Dansk Rockhistorie

- tre fantastiske bokse!

(anden del)

I logisk forlængelse af cd 6 og 7 er 8 viet "Herfra hvor vi Står", ved siden af "Hip!" det andet store hovedværk i den dansksprogede beat. Jeg kan vanskeligt forestille mig, at nogen dansker er ubekendt med denne plade, og vil derfor ikke her gå ind på at omtale hverken musik eller tekst. Skulle der i en afsides krog af vor nation endnu findes en enkelt jomfru, har jeg kun ét at sige: hør den!

Der imod er det ikke sikkert, at alle er klar over, at dette er en udløber af Young Flowers. Allerede dengang havde Peter Ingemann mødt Niels Skousen, som leverede et par (engelske) tekster til "No. 2". Herefter arbejdede de jævnligt sammen og udsendte så i '71 dette ubetingede mesterværk, der hvad angår stil og udtryk ligger mere i forlængelse af de to Dissing-plader end "Blomsterpistolen". Blandt de øvrige medvirkende på pladen bør fremhæves den gamle steppeulv Stig Møller og trommeslageren Bjørn Uglebjerg, der i sin tid havde været med til at stifte The Rivals, men forlod dem før de kom i berøring med Peter Belli. Kort før "Herfra hvor vi Står" havde Uglebjerg været med i Gasolin. Man kan således roligt sige, at "Hefra hvor vi Står" er en plade, der samler trådene og konkluderer. At dette på sin vis også er pladens emne/ tema forstærker blot meta-mytologien.

Ikke alle ved det, men faktisk er det Eik Skaløe, der hentydes til, når der i titelsangen synges om en, der "kom for langt ud". Som yderligere kuriosum kan det nævnes, at Steppeulvene kort efter Skaløes udtræden af gruppen med en lettere udvidet besætning, der bl.a. inkluderede Defenderen Rudolf Hansen, indspillede en sang, der hed "Du skal ud hvor du ikke kan bunde". Det var præcis hvad Eik Skaløe kom, for så angiveligt at begå selvmord i det Nepal han tidligere havde besunget. I de tidlige dage før Steppeulvene havde Stig Møller og Niels Skousen musiceret en smule sammen. Omkring samme tidspunkt som "Herfra hvor vi Står" (og som det hedder, kan "se os omkring til alle sider") udsendte Gasolin deres første plade. Som nævnt havde Bjørn Uglebjerg kort forinden været medlem. Nu havde de fået ny trommeslager, Søren Berlev. Gruppens guitarist, Franz Beckerlee, havde oprindelig spillet moderne jazzsaxofon og haft sin gang i miljøet omkring Niels Harrit og The Maxwells. Men Gasolin tilhørte fremtiden og skulle blive 70'ernes største danske succes. Fra Eik Skaløe til Kim Larsen! Men også andre ting peger fremad og ind i 70'erne. Peter Ingemann blev siden medlem af Røde Mor, Stig Møller markerede sig som trubadur og gæst hos Jomfru Ane, mens Bjørn Uglebjerg spillede med stort set alt og alle. På "Herfra hvor vi Står" medvirker endvidere Tømmer Claus og Knud Bjarnø.

Alene det, at en sådan forsamling sang om det årti, der var forbi, og det, der var på vej, ville have været nok til at ikonisere pladen, også hvis sangene havde været middelmådige. Når det så, som tilfældet er, drejer sig om en række rene perler, er der grobund for at hævde, at hvis nogen enkelt udgivelse kan gøre krav på at kaldes den "dansk rocks hellige gral", reklamen for de tre bokse taler om, så må det være "Herfra hvor vi Står".

Derved er der gennemført en bevægelse fra at ivrigt-energisk kundgøre:

Mørket kommer listende

og nu må jeg stå for skud

månen presser væden

af min chillum-klud

Hvor er I henne venner, er festen forbi?

Er jeg væk når I kommer tilbage så er det fordi

jeg er fløjet bort til øen som vi to så

hvor jeg ta'r mine violette snabeltyrkersko på

Det' en dunhammeraften

Hammer med stort H!

Til vemodigt sukkende at konstatere:

Nu breder morgenlyset sig ud.

Med alt hvad det dækker af.

Her skal der lægges noget til.

Og der skal der trækkes noget fra.

Herfra hvor vi står,

kan vi se os omkring

til alle sider.

Det bevæger sig .

Når vi går.

Det forandrer sig i alle tider.

I det rent overordnede handlingsforløb siges der måske ikke så forfærdelig meget mere end det, Gert Kruse et årstid senere på muntert-humoristisk vis kunne opsummere:

Åhhh rillike rallike

fuld som en allike

rillike rallike rold,

syv små glade pindsvin drager ud på nattesold,

åhhh rillike rallike

fuld som en allike

rillike rallike rold,

men når det bli ́r morgen, har de ondt i deres knold.

Men inderligheden, den poetiske udtrykskraft, originaliteten i ordsammensætningerne og fornemmelsen af noget påtrængende-relevant er i beatteksterne fuldstændig indlysende oppe i en helt, helt anden klasse end i Gert Kruses børnesang. Under det overordnede forløb gemmer der sig en indre handling, som siger uendelig meget andet og mere, end det muntre pindsvinekvad kommer i nærheden af at antyde.

Boks 1 kunne være sluttet her og stå som et klart sammenhængende værk. Men frem for den sikre løsning har Lynggård og de øvrige tilrettelæggere valgt at vove springet, og hvad mere er, sluppet godt fra det.

Ligeledes er der en række gode grunde til at foretage dette vovestykke. For det første stod dansk beat ikke kun på ét ben. At den danske tekst tog afsked med den hvide måge, begyndte at fortælle andre historier, fornyede sig selv indefra og skabte en moderne, tidssvarende udtryksform, er kun én blandt en hel række fortjenester. For det andet har der i det foregående været flere fortællinger viklet ind i hinanden. Der er derfor også flere ender at hæfte. Endelig, for det tredie, slutter historien slet ikke her. Med to yderligere bokse i vente må der nødvendigvis antydes muligheden af en fortsættelse.

På cd 9 har man samlet de to første Culpeter's Orchard albums, "Culpeter's Orchard" (1971) og "Second Sight"(1972), og dermed atter knyttet en højkanoniseret og en lettere omdiskuteret sammen. Det lader sig ikke nægte, at vi dermed hopper over i noget lidt andet. Alligevel er springet mindre påfaldende og abrupt, end man skulle tro. Stemningsuniverset er intakt, vi er bare kommet over i et andet hjørne af det. Man kan, uden at det føles forstyrrende, roligt gå fra cd 8 til cd 9.

Men vist er der forskel. På sin vis står vi her over for en stikmodsat tendens. Med engelske tekster og et stilistisk udtryk, der minder påfaldende om Jethro Tull, er det absolut ikke musik, der skilter med sin danskhed. Primus motoren i Culpeter's Orchard var Cy Nicklin fra Cy, Maia & Robert. Mens Skousen & Ingemann fuldender en bevægelse i retning af det mere afdæmpede og tilbagelænede, har Nicklin lige modsat forladt det stilfærdigt blide til fordel for et langt mere ekspressivt udtryk. Faktisk ligner det lidt en byttehandel. Lederen af Young Flowers opdaterer Cy, Maia & Robert, mens Cy opdaterer Young Flowers. Denne opstilling holder nu ikke helt, og bør tages med store forbehold.

Udover Cy Nicklin bestod gruppen af Nils Henriksen, Michael Fries og Rodger Barker. Nils Henriksen havde for en kort bemærkning været med i Beefeaters. I Culpeter's vakte han opsigt og var i 70'erne en af Danmarks førende guitarhelte, mens Michael Fries opnåede en lignende status som basist. Begge har de gjort sig gældende i utallige sammenhænge gennem årene, efter at have vundet deres første berømmelse i Orchard. Det var med andre ord et band bestående af notorisk dygtige musikere.

Siden gik der gennemtræk i den, og bl.a. Ken Gudman, Niels Vangkilde, Thor Backhausen, Niels Tuxen, Tom McEwan og Morten Kærså kiggede indenfor undervejs. Men den originale besætning havde en særlig tone og et eminent sammenspil.

Med et diskret afsæt i folkemusik lagde de kursen an i retning af det, man i det store udland så småt begyndte at betegne som prog.rock. Samtidigheden med Jethro Tull, King Crimson, Pink Floyd, Jefferson Airplane og The Who post- Tommy kan tydeligt fornemmes. Men man skylder at sige, at de fandt deres egen indfaldsvinkel til udtrykket, der om ikke var egentlig original, så dog personlig.

Vigtigere er dog, at det er rigtig fed musik, og at det har sin ukrænkelige plads i et projekt som "Dansk Rockhistorie". At udelade Culpeter's Orchard, ville være en lige så stor forsømmelse som at udelade Young Flowers eller Alrune Rod. Som vi siden skal se, er det tillige et vigtigt forbindelsesled til boks 2.

Et originalt vinyltryk af gruppens første og mest berømte plade er en absolut raritet. Svært at finde, dyrt at betale!

På cd 10 får man i cd-genudgivelse en endnu mere sjælden plade. "The Old Man And The Sea" (1972) med gruppen af samme navn hører til blandt de mest sjældne danske lp'er overhovedet, så det kan let komme til at gøre ondt i tegnebogen, hvis man vil have den på den rigtige måde.

Musikalsk set fortsætter vi i næsten direkte forlængelse af Culpeter's Orchard. Også The Old Man And The Sea peger mod den gryende prog.rock, men dog med en lidt anden dialekt og vinkling. Det altdominerende hos The Old Man And the Sea er orgelet, der fuldstændig gennemsyrer lydbilledet. Hvis man kan sige, at Culpeter's er opdateret Young Flowers givet en international drejning i retning af Jethro Tull og Pink Floyd, så kan man måske kalde Old Man for opdateret Alrune Rod givet en international drejning i retning af Iron Butterfly og Deep Purple. Hvis Culpeter's er Jefferson Airplaine er Old Man Gratefull Dead. Hvis Culpeter's er Steely Dan er Old Man Nice. Hvis Culpeter's er Fairport Convention er Old Man Supertramp. Hvis Culpeter's er The Who er Old Man Santana. Hvis Culpeter's er Lynyrd Skynyrd er Old Man Yes. Hvis Culpeter's er Genesis er Old Man The Doors. Hvis Culpeter's er King Crimson er Old Man Steppenwolf. Sådan ca. kunne man muligvis sige det. Og så alligevel ikke. Men ihvert fald er cd 9 og 10 klart beslægtede og således del af samme fortælling.

En anden ting, man kan hæfte sig ved, er gruppenavnet The Old Man And The Sea. Det er naturligvis hentet fra Hemmingway, akkurat som Steppeulvene havde deres navn fra Herman Hesse. Således begynder og ender vi med en litterær reference. Hvor meget skal man så lægge i, at vi først har en tysk forfatter og til sidst en amerikansk? Når vi har flyttet os fra et naboland til det helt store udland, betyder det så, at visionerne og udsynet er blevet større? Det er ikke sikkert. Hesses bog slutter med et håb. Hos Hemmingway er alt tabt.

Men hvad ligger der ind imellem? Ingen øvrige litterære hentydninger. Det nærmeste må blive Burning Red Ivanhoe. Men Walter Scotts helt var aldeles ikke ildrød. Navnet må derfor snarere betragtes som et ordspil. Steppeulvene ændrede Herman Hesses titel fra entalsform (”Steppeulven”) til flertal. Der var flere af slagsen. Det næste navn opregner tre enkeltpersoner. Så en vild rose. Denne gang ental, da det jo er rose og ikke roses. Den vilde rose. Den efterfølges af flere vækster, nu i flertal: unge blomster. Så har vi ordspillet med den ildrøde Ivanhoe, eller som gruppen kalder et af deres numre: ”Ridder Rød”. Det kunne man vælge at opfatte politisk. Men måske også som at noget brænder på.

Ivanhoe, ryger du Cecil i dag?

Ta’r du kaffe og syrlige drops?

Spørges der i åbningssangen på ”M144”. Det kunne måske være rart nok at få svar på. I Walter Scotts roman kæmper han for kærligheden og imod uretfærdigheden.

Herefter vender vi tilbage til planteriget med Alrune Rod, der som de første siden Steppeulvene ikke har taget et engelsk navn, men tværtom et navn, der lyder så dansk, som noget kan gøre. Så et personnavn, da Povl Dissing faktisk er det egentlige hovednavn på ”Nøgne Øjne” (som helt korrekt faktisk hedder ”Dissing”), selvom han så har en engelsk livgarde med sig. Der følger flere personnavne med Skousen & Ingemann. Denne gang to i stedet for et, og altså en antydning af flertal. Pladen hedder jo heller ikke ”Derfra hvor jeg Står”. Derefter en tur i Apotekerens Have, hvorefter vi slutter, som vi begyndte, med en litterær reference. Det, der således fylder mest i landskabet, er planter og personer. Disse to mødes i det næstsidste gruppenavn. Der imod har den sidste gruppe forladt landjorden, og eventuelle vækster må i givet fald være tang. Men som Apotekerens Have sætter en person og et stykke natur overfor hinanden, således også Den gamle mand og Havet. I det hele taget synes denne tendens at gå igennem hele boks 1, sammen med en drilagtig skiften mellem entals- og flertalsform. Det afgørende spørgsmål bliver således, om vi har ét menneske over for ét naturfænomen, eller en række personer over for en række naturfænomener? Tilsyneladende svinger vi frem og tilbage mellem to perspektiver. Dertil kommer den dansk-engelske vekslen mellem sprog.

Man må her huske på, at det underliggende tema er forandring. Forandring handler ikke kun om, at verden ændrer sig, men tillige om at vi ændrer os, og dermed også den måde vi opfatter verden på. At sætte forskellige perspektiver i spil svarer således til temaet. I så henseende er The Old Man And The Sea et underfundigt supplement.

Oprindelig hed gruppen Den gamle mand og Havet, men oversatte sit navn til engelsk i håb om et gennembrud i udlandet. De fik hverken gennembrud ude eller hjemme, og ingen af gruppens medlemmer har gjort sig synderligt bemærket i andre sammenhænge, når undtages nogle få spredte pip. Vi har således at gøre med ren kult og undergrund. Det har det sådan set været det meste af vejen. Da førsteoplaget af "Hip!" kom på gaden, var Steppeulvene absolut ikke blåstemplet folkeeje og obligatorisk pensum. Det samme gælder flertallet af de øvrige plader. Forskellen er, at The Old Man And The Sea er forblevet undergrund og kult, og således aldrig fuldgyldigt kanoniseret. Eller også er det netop, hvad de er blevet nu, da "Dansk Rockhistorie" vel er at regne for en slags kanon.

Den fortælling vi her er på sporet af, er, at dansk musik var nået op på en konkurencedygtig standard, der fik mange bands til at håbe på et gennembrud i udlandet, mens andre - lige så dygtige og talenfulde navne - bevidst satsede på hjemmemarkedet. Det ligger ikke blot i spørgsmålet om engelske eller danske tekster, men også i selve det lydlige udtryk hvor nogen dyrkede en skandinavisk/nordisk tone, mens andre kamuflerede selvsamme.

Men det er også en historie om uheld, dårlig management og benhårde markedsbetingelser, eftersom en række navne, der havde formatet til at gøre sig internationalt, alligevel ikke fik det store gennembrud. Det er iøvrigt en side af sagen, som Klaus Lynggård fortæller ganske glimrende om i hæftet, så det vil jeg ikke gå nærmere ind på.

Det er en lidt bitter eftersmag på et festligt triumftog, at dansk musik nåede op på et utrolig højt kvalitetsniveau og så alligevel ikke blev anerkendt uden for landets grænser. Derfor ligger det også på linie med den stille eftertanke fra "Herfra hvor vi Står". Det er to sider af samme sag!

Vi havde de violette snabeltyrkersko på og løste billet til det flyvende tæppe.

Men vi blev standset ved grænsen og snuppet af tolden, og morgenen gryede med sine tømmermænd efter nattens gilde.

Tilbage er musikken. Musik, der har bevaret sin gyldighed og storhed trods årenes gang. Det er der mere af på bonus-cd'en. Deriblandt ting, end ikke de mest entusiastiske mega-samlere, kan prale af at ligge inde med!

Bonus-cd'en er end ikke tilnærmelsesvis kronologisk opbygget. Den springer frejdigt frem og tilbage i tiden. Alligevel lykkes det at skabe en slags resumé og opsummering af boks 1. At vi fra hele albums nu er gået over til udvalgte separatnumre, giver selvsagt større mulighed for at arbejde med stemninger.

I hæftet til boks 2 tager Klaus Lynggård fat på en markant anderledes fortælling, der beretter langt mere personligt om erindringsbilleder fra dengang. De første linier vil sikkert få mange til at tænke: ”Åh, nej – nu går der Bille i den”. Det er imidlertid ikke tilfældet. Havde det nu virkelig været Torben Bille, ville han – som han selv kalder det – ”fortabe” sig. Helt anderledes med Klaus Lynggård. Han har et klart formål og sigte med sin brug af minder. Mens fortællingen i det første hæfte tegner det store, overordnede perspektiv, i forbifarten nævner en række af de afgørende verdenspolitiske spørgsmål og indkredser den store drøm om en ny fantastisk tid, zoomes der her ind og stilles skarpt på detaljen. Med sine erindringsbilleder tegner Lynggård et både sigende og humoristisk portræt af tiden, dens mentalitet og dens typer.

Mens det underliggende tema i det første hæfte er forandringerne, er det i det andet stofferne. Helt i overensstemmelse med dette rummer boks 2 en række udgivelser, der er indbegrebet af syrerock. Det kan man ganske vist også sige om nogle af dem, der er med i boks 1, mest udpræget Young Flowers og Alrune Rod. Men vi står her overfor en nuancering, en i grunden umulig skelnen mellem psykedelisk og syret, som i det konkrete lydlige udtryk betyder, at pladerne generelt har en lidt mere massiv, voldsom og svulstig karakter. Det er den tykke lyd og den tunge rock tilsat udflippede guitar-improvisationer og fræsende orgelkaskader.

Skal man have optimalt udbytte af boks 2, bør man ikke gå for hurtigt frem. Den musikalske bredde er mindre end i boks 1. Ligesom Lynggårds fortælling fra det store overblik zoomer ind på detaljen, skifter det musikalske sortiment fra mangfoldighed til stilstudie. Man risikerer derfor at løbe sur i tingene, hvis man ikke giver sig tid til at blive lyttet ordentligt ind på de enkelte udgivelser.

Der er næppe nogen risiko for at forveksle udgivelserne i den første boks. Hver og en træder uden videre i karakter som helt sin egen. Udgivelserne i den anden har i virkeligheden et lige så distinkt særpræg. Blot er det ikke for alles vedkommende lige så åbenlyst.

Mens den første boks med afsæt i Steppeulvene lagde en grundtone af humoristisk lune, store drømme, poetisk sværmen og rablende ordgyderi, er det i den anden boks den langt mindre kanoniserede gruppe Pan, der bruges til at tegne den indledende skitse. Da det er en musik i nabolaget til Culpeter's Orchard og The Old Man And The Sea, fortsætter vi mere eller mindre i forlængelse af den første boks, men med lige nøjagtig så megen forskubbelse, at det gør en forskel. Det står således lytteren frit for, om han vil se det som en direkte fortsættelse eller begyndelsen på en ny fortælling.

Men uanset hvad, er vi kommet hen et andet sted, end vi var. Hvis ”Hip!” er det danske modstykke til Dylans midt-60’er-trilogi, er Pans selvbetitlede plade snarere et hjemligt alternativ til en hel række strømninger, der prægede tiden omkring indgangen til 70'erne. Derved er det også en anderledes stemning og atmosfære, der etableres. Man må dog huske på, at vi taler om detaljer og nuancer, små reguleringer. Det er ikke helt fundamentale afvigelser, som hvis de to bokse havde været fuldstændig væsensforskellige. Men gør man sig dette klart, giver det i nogen grad mening at tale om legende, afsøgende, stræbende, drømmende, smilende, innovativt skabende, forfriskende (boks 1) - versus - pågående, udfordrende, gnavende, fræsende, skulende, massivt manifesterende, brændbart (boks 2). Fælles for Steppeulvene og Pan er dog, at de begge kun nåede at lave en plade, men alligevel har haft en ret stor betydning.

En anden ting er, at "Hip!" var det første egentlige forsøg på at lave progressiv beat med danske tekster, og som sådan et første varsel om noget, mange var længe om at acceptere. Derved kan den første boks opfattes som en fortælling, der handler om, hvordan danske tekster ganske langsomt vinder indpas. At den anden boks åbner med en engelsksproget udgivelse, mere end antyder, at vi nu skal høre en helt anden historie.

Pans leder var Robert Leviere fra Cy, Maia & Robert. Blandt de øvrige medlemmer kan især fremhæves Arne Würgler. Gruppen spillede en stærkt eksperimenterende musik, der blandede mange stilarter. De, der aldrig før har hørt deres plade, har noget til gode!

Men i hvilken forstand og på hvilken måde er den central og manifesterende?

Da "Pan" (1970) ikke er den ældste plade i i boks 2, må der nødvendigvis være en særlig grund til, at den får serven. Der skal formes en verden af atmosfæriske anelser, som lige præcis "Pan" åbenbart er særlig egnet til at skitsere.

"Pan" er ikke så central som "Hip!" og heller ikke lige så kendt. Den er snarere en overset perle med høj kultstatus. Det passer godt sammen med Lynggårds brug af hverdagsbilleder, at det er ungdomsvenner frem for rockstjerner, der får mest spalteplads. Det er det skjulte, det ukendte, det, der kun er betydningsfuldt for nogle særlige indviede.

Som nævnt er hæftets grundtema stoffer, og "Pan" er ubestrideligt en temmelig syret plade. At den tillige er engelsksproget giver et præg af noget fremmed, akkurat som det mere borgerligt-konservative Danmark stod noget uforstående over for hippierne.

Den nye tid, det fjerne land, det fremmede sprog, den ukendte faktor, den skjulte betydning....

Omridset af et stemningsunivers begynder at anes!

Rent musikalsk set er "Pan" tidstypisk uden at virke medløber-agtig. Den har så afgjort sin egen tone, med hvilken den synes at kommentere alt det, der skete i England og USA på det tidspunkt. Det gør den så på et niveau, der betyder, at man ikke nødvendigvis tænker over, at det er en dansk udgivelse. I visse passager dukker der glimt af den såkaldte "nordiske vemod" frem. Men ret beset lyder den ikke videre dansk. Den placerer sig i sin tid på en sådan måde, at den til trods for manglende udbredelse og anerkendelse alligevel er central. Den rammer periodens farve og stemning utrolig præcist.

Dertil er der masser af sej guitarsolo, og netop guitatisterne får tildelt en fremtrædende plads i Lynggårds fortælling. Det var tidens store helte, og de blev hyldet efter alle kunstens regler!

Bemærk også gruppens navn. Udover at være en skovgud er ”Pan” også titlen på en roman af Knut Hamsun. Mens den første boks lagde ud med en hentydning til en tysk forfatter, lægger den anden således ud med at hentyde til en norsk. Strengt geografisk betragtet længere væk, men kulturelt set tættere på. Ydermere forener navnet en bogtitel med de to hyppigste fænomener fra boks 1: personer og vækster. En skovgud er vel så nogenlunde det nærmeste man kommer en syntese af et individ og en plantevækst. Vi har således her et navn, der kan rumme alle tidligere tendenser. Når Lynggård zoomer ind på hverdagsdetaljen i sin fortælling, så kan det vel i nogen grad betragtes som en underforstået påstand om, at helheden er i fragmentet, at det store kan sluttes ud fra det lille. Dertil kommer det med stoffer, der for brugeren betyder en anden måde at sanse og opleve på. Hamsuns roman handler om en mand, der har sin egen tolkning af verden og drives til vanvid af en fortærende kærlighed. Om pigen er helt uskyldig i dette, eller dæmonisk koketterende leger med ham, bliver aldrig helt klart, da vi netop kun får hans version af begivenhederne.

Det ville være lige lovlig konstrueret, hvis boks 2 begyndte med Pan bare for at få en litterær reference og kun derfor. Men som tillægsargument, som det, der har gjort udslaget, er det en ganske pudsig detalje. Vi så jo netop før, at der kan nævnes en hel del gode grunde til at begynde med netop den plade.

Så er vi nået til de helt store anakronisme i form af The Beefeaters. Hvad laver de der? Hvorfor er de ikke i den første boks? Det kan der faktisk fremføres en hel række grunde til.

Til en begyndelse kan man fastslå, at de passer perfekt ind i det stemningsmæssige sammenhæng her. "Pan" og "Beefeaters" kan sagtens tale sammen. Pans "Lady Of The Lands", der afslutter deres plade, passer perfekt sammen med Beefeaters' tolkning af "It Aint Nesesarily So", som de åbner med. Denne gamle Gerswin sang blev lidt af en beat-standard dengang, og bl.a. spillet af Moddy Blues og The Zombies. Denne lettere tilbagelænede åbning er lidt atypisk for pladen, hvor der er pænt gang i den det meste af vejen. Men intensiteten hosgruppen fornemmer man også her. De har lige præcis denne her nerve og slagkraft, der skal til. Der er også godt med guitarguf undervejs, og glimtvis kan det virke en lille smule syret. Fornemmelsen af en rød tråd er således på plads.

Men naturligvis er der også forskelle på Pan og Beefeaters. Pladen med Beefeaters er relativ straight bluesrock. Derved skabes der bund og jordforbindelse under de højtflydende eskapader, akkurat som vi med den kronologiske forskydning ligesom er trådt et skridt tilbage. Hvoraf kom nu alt dette, kan man spørge, for så at få en slags svar.

Gennem den første boks fik vi præsenteret en bevægelse, der af snoede omveje nåede frem til ting inden for det område, der er blevet kaldt prog.rock. Nu får vi så at vide, at der findes en mere direkte vej, forudsætninger med færre mellemregninger.

Ligeledes viser det et tidligt eksempel på musik med internationalt snit. Faktisk fik The Beefeaters dengang en pris for at have hævet standarden i dansk musik. Det forstår man godt. Deres debutalbum kan i alt væsentligt matche det meste, der blev lavet inden for den genre i udlandet.

Bluesrock i ren form er en relativ statisk genre, der den dag i det ikke lyder ret meget anderledes end dengang. Så snart man begynder at gøre et eller andet ved det, bliver det til noget andet. Derfor kræver det simpelthen en bestemt spillemåde, der ikke forandrer sig særlig meget over tid. Denne tidløse tendens har en afgørende betydning for, at "Beefeaters" ikke som sådan virker som et bagstræbende, overstået kapitel - som noget, der halter bagefter de andre plader. Den er snarere det faste omdrejningspunkt fra en periode fuld af omfattende forvandlinger.

Det eksakte ved bluesrock stilen var typisk mindre bombastisk defineret dengang, hvor udtrykket almindeligvis var langt mere legesygt og ikke havde nær så meget berøringsangst som den størknede variant, man somregel støder på nu omstunder. I så henseende var Beefeaters ret så unikke. Skønt solidt funderet i bluesrock rummede deres musik også elmenter af soul, psykedelia og glimtvis endog en ganske let duft af jazz. De gjorde det så overbevisende, at de sagtens kunne have været et navn fra den store verden, men der var intet engelsk eller amerikansk band, der lød sådan. Beefeaters havde deres helt eget særpræg.

Den særlige orientering, der prægede Beefeaters, ville faktisk ikke have passet særlig godt ind i boks 1. Hvor man end havde stoppet dem ind, ville de være blevet et brud på de rene linier, et skift over til noget andet. Derimod glider de fint ind her, og det er velsagtens den stærkeste begrundelse for placeringen.

Som den mest udtalte anakronisme i de tre bokse, er dette flash-back alligevel påfaldende. Hvor velbegrundet og berettiget det end er, undgår man ikke at lægge mærke til det. Ikke sådan at forstå, at det skaber uorden i oplevelsen. Det gør det ikke. Som just påpeget passer det perfekt ind. Man kan ganske vist rent produktionsmæssigt fornemme, at der skete en del med måden at lave plader på i de år. Det er imidlertid ikke så afgørende i netop denne sammenhæng. Men for den, der ønsker at studere progressionen, at danne sig et pålideligt overblik over den bevægelse og udvikling musikken gennemløb i disse år, er det rent historisk set forstyrrende.

Lad mig gøre det helt klart, at jeg synes udarbejdelsen af de tre bokse er et fantastisk og utrolig vellykket stykke arbejde. Men skulle jeg påpege en mangel, måtte det være, at jeg kunne have ønsket mig, at der i et af de tre medfølgende hæfter havde været en nøjagtig kronologi over de 40 albums. Jeg synes det er helt i orden, at de ikke er anbragt i den rækkefølge. Men en liste, der oplyste den præcise udgivelsesdato, kunne have været rart.

Hæfterne oplyser kun udgivelsesåret. Men der er 12 måneder i et år. I netop den periode, hvor alting gik hæsblæsende hurtigt, kunne bare tre måneder være lang tid. Tillad mig derfor at yde mit bidrag til belysning af sagen:

Cy, Maia & Robert: "On The Scene" (1966)

Steppeulvene: "Hip!" (1. juni, 1967)

Cy, Maia & Robert: "Out Of Our Time" (august, 1967)

Beefeaters: "Beefeaters" (4. september, 1967)

Young Flowers: "Blomsterpistolen" (maj/juni(?), 1968)

Savage Rose: "Savage Rose" (juli, 1968)

Savage Rose: "In The Plain" (december, 1968)

Alrune Rod: "Alrune Rod" (1969)

Beefeaters: "Meet You There" (1969)

Young Flowers: "No. 2" (1969)

Savage Rose: "Travelin" (1969)

Burning Red Ivanhoe: "M144" (1969)

Delta Blues Band: "Delta Blues Band" (1969)

Povl Dissing & Beefeaters: "Nøgne Øjne" (1969)

Jeg må tilstå, at jeg ikke kan garantere 100% for korrektheden af denne rækkefølge. Især er jeg usikker på udgivelserne fra '69. Men dette er altså - med forbehold! - en så vidt muligt nøjagtig kronologisk oversigt over de 60'er- plader, der er medtaget i de tre bokse. De øvrige udkom fra 1970 og fremefter. Ved at betragte pladerne i denne rækkefølge får man et mere historisk korrekt billede af, hvad det var, der skete, hvilken bevægelse musikken foretog. Der skete store forandringer. Men forandringer fra hvad til hvad? Når man sammenkæder det hele i stemningsmæssige helheder, er det mere lighederne end forskellene, der træder frem. Den strenge kronologi giver bedre afsæt for grublerier over bevægelsens art og en anelsesfuld forståelse af denne.

Udover det overblik, det giver at betragte ovenstående liste, er der også noget andet bemærkelsesværdigt ved den. De evindelige beskyldninger mod den danske scene for at være en amatøragtig bagstræber og dårlig efterligning kan simpelthen ikke opretholdes. Sådanne påstande kan måske(?) have en smule på sig, når vi taler om før og efter. Men fra årene 66-69 vrimler det med danske udgivelser i international klasse! Føj dertil at listen langt fra er en komplet fortegnelse over danske udgivelser fra de år. Det er ikke engang de inkluderede kunstneres komplette diskografi. Med andre ord er der en lang række yderligere perler at gå på jagt efter. Ganske vist er kun få andre lige så markante og unikke som dem, der findes på listen. Men der er faktisk enkelte, som kan matche dem.

Som jeg tidligere har været inde på, kan man tale om to hovedtendenser. Det, der ligner ting lavet i England og USA, og som er gjort lige så godt, og så ting, der modsat har sin styrke i nationalt særpræg, at det ikke kunne være lavet noget andet sted, og på den måde bliver unikt. Beatscenen herhjemme stod på disse to ben, og begge voksede sig stærke i de år! Man må imidlertid ikke tro, at de to tendenser var strengt adskilte. De var i konstant dialog og påvirkede hinanden på mangfoldige måder.

Tilbage til Beefeaters for cd 2 i boks 2 rummer udover den første også "Meet You There" fra '69. På det tidspunkt havde Erling Madsen forladt gruppen, og var blevet erstattet af Max Nuhutzi, der ligesom Thorup havde en fortid i The Blackpools. Det var også denne besætning, der medvirkede på Dissings "Nøgne Øjne".

"Meet You There" adskiller sig ikke fundamentalt fra den første, men er alligevel lidt anderledes. Lyden er en smule mere tyk og fortættet på bekostning af noget af luftigheden. Der er vigtige nye indsigter, især i form af lidt mere fremtrædende soul- og jazz-elementer. Alligevel virker den mindre sprudlende.Man kan måske sige, at den tager et skridt et nyt sted hen, men så bliver stående der uden at få bevæget sig synderligt rundt i det nye felt. Alt dette er imidlertid de finere nuancer. I hovedsagen ligger de to Beefeaters-plader meget nær hinanden.

På cd 3 finder man Delta Blues Bands selvbetitlede udgivelse fra '69. Vi bliver således i samme år. Sådan set kan man sige, at Pan var en slags overture, der slog nogle centrale temaer fast, hvorefter vi hoppede tilbage og så ellers næsten går den slagne vej fremad gennem tung, tyk rock, der med afsæt i blues løfter sig op i galaktiske flyveture.

Da de to efterfølgende cd'er er afstikkere fra denne kurs, der på hver deres helt forskellige måde går i andre retninger, kan det være en god idé at lige standse op her, gå lidt mere i dybden med de tre første og således komme ind på livet af de ting deri, som måske er knap så åbenlyse, men ikke desto mindre er der. Indtil videre er stemningsforbindelsen og sammenhænget i den grad tydeligt, at det næsten er for meget af det gode. Men netop derfor kan det komme til at virke forvirrende, når der så sker noget lidt andet. Stilistisk slægtskab kan narre, således at man begynder at overse ting, ja - måske slet ikke fanger stemningerne og atmosfæren, men blot bliver hængende i stiltræk. Derfor bør man arbejde med sin indføling og dialog med stoffet, så man virkelig kommer ind, får fat og kan mærke atmosfæren.

Det hedder i den almene præsentation af projektet, der står bag på samtlige tre hæfter, at "Dansk Rock Historie er en bevidsthedsudvidende musikalsk rejse". Så er spørgsmålet bare, hvordan man bedst muligt når det tilsigtede mål?

Mit forslag er, at man går tilbage til slutningen af boks 1 og gør mere ud af at blive helt klar på, hvad man hører. Nu vil der naturligvis være stor forskel fra person til person på, hvor velbevandret man er i disse ting. Man skal være ret så meget entusiast for at være helt hjemme i det hele. Modsat skal man virkelig være novice og jomfru i anden potens for at slet ikke være bekendt med noget af det. For de fleste vil det velsagtens være sådan, at noget er gamle venner, andet nye bekendtskaber. Hvis ting som Culpeter's, Old Man og Pan er indbegrebet af, hvad man normalt lytter til, er det følgende træningsprogram overflødigt. Modsat er det af påtrængende vigtighed for novicerne. Jo mindre dette svarer til ens normale, daglige kost, desto mere skal man passe på at ikke falde i den afgrund, hvor man samler det under, at "det er sådan noget".

Jeg anbefaler derfor, at man med veludhvilede ører lytter til cd'en med Culpeter's Orchard, og derefter holder en passende lang lydpause. Derefter kan man arbejde sig fremad i tretrins-bevægelser, hver af dem afbrudt af en lydpause, hvor der er ro og god tid til fordøjelse. Lad være med at køre mere end et eller to af den slags programmer om dagen. Det er utrolig vigtigt, at både ørene og sindet får fred til at hvile mellem hver tur. Tretrins-programmerne bør være som følger:

Culpeter's Orchard - The Old Man And The Sea - Bonus 1.

The Old Man And The Sea - Bonus 1 - Pan

Bonus 1 - Pan - Beefeaters

Pan - Beefeaters - Delta Blues Band

Beefeaters - Delta Blues Band - Savage Rose

Når man er nået hertil, er man således kommet et skridt videre end før træningsprogrammet. Cd 4 i boks 2 er viet den tredie og fjerde med Savage Rose, "Travelin'" fra '69 og "Your Daily Gift" fra '71. "Travelin'" er med samme besætning som "In The Plain". På "Your Daily Gift" har Ilse-Marie Koppel forladt gruppen.

Ligesom de to første er også "Travelin'" produceret af Johnny Reimar, mens "Your Daily Gift" er indspillet i Italien med lokale teknikere, og da også har en mærkbart anderledes lyd end de tre første.

Senere i '71 lavede Savage Rose "Refugee", som ikke er medtaget i bokssættet. Det er nu ellers en glimrende plade. Men et projekt som "Dansk Rockhistorie" kræver naturligvis valg og fravalg. Skulle alt høreværdigt fra perioden medtages, ville det være blevet syv-otte bokse i stedet for tre.

"Travelin'" er projektets definitivt sidste 60'er-plade. Da vi nu har indført et tretrins system, har vi den fordel at kunne gå ud og ind af boksenes rækkefølge, og samtidig let kunne genfange den røde tråd. Vi smadrer ikke sammenhænget, selvom vi tager en afstikker.

Jeg vil derfor anbefale, at man forsøger sig med den tidligere skitserede kronologi over projektets 60'er-plader, og således danner sig et overblik over den historisk korrekte bevægelse.

Udover at fornemme kronologien, får man derved også lært de ældste udgivelser bedre at kende. Selv de absolutte novicer vil nu opleve, at visse numre begynder at stikke ud. Hvad det er for numre vil naturligvis variere fra person til person. Der gives ingen naturlove, som afgør, hvad der er de stærke og svage numre på en plade.

Men skulle jeg lave en helt personlig liste, som andre ikke skal bruge som rettesnor, men allerhøjst kan bruge til at blive rasende over, hvis de da overhovedet kan bruge den til noget, så må den blive som følger:

1965:

Stig Møller: (fra bonus 3) "Min By".

Cy & Maia: (fra bonus 1) "Portland Town".

1966:

Cy, Maia & Robert: (fra bonus 1)"This Sporting Life"; (fra "On The Scene") "A Church Is Burning", "Aziza", "Moonshiner"; (fra bonus 1) "Green Rocky Road".

1967:

Steppeulvene: (fra "Hip!") "Dunhammeraften", "Til Nashet", "0-0-0", "Kvinde kom Ud".

The Maxwells: (fra bonus 2) "What Did She Do?".

Cy, Maia & Robert: (fra "Out Of Our Time") "I Lie With You", "Carlos", "Cuckold", "Goin' Where I'm Wanted".

The Beefeaters: (fra "Beef Eaters") "It Aint Necessarily So", "My Babe", "Hey Little Girl", "Papa's Got A Brand New Back", "Let Me Down Easy".

1968:

The Beefeaters: (fra bonus 2) "Down In The Valley".

Young Flowers: (fra "Blomsterpistolen") "Oppe i Træet - stk 3", "To You - stk. 4", "Down Along The Cove - stk. 5".

The Savage Rose: (fra "Savage Rose") "Your Sign/My Sign", "You Be Free", "A Girl I Knew", "Everybody Must Know", "Savage Rose", "White Swans' Mariage Clothes", "Sleep"; (fra "In The Plain") "Let's See Her", "Ride My Mountain", "The Sheppard And Sally", "Evening's Child".

Day Of Phoenix: (fra bonus 2) "Tell Me", "I Think It's Gonna Rain Today".

1969:

Alrune Rod: (fra bonus 1) "Pigen på Stranden"; (fra "Alrune Rod") "Natskyggevej".

The Beefeaters: (fra "Meet You There") "You Changed My Way Of Living", "Night Train", "Serenade To A Cuckoo".

Young Flowers: (fra "No. 2") "You Upset Me Baby", "Calypso", "Won't You Take My Place In The Queue", "Day Break".

The Savage Rose: (fra "Travelin'")"Sailing Away", "The Castle", "Travelin'".

Burning Red Ivanhoe: (fra "M144") "Ivanhoe i Brøndbyerne", "Ridder Rød", "Jilizlou", "Kaj", "Purple Hearts", "Larsens", "Ivanhoe In The Woods", "Ida Valentine", "Sensitive Plant"; (fra bonus 3) "Fødelandssoldatersang", "Omegnens Poesi".

Delta Blues Band: (fra "Delta Blues Band") "We've Got Hard Times", "Highway 51", "Lock Me Up In Jail", "Where The Water Tastes Like Wine".

Povl Dissing: (fra bonus 1) "Jeg tændte ingen sol for Dig", "Fabeldyret"; (fra "Nøgne Øjne") "Godt nyt i Dag", "Anemonesmil", "Jeg gør dig rig Igen", "Tape fra en halv Mand".

Hvis man derefter bad mig skærpe listen, så det kun blev absolut cremen af cremen, måtte det blive:

Stig Møller: "Min By".

Cy, Maia & Robert: "This Sporting Life".

Steppeulvene: "Til Nashet", "Kvinde Kom Ud".

Cy, Maia & Robert: "Cuckold".

The Beefeaters: "Let Me Down Easy".

Young Flowers: "To You - stk. 4".

The Savage Rose: "Your Sign/My Sign", "A Girl I Knew", "White Swans' Mariage Clothes", "Evening's Child".

The Beefeaters: "You Changed My Way Of Living".

Young Flowers: "Calypso", "Day Break".

The Savage Rose: "The Castle".

Burning Red Ivanhoe: "Kaj", "Sensitive Plant", "Omegnens Poesi".

Delta Blues Band: "Highway 51", "Where The Water Tastes Like Wine".

Povl Dissing: "Jeg tændte ingen sol for Dig", "Anemonesmil", "Tape fra en halv Mand".

Som just nævnt er denne liste uden objektiv gyldighed, og bør ikke regnes for vejledende. Derimod kan den være noget andet: en opfordring. Jeg synes, alle bør lave deres egen favoritliste. Her kan man oplagt tage moderne hjælpemidler i brug, og lægge sin favoritstribe ind som en spilleliste på sin computer. Nogen vil nok spørge, om ikke dette går imod ideen om det bevidsthedsudvidende? At køre på sine favoritter er jo også at holde sig til det trygge. Favoritterne er det, der umiddelbart appelerer til en. Det er altså netop ikke at vove sig ud i nyt terrain. Alt sammen rigtigt. Men når vi beskæftiger os med en bestemt periode og i nogen grad har fokus på nogle bestemte strømninger deri, så kan en måde at komme ind på livet af det, også være at plukke det ud man umiddelbart kan forholde sig til. Derved får man en sikker base hvorfra man kan drage på strejftog ud i alt det farlige. Ligeledes kan man jo også vælge, at lægge nogle enkelte udfordringer ind på den første, grovsorterede favoritliste. Ting, man ikke føler sig egentlig i overenstemmelse med, men alligevel drages af og gerne vil blive klogere på. Men også basen, de eksakte favoritter, har en virkning. Ved at lære de numre bedre at kende, kommer man mere ind på livet af tingene. Da de er bærere af perioden og dens mentalitet, vil det påvirke dybe lag i sindet og dermed betyde, at der er sket noget med en, når man senere vender tilbage til det øvrige. Endvidere sker der jo også det helt banale, at hvis man har en stribe numre, man hører om og om igen, så vil man før eller siden blive en smule træt af det og trænge til noget andet. Mange vil opdage, at en favoritliste kan blive en helt afgørende livline at have. At springe på hovedet i afgrunden er ikke bevidsthedsudvidende - det er selvmord!

En anden, mere "objektiv" metode er at lave en endehæfter, d.v.s. at oprette en spilleliste med det første og sidste nummer fra hver plade, uanset hvad man måtte mene om disse. Det, der er afgørende uanset om man vælger den objektive eller subjektive model, er, at få lagt et snit igennem det hele. Derved koncentrerer og komprimerer man. Når man har hørt en plade nogle gange og så trækker et par numre ud derfra, kan disse fungere som en huskeseddel, et tonalt stikord. Arbejder man tilstrækkelig systematisk med denne metode, er det i yderste konsekvens muligt, at "samle" flere hundrede sange i én. Så langt skal vi ikke gå her, blot have lagt et snit igennem.

Men bortset fra muligheden for at kreere en kortere eller længere favoritliste (og/eller en endehæfter), hvad får man så ellers ud af den kronologiske gennemgang?

Man får vel først og fremmest bekræftet en række af de pointer, vi også tidligere har været på sporet af. Som det første vil mange nok blive overrasket over, hvor meget der var sket på de få år, når de tager hoppet tilbage til 1966. En del vil nok også opleve en vis lettelse, når de kommer tilbage til den luftige friskhed og mere naive klang fra dengang. Men samtidig er det udenvidere indlysende, at der slet ikke er samme grad af originalitet i det.Det er ikke desto mindre lettere at gå til, og man fristes let til at flyve igennem en masse plader på én gang. Men pas på med at gå for hurtigt frem. Der skal også være tid til at standse op undervejs og tænke efter. Lad os derfor betragte tingene led for led.

Der sker noget afgørende med dansk musik omkring 66/67. Den første med Cy, Maia & Robert er kønt velklingende, men også lidt tam og fersk. De stramme, præcise arrangementer er flotte, men også en smule livløse. Når man kommer over til Steppeulvene fornemmer man ikke blot en helt anden energi. Der er tillige en ny frihed og frækhed, såvel som et langt mere egenartet udtryk. Dertil kommer naturligvis, at det er selvskrevne sange. Steppeulvene var ikke de første, der sang på dansk, de var ikke engang de første, der sang på et fornyet og frækt 60'er-dansk. Nogle måneder tidligere havde Peter Belli sunget Thøger Olesens fordanskning af Ray Davies' "Well Respected Man". Men her var otte nyskrevne, dybt originale danske sange (nå, ja -bortset fra Hesse-tyveriet på "Kun for Forrykte"). Der er dem, som har hævdet, at det hele ligger i teksterne. Det passer ikke. Teksterne bærer meget, men der er i høj grad også noget, der bærer teksterne. Alene lyden på den plade, det utrolige, luftige stereobillede, hvor hvert instrument får masser af plads. Dertil Skaløes unikke stemme. Hvis man forestiller sig musikken omarrangeret for et kammerorkester og afsunget af en operasanger, vil det uden videre blive klart, at det ikke bare er teksterne, men mindst lige så meget måden de fremføres på. Det er således en kombination af hjemmestrik, tekst, musik, arrangement, udførsel og en særlig nerve i denne, samt en bemærkelsesværdig produktion , der gør "Hip!" til hvad mange har kaldt "dansk rocks svar på Jellingestenen". Dertil kommer naturligvis pladens betydning som motivator og inspiration for andre, såvel som den symbolske betydning den blev tillagt i sin samtid, og det ikoniske skær den har stået i for eftertiden.

Undskyld, hvis jeg er højt oppe

- det skyldes, at jeg elsker dybt at hoppe.

Overraskende nok virker "Out Of Our Time" ikke tam, når man får den lige efter Steppeulvene, sådan som man ellers kunne forvente. Den forskel, der var sket med Cy, Maia & Robert fra den første til den anden plade, træder naturligvis tydeligere frem, når man hører dem lige efter hinanden. Men det man til gengæld kommer på sporet af her, er en dansk scene, der strutter af selvtillid, tør mere end før, skriver egne sange, går egne veje og ikke ubetinget lader sig diktere hvad, der er vejen. Dette skyldtes ikke udelukkende Steppeulvene. Det var en række af strømninger og tendenser, der havde hjulpet noget på vej. "Hip!" er blot den store samlende metafor for alt dette.

Hvis denne vidunderligt rablende og anarkistiske plade har en svaghed, så må det være, at variationerne er få. Især når det gælder instrumentering og lyd. Cy, Maia & Robert har der imod taget afsked med den ensartede folkplade lyd på "Out Of Our Times", og leger med skiftende lydbilleder, der gør stort set hver sang på pladen til et lille, selvstændigt værk. Dertil er de indlysende mere professionelle end Steppeulvene, der ikke har vundet deres legendeomspundne ry for teknisk kunnen, men for en særlig udtrykskraft, der nærmest må kaldes på trods af håndværksmæssige mangler. Der er derimod ikke mange fingre at sætte på Cy, Maia & Robert. Nu er en teknisk vellykket plade aldeles ikke det samme som en god plade. Men i dette tilfælde står vi over for et smukt og helstøbt produkt, der klart gør nye landevindinger. Introen til "I Lie With You" er bemærkelsesværdig, da den foregriber Beatles' "Get Back". "Lonely Child" kunne have været lavet af Alice Cooper i midt-70'erne, mens "I'm On My Way" peger flere årtier frem i tiden. Der er også lidt at hente for tekstfreaks. Efter de foregående tretrins-programmer vil man have The Old Man And The Seas "Living Dead", Skousen & Ingemanns "Blæsten over Søen" og Povl Dissing & Burning Red Ivanhoes "August Gyldenstjerne" i frisk erindring. Man kan jo så forsøge at knytte dem sammen i en flerdimensionel tematik med Steppeulvenes "Jensen" og "Lykkens Pamfil" samt Cy, Maia & Roberts "Two Brothers", "Tommy Taylor The Third", "Goin' Where I'm Wanted" og "Nightmare".

Hans far og mor de græmmer sig

han græmmer sig også selv.

Hos Beefeaters går energisk udtrykskraft og habilt spillemandsværk smukt hånd i hånd. Det er helt indlysende den mest kraftfulde af de tre '67-lp'er. Men derimod ikke den mest originale. Det er snarere en personlig måde at gøre noget, mange andre gjorde. Numrene er bluesrock-standards og stilen mere eller mindre defineret af udenlandske forbilleder. Men det er gjort med en egenartet drejning. Tilsammen viser de tre '67-plader den danske scene nå ud over sit hidtidige stadie og frem til noget, der kort før havde virket utænkeligt.

Noget andet man vil erfare, er hvor helt anderledes Beefeaters pladen virker og fungerer i disse omgivelser. Vi har jo lige haft fat i den i tretrins-programmerne. Man sætter den i et andet selskab og - vupti - det bliver på det nærmeste en helt anden plade. Det gør det så naturligvis ikke alligevel. Men det må være tydeligt for enhver, at den ikke blot indgår i to forskellige sammenhænge, men udfylder to forskellige pladser i de respektive sammenhænge, og derfor kan opleves på to nærmest usammenlignelige måder. I betragtning af hvor meget vi i det foregående har talt om forbindelser, og hvor mange overvejelser vi har gjort os om mulige årsager til de tre bokses sammensætning og opbygning, er dette noget uhyre vigtigt at mærke sig. I begge mosaikker mærker man imidlertid tydeligt pladens imponerende vægt og slagkraft.