Hændelsen 6

"Det voldte mig nu ikke større bekymring, da jeg kunne trøste mig med, at denne forkerte opfattelse jo kunne komme af, at jeg havde været næsten for heldig med mit formål, og måske desuden fandt det umagen værd i kunstens interesse lige at antyde over for publikum, at det kan tænkes, at en kunster (uanset kunstart) muligvis kan formodes at vide, hvad han selv gør inden for sit fag, dersom man vil have bare en lille smule tålmodighed med ham"

- Charles Dickens

Efter kapitel 16 følte jeg mig opgivende overfor projektet. Jeg kunne ikke se, hvordan det skulle lykkes at få formidlet dét, jeg gerne ville.

Jeg var bange for alle de misforståelser, som det siden skulle vise sig, at der var al mulig grund til at frygte for.

Jeg opgav “Hændelsen” som et ufuldendt projekt, og i flere måneder regnede jeg ikke med at nogensinde skulle arbejde videre på den.

Derfor fandtes de sidste kapitel kun i synopsis med enkelte udkast og noter til centrale afsnit. Nu bagefter, hvor det har vist sig, at rækken af misforståelser har overgået mine værste mareridt, er jeg lige ved at ønske, at jeg havde ladet det blive derved.

Nogle ting var jeg urolig for, at mange ikke ville forstå. Men de helt gennemgribende misforståelser, hvor folk slet ikke forstod noget overhovedet, kom ærlig talt bag på mig.

Hvordan kunne den kommunikative proces gå så meget galt, at det overhovedet ikke lykkedes mig at formidle noget som helst af det, jeg forsøgte på? Hvordan kunne afstanden mellem mine intentioner, og det der blev opfattet/modtaget være så total?

Det er nedslående. Især når man selv er overbevist om, at man har noget væsentligt på hjerte, noget der må og skal siges. Må og skal siges, fordi der er al for meget fortielse, alt for mange mennesker, der hemmeligt går rundt og lider, plaget af sår på sjælen, bærende på skam og skyld, bærende på alt muligt, der æder dem op indefra.

Men tilbage til dengang, jeg gav op og ærlig talt var overbevist om, at jeg ikke ville gøre mere ved projektet.

Som sagt havde jeg de sidste kapitler ridset op i synopsis, og det er disse noter og udkast, man kan finde nedenfor.

Arbejdsark til kapitel 17 (skitser, udkast, overvejelser m.v.)

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal åbne det kapitel. Jeg synes ikke, der skal gås lige på sammenlægningen af de to afdelinger. Denne er et typisk/klassisk brud på en orden. Den forstyrrende indtrængen, der netop må stå overfor en etableret orden.

Derfor bør der være i det mindste nogle få linier, der opridser det rolige liv på den lille afdeling, hvor tingene har fundet ind i en stabil rytme og selv Fillip er ved at blive en naturlig del af det hele.

Jeg tror også, der skal fortælles lidt om, at Fillip har stået i en for alle svær situation. Han er kommet som ny ind på en stærkt sammentømret afdeling, har stået som fremmed overfor en lille, sammenspist flok. Det er ikke let for nogen. Men Fillip har så i tilgift nogle problemer, der ikke ligefrem gør det lettere. Han taler uovervejet (tænker slet ikke over, hvad han siger) og halvdelen af tiden render han rundt og har tisset i bukserne.

Men alligevel - selv han er ved at blive en integreret del af afdelingens liv. Den lille, overskuelige afdeling fungerer rent faktisk. Er måske lidt barsk og forbeholden i forhold til at optage og indlemme nye. Det er ikke et sted, hvor man møder en åben favn. Men det lader sig trods alt gøre at blive optaget, sådan lidt pø om pø. Som tiden går gradvist lukket ind af snart en port og snart en anden, længere og længere ind mod kammeratskabets centrum.

Det er alt det, der bryder sammen, da de to afdelinger sammenlægges."Så kom der en høne med æg og skæg". Den rolige orden brydes, da afdelingen med ét slag bliver dobbelt så stor. En hel flok nye elever vælter ind, kræver plads og præger afdelingens liv. Der er klar analogi mellem sammenlægningen og Huberts vokseværk. Den etablerede orden forskubbes. Det er noget nær Pauls værste mareridt, der går i opfyldelse.

Alt dette skal på en eller anden måde med i begyndelsen af kapitlet. Jeg forestiller mig umiddelbart, at de indledende afsnit er de mest direkte sammenhængende, hvor det ene flydende fører til det næste.

Herefter vil det være helt på sin plads, at kapitlet bliver stadig mere fragmenteret og episodisk. Netop som en illustration af at al orden er brudt sammen. Intet har længere sin faste plads og vante orden. Begivenhederne løsriver sig fra meningsfulde sammenhænge til løsrevne episoder.Frem for at gå af en vej, hvor han kommer et sted fra og er på vej et sted hen, famler Paul rundt i en tåge. Ud af tågen dukker der af og til det ene eller andet. Men netop som noget isoleret, separat, uden forbindelse til noget andet. Netop ikke et punkt på vejen. Derfor er det også stort set umuligt at kalkulere og forhåndsanalysere. Man ser ikke et punkt længere fremme på vejen komme nærmere. Pludseligt og uden varsel dukker noget frem af tågen.

Hvis jeg henimod slutningen af kapitlet kan skabe en kaotisk flimrende fornemmelse, vil det være en stor gevinst. Men for at det fungerer, kræver det - udover de rent tekniske virkemidler - at det står som en klar kontrast til begyndelsen af kapitlet. Her skal altså netop fortælles jævnt og roligt, på en sammenhængende måde, hvor alt har sin naturlige kontinuitet. Herefter begynder det så at få et stadig mere rodet og springende præg.

Det er helt klart måden at gribe det kapitel an på. Hvad det i øvrigt skal rumme, har jeg jo allerede tidligere så nogenlunde skitseret.

Intermezzoet op til er den ene sætning "Jeg tror, den er sådan her." Sætningen rummer en usikkerhed. Hvis man tror noget, ved man det ikke med bestemthed. Men det rummer også en overbevisning. Man mener (bestemt?), at noget må forholde sig på en given måde. Derved er det helt klart et motivisk motto for det kapitel. Med den ene sætning er der etableret en direkte forbindelse fra slutningen af kapitel 16 til kapitel 17.

Også i kapitel 16 fandt en skriden ud sted. Men det var en umærkelig gliden, der tillige spillede på sammenstødet mellem noget ydre,objektivt og noget subjektivt oplevet.

Her derimod er der en række klare ydre indikatorer. Det er et faktum, at de to afdelinger sammenlægges. Det er et faktum, at der er sket noget med Huberts tissemand. Det er et faktum, at Hubert får nye ideer og udviklet sine sadistiske/psykopatiske tilbøjeligheder til et nyt niveau.

At der så ved siden af naturligvis er Pauls fortolkning af disse ting, som klart udgør en rent subjektiv forståelse er en anden sag. Men mens Pauls tydning af verden i kapitel 16 er ren mistydning, hvor hans opfattelse konsekvent står i skærende kontrast til det objektivt foreliggende, hviler hans tydning i dette kapitel på en mere fast grund. I det mindste i begyndelsen af kapitlet. Men spørgsmålet er, om det ikke stadig er tilfældet i slutningen af kapitlet. Hvis der reelt hersker et kaos, er det vel også en korrekt tydning at se det som et kaos.

Problemet opstår vel snarere, hvis man forsøger at justere på oplevelsen og finde en orden, som ikke er der. Det er jo så netop dét, der kommer til at præge Pauls ungdomsår. Fra han i den tidlige pubertet indretter en forsskruet universel orden, gående ud på noget i retning af, at hans forelskelser nødvendigvis må være ulykkelige, at han skal straffes for en eller anden ikke nærmere bestemt forseelse, og at alle andre har del i en menneskenes tilværelse, som han står udenfor, samt - nok så vigtigt - at Hubert har den største og han selv den mindste pik. De udgør to yderpunkter, som ikke må overskrides, hverken til den ene eller anden side. I så fald bryder kosmos sammen, og det ville derfor være en katastrofe, hvis en eller anden enten var mindre end Pauls eller større end Huberts. Videre herfra træder hændelsen mere og mere frem de efterfølgende år, alt imens Paul i stigende grad forsøger at forvandle sit traume til et rent matematisk problem.

Det er naturligvis en helt igennem kunstig og konstrueret orden, at forsøge at lave noget eksistentielt om til en ligning og tro, at man kan løse sit livs knude ved at få et regnestykke til at gå op. Det har sit ophav i barndommens målekonkurrencer. Orden var, at alle kunne anbringes i en rangfølge. Kaos var siden at Hubert brød ud af hierarkiet frem for at blive på sin faste plads. Det er i forlængelse af dette, at Paul forsøger at stille et regnestykke op, som kan genetablere en form for orden.

Dermed er der også et særdeles klart ærinde og formål med kapitel 17. Jeg behøver ikke at spørge til, om det har en brik at bidrage med til gådens løsning, for det er det uden videre indlysende, at det har. Alligevel synes jeg, at det er ulejligheden værd at lige se på, hvad jeg tidligere har noteret om dette:

17. Hubert b: De to små afdelinger sammenlægges, og helvedet begynder. I det foregående kapitel er Huberts vokseværk varslet. Nu hører man nærmere om det, samt alt det, som følger heraf.

Kapitlet skal rumme alle de rigtig grove ting, og bliver måske et af romanens mest barske. I hvert fald det med de mest brutale episoder.

Lag af løget: Vi står her overfor noget helt centralt i forhold til det kompleks, Paul i stigende grad udvikler. Et kapitel som dette kan let forfalde til at blive et rent bravournummer, hvor der diskes op med saftig sensation. Det er absolut ikke meningen. Derimod skal man have en helt afgørende brik til forståelsen af Paul og hans kompleks. Herunder også hvorfor det er Hubert frem for hændelsen, der i hans tidlige teenage-år står som det centrale. Uden dette mangler man noget helt afgørende i forståelsen og sagens afklaring. Jeg mener i høj grad at dette er et lag af løget.

--

Man kan vel næppe sige, at der er sket et stort skred i forhold til mine tanker om det kapitel Hvad jeg tænkte dengang, svarer så nogenlunde til, hvad jeg tænker nu. Derimod har jeg så fået en idé til, hvordan jeg skal formidle det nemlig i form af at en i begyndelsen af kapitlet jævn, kontinuerlig fremadskriden afløses af noget stadig mere brudt og abrupt.

Noget andet er, at der - som nævnt i skitsen fra dengang - er nogle temmelig voldsomme ting, som skal med i det kapitel. Jeg kan mærke min egen modstand imod at skulle skrive dem. Med skal det. Ellers kan kapitlet ikke opfylde sin funktion.

Men det er blevet sværere og sværere for mig med årene. Det virker som et tilbageskridt, men er dybest set et fremskridt. Det er vejen udover dissociation, det er begyndende kontakt med mine følelser. Jeg tror nu ikke, at jeg får skrevet det kapitel uden falde i. Jeg har ikke meget tiltro til mig selv. At jeg skulle få udarbejdet et førsteudkast uden at onanere en eneste gang undervejs, er næsten utænkeligt.

Det er da også derfor, jeg ind imellem føler, at arbejdet med den roman ikke hjælper mig videre, men fastholder mig i uheldige gamle mønstre. Man kan altså sige, at jeg viger tilbage for at skrive om disse ting, både fordi jeg stadig er fanget i gamle fælder på den ene side, mens jeg på den anden trods alt er kommet et lille skridt videre, og at der derfor ikke kan berettes om disse ting, uden at det gør ondt. Det er virkelig en sejlads mellem Charybdis og Skylla!

Måske skulle jeg ligesom med det foregående kapitel begynde med at skrive de dramatiske peaks for så efterfølgende at sammenføje disse. Hvis jeg begynder med de ting, så er det overstået.

Umiddelbart føler jeg mere for at tage tingene i den rækkefølge, de skal komme. Begynde med begyndelsen. Jeg har lyst til at nusle med begyndelsen af det kapitel. Måske kommer det sig af, at begyndelsen af kapitlet befinder sig i en hyggelig og tryg orden. Men der er også en teknisk udfordring deri. Der skal listes noget ind med at vide, hvordan tingene er, således at tråden knyttes tilbage til intermezzoet. Men igen: det er en rar opgave. Det er ikke den kamikaze tur, der venter senere i kapitlet.

***

Børnene sad tæt sammen. Alle følte de sig trykket. Paul sad ved siden af Fillip, og kunnemærke, at han rystede. En spontan omsorg dukkede op i Paul. Fornemmelsen var ham ikke ubekendt. Han havde haft det sådan før. Bare ikke overfor Fillip - råkostpisseren, lemmedaskeren. Men lige meget hvor langstrakte Fillips lemmer var, lige meget hvor stor hans tissemand var og hvor højt et nummer han brugte i sko, virkede han lige nu meget, meget lille. Paul lagde armen om ham.

   - Bare rolig, der sker ikk noget, hviskede han.

Det var ikke fordi, at Paul selv følte sig videre tryg. Men så meget vidste han dog: væggen skule nok holde. Det var solidt murerarbejde. Døren var heller ikke af den slags, man bare sparker ind. Den var massiv og ville forblive låst. Hvad der foregik derinde var en anden verden og vedrørte ikke deres afdeling.

***

Det var bare en idé. Jeg forestiller mig, at den tiltagende ballade på naboafdelingen har kunnet høres inde på Pauls. Et vældigt rabalder, råb og skrig. Den vagthavende pædagog har samlet børnene nede i den anden ende, længst muligt væk. Der er blevet gjort forsøg på at berolige dem, og måske er pædagogen lige gået et øjeblik.

Det er ikke en autentisk episode. Men den indfanger noget af stemningen fra perioden lige op til Myretuens sammenbrud. Der var andre, lignende episoder. Ikke at balladen altid var på den anden side. Det skete også, at den udgik fra os. Jeg husker engang, hvor døren havde været åben, det har været en søndag aften. Der var den sædvanlige uro efter en hjemmeweekend, alle havde noget at skulle fortælle alle. Forældre var ved at tage afsked med deres børn. Uroen var blevet skruet op. Inde fra Myretuen forsøgte Anettes far at få døren lukket. På begge sider måtte han kæmpe med genstridige børn, indtil det lykkedes. Jeg husker i øvrigt ikke så nøje, hvad der egentlig var sket, hvad der havde ledt op til situationen. Men selvom jeg selv tog del i forsøget på at hindre ham i at få lukket døren, husker jeg det alligevel som noget voldsomt. Jeg drev med på det ligesom alle de andre. Men en del af mig stod ligesom ved side af og var en lille smule skræmt. Jeg kan ikke forklare det. Men der var en dobbelthed i den oplevelse.

En anden dag/aften (?) hvor døren var aflåset, husker jeg et meget voldsomt spark imod den inde fra Myretuen. Den gav sig en lille smule, og der dryssede puds ned fra loftet.

Der var også den episode med "alpe-Joe" (jeg tror forøvrigt nok, at hans rigtige navn var Carsten. Men det er for så vidt ligegyldigt), hvor han stod ude på græsplænen overfor alle Myretuens drenge. Den overvejer jeg faktisk at tage med. Det kunne være en måde at få nogle andre ting listet ind.

Et aspekt i sagen, jeg slet ikke er kommet omkring, er det med pædagoger, der begynder at blive anderledes. Som nyansatte er flinke, men så bliver mere strikse og overfor en påtale af dette hævder: "Jeg har bare fundet ud af, hvordan i skal ta's." Pauls følelse af en uretfærdighed i dette, at noget i forholdet til en medarbejder, han har syntes godt om, bliver ødelagt. Men måske bliver han i tvivl i den situation, hvor han fra vinduet ser optrinet på græsplænen.

***

Han var ikke et stort muskelbrød, men en lille, spinkel mand. Han ville ikke have en chance, hvis de allesammen kastede sig over ham på én gang.

***

Jeg skal også lige have tjekket op på slutningen af kapitel 15. Det er jo sådan set, fortsættelsen af det, der følger her. Hvor meget fik jeg med der?

I sin foreløbige form lyder slutningen af kapitel 15:

Eftersommeren var så småt ved at glide over i efteråret, da de på det ugentlige afdelingsmøde fik at vide, at afdelingen skulle deles. Den bagerste ende af bygningen havde længe stået tom og ubrugt. Nu skulle der laves en helt ny afdeling dér. Skillervæggen med den aflåste dør skulle flyttes lidt længere ned af gangen, så antallet af værelser kom til at passe.

Det betød blandt andet, at Paul skulle flytte værelse, så han blev på den side, hvor han hele tiden havde været. Det gjorde ham trist og bekymret. For hvad med hans antenne. De var hans store stolthed. Han havde selv lavet den, og den var sat op udenfor hans værelse. Ville ledningen kunne nå over til det andet værelse? Og ville han stadig kunne se sin antenne fra vinduet?

Det hele viste sig imidlertid at kunne løses, og dermed begyndte en ny tid. Da først antenneproblemet havde vist sig til at løse og Paul havde fået sine ting flyttet til det andet værelse, passede det ham egentlig ganske godt. Afdelingen var den gamle og velkendte med de samme fællesrum og faciliteter. Gangen var bare blevet kortere, så de nu var færre elever.

Der faldt mere ro over tingene. I hvert fald indenfor Pauls halvdel. Det virkede som om, der var en del mere uro og ballade inde i den anden halvdel.

Skønt Paul selv kunne være en ballademager, ofte føle en rastløshed og trang til spænding, således at han af lutter kedsomhed fandt på dumme ting, var han egentlig godt tilfreds med at bo i den rolige halvdel. Den anden halvdel forekom ham utryg og farlig. Han var kun inde på besøg ganske få gange.

Somme tider kunne larm og råb høres gennem væggen. Paul kunne ikke lide det. Der foregik et eller andet. Noget, der ikke var rart. Men Paul vidste ikke, hvad det var.

Så var det i det mindste en beroligelse, at der var en solid , tyk væk mellem Paul og den vilde halvdel. Paul havde det relativt beskyttet i den rolige halvdel. Især var den væg et værn imod Hubert.

Det skete, at Hubert drillede Paul i frikvartererne i skoletiden. Men Paul mærkede i det store hele ikke så meget til ham i denne periode. Et sted indeni havde Paul noteret alle Huberts ondskabsfuldheder. Men end ikke det tænkte han synderligt over i den periode. En sjælden gang imellem huskede han Huberts bemærkning om at "så er man syg i hovedet" og tænkte, at dér tog Hubert fejl.

En dag ville Pauls time komme, og han ville tage en grusom hævn. Men lige nu så tilværelsen anderledes ud.

På den rolige side af væggen var de en lille sammenspist flok. Paul kunne nok føle sig som bærer af en svunden tid, de andre ikke havde oplevet, og være ked af deres manglende interesse for de gamle beretninger. Men i det store hele trivedes han og gik fint i spænd med de andre. Skønt han indimellem følte sig anderledes og i en isoleret position, måtte han ikke desto mindre dagligt konstatere, at han var en del af et kammeratskab og havde sin plads deri.

Særlig tydeligt blev det for Paul en dag, hvor han rendte rundt for sig selv på sin vanlige vis og følte sig som et nul. Ole og Jesper kom hen til ham. Han troede først, at de ville drille. Men de spurgte i stedet til, hvad der var i vejen. De vendte sagen lidt på hovedet. En førsteplads er jo bedre end en femteplads, og nul kommer før en, så et nul måtte jo være det bedste. Det kunne de godt sige. Det var egentlig ikke at have forstået, hvad han mente. Men alligevel. Da de tre drenge gik op imod afdelingen med Paul i midten og armene om hinandens skuldre, følte Paul sig alligevel delvis trøstet. Eller i det mindste at han måske ikke var helt så alene alligevel. Hans husfæller var også hans kammerater.

Det betød samtidig, at der var nye forhandlingsmuligheder i forhold til omgangsformen. Det lykkedes således Paul at indgå en fælles aftale med Jesper og Ole om at indstille tissemandslegene. Uanset om de egentlig forstod, hvorfor Paul syntes det var forkert og at han ikke var et ordentligt menneske, hvis han gjorde den slags, gik de i hvert fald ind på det. De holdt en afslutningsseance, og herefter hørte det op. Målekonkurrencer var o.k. Eller at vise, hvis man havde fået et eller flere hår dernede. Men ellers ikke noget.

Jesper havde et hår, der var længere end hans tissemand. Paul havde ikke nogen endnu. Ind imellem spekulerede han lidt over, hvad der mon skete, når forvandlingen indtraf. Hårene syntes jo bare at komme lidt efter lidt. Men hvad så? Hvordan foregik forvandlingen? Var det noget, man pludselig vågnede op med en morgen? Det måtte være mærkeligt at pludselig få en helt anden tissemand. Kigge ned ad sig selv og slet ikke kunne kende den.

***

Jeg har slet ikke nævnt Fillip. Jeg mindes, at jeg skitserede noget med det værelse, hvor Vibeke har boet, som så står tomt nogen tid, indtil Filip flytter ind. Er det bare noget, jeg har tænkt, men ikke fået skitseret? Jeg skal vist lige have gået mine noter igennem og se, om jeg kan finde noget et eller andet sted.

Jo - der var ganske rigtigt nogle løst udkastede noter omkring det:

Det sætter mange ting i et andet lys. F. eks. Phillip. Det handler ikke bare om en fjollet, ny dreng, der tumler rundt som en elefant i en glasbutik. Det handler også om at komme udefra som fremmed og stå overfor en sammenspist kreds, hvor alle har deres plads og tingene deres faste orden.

Mens den psykopatiske Hubert nok omformulerede mangt og meget og i den forstand var en forstyrrelse, skete det på en måde, hvor han udviste en særlig evne til at sno sig indenfor systemet og bruge det til sin fordel. Overfor dette står Phillip som en uskyldig fredsforstyrrer, der ikke forstår systemet og derfor hele tiden kommer på tværs af det. Men ganske uforvarende.

Afgørende er det her også, at det ikke kun handler om, at Phillip er, som han nu en gang er. Uanset hvem han var, ville det have været en svær situation at komme som ny og fremmed ind et sted, hvor alt er bastet og bundet sammen i tæt sammenhold og uskrevne love.

Måske (?) med mindre han havde været lige så skruppelløs som Hubert!

Det er måske netop det mest rystende, hvis man begynder at sammenligne Hubert og Phillip: det kræver en psykopat at komme udefra og finde en naturlig plads i den verden. En sød, naiv dreng, der ganske troskyldigt gør sit indtog, er håbløst fortabt i det univers.

---

Dertil er der måske nogle af de ting, som er fortalt i de foregående kapitler, som lige skal føjes ind. F. eks. at Vibeke flytter ned på udeskoleafdelingen, hvorved der kommer en ledig plads på afdelingen, hvorefter Phillip flytter ind.

For at understrege tematikken omkring, at Phillip virkelig træder ind som en fremmed med alle odds imod sig, er det måske af en vis betydning at få nævnt, at der er en periode, hvor et værelse står tomt. Kammeratskabsflokken har haft tid til at reorganisere sig efter at have mistet et medlem af flokken, og er derved måske endnu sværere at komme ind i for en udefra, end hvis det var sket på en sådan måde, at han i højere grad var kommt som noget "i stedet for" Vibeke. Der har stået et værelse tomt, som har været en del af råderummet for afdelingens elever, en ekstra stue, hvor de kunne have ting stående, lege inde med videre.

Der er ingen grund til at overforklare det. Det må være nok bare at skrive:

Vibeke flytter ned på udeskoleafdelingen, og et værelse står tomt et stykke tid. Bruges undertiden som et ekstra fællesrum af de tilbageværende elever.

Så kan folk selv gøre deres betragtninger over "råkostpisseren", som kluntet og kejtet kommer væltende ind og optager denne plads med sin tankeløse snak og sin store tissemand.

***

Jeg forestillede mig åbenbart dengang at gemme det til tidslinien. Jeg synes nu, der bør falde i det mindste en enkel bemærkning derom. Måske af indirekte natur, en dunkel antydning, som man ikke helt forstår på det tidspunkt, og som først bliver endeligt klargjort i tidslinien. Jeg synes godt, der må være et eller andet. Bare et lille, diskret vink.

Netop hvis begyndelsen af kapitlet skal være roligt fremadskridende, så skal det vel også slag i slag fortælle om tingenes gang med mange detaljer. Tingene hænger sammen led for led. Det gælder også sådan en ting som at én elev flytter, der bliver et værelse ledigt og en ny elev flytter ind. Det ville netop være et abrupt spring, hvis Vibeke pludselig er væk og Filip lige så hokus pokus er der i stedet for. I begyndelsen af kapitlet skal der beskrives en verden, som hænger sammen, hvorefter man i det videre hører om, at den smuldrer og falder fra hinanden. Således kræver også enhver forandring en forklaring. Ikke noget pludseligt hokus pokus. Tingene indgår i en bevægelse og kommer et sted fra. Det er jo netop det: der må være en kausalitet, før der kan indtræde et kausalitetens ophør.

Det betyder alt i alt, at der er mange opgaver at løse i forhold til det kapitel. Jeg tror godt, at jeg kan gøre det. Men det er ikke noget, der lige vupti kan ordnes i en håndevending. Det kommer til at kræve noget arbejde.

Men alt det med sammenhænge er jo også et spørgsmål om udvalgte sammenhænge. Jeg har jo netop lov at udvælge. Jeg kan vælge at skildre nogle bestemte forløb i en klar kausalitet og at fravælge andet stof. Spørgsmålet er derfor i høj grad også, hvad der er vigtigst at få med.

Et centralt tema er tvivl og sikkerhed - vished og uvished. Der skal i teksten leges med ord som vide, tro, mene osv. helst sneget så umærkeligt ind som muligt, og gerne brugt i så forskellige betydninger som muligt.

Men hvad skal det nærmere bestemt omhandle? Omhandle i begyndelsen før Huberts vokseværk træder ind i centrum?

Udover kapitel 15, må også kapitel 4 siges at støde op til. Betegnende nok slutter også det - i det mindste som det ser ud indtil videre - på en ildevarslende måde med følelsen af en trussel, der rykker nærmere:

Det gjorde ikke noget, at Filips var større. På en måde var Paul ligefrem glad for det. Han var bare helt syg efter at se den. Sådan rigtigt. Ellers kunne han jo heller ikke være sikker på, at den var større. Paul ville se den kæmpelang og stiv. Større end hans. Meget større. Sådan skulle det være. Sådan ville Paul.

Eller også var det noget andet. Måske håbede han alligevel, at den ikke var større. At de bare var lige store. Men tanken om, at Filips var større, virkede langt mere fascinerende end skræmmende. Det var sådan set en mere skræmmende tanke, hvis den ikke var det alligevel.

Hvis han dog bare kunne få lov at se den. Så ville alt være godt. Det ville ikke gøre spor, hvis den var helt kolossal. Jo større, jo bedre.

Paul havde ikke noget imod at blive slået. Det var værre, når nogen kom op i nærheden, end hvis de virkelig var større. At blive truet nedefra var det værste.

Eller var det? - Blev han ikke også drevet frem af et håb om at klare uafgjort?

Paul kom til at tænke på en historie om en flok ulve, som de havde fået læst højt oppe i skolen. Førerulven var ved at blive gammel. En af de unge ulve havde vokset sig stærk og den gamle ulv vidste, at den måtte kæmpe for sit førerskab. Historien beskrev, hvordan den gamle ulv rendte rundt og forberedte sig for så at kaste sig over den unge. Efter en drabelig kamp lykkedes det ham at bevare sit førerskab. I slutningen af historien accepterede den unge ulv sin plads i rangfølgen. Men den var større og stærkere nu. Den gamle ville ikke længere kunne vinde en kamp.

Var det sådan noget? Paul syntes, det lignede. Men så alligevel ikke. Det hele var dobbelt. Dobbelt-dobbelt og så lige én gang til dobbelt.

Paul havde mange gange stået overfor en anden dreng og haft den største. Det kunne være interessant at prøve det modsatte. Det var en spændende tanke. Det kunne være sjovt at se sådan en stor en. Han havde jo altid selv været den øverste grænse, som enkelte andre kunne nå, men ingen overgå. Han ville bare gerne se, hvor stor den var, på samme måde som hvis man byggede et korthus, og skulle se, hvor mange lag, man kunne lægge ovenpå hinanden, eller når man skulle prøve, hvor højt en radio kunne spille. Det evigt pirrende "hvor meget". Var det sådan?

Eller ønskede han sig fri af presset og konkurrencerne? Hvis han ikke havde den største, skulle han heller ikke bevise noget. Behøvede ikke længere at kæmpe, men kunne overlade det til andre. Var det sådan?

Paul kunne ikke nå til klarhed med sig selv. Det var ikke rigtig på nogen måde. Det var lidt det hele og så alligevel ikke.

Det med suget hang heller ikke altid særlig godt sammen. Engang hvor Paul havde lavet en masse tissemandspjat sammen med Ole og Jesper, havde Jesper i sjov sagt, at hans var større end Pauls. Jesper havde en af de allermindste. Der var slet ikke brug for nærmere sammenligning. Enhver kunne tydeligt se det. Alligevel var ordene gået lige i mellemgulvet, og Paul havde næsten mistet luften.

Bare det, at Jesper kunne sige det ...

Det var anderledes end det med Filip. Den var bare større, og det måtte den godt være. Men Jespers var mindre, og så skulle han ikke påstå noget andet. At Jesper kunne finde på at sige sådan noget. Selvom det bare var for sjov. Frygteligt! Det var at blive truet nedefra, og det var ikke rart. Det satte en masse igang. Tankerne om hvordan det måske var med den og den. Især var Paul plaget af anelser om dem nede bagved.

Det var noget farligt, der rykkede nærmere. En snigende trussel. Nærmere og nærmere. Som onde væsner, der ville bryde ind i et hus, hamrede og sparkede på døren, som knagende gav sig mere og mere.

***

"Nede bagved" spiller en kolossal rolle på symbolplanet. Det dækker naturligvis meget andet og mere end bare den fjerntliggende afdeling. Men tænker man i forhold til den, så befinder den sig langt væk. Så langt den nu kan indenfor et begrænset areal. Der er et stort stykke græsplæne og en række skjulende buske. Overfor dette er der en nabo, kun adskilt af en væg. Denne trussel befinder sig altså betydelig nærmere. Rent konkret og geografisk vel at mærke. På symbolplanet er også "inde ved siden af" en skjult trussel. Noget, der fornemmes som farligt, uden at man ved præcist, hvad det er. Forsøg på at tyde og oversætte bliver kun til at sætte nogle andre billeder på, der måske tolker det på en lidt anden måde, men strengt taget ikke afdækker det. Det forbliver noget uvist mørkt og farligt, som lurer i skyggerne, hvor det skjuler sig uden at give sig til kende.

Helt i overensstemmelse med hele romanens opbygning kommer tingene i forskudt rækkefølge. Strengt taget ligger kapitel 4 rent kronologisk efter kapitel 15. Måske burde jeg angive kapitlernes nøjagtige kronologi i tidslinien (?). Jeg ved det ikke. Måske er det ikke nødvendigt.

Men for mit eget overbliks skyld, så er det nok værd at have med i mine egne skitser, arbejdsark m.v.- Også selvom det så ikke kommer til at indgå i romanen, hvor der efter alt at dømme kun skal være tidslinien.

I øvrigt er det ikke alle kapitlerne, der så strengt lader sig sætte op efter hinanden. I det mindste gælder for kapitel 12, at det lader to forskellige tidsperioder stå overfor hinanden. Der er det tidspunkt, hvor Paul får overbragt hilsenen og sidder og mindes, og så den tid, han mindes. I det oprindelige udkast blandede der sig endog en tredie tid, hvor Paul senere i livet mindes begge disse tidspunkter i et sammentrængt billede fremkaldt af en filmoplevelse. Gudskelov at jeg gjorde kort proces og skar det ud. Men tilbage er der altså stadig to tider i én. Den kronologisk seneste (hvor han mindes den første), er lige en tak senere end kapitel 17.

Man kan altså sige, at kapitel 15 sammenbandt kapitel 4 med alle de ting, der støder op til hændelsen såvel som selve hændelsen. Der er givet indtil flere vink i kapitel 4, som indikerer, at vi har befinder os en smule senere. Især refereres der tilbage til hændelsen. Det kronologiske hul mellem perioden op til og med hændelsen og de lidt senere begivenheder i kapitel 4 udfyldes så af kapitel 15. Via kapitel 12 har man fået et lille kig yderligere en tak frem i tiden, som på en måde nært svarende til kapitel 4 efterlader et hul i kronologien. Det er dette, kapitel 17 skal udfylde.

Ganske vist handler kapitel 12 mest om en ældre tid. Men man får forskelligt at vide om en senere periode. Paul er kommet i udeskole og går til lektielæsning hos Norman. Som en yderligere del af en begyndende udslusning er han ikke nødvendigvis med på alle institutionens ture. Forskellige ting indikerer også, at han nyder større frihed end tidligere. Det bliver f. eks. ikke strengt kontrolleret, om han nu også virkelig har fået lavet alle sine lektier. Uden at blive hindret finder han ned på sit værelse, hvor han uforstyrret kan begrave sig i sine minder.

Tidligere var minder ting som f. eks. børnehaven og Beatrice. Nu kan minder også være hans første tid på institutionen. Det har der i nogen grad været træk af tidligere. Men på en anden måde, hvor Paul følte sig som ansvarlig for en historisk journal. I kapitel 12 står der mere på spil. Her har Paul virkelig noget i klemme, og han er derfor involveret på en helt anden måde end i sin fortløbende historiske journal.

På sin vis er det slet ikke historisk. Det er det naturligvis på én måde, og en væsentlig del af hele problematikken er naturligvis, at det er noget, som er forbi. Men samtidig bliver det smerteligt nærværende, genopleves med stor intensitet og er i dén forstand noget helt andet end de gamle legender, som Paul trods alt har et stænk af distance til. I den intense genopleven er afstanden i tid brudt ned. Det opleves ligefrem med større styrke og intensitet, end da det fandt sted.

Endvidere er det noget, Paul værner om som privat. Han forsøger hurtigst muligt at få afsluttet snakken med Fritz, og begynder ikke at underholde ham med anekdoter. Tvært om har han et stort behov for at være alene med dette. Det her er ikke den "Saxo-Paul", der ville påtvinge alt og alle de gamle fortællinger. Det er mere en "Proust-Paul" famlende rundt mellem forskellige bevidsthedstilstande.

I forhold til spørgsmålet om at anbringe kapitlerne i en nøjagtig kronologi gælder endvidere, at mange af dem skildrer parallelle, samtidige forløb. Over halvdelen af kapitlerne foregår på nøjagtig samme tidspunkt. I en meget streng sondren ville man måske kunne sætte dem op efter enten hvornår de begynder, eller hvornår de ender. Men man måtte i så fald konsekvent vælge en af delene. For rækkefølgen vil blive forskellig, alt efter om man tager udfra begyndelses- eller endepunktet.

Men rent faktisk er der adskillige kapitler, som i endelsespunktet støder direkte op til hændelsen. Det skillepunkt, der går igen, er ferieopholdet hos forældrene. En hel række af sideløbende begivenheder sættes med dette ferieophold på en slags stand-by, der spiller overturen til hændelsen.

Denne skillelinie afslutter kapitel 1, 2 og 6. Med det yderste pedanteri kan man hævde, at kapitel 1 slutter en anelse tidligere. Der er angivet tidspunktet "lige før sommerferien". Modsat går kapitel 2 helt frem til ferieopholdet hos forældrene. I forhold til dette kunne man altså hævde rækkefølgen 1, 6, 2.

Laila-historien, som er fortalt i kapitel 11 og 14 afsluttes en lille smule tidligere. I modsætning til 2 og 6, der sådan set fortæller det samme på to forskellige måder, ligger 14 i direkte forlængelse af 11, og det kunne i princippet godt have været ét langt kapitel. Slutningen af 14 synes at befinde sig en måned eller to før ferieopholdet. Man ender således med 14, 1, 6, 2.

Begyndelsespunkterne er imidlertid noget anderledes. Man må sætte mindst syv-otte måneder af til, at Fridas mave kan vokse sig større og større. Derfor er det oplagt at mene, at kapitel 6 har det tidligste begyndelsespunkt. Det er en anelse svævende, om Paul er begyndt at tale med Laila, da han går og bygger hytte sammen med Sune. Tilsyneladende ikke. "Nede bagved" synes at være en helt fremmed verden, som han ikke har nogen kontakt til. Man får at vide, at det er tidligt på foråret og halvkøligt i vejret, da det med hyttebyggeriet finder sted. Arnes gæstevisit er formodentlig Pauls første egentlige kontakt med de nye fra nede bagved. Derimod har man indtrykket af, at det er en lun aften, at Paul første gang møder Laila., og at han på dette tidspunkt er begyndt at tale en smule med Arne. Altså synes rækkeføgen i forhold til begyndelsespunkt at være 6, 1, 11, 2.

Hvad der befinder sig tidligere kan relativt let sættes ind i en præcis kronologi:

13 (Beatrice)

12 (flash-backs, rækken af minder, som dukker op)

10 (Janus)

9 (Magnus)

15 (Huberts indtog)

De resterende kapitler udspiller sig efter hændelsen. Det kan så være kortere eller længere tid. Rækken af hybelkapitler er jo f. eks. en hel årrække senere, mens kapitel 4 er lige umiddelbart efter. Dog ikke mere i direkte forlængelse, end at der kan skubbes et kapitel ind imellem hændelsen og 4, det aktuelle, det kapitel 17, jeg gerne skulle have lavet et førsteudkast til. Velat mærke i udgangspunktet, hvis jeg holdet mig til den plan, at lade kapitlet begynde før Filips indflytning. Derimod kommer det i den anden ende (slutpunktet) til at strække sig længere frem. Måske vælger jeg at give det et lidt senere begyndelsespunkt. Uanset hvad undgår det ikke i nogen grad at blivesamtidigt med 4, på samme måde som 1, 2, 6 og 11 mere eller mindre skildrer sideløbende begivenheder.

Disse ting er ikke i alle tilfælde lige åbenlyse. Men det skal de heller ikke være. Det er en del af kompositionen, at kronologien er svævende og usikker. Ligesom det gælder for mange krimier - den litterære genre, som er det egentlige forbillede for "Hændelsen" - at sporene nok er der, så man har fået det, man skal bruge for at opklare mysteriet, men lagt ud så diskret, at de færreste bemærker det, bliver kronologien først tydelig i tidslinien.

I forhold til det dissociative tema er der endvidere en pointe i, at samtidige forløb udspiller sig parallelt på en sådan måde, at de kun delvis fremstår som samtidige. Den strenge adskillelse mellem ting, der sagtens kan være sket selvsamme dag, viser netop tendensen til at splitte ting op. De griber nok ind i hinanden, men hjernen foretager en manøvre, som i større eller mindre grad benægter eller bortforklarer dette.

På en lidt anden måde gør det samme sig gældende i Pauls splittelse, hvor han forsøger at blive stor og fornuftig, men spontant og halvt ufrivilligt ligesom "slår ud" engang imellem og gør dumme ting.

Som et af de hovedmotiver, der fremhæves i den afsluttende fakta-liste, er dette i høj grad af betydning. Splittelsen er begyndt langt tidligere. Alligevel er der som nævnt indtrådt en slags delvis og foreløbig orden i begyndelsen af kapitel 17. Den lille afdeling med få elever er overskuelig, Paul har fundet en plads deri, hans hverdag er strengt struktureret og hans sår efter de udskiftninger, der har fundet sted, er delvis ved at hele (delvis!). Han går med en stille smerte, men er i det mindste i nogen grad i stand til at forholde sig til den. Måske ikke ligefrem konstruktivt. Snarere har han accepteret smerten som et livsvilkår. Sådan er det bare, og det er der ikke noget at gøre ved.

Om en egentlig og fuldkommen resignation er der dog ikke tale. I hvert fald ikke en forsonlig resignation. Snarere en forbitret. At antage smerten for et livsvilkår er i et aller andet omfang en anklage imod livet. Men ikke en aggressivt fremført anklage. Nærmest må tilstanden vel kaldes blues. Denne håbløshedens bøn uden håb om bønhørelse, der i en stiliseret form kommer til udtryk i en musikform af samme navn, som Paul betegnende nok er begyndt at interessere sig for på dette tidspunkt.

Som altid nærmer Paul sig tingene forsigtigt og forbeholdent. Han springer ikke lige ud i Muddy Waters og Howlin' Wolf. Han hører lidt Rolling Stones og lidt rock and roll, samt ikke mindst de guitarspillende pædagoger omkring ham. Han opfanger en særlig klang i et forspil til en sang. Naturligvis uden at ane noget som helst om pentatone skalaer og at spille dur og mol op imod hinanden. Han hører bare en særlig klang, som har glød. En glød den rene durmusik (som Paul ikke ved er ren durmusik!) ikke har. Ganske uden kendskab til den teoretiske side af sagen opfanger Pauls øre blot forskellen på den almindelige og den glødende klang. Den glødende er mere særpræget og farlig. Den tiltrækker og foruroliger ham på én gang!

Det er så en af de ting, jeg ikke er sikker på, om jeg vil tage med. Jeg har flere gange i de foregående kapitler brugt musik til at understrege en pointe. Om jeg vil gøre det her, kommer helt an på, hvordan teksten tager form. Passer det ind? Er det nødvendigt eller overflødigt?

Jeg berørte tidligere spørgsmålet om hvornår, kapitlet skal begynde. Frem for at mase begyndelsen ind kort før kapitel 4, ser jeg også en mulighed i, at lægge det i forlængelse af kapitel 4. I så fald kommer man ikke til at høre om det tomme værelse. Enkelte læsere vil måske spørge, hvor Vibeke er blevet af, og om det er i stedet for hende, at Filip er kommet. Men det er givetvis de færreste. Men i så fald kommer der en forklaring i tidslinien. Sagen er jo den, at helt frem til det sidste kapitel, må tingene sådan set godt være dunkle, huller i fortællingen er tilladt, og hvis nogen undrer sig derover, så meget desto bedre. Tidslinien gør alt det klart, som har været mystisk og forvirrende i det foregående. Forløbet står der, og diverse tilføjede bemærkninger giver svar på de spørgsmål, som den mere opmærksomme læser har stillet undervejs. Jeg synes, det er helt fint, at der forbliver noget uklart lige til det sidste, som først forklares lige inden tæppefald.

Altså kan kapitlet oplagt føje sig i forlængelse af 4. De indledende bemærkninger kan oplagt være noget med, at afdelingen er blevet stabiliseret og selv Filip så småt ved at blive integreret, alt imens larmen tiltager på den anden side af væggen. Dermed er tråden taget op fra både 4 og 15. Det vil stadig kunne lade sig gøre at snige noget med tro, vide, formode, mene osv. ind. Det kan jo gælde og angå så meget.

Jeg skal huske at have placeret en ny viceforstander. Et par bemærkninger om, at eleverne kendte den gamle, havde været ude og sejle med hans båd og andre ting, mens den nye foreløbig er et ubeskrevet blad. Men hvorfor egentlig? Det er revnende ligegyldigt for historien, om det er den ene eller anden, der er viceforstander. Jeg vil gerne have optrinet med, hvor viceforstanderen kommer ind i Pauls klasse og fortæller om, at "der har været nogle problemer", og at Paul kommer med et udbrud, som Lone chokeret dæmper ned.

***

Paul følte selv, at han var faldet ud af rollen som Lones ældste og dygtigste elev. Men han havde set hudafskrabningerne på Gerts ryg .

***

Optrinet er vigtigt, fordi det viser den grovest tænkelige embedsmisbrug. De voksne, der altid kan påberåbe sig retten og rigtigheden, mens børnene tysses ned som fantaster og løgnere. For at ikke gøre det alt for sort/hvidt skal man have fået at vide, at der har været problemer. Svagere personalemedlemmer har følt sig utrygge og truede. Så langt holder den stik. Men herfra og så til at en viceforstander sidder og drikker sig en kæp i øret sammen med en af sine ansatte, mens de kører hinanden op i deres frustrationer over de forbandede møgunger, hvorefter de går ned på den problematiske/urolige afdeling og foranstalter en veritabel vendetta ...

Det griber i høj grad også ind i alt det andet. Det er et eksempel på ordets magt, at ting kan fortolkes og en bortforklaring stå som officiel sandhed. Paul dissocierer ikke bare som en overlevelsesstrategi, og han er ikke bare en fantast. Når det, han ser, og den måde det forklares, ikke kan bringes i overensstemmelse, tvinges han ovenfra (af dem, der taler om hans svage realitetssans!) til et dobbelt bogholderi.

Her tilføjes der således noget andet til alt det med at vide, tro, formode, mene osv. - at måtte godtage noget, skønt man ved bedre.

***

Den lille afdeling var tryg og rolig, og selv Filip var begyndt at blive en naturlig del af dens liv. Men uroen inde på den anden afdeling, der ofte kunne fornemmes gennem væggen, var noget ganske andet. De kendte jo godt de andre børn. Så dem hver dag oppe i skolen. Med undtagelse af Hubert var de også allesammen flinke nok. Bortset fra Valde kendte Paul dem ikke særlig godt. Han snakkede lidt med Fritz ind imellem. Han var en hel fin fyr. Et par enkelte gange havde han vekslet nogle få ord med Gert. De var allesammen o.k. Men der var vist temmelig meget ballade derinde.

***

Jeg ved ikke, om det holder som en åbning. Jeg synes, det er en smule klodset. Men noget i den retning, bare lidt bedre udformet. Måske droppe alt det med hvem Paul kender mere eller mindre godt. Hoppe lige fra den med bortset fra Hubert flinke nok til den med, at der vist var temmelig meget ballade derinde. Netop fordi jeg har gjort mig så mange tanker om det kapitel, vil jeg let kunne fristes til at fylde en masse uvæsentligt på. Det gælder om at holde mig på sporet. Det er ikke vigtigt, hvor godt Paul kender hver enkelt. Det er nok, at alle er almindeligt kendte fra skoledagen. Mere behøves ikke.

***

   - Kravl ud af vinduet og pas på, der ikke er nogen, der ser dig.

   - Jamen de har jo set mig komme ind på afdelingen.

   - Det tænker de ikke på. De har glemt det eller tror du er gået, mens de ikke så det. Men hvis nogen ser os komme ud fra toilettet sammen, så gætter alle det.

Paul kravlede ud af vinduet. Hubert betragtede ham indefra, hev nålen op af brystlommen og rakte ham den.

   - Værs'go.

Paul rakte ud efter den. Hubert trak hånden tilbage.

   - En femmer.

Paul skulle til at protestere. Men Hubert skar ham af.

   - Jeg vil skide på, om det er uretfærdigt. En femmer, o.k.?

Han havde gjort alt, hvad Hubert forlangte. Der havde ikke været nogen snak om ekstra betaling før nu. Men han måtte have den nål.

   - En femmer, o.k.?

Paul nikkede og fik nålen. Han blev stående et øjeblik, mens Hubert lukkede vinduet. Indefra kunne han høre Hubert trække ud i toilettet, så alle ville tro, han bare lige havde været ude og tisse. Sporene var slettet.

Paul holdt krampagtigt fast om nålen hele vejen op til sin afdeling. Det ville være ubærligt, at tabe den i mørket. Men han kom sikkert indenfor, fik den installeret på pick-up armen, og snart lød musikken ud i værelset. Toner, der bar ham langt væk. Det andet var forsvundet.

Paul begyndte at omarrangere sin oplagstavle. Skiftede billeder ud. Ændrede lidt på deres placering. Det kunne blive flot, når han lige fandt ud af at få det hængt helt rigtigt.

Paul var helt væk i en anden verden og fik et chok, da aftenvagten stak hovedet ind for at fortælle, at der var aftenkaffe. Paul stirrede med åben, måbende mund på pædagogen, som var hun et eksotisk dyr. Han kunne et øjeblik slet ikke orientere sig. Det var ikke bare en almindelig forskrækkelse. Han følte sig taget på fersk gerning midt i noget slemt og forkert. Fanget! Men han sad jo bare og var ved at hænge en tegning op. Hun kunne jo ikke se ...

... Hun havde slet ikke opdaget, at han havde været væk, men troede, at han hele tiden have været på sit værelse ...

          ... ikke se ...

... Hun vidste ikke engang, at der havde været noget galt med hans pladespiller ...

          ... ikke se ....

Det han havde gjort. Han var kommet selv. Selvom han vidste, hvad det indebar. Han havde også været lidt imponeret og i smug forsøgt at tage mål. Den var ubegribelig stor. Utroligt som den blev ved at vokse. Paul var ikke sikker på, at han egentligt ønskede det for sig selv. Sådan en forvandlet en så forkert ud. Lignede noget andet.

Der fulgte vist også andre forandringer med. Hubert havde altid været led. Men ikke sådan som han var blevet. Engang kunne han ind imellem være en smule flink. Det var der intet tilbage af. Det var de værste sider af Hubert, som var vokset sammen med hans lem. Jo større den blev, desto ondere opførte han sig. Efterhånden var alt, hvad han gjorde, modbydeligheder.

Om mandagen i 10-frikvarteret dukkede Hubert op. Han skulle lige snakke med Paul. Der var et lille rum, hvor man kunne sidde inde.

   - Herinde kan vi snakke, sagde Hubert.

Paul vurdere situationen. Hubert ville ikke finde på noget her. Det ville være for risikabelt. Altså ville han bare snakke.

   - Se, lille Paul, sagde Hubert i et overpædagogisk tonefald, som talte han til en femårig, du skylder mig jo nogle penge. Du kan jo nok se, at når man skylder penge, bliver man nød til at betale dem.

   - På torsdag, når det er lommepengedag.

   - Der er jo flere dage til. Så løber der renter på. Tror du overhovedet, at du kan skaffe de penge, lille Paul?

   - Jeg siger jo på torsdag, Hubert. Hold nu op.

   - Det bliver med renter, lille Paul. Det bliver dyrt. Men øh ...

Hubert lod med en sigende bevægelse en hånd køre op ad inderlåret.

  ... Du kan jo også betale dem sådan her.

Paul havde pengene klar om torsdagen. Hele den tier femmeren i mellemtiden var blevet til. Men Hubert var intet sted at finde. Heller ikke de næste par dage. Først om tirsdagen dukkede Hubert op. Forklarede hvor mange renter, der nu var løbet på. Paul forsøgte at forklare, at han havde ledt efter Hubert. Hubert tyssede på ham og fejede ham af med sit tale-til-en-femårig- tonefald.

   - Du kan jo nok se, lille Paul ...

Men der var jo også den anden mulighed. Den var Paul imidlertid fast besluttet på at undgå. Det lykkedes ham at skaffe beløbet trods Huberts ågerrenter, og få sagen bragt ud af verden. Det bragte ham lidt mere fred.

Lidt!

Paul tænkte en del over de ting, der sker med kroppen, når man bliver ældre. Det var noget mærkeligt noget. Huberts havde absolut ikke været stor før forvandlingen. Men den var blevet det. Kunne man overhovedet regne med, hvordan den almindelige havde været? Det var åbenbart usikkert. Man måtte vente og se. Ind imellem, når Paul så en større dreng, med en bule i bukserne, som måtte skyldes forvandling, også selvom den måske ikke var så voldsom endda, tænkte Paul, at han var heldig, fordi han kendte sin dom. Det måtte være dejligt. Uanset hvordan dommen var faldet ud. Kendte man sin dom, havde man fred og behøvede ikke spekulere mere.

Men da Paul et års tid senere opdagede, at han var begyndt at få kønsbehåring, var hans første tanke: "Nu bliver jeg snart psykopat!"

***

Jeg synes, der er nogle gode ideer i det. Det er naturligvis til slutningen af kapitlet. Jeg ved ikke, hvor mange, der vil fatte den pointe med at smide Paul ud af vinduet og trække ud i toilettet. Kasseret som et stykke affald. Men først efter at der lige er lagt lidt ekstra på prisen. Jeg tror desværre ikke, at særlig mange vil forstå, hvor ondt det, der sker her, rent faktisk er.

Kan det fortælles på en anden måde? Jeg synes, det er vigtigt, at det bliver tydeligt, at det her ikke bare er uskyldigt drilleri imellem børn, men at Paul udsættes for noget, der virkelig er groft.

Jeg er bange for, at den ikke er tydelig nok. Det ligner for meget en harmløs drengestreg.

Men måske når det kommer i forlængelse af alt det andet. Når man har hørt om alle de andre ting, Hubert har gjort, og har fået oplægget med den desperate Paul, der står der og mangler en pick-up. Når man af det foregående forstår, hvad det er for en pris, Paul betaler bare ved at henvende sig til Hubert. Så må man da også fatte den ondskab, der ligger i dette forløb.

Puha! - Det er jo bare det: alle de andre ting skal også skrives.

***

Bagefter kunne Paul ikke helt huske, hvordan det var begyndt. Han havde vist været på vej ind på sin afdeling og var tilfældigt rendt på Hubert udenfor. Hvem havde sagt hvad, og hvad var der i det hele taget sket? Han vidste det ikke med sikkerhed. Havde Hubert bare uden videre overfaldet ham?

I hvert fald fandt han sig selv liggende på jorden, med Hubert siddende ovenpå sig.

   - Lad mig være, hvæsede han. Jeg skriger, så alle kan høre det.

Han havde næppe udtalt ordene, før Huberts hånd lå hårdt henover hans mund.

   - Skriger du højt, lille Paul? Jeg synes ikke, jeg kan ikke høre noget. Der blev vidst ikke meget af det skrig.

Deri havde Hubert ret. Det var kun nogle uartikulerede lyde, der trængte ud. Slet ikke nok til at tilkalde hjælp. Paul forsøgte at stritte imod. Men der var ikke noget at gøre. Han kunne heller ikke nå at slippe væk, da Hubert rejste sig. Han mærkede, at han var vendt om. Mærkede Huberts tag omme bag kraven på hans jakke, og kanten af lynlåsen, der strammede mod struben. Han vidste,at han blev slæbt ned over græsplænen, men oplevede det kun i spredte glimt. Det måtte gøre ondt. Men sært nok mærkede han ikke smerten. Kartoffelsæk, hundehvalp, der skal druknes, røg det gennem hans hoved. Græsset. Taget i bag i hans jakke. Hubert, der trak afsted med ham. Glimt - glimt - glimt. Der var bålpladsen. Han mærkede den udbrændte aske i næseborene. Der var stengærdet. Han fornemmede, at han blev løftet op over. Skete det her? Var det en drøm? Dér var det hule træ. En gammel,væltet træstamme. Et af de yndede steder til smugrygning.Han mærkede sig selv blive smidt derind, som var han en død last. Han opdagede dårligt nok, at Hubert trak hans bukser ned. Men den smertende følelse i endetarmen var tydelig nok. Stød efter stød fulgte, mens han atter blev forvandlet til en død ting. Han vidste godt, hvad der skete, men havde forlængst opgivet al modstand. Han lod Hubert gøre sig færdig, mens han bare ventede. En sløv ligegyldighed havde besjælet ham. Der havde været andre gange, hvor det gjorde mere ondt. Af en eller anden grund mærkede han det ikke særlig meget. Hverken Huberts tunge kropsvægt ovenpå ham eller de kontinuerlige ind og ud nede ved hans bag. Hans mund var fuld af visne blade. Han forsøgte at spytte dem ud, men forholdt sig ellers passivt. Kiggede ind i et dulgt mørke. Syntes et øjeblik han anede noget derinde. Så var det forbi.

   - Du skal ikke ta' dig af, hvis du kan mærke noget drive ud, forklarede Hubert. Det er bare sperm. Måske bløder det også lidt. Men det betyder ikke noget.

   - O.k. Jeg kan godt mærke, jeg er lidt våd bagi.

   - Det betyder ikke noget.

   - O.k.

Side om side gik de sammen op ad græsplænen. Der var stille et øjeblik.

   - Du siger ikke noget, vel? spurgte Hubert.

   - Nej. Selvfølgelig ikke.

   - Hvad nu hvis de ser noget, og spørger?

   - Jeg siger ikke noget.

   - Jeg må være sikker.

    - Du får min pladespiller, hvis jeg sladrer.

Det var den bedste garanti, Paul kunne give, og det vidste Hubert også godt. Han var også tilfreds dermed. Paul var ingen sladderhank. Han kunne roligt love Hubert sin pladespiller. Han have vist også fået ham overbevist nu.

De standsede op et øjeblik udenfor Pauls afdeling inden de skiltes.

   - Du ved godt, at jeg har haft en af samme mærke, ikke?

   - Jo.

   - Hvis du mangler en pick-up, eller vil have en reserve, så vil jeg godt sælge den.

    - O.k.

Der blev ikke sagt mere. De nikkede indforstået til hinanden. Hubert gik ned imod sin afdeling, og Paul ind på sin. Han havde allerede næsten glemt det, der var sket. Han var mere optaget af, at han havde overbevist Hubert om, at han ikke var nogen sladderhank. Men den klamme fornemmelse i underbukserne og den silende stribe ned ad benet var en påmindelse. Det var lidt ulækkert at have Huberts sperm drivende ud af sig. Paul skyndte sig i bad. Han sad længe i badekaret i fjerne tanker. Havde nogen spurgt ham, hvad han tænke på, ville han være blevet svar skyldig. Han befandt sig i en fjern tåge.

***

Glimrende at få pick-up'en sneget ind dér. Så er der lagt op til det efterfølgende. Det er bedre at det kommer i en samlet bevægelse, end at Hubert nævner det med pick-up'en på et andet tidspunkt. At Paul stiller sin pladespiller som kaution skaber et sammenhæng i tingene. Det er en helt naturlig lejlighed for Hubert, at nævne den pick-up. At sætte den ind som et selvstændigt optrin, ville ikke give synderlig mening. Eller i hvert fald ikke fungere nær så godt. Det her hænger sammen. Bedre sammen!

Jeg kan også godt lide den med "det betyder ikke noget". Jeg har da bare lige voldtaget dig. Slæbt dig ned over græsplænen og trykket dit hoved ned i visne blade og så ellers godt og grundigt røvpulet dig. Det skal du ikke tage dig noget af. Bare snup et bad, når du kommer op på din afdeling, og lad så lige være med at sige det til nogen, ikke?

Folk må da være komplette idioter, hvis de ikke kan få øje på grovheden.

***

Hubert og Paul talte ikke om det skete sidenhen. Ikke en eneste gang. Blot blev Paul mere forsigtig og gjorde mere for at undgå Hubert. Han tænkte ikke så meget over det, der var sket. Opfattede blot endnu mere end tidligere Hubert som noget farligt. Det var ikke til at vide, hvad han kunne finde på. Hubert havde altid været uberegnelig. Men det var værre ting, han fandt på nu end tidligere. Paul forsøgte at beskytte sig bedst muligt mod truslen.

Lige til den aften ...

Det var weekend. De var ikke særlig mange. Ikke på Pauls afdeling. Der foregik vist nok et eller andet nede på den anden afdeling. I hvert fald var de fleste der den weekend.

Hubert var der også. Han havde lige været et smut inde fredag eftermiddag for at give en eller anden besked, havde i forbifarten kigget ind til Paul et øjeblik og fyret en remse af om, at han ville stikke et glødende jernstang op i røven på Paul og videre op igennem hans tarme og mavesæk. Paul havde bedt ham skride. Hubert havde overraskende nok forladt hans værelse uden videre. Havde dog lige pillet lidt ved hans ting.

Havde han også pillet ved hans pladespiller? Paul syntes, den lød lidt mærkeligt.

De spiste tidligt til aften om lørdagen. Paul var gået ned til sig selv for at høre en plade. Smut sagde det, og færdig var nålen.

Nej!

Hvis der var noget, Paul ikke kunne undvære, var det musik. Alt andet. Paul havde været i lidt trist humør den dag. Netop sådan en dag behøvede han musik. Masser af musik.

Hubert havde en nål til salg. Det havde han selv sagt. Lige meget om Paul havde kylet ham ud fra sit værelse dagen før. Forretning var forretning, og var der noget, Hubert var, var det forretningmand.

Hvad havde han at tilbyde i bytte? Samlede Hubert stadig på frimærker? Ville han måske have det lille frimærkealbum?

Nej. Paul vidste godt, hvad Hubert ville have. Hvis Paul skulle have fat i den pick-up, var der ingen anden udvej.

Det var jo også lige meget. En gang fra eller til. Hvilken forskel gjorde det?

Han kendte rutinen. Det var bare at få det overstået.

Pædagogen var ingen steder at se. Han havde jo heller ikke udgangsforbud eller noget. Paul smuttede ud og gik ned til den anden afdeling. Han løb på Hubert, netop som han kom ind.

   - Hej Hubert. Må jeg lige snakke med dig?

   - Ja, det må du godt. Kom med.

De gik ned på hans værelse.

   - Ja?

   - Den pick-up, du sakkede om. Har du stadig den?

   - Ja.

   - Jeg har det her frimærkealbum. Vil du bytte?

   - Det har jeg ikke så meget brug for. Måske sammen med noget andet. Har du flere ting?

   - Nej.

   - Vent lidt. Jeg skal lige se.

Hubert åbnede døren og kiggede ud. Der var ingen at se på gangen.

   - Hurtigt. Kom med her.

Paul fulgte med. Toilettet lå lige skråt overfor Huberts værelse.

   - Hvorfor her? Har du ikke nøgle til værelset mere?

   - Det er bedre her. Det er mere sikkert.

Hubert trak bukserne ned. Han var absolut kapklar. Den stod lige op i luften, hård som sten, da han satte sig på toiletsædet og lænede sig tilbage med de spredte ben ude på kanten af sædet og ryggen halvt liggende imod cisternen.

   - O.k. Kom igang.

Paul tog fat med hænder og mund. Hubert betragtede ham med et sløvt smil, mens han sad henslængt tilbagelænet. Kom ikke med særlige instruktioner, men overlod til Paul at underholde ham.

Paul gjorde sit bedste, og også ret længe.

   - Er det nok nu?

Hubert syntes at overveje. Besluttede omsider at lade Paul slippe.

***

Så er der i hvert fald hele det stykke, som hænger sammen. Hele afslutningspartiet. Det er ikke min fejl, hvis nogen ikke synes, det er barske sager. De skulle selv prøve det. Så ville de nok skifte mening.

Rent fortællerteknisk hænger det udmærket sammen. Når det så kommer i forlængelse af en række lignende episoder, skulle man gerne begynde at forstå, hvorfor Paul sidenhen er så ambivalent overfor sin egen pubertet. Det udviklingsforløb er for Paul forbundet med noget farligt og væmmeligt. Det eneste, der skulle have været en positiv side, den store lettelse ved at kende sin dom, viser sig at være et falsum. Paul bliver ført ud i endnu mere omfattende tvivl og spekulationer. En vigtig ting er jo netop den tilbagevirkende kraft kapitel 17 har på 16. Meget af det, der kan forekomme mærkeligt og vække undren i 16, bliver pludselig forståeligt, og med 16 som et kendt punkt lidt længere fremme af vejen, opnår 17 en dybere klangbund.

***

   - Valde først, kommanderede Hubert. Læg dig på sengen og træk bukserne ned.

Valde så meget bange ud. Han adlød. Turde ikke andet. Han vidste ikke, hvad der skulle til at ske. Forventede nok noget slemt. Men ikke det. Paul opfangede et kort glimt af Huberts lem, før den forsvandt mellem Valdes baller. Han så udtrykket i Valdes ansigt. Forskrækkelse, smerte, vantro, chok. Regulær rædsel stod at læse i Valdes ansigt, da Hubert masede den længere ind og lagde sig tungt oven på ham. Han gispede efter vejret. Hans øjne udvidede sig i chok. Så trak de sig sammen i smerte. En uartikuleret lyd undslap ham, derefter et formeligt hyl.

   - Hold op med at skab dig, Valde.

Der undslap Valde endnu et gispende smertehyl, da Hubert stødte til.

   - Hold så op med at skabe dig, Valde. Paul plejer ikke at jamre så meget.

Hubert pulede løs for fulde gardiner.

   - Av! Av! Av! Av!

   - Hold så op med at skabe dig, for helvede, Valde. Det er sgu da ikke noget at hyle sådan for.

Valde forsøgte forgæves at bide smerten i sig. Klynkede stille. Af og til, når der kom et særlig hårdt stød kunne han ikke tilbageholde en højere lyd, der hvergang blev efterfulgt af en irettesættelse fra Hubert. Valde græd. Men henad vejen mere stille.

Paul vidste ikke, om han klarede det bedre, da det blev hans tur. Det gjorde ondt, og ind imellem undslap der ham en lyd. Han græd vist ikke. Ikke hvad han var sig bevidst. Prøvede at lide så stille som muligt. Han kunne ikke se Valde. Faktisk kunne han ikke se ret meget andet end madrassen. Men han fornemmede Valdes tilstedeværelse og hans nervøse trippen rundt i værelset.

De talte ikke om det bagefter. Der var egentlig ikke noget forandret. De talte om de ting, de plejede at tale om. Men der var sket noget med Valde. Han var blevet bange for Hubert. Bange på en anden måde, end Paul var. Når Hubert var i nærheden mindede Valde om en mellemting imellem en kuet hund og en fanget rotte, der leder efter en flugtvej.

***

Jatak. Så er vi da helt ovre i det groteske. Herregud - jeg er bare ved at voldtage dig; det er da ikke noget at pive for. Det værste er, at jeg stort set ikke har ændret noget, men bare skrevet, hvad der skete.

Som jeg har været inde på i mine oprindelige noter til det kapitel, skal det ikke bare være et bravournummer, der opviser det ene effektfulde optrin efter det andet. Men det er vigtigt, at læseren bibringes en forståelse af, at det, der foregår her, virkelig er noget alvorligt, at vi er hinsides småtingsafdelingen, og ovre i den slags ting, som kan give dybe sår, man senere i livet kan slæbe rundt på som en tung bagage. Det her er ikke skæg, ballade og drengestreger. Det er regulære overgreb, og det er overgreb af grov karakter.

Naturligvis er der mennesker, som vil bagatellisere alt. Det kan jeg ikke stille noget op overfor. Dem, der vil hævde, at man bare ryster den slags af sig og så ellers videre frem, må jeg simpelthen se bort fra. De har ret til deres opfattelse. Jeg mener noget andet.

Noget afgørende ligger her i dobbeltheden, det paradoksale. Ja - jeg har været inde på det mange gange før, men jeg nævner det en gang mere. Når noget bliver hverdag, og det kan selv de mest ekstreme forhold gå hen og blive, så kan man ikke opretholde en konstant distance dertil. I selve det at det bliver hverdag, ligger der interaktion. Netop derfor kan man heller ikke bare, når noget er forbi, sige: "Puha! Det var væmmeligt. Men nu er det heldigvis overstået." Man er på mangfoldige planer knyttet til det, og det er ikke så enkelt og ensidigt som et rent "var" eller for den sags skyld et udelukkende "væmmeligt". Når man har været viklet ind i noget, er det ikke bare "var". Der ligger et forsat "er". Til et udelukkende "væmmeligt" kræves et overblik over en situation og en indre orden, man ganske enkelt ikke har, når man står midt i tingene. Stående midt i det, er der forvirring, en kombination af indre og ydre kaos med videre. Man er ganske enkelt ikke i stand til at lave et pænt og nydeligt stykke bogholderarbejde, opregne debit og kredit for så at konkludere, at kassen stemmer. For enklest sagt er sagens kerne netop den, at kassen ikke stemmer.

Det er måske den pointe frem for nogen, jeg gerne vil have kommunikeret ud og igennem!

Her spiller nærværende kapitel en helt central rolle. Her står vi overfor noget, der ikke lader sig løse med fint opstillede kolonner, uanset hvor dygtig man er til dobbelt bogføring. Kassen stemmer bare ikke, og det gør den altså ikke. Så kan man regne forfra og forfra og om igen 30 gange. Det nytter ikke noget.

Derfor er det også vigtigt at få nogle af de paradoksale træk med i det kapitel. De pludselige skift, hvor tingene vender sig på hovedet. Den sære sortering af begivenheder, hvor det, der skete for et øjeblik siden, lægges hen et andet sted osv. osv.

***

Paul og Valde sad nede på byggelegepladsen og var ved at få en smøg, da de på den anden side af buskadset hørte Huberts stemme.

   - Svendsen er på vej herned.

I hast forsøgte de at få skoddet smøgerne og løbe bort i den anden retning. Svendsen måtte have løbet. Alt hvad han kunne. For de nåede ikke væk. De var på vej væk, da Svendsen indhentede dem og snart havde fat i nakkeskindet på dem begge, såvel som havde inkasseret de to halvt røgede cigaretter, de havde forsøgt at få kylet væk. Der var ikke noget at gøre.

Svendsen halede dem op på afdelingen. Mødte Robert i døren.

   - Ja, de sad selvfølgelig og smøgede den nede på byggeren. Og vil du tro det! Hubert tog sin cykel og strøg ned over græsplænen for at advare dem. De holder sgu sammen som ærtehalm, gør de.

Paul noterede sig bemærkningen. Det sidste, det med at holde sammen, forekom ham snarere en hyldest end en kritik.

Det blev da også til en kollektiv skideballe til dem alle tre efterfulgt af en af de evindelige, opslidende forhørssituationer, hvor sagen skulle pindes ud i alle detaljer. Hvor havde de smøger fra? Hvordan havde de fået fat i pengene? Hvor længe havde de haft dem? Hvor mange vidste noget om det? Hvordan kendte Hubert til det? Havde han været med i det? osv. osv. osv. Ingen detalje var for lille til at blive vendt og belyst.

Omsider fri af forhørsdomernes pindehuggeri var de tre slukørede drenge på vej ned ad gangen til deres værelser.

   - Kom lige med ind et øjeblik, sagde Hubert. Jeg skal lige fortælle jer noget.

Næppe var de trådt ind, før Hubert havde fået låst døren og stoppet nøglen i lommen. Paul forudså, hvad der skulle til at ske. Valde var åbenlyst desorienteret. Kiggede sig om med flakkende blikke, tydeligt usikker på den opståede sitation, og bange for, hvad der mon ventede. Han kom ikke til at befinde sig i uvished længe.

***

Fedt at sætte de to ting sammen. Det viser da i hvert fald noget, hvor virkeligheden slår koldbøtter, og pludselige skift sætter ind som en række nærmest zappende situationer.

***

Det var tydeligt, at Hubert kunne lide at gøre ham bange. Eller i mangel på dette bare ked af det. Ikke bare sådan almindeligt drilleri og ind imellem. Det var en del af deres indbyrdes omgangsform. Det var netop det, der var så mærkeligt og anderledes ved Hubert. Det viste sig også i det andet. Her var noget af det samme. En masse udenomsting, der gik ud på at skræmme og såre. Det var slet ikke som de andre. Janus havde lige modsat som regel virket, som om han havde travlt. Kommet farende ind på hans værelse, smækket døren i, hevet den frem og sagt "Sut min pik!". Hubert havde aldrig travlt. Han var omhyggelig, metodisk og gav sig god tid til forberedende ceremonier.

***

Måske lidt for meget tell, og lidt for lidt show. Men jeg synes godt, at det kan stå som en overvejelse, Paul har. Han observerer/registrerer rent faktisk forskellen. Eller også dropper jeg det. Men jeg synes, det er vigtigt at få gjort forskellen tydelig. På den ene side Janus, som i bund og grund er en flink fyr, der bare har nogle fjollede, ulækre ideer og så altså god kan lide at få et blowjob, mens semi-psykopaten Hubert på den anden side har gang i hele sit sadistiske spil, hvor han eksperimenterer med magt, angst og hele det batteri. Jeg har her så at sige sat arke/proto-typerne op: den gemytlige krænker overfor en grove krænker.

I det tidligere Janus-kapitel er det blevet klargjort, nøjagtig hvor langt, Janus kan finde på at gå. Ind imellem siger også han ting, som skræmmer og/eller forvirrer Paul. Men det sker ikke på samme måde ud af en kold, kalkulerende beregning. Det er spontane udtalelser i bestemte situationer, hvor spillet snarere ligger i, at Paul tolker det sagte udover situationen, som noget almengyldigt, der endvidere dækker over en eller anden mystisk hemmelighed. Janus er netop spontan. Han har alle sine fjollede ideer, og det er herfra hans udtalelser udspringer. Han er aktivt involveret i situationerne. Janus sidder, halvt ligger ikke henslængt tilbagelænet på et toilet. Med sin iver involverer han sig. Så løber mundtøjet, og der kommer nogle sære brokker ud. Netop derfor befinder hans udtalelser sig også på et langt mere uskyldigt niveau. Selvom nogle af de ting, han siger, foruroliger Paul. Pointen er, at de ikke er sagt med en bevidst og tilsigtet hensigt om at forurolige. Derimod er stort et alt, hvad Hubert gør, noget, der sker på nøje beregning.

***

En mærkelig snak at sidde og have i en togkupé. Også selvom der ikke var andre passagerer derinde. Paul havde en fornemmelse af, at Hubert sagde ham imod bare for at provokere, misforstod med vilje for at drive ham til desperation.

***

En sådan bemærkning kunne der i hvert fald snildt være. Et øjeblik hvor Paul gennemskuer situationen, da han og Hubert for gud ved hvilken gang en eller anden fredageftermiddag på vej på hjemmeweekend sidder i en afsides kupé, hvor Hubert hævder, at alle gør sådan noget, at det er helt almindeligt og normalt osv. mens Paul står på den anden side med sin forestilling om de pæne mennesker, at der et eller andet sted findes en ordentlighed og anstændighed.

Jeg synes i det hele taget, at det er o.k. at Paul ind imellem standser op og tænker: "hvad i al verden er det, der foregår?" Det har han jo også gjort i alle de foregående kapitler. En vigtig del af det hele er min gamle kæphest om indre og ydre. Den er blevet kørt helt ud i det ekstreme i kapitel 16, hvor man møder en forstyrret pubertets-Paul, som strengt taget ikke reagerer og forholder sig til dét, der sker omkring ham, men sådan set på forhånd har en konklusion klar, hvorefter han omfortolker det, der sker omkring ham, således at det passer til konklusionen.

Men sådan forholder det sig ikke her. Her forholder Paul sig rent faktisk ret præcist til det, der sker omkring ham. Blot sker der ting af en så ekstrem karakter, at hans fortolkningsapparat ikke slår til overfor det. Men i mange situationer gennemskuer han rent faktisk tingene særdeles klart.

Det er sådan set ikke i forhold til at se, hvad der foregår, at han går fejl. Han forstår bare ikke, at det gør, og hvorfor det gør. Det går jo netop udover hans hidtidige erfaring.

Det er for så vidt enkelt og ligetil, at nogen godt kan lide at få suttet deres pik. Det er et helt elementært spørgsmål om velbehag. Men for Hubert handler det om noget andet og mere. Det handler også om det. Men ikke kun. Der er en tillægs-dagsorden oveni med et for Paul uigennemskueligt formål. Han kan se, at den er der. Men han kan ikke forklare den. Hubert på sin side bortforklarer den og lader to og fem være lige.

Man kan måske sige det på den måde, at den gemytlige krænker ikke tænker over - eller i hvert fald ikke tager hensyn til - at han tilsidesætter andres behov for at få sine egne opfyldt. Det hensynsløse ligger slet og ret i at gøre andre mennesker til behovautomater. Den uvilje og modstand de er oppe imod er en ligegyldig forhindring. Netop derfor tjener det heller ikke noget formål for dem at være mere hensynsløse end højst nødvendigt. I visse tilfælde kan de endog overtales til at indgå aftaler, som de rent faktisk overholder. Hvis Janus havde lovet Paul en pick-up eller anden form for belønning for et godt blow-job, ville han ikke bagefter smække en femmer oveni. Den gemytlige krænker spiller fair-play. Igen: tyngdepunktet er hans behov, hensynsløsheden blot en nødvendighed for at få det stillet.

For den grove krænker derimod er netop uviljen hos offeret en hovedsag. De nyder at trampe henover hensynet til andre. Selve det at gennemtvinge egne behov på andres bekostning træder derved i nogen grad i baggrunden. Det afgørende bliver at skabe en atmosfære, hvor det så tydeligt som muligt bliver klart, at dette finder sted, at offeret er i deres magt, at det, offeret frygter, vil ske. At det så derefter sker, er blot en nødvendig bekræftelse af hele denne iscenesættelse. Hvis den grove krænker efter denne kulmination kan tilføje offeret en ekstra ydmygelse, vil han til enhver tid gøre det. Indgåede aftaler blæses der på. De kan ændres henad vejen efter krænkerens forgodtbefindende.

Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at den gemytlige krænkelse ikke skulle være en krænkelse, at det er i orden eller noget af den art. Hvad jeg prøver at klargøre er blot en distinktion i graden af grovhed. Jeg er klar over, at mange nok ville misforstå udtrykket "gemytlig". Min mening er absolut ikke noget med at "det gør ikke noget, og det var jo bare for sjov." Jeg forsvarer det ikke på nogen som helst måde. Netop derfor prøver jeg også at få det fremstillet på en anden måde, og undgår f.eks. udtrykket "gemytlig".

Jeg mener ikke, at der skulle findes noget sådan som en rar og hyggelig krænkelse. Krænkelser er altid noget væmmeligt og ubehageligt. Jeg prøver blot at påvise en forskel i tyngdepunktet, hvor krænkeren kan tillægge det større eller mindre betydning, at han udsætter offeret for noget væmmeligt og ubehageligt. Offerets modstand/uvilje er ikke nødvendigvis et ekstra pirringselement. Det er det for nogle. Men mange krænkere ville rent faktisk foretrække, at offeret var indforstået (hvad det altså uheldigvis bare ikke er) . Det er naturligvis i nogen grad misvisende at kalde dem "flinke" på det grundlag. Men i det mindste oplever de ikke nogen nydelse ved at pine og ydmyge offeret. Det er den - i grunden ganske simple - pointe, jeg forsøger at nå frem til.

***

De havde købt sig hver en sodavand i supermarkedet. Uheldigvis havde ingen af dem en oplukker. Hubert fik sin kapsel slået af på en hård kant ved en havemur.

   - Gider du også at åbne min? spurgte Paul.

   - Du skalbare sætte kapslen imod kanten og slå til, svarede Hubert.

Paul forsøgte. Det lykkedes. De drak deres sodavand, mens de ventede på bussen. Paul fortalte om den forretning, der lå ligei nærheden af hans forældre, og den flinke indehaver, der havde lagt en plade til side til ham, som han skulle ud og købe den eftermiddag. Paul glædede sig.

Paul var næsten færdig med sin sodavand, da Hubert henledte hans opmærksomhed på, at der var røget en lille flig af glasset i flaskemundingens overkant.

   - Sådan et lille glasskår, kan skære maven op. Du kan ikke mærke det, hvis det er nede i sodavanden. Det ryger bare ned. Men så skærer det mavesækken op, og så dør du. Så bliver der ikke nogen ny plade. Du lever slet ikke længe nok til at komme ud og købe den. Det er allerede ved at ske.

   - Jamen tror du virkelig? Måske er det ikke røget ned i flasken. Måske er det kommet ved siden af, eller sidder i kapslen.

   - Nej, det er på indersiden. Det er røget ned i flasken, og sådan nogle små skår er utrolig skarpe. De sprætter maven op som ingenting. Der bliver ingen plade, Paul. Du er allerede ved at dø. Du når nok ikke engang helt hjem. Det sker på vejen i toget.

Paul vidste ikke helt, om han troede på det. Hubert havde talt i et roligt, sagligt tonefald. Det lød ikke som et forsøg på at drille. Bare en konstatering. Men Paul havde oplevet denne nøgternt forklarende tone før, og vidste, at han ikke nødvendigvis kunne tage den for gode varer. Hubert var ikke sådan en, der drillede ved at stå og række tunge og skære grimasser. Han drillede ved at sige ting, man ikke kunne lide at høre. Sige dem stille og roligt.

Paul syntes ganske vist allerede, han kunne mærke en underlig fornemmelse nede i maven. Så måske var det alligevel rigtigt nok. Måske. Måske var det ikke helt sikkert, at man døde. Måske var det noget med, hvordan skåret landede nede i maven. Måske ville han klare den. Måske - måske ikke.

Var det mon rigtigt, hvad Hubert sagde?

Måske - måske ikke ...

***

Han er da virkelig en hyggelig fyr, ham Hubert. Hyggelige Hubert! - Og det var så ikke en pendant til de "flinke" og "gemytlige" krænkere, men lodret ironi.

Det mest frygtelige er næsten, at det er så minimalt, hvad jeg behøver at tage til hjælp af digterisk frihed. Stort set fremgår alt indlysende tydeligt, bare ved at jeg refererer, hvad der skete. Nogle ganske små drejninger og nuanceringer. Et mikro-mikro indskud af digterisk frihed. Men i det store hele bare et referat. På sin vis havde det været mere tåleligt, hvis det i stor stil havde været nødvendigt at pynte på tingene for at forstærke og fremhæve en pointe, der var mere eller mindre usynlig i det autentiske forløb. Men tingene er fuldstændig tydelige i sig selv og har ingen understegninger fornøden.

***

   - Det er lige meget med det bånd, sagde Paul og rejste sig.

Godt der snart var lektielæsning. Så skete der nok ikke noget. Han ville slippe denne gang.

   - Låser du døren op?

I stedet for at blive lukket ud, blev Paul løftet op i luften og smidt på sengen. Madrassen tog kun delvis for. Halebenet knaldede lige mod sengebunden. En smerte jog op igennem ryg og baghoved. Dansende prikker for øjnene.

Han nåede ikke at komme sig ovenpå den hårde landing, før Hubert sad overskrævs oppe ved hans hoved og trak sin kæmpe pik ud af bukserne.

Den var større end nogensinde, men Paul følte ingen misundelse. Den var alt for monstrøs og uhyggelig til at være noget, han ville ønske sig. Han ville bare gerne være fri for at skulle have med den at gøre.

Den passede alt for godt til Hubert!

Hubert, der altid skulle overdrive, ødelægge, forgrove og gøre sjovt til ondt. Hubert, der altid gik udover grænsen. Hubert, der på det seneste havde fået en masse bumser i fjæset, som ikke just gjorde ham kønnere.

Ligesom dengang med det elektriske hegn på kanoturen. Ligesom tusind andre Hubert-ting, lige fra dengang på Bornholmerbåden, hvor han havde trukket i Pauls forhud og fremefter. Det var det samme igen og igen.

Således også krabaten!

Den havde aldrig været pæn. Men engang var den i det mindste lille, sjov og i det store hele nogenlunde som andres.

Allerede dengang lidt for mørk og lidt for grim. Men ikke tilnærmelsesvis i den grad som nu. Fraregnet nogle få noter og straffepoint havde det været en ganske almindelig en, som alle mulige andre.

En standardmodel!

Men sådan en kunne Hubert naturligvis ikke nøjes med. Lige så lidt, som han kunne nøjes med at mærke de små dunk i den fugtige jord fra det elektriske hegn. Som han dengang havde bygget en konstruktion til at give biller og insekter stød, skulle han selvfølgelig også have et rædselsfuldt torturredskab mellem benene.

Yderspidsen af uhyret dunkede imod hans læber. Paul strammede munden til af al kraft. Hubert pressede på.

   - Du får båndet.

   - Ja, at se på, hvæsede Paul ud gennem sin sammensnørede mund.

   - Nej, rigtigt. På ære du får det.

   - Jeg kender dig, Hubert. Du er fuld af fup.

Den stædige rambuk masede sig videre frem, udnyttende den åbning, Paul ikke kunne undgå opstod, hvergang han hvæsede et svar ud. Det sorte tårn var nået på den anden side af læberne, men kunne ikke forcere de sammenbidte tænder. I stedet masede den sig vej langs indersiden af kinden. Paul mærkede, hvordan hans kind blev spilet ud. Det mindede lidt om at være til tandlægen og have kinden stoppet ud med vattamponner. Huberts høvl kørte nådesløst op og ned mellem hans tænder og kind. Det gjorde ondt. Det føltes som om huden var ved at revne.

På en eller anden måde måtte Hubert have fået tvunget temmelig meget ind på den begrænsede plads. Paul kunne mærke, hvordan kinden var tvunget ud til bristepunktet. Alligevel kunne han stadig øjne uanede mængder af tyk, mørk pik, der befandt sig udenfor hans mund. Ville hans kind holde? Eller ville mundvigen simpelthen krakelere i et bogstavelig talt flækket grin?

   - Kom nu, for fanden, Paul. Se! - Her er mine hænder. Jeg krydser ikke fingre eller noget. På ære og Ama'r. Du får det bånd.

   - Sikker?

   - Ja. Sut nu for helvede.

Paul åbnede. Monsteret krøb ind.

Flakkende tanker. Fjerne associationer. Tandlæge. Kvælning. Lanseturnering mellem riddere. Udstopning af et dyr. Tilstoppede afløb i badeværelset. Et grådigt måltid. En for stor mundfuld mad i munden. Noget galt i halsen. Mere tandlæge. Bore et hul. Olieboretårn. Cobra. Kvælerslange ...

Flimrende glimt. Glidende fragmenter.

Bare forbipasserende billeder i brøkdele af sekunder, mens en del af hans bevidsthed hele tiden så, mærkede og smagte. Glimtene så korte at han ikke nåede at opfange dem. Situationen tvang ham konstant tilbage i intenst nærvær.

Tilbage til overfladen ....

Tilbage til Huberts enorme lem ...

     Ufattelig lang!

     Ufattelig tyk!

     Ufattelig væmmelig!

For meget, for meget, for meget ...

***

Også den grove krænker kan undertiden vise sig ganske uraffineret og blot på jagt tilfredstillelse. Især hvis han er kommet i tidsnød. Men der er en optakt til optrinet. Der er noget særligt med det bånd. Spillet har været igang. Tiden er blot løbet fra Hubert. Det skriver jeg senere.

Men selv i det, der er skrevet her, er der en klokkeklar kattens leg med musen. Paul er lige ved at tro, at han slipper, da han bliver kylet ned på sengen.

Jeg er glad for, at jeg lige fik nedfældet kulminationen. Jeg har af en eller anden grund hele tiden veget udenom det optrin. Jeg ved ikke, hvorfor. I grovhed ligger det vel så nogenlunde på linie med de øvrig ting. Alligevel har det kostet mig en særlig overvindelse.

Optakten dertil og hele den historie med det bånd, er mere et spørgsmål om at gide. Det er ikke noget, der på den måde føles svært at skulle skrive, eller synes forbundet med store omkostninger. Det er nærmest lidt kedeligt. Som sagt: det handler mest om at gide.

Der er i det hele taget en del optakter, jeg må skrive senere. Lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal gøre dem interessante. De er vigtige. For de illustrerer Huberts spil og alle tandhjulene i hans sadistiske maskineri. Men netop derfor skal de også skrues rigtigt, så de opnår tilstrækkelig tydelighed.

Lige nu har jeg vist sporet mig mest ind på, hvordan jeg skal skrive kulminationerne. Det er dem, hvor jeg har rodet rundt og leget med sætninger oppe i hovedet. For jeg har hele tiden vidst, at de ikke ville blive omkostningsfri at skrive. Derfor har jeg ligesom forsøgt at mande mig op til det. Overvejet forskellige måder, det kunne gøres på.

***

Hubert lagde sig et stykke væk og onanerede. Den var vokset siden dengang oppe i Norge og var nu endnu større. Det så helt vildt ud. Paul så den hvide stribe drive ned over kolben. Hubert kunne virkelig sperme. Sådan rigtigt. Janus havde engang sagt, at han kune. Men det havde bare været tis.

Bagefter ville Hubert absolut pille ved Pauls. Begyndte bare uden videre at åbne hans bukser.

   - Vi havde en aftale.

Hubert pegede på pistolen og knaldhætterne. Åbenbart var det her vigtigere for ham.

Paul var fanget. Det var ubehageligt. Dobbelt-ubehageligt. Ikke bare fordi, han var nød til at finde sig i det. Men for første gang nogensinde skammede han sig over sin størrelse og følte det ydmygende, at den blev set. Ikke bare i tanken og forestilligen. Men i situationen, hvor det skete. Situationen, som ellers altid opløste tankerne. Men denne gang lå det pinlige netop i situationen, og an græmmede sig. Det havde han aldrig før haft grund til. Men den var komplet latterlig i forhold til Huberts.

   - Se, hvor lille den er. Kan du huske, at din engang var endnu mindre.

   - Hhhhmmmm. Jeg synes, du har en sød og fin lille pik. Ligesom jeg også synes, at Fritz har en sød og fin lille pik.

   - Er Fritzes lige så lille som min?

    - Tjah - det er vist nogenlunde det samme.

Paul huskede, at han engang havde set Fritz i svømmehallen. Den havde set rigtig, rigtig lille ud. Nærmest latterlig. Kunne han virkelig ikke slå den?

Forskellen virkede måske bare ubetydelig, når man havde sådan en stor en. Paul havde jo heller aldrig selv gået synderligt op i forskellen på alle dem, der var mindre end hans.

Alle dem?

Det var vist i grunden ikke ret mange. Det var jo bare Jesper, Ole og Gert, der havde sådan nogle bitte-små nogle. Det kunne man ikke regne med. De talte ikke.

Udover det?

Paul kunne lige akkurat slå Valdes. Alle de andre var mege større. Fritzes var sikkert også større. Måske næsten lige så lille. Men nok lige en tak eller to udover Pauls.

Hubert holdt op med at pille og slikke og lagde sig om på ryggen. Pegede ned på sine stadig halvåbne bukser. Paul var godt klar over, at han ikke slap. Omend modvilligt greb han ned i Huberts underbukser efter den ondsindede, muskuløse negerarm, som gemte sig deri, og tog så meget han kunne ind i munden.

Mens Paul forsøgte at gabe højt, ladede Hubert pistolen med en knaldhætte, og skød af. Derefter endnu en. Paul begyndte at synes, det var lige i overkanten. Hubert havde jo foræret ham den.

   - O.k. en mere, sagde Paul, da han et øjeblik måtte have fræseren ud for at trække vejret, men så vil jeg altså godt have min pistol.

   - Din pistol?

   - Ja! Det var, hvad du sagde!

   - Med fingrene krydsede på ryggen, grinede Hubert og pressede Pauls hoved nedefter.

***

Det giver jo så slet ingen mening uden oplægget ...

***

Paul hørte en dag Hubert og Fritz tale om, at de edderma'me havde haft det hyggelig den morgen. Paul kunne levende forestille sig af hvilken art, den hygge havde været. Det undrede ham bare, at Fritz gjorde sådan noget. Han var ellers sådan lidt fin på den. På den anden side kunne Paul også godt huske engang, hvor Fritz havde taget en plastikfigur med en lang, bøjelig hale og vendt halen den anden vej med et sigende smil. Nu smilede Fritz igen på den måde. Åbenbart havde Hubert fundet sig en forbundsfælle på sin nye afdeling.

Fint, tænkte Paul. Lad det blive dernede, så kan de gøre, hvad de vil.

Pauls fornemmelse sagde ham, at de vist bare havde ligget under dynen og småpillet ved hinanden. Hygge-nulren. Havde Hubert skruet grovfilen på, ville Fritz næppe have smilet det samme smil som dengang med figuren.

Henad eftermiddagen gik Paul rundt sammen med Valde lige i nærheden af byggelegepladsen. De havde ingen smøger, men kiggede på jorden i håb om et finde et skod. Pludselig stod de næsten lige overfor Hubert. Valde stivnede.

Hubert stod med en legetøjspistol. En særlig slags, som man kunne købe nogle særlige knaldhætter til. De var fortiden ret populære. Hubert fyrede et skud af. Viste så cigaetpakken i jakkelommen.

   - Skal i med ned og ha' en smøg?

   - Og det er kun en smøg? Spurgte Paul skeptisk.

   - Ja, bare en smøg.

   - Så gør du ikke noget? lød Valdes forskræmte spørgsmål.

   - Nej!

   - Og hvorfor skulle vi tro på det? tog Paul atter fat.

Valde var for skræmt til at sige mere. Han var trådt et skridt tilbage og gemte sig bag Paul, der førte ordet for dem begge.

   - Jeg gør ikke noget.

   - Den har jeg hørt før.

   - I får den her pistol og knaldhætterne med, hvis jeg gør noget. Vi ryger bare en smøg.

   - Ja, ja. At se på. Jeg kender dine numre, Hubert.

   - Nej. Rigtigt, at holde i hånden, at eje og beholde.

   - Det garanterer du?

   - Ja.

Smøgerne trak. Hvis de bare turde stole på ham.

   - O.k. skal vi, Valde? Bare en hurtig smøg

Valde nikkede. De satte sig i overetagen af den største af hytterne. Byggeren var efterhånden en spøgelsesby. De færreste huskede længere hvem, der havde bygget hvad. Paul kunne fortælle om det. Men det spillede ingen rolle. Han var den sidste egentlige hytteejer. De andre var mere eller mindre fællesbenyttede rester fra en anden tid.

Valde pulsede kraftigt løs og røg sin cigaret hurtigt. Han holdt sig hele tiden på længst mulig afstand af Hubert. Da han havde røget smøgen ned til filteret, var Paul kun lidt mere end halvvejs igennem sin.

   - Skal vi ikke gå nu, Paul?

   - Jeg er ikke færdig.

   - Kan du ikke bare skodde den?

   - Jeg er færdig lige om lidt.

    - Skal vi ikke gå nu?

   - Vent nu lidt.

   - Jeg går altså nu. Kommer du ikke med?

   - Bare gå. Jeg kommer om lidt.

Valde listede af.

   - Jeg gør ikke noget, sagde Hubert lidt efter. Jeg skal bare lige spille den af.

***

Godt! Så er der en sammenhængende fortælling dér. Så mangler jeg vist ikke så meget andet end oplægget til kassettebåndet. Så er den del af kapitlet næsten lige til at smække sammen med nogle få sammenbindende sætninger hist og her.

Der er et par ting mere, jeg har haft under overvejelse. Men det bliver for meget gentagelser af det samme. Der er imidlertid en tidligere, som må med. Nemlig dér, hvor Hubert første gang bruger "at se på"-tricket. Den lurer Paul af og søger siden at undgå.

Den historie går også på noget lidt andet. Der er ikke et overgreb involveret. Derimod skildrer episoden i høj grad Huberts spil og manøvrer. Faktisk er der en pointe i, netop at der her ikke er noget overgreb. Ligesom den med glaskåret i sodavanden, er det sådan en, der viser, at overgrebene blot er et hjørne af en større sammenhæng, hvor alle mulige andre former for ydmygelse og manipulation kan træde i stedet for det seksuelle.

I forhold til det seksuelle må det være nok med de bragte eksempler og så bare nogle henkastede bemærkninger, som antyder, at de nævnte ting ikke er enestående begivenheder.

Det kommer altsammen. Det er i høj grad en befrielse, at stort set have de seksuelle scener skrevne. Jeg bliver nød til at også fortælle lidt om Norge. Hvor detaljeret, jeg vil gøre det, ved jeg ikke.

Det er altsammen ting, jeg nok skal få skrevet. Faktisk føler jeg lige nu større usikkerhed i forhold til begyndelsen af kapitlet. Jeg er stadig ikke helt sikker på, præcis hvor i forløbet, det kapitel skal sætte ind.

Indtil videre kan jeg jo samle de ting, som skal komme i direkte forlængelse af hinanden. Eller i det hele taget få anbragt de skrevne fragmenter i rette rækkefølge. Dertil nogle bemærkninger/ noter om, hvad der skal komme ind imellem.

Uanset hvor tidligt eller sent, kapitlet sætter ind, skal der i hvert fald være bare en lille smule før afdelingernes sammenlægning. Den etablerede stabilitet og struktur på Pauls afdeling, og den utrygge fornemmelse af, at der foregår noget farligt på den anden side af væggen/døren.

***

Den lille afdeling var tryg og rolig, og selv Filip var begyndt at blive en naturlig del af dens liv. Men uroen inde på den anden afdeling, der ofte kunne fornemmes gennem væggen, var noget ganske andet. De kendte jo godt de andre børn. Så dem hver dag oppe i skolen. Med undtagelse af Hubert var de også allesammen flinke nok. Men der var vist temmelig meget ballade derinde.

---

Børnene sad tæt sammen. Alle følte de sig trykket. Paul sad ved siden af Fillip, og kunnemærke, at han rystede. En spontan omsorg dukkede op i Paul. Fornemmelsen var ham ikke ubekendt. Han havde haft det sådan før. Bare ikke overfor Fillip - råkostpisseren, lemmedaskeren. Men lige meget hvor langstrakte Fillips lemmer var, lige meget hvor stor hans tissemand var og hvor højt et nummer han brugte i sko, virkede han lige nu meget, meget lille. Paul lagde armen om ham.

   - Bare rolig, der sker ikk noget, hviskede han.

Det var ikke fordi, at Paul selv følte sig videre tryg. Men så meget vidste han dog: væggen skulle nok holde. Det var solidt murerarbejde. Døren var heller ikke af den slags, man bare sparker ind. Den var massiv og ville forblive låst. Hvad der foregik derinde var en anden verden og vedrørte ikke deres afdeling.

---

Han var ikke et stort muskelbrød, men en lille, spinkel mand. Han ville ikke have en chance, hvis de allesammen kastede sig over ham på én gang.

---

   - Der har jo været nogle problemer inde på den anden afdeling, begyndte viceforstanderen.

   - Ja. Vi ved godt, du har mishandlet Gert, røg det ud af Paul.

   - Paul dog, sagde Lone mildt irettesættende med et forskrækket blik i øjnene.

Paul følte selv, at han var faldet ud af rollen som Lones ældste og dygtigste elev. Men han havde set hudafskrabningerne på Gerts ryg .

***

Det er, hvad jeg har frem til naboafdelingens sammenbrud. En foreløbig noget tynd omgang. Men det kan der da heldigvis gøres noget ved.

Der skal gøres mere ud af at skildre forskellen på de to afdelinger. Med sammenbruddet lukkes ulvene ind til fårene!

Sådan da. Der er naturligvis begge ting repræsenteret på begge sider. Her er det i øvrigt sigende, at overgrebet på Valde kommer som et uventet chok for denne. Hubert har vogtet på sin hemmelighed. Det nærmer sig pay-back-time. Han har ikke glemt, hvem det var, han beundrede og misundte for sin størrelse, og selvom han har boet på afdeling med Valde, og altså kunne have foretaget en "generalprøve" med ham, så venter han. Næppe udfra en plan på den måde. Han kunne jo ligeså lidt vide, at afdelingerne ville blive slået sammen. Men han holder kortene tæt til kroppen, mens den vokser sig stor. Tilfældigvis bryder afdelingen så sammen og sammenlægges med Pauls, netop som Hubert vurderer, at tiden er ved at være moden.

***

Efter sammenlægningen var afdelingen ikke blot blevet større, men også mere kaotisk. Det var ikke bare larmen og uroen. Paul syntes, det hele virkede lidt uoverskueligt.

Helt nede i den anden ende lå det, der havde været den anden afdelings opholdsstue. Nogle gange om aftenen sad de dernede. Men det føltes som et fremmed sted.

Det var lidt på samme måde med de værelser, der lå i den nederste halvdel af gangen. Der var Paul jo ikke vant til at rende ind og ud. I begyndelsen var han ikke en gang sikker på, hvem der boede hvor, og var ind imellem lige ved at gå forkert.

Det fandt han nu hurtigt ud af. Men der var så megt andet. F. eks. havde de nu et ekstra badeværelse. Det føltes fremmed på samme måde som den nederste stue. Hørte ligesom ikke rigtig med.

At bruge disse faciliteter var lidt som at gøre noget forbudt, snige sig ind, hvor man ikke hørte til.Nu havde Paul ikke spor imod forbudte ting, tvært imod. Almindeligvis syntes han også, det var spændende at snige sig ind fremmede steder. Men det fremmede måtte stå overfor et det kendte. Når det hele blev rodet sammen i en pærevælling, så man ikke kunne finde ud af, hvad der var hvad, var det bare frygtelig forvirrende, og ærlig talt lidt skræmmende.

Dertil var der så de elever, Paul nu var kommet til at bo på afdeling med. Det var fint nok med Valde. Det var knap så godt med Hubert.

Hubert havde nu ikke været så slem de første dage. Faktisk var Paul og Hubert kommet så nær på en kammeratlig fod som nogensinde, var endog begyndt at betro hinanden hemmeligheder. Gammel nag var glemt, og de begyndte på en frisk. Som en del af betro-hinanden-hemmeligheder-pagten foreslog Hubert en dag, at de skulle sove sammen den aften, for han havde noget helt særligt, Paul skulle se.

Man kunne godt få lov at sove sammen, hvis bare man aftalte det med nattevagten. Så flyttede den ene elev sin madras ind på gulvet på den andens værelse, og så kunne man ligge og snakke. Nogle gange fik man også lov at have lyset tændt lidt længere end ellers. Når lyset skulle slukkes, og man fik at vide, at nu skulle man sove, lå man som regel og hviskede videre i mørket. Det kunne godt blive rigtig sent, så man var noget mat næste dag.

Hubert foreslog Pauls værelse. Det var fint nok med Paul. Så slap han for bøvlet med at flytte madras. Alt blev ordnet og var klar, så de kunne gå lige i seng efter aftenkaffen.

De var kommet ned, havde klædt sig af og stod nu begge i underbukser. Hubert faldt ned på knæ på sin madras lige foran døren, så ingen kunne komme ind. Han hev ned i sine underbukser og frem tittede en ordentlig javertus. Det lignede slet ikke Huberts himstergims.

Efter et øjebliks måben tog Paul imidlertid resolut udfordringen op. Faldt ned på knæ foran Hubert og de målte. Det var kun lige akkurat, at Paul kunne slå den. Den var uhyre tæt på hans egen længde. Samtidig var den blevet enormt tyk. Den var over dobbelt så tyk som hans egen. Der var også kommet rigtig mange hår på, og den var blevet sært mørk i farven. Det lignede slet ikke en almindelig en. Selvom den stadig var en anelse mindre end Pauls, lignede det en af de forvandlede.

Den så ud som sådan en voksen-en. Bare mindre. Selvom den kun var knap så lang som Pauls, virkede den alligevel ret voldsom med den der kolossale tykkelse og så den sære mørke farve. Faktisk var den en lille smule uhyggelig. Sådan en tyk, mørk sag der bare væltede i lange baner ud af Huberts underbukser.

***

Dermed er startskuddet gået. Der er måske endnu en del udveksling af hemmeligheder Paul og Hubert imellem. En del af alt det paradoksale er jo netop, som det også nævnes i kapitel 15, at der på et eller andet plan er en forståelse Paul og Hubert imellem. Men våbenhvilen er forbi. Paul er jagtet vildt fra det øjeblik. Hubert finder på alle mulige ting for at skræmme ham. At gøre ham bange og ked af det, træder i dén grad i fokus, at det seksuelle bliver mindre udtalt. Hubert skal lige have lidt tid, så han kan vokse sig lidt større. Indtil da forbereder han overraskelsesangrebet på den front ved at underdrive sin egen størrelse. I størrelsessnakke pointere, at hans ikke er større end Pauls, og i en række badesituationer benytte stillinger hvor han trækker den ind i kroppen. Noget for så vidt alle kan gøre, men som kraftige personer i særlig grad kan benytte sig af. Ind imellem fedtet med den så at sige.

Men da det bliver tid til Norgesturen er Hubert klar. I tilgift udsætter han så også Paul for en lang række andre ydmygelser. Hjemvendt fra Norge er Hubert afdelingens ubetingede pik- konge. Da han tillige er den største og stærkeste dreng på afdelingen, har han simpelthen sat sig på det hele.

***

De havde købt sig hver en sodavand i supermarkedet. Uheldigvis havde ingen af dem en oplukker. Hubert fik sin kapsel slået af på en hård kant ved en havemur.

   - Gider du også at åbne min? spurgte Paul.

   - Du skal bare sætte kapslen imod kanten og slå til, svarede Hubert.

Paul forsøgte. Det lykkedes. De drak deres sodavand, mens de ventede på bussen. Paul fortalte om den forretning, der lå lige i nærheden af hans forældre, og den flinke indehaver, der havde lagt en plade til side til ham, som han skulle ud og købe den eftermiddag. Paul glædede sig.

Paul var næsten færdig med sin sodavand, da Hubert henledte hans opmærksomhed på, at der var røget en lille flig af glasset i flaskemundingens overkant.

   - Sådan et lille glasskår, kan skære maven op. Du kan ikke mærke det, hvis det er nede i sodavanden. Det ryger bare ned. Men så skærer det mavesækken op, og så dør du. Så bliver der ikke nogen ny plade. Du lever slet ikke længe nok til at komme ud og købe den. Det er allerede ved at ske.

   - Jamen tror du virkelig? Måske er det ikke røget ned i flasken. Måske er det kommet ved siden af, eller sidder i kapslen.

   - Nej, det er på indersiden. Det er røget ned i flasken, og sådan nogle små skår er utrolig skarpe. De sprætter maven op som ingenting. Der bliver ingen plade, Paul. Du er allerede ved at dø. Du når nok ikke engang helt hjem. Det sker på vejen i toget.

Paul vidste ikke helt, om han troede på det. Hubert havde talt i et roligt, sagligt tonefald. Det lød ikke som et forsøg på at drille. Bare en konstatering. Men Paul havde oplevet denne nøgternt forklarende tone før, og vidste, at han ikke nødvendigvis kunne tage den for gode varer. Hubert var ikke sådan en, der drillede ved at stå og række tunge og skære grimasser. Han drillede ved at sige ting, man ikke kunne lide at høre. Sige dem stille og roligt.

Paul syntes ganske vist allerede, han kunne mærke en underlig fornemmelse nede i maven. Så måske var det alligevel rigtigt nok. Måske. Måske var det ikke helt sikkert, at man døde. Måske var det noget med, hvordan skåret landede nede i maven. Måske ville han klare den. Måske - måske ikke.

Var det mon rigtigt, hvad Hubert sagde?

Måske - måske ikke ...

--- (?)

Det var tydeligt, at Hubert kunne lide at gøre ham bange. Eller i mangel på dette bare ked af det. Ikke bare sådan almindeligt drilleri og ind imellem. Det var en del af deres indbyrdes omgangsform. Det var netop det, der var så mærkeligt og anderledes ved Hubert. Det viste sig også i det andet. Her var noget af det samme. En masse udenomsting, der gik ud på at skræmme og såre. Det var slet ikke som de andre. Janus havde lige modsat ofte virket, som om han havde travlt. Kommet farende ind på hans værelse, smækket døren i, hevet den frem og sagt "Sut min pik!". Hubert havde aldrig travlt. Han var omhyggelig, metodisk og gav sig god tid til forberedende ceremonier.

***

Paul er Huberts yndlingsoffer, ligesom det især er Paul, Hubert lader mærke, at han er afdelingens ubestridte leder på alle områder og fronter.

***

En mærkelig snak at sidde og have i en togkupé. Også selvom der ikke var andre passagerer derinde. Paul havde en fornemmelse af, at Hubert sagde ham imod bare for at provokere, misforstod med vilje for at drive ham til desperation.

***

Paul har måske nok et lille domæne. Der er trods alt knyttet et nært bånd til nogle af de andre elever i perioden som lille, tæt afdeling. Blandt dem, han med sammenlægningen er kommet til at bo sammen med, er der især et nært kammeratskab med Valde, som absolut ikke er Hubert- fan, men derimod er Pauls ubetingede sammensvorne.

Smugrygningen foregår stadig primært under Pauls formandskab. Men alt det med "chefen" og "den gamle" er i virkeligheden tomme ord. Han er lige så lidt boss, som kongehuset har nogen reel magt. Han er netop en pro forma konge i et sammenstyrtende rige. Men smøger bliver der røget ...

***

Paul og Valde sad nede på byggelegepladsen og var ved at få en smøg, da de på den anden side af buskadset hørte Huberts stemme.

   - Svendsen er på vej herned.

I hast forsøgte de at få skoddet smøgerne og løbe bort i den anden retning. Svendsen måtte have løbet. Alt hvad han kunne. For de nåede ikke væk. De var på vej væk, da Svendsen indhentede dem og snart havde fat i nakkeskindet på dem begge, såvel som havde inkasseret de to halvt røgede cigaretter, de havde forsøgt at få kylet væk. Der var ikke noget at gøre.

Svendsen halede dem op på afdelingen. Mødte Robert i døren.

   - Ja, de sad selvfølgelig og smøgede den nede på byggeren. Og vil du tro det! Hubert tog sin cykel og strøg ned over græsplænen for at advare dem. De holder sgu sammen som ærtehalm, gør de.

Paul noterede sig bemærkningen. Det sidste, det med at holde sammen, forekom ham snarere en hyldest end en kritik.

Det blev da også til en kollektiv skideballe til dem alle tre efterfulgt af en af de evindelige, opslidende forhørssituationer, hvor sagen skulle pindes ud i alle detaljer. Hvor havde de smøger fra? Hvordan havde de fået fat i pengene? Hvor længe havde de haft dem? Hvor mange vidste noget om det? Hvordan kendte Hubert til det? Havde han været med i det? osv. osv. osv. Ingen detalje var for lille til at blive vendt og belyst.

Omsider fri af forhørsdomernes pindehuggeri var de tre slukørede drenge på vej ned ad gangen til deres værelser.

   - Kom lige med ind et øjeblik, sagde Hubert. Jeg skal lige fortælle jer noget.

Næppe var de trådt ind, før Hubert havde fået låst døren og stoppet nøglen i lommen. Paul forudså, hvad der skulle til at ske. Valde var åbenlyst desorienteret. Kiggede sig om med flakkende blikke, tydeligt usikker på den opståede sitation, og bange for, hvad der mon ventede. Han kom ikke til at befinde sig i uvished længe.

   - Valde først, kommanderede Hubert. Læg dig på sengen og træk bukserne ned.

Valde så meget bange ud. Men adlød. Turde ikke andet. Han vidste ikke, hvad der skulle til at ske. Forventede nok noget slemt. Men ikke det. Paul opfangede et kort glimt af Huberts lem, før den forsvandt mellem Valdes baller. Han så udtrykket i Valdes ansigt. Forskrækkelse, smerte, vantro, chok. Regulær rædsel stod at læse i Valdes ansigt, da Hubert masede den længere ind og lagde sig tungt oven på ham. Han gispede efter vejret. Hans øjne udvidede sig i chok. Så trak de sig sammen i smerte. En uartikuleret lyd undslap ham, derefter et formeligt hyl.

   - Hold op med at skabe dig, Valde.

Der undslap Valde endnu et gispende smertehyl, da Hubert stødte til.

   - Hold så op med at skabe dig, Valde. Paul plejer ikke at jamre så meget.

Hubert pulede løs for fulde gardiner.

   - Av! Av! Av! Av!

   - Hold så op med at skabe dig, for helvede, Valde. Det er sgu da ikke noget at hyle sådan for.

Valde forsøgte forgæves at bide smerten i sig. Klynkede stille. Af og til, når der kom et særlig hårdt stød kunne han ikke tilbageholde en højere lyd, der hvergang blev efterfulgt af en irettesættelse fra Hubert. Valde græd. Men henad vejen mere stille.

Paul vidste ikke, om han klarede det bedre, da det blev hans tur. Det gjorde ondt, og ind imellem undslap der ham en lyd. Han græd vist ikke. Ikke hvad han var sig bevidst. Prøvede at lide så stille som muligt. Han kunne ikke se Valde. Faktisk kunne han ikke se ret meget andet end madrassen. Men han fornemmede Valdes tilstedeværelse og hans nervøse trippen rundt i værelset.

De talte ikke om det bagefter. Der var egentlig ikke noget forandret. De talte om de ting, de plejede at tale om. Men der var sket noget med Valde. Han var blevet bange for Hubert. Bange på en anden måde, end Paul var. Når Hubert var i nærheden mindede Valde om en mellemting imellem en kuet hund og en fanget rotte, der leder efter en flugtvej.

***

Som nævnt forekommer der omkring samme tid en episode af lidt anden art, hvor Hubert bruger den med "at se på". Det får en vis betydning i det efterfølgende.

Det er klart til gavn for afdelingens sociale miljø og dynamik, da Hubert flytter ned på udeskolafdelingen, og især for Paul og Valde er det en stor lettelse. Nu gælder det så bare om at undgå ham på institutionens fællesarealer.

***

Paul hørte en dag Hubert og Fritz tale om, at de "edderma'me havde haft det hyggelig den morgen". Paul kunne levende forestille sig af hvilken art, den hygge havde været. Det undrede ham bare, at Fritz gjorde sådan noget. Han var ellers sådan lidt fin på den. På den anden side kunne Paul også godt huske engang, hvor Fritz havde taget en plastikfigur med en lang, bøjelig hale og vendt halen den anden vej med et sigende smil. Nu smilede Fritz igen på den måde. Åbenbart havde Hubert fundet sig en forbundsfælle på sin nye afdeling.

Fint, tænkte Paul. Lad det blive dernede, så kan de gøre, hvad de vil.

Pauls fornemmelse sagde ham, at de vist bare havde ligget under dynen og småpillet ved hinanden. Hygge-nulren. Havde Hubert skruet grovfilen på, ville Fritz næppe have smilet det samme smil som dengang med figuren.

Henad eftermiddagen gik Paul rundt sammen med Valde lige i nærheden af byggelegepladsen. De havde ingen smøger, men kiggede på jorden i håb om et finde et skod. Pludselig stod de næsten lige overfor Hubert. Valde stivnede.

Hubert stod med en legetøjspistol. En særlig slags, som man kunne købe nogle særlige knaldhætter til. De var for tiden ret populære. Hubert fyrede et skud af. Viste så cigaretpakken i jakkelommen.

   - Skal i med ned og ha' en smøg?

   - Og det er kun en smøg? Spurgte Paul skeptisk.

   - Ja, bare en smøg.

   - Så gør du ikke noget? lød Valdes forskræmte spørgsmål.

   - Nej!

   - Og hvorfor skulle vi tro på det? tog Paul atter fat.

Valde var for skræmt til at sige mere. Han var trådt et skridt tilbage og gemte sig bag Paul, der førte ordet for dem begge.

   - Jeg gør ikke noget.

   - Den har jeg hørt før.

   - I får den her pistol og knaldhætterne med, hvis jeg gør noget. Vi ryger bare en smøg.

   - Ja, ja. At se på. Jeg kender dine numre, Hubert.

   - Nej. Rigtigt, at holde i hånden, at eje og beholde.

   - Det garanterer du?

   - Ja.

Smøgerne trak. Hvis de bare turde stole på ham.

   - O.k. skal vi, Valde? Bare en hurtig smøg

Valde nikkede, mens øjnene for forvildet rundt i hovedet på ham. De satte sig i overetagen af den største af hytterne. Byggeren var efterhånden en spøgelsesby. De færreste huskede længere hvem, der havde bygget hvad. Paul kunne fortælle om det. Men det spillede ingen rolle. Han var den sidste egentlige hytteejer. De andre var mere eller mindre fællesbenyttede rester fra en anden tid.

Valde pulsede kraftigt løs og røg sin cigaret hurtigt. Han holdt sig hele tiden på længst mulig afstand af Hubert. Da han havde røget smøgen ned til filteret, var Paul kun lidt over halvvejs igennem sin.

   - Skal vi ikke gå nu, Paul?

   - Jeg er ikke færdig.

   - Kan du ikke bare skodde den.

   - Jeg er færdig lige om lidt.

   - Skal vi ikke gå nu?

   - Vent nu lidt.

   - Jeg går altså nu. Kommer du ikke med?

   - Bare gå. Jeg kommer om lidt.

Valde listede af.

   - Jeg gør ikke noget, sagde Hubert lidt efter. Jeg skal bare lige spille den af.

Hubert lagde sig et stykke væk og onanerede. Den var vokset en del siden sidst og var nu endnu større. Det så helt vildt ud.

Et øjeblik senere så Paul den hvide stribe drive ned over kolben. Hubert kunne virkelig sperme. Sådan rigtigt. Janus havde engang sagt, at han kune. Men det havde bare været tis.

Bagefter ville Hubert absolut pille ved Pauls. Begyndte bare uden videre at åbne hans bukser.

   - Vi havde en aftale.

Hubert pegede på pistolen og knaldhætterne med en sigende bevægelse.

Paul var fanget. Det var ubehageligt. Dobbelt-ubehageligt. Ikke bare fordi, han var nød til at finde sig i det. Men for første gang nogensinde skammede han sig over sin størrelse og følte det ydmygende, at den blev set. Ikke bare i tanken og forestilligen. Men i situationen, hvor det skete. Situationen, som ellers altid opløste tankerne. Men denne gang lå det pinlige netop i situationen, og han græmmede sig. Det havde han aldrig før haft grund til. Men den var komplet latterlig i forhold til Huberts.

   - Se, hvor lille den er. Kan du huske, at din engang var endnu mindre.

   - Hhhhmmmm. Jeg synes, du har en sød og fin lille pik. Ligesom jeg også synes, at Fritz har en sød og fin lille pik.

   - Er Fritzes lige så lille som min?

   - Tjah - det er vist nogenlunde det samme.

Paul huskede, at han engang havde set Fritz i svømmehallen. Den havde set rigtig, rigtig lille ud. Nærmest latterlig. Kunne han virkelig ikke slå den?

Forskellen virkede måske bare ubetydelig, når man havde sådan en stor en. Paul havde jo heller aldrig selv gået synderligt op i forskellen på alle dem, der var mindre end hans.

Alle dem?

Det var vist i grunden ikke ret mange. Det var jo bare Jesper, Ole og Gert, der havde sådan nogle bitte-små nogle. Det kunne man ikke regne med. De talte ikke.

Udover det?

Paul kunne lige akkurat slå Valdes. Alle de andre var meget større. Fritzes var sikkert også større. Måske næsten lige så lille. Men nok lige en tak eller to udover Pauls.

Hubert holdt op med at pille og slikke og lagde sig om på ryggen. Pegede ned på sine stadig halvåbne bukser. Paul var godt klar over, at han ikke slap. Omend modvilligt greb han ned i Huberts underbukser efter den ondsindede, muskuløse negerarm, som gemte sig deri, og tog så meget han kunne ind i munden.

Mens Paul forsøgte at gabe højt, ladede Hubert pistolen med en knaldhætte, og skød af. Derefter endnu en. Paul begyndte at synes, det var lige i overkanten. Hubert havde jo foræret ham den.

   - O.k. en mere, sagde Paul, da han et øjeblik måtte have fræseren ud for at trække vejret, men så vil jeg altså godt have min pistol.

   - Din pistol?

   - Ja! Det var, hvad du sagde!

   - Med fingrene krydsede på ryggen, grinede Hubert og pressede Pauls hoved nedefter.

***

N.B. - Udover at Hubert snyder Paul, ligger der naturligvis også en pointe i, at han undlader at komme med mere præcise oplysninger om Fritz. Hubert har fuldstændig gennnemskuet, hvad der sker inde i hovedet på Paul. Han spiller på det og borer behændigt i såret. Paul kan næsten helt sikkert slå Fritz, og den reelle forskel på Paul og Hubert er givetvis langt mindre markant, end Paul tror. Men Hubert stimulerer helt bevidst Pauls tilbøjelighed til at overdrive forskellen. Derved opstår der en dryppe-på-degnen effekt, således at også Fritz indskrives blandt de illusoriske "alle de andre". Hvilke andre? Dem nede bagved? I så fald ved Paul jo i virkeligheden godt, at der er mindst to, han kan slå. Birger har lillebor-pikken, som har gjort indtryk ved sit typemæssige slægtskab, og Brian har en tvilling til Valdes. Så hvad er det for nogle "alle de andre"? (Hubert og Filip - en, to, mange?) - Igen: det er et rent illusorisk begreb. Men Paul kalkulerer med det, og for ham har det en realitet. Hans angstforestillinger har opnået en absurd form for eget liv: "alle de andre". Hubert (der har gennemskuet Paul) spiller på det, og sikrer dermed, at stadig flere skrives på denne (ikke eksisterende!) liste.

--

Kort efter begynder Paul i udeskole. Det er han glad for. Måske med undtagelse af, at Hubert går på samme skole. Han mærker nu ikke synderligt til ham. Der går lige lidt tid, hvor der så nogenlunde er ro i lejren.

--

Jeg skal have skrevet oplægget og hele den historie om kassettebåndet. Det gør jeg på et eller andet tidspunkt. Det ender så med, at Paul er indespærret på Huberts værelse. Undrer sig sikkert over, hvordan han endnu en gang er gået i fælden. Men det er altså, hvad der er sket.

***

   - Det er lige meget med det bånd, sagde Paul og rejste sig.

Godt der snart var lektielæsning. Så skete der nok ikke noget. Han ville slippe denne gang.

   - Låser du døren op?

I stedet for at blive lukket ud, blev Paul løftet op i luften og smidt på sengen. Madrassen tog kun delvis for. Halebenet knaldede lige mod sengebunden. En smerte jog op igennem ryg og baghoved. Dansende prikker for øjnene.

Han nåede ikke at komme sig ovenpå den hårde landing, før Hubert sad overskrævs oppe ved hans hoved og trak sin kæmpe pik ud af bukserne.

Den var større end nogensinde, men Paul følte ingen misundelse. Den var alt for monstrøs og uhyggelig til at være noget, han ville ønske sig. Han ville bare gerne være fri for at skulle have med den at gøre.

Den passede alt for godt til Hubert!

Hubert, der altid skulle overdrive, ødelægge, forgrove og gøre sjovt til ondt. Hubert, der altid gik udover grænsen. Hubert, der på det seneste havde fået en masse bumser i fjæset, som ikke just gjorde ham kønnere.

Ligesom dengang med det elektriske hegn på kanoturen. Ligesom tusind andre Hubert-ting, lige fra dengang på Bornholmerbåden, hvor han havde trukket i Pauls forhud og fremefter. Det var det samme igen og igen.

Således også krabaten!

Den havde aldrig været pæn. Men engang var den i det mindste lille, sjov og i det store hele nogenlunde som andres.

Allerede dengang lidt for mørk og lidt for grim. Men ikke tilnærmelsesvis i den grad som nu. Fraregnet nogle få noter og straffepoint havde det været en ganske almindelig en, som alle mulige andre.

En standardmodel!

Men sådan en kunne Hubert naturligvis ikke nøjes med. Lige så lidt, som han kunne nøjes med at mærke de små klik i den fugtige jord fra det elektriske hegn. Som han dengang havde bygget en konstruktion til at give biller og insekter stød, skulle han selvfølgelig også have et rædselsvækkende torturredskab mellem benene.

Yderspidsen af uhyret dunkede imod hans læber. Paul strammede munden til af al kraft. Hubert pressede på.

   - Du får båndet.

   - Ja, at se på, hvæsede Paul ud gennem sin sammensnørede mund.

   - Nej, rigtigt. På ære du får det.

   - Jeg kender dig, Hubert. Du er fuld af fup.

Den stædige rambuk masede sig videre frem, udnyttende den åbning, Paul ikke kunne undgå opstod, hvergang han hvæsede et svar ud. Det sorte tårn var nået på den anden side af læberne, men kunne ikke forcere de sammenbidte tænder. I stedet masede den sig vej langs indersiden af kinden. Paul mærkede, hvordan hans kind blev spilet ud. Det mindede lidt om at være til tandlægen og have munden stoppet ud med vattamponner. Huberts høvl kørte nådesløst op og ned mellem hans tænder og kind. Det gjorde ondt. Det føltes som om huden var ved at revne.

På en eller anden måde måtte Hubert have fået tvunget temmelig meget ind på den begrænsede plads. Paul kunne mærke, hvordan kinden var tvunget ud til bristepunktet. Alligevel kunne han stadig øjne uanede mængder af tyk, mørk pik, der befandt sig udenfor hans mund. Ville hans kind holde? Eller ville mundvigen simpelthen krakelere i et bogstavelig talt flækket grin?

   - Kom nu, for fanden, Paul. Se! - Her er mine hænder. Jeg krydser ikke fingre eller noget. På ære og Ama'r. Du får det bånd.

    - Sikker?

   - Ja. Sut nu for helvede.

Paul åbnede. Monsteret krøb ind.

Flakkende tanker. Fjerne associationer. Tandlæge. Kvælning. Lanseturnering mellem riddere. Udstopning af et dyr. Tilstoppede afløb i badeværelset. Et grådigt måltid. En for stor mundfuld mad i munden. Noget galt i halsen. Mere tandlæge. Bore et hul. Olieboretårn. Cobra. Kvælerslange ...

Flimrende glimt. Glidende fragmenter.

Bare forbipasserende billeder i brøkdele af sekunder, mens en del af hans bevidsthed hele tiden så, mærkede og smagte. Glimtene så korte at han ikke nåede at opfange dem. Situationen tvang ham konstant tilbage i intenst nærvær.

Tilbage til overfladen ....

Tilbage til Huberts enorme lem ...

     Ufattelig lang!

     Ufattelig tyk!

     Ufattelig væmmelig!

For meget, for meget, for meget ...

***

Denne gang holder Hubert rent faktisk ord. Paul føler sikkert en stor lettelse, da han senere sidder og hører sit bånd. Han slap trods alt billigt alt taget i betragtning.

Derimod har Hubert sikkert ærgret sig, da han senere overvejede sagen nærmere. Han lod Paul slippe billigt. For billigt.

Det må han jo så snarest muligt søge at råde bod på.

***

Bagefter kunne Paul ikke helt huske, hvordan det var begyndt. Han havde vist været på vej ind på sin afdeling og var tilfældigt rendt på Hubert udenfor. Hvem havde sagt hvad, og hvad var der i det hele taget sket? Han vidste det ikke med sikkerhed. Havde Hubert bare uden videre overfaldet ham?

I hvert fald fandt han sig selv liggende på jorden, med Hubert siddende ovenpå sig.

   - Lad mig være, hvæsede han. Jeg skriger, så alle kan høre det.

Han havde næppe udtalt ordene, før Huberts hånd lå hårdt henover hans mund.

   - Skriger du højt, lille Paul? Jeg synes ikke, jeg kan ikke høre noget. Der blev vidst ikke meget af det skrig.

Deri havde Hubert ret. Det var kun nogle uartikulerede lyde, der trængte ud. Slet ikke nok til at tilkalde hjælp. Paul forsøgte at stritte imod. Men der var ikke noget at gøre. Han kunne heller ikke nå at slippe væk, da Hubert rejste sig.

Han mærkede, at han blev vendt om. Mærkede Huberts tag omme bag kraven på hans jakke, og kanten af lynlåsen, der strammede mod struben. Han vidste, at han blev slæbt ned over græsplænen, men oplevede det kun i spredte glimt. Det måtte gøre ondt. Men sært nok mærkede han ikke smerten.

Kartoffelsæk, hundehvalp, der skal druknes, røg det gennem hans hoved. Græsset. Taget i bag i hans jakke. Hubert, der trak afsted med ham.

Glimt - glimt - glimt.

Der var bålpladsen. Han mærkede den udbrændte aske i næseborene. Der var stengærdet. Han fornemmede, at han blev løftet op over. Skete det her? Var det en drøm?

Dér var det hule træ. En gammel,væltet træstamme. Et af de yndede steder til smugrygning. Han mærkede sig selv blive smidt derind, som var han en død last. Han opdagede dårligt nok, at Hubert trak hans bukser ned. Men den smertende følelse i endetarmen var tydelig nok.

Stød efter stød fulgte, mens han atter blev forvandlet til en død ting. Hårde, nådesløse dunk. Han mærkede det, og mærkede det alligevel ikke.

Han vidste godt, hvad der skete, men havde forlængst opgivet al modstand. Han lod Hubert gøre sig færdig, mens han bare ventede. En sløv ligegyldighed havde besjælet ham. Der havde været andre gange, hvor det gjorde mere ondt.

Af en eller anden grund mærkede han det ikke særlig meget. Hverken Huberts tunge kropsvægt ovenpå ham eller de kontinuerlige ind og ud i hans bag. Hans mund var fuld af visne blade. Han forsøgte at spytte dem ud, men forholdt sig ellers passivt. Kiggede ind i et dulgt mørke. Syntes et øjeblik han anede noget derinde.

Så var det forbi.

   - Du skal ikke ta' dig af, hvis du kan mærke noget drive ud, forklarede Hubert. Det er bare sperm. Måske bløder det også lidt. Men det betyder ikke noget.

   - O.k. Jeg kan godt mærke, jeg er lidt våd bagi.

   - Det betyder ikke noget.

   - O.k.

Side om side gik de sammen op ad græsplænen. Der var stille et øjeblik.

   - Du siger ikke noget, vel? spurgte Hubert.

   - Nej. Selvfølgelig ikke.

   - Hvad nu hvis de ser noget, og spørger?

   - Jeg siger ikke noget.

   - Jeg må være sikker.

   - Du får min pladespiller, hvis jeg sladrer.

Det var den bedste garanti, Paul kunne give, og det vidste Hubert også godt. Han var også tilfreds dermed. Paul var ingen sladderhank. Han kunne roligt love Hubert sin pladespiller. Han have vist også fået ham overbevist nu.

De standsede op et øjeblik udenfor Pauls afdeling inden de skiltes.

   - Du ved godt, at jeg har haft en af samme mærke, ikke?

   - Jo.

   - Hvis du mangler en pick-up, eller vil have en reserve, så vil jeg godt sælge den.

   - O.k.

Der blev ikke sagt mere. De nikkede indforstået til hinanden. Hubert gik ned imod sin afdeling, og Paul ind på sin. Han havde allerede næsten glemt det, der var sket. Han var mere optaget af, at han havde overbevist Hubert om, at han ikke var nogen sladderhank.

Men den klamme fornemmelse i underbukserne og den silende stribe ned ad benet var en påmindelse. Det var lidt ulækkert at have Huberts sperm drivende ud af sig. Paul skyndte sig i bad. Han sad længe i badekaret i fjerne tanker. Havde nogen spurgt ham, hvad han tænke på, ville han være blevet svar skyldig. Han befandt sig i en fjern tåge.

Hubert og Paul talte ikke om det skete sidenhen. Ikke en eneste gang. Blot blev Paul forsigtigere og gjorde mere for at undgå Hubert. Han tænkte ikke så meget over det, der var sket. Opfattede blot endnu mere end tidligere Hubert som noget farligt. Det var ikke til at vide, hvad han kunne finde på. Hubert havde altid været uberegnelig. Men det var værre ting, han fandt på nu end tidligere. Paul forsøgte at beskytte sig bedst muligt mod truslen.

Lige til den aften ...

Det var weekend. De var ikke særlig mange. Ikke på Pauls afdeling. Der foregik vist nok et eller andet nede på den anden afdeling. I hvert fald var de fleste der den weekend.

Hubert var der også. Han havde lige været et smut inde fredag eftermiddag for at give en eller anden besked, havde i forbifarten kigget ind til Paul et øjeblik og fyret en remse af om, at han ville stikke et glødende jernstang op i røven på Paul og videre op igennem hans tarme og mavesæk. Paul havde bedt ham skride. Hubert havde overraskende nok forladt hans værelse uden videre. Havde dog lige pillet lidt ved nogle af hans ting.

Havde han også pillet ved hans pladespiller? Paul syntes, den lød lidt mærkeligt.

De spiste tidligt til aften om lørdagen. Paul var gået ned til sig selv for at høre en plade. Smut sagde det, og færdig var nålen.

Nej!

Hvis der var noget, Paul ikke kunne undvære, var det musik. Alt andet. Paul havde været i lidt trist humør den dag. Netop sådan en dag behøvede han musik. Masser af musik.

Hubert havde en nål til salg. Det havde han selv sagt. Lige meget om Paul havde kylet ham ud fra sit værelse dagen før. Forretning var forretning, og var der noget, Hubert var, så var det forretningmand.

Hvad havde han at tilbyde i bytte? Samlede Hubert stadig på frimærker? Ville han måske have det lille frimærkealbum?

Nej. Paul vidste godt, hvad Hubert ville have. Hvis Paul skulle have fat i den pick-up, var der ingen anden udvej.

Det var jo også lige meget. En gang fra eller til. Hvilken forskel gjorde det?

Han kendte rutinen. Det var bare at få det overstået.

Pædagogen var ingen steder at se. Han havde jo heller ikke udgangsforbud eller noget. Paul smuttede ud og gik ned til den anden afdeling. Han løb på Hubert, netop som han kom ind.

   - Hej Hubert. Må jeg lige snakke med dig?

   - Ja, det må du godt. Kom med.

De gik ned på has værelse.

   - Ja?

   - Den pick-up, du snakkede om. Har du stadig den?

   - Ja.

Hubert fjernede nålen fra de smadrede rester af en pladespiller, og viste den til Paul.

   - Jeg har det her frimærkealbum. Vil du bytte?

   - Det har jeg ikke så meget brug for. Måske sammen med noget andet. Har du flere ting?

   - Nej.

Hubert stoppede nålen i brystlommen.

   - Vent lidt. Jeg skal lige se.

Hubert åbnede døren og kiggede ud. Der var tomt på gangen.

   - Hurtigt. Kom med her.

Paul fulgte med. Toilettet lå lige skråt overfor Huberts værelse.

   - Hvorfor her? Har du ikke nøgle til værelset mere?

   - Det er bedre her. Det er mere sikkert.

Hubert trak bukserne ned. Han var absolut kapklar. Den stod lige op i luften som en stenstøtte, da han satte sig på toiletsædet og lænede sig tilbage. Med spredte ben og enden helt ude på kanten af sædet, mens ryggen halvt liggende hvilede imod cisternen.

   - O.k. Kom igang.

Paul tog fat med hænder og mund. Hubert betragtede ham med et sløvt smil, mens han sad henslængt tilbagelænet. Kom ikke med særlige instruktioner, men overlod til Paul at underholde ham.

Paul gjorde sit bedste, og også ret længe.

   - Er det nok nu?

Hubert syntes at overveje. Besluttede omsider at lade Paul slippe.

   - Kravl ud af vinduet og pas på, der ikke er nogen, der ser dig.

   - Jamen de har jo set mig komme ind på afdelingen.

   - Det tænker de ikke på. De har glemt det eller tror du er gået, mens de ikke så det. Men hvis nogen ser os komme ud fra toilettet sammen, så gætter alle det.

Paul kravlede ud af vinduet. Hubert betragtede ham indefra, hev nålen op af brystlommen og rakte ham den.

   - Værs'go.

Paul rakte ud efter den. Hubert trak hånden tilbage.

   - En femmer.

Paul skulle til at protestere. Men Hubert skar ham af.

   - Jeg vil skide på, om det er uretfærdigt. En femmer, o.k.?

Han havde gjort alt, hvad Hubert forlangte. Der havde ikke været nogen snak om ekstra betaling før nu. Men han måtte have den nål.

   - En femmer, o.k.?

Paul nikkede og fik nålen. Han blev stående et øjeblik, mens Hubert lukkede vinduet. Indefra kunne han høre Hubert trække ud i toilettet, så alle ville tro, han bare lige havde været ude og tisse. Sporene var slettet.

Paul holdt krampagtigt fast om nålen hele vejen op til sin afdeling. Det ville være ubærligt at tabe den i mørket. Men han kom sikkert indenfor, fik den installeret på pick-up armen, og snart lød musikken ud i værelset. Toner, der bar ham langt væk. Det andet var forsvundet.

Paul begyndte at omarrangere sin opslagstavle. Skiftede billeder ud. Ændrede lidt på deres placering. Det kunne blive flot, når han lige fandt ud af at få det hængt helt rigtigt.

Paul var helt væk i en anden verden og fik et chok, da aftenvagten stak hovedet ind for at fortælle, at der var aftenkaffe. Paul stirrede med åben, måbende mund på pædagogen, som var hun et eksotisk dyr. Han kunne et øjeblik slet ikke orientere sig. Det var ikke bare en almindelig forskrækkelse. Han følte sig taget på fersk gerning midt i noget slemt og forkert. Fanget! Men han sad jo bare og var ved at hænge en tegning op. Hun kunne jo ikke se ...

... Hun havde slet ikke opdaget, at han havde været væk, men troede, at han hele tiden have været på sit værelse ...

          ... ikke se ...

... Hun vidste ikke engang, at der havde været noget galt med hans pladespiller ...

          ... ikke se ....

Det han havde gjort. Han var kommet selv. Selvom han vidste, hvad det indebar. Han havde også været lidt imponeret og i smug forsøgt at tage mål. Den var ubegribelig stor. Utroligt som den blev ved at vokse. Paul var ikke sikker på, at han egentligt ønskede det for sig selv. Sådan en forvandlet en så forkert ud. Lignede noget andet.

Alligevel havde det vakt en art beundring i ham. På en måde kunne det være fedt, hvis man havde sådan en. Men på den anden side set var den også utrolig væmmelig, og i det hele taget måtte der være noget galt.

Der fulgte vist også andre forandringer med. Hubert havde altid været led. Men ikke sådan som han var blevet. Engang kunne han ind imellem være en smule flink. Det var der intet tilbage af. Det var de værste sider af Hubert, som var vokset sammen med hans lem. Jo større den blev, desto ondere opførte han sig. Efterhånden var alt, hvad han gjorde, modbydeligheder.

Om mandagen i 10-frikvarteret dukkede Hubert op. Han skulle lige snakke med Paul. Der var et lille rum, hvor man kunne sidde inde.

   - Herinde kan vi snakke, sagde Hubert.

Paul vurdere situationen. Hubert ville ikke finde på noget her. Det ville være for risikabelt. Altså ville han bare snakke.

   - Se, lille Paul, sagde Hubert i et overpædagogisk tonefald, som talte han til en femårig, du skylder mig jo nogle penge. Du kan jo nok se, at når man skylder penge, bliver man nød til at betale dem.

   - På torsdag, når det er lommepengedag.

   - Der er jo flere dage til. Så løber der renter på. Tror du overhovedet, at du kan skaffe de penge, lille Paul?

   - Jeg siger jo på torsdag, Hubert. Hold nu op.

   - Det bliver med renter, lille Paul. Det bliver dyrt. Men øh ...

Hubert lod med en sigende bevægelse en hånd køre op ad inderlåret.

 ... Du kan jo også betale dem sådan her.

Paul havde pengene klar om torsdagen. Hele den tier femmeren i mellemtiden var blevet til. Men Hubert var intet sted at finde. Heller ikke de næste par dage. Først om tirsdagen dukkede Hubert op. Forklarede hvor mange renter, der nu var løbet på. Paul forsøgte at forklare, at han havde ledt efter Hubert. Hubert tyssede på ham og fejede ham af med sit tale-til-en-femårig- tonefald.

   - Du kan jo nok se, lille Paul ...

Men der var jo også den anden mulighed. Den var Paul imidlertid fast besluttet på at undgå. Det lykkedes ham at skaffe beløbet trods Huberts ågerrenter, og få sagen bragt ud af verden. Det bragte ham lidt mere fred.

Lidt!

Omkring det tidspunkt begyndte Paul at tænke en del over de ting, der sker med kroppen, når man bliver ældre. Det var noget mærkeligt noget. Huberts havde absolut ikke været stor før forvandlingen. Men den var blevet det. Kunne man overhovedet regne med, hvordan den almindelige havde været? Det var åbenbart usikkert. Man måtte vente og se. Ind imellem, når Paul så en større dreng, med en bule i bukserne, som måtte skyldes forvandling, også selvom den måske ikke var så voldsom endda, tænkte Paul, at han var heldig, fordi han kendte sin dom. Det måtte være dejligt. Uanset hvordan dommen var faldet ud. Kendte man sin dom, havde man fred og behøvede ikke spekulere mere.

Men da Paul et års tid senere opdagede, at han var begyndt at få kønsbehåring, var hans første tanke: "Nu bliver jeg snart psykopat!"

***

Dermed nåede vi så frem til hele slutningspartiet. Der er stadig meget, der skal skrives. Men kapitlet er så småt ved at tage form. Jeg er rimelig tilfreds med det, jeg har fået skrevet. Naturligvis skal der senere finpoleres på det. Men det er ikke noget, der føles som i mangel på bedre, sådan som mange andre ting har gjort i førsteudkastet. Jeg synes, det er sådan nogenlunde rimeligt i orden.

Rart at være nået så langt. Mere eller mindre tegner der sig også en klar disposition. Hvad der yderligere skal skrives, er allerede mere eller mindre dikteret af det skrevne.

Ydermere noterer jeg mig med fryd, at slutningspartiet passer perfekt til det efterfølgende intermezzo. Hele det stykke med fra "Bagefter kunne Paul ikke helt huske ..." til "... bliver jeg snart psykopat" svares af et ekko fra fortiden, der nærmest synes at have varslet alt dette:

Pauls tro på sin egen størrelse føltes som en tynd is, og han mærkede noget andet tone frem under den gennemsigtige overflade. I et splitsekund syntes en scene fra "Bennys Badekar" at udspille sig nede i dybet. Paul huskede den her krabbe, der havde en klo, som var havenes skræk, og som han måtte dække med en vante, for at folk ikke skulle blive bange. Men da vanten så kom af, var kloen ikke længere, hvad den havde været engang. Den var helt lille, død og indtørret - ikke længere havenes skræk. Han blev til grin. Alle hånede ham.

Lige nu føltes der også dødt og indtørret mellem Pauls ben.

Var den ved at forkrøble ligesom krabbens klo? - Blev den mindre og mindre, mens Birgers blev større og større.

Nej, det kunne ikke passe. Ikke endnu i hvert fald. Så hurtigt kunne den ikke visne. Den var bare ikke rigtig i hopla. Det betød ingenting.

Den må da være dernede et sted. Men den er vist blevet helt lille. Valborg behøver bare at sige: "Hun lå i en seng og kneppede", så stritter Birgers helt vildt. Der sker ikke noget med min.

Jeg kan ikke en gang få en ordentlig stivert på. Men hvis den blev stiv. Så er min da større end Birgers. Er den ikke? Den der kan jeg da slå bare med min halvstivert, ja - min storslasker. Kan jeg? - Selvfølgelig kan jeg det. Min er meget større. Det ved jeg jo. Men hvad nu hvis den er blevet mindre?

En let dirren føjede sig til uroen i systemet. En sprække i en mur åbnede sig og små onde kryb myldrede ud.

Nej. Min har altid været den største, og det er det stadig. Jeg vinder jo altid. Hvergang!

Hæse, skrigende lyde inde i Paul, som blev en ældgammel dør åbnet og en mængde spindelvæv inde i en forfalden ruin kom til syne.

Bag visheden om urørlig storhed hørtes en hvisken fra helvede: den er større end din, den er større end din, den er større end din ...

Er den? spurgte Paul den hånende djævel.

Ja, svarede djævelen leende, meget større. Du bliver til grin ligesom krabben.

Jeg kunne godt tænke mig at se den, når den er rigtig stor og stiv. Gad vide, hvordan det ser ud? Se bulen! - den når helt derop til. Tænk hvis han tog den frem. Hev den ud af bukserne. Jeg ville gerne se den.

Nej. Ikke alligevel. Det er lige meget. Rend og hop. Det er en værre dum møgpik, og den er ikke særlig stor. Birger er bare en lille, dum lorteunge med en latterlig lille tissemand.

Støjen fra ruinenerne og helvede og alle de andre steder blev højere. Som tusinder af maltrakterede violiner, der spiller klagende kattejammer på en slagsmark med bomber bragende omkring sig. Ulidelig larm, forpint fræsen - sønderknusende sug i mellemgulvet.

Djævelen skar igennem støjen og overdøvede alt med sine skingre råb:

DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

NEJ, NEJ, NEJ! - GU' DEN EJ, skreg Paul tilbage. Naturligvis kun inde i sig selv. (Udadtil var han tavs, sammenbidt og surmulende)

Se nu rigtig på den bule, formanede Paul sig selv. Den er altså ikke særlig stor. Det ligner sådan som mange af de andre også ser ud, hvis de har stivert i bukserne.

Djævelen grinede en rå latter nede fra sin afgrunds dybder. Hvem prøver du at narre? Det nytter ikke noget. Indrøm det nu bare. Den ER større end din. Fes den ind? - DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!

Suget i maven var ulideligt. Paul kunne ikke holde det ud. Han hadede Birger, og hadede især hans selvglade hoveren. Han ville ikke tro det. Nægtede simpelthen.

Eller gjorde han? - Nej. Paul var sur, sur, sur. Utilnærmelig. Han havde jo slet ikke villet med på den her tur. Ville hellere være blevet hjemme.

Rend og skid allesammen. Især Birger og hans åndssvage pik.

   - Ja, ja, ja, vrissede Paul af Birger, hvis den så bare havde været så stor.

***

Det var Birgers jo så ikke. Det var Huberts heller ikke oprindelig. Men den blev det. Måske blev andre det også. Hvem kan så vide sig sikker på noget som helst? Det illusoriske "alle de andre" begynder at få et minimum af reelt, empirisk grundlag, eller i det mindste noget, der nødtvungent kan antages for dette (selvom det så aldeles ikke er reelt i egentlig forstand. I øvrigt gælder det også Huberts, at den ikke er nær så stor, som Paul får overbevist sig selv om).

Men dermed er giftbægeret ikke tømt ...

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden