taler om spændinger i krop og sind taler man om noget, der ikke er ganske i ro og balance.

I mødet med musik, der i et og alt matcher ens inderste hjertegriber-kriterium, er der intet uafklaret, ingen "spænding". Her hersker en ophøjet ro, en fred uden frygt.

Når man siger, noget er spændende, er det nok et positivt udsagn, og i én forstand udtryk for at man kan lide det. Ikke mindst når spændende bruges i modsætning til kedeligt. Men man antyder samtidig en ubalance, at denne musik ikke helt falder til føje, men på den ene eller anden måder pirrer og udfordrer. Ikke mere end man ønsker at blive pirret og udfordret. Faktisk ligger værdien i selve det, at man bliver det. Med ordet spændende udtrykker man det forhold, at det, man kan lide ved denne musik, netop er den lille afvigelse fra den fuldkomne harmoni.

 ... Eller evt. større afvigelse! Det særprægede, der på én gang forvirrer og fascinerer, men uagtet alt, der kan virke mere eller mindre skurrende og frastødende, har noget tillokkende over sig - netop ikke skræmmer en væk. Det er formodentlig i forbindelse med oplevelser af denne type, at man oftest vil tale om, at "det er spændende".

Det spændende kan således betragtes som en mellembestemmelse, der ville kunne indsættes på en linie, nogenlunde midtvejs mellem det frydefulde og det væmmelige, tilstrækkelig tæt på begge yderpunkter til, at man så at sige kan skæve derover, ane slægtskabet.

Netop derfor er det spændende dét, der på én gang rummer de største muligheder og de største risici. Det er her, man kan komme på sporet af nyt, det er her, man finder den ideelle ledsagermusik til en åndelig vækst og indre modning, hvor de to - musikken og psykologien - smukt hånd i hånd kan følge hinanden på vej. Men det er samtidig også her, at man kan fare vild, løbe ind i blindgyder og ende med at spørge sig selv, om man overhovedet kan lide noget som helst.

Den store kunst - psykologisk set, ikke musikalsk - er her, at kunne mærke, hvornår man skal begive sig lidt længere frem, og hvornår man skal trække sig lidt tilbage. Uden fremfærd går processen i stå, men ved for ivrig fremfærd vil man opleve en åndelig pendant til sportsskader.

Det er jo en kendt sag, at det er godt at træne og holde legemet i orden, men at overtræning kan medføre, at man i stedet beskadiger legemet. Det forholder sig med det indre på en tilsvarende måde: der gives styrkende, opbyggelig træning og ødelæggende overtræning. Er man gået lidt for hårdt til den, gælder således, at man har brug for at rekreere sig, foretage en strategisk tilbagetrækning.

Trofastheden imod sig selv må til enhver tid gå forud for alverdens opfordringer til at komme videre. Det nytter ikke noget at mase fremad, hvis man ikke har sig selv med i processen. Taber man sig selv på vejen, vil resultatet uværgeligt blive misvækst frem for vækst.

Når man således oplever, at noget er spændende, bør man standse op i denne spænding og spørge til, hvad den kan tilbyde en, frem for straks at haste videre til noget endnu mere dristigt og pirrende. Oplevelsen af det spændende, siger jo netop, at det er denne grad af udfordring, man er parat til og i øjenhøjde med. Det er nøjagtig hér, der er noget at hente. I det, man endnu ikke er nået til, er der derimod kun skuffelser og nederlag at finde.

Når man står i det spændende, er den påkrævede bevægelse ikke et "fremad", men et "i dybden". Bore sig ned i stoffet, suge næring deraf. Det kan man! Oplevelsen af spænding er jo netop udtryk for, at det er her, mulighederne ligger. Her man er nået til.

Ved siden af den fadæse at ikke trække en tilstrækkelig skarp grænse mellem forskningsobjektet og nydelsesmidlet, ligger de største farer utvivlsomt i, at frem for at påskønne det spændende, straks ville hen til det mere spændende. Det går som når den, der just har erfaret, at han kan løfte 50 kilo, i overmod så forsøger sig med 100.

Modsætningen til vækst er ikke stilstand, men misvækst. Stilstand kan være midlertidig og efterfølges af vækst. Her er ikke gået noget galt, ikke noget behov for at rette op og reparere. Men er først en misvækst sket, kan der være forårsaget ubodelig, uoprettelig skade, der udelukker vækst for al fremtid. Netop hvis målet er vækst, bør man altså være særlig agtpågivende overfor de faldgruber, der gemmer sig i det spændende. Det kan gå grueligt galt.

Hvor galt kan det gå?

Det kan forekomme noget overspændt og melodramatisk at tale om frygtelige farer i forbindelse med en foreteelse som at høre musik. Er det ikke at gå lovlig vidt? Ikke hvis det holder stik, at der er en nær forbindelse mellem ens sjælelige konstellation og ens forhold til musik. I så fald afspejler musikken jo til enhver tid sindets tilstand.

At løbe helt sur i al musik, at slet ikke kunne finde nydelse og fornøjelse ved noget som helst, afspejler således en absolut livslede. Det er ikke kun i forhold til det musikalske udbud, at man føler en opgivende træthed, hvor man end vender blikket hen. Det gælder i virkeligheden også alt mulig andet. Al livsglæde og lyst er borte. Kun uvilje og væmmelse er tilbage.

Det vil vel ingen betegne som ønskværdigt eller give sig til at stræbe efter. Den logiske næste station i bevægelsen vil være selvmordet. Så galt kan det altså gå. I det lys er der intet overdrevent eller hysterisk i at advare imod farerne.

Ligeledes er det her, man med rette kunne spørge, om det ikke var at foretrække, at et menneske oplevede glæde ved en musik, der efter parnassets vurdering er underlødig, end at det slet ikke oplevede glæde ved noget som helst?

Når jeg har fremstillet forvekslingen af forskningsobjektet og nydelsesmidlet side om side med den for hurtige jagt gennem det mere og mere spændende som de to største farer, er dette kun på overfladen rigtigt. Dybere betragtet er de to udslag af det ene og samme: en venden tingene på hovedet, hvor det bliver lytteren, der er til for musikkens skyld og ikke omvendt.

Hvis musikken er til for lytterens skyld, så er den følgelig noget, der står i dennes tjeneste, skal yde noget, give noget. Kort sagt: musikken er der for at glæde lytteren, og lytteren glæder sig derover.

Når forholdet vendes på hovedet, bliver derimod lytteren den tjenende ånd, der skal gøre musikken tilpas om nødvendigt på bekostning af egne behov. Da kan lytteren ikke længere glæde sig, men må tværtom stadig mere ulykkelig og frustreret forsøge at indfrie musikkens krav.

Denne omvending kan så ytre sig ved forskellige ydre skikkelser, f. eks. de nævnte. Andre kunne man vel også forestille sig. I grunden må der være et uendeligt antal mulige varianter. Men det bunder i det ene og samme: forholdet mellem musik og lytter er blevet vendt på hovedet!

Det er ligeledes dette, der kommer til udtryk i den forfejlede oplysning - belæringen. For at uden hensyntagen til de dybereliggende lag i et menneskes personlighed ville tvinge dets smag i en ny retning ved en rationel argumentation, der tyranniserer det med sin bedreviden, hvad er det andet end at sætte musikken over lytteren? Hvis det skal give mening i forhold til en hovedet-oppe-og-benene-nede opstilling at få oplysning, må det vel være for at finde ud af, om der er andre ting end de velkendte, man kan få glæde og fornøjelse ud af. Ikke for at man skal tilpasses efter et ideal om god smag og høre den "rigtige" musik, bare fordi den (efter sigende!) er rigtig.

Kan forholdet aldrig være modsat?

Når jeg med så kraftigt eftertryk har hævdet, at det altid må være musikken, der tjener lytteren, skylder jeg naturligvis at stille og eftertænke det spørgsmål, om det aldrig under nogen omstændigheder kan forholde sig modsat? Gives der tilfælde hvor det har sin berettigelse, at lytteren træder i musikkens tjeneste?

Spørgsmålet er sværere at besvare, end man umiddelbart skulle tro. Der gives nemlig en række tilfælde, hvor det er svært at afgøre sikkert, hvad eller hvem der står til tjeneste for hvad eller hvem.

Der gælder f. eks. det forhold, at man jo ikke sådan kan lave om på en plade. Står man overfor en musik, hvor mødet ikke umiddelbart opstår, er der altså for lytteren de to muligheder enten at aflyse eller at justere på sig selv for at få mødet til at opstå. Men at gøre det sidste er i givet fald et valg. Man ønsker at etablere mødet og justerer altså velvilligt på sig selv, da man jo - som just påpeget - ikke kan lave pladen om.

Det samme gælder, når man prøver at blive klogere på et eller andet, og i den forbindelse benytter en plade som autoritet. Så må man naturligvis også være åben overfor, hvad den har at lære en. Men atter gælder, at man jo har haft et ønske om at modtage denne - nå, ja - "belæring", og selv i den forbindelse har udnævnt pladen til autoritet.

Ligeledes kan man ved bevidste psykologiske manøvrer arbejde hen imod en større forståelse af et musikalsk område, bearbejde sin smag. Men giver man sig i kast med noget sådan, er der atter tale om et valg. Grunden til overhovedet at kaste sig ud i et sådan projekt, må vel være, at man forventer at kunne få noget særligt ud af den pågældende musik, hvis det lykkes at komme i kontakt med den. Man har en forventning om, at den har noget særligt at give.

Om alle den slags tilfælde gælder altså, at lytteren i en vis forstand underordner sig musikken, men det sker som et frit valg og i sidste ende med det formål, at musikken skal give en noget. Der er således ikke i egentlig forstand tale om, at lytteren tjener musikken. Snarere svarer forholdet til, at jeg ikke har en privat tjener rendende rundt hjemme. Vil jeg gerne betjenes af en god tjener, må jeg begive mig hen på en restaurant. Der fordres altså først en aktiv indsats fra min side, før jeg kan blive opvartet. Jeg får næppe nogen restaurant til at sende deres tjenere hjem til mig (desværre!).

Det gamle ord at "man må yde for at nyde" gælder ofte i forbindelse med musik. Ikke al musik giver rent umiddelbart, hvad det har at give fra sig. Ofte fordres der en endog temmelig stor indsats fra lytterens side. Der må i mange tilfælde drøje kampe til, før man belønnes med de gaver, som skjuler sig i musikken. Men i sidste ende vil der som regel være et rimeligt forhold mellem indsats og udbytte. Det er for mig at se ganske indlysende og uimodsigeligt, at det forholder sig sådan.

Det er således et helt andet forhold, jeg gør front imod. Jazzårbogen springer let henover det komplicerede spørgsmål om, hvad en musik ingen hører er, om den overhovedet er, for så at placere sig hinsides dette ubesvarede, som om det var tilfredstillende besvaret. Således regnes der slet ikke med lytteren. Denne har ingen gyldighed. Den hellige ko er, at jazz er en kunstart og skal anerkendes som sådan (ordet "kunst" optræder om ikke på hver eneste side, så omtrent på hveranden). Kunst stilles hyppigt i et modsætningsforhold til folkelighed og netop derfor negligeres publikum til en uforstandig hob. Det er denne indstilling, jeg har svært ved at snuppe! Det er også den, jeg finder en smule snobbet og elitær.

Pro et contra

I dag! For sådan har det ikke altid været. Engang læste jeg disse artikler med begejstring, følte mig opildnet og kaldet, skrev små kampskrifter mod kommercialisme og udvanding. Ind imellem sniger en nagende tvivl sig ind: er det mig, der har slået af på idealet, er faret vild og nu som et uartigt barn vrænger af de fuldvoksnes tale? Er mine protester i virkeligheden blot uvilje imod at indrømme, at de har ret? Ind imellem kan jeg blive bange for, at det forholder sig sådan. For hvad nu hvis de har ret? I så fald er alle mine indsigelser jo bare sludder og vrøvl.

Dog vil jeg mene, at der må være en kerne af noget rigtigt i det, jeg har tænkt, hvor meget forvrøvlet tåbelighed det så end er blevet blandet sammen med: musikken er en gave til mennesket og den er beregnet til at blive hørt. Hvis det holder stik, så kan man ikke sætte musikken over mennesket. Hvordan man end vender og drejer det, kan det ikke være rigtigt, at man skal være parat til om nødvendigt at sætte al glæde og velbefindende over styr for at nå frem til påskønnelse af en anden (bedre?) musik, end den man hidtil har påskønnet, og samtidig med dette vrænge af alt, hvad man hidtil har sat højt, feje alle de gode og givende stunder væk som ren indbildning og fup, ugyldige barnestreger. Kan det virkelig være sandheden, at jeg med vold skal rive alt det ud af mit hjerte, der hidtil har grebet det, træde det jeg tidligere holdt højt i sølet, for så at kaste mig ud i en endeløs kamp for at nå frem til påskønnelse af noget, jeg måske aldrig inderst inde kommer til at påskønne? Det kan simpelthen ikke være rigtigt!

Som ovenfor antydet, er jeg til enhver tid parat til at lade ting komme an på en prøve, gøre en reel indsats med hvad som helst for at finde ud af, om det har noget at give mig. Men jeg må på det bestemteste kræve to ting: 1) at jeg har lov til samtidig at fortsat ære det, der allerede har givet mig noget, og 2) at det er fuldt legalt, hvis jeg efter en reel indsats må bekende, at jeg altså ikke kan få noget ud af dette eller hint, som jeg har prøvet kræfter med.

For kan jeg nu virkelig ikke, hvor meget jeg end prøver, så ender jeg jo blot i at lyve for mig selv, hvis jeg ikke må stå ved, at forsøget har været frugtesløst. I denne indre uærlighed er det, at man mister sig selv. Jeg kan ikke se, at det kan være anderledes. Hvis man ikke må tænke, føle og mene som man gør, men så at sige skal trække en helt anden personlighed ned- og udover sin egen, så må det nødvendigvis være den sikre vej til et personlighedstab.

Netop derfor har jeg overfor løgnen og tvangssmagen sat de dybereliggende og egentlige personlighedsforandringer. Forskellen turde være indlysende. I en ægte og egentlig personlighedsforandring er personligheden til stede, og det er netop den, der forandres. I det falske tilfælde er der tale om pseudo-personlighed og påtagede meninger.

Derimod er personlighedens bevarelse ikke noget, der kan tjene som undskyldning for rene fordomme og at forskanse sig i forudindtaget uvilje. Lad mig her gentage det tidligere sagte: der må gøres et ordentligt stykke arbejde. Man må ikke konkludere på et sjusket og overfladisk grundlag. At have hørt 20 sekunder af et eller andet, er aldeles ikke at have sat sig ind i det.

I denne sammenhæng er så netop forskningsobjektet en stor befrielse. Det kan man gå til uden at være forpligtet til at kunne lide det. For man skal jo netop ikke lære at påskønne det. Man skal bare finde ud af, hvad det er for noget. Ligeledes er der en stor befrielse i det rene nydelsesmiddel. Man behøver ikke at tage stilling til hverken dets kunstneriske kvaliteter eller kulturelle betydning og indflydelse. Man skal bare fryde sig, ikke andet.

Men igen: hvad nu hvis jeg tager fejl? Hvad nu hvis det, som jeg mener er en tilsidesættelse af mennesket, netop er det, der vil menneskets bedste? Vi ved jo ikke altid, hvad der er til vores eget bedste. Undertiden har vi brug for at få det at vide. Lad os forestille os en lille ordveksling:

- Skal jeg høre noget, jeg slet ikke kan lide?

- Ja!

- Hvorfor?

- Fordi det er godt for dig!

Sådan set kunne det jo tænkes, at det virkelig ville være godt for mig. Men skal jeg ukritisk tro på, at det er godt for mig, når dette fremsættes som en ren påstand? Er jeg ikke i min gode ret til at kræve begrundelse og argumentation? Er det uartighed og ulydighed, hvis jeg ikke uden videre tager påstanden for gode varer? Er det opsætsighed, primitiv selvhævdelse og barnlig trods når jeg vil gå i rette med folk, der er klogere og mere indsigtsfulde end jeg selv? Kunne det ikke rent faktisk tænkes, at de ved bedst? Men på den anden side set: de er vel blot mennesker, ikke guder. Hvis de ingen alvidenhed har at trække på, kan de - der aldrig har mødt mig - vel ikke vide sikker besked med, hvad der er godt for mig. For det, der er godt for dem, er det vel ikke nødvendigvis for mig. Eller er det?

Jeg når ikke frem til et endegyldigt svar. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Derfor vil jeg i stedet stå åbent ved min tvivl, på nøjagtig samme måde som jeg kræver en ærlig vurdering af et stykke musik. Netop i forhold til hele personlighedsspørgsmålet må man vel sige, at hvis der ikke er sikkerhed i en sag, så er usikkerheden den reelle konstellation. Det ville derfor være helt forkert at dække over den med en stillingtagen, der hverken er helhjertet eller dybtfølt.

Tvivlen er derimod ingen hindring for at overveje en række andre spørgsmål og i forhold til den ene eller anden problematik evt. foreslå alternative perspektiver.

Striden om third stream

I Jazzårbogen for 1961, altså selvsamme som den, hvor Moseholm svinger pisken, nævnes det i forordet, at to artikler udtrykker stikmodsatte holdninger til samme spørgsmål. Det viser sig at handle om fænomenet third stream, hvormed der groft sagt menes møder mellem klassisk og jazz. Niels Viggo Bentzon mener, at jazzen og kompositionsmusikken skal leve hver deres tilværelse side og side, mens Børge Roger Henrichsen er positivt stemt overfor blandingsformer.

Jeg vil her skynde mig at nævne, at i forhold til de træk, der måske (?) kan opfattes som snobberi, holder Henrichsen generelt sin sti ren. Han virker mindre interesseret i at slå folk oven i hovedet end mange af sine medskribenter, især de to arrige Erik'er. Typisk for den åbenhed og tolerance, der præger flertallet af hans indlæg er det, at han i forhold til third stream spørgsmålet maner til besindighed, opfordrer til at vente og se, hvor det bærer hen, og hvad der kommer ud af det. Han medgiver kritikerne at han heller ikke synes, der indtil videre har været synderligt at råbe hurra for. Men i modsætning til de kategoriske afvisninger er han nysgerrig efter at se, hvad der siden vil ske.

Denne åbent afventende nysgerrighed har jeg absolut intet at indvende imod. Tvært om kunne jeg ønske, at man havde indtaget samme holdning til en række andre fænomener, der på den tid ligeledes var relativt nye, og hvoraf nogle siden har vist sig ikke blot at være de forbigående modestrømninger, man dengang antog dem for.

Derimod er der noget helt andet, som falder mig ind. Det er selve spørgsmålet, der diskuteres. Jazz er i sit udgangspunkt en blandingsform og den har atter og atter blandet sig med andre ting, så hvorfor er det netop dette møde mellem jazzen og noget andet, der giver anledning til så megen diskussion? Mig bekendt (men jeg tager muligvis fejl?) har man f. eks. ikke i forbindelse med Django Reinhart diskuteret det legale og forsvarlige i at blande jazz med sigøjnermusik og musette. Jeg mindes heller ikke at være stødt på en masse debatstof i forbindelse med Bill Evans' og Monica Zetterlunds jazzede udgave af den svenske vise "Jäg vet en dejlig Rose". Det gjorde de vist nok også først et årstid eller to senere om jeg husker ret. Men der havde været lavet lignende ting. Man havde da talt om "jazzificeringer" af det ene eller andet. Sådanne tiltag gav almindeligvis ikke anledning til de store diskussioner.

Hvad er det da, der adskiller third stream spørgsmålet fra disse andre tilfælde? Det er svært at komme udenom noget, der har med spørgsmålet om "kunst" at gøre. I bestræbelsen for at få jazz anerkendt som en seriøs kunstart, skulle man da insistere på dens ubesmittede egenart eller gnubbe skuldre med det, der forlængst var anerkendt som kunst med stort K?

Jeg kan ikke se andet, end at jazzkredsens hellige ko atter var på spil. I modsat fald havde det været mindst lige så nærliggende at diskutere Papa Bues version af "Nyboders Pris". Trods divergerende meninger om det ene og det andet, kan man vist være sikker på, at jazzkredsen i enstemmig samdrægtighed har hadet denne indspilning som pesten, og de færreste af den ærede kreds' medlemmer overhovedet regnet den for havende noget med jazz at gøre.

Jeg vil ikke gå ind på nogen diskussion om lødigt og underlødigt, god og dårlig smag m. v. Det er jo netop her, jeg just har erklæret mig dybt uafklaret. Jeg sniger mig derfor i en stor bue udenom og går ind på nogle helt andre spørgsmål. Uanset om denne indspilning er kvalitet eller møg, så er den i en række henseender interessant.

Ville man tale om Danmarks særlige tilhørsforhold til kompositionsmusikken, ville vist nok en del tyskere, østrigere, italienere, franskmænd, hollændere og mange andre begynde at fortælle vittigheder om mus og elefanter. Allerede her viser der sig noget besynderligt. Skønt det igennem historien ofte har været et mildt sagt anstrengt naboskab vi har haft mod syd, kan vi altså mageligt tage af deres og regne det for hørende til vor egen kultur. Samtidig med at den utidige nabo bankede os til plukfisk i 1864, sad Wagner og skrev sine operaer, der den dag idag jævnligt kan opleves på Det kongelige Teater, og da de knap 70 år senere udsatte os for det, der endnu omtales som "Besættelsen" i bestemt ental, sad Paul Hindemith og Carl Orff og komponerede. Men når der kommer noget fra en nation, vi aldrig har været i nævneværdig konflikt med, er det noget fremmed. Det er da en smule besynderligt.

Mens kompositionsmusikken aldeles ikke er noget enestående dansk fænomen, så kan man med nogen ret tale om en række folkelige traditioner, der om ikke er absolut enestående danske, så i hvert fald har fået en særlig form og farvning her i landet, herunder den danske revytradition, hvor man måske nok kan trække paralleller til folkeforlystelser i andre europæiske lande, men så sandelig også påpege en række forskelle.

Lad mig skynde mig at sige, at jeg naturligvis ikke på nogen måde søger at bortforklare Carl Nielsens nære forhold til den danske folketradition. Den må vist nok kaldes åbenlys. Dog kunne man tilføje: ikke altid i hans symfoniske arbejder. I den anden halvdel kan ingen tage fejl.

Men nu er der jo også forlængst lavet "jazzificeringer" af både "Jeg ved en Lærkerede" og "Jens Vejmand". Komponisten ville næppe have påskønnet dette. Han kunne som bekendt ikke udstå jazz. Det har ofte undret mig. For på en måde var han faktisk selv jazzmusiker. Han kom af småkår, men blev ligesom billedhugger Thorvaldsen en undtagelse fra reglen om, at en -sen ikke kan blive til noget. Men han bevarede et nært forhold til folketraditionen: viserne og spillemandsmusikken.

Et af de områder, hvor Jazzårbogen helt åbenlyst virker forældet er i forhold til de talrige indlæg om sort og hvidt. Men når den rent historiske linie skal trækkes, kommer man vel næppe udenom, at jazzen opstod om ikke kun blandt farvede, så dog blandt den mindre bemidlede del af den amerikanske befolkning, hvoraf i hvert fald en majoritet var farvet.

Netop på denne sociale baggrund giver det mening at hævde, at proletariatet er den skandinaviske neger: en befolkningsgruppe, der fra at være ingenting og blive behandlet som skidt har måtte kæmpe sig frem til rettigheder og goder. I forhold til underholdning og forlystelser gælder det endvidere, at man i gamle dage måtte tage de glæder, der var, prøve at finde det gode humør, selvom livet var hårdt. Smilet og solglimtet midt i elendigheden var en måde at gøre livet tåleligt. Deraf følger et åndsslægtskab mellem den tidlige jazz og folkeforlystelser andre steder i verden. Det må være derfor at forskellige enkle musikformer almindeligvis også er enkle at kombinere.

Åbenbart gælder så, at jo mere komplicerede de bliver hver især, desto mere kompliceret en affære bliver det også at få dem til at glide samstemmende ind i hinanden. Måske fordi kompliceringen også er en art specialisering (?). Jeg skal ikke kunne sige det. Men som Henrichsen ville forholde sig åbent-afventende til, hvor third stream førte hen, vil jeg lade den mulighed stå åben, at der kan have været andre årsager til disse diskussioner end den evindelige stræben efter at anerkendes som seriøs kunst. Måske var der virkelig andet og mere end jazzkredsens hellige ko på spil.

Ray

Hvergang jeg ser "Blues Brothers", er der en bestemt scene, som gør et særligt indtryk på mig. Det er der, hvor Ray Charles sætter sig til klaveret, og folk begynder at danse udenfor. Manden var blind! Tænk at have gjort så mange mennesker glade, og så aldrig have set alle disse smilende ansigter. Det må være mærkeligt.

Det rokker imidlertid ikke ved det helt afgørende, at Ray Charles gjorde mange mennesker glade!