Flere fællesbade
”For at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.«”
- Paulus
Der er to særlige grunde til, at jeg nu for tredje gang giver mig til at skrive om fællesbade.
Den ene er, at det, jeg håbede blot var noget midlertidigt, er blevet tingenes faste tilstand. Jeg har ikke eget bad i min lejlighed. Tidligere var der bad i kælderen. Nogle ombygninger i ejendommen har imidlertid medført, at dette er permanent sløjfet.
Da det uheldigvis falder sammen med, at min lokale svømmehal er under ombygning, kræver det nogen transporttid, hvergang jeg skal have et bad. Dertil er det også en smule dyrt at få sit bad på den måde.
Det er således på flere måder lidt af et problem. Derfor fylder det en del i mit liv, og er dermed også noget, jeg har lyst til at gå nærmere ind på.
Den anden grund er, at jeg vil forsøge at klargøre nogle ting, som jeg er bange for ikke er blevet helt tydelige i det, jeg tidligere har skrevet om emnet.
Jeg har forsøgt at gøre klart, at selve situationen er yderst ubehagelig for mig. At forklare præcis, hvordan det føles, tror jeg ikke er muligt. Men i det mindste kan jeg forsøge at udrydde nogle af de mest oplagte misforståelser.
Lad mig her gentage, at selve situationen er voldsomt ubehagelig for mig. Det handler altså ikke så meget om, hvad der sker, eller hvem, der ellers befinder sig på samme sted. Selve det at være der er svært for mig, og medfører, at alting opleves med forøget styrke. Mange ting, der under andre omstændigheder overhovedet intet indtryk ville gøre på mig, bliver pludselig næsten ulidelige.
Det er vel uden videre klart, at jo mere liv, jeg kan fornemme omkring mig, desto værre.
Det sker, at jeg er heldig, og der er helt tomt. Især om formiddagen. Men det er sjældent, jeg når at blive færdig, helt uden at der kommer nogen. Jeg finder altid ind i et hjørne og står med ryggen til rummet. Men jeg kan jo høre og fornemme, hvis der er andre. “Skrid! Skrup af!” Står jeg altid og tænker, og er bange for, at de kigger på mig. Hvis jeg selv lige får et glimt af en eller anden, er det næsten altid en eller anden ulækker gammel mand med fed mave og masser af hår over hele kroppen.
Føj for den lede!
Det er nu ikke, fordi jeg foretrækker yngre medbadere. En dag havde jeg det uheld at dele bruserum med en skoleklasse, der skulle til svømning. Al den larm og uro! Læreren talte sikkert nogenlunde normalt. Det er jo bare det, at de rum er så kraftigt lydforstærkende. Det lød som om, han råbte hele tiden. “Er eleverne tunghøre?” Tænkte jeg. Den her stemme konstant, og så alle de urolige unger.
Hjælp!
Og NEJ! - Jeg havde absolut ingen lyst til at studere små drengetissemænd. Jeg undgik det så vidt, det overhovedet var muligt. Kunne ikke helt undgå at få et par enkelte, spredte glimt, og det var ikke spor rart.
Det er nok også en af de misforståelser, der let opstår. Jeg er bange for, at jeg selv har givet næring til den med mange af de ting, jeg har skrevet. At det hele skulle dreje sig om penisser og disses størrelse, og at jeg så føler mig underlegen og umandig, hvis jeg ser en stor en. Jeg kan ikke bebrejde nogen, hvis de har fået det indtryk. Men det er faktisk ikke sådan, det er.
Jeg vil helst være fri for at se noget som helst. Jeg synes ikke, det er rart. Bestemt heller ikke alle de små, fede klumper, der er så mange af. Men mest bange er jeg for, at nogen kigger på mig. Jeg står der gemt væk i mit hjørne, men er stadig bange for, at nogen lægger mærke til mig. Måske er jeg i virkeligheden allermest bange for, at nogen skal synes, min er stor.
Der er jo det her med det optiske bedrag, at det ser ud af mindre, når man kigger ned af sig selv. På vej ud til bruseren, går jeg gerne med mit håndklæde på armen foran mig. Men det sker, at jeg kommer til at kaste et blik i et spejl på vejen, og hvis så håndklædet ikke er holdt helt ind imod kroppen, så får jeg jo lige et billede, hvor den ser det større ud. Det gør mig som regel forskrækket og skamfuld. Det er ikke rart.
Jeg ønsker ikke at imponere nogen. Men heller ikke at blive til grin. Jeg ville helst være usynlig. Men når det nu ikke er muligt, så for alt i verden hverken for stor eller for lille til at passere ubemærket.
Ofte tjekker jeg med vilje lige spejlbilledet, og hvis jeg så synes, at det ser ret almindeligt ud, og ikke ligner noget, jeg ville finde synderligt påfaldende hos en anden, er det altid en betydelig lettelse. Står der så nogen ude i bruserummet, håber jeg, at jeg ser tilstrækkelig ganske almindelig og uinteressant ud til, at jeg kan nå hen i et hjørne og gemme mig, inden nogen lægger mærke til mig.
Det er næsten umuligt at vaske det område, trække forhuden tilbage og skylle og alle de der ting, uden at den vokser lidt under processen. Åh, nej. Hvordan ville den nu se ud i spejlet? Det kræver ekstra tid at stå der med ryggen til og vente på, at den skal skrumpe igen, så jeg - forhåbentlig ubemærket - kan komme hen og få fat i mit håndklæde. Ekstra tid. Udholde pinen lige det længere.
Men det er heller ikke rart, når det forholder sig modsat. Hvis det er en af de dage, hvor den er helt nede og skrabe bunden. Så passer det som regel også lige, at klumperne holder fridag, og der er giganterne pragtparade i bruserummet.
Det er altsammen så forfærdeligt og ækelt!
Men det er dét, jeg er nød til at udsætte mig selv for hvergang, jeg skal møde pæn og præsentabel op et eller andet sted. Jeg tror ikke, at nogen gør sig forestilling om, hvad det er, jeg må igennem eller hvor pinefuldt, det er.
Men der er også en lille befrielse!
Lige det øjeblik, hvor jeg træder ud af svømmehallen bagefter. Uanset hvor slemt det har været, er der næsten altid lige det her øjeblik, hvor jeg mærker luften, vinden i det våde hår og føler et pust af en slags renhed eller frihed. Kortvarigt. Men det er der. Så kan der godt følge en masse støj bagefter. Men der er lige det her øjeblik, hvor jeg mærker det første pust af frisk luft og føler mig ren.
Som regel i hvert fald. Det er enkelte gange sket, at jeg er blevet snydt for frihedspustet. Men joh, i langt de fleste tilfælde.
Som sagt ville jeg under badet ønske, at jeg var usynlig. Og hvis de andre så også ville gøre sig usynlige, så jeg ikke risikerede at få et glimt af diverse uhumske kropslige misdannelser, ville det være helt fint.
Der var en dag, hvor jeg var så heldig, at der lige var et ryk ud fra bruserrummet, mens jeg var ved at klæde mig af. Så da jeg kom derud var der helt tomt. Det meste af tiden havde jeg det for mig selv. På et tidspunkt hørte jeg nogen snakke. Temmelig højt. Åh, nej - kommer der nu en af den slags? Der havde lige været et tilfælde nogle dage tidligere, hvor en eller anden idiot stod og ævlede og kævlede, mens jeg stod gemt i mit hjørne og bare ønskede, han ville holde kæft. Men den dag var det falsk alarm. Jeg ved ikke, hvor stemmen kom fra, men den forsvandt igen. Da jeg var næsten færdig, kom der en anden fyr ud i bruserummet. Men han var vist lige så genert som mig, for han gemte sig henne i det andet hjørne. Så stod han der med ryggen til, da jeg gik hen til mit håndklæde. Det var jo helt fint.
Alt i alt en af de gode dage!
Undertiden kan en anden, der står og gemmer sig i det modsatte hjørne nu også være småproblematisk. Der var en dag, hvor der stod en, som hele tiden kom med lyde.
“Åh … uuhh … åååå … aahh … øøø … hhhuuueee … ææææ ... ppphhrrrr… ååårrrr … æææ …”
Jeg kunne virkelig ikke forstå, at det skulle være nødvendigt at sukke og pruste så meget for at tage et bad. Det irriterede mig grænseløst. Dog vil jeg ikke betegne dette som en af de slemme dage. Det var nogenlunde o.k.
Men hvordan skulle jeg kunne forklare, hvad det egentlig er, der sker de dage, hvor det går helt galt? Det bliver forenklet eller fordrejet eller begge dele. Det bliver som at sige, at jazz er den lyd, der fremkommer, når man stopper en trompet ind i kæften på en negernarkoman.
Der var en dag, som nærmest mindede om et surrealistisk mareridt. Det begyndte ellers så godt. Der var helt tomt i bruserummet. Jeg fandt hen i hjørnet. Men nu da jeg var helt alene, vovede jeg at stå ud mod rummet. Skønt at have det hele for sig selv. Men glæden varede kort. Jeg kunne fornemme, at der var en på vej derud. Jeg skyndte mig at vende mig om. Jeg fornemmede lige igennem øjenkrogen, at det var en høj, kraftig fyr - et ordentligt brød. Hans kønsdele så jeg intet af. Men hans generelle struktur gjorde mig utryg. Jeg trykkede mig ind i mit hjørne, mens jeg bandede indvendig, og tænkte: “Skrid dit fede svin!”
Da jeg kiggede ned på gulvet, fik jeg øje på noget hår. Faktisk en temmelig stor tot. Hvor på en eller andens krop, den har siddet, ved jeg ikke, og det var bestemt ikke rart at få diverse forestillinger om forskellige muligheder. Det så nærmest ud, som om en eller anden havde revet en ordentlig klump hår af sin egen krop. Og det lå så lige i nærheden. Føj! - Jeg forsøgte med den ene fod at lave lidt bølgegang i den omgivende vandpyt for at få det skubbet væk. Det var ikke meget for at flytte sig.
Da jeg under min kamp med totten drejede hovedet en smule, fik jeg et glimt af Fedbergs familiejuveler. Det var ikke fordi størrelsen var videre imponerende (snarere tvært imod). Men der var utrolig mørkt i hele området. Fra lige under mellemgulvet og hele vejen rundt. Så mørkebrunt at det næsten var sort. “Dyp i Dyrups”. Ja - det skulle man virkelig tro, han havde gjort. Og sådan noget stod han med front ud imod rummet og viste frit frem.
Da han så endelig fortrak sig, kom der en fyr ud fra saunaen. I forhold til at bade, tørre med videre, kom vi til at manøvrere i en underlig paralleldans, helt ud i omklædningen, hvor vi havde skabe lige i nærheden af hinanden. Jeg så ikke det mindste glimt af hans nedre regioner, og jeg tror heller ikke, at han fik luret på mig. Men det var bare underligt, at tingene kom til at passe på den måde. Det kom jo så også oveni alt det andet.
Jeg havde det ret skidt på vej hjem, og det tog lang tid at få den fornemmelse ud af kroppen.
Der var en dag, hvor jeg skulle noget særligt, så det var vigtigt, at jeg var præsentabel. Jeg havde nøje udvalgt det tøj, jeg skulle have på. Det fik jeg pakket. Det er nogle gange sket, at jeg har glemt at få rene sokker med. Det er absolut ikke rart at måtte tage de gamle sokker på igen. Så jeg var omhyggelig med at huske det hele. Underbukser, sokker, et par lyse bukser og en særlig t-shirt, som jeg kun bruger til særlige lejligheder. Men da jeg kom derud, opdagede jeg, at jeg havde glemt mit håndklæde. Men badet måtte jeg have. Så måtte jeg bagefter finde en løsning, evt. tørre mig med den gamle t-shirt.
Hjørnerne var taget, så jeg blev nød til at snuppe en langside-bruser. Det gik også nogenlunde o.k. Det lykkedes mig så nogenlunde at abstrahere fra de andre, som stod der og i nogen grad skabe min egen mentale bobbel. Jeg sørgede for at være hurtig og effektiv, få det overstået. Så langt, så godt. Men så kom det problematiske. Jeg gik lige et smut ud på toilettet. Men følte mig som Mr. Bean, da jeg tørrede det værste væde af kroppen med toiletpapir. Det var kun en hurtig tur. Det føltes så dumt og latterligt. Men så skulle jeg jo tilbage til mit skab. Der stod en del i lettere påklædt tilstand. Ikke tilstrækkeligt til udebrug, men nok til at skærme og beskytte dem, mens jeg stod udleveret og afsløret, så enhver kunne studere mine mest intime hemmeligheder.
Jeg fik trykket koden og greb min gamle t-shirt for at tørre mig yderligere. Jeg søgte at skærme mig med skabslågen, og jeg tror, det lykkedes nogenlunde. Under påklædningen opdagede jeg, at der var en gammel plet på mine bukser. Sådan en, der har været igennem flere gange vask uden at gå af. Det huede mig ikke. Tænkte lidt på, om jeg havde et par andre bukser hjemme, jeg kunne nå tilbage og skifte til. Men endte med at fastslå, at der ikke var en plan B. Jeg måtte bruge de bukser. Det var der ikke noget at gøre ved.
Tingene var slet ikke blevet, som jeg havde tænkt mig, og jeg rendte rundt resten af dagen og var frygtelig bevidst om den plet på bukserne.
Efter det sidste eksempel vil nogen måske spørge, om det da slet ikke handler om penisser og penisstørrelser, men simpelthen er et generelt ubehag overfor den type situationer?
Det har med det at gøre (ellers ville det ikke være PDD). Hvad jeg har forsøgt at påpege er, at det ikke kun og udelukkende har med det at gøre. Det indgår i en mere omfattende dynamik, men udgør et hovedelement deri.
Hvordan kan det så komme til udtryk?
Når jeg er så bange for at blive kigget på af andre, er det blandt andet, fordi jeg synes, den er forkert. Jeg færdes derfor i disse omgivelser med en stadig skræk for, at nogen skal opdage det.
Jeg ved godt selv, at det er noget vrøvl. Men når den fornemmelse fylder mig, kan den ikke bortjages med sund fornuft.
Men samtidig ved jeg også godt, at de fleste af dem, der skæver til andre, er mest optaget af størrelser. Det er netop derfor, at jeg er så optaget af at befinde mig på et så neutralt stadium som muligt. Så håber jeg, at man ikke lægger mærke til, at der er noget galt med den.
Der var en dag, hvor det fyldte meget, hvor der rent faktisk var to andre, hvor den ene var påfaldende lille og den anden temmelig stor. Jeg håbede, at disse marginaler ville være dét, andre studerede, og at min des årsag ikke ville blive bemærket synderligt. Alligevel var jeg utilpas i situationen.
Jeg skal også gerne indrømme, at størrelser gør indtryk på mig. Den store af de to satte sig fast på min nethinde, og i flere dage efter forfulgte den mig. Ikke som et voldsomt ubehag. Men alligevel generende. Lidt som hvis et stykke tøj sidder forkert, eller et insekt bliver ved at sværme rundt omkring en. Det var ikke hele tiden. Men den ligesom var der alligevel og tonede frem ind imellem.
Tonede frem i en ydermarginal, javel. Som et eller andet i et hjørne af en opslagstavle. Men jeg havde ikke lyst til, at det skulle være der. Det var en stor lettelse, da jeg endelig blev det billede kvit.
Og så var den der nethinde-klæber ikke engang så overdrevent voldsom endda. I hvert fald intet i sammenligning med …
Det var en dag nogle uger senere, hvor det atter gjaldt, at jeg skulle noget vigtigt og var nød til at være præsentabel.
Den var gal, allerede da jeg tog hjemmefra. Der var den her ubehagelige fornemmelse i kroppen, og jeg ville virkelig gerne have været fri. Men det var ikke en mulighed at bare tusse rundt hjemme hele dagen. Altså måtte jeg igennem turen. Tænkte på vejen, at jeg bare måtte få det overstået så hurtigt som muligt, og forsøge at undgå at se noget som helst.
Jeg fik klædt mig af og fandt hen i hjørnet. Der var ikke så mange i bruserummet. Men så kom der et ryk ind. Fandens også! Skrup af med jer, tænkte jeg.
En fyr stillede sig under bruseren ved siden af mig. Jeg hader at have nogen stående så tæt på mig. Det var virkelig ubehageligt. Også selvom jeg stod drejet væk fra ham, lukkede øjenene og forsøgte at etablere et indre rum. Da jeg lige skulle have noget sæbe fra holderen på væggen, anede jeg et mikro-glimt at noget hængende og svingende mellem hans ben. Åh, nej - for alt i verden ikke kigge i den retning. Jeg forsøgte endnu mere at skabe et mentalt rum, hvor jeg lukkede af. Men der var også den her impuls - kald det nysgerrighed eller hvad man vil.
Ikke kigge i den retning, for alt i verden ikke kigge i den retning, sagde jeg til mig selv. Men så kom jeg alligevel til at kigge.
Den var enorm!
Jeg var lige ved at få et panikanfald. Jeg skyndte mig at kigge væk igen, forsøgte mig med en af de teknikker, jeg undertiden bruger, gående ud på at trække vejret langsomt ind gennem næsen og derefter puste langsomt ud af munden. Det er nu ikke helt let under en bruser at trække vejret langsomt ind gennem næsen. I hvert fald skal man passe på, hvilken vinkel man holder hovedet i. Det er imidlertid det mest oplagte at holde hovedet lidt opefter. Snuse ind. Ja - og få vand i næsen. Det var så måske held i uheld, da det i det mindste for et øjeblik afledte min opmærksomhed. Men det var kun et kort øjeblik. Jeg var helt til rotterne. Jeg fandt en hovedvinkel, hvor jeg kunne trække vejret langsomt ind gennem næsen.
Det hjalp lidt.
Men han stod der endnu. Det var jo det! Lige ved siden af mig stod der den der fyr med sin kæmpe pik!
Jeg forlanger ikke, at nogen skal forstå, hvorfor det var så forfærdeligt. Men det var det altså for mig. Det var et hårsbred fra, at jeg helt krakelerede.
Men jeg kom igennem det. Han fjernede sig igen. Jeg åndede lettet op. Men ligefrem godt havde jeg det bestemt ikke. Jeg var i en besynderlig tilstand, da jeg kom ud i omklædningen. Da jeg trykkede koden ind til mit skab, stod der en anden fyr bag mig. Jeg må vist have kigget meget mærkeligt på ham. Forskrækket. “Jeg skal bare trykke min kode ind,” sagde han. Jeg har formodentlig nærmest virket paranoid.
På en eller anden måde lykkedes det mig at blokke de ting ude, mens jeg fik klaret dagens gøremål. Men på vej hjemad vendte det tilbage.
Heldigvis var timingen så fin, at det lige passede, at jeg kom hjem til dagens afsnit af min yndlingsserie, “Jordemoderen”.
Den daglige renselse!
Jeg kunne lige nå at lave en kop kaffe, og så ellers sætte mig til rette.
Søster Julienne sagde, at de fleste handlinger er motiveret af enten kærlighed eller frygt.
Så sandt, så sandt!
Det var rart at lige få det rette perspektiv på tingene. Også selvom jeg lige den dag havde lidt svært ved at samle mig om det. Det andet spøgte i baggrunden. Alligevel var der et element af helse og balsam. Lidt i hvert fald. Nok til at jeg bagefter kunne se på det hele med i det mindste lidt andre øjne.
Efter en dag, der i dén grad havde stået i frygtens tegn, gjorde jeg mig en del overvejelser om at leve i frygt, og om forskellen på dette og så at leve i kærlighed.
På den vis var det givende og blev afsæt for nogle gode refleksioner.
Men som man vel kan tænke sig, er det rent faktisk et reelt problem at jævnligt have den slags oplevelser. Jeg har i det her fortalte bare brugt et lille udvalg af eksempler. Jeg kunne have fortalt så meget andet.
Det værste er, at jeg er nød til det, ikke som sådan har et valg. Når jeg skal forskellige ting, kan jeg ikke bare møde usoigneret op. Så for at være præsentabel, må jeg bruge penge, jeg næsten ikke har råd til at bruge, og bruge dem på at udsætte mig for en veritabel tortur.
Der var en periode, hvor jeg forsøgte at snyde. Håbede at en ekstra sweater eller lignende kunne skjule, at der ikke var blevet gjort noget videre ved kroppen den dag. Men det medførte den pinlige oplevelse, at jeg rent faktisk fik en påtale des angående.
Der er ingen vej udenom. Jeg må igennem det helvede flere gange om ugen!
Men måske er der også i dette et element af kærlighed. I hvert fald en hensyntagen til de medmennesker, der skal være i rum med mig.
Og nu det medmenneskelige - ja, det er jo det: vi er alle mennesker. Bare mennesker med alle vores fejl hver især. Måske handler det også om at acceptere ufuldkommenhed.
I et afsnit af “Jordemoderen” nogle dage senere sagde søster Julienne, at der altid ligger frygt bag vrede.
Det har hun sikkert ret i, men ikke alt kan gøres op i denne kærlighed versus frygt model. Ind imellem kommer vi jo også galt afsted, selvom vi har den bedste vilje.
I det selvsamme afsnit kom søster Julienne til at såre søster Monica Joan. Ikke med fortsæt. Hun greb ganske enkelt en situation an på en lidt klodset måde. Så end ikke søster Julienne er fuldkommen.
Vi må jo allesammen bare prøve at gøre tingene så godt, vi nu kan. Eller som Søster Evangelina altid siger, når der er en situation, hvor forholdene ikke er optimale: “Nogen gange må vi arbejde med det, Herren har givet os.”
Se også:
Seneste kommentarer
04.09 | 07:12
Tak skal du have!
04.09 | 05:19
Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!
Del siden