Flyvske tanker om Graham Greenes

"Manden i Tågen"

Hvis man stædigt insisterer på, at intet der er under 100 år gammelt er værd at læse, har man selvsagt udelukket sig selv fra et ret så omfattende kapitel af litteraturens historie. Den første og altafgørende betingelse for at få glæde af den moderne litteratur er naturligvis, at man overhovedet er indstillet på at give den en fair chance.

Så fremt man kan motivere den fornødne åbenhed og nysgerrighed, kan det meget vel være, at man bliver glædeligt overrasket over Graham Greene. Man står her over for en selvstændig og dybt original forfatter-personlighed, der ikke desto mindre bevarer en lang række traditionelle kvaliteter i sine bøger.

Hans bøger har altid en spændende og umiddelbart fængende historie at forttælle. Når det gælder handling og begivenhedsrigdom, står han ikke tilbage for de gamle mestre. Der er intens spænding, såvel som gribende og rørende optrin, akkurat som når masn læser Hugos "De Elendige" eller Scotts "Tallismanen". Greene har ikke sat den gode historie over styr. Men han har på den anden side heller ikke forfladiget den gode historie til kun at være en god historie. Ligesom i Shakespeares dramaer eller Dostojeskijs store romaner er der dybere lag og en mængde at finde under den begivenhedsrige handling. Fuldt på linie med de store klassikere kan Greenes bøger læses på mange planer. Men kan lade sig underholde af deres spænding, og man kan bruge mange år og talrige genlæsninger på at trænge ned i deres skjulte skatkammer af visdom og indsigt.

Endvidere er der en sådan balance imellem gentagede tematikker/problemstillinger og variation af indfaldsvinklen til dem og behandlingen af dem, at der i udpræget grad er tale om et ægte forfatterskab , hvor helheden er mere end summen af enkeltdele. Greenes forfatterskab er i sin art og natur en klassisk mosaik, altså et ægte forfatterskab.

Netop derfor er Graham Greene en moderne forfatter, som mange klassiker-fans vil kunne læse med glæde og udbytte.

For alle, der holder af 1800-tallets litteratur, vil de typiske træk for en romantisk fortælling være bekendte.

Der er naturligvis det med følelserne og kærligheden. Den del af det højromantiske skisma, der er blevet hængende i senere tiders forståelse af det romantiske. I Hollywood-versionen forfladiget derved, at man mangler den egentlige baggrund: længslen efter ægthed, de store idealer, forestillingen om at der findes noget højere, og mennesket, der nede i den lave hverdagsverden føler sig fremmedgjort, fordi det føler savnet efter det tabte paradis. I en romantisk fortælling, er det typisk at drage ud i verden. På jagt efter noget ægte, sandt og autentisk. Allerede i startskuddet i "Den unge Werthers Lidelser" lader Goethe sin hovedperson forlade byens problemer og intriger, for at tage ud på landet og rekreere sig. Dumas lod D'artangnan forlade faderens gård, for at drage ud på eventyr. Men D'artangnan er en munter undtagelse blandt de romantiske helte. Den typiske romantiske helt, føler sig fremmed og ulykkelig i en materialistisk og følelseskold verden, fuld af stive konventioner og manglende naturlighed. Han drager til Amerika og ser på indianerne. Fascineres af disse "naturbørn" i pagt med omgivelserne. Han ser det han har søgt efter, men ikke kan blive en del af, da han bærer kulturens byrde med sig. Hvis der så også lige er en sød lille indianerpige, med nogle kønne øjne, er vi lige ved at have hele batteriet kørt i stilling. Men så er der dét med, at længslen er vigtigere end fuldbyrdelsen. Ikke noget fy-fy her. Det ville jo netop trække den højere idealernes verden, ned i hverdagens trivialiteter. De romantiske helte kan pr. definition kun opleve ulykkelig kærlighed. Selv når fuldbyrdelsen indtræffer. For den er netop en svag afglans af de høje drømme. Kun i fantasien kan den elskede være fuldkommen, og man kan drømme om overnaturligt smukke elskovsnætter. Kommer det så til stykket, viser det sig naturligvis at hun har kolde tæer og svedige armhuler ligesom alle de andre. Men følelserne og drømmene er ubegrænsede. Som de store naturkræfter med storme, der raser og vulkaner, der er i udbrud, kan det indre liv, præstere en lignende voldsomhed. Men disse voldsomme lidenskaber, og deres uhæmmede, ukontrollerede art, bryder i mange tilfælde med de almindelige borgerlige normer og hvad man generelt forstår ved "god opførsel". Derfor står de borgerlige normer altid som fjenden.

En typisk fortælling: et ungt forelsket par må ikke få hinanden for deres forældre(læs: den borgerlige norm). De gør oprør mod autoriteten ved at stikke af sammen. De forsøger at sejle ud på en øde ø, hvor de vil leve sammen. Men under sejladsen bryder der et uvejr løs (aha! - Store naturkræfter) og båden går ned. Med andre ord fortærres de af deres lidenskabers voldsomhed, men samtidig er de evigt forenet på havets bund, men uden at det nogensinde er kommet til en fysisk fuldbyrdelse af deres kærlighed. Gennem deres død har de virkeliggjort det utopiske ideal.

Eller Hoffmans eventyr, hvor der ofte forekommer en art paradis-verden, nogen har mistet eller er smidt ud fra. Den højere idealernes verden forstås her i overensstemmelse med Platons hulelignelse . Det vi kalder virkeligheden er kun en svag afglans af den egentlige virkelighed, men i sjældne inspirerede(eller forelskede) stunder, aner vi den rigtige virkelighed.

Som billede på den store ideelle følelse og den lave drift er der naturligvis også hyppigt de to kvinder, den sorte og den hvide dør. Constance over for Mylady De Winther, Ellen over for Rhitza.

Dertil kommer naturligvis det spændende og eventyrlige. Østens mystik, grumme røverbander, blodige pirater, hære i krig hvor soldater udviser tapperhed og dåd. Alt dette hører selvsagt også med i en litteratur der dyrker voldsomheden, de store lidenskaber og de høje idealer.

Osv. osv. osv. Ingen, der har læst "Den unge Werthers Lidelser", "Notre Damekirken i Paris", "De tre Musketer", Hoffmans eventyr, Schack Staffeldts digte eller andet ligende litteratur fra samme periode kan være ukendt med disse stiltræk.

De fleste, der kender bare en lille smule til tiden ved også, at baggrunden for denne litteratur er et opgør med oplysningstidens snusfornuft. En gøren opmærksom på sanseligheden, at mennesket ikke kun er fornuft, og ikke altid handler fornuftigt, og heller ikke nødvendigvis bør gøre det. Undertiden er det rigtigere at handle ufornuftigt, fordi man derved følger sit hjerte og opnår autencitet. Prisen for dette kan være høj, måske ligefrem koste en livet. Men så har man i hvert fald levet. Man har følt noget, været noget, og ved at trodse den kedelige fornuft, har man udvist modet til at kaste sig ud på lidenskabernes vilde hav. Dermed fødes individualismen. Det enkelte menneske har særlige eksklusive følelser. Dertil en påstand om, at livet er større end som så. At det er andet og mere end bare det fornuften kan forstå og redegøre for. Der findes noget udover fornuften, noget større som de særligt sensitive og modtagelige kan have anelser om. En dunkel og uklar fornemmelse af et "mere". Det romantiske udfolder sig altid i dunkelhed og halvmørke. Akkurat som stævnemøder!

Dette sker naturligvis på baggrund af samfundets begyndende industrialisering. I protest mod rationalisme, maskiner, ny videnskab osv. vil man tilbage til naturen, og man vil hævde retten til at være et følende og derfor ufornuftigt individ.

På denne baggrund af oprør mod oplysningstiden og den begyndende industrialisering blev der skabt stor litteratur, der også har noget at fortælle os i dag, og som man vanskeligt kan forestille sig nogensinde skulle kunne miste sin værdi som læseværdig kunst, der har noget væsentligt at sige om livet og det at være menneske.

Men kan man bruge denne fortælleform på andre måder og i andre sammenhænge? Kan den højromantiske grundfortælling benyttes som skellet i et stykke moderne litteratur? Lader det sig gøre at følge skismaet slavisk punkt for punkt og samtidig skabe noget nyt, overraskende og dybt originalt?

Mange ville givetvis svare nej. I så fald har de ikke læst "Manden i Tågen". Eller "En Kryster", som den i visse oversættelser/oplag også hedder.

"Manden i Tågen" er i hele sin tendens et udpræget stykke moderne litteratur. Ikke desto mindre er det ren romantik. Modellen for en højromantisk fortælling følges med ligefrem slavisk konsekvens. Dette er tydeligvis ikke nogen tilfælighed. Graham Greene gør indirekte selv opmærksom derpå. Ordet "romantisk", eller varianter som "romantik" og "romantiker" forekommer en mængde gange i løbet af bogen. Omtrent på hveranden side. Når en teknisk virtuos fortæller med et imponerende herredømme over sproget og dets virkemidler gentager det samme ord så ofte, må det formodes at være tilsigtet, og have en direkte funktion i fortællingen.. Greene gør på denne vis selv opmærksom på, at han er på højromantisk kurs og vil udfolde en traditionel romantisk fortælling. Fælles med de gamle romantikere har Greene den opfattelse, at det ikke altid er fornuftens stemme, der har ret, omend man kan tvivle på at Greene ville være enig med Goethe i, at matematik er fordærvende. Greene er i hverrt fald ikke entydigt på fornuftens side,og som det skulle vise sig i en ræke af hans seneree bøger, mener han på gammel romantisk vis, at livet rummer mere end som så, og at der er en hel del udover det øjet kan se.

Ogdog er "Manden i tågen" et nyt og dybt originalt værk! I sin tematik og problemstilling er det endvidere udpræget moderne.

Greene har benyttet den romantiske formel på sin helt egen måde, og til sine helt egne formål. Derved skaber han en overraskende og tankevækkende historie, fuld af livsvisdom og indsigtsfuldhed. Ved sine dybder, sin menneskekundskab, sin psykologi, sin livsvisdom, sine eksistensielle problemstillinger og sin indsigtsfuldhed er "Manden i tågen" et værk, som næppe er i fare for snarlig forældelse. I det mindste kan det fastslås, at den har akkurat lige så meget at sige til sine læsere i dag, som dengang i 1929, og det er trodsalt snart 80 år siden. Et ungt stykke litteratur i sammenligning med Dante eller Shakespeare. Men ikke desto mindre en bog skrevet i en anden tid, for en læseverden, der var en anden end i dag. Den må derfor regnes for en bog på vej mod klassiker-status, akkurat som den rummer en række oplagte klassiker-kvaliteter.

Det kan endvidere nævnes at slægtskabet med Stevenson i denne bog bliver andet og mere end blot en fjern biologisk størrelse. Det fremstår også som et åndsslægtskab. Skildringen af barske søens folk og smuglergods har mange lighedspunkter med "Skatteøen". Ikke at dette i sig selv nødvendigvis er nogen kvalitet. Det er blot et kuriosum jeg finder værd at nævne. Men måske er det mere interessant at trække paraleller mellem hovedpersonens indre univers med dets forskellige stemmer og personlighedsspaltningen i "Doktor Jakel og Mr. Hyde".

Jeg vil imidlertid ikke gå nærmere ind på disse forhold. "Manden i Tågen" bør ikke læses som en note til Stevensons forfatterskab. Den fortjener i høj grad at betragtes som et selvstændigt værk i sin egen ret. Det har den fuldt ud formatet, væsentligheden og betydningsfuldheden til. Det er en i omfang lille og hurtigt læst bog, men i sit indhold en stor og rig fortælling. Større end de fleste!

At kalde Graham Greene en moderne romantiker, eller om man vil en romantisk modernist, er ikke bare en klacificerende mærkat på et syltetøjsglas. Det kan meget vel blive en vigtig nøgle til forfatterskabet, der vil kunne åbne mange åndelige døre for læseren. Også i de senere bøger, hvor det romantiske islæt er mindre åbenlyst.

Bogens originaltittel er "The Man Within". Direkte oversat: "Manden derinde", "Manden inden i" eller "Den indre Mand". Måke mere korrekt "Det indre menneske", "mennesket derinde" eller "Det skjulte menneske". At kalde bogen "En Kryster" var ensbetydende med, at lægge vel meget tolkning ud i titlen. "Manden i Tågen" er derimod et heldigt valg. Det skaber noget dunkelt, svævende og hemmelighedsfuldt, der svarer godt til originaltitlen.

Alle har vel prøvet at færdes i en tæt tåge, f.eks. en tidlig morgentund, og er derfor også bekendt med den atmosære af mystik, næsten uvirkelighed, der præger et tåget landskab.

I modsætning til mange af Greenes senere romaner, udspiller historien sig ikke i nogen strengt defineret historisk ramme. Ikke anden i hvert fald, end at der i forrige tider fandt en omfattende smuglervirksomhed sted i engelske kystområder, således som det også er skildret mange andre steder, f. eks. i den hylende morsomme filmperle "Masser af Whiskey". Hvis man holder af forsøg på at forene uforenelige størrelser, kunne man spørge hvad der ville ske, hvis prins Hamlet dumpede ned midt i "Masser af Whiskey"? Det er på en måde dette litterære eksperiment Greene gennemfører i sin debutroman.

Graham Greene var 25 år da han skrev "Manden i Tågen", og her er et punkt hvor skrivehåndværket adskiller sig fra andre kunstarter. Mens en 25 årig musiker allerede er ved at være en smule halvgammel, er en 25 årig forfatter ung, og muligvis lovende. Men i en alder hvor de færreste skribenter er mere end lovende, skabte Greene et usædvanlig modent og helstøbt værk.

Hos historiens hovedperson, finder man mange lighedstræk med senere hovedpersoner i Greenes forfatterskab: frygtsomhed og manglende mod. Er i en situation, hvor han bliver jaget. Har en indre konflikt i forhold til en autoritet, og kæmper med sin sjæls dæmoner.

I sin indkredsning af sit yndlingsemne, forræderiets begreb, lægger Greene hårdt ud med at gøre det til historiens ledemotiv og egentlige hovedtema, omend i en relativ enkel konstruktion, hvor det er helt tydeligt hvem og hvad der forrådes, samt hvordan og hvorfor. Derved giver denne debutroman bolden op til de efterfølgende, og bringer læseren i nærkontakt med de spørgsmål, der på forskellig vis, atter og atter dukker op i Greenes forfatterskab.

Billigbogs udgaven af "Manden i Tågen" (Gyldendals Tranebøger, 1962) er - ikke overraskende - dekoreret med anmeldercitater, der ganske glimrende giver et indtryk af bogens art.

"Romanen der gjorde Graham Greene verdensberømt. Andrews flygter desperat - jaget af de kammerater, han har angivet, og forfulgt af fjenden inde i sig selv."

"Det onde og flugten fra det onde er et hovedmotiv i Graham Greenes forfatterskab og intetsteds gennemspillet med større kraft og intensitet end i denne nervepirrende spændende roman. "Manden i Tågen" er tilsyneladende en smuglerhistorie fra det 18. århundredes England, med værtshusscener, drab og flugtforsøg, med politisioner og billedskønne kvinder. Men bag den maleriske staffage gemmer sig fortællingen om en veg og uselvstændig ung mand, der er blevet kuet og ydmyget af sin fader, den djævelske smuglerkonge. Efter faderens død kan den unge mand gøre oprør, men dette oprør er uklart og afmægtigt, og først ved sin elskedes lig erkender han, at faderen har levet videre som det onde i hans eget sind.

Peter P. Rohde betegner i sin bog om moderne engelsk litteratur (1948) Graham Greene som 'Englands største prosaforfatter i øjeblikket'."

"Det hænder ikke ofte at hele læserverdenen - fra den mest kræsne litteraturkritik og til det bredest læsende publikum - enes i begejstring for en ny bog. Deter hændt med "Manden i Tågen" - skrev Sigurd Hoel, da han indlemmede romanen i sin berømte "gule serie". "Manden i Tågen" er en thriller af første rang. Dens ydre dramatiske handlingsforløb leder tanken mod R. L. Stevenson, som Graham Greene både formelt og reelt er i familie med. (Hans far var Stevensons fætter). Gennem sin problemstilling: erkendelsen af det onde som virkelighed, som magt, og takket være det mærkelige, psykologiske skarpsyn, forfatteren lægger for dagen, er "Manden i Tågen" samtidig blevet et i dybeste forstand originalt værk."

Der foreligger et slægtskab mellem Stevenson og Greene, men langt ude, ikke nært. Det interessante spørgsmål er naturligvis, om man kan sige det samme om "Skatteøen" og "Manden i Tågen": beslægtede, men langt ude, ikke nært?

Måden faderfigurer er brugt som virkemiddel i "Skatteøen" svarer ganske godt til den faderkonflikt, der må siges at være hovedtemaet i "Manden i Tågen". Der er tydelige paralleller mellem Long John Silver og Carlyon. Den samme blanding af gentleman og monster. Værre end de andre, fordi han netop ikke er en rå, dum bølle, men tænkende, civiliseret, med evnen til at charmere, men dødsens farlig under overfladen. Dette er det centralt karakteristiske for både Silver og Carlyon. I handlingsgangen har vi i begge historier som vigtige punkter på vejen, den døde mand i stuen, som en kvinde og en dreng er alene med. Vi har besvimelsesanfaldene. Vi har den nærliggende landsby og dens beboere, som bl.a. har berøring med en begravelse. Vi har toldbetjentene og en flugt fra en vig. Andrews' møde på advokatkontoret har en lang række ligheder med Jims besøg hos godsejeren. Vi har et sted i baggrunden en gammel, afdød pirat, som kan skræmme alene ved, at hans navn bliver nævnt. En legende. Kampen med indre og ydre fjender er i begge tilfælde det, der tilsidst gør en skræmt dreng til en handlende mand. Undervejs er især tåge, men også andre vejr- og klimabegreber, tilbagevendende symboler, der maler stemningen i de hastigt passerende situationer. Sådan kan man blive ved. At handlingerne ligger tæt op ad hinanden, og at en del af persongalleriet har udtalte lighedspunkter, lader sig næppe bortforklare. Men har selve ånden, intensionen og hensigten i de to romaner noget videre til fælles?

Mange vil givetvis være tilbøjelige til at hævde, at der kan være visse rent handlingsmæssige lighedstræk, men at de to bøger er ude i hver sit ærindre. De vil påpege, at Stevenson og Greene levede på hver sit tidspunkt, og således forholdt sig til forskellige perioder, ligesom der netop i tiden mellem 1880'erne og 1920'erne fandt en række af de mest gennemgribende og omstrukturerende udviklingsfaser i litteraturhistorien sted. Alt dette må man i hovedsagen sige er uomtvistelige fakta.

Alligevel vil der utvivlsomt være andre, som kiler et "ogdog!" ind, idet de vil hævde, at de to bøger ikke blot ligner hinanden i det ydre, men også i det indre. De vil fremhæve fader-temaet såvel som hele spørgsmålet om frygt og mod, og på dette grundlag argumentere for en parallel psykologi, hvor balanceforholdet blot er lettere forskudt, således at "Skatteøen" især lægger vægt på modet og handlekraften, mens "Manden i Tågen" sætter fokus på temaer som frygt og angst (således som man almindeligvis filosofisk skelner mellem de to begreber), og at det udelukkende er i denne forskydning af vægtforholdet, at bogens "modernitet" kommer til syne. Ved at tippe balancen i "Skatteøen" over til den anden side - og kun derved - opnår "Manden i Tågen" sin eksistentielle (og ikke blot kronologiske) samtidighed med anden moderne litteratur.

Mellem de to synspunkter åbner der sig et spændingsfelt. Det er netop dette, det er spændende, at forsøge at trænge ned i. Ja og nej er blot strenge absolutter, som hurtigt er udtømt. Men den dirrende gråzone imellem dem, åbner op for en verden af spørgsmål og eftertanke. At kile sig ned i spændingsfeltet er ikke nødvendigvis let. Men det er her åbenbaringerne gemmer sig!

"Han kom over klitten, idet det sidste dagskær svandt, og han kunne næsten have grædt af glæde, da han så skoven nedenfor. Han higede efter at kaste sig i det korte, stride græs og stirre på skoven, på den mørke, trøstbringende skygge, som han knap havde urde håbe at finde. Kun derved kunne han overvinde sit sting i siden, som blev værre, stadig værre, mens han tumlede ned ad bakken. Nu da den kolde blæst fra havet, som den sidste halve time havde rusket i ham, ikke var der mere, føltes det om en lun brise i ansigtet, da han dukkede under himmelranden. Som om skoven var en vældig dør på et hængsel, svingede en skygge ham i møde, og græssets farve skiftede fra gyldent til grønt, så til violet, tilsidst var det gråt og livløst. Så kom natmørket."

Der er et anstrøg af karsk poesi over sproget. Der er tillige noget flimrende og gådefuldt over skildringen. Hvem er "han"? Vi får at vide at han i det sidste dagslys kommer over klitten og ned i skoven, og oplever dette som en befrielse. Han har sidesting - har åbenbart løbet, og vistnok langt. Man aner at han må være på flugt fra nogen eller noget. Men hvem og hvorfor? Således kastet ind i historien mødes man af en kombination af oplysninger og dunkle spørgsmål, nøje svarende til de mange hentydninger til lys, farver, mørke og skygger i stadigt vekselspil. Hvad er det her for noget?

Forpustet fredløshed slår en i møde, når man åbnr bogen, og jo mere man får at vide, desto flere spørgsmål stiller man. Samtidig får man en idé om, hvorfor så mange af Greenes bøger er filmatiseret. Skildringen har tydelige filmiske træk, ligesom den fremmaner filmens lydside, så man mener at høre hjertebanken og dæmpet, dramatisk underlægningsmusik. Ogdog er der ikke tale om en fyldig landskabsbeskrivelse. Med få, velvalgte penselstrøg har Greene trukket interiøret op.

Men hvad vigtigere er: man fornemmer straks, at dette må være en historie, der har noget at sige. Ikke alene er der fra første færd etableret en intens spænding, der er tillige antydet, at denne bog vil noget mere, rummer et eller andet, man kan blive en smule klogere af.

Allerede nu forstår man til fulde hvad forlaget mener, når de bag på billigbogsudgaven, kalder "Manden i Tågen" en "thriller af første rang", for derefter at skrive:

"Dens ydre, dramatiske handlingsforløb leder tanken mod R. L. Stevenson, som Graham Greene både formelt og reelt er i familie med. (Hans var var Stevensons fætter). Gennem sin problemstilling: erkendelsen af det onde som virkelighed,, som magt, og takket være det mærkelige, psykologiske skarpsyn, forfatteren lægger for dagen, er "Manden i Tågen" blevet et i dybeste forstand originalt kunstværk".

Det kan vist de fleste skrive under på. Her er tydeligvis en selvstændig fortællerstemme, med sin egen stil. Alligevel er der påfaldende paralleller, til "Skatteøen"'s åbning, hvor det efter nogle formelle indledende bemærkninger lyder:

"Jeg må gå tilbage til den tid da min far ejede kroen "Admiral Benow", og den gamle vejrbidte sømand med sabelhugget kom og slog sig ned hos os.

Jeg husker som det var i går, hvordan han kom stavrende op til krodøren, fulgt af en mand, der kørte hans kibskiste på en trillebør. Han var høj og bred, kraftig og helt nøddebrun i ansigtet; hans tjærede hårpisk hang ned over skuldrene på den snavsede blå frakke; hans hænder var forrevne og arrede, de sorte negle brækkede, og et sabelhug over den ene kind stod som en gusten, hvidlig stribe.

Han stod og fløjtede lidt ved sig selv, mens han kiggede ud på bugten. Så satte han i med den gamle sømandsvise, som jeg kom til at høre så tit i den kommende tid:

Femten mand på den døde mands kiste

- Hiv-o-høj og en hel flaske rom!

Han sang med en høj, gammel rystende stemme, der lød som om den have fået et knæk ved gangspillet ombord. Så bankede han hårdt på døren med en lille stok, der nærmest lignede en stump af en bådshage, og da min far viste sig forlangte han med barsk stemme et glas rom."

Den samme atmosfære af noget mystisk og hemmelighedsfuldt. Den samme fornemmelse af, at her kommer en, der kommer et sted fra, og på en eller anden led bærer et stykke fortid med sig, der før eller senere vil indhente historiens nutid og blive afgørende for begivenhedernes gang. Mens den gamle pirat beskrives detaljeret, ved man på dette tidspunkt ikke andet om historiens fortællende jeg, end at han er søn af en kroejer. Hvad han føler af fascination og skræk ved synet af den mystiske gæst, er ikke så meget som antydet, men opleves kun indirekte gennem læserens egen nysgerrighed og frydblandede rædsel. I begge tekster er der i kraft af et præcist ordvalg, udleveret en mængde åbenhjertige og halvt skjulte oplysninger - nøjagtigt og detaljeret, og dog diffust og svævende - på en sådan måde, at det pirrer læseren til at stille spørgsmål. Endelig får man fra begge bøgers åbninglinier en stærk fornemmelse af havet, som en vigtig og afgørende baggrundskulisse. I "Manden i Tågen" nævnes jo "den kolde blæst fra havet, som den sidste halve time havde rusket i ham".

Også i det efterfølgende, vil man kunne finde en lang række ligheder. Der er som den mest centrale handlingsbærende person, den på overfladen venlige og kultiverede, men i dybet langt farligere end de rå bøller, som er den, der overtager kommandoen efter en legendeomspunden afdød kaptajn, og som på et tidspunkt mister skibet. Der er den døde far, der er gæsten, der bliver hustyran. Der er de tvivlsomme naboer, der er kampen med toldbetjentene. Der er natten, månen og tågen som stadigt tilbagevendende symboler osv. osv.

Men lad os forlade "Skatteøen", og i stedet betragte "Manden i Tågen" som den selvstændige historie i sin egen ret, den i sandhed fortjener at blive betragtet som.

Det er tydeligt nok, at "Manden i Tågen" delvis er baseret på "Skatteøen", men i hvert fald er der mindst én altafgørende forskel. "Skatteøen" foregår i en vejrbidt mandfolkeverden, der er kemisk renset for kærlighedsaffærer. I "Manden i Tågen" er det derimod netop kærlighedshistorien, det hele roterer omkring. I det hele taget ville en Graham Greene roman uden en kærlighedshistorie være utænkelig. Det er et påfaldende træk ved de fleste af Greenes helte, at en mand, der står alene, befinder sig i et tomrum, hvor han hverken er frelst eller fortabt. Begge dele er noget, han kun kan blive i kraft af en kvinde. I visse værker kan dette være af underordnet betydning. Men i "Manden i Tågen" er det noget helt centralt. Som vi om lidt skal se, når Andrew både fortabelsen og frelsen i kraft af kvinder. For i ægte højromantisk tradition har historien både en kvinde til fortabelse (den sorte dør) og en kvinde til frelse (den hvide dør). Men også det er at hænge sig i parallelværker, blot andre. Men alle forlæg er kun benyttet som fortællemodeller og handlingsskelletter. Det, som Graham Greene har på hjerte og vil fortælle, er noget helt andet. Lad os derfor glemme alt om relationer til andre bøger, og holde os til "Manden i Tågen".

"Han kom over klitten, idet det sidste dagskær svandt, og han kunne næsten næsten have grædt af glæde, da han så skoven nedenfor. Han higede efter at kaste sig i det korte, stride græs og stirre påå skoven, på den mørke trøstbringende skygge, som han knap havde turdet håbe at finde. Kun derved kunne han overvinde sit sting i siden, som blev værre, stadig værre, mens han tumlede ned ad bakken. Nu da den kolde blæst fra havet, som den sidste halve time have rusket i ham, ikke var der mereføltes det som en lun brise i ansigtet, da han dukkede under himmelranden. Som om skoven var en vældig dør på et hængsel, svingede en skygge ham i møde, og græssets farve skiftede fra gyldent til grønt, så til violet, tilsidst var det gråt og livløst. Så kom natmørket.

Den løbende, flygtende mand finder ned i skovens læg. Men i absolut sikkerhed er han ikke.

"Angsten i ham fortalte, at der var fare ved at følge stier. Han hviskede det tydeligt for sig selv: "Farligt, farligt," og så for han rædselsslagen gennem hegnet, i den pludselige indbildning, at det var en anden, der hviskede. Brombærhegnene stak i ham og prøvede på at holde på ham, som insinuerende små tilnærmelser, som var det en skøge, der havde fingrene efter ham i en overfyldt bar. Han ænsede det ikke og brasede videre. Fingrene blev vrde og flåede hans ansigt med skarpe, spidse negle. "Hvem er du egentlig? Hvem er du egentlig? Du tror vist, du er en pokkers karl. Han hørte den skingre, vredladne stemme."

Skovens krat og flugten flyder sammen med erindringsbilleder. Det er intet tilfælde, at de tornede grene får den unge mand til at tænke på skøger. Han mødte en sådan i en bar. I samme bar så han det han er på flugt fra:

"Han prøvede at tage sig sammen og blive helt klar over, hvor han var - ikke længere i Shoreham, men i en skov. Var nogen fulgt efter ham? Han lyttede, tørstede efter stilhed, og hans tørst blev læsket. Han havde set Carlyon i bar'en ved sussex vejen, men kun i spejlet bagved skøgens hoved. Carlyon havde stået med profilen mod ham, han bestilte et glas. Hvis Carlyon ikke havde set ham gå, var han udenfor fare."

,.,.,.

Under indflydelse af pigen, han har mødt, finder krysteren mod til at gøre det rette. Han vakler til stadighed og træder et par gange galt. Men da det gælder pigens liv, flygter han ikke, men forsøger at redde hende. Det lykkes ikke. Han finder hende død, og den mand, han har både frygtet, hadet og beundret sidder der. Men det er ikke ham, der har dræbt hende, og den unge mand, lader ham slippe væk. Så dukker soldaterne op. Han lader sig uden modstand tilfangetage, men ser sit snit til at snuppe et sværd fra en af soldaterne, og tager sit liv.

Det er usædvanligt, at en roman skrevet af en katolik, ender med at helten begår selvmord. Især da der er tale om et selvmord, der er blevet legitimeret af det forudgående begivenhedsforløb. I ægte højromantisk stil kan man håbe, at Andrews og Elisabeth får hinanden i en anden, bedre verden. I hvert fald har de begge fuldført deres skæbne. De er nået til vejs ende, og til konsekvensen af den lagte kurs. Således rummer slutningen noget opløftende og forsonende, blandet med tragik.

N.B. Se også "Skatteøen" og "Faderen"