toner, ord og tanker
Hændelsen 10
Afrundinger i varierende grad ...
"It's time the tale were told
- of how you took a child and you made him old."
- The Smiths ("Reel Round The Fountain")
"Jeg har gjort Bekendtskaber af alle Slags - Selskab har jeg imidlertid ikke fundet. Jeg ved ikke, hvad det er ved mig, som virker tiltrækkende på Menneskene. Der er saa mange af dem, som godt kan lide mig og som slutter sig til mig, og saa gør det ondt, naar vi kun kan følges med hinanden et lille stykke vej. Naar du spørger om, hvordan Folk er her, maa jeg svare: Som overalt! Menneskene ligner sig selv allevegne. De fleste tilbringer største Delen af deres Tid med at arbejde for at leve, og den Smule Frihed, der bliver tilovers, er de i den Grad angst for, at de søger alle Midler for at blive af med den. Ak, saaledes er Menneskets Lod. Men det er rigtig brave Folk! Naar jeg tit glemmer mig selv og nyder de Glæder med dem, som endnu er forundt Menneskene: At spøge aabenhjertigt og gemytligt ved et vel besat Bord, at faa en Spadseretur eller en Dans istand til rette Tid eller lignende, har det en ganske god Indflydelse paa mig. Kun maa jeg ikke komme til at tænke paa, at ogsaa saamange andre Evner slumrer i mig, som alle smuldrer ubenyttet hen, og som jeg maa skjule omhyggeligt. Det faar Hjertet til at krympe sig sammen. Og dog! Folk som jeg vil altid blive misforstaaede."
- Goethe ("Den unge Werthers Lidelser")
"Ulykken er mangefold. Jordens Elendighed er mange Slags. Den breder sig over Horisonten som Regnbuen, dens Farve er saa forskellig som Regnbuens, og paa samme maade som dennes blander de sig mellem hinanden. Breder sig over Horisonten som Regnbuen! Hvorledes gaar det til, at jeg har faaet en Type på det ækle ud af Skønheden? At jeg har faaet Fredspagten til et Sorgens Billede? Men ligesom i Etikken det onde er en Følge af det gode, saaledes fødes Sorgen af Glæden. Enten er Erindringen om den svundne Glæde, den Smerte, vi føler i Dag, eller ogsaa har de nærværende Kvaler deres udspring i den Lyksalighed, der kunne have været.
(...)
Livets Realiteter kom til mig som Syner og kun som Syner, mens Drømmenes Verden til Gengæld blev - ikke den materielle Del af mit daglige liv, men selve dette liv."
- Edgar Allan Poe ("Berenice")
"Fejlen ligger i din egen skrækkelige natur, for alle mændene er ens, og alt ondt i verden kommer fra den lille tingest, som mændene skjuler under deres lændeklæde, fordi de skammer sig over den, og jeg undrer mig slet ikke over, at de skammer sig."
- Mika Waltari ("Sinhue Ægypteren")
"Kroppen er en højst tvivlsom ven, for den producerer ting, vi ikke bryder os om; der er alt for mange ting ved kroppen, vi ikke kan omtale. Kroppen optræder meget ofte som personifikationen af Jegets skygge. Sommetider udgør den skeletterne i skabet, og vi ønsker naturligvis alle at komme af med den slags ting."
- C. G. Jung ("Den analytiske psykologis grundlag")
"I virkeligheden hensætter et aktivt kompleks os momentant i en tilstand af ufrihed, af tvangstænkning eller -handlen."
- C. G. Jung ("Generelt om kompleksteorien")
"Et traume udgøres enten af en enkelt, afgørende voldsom påvirkning eller af et kompleks af ideer og emotioner, der kan sidestilles med et psykisk sår. Alt, hvad der kommer i nok så let berøring med dette sår, afstedkommer en voldsom reaktion, en regulær emotionel eksplosion."
- C. G. Jung ("Den terapeutiske værdi af afreagering")
"Touching you like a sickness
Fear is taking control,
The beach head is in the street.
In the gutter lies defeat.
Fear is the key to your soul.
That makes you dangerous
- So dangerous to your self."
- Pete Townshend/The Who ("Dangerous")
"Tryghed og visheden om tryghed hører fortiden til. Så længe jeg bor her, er der kun en ting at håbe på: at jeg ikke må blive sindssyg, hvis ikke jeg allerede i virkeligheden er blevet det. Hvis jeg er normal, så er det minsandten til at blive vanvittig over, at af alt det modbydelige, der lurer på dette forhadte sted, er greven for mig det mindst frygtelige, hos ham alene kan jeg søge sikkerhed, selv om den måske kun vil vare, så længe jeg kan tjene hans formål."
- Bram Stoker ("Dracula")
"Midt i vor rædsel ligger der en tilskyndelse til overgivelse (...) Bøddelen tiltrækker og fanger sit offers opmærksomhed, beundring og ærefrygt, fuldstændig som en kat undertiden fastholder opmærksomheden hos den fugl, den jager."
- Phillip P. Hallie ("Grusomhedens Paradoks")
"I samme øjeblik, hun får øje på ham fra verandaen, lænet op mod soluret, hævder den frygtelige gamle følelse af at være tvunget af ham sit greb om hende. Hun føler, at selv nu ville hun gerne vende om, men at han trækker hendes fødder hen imod sig.
(...)
Frastødelsens fascination havde været over hende så længe og kulminerede nu så mørkt, at hun følte det, som om han havde magt til at binde hende med trolddom."
- Charles Dickens ("Mysteriet Edwin Drood")
"How could I be this way
- when I pray to God above?
I must love what I destroy,
and destroy the thing I love."
- Sting ("Moon Over Bourbon Street")
"Thi suk er blevet mit daglige brød, mine veråb strømmer som vand. Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. Knap har jeg fred, og knap har jeg ro, knap har jeg hvile, så kommer uro!"
- Jobs bog
"What kind of love runs through your heart
with a pleasure so close to pain."
- Cromwell/Jennings/Orbison ("What Kind Of Love")
"håbløst fOrelsket
i nederlaget - skrev jeg
engang for længe
siden Men jeg hus
ker ikke i hvilken digtsamlinG"
- Klaus Høeck ("Digte")
"Pludselig grinte hun. Hvor var det dejligt at være grim, tænkte hun. Hvilken lettelse. Jeg har altid skullet være smuk."
- Vita Andersen ("Iagttagelser")
Skulle jeg have gjort det, jeg helst ville - og havde jeg haft evnerne dertil - ville jeg i stedet have skrevet enten "Bleak House" eller "Brødrene Karamassov". De er imidlertid allerede skrevet, og hvad mere er: skrevet af rigtige forfattere, der rent faktisk formåede at gøre det ...
Det sker, at man går fejl. Det sker, at resultatet bliver ringe, selvom man har forberedt sig med alverdens grundighed. Gennem flere år lavede jeg solid og omfattende research om institutionsanbringelser og senfølger af seksuelle overgreb, før jeg endelig satte mig til at skrive en roman om et liv, der tidligt blev forkrøblet og ødelagt. Cirklende omkring et centrum, der havde forbindelseslinier ud til alle sider (anskueliggjort i første kapitel med et edderkoppespind) viste jeg en række billeder fra hovedpersonens liv.
Ideen var sådan set ganske enkel: en på overfladen ligegyldig og banal episode, der - i det mindste for én af de involverede personer - rummede en mængde dybere betydning, og set tilbage på senere i livet forekom skæbnesvanger. Dertil en række kapitler sammenlignelige med et løg således, at hvert af dem skrællede et lag af og afslørede nye sider af hændelsen.
Som forbillede havde jeg kriminalgenren, blot med den forskel at det, der skulle opklares, ikke var en forbrydelse, men en sindslig konflikt. Jeg havde opridset grundideen til 21 kapitler omgivet af en række intermezzoer, der refererede tilbage til hændelsen. Til sidst en epilog sammenlignelig med den klassiske scene, hvor den store detektiv opsummerer sagen.
Efterhånden som jeg fik skrevet de skitserede kapitler, opstod der imidlertid en række tvivlsspørgsmål og overvejelser, jeg ikke havde forudset.
Ville ideen overhovedet blive forstået?
Var de 21 kapitler en tilstrækkelig afdækning, der fik samtlige lag af løget skrællet af? I forhold til krimiparallellen: var alle spor lagt ud til sagens endelige opklaring?
Hang tingene overhovedet så meget sammen, at epilogen besvarede de i kapitlerne rejste spørgsmål?
Var pointerne klare og skarpe nok?
Hvorfor overhovedet skrive den roman?
Hvad ville jeg egentlig med ham Paul? Hvorfor skulle venlige, velvillige mennesker læse om ham og hans indviklede sjæleliv?
At hans barske barndomsoplevelser efterlod en eller anden form for ar, syntes psykologisk plausibelt. Men hvorfor lige en PDD?
Hvad angår spørgsmålet om PDD (eller "penisskam", som det oftest kaldes herhjemme) havde jeg et polemisk ærinde. Efter min opfattelse er debatten om emnet generelt afsporet og misforstået. Især synes flertallet af debatører at nære en urokkelig overbevisning om, at det for den lidende har relation til hans forestillinger om sit partnerpotentiale, og at helbredelsen således skulle gå ud på at overbevise ham om, at han udmærket er i stand til at finde en partner, uanset omfanget af det lem, naturen har udstyret ham med.
Svarende til det pubertære niveau, disse antagelser for mig at se er udtryk for, har jeg ladet Paul nå denne erkendelsesgrad, da han er en forvirret og usikker teenagedreng. Selv Paul, der er så indviklet i vrangopfattelser som nogen, når siden videre og udover denne fundamentale misforståelse.
I sin dybeste grund har PDD intet med hverken seksualitet eller partnersøgning at gøre. At hævde, det er et seksuelt problem, svarer rundt regnet til at kalde anoreksi et fordøjelsesproblem. Begge dele handler i virkeligheden om at stå i et fundamentalt misforhold til livet.
Jeg havde således i høj grad mine velovervejede grunde til - eller kald det bare propagandistiske bagtanker med - at udstyre Paul med denne særlige form for senfølger.
Men var min opfattelse blevet tilstrækkelig tydelig i løbet af de 21 kapitler? Ville man forstå den? Fremgik den tydeligt nok af selve historien og handingen? Eller var en nærmere forklaring påkrævet? Hvem kunne i så fald give denne forklaring?
I hvor høj grad skulle jeg gøre Paul til talerør for mit indlæg i debatten?
Dette spørgsmål berører samtidig fortællingens bevægelse. For hvor meget af sagens rette sammenhæng passede det overhovedet ind i såvel det narrative forløb som til Pauls karakter at at han indså?
Atter i sammenligning med en krimi: hvor fuldstændig skulle mysteriets opklaring være? Var det overhovedet troværdigt, hvis en så forkvaklet og afsporet person pludselig begyndte at optræde som mesterdetektiv?
Jeg ønskede, at bogen skulle ende med et håb. Paul skulle ikke efterlades som en tabt sag uden chancer.
Men hvor langt skulle slutningen gå i retning af en helbredelse?
Det hed i mine skitser, at et besøg hos et par med et forhold baseret på dybere værdier skulle være en øjenåbner for Paul, der nogle år senere førte frem til erkendelse og klarsyn. Dertil var det sidste kapitel og epilogen sat af. Men i hvilken grad?
Jeg fandt det ikke troligt, at Paul skulle nå frem til en absolut erkendelse og opleve en mirakuløs forvandling til et helt nyt menneske. Altså kun noget delvist. Men hvor langt? Hvor meget skulle han indse, og hvor mange selvbedrag skulle han endnu have i behold?
Derudover var jeg også på anden vis usikker på persontegningen. Som arbejdet skred frem, følte jeg en stigende uformåenhed i forhold til at gøre Paul bare en lille smule sympativækkende.
Det kom sig måske atter af hans særlige variant af senfølger. For så vidt stemte det overens med det, der overgik ham. Der var en klar spejlvirkning mellem sind og miljø. Det blev et kig ind i ikke bare én, men to ekstreme verdener. Men jeg ønskede samtidig at gøre Paul til andet og mere end bare en pervers særling og spidsfindig hykler, der i lyset af sin opvækst blev delvis forståelig. Jeg ønskede, han skulle være et levende og følende menneske. Det lykkedes imidlertid kun i ringe grad at fremstille ham som sådan.
Dertil kom, at jeg udover at analysere PDD-fænomenet tillige ønskede at skrive en enklere og lettere forståelig roman om institutionsbørn end "De skal ta's i Tide" (1996), der med sin brug af en kierkegaardsk rammefortælling, sprogfilosofiske udflugter og endelig et veritabelt stykke dekonstruktion idag forekommer mig alt for indviklet, og som da også kun de færreste har forstået.
Kommentarer fra venner, der kiggede lidt med undervejs i processen, var ikke videre opmuntrende i så henseende. Faktisk lod det til, at "Hændelsen" ville blive om muligt endnu mere misforstået end "De skal ta's i Tide". Langt udover de vanskeligheder, jeg selv havde fået øje på. For mange stod det end ikke klart, hvilken hændelse romanens titel refererer til.
Heller ikke hovedproblematikken i forhold til Pauls sindslidelse syntes at være lige tydelig for alle. Jeg oplevede rent faktisk at blive spurgt, hvorfor der var så meget med penisser. Det forekom ret håbløst at påpege, at man lige så godt kunne spørge, hvorfor man skal høre så meget om den farm i Karen Blixens berømte bog.
Alle disse tvivl og overvejelser fik mig efterhånden til at miste modet, og jeg opgav projektet som håbløst og irrelevant - en idé, der ganske enkelt ikke fungerede.
Litteraturhistorisk set tillige overflødigt. Ihukommende Poes, Dickens', Kirkegeggards, Dostojevskis, Kafkas og Hesses forfatterskaber var det hele allerede sagt. Det meste endog flere gange. Penisstørrelserne blot et pikant og lidt dekadent krydderi, der ikke er nær så nutidigt dagsaktuelt, som mange tror, eftersom virkemidlet allerede blev brugt af John Cleland i 1749.
Over alle stråler naturligvis Shakespeare, der havde sagt alt, før nogen andre havde sagt noget som helst. Selv den olympiske Goethe - der ikke ligefrem led af mindreværdskomplekser - indrømmede, at når det gjalt Shakespeare, følte han sig som en dværg, der løb efter en kæmpe. Og hvem gør ikke det? Når nu vi har en Lear, en Macbeth og en Otello, hvad skal vi så med en Paul?
I betragtning af at bogmarkedet allerede er urimeligt overmættet og uoverskueligt, så jeg ingen grund til at bidrage til den stadige strøm af ligegyldige nyheder. Som Carsten Jensen har udtrykt det: "Alle vil være forfattere, men ingen vil være læsere."
Siden har "Hændelsen" imidlertid ikke villet lade mig i fred. Den har til stadighed rumsteret rundt et sted i systemet, og det har på en eller anden måde naget mig, at jeg ikke gjorde den færdig. Eller i det mindste arbejdede så langt videre med den, at samtlige kapitler forelå i et førsteudkast, der så kunne være nok så polerings- og bearbejdelseskrævende, men trods alt var nedfældet. Ikke bare i synopsis, men som noget, der lignede egentlige kapitler i en roman.
Var Paul ikke blevet levende på papiret, var han det i hvert fald i mit sind, hvor han blev ved at trænge sig forstyrrende på og kræve sin historie fortalt.
For at blive "Hændelsen" og dens hovedperson kvit bestemte jeg mig til sidst for at mere eller mindre afslutte arbejdet i form af et hverken-fuldført-eller-kasseret-kompromis.
Der er således tale om 21 kapitler i et råt og løseligt førsteudkast, som jeg godt kunne give mig til at bruge to-tre år på at finpudse og få helt på plads. Men da jeg i virkeligheden ikke har særlig høje tanker om dette projekt, og kun har udkastet kapitlerne for at få fred for dem og endeligt kunne lægge "Hændelsen" fra mig, ser jeg hverken en litterær tilskyndelse eller et personligt behov for noget af den art. På en ikke særlig gennemarbejdet måde har jeg fortalt Pauls historie til ende for at kunne stede ham til hvile og blive ham kvit.
Må han hvile i fred!
Lad mig videre sige, at jeg ikke nærer de store forhåbninger om, at dette arbejde vil blive forstået. Alle prøveballoner har vist negative resultater. F. eks. lagde jeg manuskriptet ud i en Facbook-gruppe og fik en kommentar bestående af det ene ord "Klamt". Jeg svarede, at hensigten ikke havde været at forherlige de ting, der omtales i "Hændelsen", men tvært om at pege på noget rivende forkert. Det fik jeg ikke noget svar på.
Endnu i skrivende stund har jeg ikke oplevet én eneste reaktion/kommentar, der bærer præg af at have fanget de mere subtile pointer i denne roman. Tvært imod har det store flertal af ytringer haft en påfaldende lighed med, da Anne Marie hører om Mathiesens kande.
Dersom nogen - mod forventning - skulle finde Pauls historie læseværdig, ville det bestemt glæde mig, og jeg ønsker dem i givet fald al mulig fornøjelse med denne vanartede roman. Kan den finde en lille plads i en eller andens hjerte, har det ikke været det rene tidsspilde, hverken for mig at skrive den, eller for pågældende person at læse den. Er dette ikke tilfældet, så fred være også med det.
Det dybt selvmodsigende i at på én og samme tid opgive og fuldføre et projekt vil jeg ikke benægte eller forsøge at bortforklare. Inkonsekvensen er vist indlysende for enhver. Ikke desto mindre er det altså sådan, tingene er gået.
Venligst,
Carl M. Nielsen
Der sigtes ikke til nogen bestemt ridderroman i begyndelsen af kapitel 16. Blot typiske træk ved genren. Ordet nedladende i den særlige betydning forekommer bl.a. i Walter Scotts romaner, og det kunne f. eks. være "Talismanen" eller "Kenilworth", Paul havde læst.
I kapitel 19: Flemming Mathiesen er en opdigtet forfatter, og "Stadsstuen" således en fiktiv roman.
Bemærkningerne om Guds ånde og at tiden stod stille findes i Erling J. Larsens "Han kom til en Dør".
At være helt almindelig, ligesom alle andre og ikke skille sig ud, og så at være noget særligt, specielt og usædvanligt … Det lader sig nu engang ikke gøre at være begge dele på én gang. Derimod kan man sagtens ønske sig begge dele samtidig, og det kan så føre en ud på nogle sære mentale vildveje, hvor tankespindet går amok i forsøget på at finde en strategi til både at blæse og have mel i munden!
Set i bakspejlet var "Hændelsen" måske mere en dæmonuddrivelse end en roman (?).
Paul undrede sig over, at det aldrig før var faldet ham ind. Han havde ellers ofte været på sporet. I mange år havde han defineret sig selv som et grænsetilfælde. På den ene side var hans lem et pænt stykke over gennemsnittet, for meget til at kunne skjule sig i mængden. På den anden side var den ikke kæmpestor. I hvert fald var der nogen, som var større. På den ene side skilte den sig ud, på den anden kunne den ikke sådan rigtig stå frem som særlig. For lidt og for meget på én gang. Det havde han tit funderet over. Tænkt, at havde den lige været lidt større, så havde han kunnet gøre sig gældende, og havde den lige været lidt mindre, ville han ikke have skullet gøre sig gældende.
Men det var aldrig før faldet ham ind, at de to ting, han i alle disse år havde følt sig presset ind imellem som fange i et ingenmandsland, repræsenterede to livsstile, to værdisæt og to former for pardannelse.
På den ene side stod konkurrence og prestige, at skulle imponere. På den anden stod at leve i forsonlighed med sig selv og sit liv, og i forlængelse heraf finde ind i et parforhold, der var præget af nærhed, forståelse og sammenhørighed.
I alle de år, hvor han havde gået og ønsket enten lidt mere eller lidt mindre, havde han hele tiden ment, at han helst ville have haft en større. Stor nok til, at han kunne gå ud og finde en kvinde og være sikker på, at det var den største, hun nogensinde havde set. Ganske vist havde han også spekuleret en del over, om man nogensinde kunne være sikker. Der var vel i grunden altid en risiko for, at hun havde set en endnu større. Det var i bund og grund at være forpligtet til at opfylde krav, man ikke på nogen måde kunne opfylde. Men chancerne for en førsteplads blev trods alt forbedret med hver centimeter. Derfor havde han utallige gange tænkt, at gid den dog bare var lidt større. Bare lidt.
Det, der som en åbenbaring havde slået ham lige nu, var, at han inderst inde altid havde ønsket sig en mindre. Ønsket, at den befandt sig et sted, hvor han ikke kunne gøre sig noget håb om at have den største, og at der derfor ikke var noget skamfuldt i, at han ikke havde det.
Hans drøm om et parforhold havde været et forhold præget af inderlighed og samhørighed. Men i stedet var han igen og igen blevet fanget i at skulle imponere. Den havde i virkeligheden aldrig været for lille. Den havde været for stor. For stor til at give plads for samhørigheden. Den havde stillet sig i vejen, spærret inderlighedens dør.
Den havde fyldt for meget. Det hele var kommet til at handle om den, og derfor var tingene også endt i et spørgsmål om at kunne skaffe sig beundring og bifald. Den havde ikke været lille nok til at indgå som en underordnet del - netop kun en underordnet del - af noget langt større, af to hele menneskers møde og sammensmeltning. Det hele menneske var blevet erstattet med en enkelt legemsdel, der som kompensation for alt andet naturligvis ikke kunne blive stor nok.
I grunden havde han altid vendt det hele på hovedet, misforstået sig selv og sine egne ønsker. Det han i sin tidlige pubertet havde frygtet, var i virkeligheden ikke - sådan som han troede - at den ikke ville blive større. Han havde i virkeligheden frygtet, at den ville.
Ikke bare frygtet, at det ville ske. Nej, gruet for det, fordi, at han vidste det ville ske. Sådan havde det jo også været med Huberts. Efter sin egentlige forvandling, hvor den var kommet til at se helt anderledes ud, var den stadig lidt mindre end Pauls. Det var først bagefter, at den havde vokset sig rigtig stor.
Han vidste idag, at dengang han var vildt forelsket i Anne Marie, havde hun også været interesseret i ham. Han vidste også, at hun ikke ville have haft forventninger om, at han skulle have været i besiddelse af et kæmpe monstrum. Dengang efter den første forvandling var han det bestemt heller ikke. Var den blevet dér, ville den have været i underkanten af gennemsnittet. Dengang havde samhørigheden måske haft en chance.
Senere var det noget andet. Dels var han ikke længere forelsket i hende, og dels var den vokset siden dengang. Måske lå det slet ikke naturligt for Anne Marie at være så vild og voldsom. Måske havde hun troet, at han ville have det sådan, og troet det netop i kraft af den påståede flækkefare.
Hans beundring af Renés, hvor han havde indbildt sig, at den var enormt stor, havde dækket over, at han inderst inde godt vidste, at den ikke var. Det beundringsværdige ved Renés var netop dét, at den var skabt til at indgå som en underordnet del af en inderlig forståelse uden at blive et dominerende aspekt.
Man kunne let blive forvirret og tage fejl. Alle vegne kunne man høre om mænd, der ønskede sig en større penis. Det var uhyre sjældent at høre om det modsatte. Det hørte man stort set kun om i forbindelse med dem, der vitterlig var ud over alle breder. Det var tilsyneladende ret udbredt at dem, der var nogenlunde indenfor normalområdet, gerne ville være større, men man hørte som regel ikke om nogen, der gerne ville være mindre. "Penisforlængelse" var blevet et almindeligt kendt begreb. Men hvem havde nogensinde hørt om "penisforkortelse"?
Det passede for så vidt fint sammen med et samfund, der var præget af konkurrence, og hvor det snarere var skryderi end beskedenhed, der talte som en dyd. Jobannoncer efterlyste supermennesker, og så gjaldt det bare om at kunne dupere og bilde dem ind, at man var sådan et. Kurser i at skrive ansøgninger og cv'er, havde ofte chokeret Paul. Han syntes, man i al for høj grad blev opfordret til praleri og omgåelse af sandheden.
Indenfor sport blev presset og tempoet stadig højere. Der blev spillet hårdt og det handlede ikke "bare om at være med". Det handlede helt klart om at vinde. At hygge sig venskabeligt med lidt boldspil? - Luk op for fjernsynet til en hvilken som helst kamp, og man vil kunne se to kompagnier lejesoldater meje hinanden ned.
I en sådan verden måtte det nødvendigvis blive det store, imponerende lem, der blev higet efter. Men var det ikke et kollektivt selvbedrag? Var det mon ikke snarere sådan, at den ærlige længsel blev overdøvet af konkurrencesamfundets larm?
Når man så allerede som lille dreng var blevet presset ind i en rolle, hvor man skulle imponere med sin penisstørrelse, hvordan slap man så ud af den rolle igen? - Han havde altid skulle imponere, og som en anden olympiadedeltager følt, at sølv og bronce var utilstrækkeligt, at kun guldet talte. Det troede han fordi, han havnede i den rolle at blive udstillet, set og beundret af de andre drenge. Men det havde momentvis også mindet om at være en vandskabning på en markedsplads, som almindelige mennesker kunne betragte med gysen. Paul havde aldrig fået lov at være en af de normale på tilskuerrækkerne, sidde blandt publikum til freakshowet.
Havde han haft en lille diller, ville han have kunnet beundre de store. Være imponeret. Det havde han aldrig helt kunnet. Han kunne ikke ægte og ærligt sige: "Er du gal hvor er den stor!" De gange, han havde gjort det, havde der som regel været et element af skuespil og forstillelse deri. Kun de der kæmpe, kæmpe nogen i pornofilm, var med garanti større. Meget større. Men de fascinerede ham ikke. Han syntes, de var uhyggelige og grimme. Når han derimod så filmklip med nogen, der var mere naturtro, men bare i den bedre ende, kunne han aldrig helt give sig hen i beundringen. Der var altid en lille, nagende tvivl, om hvorvidt den nu også virkelig var større end hans egen.
En enkelt gang havde han ved et tilfælde set en af de rigtig store i virkeligheden. Ikke et grænsetilfælde som hans eget, men en ordentlig kleppert. I levende live, frit fremme og blottet i fuldt rejst tilstand.
Men det havde ikke fået ham til at ånde lettet op og tænke: "jeg er normal. En almindelig mand". Det havde overhovedet ikke gjort fra eller til på hverken den ene eller anden måde, for i bund og grund kom det overhovedet ikke sagen ved.
Nej - han havde ikke siddet blandt publikum til freakshowet. Blot havde han indset, at han kun var opvarmningsnummeret, og at hovednavnet til forestililingen var af en helt anden kaliber. Det havde så blot intensiveret misforståelsen. Han var begyndt at tragte efter at være hovednavnet. Men det var vel den fælde, som han næsten var født til at dumpe i.
Han var vokset op i misforståelsen, og den havde hængt ved. De tre til fem centimeter mere, som han i sit voksne liv ofte havde tænkt, ville kunne gøre hele forskellen, var i virkeligheden tre til fem centimeter mindre. Det var tydeligt nu, hvor masken var faldet. Men han havde brugt hele sit liv på at nå frem til denne erkendelse.
Ejner havde for så vidt sat et skel mellem kvantitet og kvalitet ved at insistere på, at hans var en "rigtig diller". Hvem vil ikke hellere have et kilo kartofler end fem kilokartoffelskræller? Dette havde imidlertid indgået som en del af deres indbyrdes rivalisering og kunne derfor ikke pege hen på det andet koncept. Først ved at iagttage den særlige relation mellem Simone og Louis var Paul blevet bragt på sporet.
Når sondren mellem kvantitet og kvalitet bruges som en del af pointsystemet i en konkurrence, peger det ikke hen på det andet koncept, men længere ind i vildfarelsen. Den form for kvalitativ tænkning havde der såmænd været rigeligt af på Pilehushjemmet.
Paul kom til at tænke på en anden oplevelse, endnu en af de utallige, der direkte eller indirekte knyttede sig til hændelsen. Det var i den sidste tid på institutionen, da han boede på udeskoleafdelingen og der blandt andet kom til at bo sammen med Arne. Paul havde lavet en tegning og hængt op på sin væg.
- Hvorfor har du lavet den? spurgte Arne.
- Tjah, fordi jeg godt kan lide at tegne, havde Paul svaret.
- Nå! Så undrer der mig, at du ikke er bedre til at tegne.
Det var i virkeligheden ikke anderledes, end når det venskablige i en såkaldt "venskabskamp" mellem to fodboldhold var svært at få øje på. Et hold, der ikke kunne sætte hårdt mod hårdt, ville jo slet ikke få lov at stille op.
Det andet koncept lå vel snarere i det med at godt kunne lide at tegne. At gøre noget bare fordi det var sjovt og rart. Ikke for at præstere.
Det var naturligvis ingen løsning på problematikken at vende den på hovedet, og give sig til at ønske en mindre i stedet for en større. Men det var afgjort en befrielse at kunne nøjes med at ønske en af delene, frem for begge på én gang. Dertil var det en forståelse af de værdier, der knyttede sig til de respektive positioner. Paul havde længtes efter noget helt, helt andet, men ikke selv kunne se det. Inderst inde havde han altid søgt efter den konkurrencefri fortrolighed. Den var bare så pokkers svær at finde.
Nu var det for sent. Paul var halvgammel, tyndhåret og manglede halvdelen af sine tænder. Endvidere havde han været alene så længe, at han slet ikke kunne forestille sig at være i et forhold. 20 år er lang tid!
Den følelse af håbløshed og at tiden var ved at rinde ud, som han hele sit liv havde været besjælet af, var nu omsider blevet den konkret foreliggende virkelighed. I hvert fald når det gjalt det samhørige forhold. Måske kunne han endnu nå at slutte fred med sig selv og sin penis.
Nu kunne han i det mindste gennemskue det absurde - næsten komiske - i, at han havde kunnet gå så meget op i førerskab eller ikke, at uvisheden om hvorvidt en anden var en centimeter kortere eller længere havde føltes som et spørgsmål om liv og død.
Det var tydeligt nok nu. Hvad var det dog for et spild, han havde brugt sit liv på? En eller anden mand - hvem som helst. Der skulle ingenting til, så fyldte det hele Pauls liv.
Men det var da ikke jordens undergang, hverken hvis hans lem var en centimeter mere eller en centimeter mindre. Det var i grunden så uendelig ligegyldigt, og sådan burde det også have været for Paul.
Men det havde det aldrig været. Det havde altid været altafgørende. Vigtigere end folketingsvalg, naturkatastrofer, forurening, statskup og terrorister. Med sit larmende markedsskrigeri havde det endog formået at overdøve alle Pauls længsler efter noget smukt og ægte.
Birger havde sådan set virkelig været misundelsesværdig. Han havde været glad for sin diller, selvom han godt vidste, at Arnes var større. Kunne Paul mon lære at blive glad for sin, selvom godt vidste, at de fleste andre var mindre?
I virkeligheden var det vel mere glæden og tilfredsheden end selve organet, Paul havde misundt Birger. Hvor forsskruet hans selvtilfredse fryd over sin rejsning end kunne forekomme, var den tillige udtryk for en oplevet kropslighed, der i grunden var Paul fremmed.
En del af alt dette var noget med sansning. At have kroppen nede i kroppen. At rent faktisk mærke den. Om man svedte eller frøs. En blød skjorte, der sad godt. Vandet mod huden under et brusebad.
Paul havde haft sin krop oppe i hovedet. Det var også derfor, hans seksuelle fantasier havde antaget den karakter. Hvor ofte havde han ikke stået ganske uforstående overfor sig selv og spurgt, hvorfor i al verden de ting ophidsede ham. Men nu så han klart, hvordan det hang sammen. Den videre bevægelse for kroppen oppe i hovedet måtte netop kulminere ved matematikken. Da var man nået helt op under loftet, hvor kroppen ikke kunne fjernes længere fra kroppen.
Et andet spørgsmål, Paul ofte havde undret sig over, var, hvorfor netop den hændelse var blevet til hændel-sen. Han kunne have valgt så meget andet blandt det, der skete dengang. Dette var imidlertid kun tilsyneladende. Der var en masse før og efter, men ikke på lige præcis det tidspunkt. Hændelsen dumpede ned i en pause, som faldt sammen med, da det havde været allersværest for ham at skulle forholde sig til at blive ældre, og hvor forandring mere end nogensinde forekom ham at være lig med tab.
Det store ryk ind af nye, små elever nede bagved havde stået som et billede på hans egen fortid. Han havde genkendt sit yngre jeg i Laila, og Birger var blevet hendes Janus. Men siden havde han også spejlet sig i Birger, der brugte samme mærke, bare i et mindre nummer.
Samtidig havde Paul set Frida pusle om Rosalinde, der lå i sin vugge. Han havde ønsket at være sådan en, der ikke blev krævet noget af, men fik masser af opmærksomhed og omsorg. Ønsket sig lille bitte. Så lille bitte at han ville kunne falde hen i måbende beundring over Birgers tissemand, som end ikke syvårige Laila var videre imponeret af.
Men Birger havde selv været glad for den ...
Skulle han mon nu til at lære at sige: "Jeg har en stor pik, og det er fedt!"???
Paul havde aldrig været i stand til at sige: "Min penis er stor". Jo, som barn i den første begejstringsrus. Men ikke som voksen. I det hele taget mente Paul ikke, at man skulle sige alt for pæne ting om sig selv. Han fandt et upassende. Dertil sad teenageårenes tanke om, at den ikke ville blive særlig stor, på en eller anden bagvendt måde stadig i ham. Han kunne ikke tænke på den på den måde.
Det behøvede han heller ikke, indså han.
Hele fejlen lå jo netop i at tænke penisser sammen med størrelser. I grunden burde man slet ikke sige "er" om sin penis, kun "min penis". Det var det, der var det afgørende, det man måtte lære.
At betragte den som sin, ikke som en størrelse.
At sige "min penis er ..." uanset hvad man så fandt på, at den var, syntes at være en afledningsmanøvre, der tog fokus væk fra "min". Man gjorde sætningen længere, og vægten kom til at ligge på det, der fugte efter "er". På den måde blev "min" gemt væk som en ligegyldig optakt.
Nej! - Man måtte lære at sige "min".
Lærte man blot det, var man formodentlig godt på vej til også at forsone sig med den, og at den var, som den var. Man måtte lære at se på den som netop sin. Det var dét, den var.
"Min penis er min!"
Dette var vel også så meget desto mere vigtigt, fordi han i en del af sit liv ikke havde fået lov at betragte det som sin. Mange af de ting, der var sket dengang, kunne udlægges som at andre havde fri råderet over den og andre dele af hans krop. Det var på tide at generobre sit eget legeme.
Det var natuligvis også derfor, at hans fantasier var gået i stå, hvergang han skulle udvælge den rigtige til målekonkurrencen. Det var ikke blot til brug ved den ene lejlighed. Det var idealeksemplaret, han havde været på jagt efter. Den, han kunne kalde "min". Den, der - ifølge Janus - var blevet forbyttet med det fremmede eksemplar, han ikke kunne forholde sig til.
Fantasien handlede i bund og grund om fremmedgørelse og mislykkede forsøg på at overvinde dette. Den tiltagende erotiske hede var i virkeligheden stigende desperation over de fejlslagne bestræbelser.
Havde det udelukende handlet om at blive overgået, ville det have været en hel del enklere at indsætte Arne eller Filip i fantasien, fremfor at gå den lange omvej med kunstfærdigt udformede dialoger og lånte tissemænd.
Men at blive overgået havde aldrig været andet end en maskemanøvre. Den skjulte kerne havde altid handlet om hans manglende evne til at sige "min".
Man skal ikke tale om, hvorvidt den er stor eller lille, indså Paul. For det kan den jo i virkeligheden kun være i forhold til andre. Større end denne, og mindre end hin. I sig selv kan den blot være "min".
Var han mon overhovedet i stand til at se en penis som en penis? - Sin egen eller en andens. En hvilken som helst. Var det ikke altid en størrelse, han så?
Fandtes der mon en vej ud af dette? Fælden var jo den, at man let blev fanget i, at var en størrelse ikke den rette, så var en anden, og så kunne man erstatte det ene ønske efter det andet med det næste. Det ville altsammen blive ved at handle om størrelser.
Der måtte være en måde at undslippe dette. En udgang. Paul syntes ligefrem han kunne se det for sig. En huleagtig grotte fuld af tal og beregninger, og så en udgang derfra. Ikke spærret, ikke en gang trang. Det måtte være muligt at træde lige ud.
Men var det?
Ville han nogensinde kunne gå ud på toilettet og tisse uden at se vurderende ned ad sig selv, og konstatere hvilken stadie, den befandt sig på i det øjeblik? Ville han nogensinde kunne se et billede af en penis eller støde på en nøgen mand på en strand, uden rent pr. automatik at aktivere det indre målebånd?
Han kunne se udgangen for sig. Han kunne også se sig selv komme ud på et dejligt græsstykke, kigge op imod himlen og nyde solskinnet. Men han følte samtidig, at dette netop bare var en billedserie på nethinden. Eller - hvis der virkelig var noget reelt deri - at han havde fået noget fra hulen med sig, at det hang ved og stadig var der lige dér midt i græsset og solskinnet.
Han forstod i det mindste opgaven nu. At tænke penisserne ud af målebåndets lænker, sætte dem fri til at være noget andet end størrelser.
Siden han som barn begyndte at interessere sig for størrelser, havde han vel i grunden aldrig kunne høre ord som penis, tissemand, pik, diller og hvad folk ellers kaldte det, uden at straks tænke størrelse. Lige meget hvilket sammenhæng, han hørte det i, der blev prompte trykket på en knap. Det kunne være "en mand gik til lægen fordi, han følte svie i sit lem". Pr. automatik meldte tanken sig: hvor stort eller lille var det lem? - Samtidig tonede der altid pling et billede frem på nethinden af et voluminøst pragteksemplar. At det kunne være en lille, indtørret fimsegøj, der sved og skulle til lægen, kunne Paul måske nok forestille sig. Men det var aldrig det første billede, der kom.
Men det kom slet ikke an på, om det var pragteksemplaret eller fimsegøjen man så for sig!
At ikke tænke penisser som størrelser måtte være vejen frem. Slet ikke overhovedet tænke dem som størrelser. Der var brug for et helt andet koncept, en helt anden måde at opleve dem på. Det måtte være dét, der var hemmeligheden bag, når folk kunne give sig hen seksuelt.
Det måtte være noget, der lå udover det.
Det var ikke bare at kunne slippe alle de der tanker med "Mon hun synes, den er stor nok?", "Mon hun har set nogen, der var større?", "Mon hun har set nogen, der var mindre?", "Hvad tænker hun om den?", "Hvad synes hun?" , "Hvad tænker hun, når hun rører ved den"?, "Er det et offer og en nådegave, eller kan hun godt lide at røre ved den?", "Mon hun kan mærke noget, når jeg trænger ind?", "Mon hun kan mærke nok?", "Er den overhovedet noget værd?", "Dur den til noget?", "Ville hun foretrække, hvis den var på en anden måde?", "Ligger hun og forestiller sig en anden en?" osv. osv. osv.
Ikke kun det!
Det var mere end at kunne give slip på tankerne og forsvinde ind i sanserne. Det måtte være at være helt fri af den tænkning. Ikke bare mens man lå der, men også bagefter. Når man gik i bad. Når man gik på toilettet. Når man kom forbi en nøgenstatue. Hvis man tilfældigt så en, der stod og tissede et eller andet sted. Det måtte være at have fundet det andet koncept, hvor man så på en penis, som man ville se på enhver anden legemsdel.
Man stod jo ikke, hvergang man hilste på et nyt menneske, og spekulerede på, hvordan deres næse var. Selvfølgelig kunne et usædvanligt eksemplar tiltrække sig opmærksomhed. Men i bred almindelighed. Endvidere var det, hvis der var noget usædvanligt ved en næse, som man bed mærke i, jo ikke noget, der sad i en bagefter som et ængstende ubehag. Man konstaterede det bare. Glemte det hurtigt igen, eller brugte det evt. som en god historie. Mødet med en usædvanlig næse gav ikke søvnløse nætter. Den blev bare registreret og det var så det. At Paul skulle være blevet traumatiseret for de næste 40 år af, at en dreng i hans barndom havde talt om sin næse, var aldeles utænkeligt.
Da jeg var dreng, fortalte en anden dreng mig, at han somme tider fik ømme knæ. Dermed blev jeg rystet i min grundvold.
Paul smilede over sin egen lille vits. Hvis det havde handlet om knæ, ville han have glemt det en time efter. I hvert fald ikke blive traumatiseret.
Men Paul blev en lille smule traumatiseret, hvergang han bare hørte nogen nævne et af de mange navne, der findes for det mandlige kønsorgan.
Det var det forkerte koncept!
Han måtte lære sig at have det med penisser som med næser og knæ.
Det er jo dét, der går galt, indså Paul. Når vi mennesker lader os forvirre og vildlede, ser os blinde på en dum indbildning, jagter et fatamorgana og derved forfejler vort livs egentlige mål.
Det bedrageriske afslørede sig netop derved, at det altid var forestillingen om tingene mere end tingene selv, der havde haft en særlig indvirkning på ham.
Det var ligesom da han som lille dreng fandt ting i benenden, og blev skuffet over, at de ikke var nær så spændende som forventet. Hændelsen havde i bund og grund været nøjagtig det samme illusionsnummer, og deri lå hele dens magt.
Det var altid forestillingen. Mens forestillingen om overmænd havde suget og banket i maven, havde han taget det ganske afslappet, da han så Filips. Den forstsatte feber gjaldt udelukkende at se den stiv og få bekræftet, at den virkelig var større.
Hvad skulle det så have bevirket? Hvis han have set Filips stiv, og den virkelig havde været helt kolossal, ville det have ændret noget som helst i hans liv?
Dengang senere i livet hvor han rent faktisk så en ordentlig børge ...
Havde det fascineret? Havde det på en eller anden måde bidraget med en brik til løsningen af hans livs gåde?
Sandheden var, at han havde fundet det komplet uinteressant. Netop fordi, der ikke var noget at være i tvivl om, var der heller ingen plads til forestillingen.Så snart han var kommet sig over den spontant-umiddelbare "hold da ferie"-effekt, havde monstrumet forvandlet sig til jordens kedeligste penis.Den befandt sig deroppe og kunne ikke true nedefra.
Forestillingen. Altid forestillingen. Hvad i al verden skulle afsløringen også kunne løse og give? Hvordan skulle det kunne gøre hans liv bedre?
Trods disse erfaringer, lige fra legoklodser og tinsoldater i benenden og fremefter, havde han alligevel svævet videre i sin vildfarelse. Forestillingen om den store afsløring, der ville få en afgørende betydning - som oftest i form af den enorme erektion. Men det var atter og atter kun forestillingen, der var interessant.
Ligesom det med at blive truet nedefra. Det var jo netop den ultimative forestilling. Et fritsvævende paradoks midt i et rum af pirrende tvivl, hvor en anden på én og samme tid både kunne være større og mindre. I modsætning hertil var det at blive slået blot en konstatering, ikke en forestilling.
At det var særlig pinefuldt dengang, Jesper gav sig til at tue nedefra, selvom han slet ikke kunne, var fordi, at det antydede tilfældighedens spil. Det var tilfældigvis sådan, at Pauls var stor og jespers lille. Men det kunne lige så godt have været omvendt.
At blive truet nedefra var således altid et potentielt måske. Ikke bare i form af, at det kunne tænkes, at der en dag dukkede en op, der kunne besejre mesteren, men som den blotte meningsløshed, hvor der kun var det tilfældige og ingen sikre regler. Det var ikke et brud på en regel. Regelbrud kræver, at der findes en regel. Det potentielle måske handlede ikke om at forbryde sig imod et "det er sådan og sådan, og kan/må ikke være anderledes". Nej - det potentielle måske betød: "Det er ganske vist sådan og sådan. Men det kunne lige så godt have været på en anden måde."
Når spørgsmålet om, hvorvidt en modkandidat var en centimeter mere eller mindre end hans egen kunne blive så altafgørende, var det naturligvis fordi, at han heri havde set den universelle orden truet.
Midt i al sin tragik havde Hamlet været priviligeret, når han kunne tale om, at verden var gået af led. For kunne den det, måtte der også findes et naturligt leje. Men hvad nu, hvis der ikke gjorde?
Dertil kom et reelt tilfælde af truen nedefra i form af Hubert, der havde overhalet ham indenom med sin tidlige pubertet, og derved gjort ham dybt ambivalent overfor sin egen pubertet, da den nogle år senere sparkede ind. Dengang havde han været nød til at bortforklare det, for at kunne overbevise sig om, at det, der skete med ham, ikke var det samme, som var sket med Hubert.
Netop derfor var det også Hubert, der dominerede hans pubertetsfantasier. Angsten for den udvikling, han befandt sig midt i og ikke kunne standse. Da han siden måtte erkende, at den havde fundet sted, var hans fantasier søgt hen til det centrale knudepunkt, hvor alle sagens tematikker, krydsede hinanden. Herunder en særligt skærpet variant af det potentille måske.
Birgers havde været stor nok til, at det var fuldt ud sandsynligt, at en anden drengs kunne være mindre. Faktisk var der større sandsynlighed for dette udfald end det modsatte.
Paul var (tilfældigvis?) ikke denne anden dreng. Men burde han ikke have været?
Når det sandsynlige udfald var, at Birger stående overfor en vilkårlig anden dreng kunne forvente en sejr, havde Paul så ikke forbrudt sig imod et eller andet?
Med Arne-referencen havde Birger allerede dækket sig ind og sagt: "Der er kun en begrænset procentdel, der er større, og den er allerede brugt." Fra sandsynlighedsberegningens synspunkt var Paul forpligtet til at have en mindre.
I stedet var Pauls større. Men netop dette gjorde det muligt for Birger at true nedefra, hvad han i den grad havde gjort. Stående på trinet under Paul havde han nevet ham i ben og baller, mens han med sit selvtilfredse Janusgrin frejdigt spurgte: "Må jeg komme forbi?"
Men alt dette var fejlsyn!
Det afgørende var Birgers ubekymrede rejsningsfryd. Her var der en - omend forvrænget og perverteret, så dog reel - antydning af sansning og krop nede i kroppen. Alt andet var forestillinger.
Også sandsynlighedsberegning. Det var jo bare at gøre sig forstillinger på et statistisk grundlag. En forestilling havde vel trods alt altid en eller anen form for grundlag. Men herfra sprang den ud i det bare ingenting.
Det var altsammen løgn og luftspejlinger. Forestillinger kunne aldrig være eller blive andet, hvad der da også altid afslørede sig, så snart de blev noget andet end forstilinger. Så forsvandt det hele, mens den store afsløring udeblev.
Den store afsløring var derimod dén, han oplevede i dette øjeblik, hvor han pludselig kunne se alting klart. Her var endelig noget, der rent faktisk kunne få betydning og foranstalte en forandring. Pege frem mod et bedre og gladere liv.
Vejen frem var ikke at indhyllet i selvbedrag jagte efter forestillingerne, der jo netop kun kunne eksistere og virke som forestillinger. Vejen frem var det andet koncept, der anlagde et helt nyt syn på tingene.
Sagen stod stadig klarere for Paul. Han havde forstået det hele. Han kunne betragte det nøgternt. Som regel, når han var lige ved at fange en vigtig pointe, blev han hvirvlet ind i en af sine gamle fantasier, der så tog magten fra ham. Bagefter følte han så en sløv ligegyldighed og syntes, at det kunne være lige meget med det hele.
Men for en gang skyld sad Paul uden rumsteren i underlivet, ganske roligt og sagligt og fik mere og mere hold på det hele.
Det forekom ham ikke en gang særlig skræmmende.
Blot blev han lidt modfalden ved tanken om, hvor meget det ville kræve af tid og indsats at nå helt fri af målenes forbandelse, helt afvikle det forkerte koncept og helt få kørt det nye ind.
Hvordan slipper man ud af årtiers forsskruet vanetænkning, der har naglet alt fast som automatikker? Hvordan får man det udskiftet med noget helt andet? Kan det overhovedet lade sig gøre?
Dette var vel netop det, som lå i forlængelse af den første erkendelse. I en symbolsk forståelse var det at være over gennemsnittet, og så rende rundt og ønske at være langt over gennemsnittet et billede på det sygelige, det ekstreme, det usunde, ude på overdrevet. Mens det at være over gennemsnittet og ønske sig at blot være gennemsnitlig kunne ses som et billede på længsel efter normalitet og sundhed.
I denne forståelse blev størrelser allerede til noget andet. Ikke så og så mange centimeter, men symbolske udtryk for det outrerede versus det, der så at sige var indenfor rimelighedens grænser.
Således dukkede der billeder op på Pauls nethinde af søde, nussede par, der udvekslede kærtegn. Set på en sådan måde, at man kunne se hele kroppen på dem begge. Fra deres smilende ansigter til deres fødder. Således var fyrens erektion kun en del af en større helhed, og i øvrigt af ret så beskedent omfang.
Det var ikke erotiske fantasier. Det var bare billeder, der dukkede op. Billeder af noget sundt, sandt, ægte og smukt.
Symboler på den normalitet, Paul følte sig udelukket fra. Ikke p.g.a. af hans størrelse i konkrete centimeter, thi også det var et symbol. Nej - på grund af den betydning, han havde tillagt dette antal centimeter i alle disse år.
Diagnosen var stillet. Men fandtes der en kur?
Måske burde jeg begynde helt lavpraktisk, tænkte Paul. Give mig selv forbud imod at måle. Sørge for at målebånd og linealer ikke ligger lige indenfor rækkevidde. Tillige aftale med mig selv, at jeg ikke skal have den frem og kigge på, hvergang den lige føles en smule anderledes. Første skridt på vejen må være, at jeg holder mig selv fast på, at den er der. Nogen gange mærker jeg den lidt mere end andre gange, men sådan er det. At den føles lige en smule større eller mindre er ikke nogen grund til at lige skulle kigge på den. Jeg skal holde mig selv fast på, at den er der, og at det skal den bare være.
Jeg kan ikke lige i en håndevending ændre hele den måde, jeg tænker på. Men jeg kan forsøge at give det mindst mulig opmærksomhed, øve mig i at ikke køre med på enhver impuls i den retning.
Paul følte sig allerede lidt mere håbefuld. Der var faktisk noget, han kunne gøre.
30/7
Jeg har forklaret mig, så langt min egen forståelse rækker. Skulle nogen have noget at tilføje, er det glædeligt. Hvis ikke, så fred være med det.
1/8
Jeg er i rigtig dårlig humør. Jeg har siddet og kigget på nogle af mine gamle projekter. Bl. a. skiffle-serien og Progressionen. Jeg har virkelig prøvet igen og igen på alle mulige måder. Men jeg løber imod den samme mur hvergang.
Erindringen går gennem anden akt til første.
Anden akt forekommer pudsig og kuriøs, men foranstalter ikke nogen voldsom reaktion i sindet.
Den "kuriøse oplevelse" leder tanken videre til dét, der skete et par uger tidligere.
Erindringsbevægelsen er således modsat kronologien: anden akt kommer først.
Da erindringsbevægelsen når til første akt, går Paul let henover bilturen. Uanset hvilke sjælstilstande Paul gennemlevede i bilen og disses voldsomhed, er det ikke dette, der primært reageres på.
Spændingen ligger helt udpræget i kommodescenen. Det er denne, Paul reagerer voldsomt på, da disse erindringer dukker op.
Kommodescenen er samtidig den del af første akt, der har mest lighed med anden akt.
Opstillingen "overfor hinanden" gælder både kommodescenen og anden akt, mens scenen i bilen i stedet benytter opstillingen "på række".
Imidlertid er der en modsætning/omvending mellem oppe og nede i de to "overfor hinanden"- scener.
I anden akt er Paul placeret oppe, Birger nede, og Pauls fremvisning kommenteres med et "lige så stor som Arnes" af Birger. I kommodescenen er alt dette omvendt: Birger er placeret oppe, Paul nede, og i Birgers udtalelse, sætter han sig selv i forhold til Arne.
Til fuldendelse af omvendingen skulle Birger have været Paul overlegen i kommodescenen.
En anden kontrast består i, at Paul kvitterer i anden akt, mens han kryber udenom i kommodescenen. Derved bryder han en uskreven noget-for-noget-regel. Da Birger imidlertid har ladet Arne være sin udtalelses store clou/scoop, har Paul tilsyneladende overholdt reglen, idet han svarer på dette og på den måde får drejet sagen til at handle om at have set Arnes. De to, der er tilstedeværende, træder derved i baggrunden, og Paul behøver ikke at kvittere for Birgers oplysninger om sig selv.
Det synes at være noget, der skjuler sig i kommodescenen, der foranstalter de mange spændinger i sindet. Bilturen kan ses som udtryk for, at det allerede havde en voldsom virkning dengang, altså at det var mere en efterreaktion end direkte reaktioner på det, der skete i bilen.
Når bilturen ikke siden (i erindringen) er noget, Paul hæfter sig synderligt ved, kan det således skyldes, at den - akkurat som erindringen - er lutter reaktion på kommoden.
Der synes således ikke at være tvivl om, hvor energien primært søger hen.
For en fuld afdækning/opklaring må det således være kommodescenen, som nærmere skal undersøges og analyseres.
Grundliggende:
Ramme: et lukket rum.
I rummet: en kommode (eneste indbo vi oplyses om)
Tilstedeværende: Paul og Birger (som erindringsbillede betragtet nok snarere to sider af Paul)
Hvad vi ved derudover:
Anledningen til Pauls ophold i rummet er, at han skal vente derinde. Umiddelbart før har han haft et kontrovers med Frida.
--
Vi får ikke noget at vide om, hvorfor Birger sidder derinde. Men det er oplagt at formode, at også han er blevet skældt ud for en gal streg.
Derved opnår rummet en funktion af kombineret venteværelse og skammekrog. Næsten en fængselscelle.
Ydre rammer:
Sommer og ophold i et sommerhus. Kun tre børn, heraf to drenge.
Om dette:
Siden synes Paul i sin måde at opleve verden at tænke i to- og tre-personers-scenarier.
Hvad der sker:
Birger kommer med oplysninger om sin egen og Arnes størrelse. Paul svarer undvigende.
Bemærkning:
Paul og Birger har ikke tidligere talt særlig meget med hinanden. Faktisk synes dette at være det nærmeste, de hidtil er kommet på en egentlig samtale.
Om forholdet til begrebet "forestilling":
I lyset af anden akt burde kommodescenen strengt taget ikke kunne binde energi. Afsløringen i anden akt rummer imidlertid noget helt uventet og overraskende, som måske kan være årsagen til, at der alligevel kan bindes energi i kommodescenen.
Enten det, eller man kan i lyset af vejen, erindringsbevægelsen går, sige, at Paul kravler bagom afsløringen, tilbage til forestillingen og genetablerer dens spænding. Han går så at sige frem til et før, hvor der ikke er en afsløring.
Det kunne se ud som om, Paul ikke accepterer afgørelsen, hans gåen frem til et før ligner et forsøg på at ophæve anden akt, man kunne næsten sige: kræver omkamp.
Det, der er gået forud:
En bred vifte af begivenheder gennem det foregående år har på forskellig måde ledt frem til dette øjeblik. Man kan derfor i nogen grad se kommodescenen som et kulminationspunkt.
Mange af de ting, som leder frem til kommodescenen, har en indirekte karakter, som knytter dem til kommoden mere via associationer end direkte forbindelseslinier.
Tre linier kan imidlertid udpeges som mere direkte: Fridas barsel, Arne og Laila.
Disse synes alle tre at have fyldt en del i Pauls sind i den umiddelbart forudgående tid.
Udover ordvekslingen:
Muligvis findes der andre genstande i rummet end kommoden. Men det er det eneste stykke indbo, der nævnes. Endvidere får man at vide, at Paul på et tidspunkt begynder at gå omkring i rummet, hvilket giver indtryk af bevægelsesplads, altså at rummet er relativt tomt/nøgent.
En kommode er en indretning med skuffer. Således et sted ting kan gemmes og opbevares. At Pauls erindringsbillede har særlig fokus på dette møbel har måske en betydning. Hvad gemmer der sig i kommoden?
Kommodens primære funktion i scenen er som noget, Birger sidder oppe på. Det giver ham i Pauls øjne en ophøjet stilling. Paul trækker sammenligninger til tronstole og dommersæder.
Kommoden synes at stå op af en væg. Man må i forlængelse af dette formode, at et eller flere vinduer befinder sig modsat. Paul står således (formodentlig?) foran et vindue - eller omvendt udtrykt: bag hans ryg findes et vindue. Da vi taler om en solrig sommerdag, må der således falde lys ind på Birger.
Altså kort sagt: Birger sidder oplyst og ophøjet.
Helt på linie med dette udtaler han sig sikkert og autoritativt. Modsat senere i bilen hvor der falder en mere forbeholden udtalelse. I sin ophøjede stilling udtaler han sig afgørende og uden tvivl. Dommen afsiges og kongens bud lyder.
Hvordan skal vi forstå den omstændighed, at Birgers tronstol/dommersæde er et møbel, hvori der kan gemmes og opbevares ting?
Vi ved, at Paul lægger stor vægt på bevarende aktiviteter (at huske, samle historier, modarbejde forandringer m.v.). Mon så ikke også det har en betydning, at det billede, der toner frem i hans erindring, involverer en genstand, der kan benyttes i bevarende øjemed?
Birgers placering som dommer/konge/vismand på bjerget ovenpå kommoden synes at give ham en status af vogter over de bevarede ting.
Men Paul ser ham tydeligvis i et dobbelt perspektiv. Birger er trods alt bare en almindelig dreng, der tillige er yngre end Paul.
Denne anden side knytter sig til Birgers placering derved, at det strengt taget ikke er helt korrekt og udadlelig adfærd at kravle op på en kommode og tage plads der.
Der er omkring et par måneder tidligere sket det, at Paul under en samtale med Frida uden at tænke over det har sat sig på armlænet af en stol, hvilket Frida bruger som eksempel på ikke-artig opførsel. Selvom det kun er kort tiden siden, kan man vel trods alt sige, at Paul dengang var yngre.
At tematikker som yngre, ældre, før, nu osv. spiller en central rolle, synes der ikke at kunne være tvivl om.
I nær tilknytning til disse føjer sig begreberne større, mindre, gevinst og tab. Dette finder tydeligvis sit symbol i penismål, som imidlertid helt tydeligt gør sig gældende i en stærkt udvidet betydning.
De første spirer til den PDD, der siden næsten totalt kommer til at styre og dominere Pauls liv, har vist sig gennem de foregående halvanden år. Anden akt afslører et skred i Pauls selvopfattelse, hvor hans indre billede af sin penis er blevet mindre end det ydre. Halvanden år tidligere forholdt det sig snarere modsat.
Impulsen i retning af at ophøje Birger kunne muligvis være en regulerende modbevægelse til Pauls primære opfattelse af denne person. Lailahistorien har medført en fjendtlig holdning til Birger. Endvidere har Birger de foregående dage drillet og provokeret. Opført sig irriterende. For Paul fremstår han således umiddelbart som en dum, lille møgunge. Men også som en farlig fjende. Når alt kommer til alt, er det jo Birgers projekt, der har sejret over Pauls i forhold til Laila. Kort forinden er der imidlertid indført en slags våbenhvile.
Er Paul nød til at se Birger som sejrherre og underkaste sig for ikke at bryde våbenhvilen?
Det er i det mindste påfaldende, at da Paul og Birger anbringes på lige linie med Valborg imellem sig (som stødpude?), bliver Paul mere vas og uvenlig overfor Birger, der på sin side begynder at udtrykke sig mere forbeholdent ("jeg tror").
Samtidig gælder dog, at Paul fortsat er påfaldende passiv. Birger er fortsat den, der har teten og kommer med en række udspil.
I sin senere tænken tilbage tillægger Paul som nævnt ikke det i bilen synderlig betydning. Det negligeres til en ligegyldig mellemakt, der er uden egentlig vigtighed. Havde bilturen ikke fundet sted dengang, og dermed indtrådt i fortællingen som en del af denne, kunne Paul sådan set være hoppet direkte fra kommoden ud i den (om-) digtede del, hvor han skulle beundre Birger. Bilturen er således snarere en afbrydelse end en fortsættelse af betydningssammenhænget.
Dette altså vel at mærke i Pauls erindring. Som det efterhånden viser sig og bliver stadig tydeligere, har bilturen skrevet kladden til den 21 årige Pauls fantasier. Hele rækken af selvmodsigelser, paradokser og ambivalenser blev gennemlevet allerede da.
Men derved står den 11 årige Pauls biltur også lige overfor den 21 åriges fantasi. De er det ene og samme - pendanter, paralleller. Derfor er de også så at sige sidestillede. Der kan des årsag ikke hentes noget fra den ene til den anden. De refererer begge tilbage til kommoden, der forbliver det egentlige centrum for den opsamlede, centraliserede energi.
I lyset af Pauls senere hakken sig gennem sin fantasi med diverse stopklodser er det påfaldende, at der sådan set indtrådte en afbrydelse/standsning i det autentiske forløb. Man kunne ligefrem få lyst til at spørge, hvad der ville være sket, hvis de to drenge havde opholdt sig længere tid inde i rummet. Ville det have ført frem til en sammenligning/målekonkurrence? Spørgsmålet lader sig ikke besvare. Men i hvert fald kan man med en vis ret hævde, at der er tale om en afbrudt situation. Dermed er der også en vis sandsynlighed for, at der ligger en pointe i netop det afbrudte. I en forlænget, ubrudt bevægelse kunne situationen have udarter sig videre på den ene eller anden måde. Det er umuligt at sige hvilken. Men enhver kan indse, at det er komplet usandsynligt, at de to drenge i timevis bare skulle kigge tavst på hinanden. Derimod er det usikkert, om der for Paul ligger nogen betydeligere pointe i afbrydelsen. Tilsyneladende er den smule, der nåede at finde sted, bærer af noget særligt betydningsladet, og vægten ligger således snarere på det, der skete, end det, der ikke skete, og bare måske kunne være sket,, skønt man naturligvis ikke bør overse, at Pauls fantasier i høj grad appelerer til dette måske. Det rokker ikke ved, at det afstedfundne havde en betydning for Paul.
En mere indtrængende og dybdegående analyse bør således koncentrere sig om kommodescenen. Alt tyder på, at det er her, det afgørende ligger gemt. Som nævnt er selve kommoden et billede på noget gemt/opbevaret.
Så igen: hvad er der i kommoden?
Da vi ikke har fået nogle egentlige ledetråde i forhold til, hvad kommoden almindeligvis bruges til (når Birger ikke bruger den til at sidde på), kan vi kun nærme os dette spørgsmål indirekte.
Det er da også at opfatte som metaforisk. Kommoden er blot et billede på det skjulte, der ligger i situationen. Om der på konkretplanet er duge, stearinlys eller noget helt tredie deri, er selvsagt ganske ligegyldigt for historien.
Ganske vist kunne det muligvis bringe nye afsløringer vedrørende Pauls sjæleliv for dagen, hvis man spurgte ham, hvad han forestiller sig og tror, at kommoden indeholder. Men fortællingen har ikke givet os mulighed for at benytte dette terapeutiske trick, og vi må derfor en anden vej rundt.
I lyset af begrebet forestilling forekommer det endog plausibelt at antage, at kommoden er tom.
Hvis man vil tænke videre i mulige formodninger og rene måske'er, som ikke har direkte støtte i teksten, kunne man spekulere i, at man vel med rimelighed kan antage, at der i soveværelset i Pauls barndomshjem har været skabe og skuffer til opbevaring af tøj, sengelinned med videre. Kunne man forestille sig, at billedet af aftenlandskabet har hængt over en kommode? Kunne man eventuelt give den en tak til og forstille sig, at billedet har hængt forskudt, og at det, der befandt sig direkte over den formodede (ikke i teksten nævnte) kommode var et spejl? I så fald ville udsigten fra Pauls barneseng samle første og anden akt i ét billede. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at dette er ren spekulation. Vi har ikke støtte i teksten for noget af dette.
Derimod er vi på sikker grund og forholder os til, hvad der direkte står, når vi opsummerer forløbet som at Paul efter en skarnstreg bliver skældt ud af Frida, forvises til rummet, hvor Birger sidder på kommoden og efter en lille stunds tavshed forsøger at indlede en samtale med sine oplysninger om egen og Arnes udrustning, samt at Paul snarere afparerer og viger udenom end egentlig og direkte svarer Birger, hvorefter en ny tavshed indtræder, og inden et nyt udspil kommer fra den ene eller anden side brydes situationen i og med, at en pædagog kommer ind og siger, at de skal afsted.
Alt dette ved vi med absolut sikkerhed!
Derudover er man stadig delvis på sikker grund ved at antage, at der er en klar kontrast til præget af fangekælder og des lige. Alt taler for, at det er et lyst rum oplyst af sommersolen. Derved kommer præget af at blive forvist til at stå i et mere tvetydigt lys. Paul er - i det mindste i ydre forstand - ikke blevet kylet ned i et mørkt hul.
Dette er imidlertid kun overfladen. Som det efterhånden bliver stadig tydeligere, er situationen udover sit manifeste indhold for Paul bærer af en omfattende, mangfoldig symbolik, der ligefrem ligger i lag, hvorved det bliver oplagt at tyde situationen ved at skrabe lag efter lag af den.
Det er helt præcist hvad de mellemliggende kapitler gør!
Men lad os prøve at betragte situationen (kommodescenen) i sig selv. Hvad kan man sige om den, hvis man ikke ved alt det andet?
En lang række ting er allerede blevet fastslået. Altsammen ting, der udelukkende vedrører hvor, hvornår, hvad skete der osv.
Hvordan lader dette sig tolke og forstå i sig selv? Altså uden det perspektiverende lys, kapitlerne giver os.
Vi har allerede fastslået at Birgers placering i rummet tildeler ham en art ophøjet stilling, og at han ganske svarende til dette fremkommer med autoritative udtalelser. Dette har helt tydeligt en betydning for Paul.
Selvom vi strengt taget behøver bilturen for at fastslå dette, tillader vi os at påpege, at det for Paul tillige har en afgørende betydning, hvordan Birger viser de mål, han oplyser, nemlig med to hænder, hvilket fører Paul til den fejlslutning, at hvis man viser noget med to hænder, er det fordi, at det er for stort til at blive vist med én hånd.
Visningsmåden passer således sammen med Birgers placering og sikkert konstaterende udtryksform. Alt bidrager til et billede af storhed!
At træde op foran en autoritet, være i audiens hos kongen, spørge oraklet til råds, stå foran en dommer osv. er varianter af samme arketypiske billede. Derved er selve opstillingen ladet med betydning. Billedet er arketypisk. Derved berører det også ting i det kollektive ubevidste.
Alene dette er en væsentlig grund til, at billedet står i Pauls erinding som betydningsladet og energimættet. Det rummer i sig selv en voldsom kraft!
Det kan Paul godt se. Derimod synes han at have vanskeligt ved at afkode symbolet. Som dunkle orakelsvar, der kræver en udlægning, synes også Birgers ellers så klare og entydige statement, at rejse en række forståelsesspørgsmål.
I hvert fald får det sagte siden en betydning for Paul langt udover udsagnets pålydende, hvor han så at sige lægger en mængde andet ind i det. Denne manøvre bidrager selv sagt til at gøre udtalelserne væsentligt mere betydningstunge, end de kan siges at være i sig selv. For Paul betyder det langt andet og mere, end at Birgers er sådan og Arnes sådan.
Kapitlerne svarer gradvis og langsomt afslørende på, hvad det da er, Paul lægger ind i disse ord. Men igen: lad os se på selve situationen, og hvad der mere direkte kan findes deri.
For Paul synes der at ligge noget i selve det oplysende. Næsten uanset hvad det er, der oplyses. Som hans senere fantasier kredser om, kan man for så vidt oplyse hvad som helst. Oplysningen er ikke nødvendigvis korrekt. Således kan man også hævde at have en kæmpe en. Så længe påstanden hverken er bevist eller modbevist, svæver den frit i luften, som noget usikkert.
I forhold til begrebet forestilling og sammeligningen med en tryllekunst er det helt klart her, at Birger så at sige udfører tryllekunsten. Faktisk er der en hel række oplagte ligheder. Det minder om den børne-tryllekunst, hvor man har to bægre, lægger en genstand under den ene og så siger: "Nu tryller jeg den over i det andet bæger. Hokus pokus. Nu kommer det svære. Jeg vil trylle den tilbage igen. Stor koncentration. Hokus pokus. Tilbage. Se selv!" Pointen er naturligvis, at man aldrig har set den ligge under det andet bæger. Forevisningen med to hænder har endvidere klar lighed med de små vildledningsmanøvrer, tryllekunstnere benytter sig af.
Birger er den store magiker, der udfører sit nummer. Det påfaldende er det yderst mådeholdende bifald. Kan man overhovedet tale om, at Paul applauderer? Det gør han måske ikke. Men han kommer heller ikke med indsigelser. Senere i livet går en del af omdigtningen netop på dette. For at blive i billedet at nede fra salen råbe "Den hænger i en snor!" "Han har den i ærmet!" eller des lige.
Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at dette ikke gøres for at afsløre magikeren som fup og fidus, men netop for at give ham lejlighed til at brilliere og derved opnå yderligere suverænitet. Det egentlige trick går på en midlertid (pro forma-) fornedrelse, der har til formål at i sidste ende ophøje desto mere.
Tyngdepunktet i forskellen mellem det autentiske forløb og omdigtningen er vel netop det, at Paul i det autentiske forløb afviste Birger via en tilslutning, brugte det at give ham medhold som en måde at lukke af, mens han i den senere omdigtning lige modsat afviser for at kunne komme ham imøde. En temmelig drilsk opstilling!
Dobbeltmanøvrer. Begge dobbeltmanøvrer. Men omvendte i forhold til hinanden!
Det minder lidt om noget Paul tænker på et tidspunkt: "Dobbelt-dobbelt og så lige en gang til dobbelt."
Også en række andre dobbeltheder anes. F.eks. modsætningen mellem fangecelle/skammekrog og lyst rum med sommersol kiggende ind ad vinduet. Men naturligvis frem for alt at den yngre, svagere dreng indtager den stærkere position. Paul, der har alle fortrin på sin side, indtager en næsten underdanig position, hvor han endvidere forekommer næsten handlingslammet. Som vi har set undervejs er dette netop en af de store gåder, som er forbundet med situationen. For det er ikke Pauls typiske og vanlige adfærd i situationer af den type. Snarere tvært imod.
Måske kan hans senere omdigtninger endog forstås sådan, at han spørger sig selv, hvad der skete, og hvorfor han blev ramt af denne delvise paralysering. Ved at vende alt på hovedet, bytte om på alle forhold og sætte sig selv ind som aktiv og handlende afprøver han alternative muligheder. Overfor spørgsmålet om, hvorfor han reagerede, som han gjorde, opstiller han modspørgsmålet, hvad der ville være sket, hvis han havde båret sig anderledes ad. Men da han ikke overholder situationens præmisser opnår dette ingen gyldighed. Når alt vendes på hovedet ophæver alternativet sig selv og ender i samme intethed som det autentiske forløb.
Omdigtningerne siger naturligvis en mængde om, hvad Paul senere lægger i situationen. Men det er netop senere. Hvordan kan man i mere egentlig forstand nærme sig det autentiske forløb?
Mens de senere begivenheder, der tilføjer betydning med tilbagevirkende kraft, netop er noget senere, kan alt det, der i sin tid ledte frem til hændelsen, udmærket have klinget med deri, bidraget til dens betydningsfarve og dermed Pauls oplevelse. Om nogle af tingene må man endog sige, at de næsten nødvendigvis må have klinget med deri. Det er nærmest utænkeligt, at de ikke skulle have gjort det. Derimod er det langt fra sikkert, at Paul har været sig dette bevidst. Flertallet af betydningsklange må formodes at befinde sig på et ubevidst/underbevist plan. Paul har blot mærket den voldsomme energi i situationen uden at forstå, hvad den skyldtes.
Der findes en kendt tryllekunst, hvor ringe, som tilsyneladende er hele og ubrudte hele vejen rundt, føjes sammen til en kæde. For så vidt er det netop denne, Birger opfører. Med et raskt snuptag får han Frida, Arne og Laila til at hænge sammen. Måske ikke i en kæde. Snarere som en mosaik.
Fastholder man billedet af en mosaik og betragter dette lidt nærmere, viser der sig at indgå en række yderligere komponenter/ingredienser deri. Således også Hubert.
Men igen: dette er medklange. Hvad med situationen i sig selv - så at sige naturel?
Den arketypiske karakter gør det oplagt at kigge på, hvordan dette symbol optræder andre steder, og hvilken betydning det da almindeligvis har.