toner, ord og tanker
Spilopper
- En anekdotesamling
Det følgende er mine egne minder. Men udvalget og rækkefølgen, jeg har anbragt dem i, er delvis inspireret af Kinks-pladen "Schoolboys In Disgrace" (1975).
1. Schooldays 2. Jack The Idiot Dunce 3. Education 4. The First Time We Fall In Love 5. I'm In Disgrace 6. Headmaster 7. The Hard Way 8. The Last Assembly 9. No More Looking Back 10. Finale
I Danmark prøver vi at hjælpe børn bedst muligt gennem deres opvækst og skolegang. Også dem, der falder lidt udenfor de gængse rammer. Nogle af dem passer ikke ind i en almindelig skole. Hvis der ikke er problemer i hjemmet, kan det for mange af dem være en god løsning at gå på en særlig skole. I visse tilfælde kan det imidlertid blive nødvendigt med en anbringelse på en døgninstitution.
For nogen tid siden havde jeg en snak med lederen for et af den slags steder. Hun fortalte blandt andet, at gamle elevers meldinger spænder over hele skalaen fra en forfærdelig oplevelse til det bedste, der er sket for dem. Videre sagde hun, at der indimellem er børn, de ikke kan hjælpe. Mens det med nogle går strygende, og de får et skub i den rigtige retning, er der andre, hvor de prøver forskelligt, men må erkende, at det ikke fører til noget.
Et sådan barn var jeg!
Det blev således et ret uheldigt forløb med mange opslidende sammenstød mellem min omverden og mig, da jeg gennem en stor del af min barndom var anbragt på en institution. Alligevel var der også gode stunder. Dem har jeg sat mig for at skrive noget om.
Det begyndte allerede ved min fødsel, hvor jeg var en stor nipunds baby, den største på hele klinikken, og så i tilgift det halvt opgivede afkom fra den næstældste i en søskendeflok på syv, født to måneder efter, at den yngste fik barn. De resterende fem havde allerede forlængst fået børn, de fire af dem endog flere.
Allerede disse omstændigheder var nok til at skille mig ud og i et eller andet omfang rette en pegende finger på mig. Herefter fulgte en opvækst, hvor jeg altid lige var lidt anderledes. Ikke meget. Bare lidt.
Det var på nogle punkter på en principielt positiv måde, i andre henseender på en negativ. Men sådan set kom det ud på et. Jeg var altid lige lidt anderledes. Der var aldrig noget, hvor jeg var helt som andre.
Det er som John Lennon synger: "No one, I Think, is in my tree/I mean, it must be high or low".
Jeg tror nu ikke, at det var så meget et enten-eller i mit tilfælde. Det var et både-og, og det gjorde sådan set bare det hele endnu mere forvirrende. Havde det hele været enten godt eller skidt, ville kategorien også være givet. Når det derimod var en blandet landhandel, måtte hvert punkt vurderes og overvejes om og om igen. Dertil kommer så, at der ikke altid var enighed mellem mine omgivelsers og min egen vurdering af, hvorvidt et givent punkt var en positiv eller negativ afvigelse.
Således gælder det også for en række enkeltpunkter, at de var både-og. Mange af dem har jeg den dag i dag svært ved at afgøre, om jeg skal skrive på plus- eller minussiden. Det, der derimod står nagelfast, er en livslang følelse af anderledeshed.
Derfor har jeg også altid været lidt splittet i min selvopfattelse. På den ene side haft en længsel efter at bare være helt almindelig, og på den anden trodsigt og indædt kæmpet for retten til at være mig.
Men allerede her bliver jeg atter i tvivl. For var det egentlig trodsighed? Jeg tror ikke, at jeg som sådan havde et valg, og at jeg bare kunne have besluttet mig for at være som de andre. Jeg tror ikke, at jeg havde anden mulighed end at kæmpe for retten til mine særheder, alt imens jeg gik med en ulykkelig kærlighed til normaliteten.
Min anbringelse ramlede frontalt ind i denne ambivalens. Netop derfor var jeg i mange år tilbøjelig til at se udpræget negativt på forløbet. Jeg har således ofte forsøgt at fortælle om det værste ved det.
Det er aldrig rigtig lykkedes mig at fremstille dette på en klar og forståelig måde. Så nu har jeg i stedet sat mig for at fortælle om det bedste ved det.
Det er en ny, anderledes opgave, der udfordrer en gennem flere årtier indgroet vanetænkning.
Jeg vil ikke tegne et glansbillede. Men jeg vil gerne gøre op med min egen tidligere sort-i-sort opfattelse.
Der var gode oplevelser undervejs. De hører lige så meget med som alt det andet.
Det gode? Det er ganske enkelt: det var hvergang, noget var sjovt og rart. Når en kammerat sagde eller gjorde noget morsomt. Når der blev fortalt en god vittighed. Hvergang der blev grinet.
Det allerbedste? Det var, når man oplevede glimt af samhørighed og menneskelighed. Det kunne være en medarbejder, der udviste varme og omsorg. Eller når der var en særlig fælles forståelse med en kammerat omkring et eller andet.
Herfra en stor og varm tak til alle, der bidrog til, at disse situationer fandt sted!
Fornylig havde jeg en periode, hvor jeg kom i tanke om ting, som er af en lidt anden natur. F. eks. ting, som vi gik og sagde.
- How do you do. Har du slugt en flue?
- Gu' har jeg ej. Jeg har ædt en haj!
Eller forskelligt som folk havde hængende.
Fra den første tid husker jeg, at en af de store drenge havde et stykke papir hængende på sin dør, hvor der stod
PIGER ER LUFT FOR MIG. MEN HVEM KAN LEVE UDEN LUFT?
En anden af de store drenge havde en vittighedstegning på sin væg fra Fumlesen-serien. Han stod på tegningen og brugte en kos hale som håndsving. Underteksten lød: "Hør, hr. Fumlesen. Hvor har De fået Deres landbrugsuddannelse henne?"
Det sker også, at jeg i et kort glimt ser et møbel, et gardin, de dækservietter, vi brugte, eller lysstofrøret inde på værkstedet, der gav alting et sælsomt skær.
Sjovt at den slags ting dukker op. Det er lidt ved siden af de ting, jeg ellers husker. Det er typisk hændelser, der fylder i erindringen. Ikke om et eller andet var grønt eller rødt og den slags ting.
Der findes sikkert mennesker, som især husker, hvordan tingene så ud, hvor og hvordan de var placeret osv. Sådan har jeg det ikke. Næsten alle mine minder består af "gjorde" og "sagde".
Engang sad jeg sammen med en pædagog, og legede en slags leg, gående ud på, at jeg som voksen blev interviewet om min tid på institutionen.
- Var du glad for at være der? spurgte hun.
- Nej, svarede jeg.
- Hvorfor ikke?
- Jeg synes, de var for strenge.
- Hvordan strenge?
- De skældte hele tiden ud.
Her blandede en anden elev sig. Gav sig ud for at være blandt publikum, og kom nu med en kommentar.
- Jeg boede sammen med ham dengang, og det er slet ikke rigtigt, hvad han fortæller. F. eks. var der en gang, hvor han havde hældt lim udover hele sit værelse. Han blev næsten ikke skældt ud, men fik bare en klud og en spand vand, så han kunne tørre det op.
Jeg havde en idé om at få et billede fra en plastikpose sat fast på noget andet. Jeg forestillede mig, at det kunne komme til at se rigtig sejt ud. Jeg henvendte mig til en pædagog, og spurgte, om jeg måtte låne noget lim. Det fik jeg lov til.
Det var en stor, tung bøtte, og min motorik var ikke den bedste, så jeg kom farligt galt afsted. Snart var der lim allevegne. Et hvert forsøg på at fjerne og tørre af, påførte blot klister til flere steder, så der tilsidst næppe var det sted på mit værelse, som ikke var godt og grundigt smurt ind.
Da pædagogen kom en tur forbi mit værelse, vidste hun vist ikke, om hun skulle grine eller græde. Så hun endte med at udstyre mig med en klud og en spand vand. Det værste var hurtigt fjernet fra diverse øvre flader. Det var værre med gulvet, hvor der havde samlet sig en sær suppedas af lim og vand, der nu skulle tørres op.
Jeg forsøgte efter bedste evne. Let var der ikke.
En af de andre kiggede ind til mig. Han foreslog, at man kunne lave glidebane ved at stå på kluden. Ganske rigtigt.
Vi havde det mægtigt!
Pædagogen tog sig til hovedet, da hun atter kom ned og fandt to drenge på strømpesokker, der kurrede rundt på en gulvklud.
Hvad vores vaskedame efterfølgende gjorde med vores sokker, ved jeg ikke. Men de må have været en styg omgang.
Min makker fra lim-historien og jeg var engang de eneste på afdelingen, som ikke var interesseret i en film i fjernsynet.
I stedet havde vi sat os til rette på mit værelse med en kande saftevand, mens vi lyttede til radioen. Der var masser af god musik den aften.
Højdepunktet, som vi længe efter talte om, var, da "Red River Rock" med Johnny and the Hurricanes bragede ud i æteren. Vi var helt solgte begge to!
Vi forvekslede den lidt særprægede orgellyd med en fløjte. De tilbagevendende stakerede du- du-du-du-du-du-du blev i vores tolkning til, at fløjten var tør og trængte til lidt saftevand.
Vi nød musikken. Vi drak saftevand. Vi pjankede og vi grinede.
Det var en vidunderlig aften!
Engang i 1978 blev der vist en musikvideo i dansk fjernsyn, hvor en bindegal fyr, der kaldte sig Plastic Bertrand spurtede rundt og sang "u-u-u-uuu". Det hook havde alle snart fået lært, og der blev talt en del om den sang.
Da vi havde faste pladser ved spisebordet, faldt det naturligt, at jeg især havde snakket "Plastik Bertram" med min sidekammerat ved måltiderne. Jeg var derfor i nogen grad begyndt at synes, at det var vores ting. Det var således til ham, jeg en aften under middagen hviskede, at jeg havde været nede i byen og købe singlen for mine sammensparede lommepenge. Den skulle vi høre, når vi havde spist.
Trods mit forsøg på at være diskret, havde alle ved bordet åbenbart fanget, hvad det drejede sig om. Da jeg skulle til at sætte pladen på, kom de en og for og bankede på. Det lignede aftalt spil, og jeg var lige ved at blive en smule irriteret.
Det er en kende underdrevet!
Sandt at sige havde jeg nær revet hovedet af den sidste, der kom luskende. Men jeg besindede mig dog. Hvorfor i grunden ikke bare lade alle være med?
Sådan blev det. Vreden var glemt. Det var faktisk ret fedt, at hele afdelingen stod klemt sammen inde på mit værelse, da jeg med et minimum af bevægelsesfrihed sænkede nålen ned i vinylet.
Musikken lød ud i rummet. En hel flok gyngenede hoveder. Og naturligvis skrålede alle med på "u-u-u-uuu".
Min sidekammerat ved spisebordet havde engang gået lidt for mange dage i den samme skjorte. Det var blevet påtalt af en pædagog, og han havde så lovet at skifte.
Det havde han glemt alt om igen. Så lidt senere på dagen ser pædagogen ham rende rundt i den samme skjorte.
- Hør! Havde vi ikke en aftale? spurgte pædagogen.
- Jamen jeg har skiftet skjorte, hævdede min sidekammerat.
- Så vil jeg gerne se den skjorte, du havde på før.
Min sidekammerat gik ned på sit værelse, hev en ren skjorte ud af skabet og gav sig til at svine den til efter alle kunstens regler. Blandt andet var han lige en tur udenfor og skrabe den henad jorden.
Det endte med at koste ham langt mere besvær, end hvis han bare havde skiftet. Men nu havde han altså sat sig i hovedet, at han ikke ville. Det lykkedes ham at fabrikere en møgbeskidt skjorte til fremvisning.
Om pædagogen hoppede på den, husker jeg ikke.
Vi tog ned i byen, og han viste mig, hvordan et sæt med en skjorte og en bluse til at trække over passede sammen. Jeg var ikke så god til at se den slags, når jeg så tøjstykker hver for sig. Men da han viste mig det, kunne jeg godt se det. Det blev købt.
Dobbeltklik her for at tilføje din egen tekst.
En dag, hvor jeg vidst nok var lettere laset klædt, spurgte vores afdelingsleder mig, om jeg ikke ville have et eller andet nyt og smart. Det lød lovende.
Jeg var rigtig glad for sættet, og ville gå i det hele tiden. Men ligesom sidekammeratens skjorter skulle det jo også vaskes en gang imellem.
Jeg kan ikke huske de nærmere omstændigheder. Men af en eller anden grund var jeg engang ene elev på afdelingen sammen med vores afdelingsleder. Måske har det været en fredag eftermiddag, hvor de andre var taget på weekend, eller også ventede vi på, at nogle andre skulle komme.
Der må næsten have været noget med, at nogle andre kom lidt senere. For der var lavet fade med smørebrød. Noget yderst usædvanligt. Det blev regnet for et vigtigt punkt i vores udvikling/ behandling, at vi smurte vores madder selv.
Gad vide, hvad de nærmere omstændigheder har været? Jeg ved det virkelig ikke. Men i hvert fald stod der de her fade, og vores afdelingsleder sagde, at jeg bare skulle spise løs. Der var nok af det.
Blandt andet var der et helt fad med leverpostejsmadder med rødbeder på. Sådan en havde jeg spist det meste af, men så i distraktion fået lagt fra mig et eller andet sted. Jeg manglede lige den her sidste bid.
Det var en underlig fornemmelse!
Vores afdelingsleder sagde, at jeg nok havde spist den og glemt det. Men jeg kunne jo bare tage en mere. Det gjorde jeg så. Både en og to. Og tre. Det virkede ikke. Jeg blev ved med at have den her underlige fornemmelse af den manglende bid.
Da jeg havde sat ikke mindre end fem leverpostejsmadder til livs, kaldte vores afdelingsleder ude fra gangen.
- Den ligger herude.
Ganske rigtigt. Jeg havde fået lagt den fra mig på en komode ude i gangen. Under hele mit orgie af leverpostejsmadder, havde jeg hele tiden haft den her fornemmelse af den manglende bid. Nu var den omsider fundet. Først efter at have fortæret dén, forsvandt den sære fornemmelse.
Det var selvfølgelig lidt mærkeligt at rende rundt der og mangle en bid. Når jeg alligevel tæller denne oplevelse med blandt de gode, er det dels fordi, jeg havde hele afdelingen - plus vores afdelingsleder - for mig selv, og dels fordi der var al det smørrebrød, som jeg bare kunne spise løs af.
Ved at lave en særlig aftale med den vagthavende pædagog kunne man få lov at lave såkaldt "god ballade". Lidt fis og spræl indenfor rimelighedens grænser, hvor man ikke gjorde sig skyldig i grove regelbrud. Således havde vi engang på vores afdeling fået lov af nattevagten til at lave god ballade.
Vi havde talt lidt frem og tilbage om, hvad vi skulle finde på. Til sidst enedes vi om, at vi skulle bytte værelser. Når vi så blev vækket om morgenen, ville pædagogen på hvert værelse finde et andet barn end ventet.
Det gjorde vi så. Jeg lagde mig til rette på en andens værelse og prøvede at falde til ro. Det var ikke let. Det var det åbenbart heller ikke for de andre. En kollektiv følelse af rastløshed, og at det her ikke helt var nok, fyldte gangen. Der lød hvisken rundt omkring, og vi fandt frem til, at der skulle ske noget mere.
For en kort bemærkning lage vi os indpakket i vores dyner som en række klumper ned langs gangen. Det var der nu ikke så meget ved.
Så fandt en eller anden på, at vi i stedet skulle samles i vores stue og barrikadere døren. Også det blev gjort. Vi forsøgte at indrette os, så vi kunne sove der.
Der blev taget i døren. Skubbet hårdt imod vores barrikade. Det lykkedes nattevagten at skaffe sig adgang. Han var ikke vred. Tvært imod sagde han, at han syntes, vi havde administreret det godt. Men nu var det sent, så nu skulle vi altså gå til ro.
Om vi gjorde det på vores egne værelser, eller vi brugte den oprindelige bytteplan, kan jeg ikke huske.
En overgang var der en pædagog på afdelingen, som lavede drama med os en eftermiddag om ugen. Det holdt jeg meget af.
Især da der for en kortere bemærkning blev knyttet en gæstelærer til denne beskæftigelse. En stor, sprudlende dame, der kunne en masse sjove ting.
Hun drev også lidt gæk med de faste medarbejdere. Engang præsenterede hun en øvelse, hvor en skulle mime noget for en anden, der så skule vise det for en tredie osv.
De to faste medarbejdere var sendt udenfor døren, mens hun forklarede for os børn, at hun ville vise, at hun slagtede, plukkede og ovnstegte en høne.
Den første kom ind, og vores skønne gæstelærer mimede forløbet perfekt. Så kom den anden ind, og den, der lige havde været tilskuer, skulle nu vise det samme. Der var naturligvis allerede denne gang fejl i fremførelsen. Hønen blev plukket først og skoldet bagefter, og hun glemte at tænde for ovnen, før hun satte hønen ind. Da det skulle vises for tredie gang, gik det helt galt. Hvad det var, der blev opført er svært at sige. Men det havde i hvert fald ikke ret meget med det oprindelige forløb at gøre.
Vi unger morede os herligt over at se de to medarbejdere klokke i det.
Det var lidt vemodigt, da vores gæstelærer til drama holdt op. Men der kom et yderst glædeligt gensyn kort efter.
Det var lige på det tidspunkt, hvor min musikinteresse for alvor var blevet vakt. Jeg havde allerede et par plader. Men ikke noget at spille dem på. Den dejlige dramadame havde fortalt, at hun skulle have nyt anlæg, og talt om, at jeg måske kunne få lov at overtage det gamle.
Helt sådan blev det nu ikke. For hun havde allerede lovet det til en god veninde. Men så kunne jeg til gengæld få lov at overtage venindens gamle anlæg. På den måde var vi tre, der blev opgraderet.
Vi var flere afsted i bussen sammen med vores afdelingsleder. Vores - nu tidligere - dramalærer boede i et stort boligkompleks. Vi var rundt i flere opgange, før vi fandt det rigtige sted. Men det lykkedes da.
Dejligt gensyn! Hun tog smilende imod os. Stor og tyk og som altid slagfærdigt snakkende løs om alle mulige sjove ting. Vi fik en sodavand, inden hendes gamle anlæg blev pakket ned. Det så meget avanceret ud, så havde jeg fået det, ville jeg sikkert aldrig have lært at betjene det. Jeg var bedre stillet med det, jeg havde udsigt til.
Videre gik det ud til veninden. Hun var noget nær dramalærerens absolutte modsætning. En lille, spinkel dame, der virkede lidt forsigtig af væsen. Men hun var vældig sød. Vi fik hjemmelavet is, som hun havde gået og lavet til os.
Anlægget bestod af en radio og en pladespiller. Enkelt, overskueligt og brugervenligt. Perfekt til et barns første anlæg. Det skulle snart blive mit kæreste eje, og jeg havde mange, mange dejlige timer sammen med det.
Hvis jeg hørte et tilsvarende afspilningsudstyr idag, ville jeg sikkert synes, at det lød forfærdeligt. Jeg har opgraderet mange gange siden. Men i forhold til de til anlægget knyttede følelser når intet senere op på siden af det.
Nogle gange havde vores gæstelærer også været med til andre ting. F. eks. med på ture. Engang på en tur sad jeg tæt ind til hende i bussen, mens vi førte en lang samtale på fupengelsk (dansk med kraftig accent). Det var trygt og varmt at sidde der, og sjovt at snakke sammen på den måde.
Jeg kan huske, at det var om aftenen og mørkt udenfor. Så vi har nok været på vej hjem.
Det sjove er, at jeg husker en lignende situation med vores økonoma, der ellers ikke sådan deltog i den slags. Men hun var af en eller anden grund med på en tur. Vi må have været i Jylland, for jeg husker, at vi kørte over Lillebæltsbroen sent om aftenen.
Jeg sad lunt og rart under den omfangsrige kvindes arm, mens hun fortalte om, at hun kunne huske, da den gamle bro blev åbnet. Da var hun en lille pige. Deres lærer havde taget dem med ud og se.
Lidt senere fortalte hun om institutionens praktiske personale. Hvem der var blevet ansat hvornår.Før eller efter hvem. Dele af det praktiske personale havde været der i rigtig mange år. Længere end flertallet af pædagoger. Så det var en fortælling, der gik et godt stykke tilbage i tiden.
Jeg elskede at høre om den slags. Fjerne tråde tilbage til tider længe før jeg fik med stedet at gøre. Ja - endog før jeg var født. Længe efter kunne jeg huske rækkefølgen, de forskellige var blevet ansat i. Jeg må med skam bekende, at det siden har fortonet sig.
Men hvorom alting er - når en lille dreng er træt efter en lang, begivenhedsrig dag, så er der altså ikke noget bedre end at putte sig ind til en stor, frodig dame, der kan fortælle om en masse spændende ting.
En årligt tilbagevendende begivenhed var sommerens Tivolitur. Det var altid en oplevelse. Naturligvis især forlystelserne. Men også blomsterne og lyset. Dertil var der også de her særlige is, "Snemænd" tror jeg nok, at de hed. Dét og mange andre ting.
Som regel var vi delt op i ganske små hold, der så gik omkring sammen. I sådan en lille gruppe var det hele som regel meget mere hyggeligt og rart, end når hele flokken var samlet.
Et år gik jeg rundt sammen med den ene af institutionens to socialrådgivere. Hende, der var tilknyttet mig, og som jeg holdt rigtig meget af. Jeg har ofte funderet over, om det bare var fordi, at det ikke var hende, der skulle tage slagmålene med mig i hverdagen. Det har jo nok noget med sagen at gøre. Men jeg syntes altid, hun var så smilende og venlig overfor mig. Hun var også let at tale med. Med nogle af de andre voksne havde jeg ind imellem en fornemmelse af, at der ligesom var modhager i luften. Sådan var det aldrig, når jeg talte med hende. Det kørte bare.
En forlystelse, vi begge satte særlig pris på, var rutschebanen. Så den var vi oppe i flere gange. Vi fandt endog en særlig måde at sidde på.
Første gang havde vi siddet sådan ca. midt i. Anden gang prøvede vi at sidde helt oppe foran. Dér kildede det ikke ret meget i maven. Så næste gang prøvede vi helt bagved. Dér kunne man virkelig mærke suset.
Jeg kan ikke huske, om vi var mere end tre gange oppe i rutschebanen. Måske var vi. Men selvfølgelig prøvede vi også nogle af de andre ting. Sad vel også og spiste en is. Jeg husker det ikke så nøje. Det er alle de ture i rutschebanen, bakke op og ned, susen af sted med klidren i maven, der står som det centrale ved den Tivolitur. Dét, og så at det var en varm, solrig dag.
Der var en af pædagogerne, hvor der virkelig havde været mange modhager i den første tid af vores bekendtskab. Men efterhånden kom vi bedre overens med hinanden, og endte med at have et helt godt forhold.
En episode, han senere genfortalte flere gange med et glimt i øjet, var engang, hvor jeg skulle rydde op på mit værelse. Jeg havde sat mig for, at jeg ville overraske ham. Planen var, at gøre det rigtig pænt, så komme ned og sige, at jeg slet ikke kunne finde ud af det, og når han så kom md ned for at hjælpe - voila! - flot værelse.
Jeg oksede på for at gøre det hele rigtig fint. Ligesom der var ved at komme godt hold på det, stikker han så hovedet ind for at se, hvordan det går.
Øv! Øv! Øv!
Efterfølgende surmulede jeg over, at han havde ødelagt overraskelsen.
- Du har ødelagt det hele. Jeg ville gøre det rigtig pænt ... osv.
Det syntes han var morsomt, og des årsag blev historien siden genfortalt flere gange. Men trods surmuleriet betegner historien helt klart også et tøbrud i vores relation. Man kommer almindeligvis ikke med glædelige overraskelser til folk, man ikke kan udstå.
Det er jeg også helt sikker på, at han forstod!
Tøbrud er nu ikke altid af det gode. Om vinteren gjaldt det om at få noget frost, så man kunne komme ud og kælke. En gang sjap kunne ikke bruges. Dog krævede det ikke så hård frost at få kælkesne, som for at isen på de omkringliggende søer kunne bære. De fleste vintre blev der kælket mere, end det blev løbet på skøjter.
Der var en rigtig god bakke i en nærliggende park, som vi ofte benyttede. Dér oplevede jeg mange dejlige eftermiddage. I øvrigt var det kun sjældent kælke, der blev brugt. Bobslæder var det mest udbredte.
Når man begyndte oppe fra toppen, var det vigtigt at få styret rigtigt, så man endte turen ude på en lille halvø for neden af bakken. Kom man ud af kurs røg man i søen.
Sådan gik det engang mig. Vi var to drenge, der havde sat afsted for fuld fart og så var vi gledet ud til den ene side. Han nåede at hoppe af i tide. Det gjorde jeg ikke. Jeg røg lige igennem isen, og lå i det kolde vand.
Men der gik kun et øjeblik, så var kammeraten der og trak mig op. Med en sær selvfølgelighed, som var det det naturligste af verden, kom han og hev mig op i et snuptag. Efterfølgende talte vi - lidt vel dramatisk - om, at han "havde reddet mit liv". I selve situationen skete det bare og gik ret hurtigt.
Det var ikke spor rart at være våd og kold. Men det at han bare var der med det samme og trak mig op, at han ikke bare efterlod mig, gjorde indtryk. Jeg fulgtes med en anden dreng tilbage til institutionen. Også han var rigtig flink og gjorde en masse for at muntre mig op. Alt dette gav en følelse af kammeratskab, at høre til.
Da jeg tilbage på min afdeling sad i badekarret, mens jeg mærkede varmen finde ind i kroppen, kunne jeg ikke lade være at synes, det var et spændende eventyr, jeg havde oplevet den dag.
Blandt staben på stedets interne skole var der en lidt ældre lærer. Han var lun og rar. Men nogle syntes, han var en lidt særpræget herre.
Jeg kunne rigtig godt lide ham, men kørte alligevel engang lidt med på en hetz, nogle andre havde igang imod ham. Således gav det klare popularitetspoint hos kammeraterne, da jeg i hele flokkens påsyn i et frikvarter lavede en temmelig grov karikaturtegning og efterlod på hans kateder.
Senere fik jeg imidlertid dårlig samvittighed og opsøgte ham. Brødbetynget fortalte jeg, at det var mig, der havde lavet den tegning.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet. Skæld ud? Milde bebrejdelser? Endeløse formaninger?
I hvert fald havde jeg ikke ventet dét, der rent faktisk skete.
- Jeg tænkte jo nok, at det var en, der kunne bruge hovedet, sagde han ganske frejdigt.
Jeg var målløs. Både over, at han slet ikke var vred, og endvidere over, at han mente, jeg kunne bruge hovedet (jeg fik ofte det modsatte at vide).
Han havde omhyggeligt gemt tegningen i et plastikchateque. Han fandt den frem og vi snakkede lidt om den.
- Nu skal du se nogle andre billeder, jeg har fået, sagde han så.
Han viste mig så nogle utrolig flotte illustrationer til "Gjøngehøvdingen". Smukke og detaljerige på store plancher.
Billederne fangede straks min interesse, og jeg spurgte om et eller andet vedørende et af motiverne.
- Jamen har du da ikke læst den?
- Næh!
- Jamen det skal du gøre. Den skal alle drenge læse.
Så pakkede han plancherne væk igen.
- Er der ikke flere billeder?
- Jo. Men når du ikke har læst den, skal jeg da ikke afsløre det hele. Så kan du komme og se resten, når du har læst den.
Op til jul samledes hele skolen en gang om ugen til adventsmorgener. Der var lidt at spise og drikke, der blev sunget nogle sange, og som det store højdepunkt læste den lidt ældre lærer, der mente, at jeg kunne brugehovedet, op af en historie om en nisse.
Det var en lang historie, så den kunne sagtens strækkes ud over fire arrangementer. Det var altid den samme, så hvis man gik i skolen i flere år, kom man til at høre den adskillige gange. Men det gjorde ikke spor. Det var en tradition, ligesom de velkendte sange. Dertil var han en fremragende oplæser.
Allerede i slutningen af oktober begyndte jeg at glæde mig til at skulle høre ham læse historien op igen.
Dertil var det en hyggelig start på dagen at sidde og synge og få lidt knas. Jeg husker stemningen, atmosfæren. Selvom jeg tit var lidt træt, nød jeg disse morgener. De var helt bestemt en af de rigtig, rigtig gode ting.
N.B. Se også "Utaknemmelighed".
Endvidere kan man læse flere erindringer i "Kapitler af min rygerhistorie" (under "Piber og tobak").
Mere perifert og indirekte kan man finde nogle alternative perspektiver i "Sorority Girl" (under "Arkoff").
Man kan evt. også kigge på "Udpegningen" (under "Et liv med PDD").
Utaknemmelighed: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443432589/443549582
Min rygerhistorie: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443249998/443343364
Sorority Girl: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443336517/443349008/
Udpegningen: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443250069/444158134