toner, ord og tanker
Det er en stor fornøjelse at læse Henrik Vesterbergs John Mogensen biografi "Så længe jeg Lever".
Det er en dejlig bog, der fortæller indsigtsfuldt om en i mere end blot anatomisk forstand stor mand, om en lang karrieres op- og nedture, om mennesket bag den folkekære person og om de sange, der adskiller sig markant fra de fleste andre inden for samme genre.
Et punkt, som der bliver plads til at fundere lidt over, er, at John Mogensen skrev engagerede sange og samtidig var sofavælger. Det er sikkert rigtigt, som det hævdes i bogen, at han ikke havde synderlig tillid til politikerne. Men formodentlig handler det også om, at så snart vi begynder at tale partipolitik, taler vi om ideologier. Ideologier var netop ikke John Mogensens domæne. Hans interesse var altid mennesket. Vist er der et miljøpolitisk budskab i "Der er noget galt i Danmark", men frem for økologi, bæredygtighed og hvad det ellers hedder, er det i virkeligheden Jensen, der går ned for at fange sig en fisk, som står i centrum.
Når John Mogensen har haft så stor gennemslagskraft, så hænger det netop sammen med, at hans interesse og emne er mennesket. De politiske grupper havde ofte mere travlt med at få slået de ideologiske pointer fast og forklare om revolutionens nødvendige komme end at være i øjenhøjde med medmennesket. "Ned med kapitalismen" skreg Troels Trier i Røde Mor. Sagerne var som regel fremherskende. Det medmenneskelige kunne derfor ofte begrænse sig til at fortælle folk, at de skulle vågne op til politisk bevidsthed. Det blev netop ikke sangen om mennesket, men sangen om det korrumperede samfundssystem. I sin reneste form var budskabet jo sådan set, at succes og fiasko var et spørgsmål om samfundsstruktur, og hvis en og anden havde psykologisk indsigt nok til at se, at mennesker er modsætningsfyldte, kan være selvdestruktive og ikke altid handler til deres eget bedste (heller ikke selv om samfundsindretningen i et givent tilfælde giver dem mulighed for det), så skrev de ikke sange om det.
De særlige og sjældne sange er netop dem, der stiller sig solidarisk med alle umuliusserne, uden at det er rent smørestof for en ideologi. Sangen om dem, det ikke lykkedes for. Sangen ikke om de kloge og smarte, men fjolserne og dummerikkerne. Ikke sange om dem, der gjorde alt det rigtige, men om dem, der gjorde alt det forkerte. Ikke om dem, der fandt deres plads, men dem, der slet ikke passede ind nogen steder.
I sangtekster handler det som oftest om de såkaldt unge, rige og smukke. Hvem ville skrive sange om de gamle, grimme og fattige? En kendt talemåde siger, at det er menneskeligt at begå en fejl, men utilgiveligt at begå den samme fejl to gange. Så hvem ville skrive en hymne til dem, der begår de samme fejl både tredie og fjerde gang? Hvem kunne lave sådanne tekster, vel at mærket uden at blive belærende og hæve pegefingeren. Som Kierkegaard ville have sagt: som medpatient og ikke som lægen til den syge.
Hvem kunne skrive simpelthen i loyalitet med det lidende menneske, uden straks efter at fortælle dem, hvem de skulle stemme på eller hvilken sag de skulle kæmpe for, men blot som en tale til netop mennesket? Svaret er, at det finder man i dansksprogede sangtekster helt nøjagtig to - og kun to - steder: John Mogensen og Gasolin.