Falmet forår

- En Paulhistorie

Anmærkning: Det blev flere gange undervejs i tolkningen af “Hændelsen” (se kategorien “Et liv med PDD”) nævnt, at Beatrice er mindst lige så meget en betydningsladet hændelse, som Hændelsen selv.

Da jeg siden ombearbejdede romanen til en rockopera , fik Hændelsen ganske vist lov at bevare sit navn i en sang derom. Men i denne ændrede version af historien var der imidlertid ingen tvivl om, at Beatrice var at regne for hovedbegivenheden. I forhold til “Tommy”-paralleliseringen bruges tabet af Beatrice som det store traume (svarende til Tommys nedlukning), og hovedmotivet fra sangen citeres atter og atter i de efterfølgende.

Efter nyligt at have taget et ekstra kig på materialet, blev jeg inspireret til en lille historie. Efter så lang tid var det lidt mærkeligt at skulle skrive en ny Paulhistorie. Jeg synes ikke, jeg helt ramte tonen fra “Hændelsen”. I det hele taget er det vist ikke meget af en historie. Snarere en tankestrøm. I hvert fald er der mere refleksion end egentlig handling deri. Men det må vel så til gengæld siges at være ret paulsk, og det er sådan set netop dét, historien handler om.

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvor gammel Paul er på det tidspunkt, hvor dette udspiller sig. Vi er oppe i hans modne år. Det må i hvert fald være efter tiden med Ida, og at han så nogenlunde er kommet sig over bruddet. Måske endda en del år senere. En ældre, modnede Paul, der er blevet mere selvrandsagende. Men måske (?) er det også en selvbeskyttende Paul, der for alt i verden ikke vil såres igen.

Jeg har lyst til at tilføje, at jeg tror, det må være svært for de forfattere, der benytter en fast figur, som forbliver mere eller mindre uforandret gennem en lang række romaner og noveller, mens forfatteren selv har et liv udenfor fiktionen, og derved risikerer at komme på kollisionskurs med sin helt, således at det, han oprindelig følte solidaritet med, ender med at blive noget, han forholder sig ironisk til.

Jeg tror ikke, jeg kan skrive flere Paulhistorier. Jeg frygter, at den næste ville blive en Paulparodi.

Falmet forår

Paul undrede sig over sin egen blindhed. Han var ude og gå en lang tur, og havde lige købt sig en is, da alle brikkerne faldt på plads. Sådan set var der ikke noget nyt i det. Han havde vidst det hele tiden. Alligevel syntes det nu at ligge foran ham med en ny gennemsigtighed.

Det eneste egentlige element af noget nyt var en kobling mellem Beatrice og hans forårssværmerier, en parallel han momentvis måske havde anet tidligere, men ikke erindrende at have gennemført konsekvent.

Han havde altid været sig bevidst, at tabet af Beatrice havde været hans grundsår og relativt tidligt indset, hvor stor indflydelse det havde haft på mange senere relationer. Endnu mere selvfølgligt var det, at man søger det, man savner. Det er jo ganske, som at man ikke går ned for at købe smør, hvis ens køleskab allerede er propfyldt med smør. At en forelskelse er en projektion af et savn, vidste han alt om. Ingen overraskelser dér!

Men han havde ikke tidligere regnet sine forårssværmerier med til denne kategori. De var ligesom noget andet. De var et harmløst krydderi på årstiden. Det hørte ligesom med, at man skulle gå og synes, en eller anden var sød. Ikke som noget, man forventede, der kom noget ud af, eller noget, man på nogen måde ville handle på. Det skulle bare være der. Det hørte til. Ligesom jordbær med fløde og “St. Thomas” med Sonny Rollins.

Han havde altid ment, at det var noget ganske uskyldigt, som ingen med rimelighed kunne bebrejde ham. Hvad ondt kunne der være i at synes, en eller anden var sød? Når det nu bare var noget, han gik og syntes. Nød, når hun var i nærheden, uden at blive nærgående eller des lige.

Deri lå de første sommerdages charme!

At det var på selvsamme tidspunkt, at hans kærlighedshistorie fra børnehaven havde udspillet sig, havde han aldrig spekuleret videre over. Det var heri den nye erkendelse lå. Det var også derved han havde bedraget sig selv.

I årenes løb havde den tanke af og til strejfet ham, at det vist som oftest var en bestemt type. En muntert smilende blondine, der havde noget af den lethed, han savnede hos sig selv med sin evindelige tilbøjelighed til dystre grublerier. Ikke en overfladisk type. Men en type, der kunne være engageret på en livlig og glædesfyldt måde. Måske også gemytter, der var mere aktive i deres engagement end ham selv, der mestendels udlevede sit engagement i dybdeborende studier.

Når Paul ikke tidligere havde opdaget mønstret, skyldtes det formodentlig, at det ikke altid var den rendyrkede arketype. Ikke altid pigede små nymfer. Heller ikke nødvendigvis yngre end han selv. Et år havde det været en væsentligt ældre kvinde. Hun havde haft den til sin alder svarende koneagtige facon, og faldt således udenfor nymfekategorien. Men mønstret havde alligevel været der. Han havde på den tid været bange for en dag at ende som en bitter, gammel mand. Så naturligvis havde han givet sig til at sværme for et stykke ungdommeligt alderdom.

Hun havde haft et mildt og venligt ansigt, der selv i sit mest neutrale udtryk antydede et lille smil. Paul havde truffet hende et par gange, hvor hun havde forekommet ham sympatisk. Så en aften i et større selskab, hvor talen var faldet på en bestemt melodi, havde hun fortalt, at der fandtes en dans til, hvorefter hun var trådt ud på gulvet. Hun havde smidt skoene og haft bare tæer. Der stod hun så - smilende og barfodet - mens hun viste trinene. Det havde blæst Paul helt bagover, og hun var blevet det forårs betagelse.

Sådan kunne der være varianter fra år til år. Det faldt jo altsammen naturligt tilbage på, hvad der på det pågældende tidspunkt havde været det mest fremtrædende savn i hans sind, hvad han mest havde følt, han selv manglede. Eller måske hvor han mest havde brug for at blive udfordret. Det kunne han udmærket se nu. Men i årevis havde han bedraget sig selv.

Det havde krævet det ultra-arketypiske at få brikkerne til at falde på plads. Men det var netop, hvad der var sket dette forår. Dermed var alt også blevet fuldstændig klart og tydeligt. Årets forårssværmeri havde været en ren Beatrice-klon. En lys og livsbekræftende elverpige, der besad netop den lethed, han så gerne ville have del i. 

Hun var aktivt engageret i en mængde ting, og syntes at være i besiddelse af utrættelig energi. Paul kunne godt have brugt noget af det drive til at få gjort alvor af sin forårsrengøring, eller i det hele taget få omsat et eller andet til handling.

Hun havde noget tidløst over sig. Var umulig at aldersbestemme. Ungdom og modenhed, legende barnlighed og urgammel visdom var harmonisk forenet i denne gode fe. Ind imellem havde han tænkt lidt over, hvor gammel hun monstro kunne være. Ikke som egentlige overvejeler. Bare strejftanker i forbifarten. Hun var vist ganske ung. En nyudspringen forårspige!

Modsætningernes fuldendte forsoning viste sig allerede i hendes dejlige smil. Hun manglede en tand. Midt i en ellers fejlfri og kridhvid perlerække var der et sort hul. Paul fandt det umådelig charmerende. Det forstærkede endvidere ligheden med en tegnefilmsfigur. Netop en tegnefilmsfigur. Det er jo dét! En skuespillerinde kan forblive ung og smuk indenfor en given films rammer. Men ude i virkeligheden bliver hun ældre, og det hænder, at man chokeres over forskellen, hvis man ser en anden film med hende, der er lavet langt senere. Kun tegnefilmsfigurer forbliver evigt uforanderlige.

Uden at komme med et konkret gæt på en alder, havde hendes ungdom været en del af hans afparering. I hvert fald i begyndelsen. De første gange hendes charmerende væsen gjorde indtryk på ham. Hun er alt for ung, havde han sagt til sig selv. Jeg skal ikke på barnerov og have folk til at gå og hviske om, at “dér går den gamle gris med sit kuvøseguf!”

Det havde i den spæde begyndelse været tilstrækkelig anti-virus-program for den indre computer. Men så var tingene skredet videre til de næste faser, hvor de havde haft en smule mere berøring med hinanden, og hun havde været så ufattelig sød. Hvem kunne så vide, om ikke den purunge pige kunne se et eller andet charmerende ved sådan en sær, gammel knark?

I hvert fald var hun en ren inkarnation af foråret. Udstrålede en uspoleret sødme, snarere end erotiske signaler. Smilede meget, og syntes at have en muntert-humoristisk tilgang til de fleste ting. Hendes former var mere androgyne end feminine. Skulle Paul have på set på hende, som en mand, der vurderer en kvinde, ville han nok have syntes, at hun var for mager. Med sine lange, tynde ben lignede hun mere en opløben teenager af uspecificeret køn end en fuldgyldig kvinde. Men netop dette passede perfekt til en æterisk elverpige.

Lige omkring kulminationspunktet for Pauls forårsbetagelse havde hun et par gange været behjælpelig med at skaffe ting til veje, han manglede. “Far skal have sin pistol!” Hvordan havde han båret sig ad med at overse parallellen?

Men det havde skjult sig i det hverdagsagtige. I et af tilfældene havde det handlet om, at Paul ytrede sin kaffetørst, hvorefter hun på sin yndefuldt-elveragtige måde i en håndevending havde fremtryllet en kop kaffe. Paul havde bare tænkt, at hun var sød. Ikke andet!

Han viklede sig ind i sit sværmeri og blev blind for alt, der kunne afsløre sagens rette sammenhæng. Forløbet måtte igennem et par yderligre faser, før brikerne faldt på plads.

Da han en dag så et glimt af hende på afstand, var han, før han vidste af det, på vej hen for lige at få lokket et hej og et smil ud af hende. Han standsede sig selv midt i et skridt. Hold nu op mand, irettesatte Paul sig selv. Det der er altså for teenageagtigt. Jeg er da vel for pokker ikke ved at gå hen og blive rigtig forelsket? Nu må jeg styre mig, inden det her løber løbsk, og jeg gør mig selv til grin.

Det var jo netop en ufravigelig regel for en forårsbetagelse, at der ikke måtte handles på den. Det skulle bare være sjovt og rart, når de var i selskab med hinanden. Men ikke alt det her forcerede noget.

Nej, nej, nej!

Paul var jo i virkeligheden slet ikke interesseret i, at der skulle ske noget mere. Det ville ødelægge det hele. Når han ind imellem i sine tanker nåede til et punkt, hvor han forestillede sig, at de sad ved siden af hinanden, og enten var blevet kærester eller var tæt på at blive det, måtte han uværgeligt spørge sig selv: Hvad i al verden skal jeg med det?

Pauls tilværelse var slet ikke indrettet på den slags. Han ønskede det ikke. Var i det store hele tilfreds med sit liv. Selvfølgelig var der ting, han kunne ønske anderledes. Men det meste var ting, som det stod til ham selv at ændre på, og mest et spørgsmål om at tage sig sammen. F. eks. holde sit hjem lidt pænere.

Hvad partner angik, kunne han ind imellem savne at have en historie sammen med et andet menneske, og så dét, at der var en, man ligesom var forenet med i absolut alliance. Det kunne også være i forhold til, hvis noget brændte på. Venner var gode at have. Men det skete, at de ikke havde tid. Men tid er også et prioriteringsspørgsmål. I det mindste i nogle tilfælde betød “ikke tid”, at de prioriterede noget andet. At være to, der var hinandens førsteprioritet, kunne være rart. Men det var uforeneligt med andre dele af hans livsstilsvalg. Det vidste han udmærket.

Han kunne godt lide smukke kærlighedshistorier og havde aldrig helt opgivet ungdommens ridderromaner. Men kunne ikke længere se sig selv deri, ligesom han måtte erkende, at det var i bredere, mere almenmenneskelige sociale sammenhænge, at han havde oplevet mest meningsfylde og samhørighed. Det andet gik bare ikke.

Dertil havde han jo et problem med sin krop, som under alle omstændigheder ville ødelægge og forgifte det hele. Uanset hvem han fandt sammen med. Med mindre de kunne enes om en rent platonisk forbindelse, ville det gå gruelig galt. Det vidste han jo af smertelig erfaring.

Nej. Netop sådan her. Bare gå og kigge lidt mildt til hinanden. Et smil, et hej og ind imellem et forsigtigt underspillet kompliment. Det var sødmefyldt. Det var forår!

Det afgørende den dag var, at han ikke skulle den vej. Netop derfor ville det have været et kunstigt fremkaldt møde. Fjollet og teenageagtigt. Men impulsen til at gøre det havde været der. Det tænkte han en del over de næste dage.

Men sideløbende med bekymrede overvejelser var der flere umodne impulser. Således googlede han en dag hendes navn. Der dukkede en artikel op fra et blad. Paul fik bekræftet, at hun var et engageret menneske med holdninger, som hun omsatte i aktiv handling. Det var dét, artiklen handlede om.

Der var imidlertid også et par mere personlige oplysninger. Dermed kom også slaget i form af hendes civilstatus: gift, børn og hele baduljen.

Paul var blevet ked af det, og havde derefter undret sig over sin egen reaktion. Hvad var han dog for et underligt selvmodsigende menneske? Hvorfor denne inkonsekvens? I forhold til et forårssværmeri, som han ikke ønskede skulle være mere, hvad forskel gjorde det så?

Men det gjorde en forskel!

Af en eller anden grund gjorde det ham skuffet og nedtrykt. Også selvom han slet ikke havde forestillet sig, at der skulle ske noget, eller at han på nogen måde ville handle på den her lille betagelse. Men muligheden skulle ligesom være der rent hypotetisk. Der skulle være den her "kunne" åbenhed.

Er det ikke noget sært noget? Spurgte Paul sig selv. Hvorfor sidder jeg her og er ked af det. Hvad er der overhovedet at være ked af? Måske er det bare den selvbekræftelse, der ville ligge i den blotte mulighed for, at hun også kunne gå og være lidt glad for mig. At det ikke har den mindste sandsynlighed på sig, betyder, at jeg på en eller anden bagvendt måde føler mig kasseret. Men det bliver det vel i grunden ikke mindre selvmodsigende af!

Hvad var det for en tåbelig inkonsekvens? Han havde ikke håbet på noget. Det havde han da ikke. Eller havde han?

Havde han været mere forelsket, end han selv var klar over?

Eller var det bare det med drømmen? Inde i ens hoved har drømme en slags realitet. Det var vel dét, konkluderede Paul. Han havde skabt en “realitet”, hvor de gik og kiggede lidt mildt til hinanden. Men sådan havde det altså ikke været.

Var han skuffet over, at hun eksisterede et sted udenfor hans fantasiverden, hvor hun længe havde udfoldet et selvstændigt liv, og således ikke var blevet til i det øjeblik, han så hende første gang?

Artiklen afslørede tillige hendes alder. En hel del ældre, end Paul havde tippet hende til. Hun var i virkeligheden kun nogle få år yngre end ham selv. Hvis det endelig havde været, ville det intet have haft at sige. Havde de mødt hinanden 20 år tidligere, ville det måske have været et uoverstigeligt generationsskel. Men ikke i deres nuværende alder.

Det gjorde på sin vis blot det hele endnu mere deprimerende. Nogle år tidligere, havde der været en, hvor Paul havde en stærk mistanke om, at hun gik og kiggede lidt efter ham. Det var imidlertid en kvinde, han fandt ganske forfærdelig. Det var vel sådan, det var: enten var de afsatte, eller også var de fuldstændig håbløse.

Det handlede ikke om, hvad han ville eller ikke. Det var bare en deprimerende tanke.

Den var heller ikke særlig rar for selvfølelsen. For hvad sagde det om ham i egenskab af ikke-afsat?

Atter en selvmodsigelse. Han havde jo selv fravalgt det. Dersom nogen herefter ville hævde, at det bare var at gøre en dyd af nødvendighed, var han sig da i det mindste pinligt bevidst, hvorfor han hørte hjemme i kategorien “håbløst tilfælde”.

Oven i alt det øvrige følte Paul sig på en eller anden måde også skyldig. Han ville aldrig have kunnet forklare hvorfor. Heller ikke overfor sig selv. Det var ikke sådan noget med “Du må ikke begære din næstes hustru!” Det var af en langt mere diffus karakter.

Han prøvede at fastholde overfor sig selv, at det her bare var dette forårs lille drøm, at der intet var sket og at ingen kunne laste ham for noget som helst. Men det var som om, det her alligevel ikke var så harmløst og uangribeligt, som han hidtil havde gået og troet. Havde det været det, ville han ikke være blevet ked af det. Sorgen var et indicium på skyld!

Han havde så nogenlunde fået bearbejdet tingene, da de så hinanden et par dage senere. Skønt han straks genkendte hende, var forandringen total - elverpigen var væk, og han så i stedet en menneskelig kvinde.

Lidt senere, var der noget, de lige skulle konferere om. Mens de talte, undrede han sig over den fuldstændige forvandling. I hendes ansigt så han spor af levet liv. En kvinde med livserfaring. Så afgjort attraktiv, charmerende og velholdt. Men ikke desto mindre en kvinde, der havde oplevet noget, haft glæder og sorger, succeser og fiaskoer - kort sagt fundet sin ujævne vej gennem tilværelsen ligesom enhver anden.

I de efterfølgende dage tænkte Paul videre over det. Han havde tidligere oplevet glidende skift, eller at en given person havde sagt eller gjort noget, der markant ændrede hans syn på vedkommende. Men det her som-at-trykke-på-en-knap-skift, og uden at hun havde gjort noget som helst, der kunne dadles. Det mindedes han ikke at have oplevet før. Men det viste jo bare, hvor meget han havde været viklet ind i sine opdigtede “realiteter”.

Videre funderede han over det med, at man søger efter det, man savner. Det gjaldt naturligvis også i denne historie. Det er til enhver tid dét, der opleves som den mest presserende mangel, man søger at udfylde. Det havde han vidst i årevis. Men at tanken dukkede op nu, hjalp ham til at sætte tingene i perspektiv. Også i forhold til en mere overordnet betragtning om forårssværmerier. Man udfyldte dét, der manglede for, at det kunne blive rigtig forår.

Det var dét, han havde gjort år efter år. Så kunne det et år være en, der dansede på bare fødder og et andet en, der med smil på læben omsatte stærke holdninger i handling. Det var altsammen projektioner af savn. Men denne gang havde han været tæt på at brænde fingrene. Eller også var der bare nogle kendsgerninger, som var trængt forstyrrende ind i hans drøm.

Han havde gennemtænkt tingene og set dem åbent i øjnene. Men det var først nu, mens han spadserede henad gaden og spiste sin is, at Beatrice-forbindelsen stod lysende klart for ham. Han havde gået og nydt solskinnet, og var kommet til at tænke på, da solen skinnede over barndommens børnehave, mens han legede med Beatrice.

“Far skal have sin pistol!” Altså: giv ham, hvad han har brug for. Det var jo sådan, det var. Beatrice havde altid vidst, hvornår de skulle gå ind og tegne, og hvornår de skulle gå ud til gyngerne. Det var dengang. Nu havde han mere brug for at få udfordret sin grublende passivitet og at få gjort rent i sin lejlighed. Men det var altsammen helt i orden.

Skyldfølelsen fortonede sig!

Faktisk var han i godt humør. Forsommeren, gåturen, isen … Det hele var dejligt!

Da kom erkendelsen. Han så Beatrice spejlet i alle sine forårsbetagelser og med særlig tydelighed i den sidste. Også den selvmodsigende sorg gav nu mening. Det var naturligvis en genkaldelse af døren. Det var den og følelserne fra dengang, der havde gjort ham ked af det!

Men det betød ikke længere noget!

Det var en vidunderlig dag med dybblå himmel og en sol, der lunede uden at stege. Paul tog en bid af sin is og så sig omkring. Han kunne lide alt, hvad han så!

Jeg har jo selv forårsglæden i mig, tænke han. Sommetider har jeg bare brug for lidt hjælp til at lokke den frem. Det er vel ikke så slemt. Der er mennesker, som hele deres liv jagter efter deres egne projektioner. Jeg tager bare en lille omvej omkring en katalysator, en uskyldig stimulans, der hjælper mig til at finde det frem, jeg har i mig. Det har ganske vist taget mig lang tid at indse, at der har været tale om projektioner. Men det lykkedes da omsider!

Paul tænkte videre over, at det var heldigt, han ikke på den ene eller anden måde var kommet galt afsted. Han havde i tide forstået sagens rette sammenhæng. I børnehaven var det som regel Beatrice, der havde reddet ham ud af problemer. Men denne gang havde han klaret det selv. Ikke fået noget i klemme nogen steder, men tvært om vundet en ny erkendelse.

Paul åndelede lettet op og smilede!

Nu skulle han bare have gjort rent derhjemme!

En lille eftertanke

Det kunne være sjovt, hvis “Falmet forår” fandt sted i 50 året for Beatrice og 25 året for Ida.

Dette lader sig rent faktisk gøre i forhold til tidsskemaet fra “Hændelsen”:

     1971-72: Paul 4-5 år, Beatrice

     1996-97: Paul 29-30 år, Ida

     2021-22: Paul 54-55 år, falmet forår

Det er heller ikke uforeneligt med den afsluttende erkendelse i “Hændelsen” (epilogen).

Der er jo ikke tale om en så endegyldig erkendelse, at den er livsvarig, og så skulle Paul aldrig siden opleve svære stunder.

Selvfølgelig kommer der svære stunder. Det hører livet til. Og selvfølgelig er Paul mærket af sine barndomstraumer. Fra tid til anden vil der være perioder, hvor de atter dukker op.

Dermed også en diffus følelse af skyld og tanker om, at hvis noget er svært, må det være fordi, han har gjort noget forkert.

Men man sporer en udvikling netop deri, at Paul kan slippe skyldfølelsen frem for at praktisere selvafstraffelse!

Det gode liv - eller i det mindste det bedst mulige Paul kan opnå - må nødvendigvis være alene. Det har Paul formodentlig længe været klar over. Alligevel har han næppe kunne slippe bare et lille bitte håb om, at det umulige kunne blive muligt. At omsider give slip på den sidste rest af håb gør ondt. Men det er netop vejen til noget langt større: alle de gode muligheder, der ligger indenfor det realiserbares rammer!

Netop DERFOR kan Paul slippe skyldfølelsen og begynde at skabe den bedst mulige tilværelse for sig selv.

- - -

En forbigående sorg er for så vidt også helt fint!

Det må kunne tolkes som et sundhedstegn, at Paul bliver ked af det. For i modsætning til den perverse strategi er sorg at regne for en naturlig reaktion!

Det forekommer paradoksalt at hævde, man skal være glad for at blive ked af det. Men hvis alternativet er noget sygt og afvigende ….

Den perverse strategi løser intet og fører ingen steder hen. Af sorgen kan der derimod opstå en stille glæde. Da de færdes i de samme kredse, forekommer der formodentlig et næste møde. Da det nu er ved sommertide, sidder hun måske udendørs. Måske har hun fået en del kulør, og Paul bemærker dette. Måske vil han endog synes, at hun atter har genvundet noget af det, der først betog ham. Hun vil smile og sige hej, ligesom han selv vil gøre. Han vil vide, at dette er det eneste, der bliver. Men ikke med skuffelse. Han vil nyde hendes hej og hendes smil. Måske vil han dagdrømme en smule. Men han vil ikke et øjeblik være i tvivl om, at det netop ER drømme. Det vil imidlertid ikke forbitre ham. Faktisk har han opnået netop dét, han oprindelig stræbte efter: et uskyldigt sværmeri, der ikke forvolder nogen skade, hverken på ham selv eller andre.

For få dage siden ville jeg have forsværget, at jeg skulle sætte mig til at skrive endnu en Paulhistorie.

Og så ….

Tjah, jeg blev revet med af tanken om en Paul, der har indset umuligheden, men alligevel drømmer videre.

Afbrudte drømme

Paul kiggede efter hende, da hun gik videre. Hun var iført et par lyse bukser, hvor der var nogle små, kulørte figurer på. Han kunne ikke helt se, hvad de forestillede. Men det var spøjst. Flot og festligt. Men også lidt barnligt, eller som en dag- og udevariant af et stykke nattøj. Sådan klædte hun sig ind imellem lidt pudsigt. Altid pænt og smagfuldt. Men tillige med et stænk af skælmeri, så det undertiden fremfor påklædning var lige på grænsen til at blive udklædning. En forlængelse af hendes smil og humor.

Vejret havde været noget omskifteligt den dag. Men lige nu skinnede solen. Der var ikke andre folk at se, mens hun gik henover et åbent område. Hendes spinkle, men veldrejede skikkelse tonede bort i det fjerne. Lidt alene og ubeskyttet, og dog med en frejdigt uforfærdet sikkerhed. Sårbar og usårlig på samme tid.

Tanken tog på rejse langt bort. Paul forestillede sig, at der blev holdt en eller anden fest for hende, og at han skulle holde en tale. Han var ikke sit vanlige generte og usikre jeg. Han havde fuldstændig styr på det. Han foldede sig ud, jonglerede med ordene, gav hende sin hyldest og udtrykte næsten sine hemmelige følelser. Men med en humoristisk drejning, der satte det hele i et andet lys. De rigtige ord kom. Han havde selskabet i sin hule hånd. Han foldede sig ud med en charme og karisma, der kunne få George Clooney til at virke glansløs.

“Vores gode, evigtsmilende fe får alle drenge- og mandehjerter til at banke. Men spar jer drenge, hun er gift og har to børn. Men hun er da også så uendelig meget mere end blot en fryd for øjet. Alle har vi erfaret, at hun er en ildsjæl, med et dybt engagement og en utrættelig energi. Hun er her og der og allevegne. Med i alt, der foregår. “