toner, ord og tanker
Angst og seksualitet
"Angest er en sympathetisk Antipathie og en antipathetisk Sympathie."
- Søren Kierkegaard
Spørgsmålet: “Er der en forbindelse mellem seksualitet og angst?” har optaget mig en del.
I Sigmund Freuds “3 afhandlinger om sexualteorien” forekommer et sted følgende passage:
"Det er let både ved samtidig iagttagelse og senere udforskning, at konstatere, at alle mere intensive affektprocesser, selv de skrækbetonede former for ophidselse, griber over på seksualiteten, hvilket iøvrigt kan give et bidrag til sådanne sindsbevægelsers patogene virkning. Hos skolebarnet kan angsten for at blive eksamineret, spændingen ved en vanskelig opgave, få betydning både for seksuelle ytringers gennembrud og for forholdet til skolen, idet der under sådanne omstændigheder hyppigt optræder en pirringsfølelse, der opfordrer til berøring af genitalia, eller en pollutionsagtig proces med alle dennes forvirrende følger. Børnenes adfærd i skolen, en adfærd, der stiller lærerne over for så mange gåder, fortjener i det hele taget at blive sat i relation til børnenes spirende seksualitet. Den seksuelt ophidsende virkning af mange i sig selv ulystbetonede effekter: ængstelse, gysen, gru, holder sig hos et stort antal mennesker også senere hen i livet og er vel forklaringen på, at så mange mennesker jager efter sådanne sanseindtryk, når blot visse biomstændigheder (tilhørighed til en skinverden, læsning, teater) dæmper ulystfølelsen."
Freud fremsætter dette som en blot iagttagelse. Det er lidt som at sige: “Der er dådyr i skoven”. Det kan være rigtigt nok. Men det forklarer ikke, hvor dådyrene kommer fra, hvad de laver i skoven eller hvad et dådyr overhovedet er.
Om meget andet af det, der står i nævnte bog, kan man muligvis være uenig i forklaringerne, men må dog anderkende dem som reelle forsøg på at kaste lys over et mysterium. I forhold til dette spørgsmål lader Freud imidlertid mysteriet blive stående i al sin gådefuldhed.
Flere andre steder i bogen skriver han om modsatrettede udslag af samme grundtendens, f. eks. sadisme og masochisme, ligeledes om tendenser der kan flyde to veje. Som det fremgår af citatet, har Freud ingen problemer med at se det som et udslag af forklædt seksualitet, hvis jeg kravler op i en halsbrækkende forlystelse i Tivoli eller går ind og ser en gyserfilm.
Hvad der derfor undrer mig, er, at den tanke slet ikke faldt ham ind, at ligesom seksualiteten kan forklæde sig, således kan andre ting måske forklæde sig som seksualitet. Hvis dette er tilfældet, ville det være et væsentligt bidrag til en forklaring på en mængde besynderligheder.
Lidt længere fremme i bogen har Freud nogle betragtninger om, at enhver psykisk spænding principielt er et ubehag, men at den seksuelle spænding er forbundet med lyst, hvorefter han kommer med en række overvejelser om dette tilsyneladende paradoks, men vel at mærke uden at slutte tilbage til det tidligere afsnit om affekter. Ikke desto mindre kommer han så snublende nær tanken, at det skulle være mærkeligt, om den ikke var røget igennem hans hoved, selvom han så valgte ikke at nedskrive den.
Lad mig her fremsætte en række almindeligt som kendsgerninger accepterede forhold.
1) Det er et nært forhold mellem de to drifter seksualitet og aggressivitet. Når mange dyr kun angriber, hvis de føler sig truede, må angst åbenbart kunne give sig agressive udslag. Når nu de to drifter er nært forbundet, hvorfor skulle angst så ikke også kunne give sig seksuelle udslag?
2) Det er helt almindeligt at have seksuelle fantasier om ting, man ikke ville have lyst til i virkeligheden. Det kan i mange tilfælde gå videre endnu til ting, man for alt i verden vil undgå i virkeligheden. Som fysisk drift synes seksualiteten her at adskille sig fra andre fundamentale behov, f. eks. sult. Vi kender alle den oplevelse at komme ind et sted, hvor der dufter af god mad, man mærker en rumlen i maven, appetitten stimuleres. Kommer man derimod ind et sted med en grim lugt dæmper det appetitten, kan i særlig slemme tilfælde medføre opkastning. Hvordan skal man så forklare, at det på seksualitetens område undertiden er netop den “grimme lugt”, der skærper appetitten? Kunne det være en måde at gøre det slemme mindre slemt?
3) Par, der har været i en livstruende situation, vil når faren er drevet over, ofte spontant kaste sig over hinanden i hæmningsløs parring. Man kan betragte dette som ren overlevelse, et “hurra – vi lever”. Men det er vel også muligt at se det som en slags bagvendt chokreaktion.
Jeg nævnte under punkt 2, at ligefremme rædselsvisioner kan udgøre indholdet i en seksuel fantasi. F. eks. har jeg engang hørt om en sygelig jaloux kvinde, der havde det sådan, at noget af det mest ophidsende hun kunne tænke på, var , at forestille sig sin kæreste være sammen med en anden. Der kunne nævnes mange andre eksempler, men dette ene er ganske illustrativt.
Jeg hælder til at mene, at seksualiteten under visse omstændigheder kan anvendes som en nødventil. Netop fordi det er en spænding, kan den sættes i stedet for andre spændinger. Frem for en yderst ubehagelig spænding sætter man ganske enkelt en minde ubehagelig i dens sted. I stedet for at få et rystende angstanfald, kan man altså onanere og dermed lindre spændingen – i det mindste for en tid.
Denne løsning er selvsagt ikke omkostningsfri. Er den drevet ud til et punkt, hvor man kun kan bruge sin seksualitet som nødventil for alle mulige andre psykiske rørelser, der er af mere plagsom karakter og sværere at få hurtigt ud af systemet, har man dermed også udelukket sig selv fra en almindelig og lystfuld seksualitet, da den jo netop er blevet en måde at afvikle ulyst.
Jeg skal ikke kunne sige, om der går en strømning den modsatte vej, således at personer, der har oplevet seksualitet som noget, der er forbundet med angst, er særlig tilbøjelige til at gribe til denne nødløsning. Det forekommer mig sandsynligt, at det kunne være sådan. Men jeg vil ikke gisne derom.
Derimod er “nødventil-teorien” en mulig forklaring på den grimme lugts gåde. Ved at overbevise sig selv om, at det er en herlig duft, stimuleres appetitten, og stanken bliver tålelig.
"Touching you like a sickness Fear is taking control, The beach head is in the street. In the gutter lies defeat. Fear is the key to your soul. That makes you dangerous - So dangerous to your self."
- Pete Townshend/The Who
Det særlige ved den grimme lugts gåde er det ikke-regelrette. Eksempel på regelret fantasi: en fyr forestiller sig, at han er med i en rockerklub, hvor de i klublokalet ligger og puler deres bikertøser, konkurrerende om hvem, der er mest udholdende. Han kan holde længst. Denne fantasi er regelret og budskabet letaflæseligt: jeg er en rigtig mand, en fandens ka'l. Men hvad er der så på færde i den ikke-regelrette fantasi? Lad os vende rockerfantasien på hovedet: jeg kommer efter fem sekunder, men alle de andre kan holde i tre timer. Hvis dette ophidser, ligger det nær at tro, at den spænding, han oplever, hænger sammen med mindreværdsfølelse, præstationsangst og des lige. Kroppen lider under en knuget fornemmelse, og den må ud af systemet.
Så meget synes i hvert fald sikkert, at mange oplever en udløsning som stressreducerende, "en god spiller at sove på". Her er der ganske indlysende tale om at få noget ikke særlig rart ud af systemet. Dette forhold bærer imidlertid det regelrettes præg. Netop derfor er det også lettere forståeligt. Væk med alt det ophobede i systemet, så der kan komme ro i lejren.
Kierkegaard kalder angsten en sympatisk antipati og en antipatisk sympati, altså noget der både tiltrækker og frastøder. Det, der efter Kierkegaards opfattelse kommer til syne i angsten, er frihedens mulighed. Nogenlunde i overensstemmelse med dette mener visse mennesker, at angst er udtryk for noget ulevet.
Det er her vigtigt at skelne mellem frygt og angst. Frygt er frygt for noget konkret, angst er angst for noget ubestemt. Kierkegaard taler om "angstens intet". Hvis jeg står foran en mur, kan jeg ikke bare gå fremad. Men hvis der er frit lejde, og jeg så alligevel ikke kan gå fremad, så er der noget usynligt, ubegribeligt, et "intet" , der standser mig. For nu at sige det meget enkelt: står i supermarkedet og tænker: en dag vil jeg prøve Kellogs Coco-pops, men lige nu tager jeg bare de sædvanlige Corn Flakes.
Det er vigtigt at huske på forskellen mellem frygt og angst. Jeg træder ud på vejen og har ikke set mig for, og er lige ved at blive kørt ned. Ja - i den situation vil naturligvis alle blive vældig forskrækkede. Men hvis man har stået og set 20 gange til både den ene og den anden side og forvisset sig om, at der ingen biler er, men dog ikke tør gå over. Ja - det bliver jo til noget ulevet. For symbolikkens skyld kan vi jo forestille os, at der ligger et medborgerhus på den anden side af vejen, hvor der sker en masse spændende ting. Dem kan man jo så ikke komme til at deltage i, hvis man ikke tør gå over vejen.
Her er det så, at jeg tænker, at hvis man nu har denne fobi, men pludselig bliver seksuelt opstemt ved tanken om at blive mast under en bil, så forekommer det at være den mest oplagte forklaring, at man har erstattet en spænding med en anden, fordi det simpelthen er for skræmmende og ubehageligt at tænke tanken til ende, så hellere trække på en analogi mellem krop under bil og kroppe oven på hinanden.
Skal man betragte tingene i forhold til en indre virkelighed, så må det at gribe mulighederne kontra det ulevede vel især handle om udvikling, indsigt og des lige. Sådanne muligheder gives der netop i en spændingstilstand. Men det kræver, at man kan være i den, udholde den. Hvis man finder udveje til at blive den kvit, har man snydt sig selv for en udviklingsmulighed.
I Bogen "Seksualitet og Tantra" hævder Neel Fasting, at der ligger særlige udviklingsmuligheder i at tilbageholde udløsning/orgasme, at blive i spændingen. Jo længere man udholder spændingen, desto mere byder den på en udviklingsmulighed. Den begynder at forandre sig, og man begynder at kunne se, hvad der gemmer sig bag masken. Her er den ikke-regelrette fantasi naturligvis af særlig interesse. Den regelrette forklarer som regel sig selv, enten som et "det her ville jeg synes var rart" eller et "I'm the best". Den ikke-regelrette derimod vender dette på hovedet: "Jeg ville synes det her var utrolig ubehageligt, og det ville samtidig klart illustrere, at jeg er nul og nix værd."
Dette er netop den grimme lugts gåde. Der er ikke noget mærkeligt i, at der kommer en livsalig duft fra køkkenet, og at min mave reagerer. Men hvis der kommer en kvælende stank derudefra, og jeg sætter mig til bords med et stort smil, hvad hulen er der så på færde? Et eller andet har taget en maske på. Men hvad gemmer der sig bag masken? Ifølge Fasting skulle en afmaskering være mulig, hvis man ikke forløser spændingen, men bliver i den.
Her er eksemplet med den jaloux kæreste betegnende. Især i forhold til hvordan hendes jalousi hæmmede både hendes egne og kærestens livsmuligheder. Som allerede nævnt: i hendes ikke-regelrette fantasi om kærestens utroskab kom en udviklingsmulighed til syne. Men via projektion og lettelse af spændingen forspildte hun muligheden.
Det er så selvfølgeligt, at det burde være unødigt at nævne, men bare for en ordens skyld ...
Da fantasi netop ikke er virkelighed, er det et sted, hvor man kan forholde sig til det farlige på måder, man ikke ville kunne i virkeligheden.
Man kan i fantasiens verden forsøge at konfrontere sig med ting, der skræmmer en, bearbejde dem og på den vis forlige sig med dem.
Men fantasien kan også være farlig og forførende. Den kan lede en ud på mange vildveje, som det kan være svært at finde tilbage på rette kurs fra.
Jeg oplevede engang i et selskab, at en af de tilstedeværende spurgte: "Er der nogen af jer der kender det, at man slet ikke kan forbinde andre mennesker med, at de har et seksualliv."
Jeg svarede prompte ja, for den kendte jeg virkelig godt! Men egentlig var det ikke noget, jeg havde spekuleret så meget over. Det havde nok mest bare været at konstatere, at nå ja - den verden er noget fjern og fremmed for mig. Men spørgsmålet fik mig til at fundere, og det gik op for mig, hvor besynderligt og forvirrende det egentlig er for mig.
Jeg tror, at det for mig nærmest optræder som en fraspaltet del af folk, som jeg overhovedet ikke tænker ind som en del af de mennesker, jeg kender. Når man møder mennesker, så sker det jo almindeligvis under former, hvor de foretager sig alle mulige andre ting.
Der er så naturligvis mennesker, som går udfordrende klædt og/eller taler meget om sex. Men det er ligesom noget andet. Der er også folk, der er voldsomt optaget af gyseruniverset. Men af den grund forventer man jo ikke, hverken at de bor i hjemsøgte huse eller render rundt i deres fritid med en økse og hugger deres medmennesker i småstykker.
Adfærd og påklædning kan jo netop snyde. Man kan tage alt muligt på og sige alt muligt. Det behøver ikke at betyde noget. Opdagelsen af, at det ikke bare er ord og attitude, kan derfor virke lidt, som hvis man tror nogen gør grin med et eller andet, og så synes, de bliver lidt længe ved. Ja, ja - nu er den ligesom brugt. Så sjovt er det heller ikke, er man ved at sige. Men så går det pludselig op for en, at det ikke er sjov, og man får et mindre chok.
Eller når man taler om ting i overført betydning, måske bruger et metaforisk udtryk. Taler om at bestige et bjerg eller kaste sig i en afgrund. Så mange er der jo heller ikke, der dyrker bjergbestigning. Jeg kan selv finde på at bruge den slags udtryk.
Men i mere konkret forstand ?? ...
Tjah, en gang som barn var jeg en tur på Kullen. Det er vist sådan nogenlunde det.
Og ja - af og til kan jeg også finde på at bruge seksuelle metaforer, hvis jeg ikke kan finde noget mere rammende at bruge til en given beskrivelse. Men derfra og så til noget, der aldeles ikke er billedtale - det slår knuder oven i mit hoved.
På en eller anden måde passer det ikke ind. Bl.a. fordi jeg i en masse andre situationer oplever, at der ikke er så meget forskel på, hvordan jeg og andre har det. Også situationer som måske kan siges at have et langt ude slægtskab.
F. eks. oplevede jeg på et tidspunkt at stå i en noget fyldt elevator, hvor pladsen var lidt trang. Jeg kom til at stå meget tæt på en fremmed kvinde, og det var selvfølgelig en lidt akavet situation.
Der står man. Det virker lidt pinligt. Man ved ikke, hvor man skal gøre af sig selv. Tør dårligt trække vejret eller foretage den mindste bevægelse af frygt for, at det kunne misforstås.
Så kom vi til at se på hinanden, og begyndte samtidig at smile. Vi indså, at det var lige akavet og mærkeligt for os begge at stå der og ikke rigtig vide, hvor man skulle gøre af sig selv. På en eller anden måde blev det lidt morsomt, og derfor kunne der smiles.
Jeg tænkte bagefter, at det var en lidt sjov oplevelse, og lidt specielt at vi på en eller anden måde havde kunnet dele situationen og betragte den med et smil.
Det var sådan ca. hvad jeg tænkte.
Havde nogen spurgt mig, hvad jeg kunne forstille mig, at hun derefter foretog sig, ville jeg nok have gættet på, at hun tog hjem, lavede sig en kop the og satte sig til rette med en god bog.
Havde nogen foreslået, at hun måske tog hjem og gjorde noget ganske andet. Nej - det ville jeg pure have afvist. Men det er jo netop det: det kunne rent faktisk være tilfældet.
Det er så lige præcis dér, hvor jeg synes tingene bliver mærkelige.
Javist. Jeg har selv før i tiden gjort en række seksuelle erfaringer. Men jeg har aldrig oplevet det som noget bare almindeligt og hverdagsagtigt. Men altså heller ikke noget specielt fantastisk. Bare mærkeligt og forvirrende.
Men masser af mennesker - siges det i hvert fald - render bare sådan uden videre rundt og gør det op til flere gange om ugen. Jeg synes, det er mærkeligt.
Eller jeg tænker på min familie/slægt. Alle mine kære farbrødre og fastre, der allesammen nu er væk, men som jeg holdt meget af. Jeg tænker på den måde, jeg har mødt og kendt dem. Men et eller andet sted ved jeg jo godt, at alle mine fætre og kusiner nok ikke er kommet med storken. Det hænger bare ikke rigtig sammen oven i mit hoved.
Det er svært at forklare det her. Det er en fornemmelse, en følelse, noget med hvordan man oplever mennesker og hvad man sætter dem i forbindelse med.
Det her sagte må derfor ikke opfattes som noget, der har at gøre med holdninger eller des lige. Det er ikke et moralsk opstød om, at folk ikke må eller sådan noget. Det er bare noget, der forvirrer, en oplevelse af, at jeg opfatter mennesker på en måde, hvor jeg faktisk har svært ved sætte dem i forbindelse med den slags foreteelser.
Men netop fordi det er ren oplevelse, er det svært at forklare.
Lidt i forlængelse af det refererede spørgsmål, kom vi dengang også på et tidspunkt ind på at tale om forskellen på, når noget bare er en opdigtet historie, og når man på en eller anden måde bliver konfronteret med, at det er virkelighed.
Ja - måske lidt som eksemplet ovenfor med gyseruniverset. Mange er bekendt med figuren Hannibal (the cannibal). Men almindeligvis hvis man er inviteret til middag hos nogen, forestiller man sig jo ikke, at menuen skulle være lavet af menneskekød.
Det er naturligvis også et ekstremt eksempel, jeg her kommer med. Men på sin vis kan det på mig virke næsten lige så uvirkeligt, at det andet er virkeligt.
Puha - kryptisk formulering. Men jo - jeg kan ind imellem synes, at det er lidt surrealistisk.
I forbindelse med det at blive konfronteret med andres virkelighed, nævnte jeg selv en oplevelse i en bus, hvor nogle unge mennesker i højrøstet samtale snakkede om en fest, de havde været til, og en fyr ikke blot fortalte at der var en pige, han havde været sammen med, men udtrykte sig - skal vi sige - temmelig detaljeret. Udover at jeg ikke brød mig om at skulle høre om det og blev en smule forlegen, så var der også noget andet i situationen.
Det var også det, at han nævnte de her ting på en måde, som om det slet ikke var usædvanligt. Det ligefremme i tonefaldet, der på en eller anden led sidestillede det med, hvis han havde fortalt om at være nede og købe mælk og brød i supermarkedet.
Det centrale i historien gik på, at de troede de havde fundet et uforstyrret sted, men at der så var kommet nogle andre ind i rummet.
Det blev en historie om en hverdagshændelse, som hvis man fortalte, at man skulle ned og købe blomkål, men så i et øjebliks forvirring i stedet lagde et salathoved op i indkøbskurven.
De havde fundet det her rum, hvor der nok ikke kom nogen. "Men så mens ..." ja - og så sagde han det, jeg ikke vil referere her. Men det handlede altså om en helt konkret handling, ikke bare "mens vi var godt i gang" eller sådan noget. Det var helt udspecificeret, hvad der foregik.
Men han sagde det på sådan en måde, at det lige så godt kunne have været "mens jeg var ved at vaske op, ringede telefonen." Som om det var lige så hverdagsagtigt og banalt som en opvask.
Nej - jeg kan ikke helt forklare dét, jeg følte i den situation. Men det var som sagt ikke bare, at blive tvangsindlagt til noget, jeg ikke havde lyst til at høre om. Det var også den henslængte måde, han sagde det på. Jeg kan ikke forklare det ordentligt.
I filmen "Bitter Måne" kører et par længere og længere ud i ekstremerne. Det ender med at manden skyder først hende og derefter sig selv. De vilde eksperimenter har tydeligvis ikke gavnet og styrket forholdet, ikke udviklet deres menneskelighed, men derimod forkrøblet den, ikke bragt dem i en dybere forståelse af hinanden, men fjernet dem fra hinanden. Kan det modsatte virkelig være tilfældet? Er det sandt eller et selvbedrag, når visse mennesker fortæller om den slags?
En mand spurgte sin kone, om de ikke skulle skille sig af med den pokkers dumme hund, de havde. Det indvilgede hun i.
Derefter satte de sig til at udregne alt, hvad hunden havde kostet dem i årenes løb. Mad, dyrlæge m.v. Alle poster blev skrevet op og regnet sammen.
Det løb sammen til en mindre formue. Det var så denne pris, de forlangte, da de satte en annonce i avisen!
Historiens pointe?
Som vel enhver kan gennemskue, ønskede de i virkeligheden ikke at skille sig af med den hund.
Essensen af den regelrette fantasi er at foretage sig noget dejligt sammen med en fantastisk person under tilsvarende rare omstændigheder. Jo mere fantasien afviger fra dette og nærmer sig sin modsætning (noget ubehageligt sammen med en ubehagelig person eller en i sig selv dybt ubehagelig situation med for så vidt værdineutrale personer og handlinger), desto mere ikke-regelret er den.
Jeg er personligt overbevist om, at der altid (uden undtagelse!) skjuler sig en ubearbejdet konflikt i en ikke-regelret fantasi.
At give sig hen til den har ikke særlig meget at gøre med lyst og endnu mindre med nydelse. Det er snarere et forsøg på at drive en dæmon ud.
Forsøget er naturligvis dømt til at mislykkes. Der indtræder blot en forbigående fred. Dæmonen er stille en lille stund, men begynder snart at røre på sig igen.
Rent faktisk er der altid et dybere psykologisk indhold i en seksuel fantasi, altså også den regelrette. Spørgsmålet er snarere indholdets art. Et psykologisk indhold er ikke nødvendigvis noget negativt. Den regelrette fantasi vil almindeligvis handle om livslyst og udfoldelsestrang.
At have lyst til at foretage sig noget dejligt sammen med en dejlig person er i bund og grund at ville leve, og man kan derfor sige, at den regelrette fantasi har et tilsvarende positivt psykologisk indhold.
Derimod kommer alle de undersøiske skær tilsyne i den ikke-regelrette fantasi.
Den helt enkle prøve på, hvorvidt en fantasi er regelret, er at spørge: “Ville jeg have lyst til det i virkeligheden?”
Har man ikke, er der dybest set tale om et pseudo-seksuelt fænomen, hvor angsten har maskeret sig. Jo mere skræmmende fænomenet er, desto voldsommere vil det ytre sig i sin forklædte form.
Det afslører sig således ved sin udpræget tvangsmæssige karakter, hvor det optræder som veritabel besættelse og fiks idé.
Netop derfor er der ingen tvivl om svaret på, om man egentlig har lyst til dette. Det vil være et gjaldende “NEJ!”
Man kan atter tage den jaloux kvinde som eksempel. Ville hun ønske at sidde og se på, at hendes kæreste var sammen med en anden? Det ville vel snarere end en ønskedrøm være hendes værste mareridt, der gik i opfyldelse.
Ved siden af de ikke-regelrette fantasier, der lader sig afsløre ved hjælp af denne simple test, må man imidlertid kalkulere med en anden kategori, hvor man måske (med forbehold og under særlige omstændigheder) kunne have lyst til det i virkeligheden.
Afgørende for denne type er det markerede “måske”. De forbehold, man opstiller, viser sig ved en nærmere undersøgelse at være beskyttelsesmekanismer, der kategorisk udelukker, at det ville kunne lade sig gøre. Ved at fantasere om en umulighed har man behændigt elimineret alt farligt derved. Farligt kan kun det være, som rent faktisk kunne gå hen og ske.
Umuligheden giver således en tilstrækkelig beskyttelse til, at man kan betragte det pågældende scenarium med lyst og velvilje. Det er jo ganske omkostningsfrit. Man risikerer ikke, at pludselig stå overfor muligheden i virkeligheden.
Derfor kan man hævde, at man ville have lyst til det, “hvis …”
I dette tilfælde afsløres det ikke-regelrette i form af antallet af beskyttelsesmekanismer. Jo flere uopfyldelige forbehold man indsætter, desto mere skræmmende og ubehageligt ville det pågældende scenarium være i ren form.
En typisk og ofte benyttet “utopisering” af et givent scenarium er at henlægge det til fortiden. Da der nu en gang ikke findes tidsmaskiner, behøver man ikke at frygte, at man en dag kunne blive stillet overfor muligheden af at rejse tilbage og realisere fantasien. Den er henlagt til en tid, der uigenkaldeligt er forbi, og mister derved alt, hvad der måtte være forfærdende ved den, dersom den udspillede sig i nutiden. Man kan altså roligt give sig til at gerne ville, uden at være bange for at blive taget på ordet. Det vil med garanti aldrig ske.
Dog kan visse ængstelser være så frygtelige, at de kræver ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Trods det komplet usandsynlige i at nogen skulle opfinde en tidsmaskine for så at komme og sige: “Du har selv sagt, du gerne ville”, har man måske alligevel ikke - på det rent emotionelle plan - fået trukket tænder og kløer ud på uhyret. Der må en ekstra foranstaltning til, før man tør se scenariet i øjnene.
Det kunne f. eks. være at tage udgangspunkt i noget autentisk, som derefter omdigtes. Afgørende er her, at ethvert “der skete” engang var et “det sker”. På den vis har det en slags realitet.
Når “det skete” derimod erstattes af et “det skete ikke”, er man ikke blot draget tilbage til fortiden, man er draget tilbage til fortiden i et parallelunivers, hvor der forekom en variant af begivenhedsforløbet. Derved har man indsat en yderligere “utopisering”.
Det turde være indlysende, at hvis man har brug for så mange beskyttelsesmekanismer til at gardere sig imod, at det nogensinde kunne gå hen og blive virkelighed, må der være tale om noget ualmindelig rædselsvækkende.
Men når først det er frataget ethvert skind af virkelighed eller blot potentiel virkelighed, kan det ses i et nyt, mere tilforladeligt lys, hvor det (næsten!) tager sig rart og tiltalende ud. Det udgør jo netop ikke en trussel, når der ikke er ringeste sandsynlighed for, at det kunne ske.
Naturligvis kan der være ting i ens liv, hvor man oprigtigt ville ønske, at man havde handlet anderledes, end man gjorde. Men hvis dette begynder at komme til udtryk i seksuelle fantasier, kan man som regel gå ud fra, at det viser sig i en forvrænget skikkelse, og under overfladen handler om noget andet og mere end f. eks. den chance man ikke greb.
Naturligvis kan det være ærgerligt, hvis der var noget, man gerne ville, og man så lod det gå sig forbi, da muligheden var der. Det svarer til modellen med det ulevedes angst. Men det var vel netop af ængstelse, at man ikke greb sin chance - man turde ikke.
Det liv, der på godt og ondt fandt sted, sådan som det nu en gang gjorde, er det, som har ført frem til ens nutid. Spørgsmålet er derfor, om ærgrelser over fortiden ikke snarere er utilfredshed med ens nutid, forestillinger om, at var tingene forløbet på en anden måde, ville ens liv se anderledes ud idag.
Dette må dog nødvendigvis gælde mere afgørende ting end den række af dagligdags banaliteter, hvor det næppe havde gjort synderligt forskel, om man gjorde det ene eller andet.
Den seksuelle fantasi vil almindeligvis kredse om et afgrænset scenarium. Henter den inspiration fra fortiden, således hvis man havde gjort sådan og sådan sammen med den og den.
Det skal her være usagt, om det ville have været en rar eller ubehagelig oplevelse at gøre sådan og sådan sammen med den og den. Men det ville næppe have forskubbet de store, overordnede linier i ens liv.
Når man manisk kredser om den tanke at have gjort sådan og sådan med den og den, må det således skyldes noget andet end et ønske om at ændre noget mere fundamentalt i sin livshistorie. Enten det, eller også tilslører det noget netop fundamentalt, som det af den ene eller anden grund er for smertefuldt at se i øjnene.
Her vil det almindeligvis være afslørende at nærmere betragte det pågældende tidsafsnit i sit liv. Hvad skete der ellers på det tidspunkt? Fandt der et eller andet sted, som var bestemmende for ens videre kurs i livet? Er det i virkeligheden dét, man afholder sig selv fra at se i øjnene ved at fantasere om et flygtigt lille eventyr, der netop ville have været ganske uforpligtende og hverken gjort fra eller til? Ved at hengive sig til en sådan fantasi kan man fjerne fokus fra det, der (ubevidst) martrer en som noget fatalt og skæbnesvangert.
Udover de her nævnte forekomster findes der også fantasier, som kombinerer regelrette og ikke-regelrette elementer. Disse blandingsfantasier kan være lidt mere indviklede at have med at gøre. Det kan således være en god idé at skille dem ad i deres enkeltelementer og fordele disse i to bunker af henholdsvis regelrette og ikke-regelrette elementer.
Det må i den forbindelse siges, at der i det store flertal af fantasier vil indgå begge ingredienser. I bund og grund er spørgsmålet om regelret eller ikke-regelret mere et spørgsmål om, hvad der har overvægten.
Ser vi f. eks. igen på rockerfantasien, er den placeret i et råt og lettere skræmmende miljø. Der er således et klart element af en lurende trussel i kulissen. Men med forestillingen om at kunne holde længst, overvindes truslen.
Budskabet ender med at blive: det er en farlig verden, men jeg besejrer den.
Her er det ikke-regelrette så at sige trådt i det regelrettes tjeneste. For at blive den store erobrer, sejrherre og mester kræves mere end at være konge over en bunke tøjdyr af plysstof. Man må overvinde og besejre noget, der yder en reel modstand.
Fantasien mangler imidlertid et vigtigt karakteristika for det regelrette. Den kommer overhovedet ikke ind på, om pigen er sød. Hun er reduceret til et hul. Selve akten er ligeledes reduceret og er snarere en styrkeprøve end noget nydelsesfuldt.
Det eneste reelle element af nydelse består i at gå ud af kampen som sejrherre. Kampen i sig selv kan næppe betegnes som en stor oplevelse.
Meget tyder således på, at denne fantasi har en kompenserende karakter. Den er kun tilsyneladende regelret. Et spadestik under overfladen er den en billig erstatning for en person, der enten føler sig som taber eller er bange for at blive det.
I det lys måtte man nødvendigvis lufte muligheden af en modkompenserende tendens i den modsatte variant (jeg kommer efter fem sekunder, de andre kan holde tre timer). Der er imidlertid næppe tale om, at fantasien udtænkes af en, der i overdreven grad føler sig som herre og mester. Snarere er fantasien et noget ynkeligt forsøg på at opnå kontrol. Man forestiller sig det værst tænkelige, og så kan virkeligheden ikke ramme en, hvad der end sker.
Det er sjældent at alle de nævnte ting indgår i samme fantasi. Vi taler jo netop om forskellige typer. Der kan imidlertid sagtens indgå temmelig mange ingredienser, hvor en række af de nævnte ting spiller sammen og bidrager til at skabe det rum, hvor man i en tilstand af besættelse oplever sine ængstelser og værste mareridt som ønsker og lyster, man ivrigt og monomant jager efter. Selv elementer, man umiddelbart skulle mene, udelukker hinanden, kan undertiden eksistere side om side indenfor samme fantasi.
"Ulykken er mangefold. Jordens Elendighed er mange Slags. Den breder sig over Horisonten som Regnbuen, dens Farve er saa forskellig som Regnbuens, og paa samme maade som dennes blander de sig mellem hinanden. Breder sig over Horisonten som Regnbuen! Hvorledes gaar det til, at jeg har faaet en Type på det ækle ud af Skønheden? At jeg har faaet Fredspagten til et Sorgens Billede? Men ligesom i Etikken det onde er en Følge af det gode, saaledes fødes Sorgen af Glæden. Enten er Erindringen om den svundne Glæde, den Smerte, vi føler i Dag, eller ogsaa har de nærværende Kvaler deres udspring i den Lyksalighed, der kunne have været."
- Edgar Allan Poe
Hvordan kunne man forestille sig alle disse ting komme til udtryk hos en person med PDD?
Den helt oplagte er vel varianten, hvor man mindes den skolekammerat, man altid måbende stod og betragtede under bruseren til svømnings- og gymnastiktimerne, og så forestiller sig, at man havde fået lejlighed til at beundre mere indgående.
Allerede ved denne skitsering genkender vi en række af de ovenfor gennemgåede træk.
Fantasien er henlagt til fortiden. Der spørges ikke: “Hvad nu hvis jeg mødte ham igen.” Nej, man drager tilbage til dengang. Det kan have relation til en række af de ovennævnte faktorer, hvad jeg om lidt skal vende tilbage til.
Dernæst er det indbygget i selve scenariet, at en anden er den overlegne. Således spiller der et klart element af ikke-regelret ind. Også det kan være et udtryk for et bredt udvalg af de ingredienser, vi har skitseret.
For at få indføjet et tredie hovedtræk forestiller vi os, at den pågældende skolekammerat ikke var en, man havde en nærmere relation til. Det var “ham Viktor fra parallelklassen”, som man ikke havde synderligt at gøre med, ikke rigtig kendte. Derved bliver det karakteristisk for opsætningen, at man frem for ham, man var ven/kammerat med, gik rundt sammen med, snakkede med osv. er netop ham, man kun havde en vag relation til, der indsættes. Vi skal om lidt se, at dette har en særlig betydning.
Efter at lige have fået modellen sat op, kan de fleste formodentligt uden videre afkode dette scenarium, Men lad os for en ordens skyld gennemgå det.
Vi har tre hovedelementer, der hver favner en række af undertemaer.
Det fortidige distancerer sig fra nutiden. Havde fantasien handlet om at møde ham igen, kunne dette jo rent faktisk ske. Det ønsker man tydeligvis ikke. Formodentlig er tanken fyldt med væmmelse. Når man selv så småt er begyndt at blive gammel og ulækker, kan man godt regne ud, at en jævnaldrende kammerat, man genså efter mange år, ligeledes ville befinde sig i en mere eller mindre degeneret tilstand.
Det er i enhver henseende kvalmende at forestille sig et affældigt ådsel stå og vifte med sit lem. Det ville på ingen måde være et formildende element, hvis han med sprukken, rå stemme stod og sagde: “kan du huske klassens kejser-kølle?”
Nej tak! Nej tak! Nej tak!
For at kunne beundre “klassens kejser-kølle” må man tilbage til dengang. Udover at man derved fjerner de mest uhumske sider af scenariet, henlægger man det endvidere til den tid, man netop ikke kan komme tilbage til. Det er dermed gjort risikofrit.
Man kan roligt forestille sig, at man for 40 år siden hengav sig til de yderste ekstremer af beundring og tilbedelse af “klassens kejser-kølle”. For det gjorde man jo ikke i virkeligheden. Man kom aldrig længere end til at overbeglo den under bruseren. Det er således helt ufarligt og omkostningsfrit at lege med dette “hvis”.
Allerede her kan vi iagttage, at man (tilsyneladende!) ønsker og begærer noget, man gør sig alverdens anstrengelser for at sikre, aldrig vil kunne ske. For det ville kræve, at det var sket, og det er det netop ikke.
Derfor kan man lege med den underlegenhed, som er indbygget i opstillingen. Det er ganske ufarligt. Den reelle ydmygelse var af begrænset omfang. Faktisk var det ikke en selv, der var den udpegede og udstillede. Man kunne trygt skjule sig i mængden. Alle de andre syntes jo også, at “ham Viktor fra parallelklassen” godt nok havde noget af en kejser.
I bund og grund jager man efter det nederlag, man ikke fik. Det kan man trygt gøre, eftersom man jo netop ikke fik det.
Det tredie hovedelement knytter sig til det ukendte. Hvordan ville det have været at være Viktors ven?
Måske var der en, som man var kammerat med, hvor man også sendte nogle misundelige blikke, når han stod og tissede eller på anden måde blottede sig. Når man tænker tilbage forekommer han af en eller anden grund mindre interessant end ham, man kun havde nogle få korte og tilfældige ordvekslinger med.
Det har at gøre med mystikken og det ukendte. Ham, man var kammerat med, er for velkendt, har ikke det element af noget fremmed og dunkelt som ham, man ikke var kammerat med.
Men sammenslynget med tematikken “den mystiske fremmede” har vi tillige det, vi ovenfor beskrev som at træde ind i et parallelunivers. For uanset hvor meget eller lidt evt. slet intet overhovedet, der skete med ham, man var kammerat med, så forekommer det langt mere sandsynligt, at der kunne være sket noget.
At benytte ham, man ikke var kammerat med, til sin fantasi, er således en måde at indsætte en ekstra beskyttelsesmekanisme. At denne samtidig kan være et pirringselement, fordi den introducerer temaet “det mystiske og dunkle”, er ikke to ting, der udelukker hinanden. Tvært imod, det gør blot den store forklædning desto mere fuldkommen.
Der kan imidlertid skjule sig meget mere i det end som så. Da det nu er et fiktivt eksempel, tillader vi os at digte lidt på det, for bedre at kunne vise nogle af de mekanismer i en konkret form, som vi tidligere har betragtet mere abstrakt.
Lad os derfor spørge til, hvornår dette mere nøjagtigt fandt sted. Ikke bare at det var engang i ens barndom, men hvornår i løbet af denne?
Også i forhold til ham, man var kammerat med. Var det overhovedet i samme periode? Måske vil det ved en nærmere overvejelse vise sig, at man ikke rigtig havde nogle nære relationer på lige præcis det tidspunkt.
I så fald kan man helt oplagt have følt sig lidt udenfor det hele, som en outsider. Som den til svømning og gymnastik udpegede var Viktor også anderledes, skilte sig ud. Det er såre naturligt, hvis man i en følelse af outsider-position forestiller sig, at man måske kunne have fundet venner blandt andre “udstødte”. Fantasien kan altså måske dække over fortrængt ensomhedsfølelse og en dermed forbundet smerte.
Lad os tænke den en tak længere ud. Måske gik det rigtig skidt på den skole. Måske blev man mobbet, og måske blev det begyndelsen til en lang periode med mange skoleskift, ustabilitet og voksende problemer, der kulminerende i nogle turbulente teenageår.
I det lys kommer det pludselig til at handle om noget langt mere afgørende for ens liv end at beundre Viktors kejser.
Det handler rent faktisk om, hvis man havde kunnet undgå nogle problemer, havde haft mere ro og stabilitet i sin skolegang og dermed fået et bedre afsæt for sit videre liv.
“Ven med Viktor” betyder i den udlægning at knytte bånd, falde godt til på den skole, passe ind, have relationer til de andre børn.
Det, der imidlertid vækker en smule forundring, er, at den man udser til potentiel ven, ikke udmærker sig ved at være flink og rar, men i bund og grund kun er interessant i kraft af en enkel, bestemt legemsdel.
I denne besynderlighed skjuler der sig adskilligge understrømme. Den mest banale er, at Viktor ganske enkelt er ham, man lagde mærke til. Det får ham til at hænge bedre fast i hukommelsen. Dette er imidlertid af underordnet betydning.
Langt mere væsentligt er den førnævnte higen efter kontrol. Netop hvis fantasien dækker over, at noget gik helt galt, måske på grund af ting, man ikke havde nogen indflydelse på, kan der være et stærkt ønske om at kunne styre tingenes gang.
Man må her huske, at vi betragter tingene i en PDD-kontekst. Derfor foreligger der i sindet en konstant ængstelse for, at andres penisser er større. Hvordan kommer man den til livs? Helt enkelt: ved at alliere sig med den, som man er helt sikker på er større. Så er der jo ikke længere noget at være bange for. Man har sikret sig, at det værste er sket.
Når man frygter og ængstes, har det altid relation til tvivl og uvished. Det lunefulde "måske", den anspændte dirren før uvejret. Hvis først katastrofen er sket, er der ikke mere at være bange for.
Ligesom hvis den jaloux kvindes kæreste blev glad for en anden. Spændingen ville være udløst, hun behøvede ikke længere at være bange for, at det skulle ske.
Ligeledes her: Man vælger den, man er sikker på er større.
Hvis bare der ikke er nogen tvivl mulig, er der heller ikke det spændingsfelt, at den måske kunne være større. Den er!
Bemærk i forhold til det tidligere sagte om den dunkle mystik, hvor eminent Viktor forener det sikre og det usikre, gåden og visheden.
Betyder det så, at det værst tænkelige er indtruffet?
I virkeligheden skete der noget betydelig værre med mere langtrækkende virkning end at Viktors var meget større end ens egen. Der begyndte et skred, som fik betydning flere år frem i tiden.
Der ligger således en betydelig beroligelse i den tanke, at tænk hvis der ikke eksisterede noget værre i verden, end at Viktors var større. Tænk hvis der ikke fandtes mobning, mislykkede skoleforløb, udvisning, skoleskift, dårlige karakterer, ungdomspsykiatri og alt det andet. Tænk hvis Viktors kejser var den eneste slange i paradiset … Hvilken vidunderlig verden!
Side om side med dette forefindes dog også den regulære rædsel over Victors volume. Den er jo helt central for en PDD. Det er således også en medvirkende årsag til, at man er nød til at behæfte scenariet med så mange umuligheder.
Idet vi forsøger at trænge ind til tingenes kerne, må vi således forestille os en altomfattende følelse af angst. Diffus og generel. En grundliggende angst for livet.
Denne påtager sig snart en, snart en anden skikkelse, undertiden flere skikkelser samtidig, lader to ængstelser diskutere med hinanden, ivrigt modsige hinanden og derved få alt til at fremstå paradoksalt og uigennemskueligt.
Men det er ét stort skyggespil!
Bag alt ligger angsten, og det er den, der trækker en ved næsen rundt i manegen.
Det ændrer ikke noget grundliggende og fundamentalt ved sagen, hvis man forandrer lidt på de rent ydre faktorer. Det bliver blot en variant af det ene og samme.
Man kunne jo f. eks. spørge: "Hvad med Viktor?" For det kan vel ikke være særlig sjovt for ham, at alle overbeglor ham under bruseren, og at hver eneste gymnastik- og svømningstime ender i en bredside af dumme bemærkninger.
Selvom der er et element af noget smigrende deri, er der mindst lige så meget et element af at blive jaget og forfulgt. Måske var det sjovt de første par gange. Men snart blev det trættende, og efterhånden er det blevet et rent helvede.
Måske begyndte det ved en ren tilfældighed. Måske kom Viktor til at sige noget, han siden fortrød. Måske fik en anden øje på den og sagde noget. Men i hvert fald husker Viktor en tid, hvor han mere uforstyrret kunne deltage i badningen.
En tilfældig episode satte tingene i gang, og så kørte den!
Efterhånden har tingene eskaleret til et punkt, hvor det er blevet temmelig ubehageligt for Viktor at bade sammen med de andre drenge.
Begyndelsen kan som nævnt udpeges og dateres. Det er Viktor opmærksom på. Måske har han også lagt mærke til noget, de andre ikke har bemærket. For måske er han ikke den eneste, der skiller sig ud på den front.
Nogle taler om "Viktor fra parallelklassen". Men for Viktor og hans klassekammerater er det selvsagt de andre, der er parallelklassen. Derovre går bl.a. Lasse.
Lasse har også en del udover det sædvanlige forneden. Men åbenbart har ingen lagt mærke til det. Eller d. v.s. Viktor har. Men åbenbart kun han.
Han er ikke i tvivl om, at Lasse selv må være klar over det. Men Lasse har undgået de situationer, der kunne have sat maskineriet igang. Han forstår at holde sig under radaren. Skjule sig blandt de andre drenge, vende ryggen til i det afgørende øjeblik og skynde sig at få et håndklæde omkring sig, når han kommer ud af bruseren.
Lad os digte lidt videre. Måske lider også Viktor under en PDD. Eller han udvikler den som følge af den overfiksering han oplever i de nævnte badesituationer, hvor han i ekstrem grad bliver udpeget og skilt ud.
Så må der næsten nødvendigvis sætte noget dobbelt ind!
Hans PDD gør ham bange for, at Lasses er større. Når han - i modsætning til de andre - har lagt mærke til Lasse, er det netop hans PDD-radar, der lynhurtigt har spottet en potentiel lige- eller overmand. Et involveret skud paranoia i skøn forening med det optiske bedrag, “forkortningen”, betyder, at der måske ikke skal så meget til, før Viktor inkluderer en anden dreng blandt de mulige trusler. At Lasse er topkandidaten, er der imidlertid ingen tvivl om.
Men samtidig er Viktor af en noget nær modsat årsag misundelig på Lasse. Nemlig for hans evne til at skjule den og undgå den bliven peget ud, Viktor i stigende grad oplever som en belastning.
Derfor ville han måske i virkeligheden ikke have så meget imod, hvis alle de andre stod og gloede på Lasse i stedet for på ham.
Situationen er ikke sund for Viktors PDD. Man kunne fejlagtigt tro, at han blev bekræftet i at være veludrustet, og derfor hjulpet frem mod helbredelse. Det forholder sig imidlertid modsat. Han oplever et overfokus på den legemsdel, der medfører, at han selv overfokuserer endnu mere på den, end han ville gøre, hvis han ind imellem kunne få lov at glemme den. Han føler sig ikke bekræftet i noget positivt. Han føler sig som sagt udpeget. Hvad der stimuleres er ikke det fortrin, han med en del af sin bevidsthed godt ved, at han har. Hvad der stimuleres er derimod en følelse af anderledeshed og i forlængelse heraf vanskabthed.
Det siger sig selv, at Viktor er splittet. For en del af ham vil gerne høre, at hans er større end de andres. Men en anden del kunne i høj grad ønske, at opmærksomheden i stedet ville blive Lasse til del.
I Lasses klasses går bl.a. Per. Det var ham, vi mødte før, der senere i livet kommer til at tænke en hel del på Viktor. Derimod har Per lige så lidt som de andre, lagt mærke til, hvad Lasse har. Lasse er virkelig dygtig til at skjule og kamuflere det. Således kan han altså stå lige ved siden af et galopperende PDD-tilfælde som Per uden at blive afsløret.
Hvad tænker mon Lasse? Er han så tilstrækkelig PDD-fri, at han kan hvile i, hvordan naturen har skabt ham? Har han tænkt over, at den opmærksomhed, Viktor udsættes for, må være en mildt sagt blandet fornøjelse? I hvert fald gemmer han sin størrelse væk.
I en gammel western forekommer et replikskifte, hvor der peges på en fyr, og siges at “han skyder godt,” hvortil en anden svarer: “Ja - så godt, at han ikke behøver at bevise det.”
Forholder det sig sådan med Lasse?
Eller er han bange for, at de andre vil drille, hvis han står frem og siger: “Min er lige så stor som Viktors!”?
Ønsker en del af ham at få del i opmærksomheden?
Mener Lasse overhovedet, at han ville kunne gøre sig gældende?
Han ved nok, at han er større end de andre. Men er det lige så stor som Viktor? Måske er det. Måske er det ikke. Men selvom det evt. er, kan Lasse meget vel være viklet ind i et kollektivt bedrag, hvor Viktor står som den ubetinget største. "Ingen over - ingen ved siden af". Har alle haft tilstrækkeligt travlt med at overbevise hinanden derom, ender det også som en godkendt sandhed, og synet retter sig ind efter det. Ser, hvad det forventer at se.
Hvis Lasse ikke er usædvanlig selvsikker, vil han derfor nægte at tro, at han skulle være i klasse med Viktor. Også selvom han måske er det.
Vi ved ikke, hvad Lasse egentlig tænker. Vi kan siden overveje det. Men det har sådan set ingen betydning for vurderingen af Viktors tilfælde.
Det er ligeledes underordnet, hvordan det nøjagtige størrelsesforhold er imellem Viktor og Lasse, om de er helt jævnbyrdige, eller om der en en lille forskel til den ene eller anden side. Det afgørende er, hvordan de opfatter tingene, hvordan de har det med dem, og hvad de i det hele taget tænker herom.
Viktor anser i hvert fald Lasse for en jævnbyrdig. Måske prøver han også at lede opmærksomheden i den retning. Men det lykkes ikke. Det kan skyldes så meget. At Viktor rent metodisk bærer sig klodset ad, det aktuelle stadie Lasses befandt sig på i det givne øjeblik, den tidligere luftede mulighed for et kollektivt bedrag, eller at Viktor simpelthen har taget fejl og overvurderer Lasse. Dertil en lang række andre muligheder, som jeg ikke finder det relevant at opremse.
I hvert fald lykkes det fortsat Lasse at undgå overdreven og uønsket opmærksomhed.
Hvor dygtig Lasse er i så henserende, og i hvor høj grad Viktor er ene om at have set, bliver særdeles klart for Viktor, da Per en dag, står lige ved siden af Lasse, laver en sjov, fordrejet tegnefims/lille-barns-stemme og siger: “Lasse har en lille diller, jeg har en stor diller og Viktor har en kæææææmpe diller.”
Det udsagn bygger tydeligvis ikke på empiriske studier. Havde Per skævet over til Lasse, ville han næppe have anbragt dem i den rækkefølge. Så meget er sikkert, at Per skulle have været nederst i rangfølgen (lille). Herom er der ingen tvivl. Viktor har derimod sine tvivl om, hvem der herefter skulle være henholdsvis den store og den kæmpe. Han hælder i nogen grad til at anbringe Lasse på den øverste plads.
Lasse er så langt fremme med sin påklædning, at han er sikret imod blikke. Det er Viktor også selv. Pers bemærkning gik mest på rene antagelser, at lave en sjov stemme, og så sige noget, han i hvert fald selv syntes var morsomt.
Lasse protesterer ikke. Det havde Viktor egentlig heller ikke regnet med. Men Viktor ved, at Lasses er meget, meget større end Pers, og er lidt bange for, om den måske også er større end hans egen.
Ved en anden lejlighed går Lasse temmelig vidt i sine finter. Det er en af de dage, hvor det er gået helt over gevind og alle skal tale om tissemandsstørrelser.
Lasse giver sit besyv med, højlydt og råbende, hvorefter han skynder sig at få et håndklæde omkring sig, for derefter at tage sine underbukser på under håndklædet.
Men et kort øjeblik mødes Viktors og Lasses blikke, og de udveksler et lille smil. De ved det godt begge to.
Ved hvad?
Ja - det er så netop det. Her når vi til det. Hvis Viktor senere i livet, bliver indviklet i en seksuel fantasi, der tager udgangspunkt i den tid for så at omdigte det hændte, vil det formodentlig især handle om, at blive helt enig med Lasse om, hvad det egentlig er, de ved.
Så langt som at Lasses også er stor. Ja - det er klart. Det var vel sådan set dét, blikket og det indforståede smil gik på. Det og så Lasses dækken sig med håndklædet. “Ja, skynd dig at skjule den,” signalerede Viktor til Lasse, og Lasse smilte konspiratorisk tilbage, idet han indså, at Viktor havde bemærket hans størrelse, men for så vidt følte sig rolig for, at hans hemmelighed var sikkert bevaret på det sted.
Fint nok. Men når Viktor mange år senere tænker tilbage på det hændte via en omdigtende fantasi, så er dette ikke det afgørende.
Da vi denne gang har arbejdet den modsatte vej, afkoder det mere eller mindre sig selv, hvis f. eks. Viktor forestiller sig, at han efter en time i svømning, da de kommer ud til frikvarter, diskret trækker Lasse til side, og siger: “Du tror sikkert, at jeg er en værre blærerøv og bilder mig ind, at jeg skulle være noget særligt. Men sådan er det ikke. Det var bare, ja - lige meget, men så kørte al lortet altså. Det er ikke fordi, jeg tror, det er noget. For jeg ved godt, at den ikke er nær så stor som din. Det er de andre, der tror alt muligt om at min er den største. Jeg ved altså godt, at din er større. Det er slet ikke sjovt, at de hele tiden glor og peger og snakker om den. Så vær du bare glad for, at de ikke har lagt mærke til, hvor stor din er. Jeg kan godt forstå, hvis du går og tænker: “Hvorfor fanden lægger de ikke mærke til min. Den er sgu da meget større.” Men du skal ikke ønske dig det. Og bare så du ved det, så er jeg altså ikke sådan en blærerøv. Jeg ville ønske, at de ville lade være med alt det der."
Dette vil formodentlig være det egentlige brændpunkt og centrum i Viktors fantasi. Det lader sig nemlig ikke rigtig gøre at udvikle den videre. For i så fald måtte det føre til en afgørelse. Men for at kunne gennemføre manøvren må det forblive uvist hvem af de to drenge, der har den største.
En afgørelse vil simpelthen opløse det hele i ingenting. Viktor leger måske i tanken lidt med de forskellige udfaldsmuligheder, og de scenarier, der kunne udvikles af dette. Men han ender med at forkaste alle tre mulige udfald. Ingen af dem kan nemlig bruges til hans egentlige formål.
Fortsættelser kan kun være indirekte. Flere indforståede blikke og smil, der bekræfter deres fælles hemmelighed. Ret meget andet kan der faktisk ikke ske. Eller rettere: der kan kun ske ting, som optrapper tvivl og usikkerhed vedrørende afgørelsens udfald. Her kunne man godt forestille sig en række situationer.
Så længe det handler om “tror”, “vist nok” osv. er der masser af muligheder for små, indirekte fortsættelser. Men et endegyldigt resultat ville ophæve fantasien.
Formodentlig vil det afgørende for Viktor være selve det at få meddelt sig til Lasse, at få etableret deres fælles forståelse af situationen.
Det er nemlig lige præcis dét, det drejer sig om.
Derfor forestiller Viktor sig næppe, at Lasse svarer en hel masse. Det vigtige og afgørende er, at Lasse ikke protesterer. Det altafgørende i sagen er selve dét, at Viktor og Lasse når til en fælles forståelse, som de er enige om. Om denne er strengt korrekt er ikke afgørende, så længe de blot tror, at den er. Især at Viktor selv tror på det, han har hævdet, men netop derfor har han brug for Lasses støtte.
Det vigtige er derfor ikke at få et svar, men at undgå en dementi. Viktor forestiller sig, at han fyrer sin smøre af i en fart, og så skynder sig ud i skolegården.
Hvis Lasse er i tvivl, kan han tænke over det, og en af de indirekte fortsættelser, Viktor måske vil kredse om i sin fantasi, er, hvordan Lasse lader sig overbevise. F. eks. da han kommer hjem efter skole betragter sig selv i spejlet, og lidt efter lidt bliver enig med sig selv om, at den da vist er en del større end Viktors.
Det kan være sandt eller et bedrag. Det er ikke det afgørende. Tyngdepunktet ligger et helt andet sted!
At de to drenge ikke går i samme klasse, men i parallelklasser, har ganske givet en betydning. De står jo netop i flere henseender som parallelle forløb. Men også parallel som i parallelunivers. Lasse repræsenterer et alternativt livsforløb, hvor Viktor ikke er blevet peget ud.
Udpegningen er jo netop Viktors forbandelse. Lasse illustrerer, hvordan det i stedet kunne have været.
Hvad end det er rigtigt eller forkert, tager det sig for Viktor tillige ud, som at Lasse hviler mere i det, i højere grad har accepteret, at han er skabt, som han er. Det er i allerhøjeste grad noget, Viktor efterstræber og ønsker at få del i. Men for at få det, må han have kapret Lasse, eller strengere psykologisk talt: komme i kontakt med den del af sig selv, Lasse repræsenterer i hans fantasier.
Også Viktor længes efter at høre til, være accepteret, indenfor. Han forestiller sig så, at den - mere eller mindre (?) - jævnbyrdige Lasse ville forstå ham, at de i og med deres udrustning havde noget til fælles, et grundlag for kammeratskab.
Hvis Viktor og Lasse blev venner, ville Lasse i og med at være Viktors selskab også blive repræsentant for “de andre”. Hvis Lasses er lige så stor, eller bare næsten lige så stor, så betyder det, at sammen med Lasse kan Viktor være “ligesom de andre”.
Hvis Lasses virkelig var større, ville det kunne fungere som en slags normalisering af Viktor. I forhold til dette punkt må der imidlertid nødvendigvis opstå en forøget spænding. Fanget mellem suverænitet og normalitet. Man kan nu en gang ikke både være almindelig og usædvanlig, men derimod kan man sagtens ønske sig at være begge dele.
Det nærmeste Viktor kan nå i retning af at både blæse og have mel i munden er at blive stående i uvisheden.
Derved opstår en lang række fordoblinger.
De andre drenge tager fejl, fordi Viktor og Lasse er blevet enige om noget andet. Men det er slet ikke sikkert, at det, Viktor og Lasse er blevet enige om, er rigtigt. Alt ender i ingenting. Det er forestilling på forestilling oven i hinanden, hvor al realitet fortoner sig.
Det er bl.a. derfor at uvisheden må opretholdes. Spændingen kan ikke leve med afgørelsen. På samme måde, som det ikke er særlig interessant at se en film, hvis man ved, hvad den ender med. Så længe man intet ved, står alle muligheder åbne.
Men udfra en (tvivlsom?) antagelse er Viktor og Lasse altså blevet enige om, at Lasses er den største. Lasse er stadig fri for at blive jagtet, overbegloet og peget på. Han holder sig fortsat skjult. Men hvergang nogen siger noget om Viktor, kan han hemmeligt være glad og stolt over, at det i endnu højere grad gælder ham. Netop ikke bare gælder “lige så meget”, men “mere”.
Der er en slags dobbelt-narrespil indover. For hvad nu, hvis Viktors alligevel var den største? Hvad nu hvis han efter at have opdaget, at Lasse havde mere end de andre og godt selv vidste det, kunne overbevise ham om, at han også havde mere end Viktor, skønt dette ikke var tilfældet? Et dobbelt bluff, hvor de var sammensvorne om at snyde de andre, alt imens Viktor samtidig snød Lasse. Men også sig selv. For det er naturligvis indbygget i hele opsætningen, at Viktor også selv skulle tro på det.
Når Viktor omdigter de gamle begivenheder, er det i håbet om, at Lasse kan smigres til at gå med på spøgen, idet han overbevises om en række fordele derved, som tiltaler hans forfængelighed.
Det afgørende for Viktor er naturligvis først og fremmest hans egen gevinst i forbindelse med denne kontrakt.
Når man husker på, hvor meget der er blevet peget og talt, giver det næsten sig selv, hvad Viktor vil opnå. Han vil ganske enkelt gøre alt dette til intet.
Viktor og Lasse bliver gensidigt hinandens repræsentant. Lasse kan omkostningsfrit indhøste roserne, mens han gemmer sig i mængden, og Viktor kan leve i overbevisningen om, at det - i det mindste teoretisk set - ville være muligt for ham at gemme sig i mængden.
Men der findes et dybere lag!
Når Viktors fantasi ret beset er lutter luft, skyldes det, at dens hensigt er at forvandle alt andet til lutter luft.
Fantasien består i bund og grund af det rene ingenting. Det ligner mest, at Viktor søger efter en hjælp og støtte. En ligesindet med hvem han kan dele en alternativ opfattelse af den foreliggende situation. Således også en måde at sætte bemærkningerne, drillerierne og det overdrevne fokus ud af kraft. Ifølge den alternative opfattelse har de ganske enkelt ingen gyldighed.
En vag formodning om, at der i forhold til en anden dreng er grundlag for en alternativ opfattelse, kræver, at denne får tilslutning fra ham. Hvis han afviser det, kan det højst blive et subjektivt postulat. Er derimod begge parter enige derom, så er de andre derved galt på den. De kan komme med alverdens dumme bemærkninger. De har ingen gyldighed.
Det viser sig således, at når fantasien i så høj grad består af luft, er det fordi, at dens formål er at forvandle noget andet til luft. Det er et forsøg på at opnå den urørlighed, man har, når man ved, at de andre har uret. Deres ord forvandles derved til tomme lyde. De kan ikke ramme, såre, provokere.
Indre vished gør det ikke. Det kan meget let føre til, at man kommer til at føle sig som den misforståede og forfulgte. På en eller anden måde må der skaffes en dækning for det.
Dostojevski har et parallelt eksempel i “Ynglingen”. Hovedpersonen drømmer om at blive stenrig, men hemmeligholde det for verden. Han fantaserer om hvordan, han vil rende rundt som en bums i laset tøj, blive set skævt til, skubbet og puffet til, overstænket af forbikørende vogne. Alt dette vil han kunne tage med et smil og en ligegyldig skuldertrækken. Ydmygelser er ikke ydmygende i sig selv. Det er de kun, når man er nød til at finde sig i dem. Det er netop ydmygende at blive skubbet og puffet til, overstænket m.v. når man ikke har nogen mulighed for at protestere, og bare må tie og tåle. Sådan ville det netop ikke forholde sig, hvis han var mangemillionær. Pointen er, at han når som helst kunne tjekke ind på byens dyreste hotel, lade sig klæde i det fineste tøj, spise festmiddage og drikke årgangsvine. Ydmygelsen bider ikke på ham, for den finder kun sted i det omfang, han selv lader den finde sted. Han er i virkeligheden urørlig.
Det ved han!
Men man bedes bemærke, at det ikke er lutter indre vished. Som den ydre foranstaltning står de millioner, der er syet ind i den lasede frakke. Det er i kraft af dem, at der hvert eneste øjeblik står ham den mulighed åben at fuldstændig ændre situationen, og få alle dem, der skubber og puffer, til at bøje sig ydmygt i støvet for ham.
Det er jo netop derfor, han er nød til først at blive rig. Bar han på en urokkelig indre vished, ville han jo allerede være urørlig.
På samme måde behøves der også noget her, der ligesom siger: “Det gælder ikke!”
Som ækvivalenten til de mange millioner gemt i frakken står således den veludrustede dreng gemt inde i flokken. Men stod han der bare, ja - så var han for så vidt på de andres parti. Det er jo netop også dét, der viser sig i det mislykkede forsøg på at flytte fokus. De andre godtog ikke den alternative opfattelse, og Viktor kunne ikke skaffe dækning for den.
Der er ganske enkelt brug for Lasse som sammensvoren og forbundsfælle. Det er deres tissemænd, der er tvivl om forholdet imellem. Hvis de er enige om dette, er de andres vurdering ugyldig. Det er leg og skuespil, hvor rollen kun fastholdes så længe, man gider at spille den. Den kan når som helst bringes til ophør.
De små blikke og smil Viktor og Lasse imellem er den stadige bekræftelse af og påmindelse om, at det, der siges i omklædningsrummet, ikke har nogen virkelighedsværdi, bare er en leg, og lige så uskadelig som at blive peget på med en legetøjspistol og få at vide “Bang! Du er død.” Det dør man jo netop ikke af.
At måtte finde sig i en masse, man ikke bryder sig om, er ikke spor rart. Fantasien forsøger at afmontere og opløse dette. Den består af lutter luft, fordi den er et forsøg på at afsløre alt det andet som luft.
Den udtrykker sig så i et mærkbart spændingsfelt, fordi den omhandler noget, der var anspændt eller måske rettere: problematisk og ubehageligt. Men derved har det også rummet en spænding.
Denne omfortolkes nu via fantasien og bliver til en anden slags spænding. Den er således forvandlet, men ophører ikke af den grund med i bund og grund at være en spænding. Men den er blevet til en slags spænding, der lader sig udløse. I hvert fald midlertidigt.
Frem for det, der skete, og som man ikke kan gøre noget ved, opnås en handlemulighed.
Denne har imidlertid en pseudo-agtig natur, fordi det kun er en midlertidig løsning, som samtidig tager fokus væk fra at trænge dybere ind i problemet.
Men hvad er det da, der ligger nedenunder? Det burde være unødvendigt at sige det, men sagen er naturligvis, at Viktor er bange for, at der er noget i vejen med ham. Hele den ophobning af ubehagelige situationer, der har bidraget til at forstærke denne følelse, forsøger han derfor at ophæve, forvandle til en gang “Bang! Du er død”, hvor de bare legede, at der var noget i vejen med ham.
Dette er det afgørende. Hvis Viktors fantasier af og til, efterhånden som spændingen optrappes, kører ud i noget med tissemandslege sammen med Lasse, skyldes det ikke en egentlig lyst til noget af den art, men er blot en kulmination, der fremkommer under tiltagende ophidselse, og som endvidere meget vel kan være en omskrivning af det at have nogen tæt på rent menneskeligt set, en ven, der accepterer en, som man er.
Måske var det slet ikke noget, Viktor tænkte synderligt over dengang. Ikke udenfor gymnastik- og svømningstimerne. Resten af tiden skænkede han måske dårligt nok Lasse en tanke. Men måske følte han sig ikke helt inde i kammeratskabet i sin klasse, tænkte ind imellem over, om det ville have været bedre at gå i parallelklassen. Stadig uden egentlig reference til Lasse, der i Viktors sind kun har en betydning i forhold til badesituationerne og behændigt kan glemmes resten af tiden.
Mange år senere dukker Lasse så op i Viktors tanker, og Viktor bliver vanvittig ophidset ved tanken om at have aflagt en slags skriftemål for Lasse. Det er næppe helt ved siden af at gætte på, at dette sker på et tidspunkt i Viktors liv, hvor han føler sig ensom og isoleret.
Trods de ydre variationer i forløbene Per og Viktor, såvel som forskellen på deres reelle udrustning, opdager man altså snart, at der lige et spadestik under overfladen er tale om det ene og samme.
Også Viktor bliver trukket rundt ved næsen i manegen af sin angst!
Vi kunne fortsætte med Lasse som en oplagt tredie variant.
Måske er Viktors vurdering korrekt: måske hviler Lasse mere i sig selv.
Men det kan lige så vel være, at hans tilsyneladende smarthed/dygtighed i forhold til at holde sig skjult dækker over en panisk rædsel for opdagelse, der hænger sammen med, at han frem for hvilende tvært om er totalt fremmedgjort overfor det, han har siddende dernede. Så meget at han gør alt for at skjule det. I så fald er der også hos Lasse noget angst, som har forplantet sig i skridtregionen, og herfra udøver sin magt, der styrer store dele af hans liv.
Forholder det sig sådan, vil vi kunne afdække nøjagtig de samme ting hos Lasse, som hos Per og Viktor.
Det kan endvidere bemærkes, at dersom Viktor virkelig havde aflagt sit skriftemål, ville han have fået let ved at overbevise Lasse. Ikke fordi han smigrede hans forfængelighed, men fordi han ramlede lige ind i hans fobi og prikkede til hans værste angstforestillinger. Hvis han allerede er overbevist om, at der er noget helt galt med ham, og den udpegede så kommer og fortæller, at det strengt taget burde være ham, der var udpeget, tvivler han ikke derom.
Den smilende måde han kunne forholde sig til Viktors viden taler dog herimod. Tilsyneladende blev han ikke voldsomt skræmt og fanget i en følelse af total afsløring.
Så måske er han virkelig mere hvilende, og har ikke særlig meget angst forplantet i skridtregionen.
I så fald har han heller ikke PDD!
Man bedes bemærke, at det er “skriftemålet”, der står centralt i Viktors fantasi. Altså en udtalelse, ikke en handling. Det understreger det præg af luft, vi har talt om i det foregående. Dertil peger det hen på et typisk fænomen for fantasier af denne art. I rigtig mange tilfælde, hvor man umiddelbart tror, at det er en given handling, der optræder som pirringselement, viser det sig ved nærmere undersøgelse, at det i virkeligheden er en udtalelse. Det kan være en invitation, der lægger op til handlingen, eller noget, der siges under. I hvert fald viser det sig at være dette, der er det egentlige sprængstof. Handlinger kan være helt fraværende eller en ligegyldig tilføjelse, mens det i virkeligheden er det sagte, der udgør det egentlige. Selv hvis det er noget rigtig rart, der siges, og fantasien således må betegnes som regelret, må man vel sige, at det er en ret så forsigtig tilgang. Især hvis der slet ikke optræder seksuelle handlinger i fantasien, men udelukkende ord. Man må gå ud fra, at ordene tjener et eller andet skjult formål, ligesom vi lige så det med Viktors fantasi. Her må der således nødvendigvis også være farlige understrømme i det regelrette. Hvorfor bare tale om noget rart frem for at gøre det? Fantasien kan åbenbart ikke handle om at opnå dette, men søger akkurat som Viktors skriftemål at skabe en konstruktion, der tjener et helt andet formål.
Torsdag d. 24. okt. 2013 offentliggjorde Ekstra Bladet følgende:
Den er ikke så lille, som du frygter
Af: Tomas Roar
Et nyt studie i ' Journal of Sexual medicine' viser, at mange mænd, der er gennemsnitligt udstyret, alligevel går rundt og har det skidt med penis.
Undersøgelsen blev ledet af psykiateren David Veale fra King's College, London:
- Som i andre former for utilfredshed med kroppen bunder penisskam sjældent i virkeligheden, forklarer Veale til livescience.com.
Mænd bekymrer sig meget mere om penisstørrelser end kvinder, mener Veale. Faktisk er det primært kun kvinder, der får skedeorgasmer, som foretrækker veludrustede mænd.
Derfor ville Veale finde ud af, hvad præcist denne penisskam går ud på, så man på sigt kan hjælpe disse mænd.
173 mænd deltog i studiet, hvor de udfyldte diverse spørgeskemaer om kropsbillede, erektion og bekymringer om størrelser. 46 af mændene fik målt deres penis, erigeret såvel som slap.
På baggrund af en sammenholding af disse data kom forskerne frem til ti spørgsmål, der afslører, om man lider af penisskam. Dette spørgeskema kalder de BAPS (Beliefs About Penis Size Scale).
Veale blev overrasket over, at mange mænd var enige i følgende udtalelse: 'Andre kan se størrelsen på min penis, selv når jeg har bukser på.' Disse mænd må være ekstremt selvbevidste på den ufede måde, mener han.
30 procent af de deltagende mænd var utilfredse med størrelsen, 35 procent glade, og resten midt imellem. De målte penisser lå mellem 7 og 18 centimer i slap, udstrakt tilstand. 10 til 20 centimeter i erigeret tilstand. 7 til 13 centimeter omkreds som slap, 9 til 17 som stiv.
En del mænd var blevet drillet som teenagere pga. deres størrelse enten af en kæreste eller af andre mænd i omklædningsrummet.
Skulle man helt kort sige, hvor jeg er uenig med Freud, så er det i spørgsmålet om, hvad der ligger nederst, som den dybeste grund, og hvad der er en forvansket/forklædt fremtrædelsesform.
Freud hævdede, at seksualiteten lå nederst, og angsten blot var en maske. Jeg mener lige modsat, at angsten ligger nederst, og at seksualiteten er en maske.
Min roman “Hændelsen” var langt henad vejen tænkt som et generalopgør med Freud. I scene efter scene lod jeg tilsyneladende seksualitet afsløre sig som et pseudo-fænomen og den underliggende angst komme til syne.
Sproget træder tilbage i sin egen tale og lader virkeligheden vokse frem, så uopløseligt er verden og sproget knyttet til hinanden.
Det medfører, at det er sproget, der bestemmer verdens inventar. Hvad sproget nævner, er til, og hvad det tier om, er ikke til. Der var engang, sproget i seriøs alvor talte om elverpiger, og dengang var der derfor elverpiger til.
Johannes Sløk
Jeg er fornylig stødt på en utrolig spændende afhandling, hvor man kan finde en lidt anderledes indfaldsvinkel til de her skitserede spørgsmål.
Den kan findes på:
https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443368749