Kan man tale med børn om abort og selvmord?

 - Svære spørgsmål om liv og død belyst ved hjælp af litterære eksempler med henblik på skolens religionsundervisning.

Indledning

Der er mange spørgsmål, der kan få sindene i kog. Men et område, hvor næsten alle vil føle deres personlige værdier og livssyn sat i spil, er, når det gælder spørgsmål, der vedrører at vælge mellem liv og død.

Naturligvis er der afgørende forskelle på abort, aktiv dødshjælp og selvmord. Men hos de fleste mennesker er det de samme principper og grundværdier, der former synet på disse ting.

Det er et lidt drilagtigt spørgsmål, hvor lavt klassetrin i grundskolen man kan tage sådanne spørgsmål op på. Det i sig selv at tale om død, er omdiskuteret. En omfattende diskussion, i forbindelse med når et barn mister en nær pårørende, raser. I dette sammenhæng er døden betragtet som noget, der sker. Men sammenhænge, hvor liv eller død er et valg, er absolut ikke lettere eller mindre ømtålelige.

I det følgende vil jeg forsøge at vise en række genveje, der måske kan fungere som en blidere introduktion. Samtidig vil jeg søge at opbygge en progression, der gør en gradvis dybere indtrængen i disse spørgsmål mulig, således at det, der i tredie klasse blot er blevet sporadisk berørt, i femte eller sjette kan tages op på et andet niveau.

Disse "genveje" er især knyttet til eksempler hentet fra litteraturen.

Naturligvis er et sådan forsøg problematisk. Hvad, der er rigtigt eller forkert, er ikke nogen akademisk disciplin, og en syvårigs opfattelse kan være lige så rigtig som en 50-årigs.

Dette forhindrer dog ikke, at man kan gribe spørgsmålene mere eller mindre dybt og indtrængende an.

At inddrage faktorer i debatten, der gør den mere nuanceret og mangesidig, må trods alt formodes at kræve en vis modenhed.

Forsigtig introduktion til værdier, livssyn m.v.

En time i første eller anden klasse.

Spørgsmål til klassen: Må man drille? Hvorfor/hvorfor ikke? Ville du blive ked af det, hvis nogen sagde, din nye jakke var grim? Hvorfor/hvorfor ikke? Er det vigtigt, om man synes, det samme tøj er pænt? Hvorfor/hvorfor ikke? Er der noget, det er mere rigtigt at synes end andet? Hvorfor/hvorfor ikke? Kan man undgå at blive vred, hvis nogen synes noget andet end en selv? Er der noget, der er helt forkert at mene eller gøre? Hvor mange forskellige meninger er det muligt, at der kan være om den samme ting?

Måske bliver det til en lang snak, måske forstummer den hurtigt. Det må tage den tid, det tager.

Når sagen begynder at virke uddebatteret, læses første kapitel af ”Skammerens Datter", hvor Dina provokeres og kommer i slagsmål, højt.

Spørgsmål til klassen: minder det her om noget af det, vi har snakket om? Hvorfor er Dina så sur og ked af det, da hun går hjemmefra? Hvordan ville du have det, hvis ingen ville kigge på dig? Har du nogensinde prøvet noget, der minder om det, Dina oplever? Hvad synes du om den anden piges opførsel? Hvem havde størst fejl i den situation, der beskrives i bogen? Er det i orden, hvad Dina gør? Kunne Dina have handlet anderledes? Hvad ville du have gjort i den situation?

Spørgsmål om liv og død som værdier og livssyn

Den lærer, som har held med ovenfor skitserede forsøg, burde ikke være bange for løbende at tage den type spørgsmål op, og gradvis komme ind på lidt sværere og tungere emner.

At dette kan forløbe som en stor succes, har jeg oplevet i praksis!

I fjerde klasse blev "Brødrene Løvehjerte" læst højt. Det fantastiske land Nangiala, blev brugt som afsæt for forestillinger om elevernes forestillinger om et drømme/fantasi-land. Der blev lavet fantastiske tegninger af bolchetræer og meget andet. Samtidig blev der spurgt til, hvad eleverne mente, der skete når man dør. Kommer man til Nangiala? Kommer man i himlen? Bliver man født igen?

Måske ville det have været sværere at stille spørgsmål, som om de troede, Jonathan tænkte noget, da han sprang ud af vinduet med Tvebak, eller om han netop handlede uden at tænke? Om han ville have gjort det samme, hvis han havde haft tid og ro til at overveje sagen?

Men jeg tror ikke, det ville have været umuligt at komme ind på den slags spørgsmål. Af den vej kunne man komme ind på den spontane handling kontra den planlagte handling. Med lidt hjælp fra "Emil fra Lønneberg" burde det være muligt at komme videre ind på spørgsmål om hensigt/motiv kontra praktisk foreliggende resultat. Med lidt elegance og finfølelse kan man så måske styre snakken i retning af de svære spørgsmål og netop komme ind på forskellen på, når det er et valg og det ikke er et valg. En vordende moder, der taber sit barn, er ikke en viljesakt. En mand, der falder ud af vinduet, er noget andet end en mand, som springer ud af vinduet osv.

Men når det bliver valg og viljesakt, hvad er det så, der gør, at man vælger som man gør?

Det får man næppe et udtømmende svar på af en fjerde eller femte klasse, for det kan man snildt bruge et helt liv på at spekulere over.

Men man kan åbne op for spørgsmålene, og så de kommende år atter og atter tage dem op under nye synsvinkler.

I det følgende vil jeg se nærmere på nogen af de måder, man kan forholde sig til disse spørgsmål.

Den katolske opfattelse

Det står helt centralt i katolicismen, at livet er ukrænkeligt og helligt, og ethvert valg desangående alene tilhører Gud.

Ægget og sædcellen er næsten allerede et menneske, lidt som et samlesæt, der ligger klar til at blive lavet. Netop derfor er den katolske kirke imod abort, homoseksualitet m.v. Kort sagt alt, der på den ene eller anden måde ikke anser kønsakten for at have forplantning som sit primære formål.

Når allerede det ufødte liv er så absolut helligt og ukrænkeligt, siger det sig selv, at selvmord slet ikke er en mulighed, der kan komme på tale.

Et yderst omdiskuteret jesuord er det om synden, der ikke er tilgivelse for. Alt andet skal tilgives, men ikke bespottelse af den hellige ånd. Men hvad er bespottelse af den hellige ånd for noget? Helligånden er allerede i sig selv det mest uklare af treenighedens begreber. Hvad faderen og sønnen er, forstår man jo nok. Men hvad er den tredie for noget? Når dette i sig selv er indviklet, bliver det ikke enklere, når man skal fastslå, hvad det vil sige at bespotte denne. Inden for katolicismen er det en udbredt tolkning, at Jesus taler om selvmordet. Livet som en skænket gave, er det, der gør os til mennesker, og livet er forudsætningen for alt andet. Den, der aldrig er blevet født, har selvsagt heller intet hverken godt eller ondt oplevet.

I den protestantiske verden er denne opfattelse svær at få rigtig hold på. Lad gå med at selvmord er at kaste alle muligheder bort, og derfor noget fundamentalt forkert. Det er der også mange protestanter, der mener. Men at sætte selvmord på fælles formel med f.eks. abort, er for mange en svær pille at sluge.

Man kan så naturligvis vælge kort og godt at afvise det katolske livssyn. Men man kan også vælge at være nysgerrig og fordomsfri, idet man nærer et ærligt ønske om at nå til en dybere forståelse af dette livssyn.

Til dette formål kunne man næppe få noget bedre redskab end Henry Morton Robinsons stærkt pro-katolske roman "Kardinalen".

Det er en fremragende bog, der fortæller om det meste af det, menneskelivet rummer, på en medrivende og ofte tankevækkende måde, således at den former sig som en stærk, begavet og gribende fortælling, alle kan have glæde af, uanset livssyn.

Bogens hovedperson, Stephen, der i løbet af sit liv når hele vejen op igennem det katolske præste-hierarki, og som allerede antydet i titlen, ender med at blive kardinal, kommer også til at opleve det meste af det, et menneske kan komme ud for. Han må igennem svære personlige kriser, såvel som en mængde fristelser. Heller ikke de svære valg bliver han forskånet for.

Stephen er ud af en stor søskendeflok. Blandt hans søskende er der Mona. Hun er den yngste lillesøster, og på mange måder Stephens særlige øjesten. Mona er en frisk og livsglad pige, men også lidt af en oprører. Hendes livsappetit fører hende på gale veje. Hun løber væk med en billig charmør. Da brødrene finder hende, er det for sent. Hun er ikke blot gravid. Det er lige op over med fødslen, og hun må - babu, babu - af sted på hospitalet.

Her udspiller der sig følgende:

"Doktor Parks, der tydeligt nok var fra Harvard, besmykkede ikke sine ord.

- Jeg har undersøgt deres søster og konstateret, at hendes tilstand er meget alvorlig. Veerne er åbenbart begyndt for flere dage siden. Urene hænder har gentagne gange gjort forsøg på t at forløse hende. Det forbavser mig ikke, at disse forsøg er mislykkedes. - Lægen standsede for at vælge de ord, han bedst kunne bruge til sin meddelelse, - fordi en forløsning er teknisk umulig i dette tilfælde.

- Hvorfor umulig, doktor?

Doktor Parks yndede ikke at sætte lægfolk ind i disse ting. Hvorledes kunne man forklare obstetrikkens mysterier for uindviede? Han gjorde et forsøg.

- Deres søsters bækken er meget snævert, næsten som et barns. Og barnets hoved er usædvanlig stort. Desuden står vi over for det, der med et teknisk udtryk kaldes en 'pandefødsel'.

Stephen mente at forstå lægens forklaring.

- Kan der ikke foretages kejsersnit?

Doktor Parks rystede på sit blonde hoved.

- Deres søster er kommet alt for sent. Hun er meget medtaget af blodtab. Hendes hjertelyde tyder på fuldkommen udmattelse, og nyrerne fungerer ikke tilfredsstillende. Et kirurgisk indgreb ville på dette tidspunkt være skæbnesvangert.

- Hvad råder de så til?

Lægen mønstrede Stephen, med blå, angelsaksiske øjne.

- At gøre en ende på fødslen ved hjælp af kraniotomi.

- Jamen det er jo - mord! sagde Stephen.

Doktor Parks stemme blev skurrende af irritation.

- Jeg er ikke katolik. Jeg er ikke forpligtet til at have samme synspunkt som De i denne sag. Men med mindre de giver mig tilladelse til at ødelægge fosteret, kan intet redde Deres søster. Det er hendes liv mod et ufødt barns.

Stephen greb fat om stolen. Jesus, Maria og Josef, hjælp mig!

Hans udråb gav genlyd mod hospitalsgangens loft og blev slået tilbage som orderne i det femte bud: Du må ikke ihjelslå. Guds udtrykkelige påbud, bindende for alle - også for læger. Her gjaldt ingen personlig mening, og der kunne ikke tinges om det ene livs værdi i sammenligning med det andets. I skaberens øjne afhang det menneskelige livs værdi ikke af dets udviklingsstadium. Moderen og det ufødte barn var lige værdifulde for Hans åsyn. Intet menneske havde ret til at bestemme, at den ene skulle ofres for den anden. At træffe en sådan afgørelse ville være at tilrane sig en forrettighed, som tilhørte Gud alene.

Doktor Parks kastede et blik på sit ur.

De må bestemme Dem med det samme, fader.

En bølge af ulidelig sjælekval undergravede Stephens viljestyrke. Som støtte greb han efter oprørske tanker - fristelser, der som pindebrænde hvirvlede ned mod fortvivlelsens stride blæst. Var det tænkeligt, at han skulle lade Mona dø, når et eneste ord - blot et bekræftende nik - kunne redde hende? Havde menneskelig kærlighed med dens ynkværdige fletværk af nerverødder og minders islæt ikke lov at bede om en særlig nåde? Ville det være formasteligt at bede: Ophæv din lov blot denne ene gang, Herre?

- Nå? spurgte doktor Parks igen.

Spørgsmålets hammerslag bragte Stephen tilbage til virkeligheden. Hans uddannelse som præst, hans glødende tro på den katolske kirke bøjede hele hans væsen i lydig fortrøstning til en alvis, alvidende og alkærlig Gud. Stephen sænkede hovedet: han underkastede sig den guddommelige vilje, udtrykt i det femte bud i kirkens kanoniske lov.

- Jeg er ikke bemyndiget til at tillade mord, sagde han.

Doktor Parks var så taktfuld ikke at sige hvad han tænkte: I katolikker er en gåde for mig. Højt sagde han:

- Vil De se Deres søster?

Inde på fødestuen bøjede Stephen sig over Monas skikkelse, der var tildækket med et lagen. Hendes ansigt var opsvulmet og blårødt, og hun trak gispende vejret gennem sine små tænder. Hendes engang så glansfulde hår var nu en sammenfiltret masse - snavset-gyldent på hovedpuden og blåsort inde ved hårrødderne. Nu var hun døende; de daglange veer havde martret hende næsten til bevidstløshed.

- Ilt, sagde doktor Parks til sygeplejersken.

Ifølge sit lægeløfte skulle han gøre alt for at opretholde legemets liv så længe som muligt og ved hjælp af ethvert middel, der stod til hans rådighed.

Stephen var også bundet af et løfte - et højtideligt løfte, der rakte ud over legemlig død til sjælens evige liv. Ingen af hans personlige følelser, hverken sorgens torn eller angerens spyd måtte afholde ham fra at udføre sin absolutte pligt som præst. Han bøjede hovedet tæt hen til Mona.

- Prøv at angre af hele dit hjerte, elskede Monny, hviskede han.

Mona så op på sin broder og prøvede lydigt at tale. Hendes læber bevægede sig uden en lyd.

- Stol på mig, Monny. Jeg slipper dig ikke. Gentag orderne efter mig.

De væsentlige ord kom.

- Jeg angrer ... af hele mit hjerte ... at have krænket dig, hviskede Mona næsten uhørligt.

Stephen gav hende absolutionen, samtidig med at doktor Parks i stetoskopet opfangede det sidste slag af hendes udmattede hjerte.

Og så greb fødselslægen sine instrumenter.

- Jeg har nøjagtig tre minutter til at redde det barn, sagde han. - De må hellere gå ud, fader. Det bliver ikke rart at se på.

Da Stephen var kommet uden for døren, lænede han sig op mod væggen på gangen. Han havde samvittighedsfuldt opfyldt sin præstelige kontrakt, og nu forfaldt betalingen i form af dødelig fortvivlelse og fysisk sammenbrud. Han følte trang til at kaste sig på gulvet og slå hovedet imod de ufølsomme brædder. Brutale udtryk for menneskelig jamren trængte sig på. Hans læber formede fortvivlede ord, da han hørte en spæd klynken - et ynkeligt og gennemtrængende vræl, der bebudede et nyt livs ankomst her i verden.

En sygeplejerske kom til syne i døren; hun holdt noget i et af fødestuens tæpper.

- Det er en lille pige, sagde hun. Og doktor Parks siger, at barnet er levedygtigt."

Den lille pige kommer til at hedde Regina, og vokser op til at blive en begavet og smuk ung dame, der bl.a. har talent for klaverspil.

Et par hundrede sider senere, hvor der er gået 18 år, og utallige dramatiske begivenheder har fundet sted, kan man således læse følgende:

"Han bøjede sig ned og kyssede Regina på kinden. - Øver du dig flittigt, Vipstjert? (Hvor det dog faldt ham naturligt at overføre Monas kælenavn på denne smilende unge pige med de strålende øjne).

- Ja, onkel Stephen, i timevis. Signor Lugoni siger, at jeg har kan du gætte, hvad han siger jeg har?

- Talent? L'esprit? La fiamma? Det kommer jo bare an på, hvad sprog din lærer talte den dag. Nå, hvad er det så, signor Lugogi siger om dig?

- Han siger, at jeg har energi. Regina lo ved tanken om sin lærers noget tvivlsomme kompliment. - Jeg ville meget nødig omtales som en energisk pianist

(...).

I den forventningsfulde stilhed, som fulgte efter fyrstinde Lontanas introduktion, tog Regina plads ved flygelet. Med beundringsværdig ukunstlethed spillede hun en nocturne af Chopin. Det var indlysende for Stephen såvel som for de øvrige tilhørere, at denne unge pianistinde havde en usædvanlig evne til at lade musikken tale for sig selv. Chopin efterfulgte af Reflets dans l'eau, et tonedigt af Debussy, som under den unge kunstnerindes hænder bevarede sin spinkle uhåndgribelighed. Efter med megen ynde at have taget imod bifaldet fordybede Regina sig storladne Bach-Tausig toccata og fuga i d-mol, et værk som i hendes gengivelse forlenedes med al dets magtfulde kraft.

En lykkefølelse som i art og intensitet var helt forskellig fra alt, hvad Stephen hidtil havde følt, fyldte hans hjerte, da han så Regina sidde ved flyglet. Hun var Monas datter, smukkere og med rigere evner end Mona - en sjæl, der øjensynlig fattede det fuldkomne, og som var i stand til at elske det og vokse i det lys. Og det var det barn, som den hvidkitlede læge i embeds medfør ville have dræbt! I løbet af atten korte år var den kurve i Guds cirkel blevet åbenbar. Af den brudte bue, som var Monas liv, havde Han skabt denne fuldkomne ring."

Pointen burde uden videre være indlysende - selv for småbørn: lad Gud råde, så ender alting godt!

Det romantiske selvmord

Romantikken var et oprør imod oplysningstidens snusfornuft og materialisme. Nu ville man give følelserne plads. Jo større og voldsommere desto bedre.

Optakten til højromantikken var den såkaldte sturm und drang periode, hvor vilde naturkræfter, lidenskabelige følelser og det store, ubegrænsede kom i fokus.

At den mest berømte selvmordsroman i verdenslitteraturen, Goethes "Den unge Werthers Lidelser", fødtes ud af dette følelsesorgie, er derfor ikke videre overraskende.

Derimod kan det i dag være svært at sætte sig ind i den voldsomme virkning, den havde på den læsende verden ved sin fremkomst. Den vakte begejstring i en sådan grad, at den satte en helt ny åndsretning i gang, og endog fik visse særlig modtagelige læsere til at begå selvmord. I andre kredse vakte den voldsom uvilje og forargelse.

En så voldsom virkning vil den næppe have på ret mange nutidige læsere. Men som den klassiker og det mesterværk, den vitterlig er, har den så afgjort også sin væsentlighed og relevans for vor tid.

Kort fortalt er det en dagbogsroman, hvor man følger Werthers tanker og følelser i forbindelse med en ulykkelig kærlighedshistorie, der trin for trin driver ham mod sjælelig opløsning og til sidst død.

Et "dogme" for romantikkerne var: "Længslen er vigtigere end fuldbyrdelsen".

For mange nutidsmennesker er romantik noget med at holde kæresten i hånden i skæret fra et stearinlys. For de gamle romantikere var det, der gik forud, før man nåede til stearinlyset og rødvinen, af langt større vigtighed og betydning.

Det handler ikke om at få den elskede, men at kunne drømme stort og ubegrænset om hende. I samme øjeblik fuldbyrdelsen fandt sted, ville realiteterne og hverdagen gøre sit indtog, og afsløre det ufuldkomne ved den elskedes person. Kun i fantasien kan hun være fuldkommen. Derfor vrages den ene fugl i hånden til fordel for de ti på taget.

På samme måde gælder, at følelsens renhed ikke kan holdes ubesmittet af seksualitet i fuldbyrdelsen. Den rene, åndelige tilbedelse af gudinden må holdes fri fra kroppen.

Men det eneste ufejlbarlige middel imod fysiske drifter er døden. Men omvendt kan følelsen heller ikke lade sig diktere af borgerlige normer og gældende moral. Følelsen er ubegrænset i modsætning til middelmådighed og småborgerlighed. Den vilde, uhæmmede natur og det naturlige står uendeligt hævet over civilisation og opdragelse.

Derfor vil det typiske forløb i en romantisk fortælling være, at de elskende, som ikke må få hinanden, sætter sig op imod forældrene og stikker af sammen. De begiver sig af sted i en robåd for at tage ud på en øde ø, hvor de vil skabe deres egen tilværelse. Men undervejs går båden ned i en storm.

Shakespeare havde været der 200 år før med "Romeo og Julie". Men det egentligt skelsættende og banebrydende værk, der satte hele den romantiske bevægelse i gang, var som nævnt Goethes "Den unge Werthers Lidelser"(1774). Som en svimlende psykologisk lavine fortælles historien om en ung mand, der forelsker sig i en andens kone, drives til vanvid og tager sit liv. Gennem Werthers dagbog følger vi trin for trin hans stigende fortvivlelse. I den tilsyneladende realistiske skildring, blander der sig adskillige symbolske træk. I god Shakespeare'sk tradition naturligvis diverse uvejr, der trækker op i det fjerne. Et virkemiddel, der for øvrigt kan genfindes hos langt senere forfattere, f.eks. Steinbeck. Ydermere er der et tydeligt forhold imellem Werthers sindstilstand og de mennesker, han møder. I begyndelsen af historien, da han er glad, møder han en flok legende børn. Da det er ved at gå helt galt for ham, møder han den lokale landsbytosse.

Inden det kommer så vidt, har han forsøgt at frigøre sig fra sin forelskelse. Han vågner en nat fortvivlet op, og indser, at han ikke ved en viljesanstrengelse kan gøre sig fri. Han kan heller ikke udholde blot at elske i fjern tilbedelse med en ideel kærlighed, der altopofrende kun vil den elskedes vel. Forvandler det kærligheden til erotisk besættelse? Dette punkt i historien er omstridt af tolkningen. Hvad har Werther egentlig drømt? Havde drømmen en seksuel karakter? Gennemskuer han sine følelser som værende ufuldkomne, besmittet af begær og besiddertrang? Er det i virkeligheden derfor han begår selvmord?

Den typiske højromantiske konflikt er kampen imellem godt og ondt, ånd og drift, sjæl og krop, afholdenhed og fristelse, kompromis og ideal. Helten anbringes i en situation, hvor han skal vælge mellem den hvide og den sorte dør. Underforstået vælge den hvide.

Den, der vil studere moderne psykologiske begreber som luder-madonnakompleks og sublimering, vil finde et rigt kildemateriale i romantikkens værker. Et gennemgående træk er den stadige sondren imellem to slags sanselighed: den primitive, rent fysiske sanselighed og den højere åndelige sanselighed. Ofte symboliseret ved to kvinder, den gode og den onde.

I Christian Winthers "Hjortens Flugt" har vi et karakteristisk eksempel. Heltinden, Ellen, er for symbolikkens skyld lyshåret. Hun er ren og dydig som en engel.

Hendes mørkhårede modstykke er ikke blot dæmonisk og mystisk. Hun er endog kun halvt menneske. Afkommet af en trolds voldtægt af en menneskepige. Om hende hedder det:

"Hun stripped om i egnen,

og hvor hun så kom hen,

forvendte hun straks hjertet

på hver en ungersvend;

men alle de små piger,

som leved der omkring,

dem siger man, dem lærte hun

heel mange slemme ting."

Et forhekset smykke giver hende en særlig magt over mænd, så hun kan få hvem som helst til at forelske sig i hende. Men vores helt er standhaftig. Han elsker heltinden med den sande kærlighed, der er stærkere end primitive trylleformularer, og dæmon-pigen, siger bebrejdende til sit smykke:

"Ak, du magted ikke hin ungersvend prud,

thi han var ren som sneen og trofast mod sin brud."

En række af romantikkens yndlingstemaer er udfoldet. Først og fremmest naturen og naturens kræfter. Dernæst de to kvinder, der repræsenterer henholdsvis den gode og den onde vej. Men de er begge nært knyttet til naturen. Rhitra er en rå og ond naturkræft, destruktiv og i tydelig pagt med slanger og giftedderkopper. Men også Ellen har et særlig nært forhold til naturen, f.eks. evnen til at tæmme kronhjorten med sin sang. Hun er den gode, blide, harmoniske - om man vil arkadiske - natur. Som afspejling af fortællingens hjerterytme, puls og tempo, har vi den stadigt flygtende hjort. I de to kvindeportrætter er der en dualisme mellem to slags natur, der efter mange onde anslag ender i, at lyset jager mørket bort, og det gode sejrer. Den lyse, blide Ellen, bliver dog til sidst stærkere end den halsstarrige Rhitra.

Der er følelser og lidenskab, om end i en lettere nedtonet form. Egentlig højromantisk er denne versfortælling ikke. Tydelige biedermeier elementer fornemmes deri.

Således sejrer den sande følelse over dunkle drifter, og dermed ånden over materien. Hjortens Flugt har en absolut lykkelig udgang. Som i et eventyr får de elskende hinanden, og kan leve lykkeligt til deres dages ende.

Dette er dog ikke usædvanligt for den danske romantik. Også Oehlenschlägers "Aladdin" ender med, at de elskende får hinanden. Men i begge tilfælde gælder, at de påtrængende drifter er blevet stedt til hvile på anden vis.

Vil man se et udpræget eksempel på længsel uden fuldbyrdelse kombineret med todørs-konflikten, kan man oplagt betragte Alexandre Dumas' "De tre Musketerer".

Denne berømte roman følger dog ikke desto mindre samme regelkodeks. Historiens helt, den karske unge d'Artangnan, besidder nok heltetræk som at være modig og handlekraftig. Men han kan ikke tøjle sine drifter. Han er en hidsigprop, og hvad værre er: elskovssyg. Han forelsker sig i historiens heltinde, Constance, som imidlertid er gift. Ægteskabet tæller dog ikke videre. Hendes mand er gammel og latterlig. En grov karikatur af småborgerlighed og middelmådighed, ja - endog en kujon og forræder, der intet har at sige i et højromantisk regnskab. Problemet viser sig i form af den sorte dør, den forføriske Mylady De Winther. Til trods for de oprigtige følelser for Constance, gælder der her nemlig ikke noget "ak, du magted' ikke hin ungersvend prud", for det er nemlig lige, hvad hun gør. Om d'Artangnans manglende modstandskraft over for Mylady, hedder det:

"Denne kvinde besad en utrolig magt over ham: han hadede og tilbad hende på én gang. Han havde aldrig troet, at to så modsatte følelser samtidig kunne opfylde et menneskes hjerte og forene sig til en mærkværdig, næsten djævelsk kærlighed."

Når det er sådan fat med vor helts indre liv, er der ingen kære mor. Naturligvis lykkes det Lady Winther at hælde gift i Constances bæger, og følgende gribende optrin udspiller sig:

"Hendes smukke ansigt var aldeles fordrejet, hendes øjne så ikke mere, en krampagtig skælven rystede hendes legeme, og sveden randt ned ad hendes pande.

"For himlens skyld, hen hjælp! Porthos, Aramis, kald nogen til!"

"Det er forgæves," sagde Athos, "forgæves! Mod den gift hun skænker, gives der intet middel."

Ja, ja, hjælp, hjælp!" mumlede fru Bonacieux, "hjælp!"

Idet hun derpå samlede alle sine kræfter, tog hun den unge mands hoved mellem sine hænder, betragtede ham et øjeblik, som om hun ville lægge hele sin sjæl i dette blik, og trykkede med et kvalt skrig sine læber mod hans.

"Constance! Constance!" råbte d'Artangnan

Et suk lød fra fru Bonacieux' mund, idet den berørte d'Artangnans, og med dette suk steg hendes rene, uskyldige sjæl til himlen."

Det, der for en umiddelbar betragtning kan vække forundring, er, at romantikken samtidig med at hævde følelsens ubegrænsethed, der bryder alle regler og love, selv er så ubønhørligt regelfast. Man kan som en forenklet, foreløbig forklaring skelne mellem den borgerlige lov og den højere idealernes lov. Men det er en grov forenkling af sagen. For at forstå den filosofiske og ideologiske baggrund ret, er vi nød til at nærme os sagen fra en lidt anden side.

Det, der hører hjemme i ideernes/idealernes verden, er evigt. Romantikken støtter sig her til platoniske og ny-platoniske tanker. Menneskets følelse af fremmedhed og splittelse er dels i forhold til samfundet, men i lige så høj grad i forhold til sig selv. Ved at opnå en kønsidentitet som mand eller kvinde, er mennesket blevet halvt, og søger i den elskede sin anden halvdel. Men i den ufuldkomne fysiske verden er dette ikke muligt. Det skal nemlig ikke opfattes, som at nogen er forudbestemt for hinanden. Blot at forelskelsen i sit udbrud opleves som et pust af evigheden, og man derfor har en oplevelse af at møde en, man har tilhørt i en tidligere tilværelse eller eksistensform. Men virkeligheden er altid en svag afglans af den højere verden (jævnfør Platons hulelignelse). Derfor er lykkelig kærlighed dybest set også ulykkelig.

I den ufuldkomne verden er det faktuelle blot faktuelt, men ikke nødvendigvis sandt. Hinsides det faktuelle står en mere ægte og egentlig sandhed, "oversandheden". Netop fordi den står over det faktuelle, skal den ikke stå til regnskab for dette. Noget kan altså være sandt, selvom det strider imod fakta. Det faktuelle kan meget vel være usandt. Kun sandheden er sand.

Når et følsomt og modtageligt sind i et særligt øjeblik (f.eks. under forelskelse eller kunstnerisk inspiration) oplever et glimt af den sande verden, er der derfor tale om en oplevelse, hvor noget hinsides hverdagen trænger ind i denne. Pudsigt nok bekræftes dette af den nyeste psykologiske forskning, især Ole Vedfeldts teorier. [1]

Men i modsætning til Vedfeldts optimistiske psykologi, må romantikeren nødvendigvis være ulykkelig. Han lever i en ufuldkommen verden, den lavere løgnens og kompromisernes verden, hvor han altid vil føle sig som fremmed, opfyldt af hjemve efter den sande verden. De højere sfærer går deres undergang i møde nede i materiens slum. Den elskedes død kan derfor i visse tilfælde også være at dræbe sine idealer og længsler. At gå på kompromis i et forsøg på at komme splittelsen og fremmedgørelsen til livs. Sandhedens fallit i løgnens verden. Men frem for en helt, der korrumperes og sælger ud, er der dog oftere tale om, at den onde verden (symboliseret ved den anden kvinde) dræber det gode. Renheden tåler ikke denne verdens smuds. Analogt til guldhornenes forsvinden i Oehlenschlägers berømte digt.

På samme måde er såvel den højeste begejstring som den dybeste fortvivlelse ikke vedvarende følelser. De er for voldsomme og opslidende til at kunne blive en permanent tilstand.

Men hvad har nu alt dette at gøre med nærværende arbejdes svære valg?

Det har det dermed at gøre, at det er vanskeligt at se, at der skulle kunne være anden mulig konsekvens af det romantiske livssyn end netop selvmordet?

I så henseende havde allerede åndsretningens første hovedværk udtømt emnet. Det er næppe forkert at antage, at langtde fleste selvmord, - også i dag - på den ene eller anden måde er werther'ske selvmord. Ikke nødvendigvis sådan at forstå, at der ligger en ulykkelig kærlighedshistorie bag, men i den forstand, at der foreligger et idealernes sammenbrud.

Således får vi af denne vej indblik i det typiske selvmords psykologi.

Det hævdes ofte i den etiske debat, at selvmordere er egoistiske og selvoptagede. Det almindelige argument er,  at de ikke tænker på, hvad de udsætter de efterladte for, men udelukkende har øje for deres egne personlige problemer. Modargumentet er almindeligvis, at de har lidt frygteligt, så man derfor må undskylde, hvis smerten har fyldt hele udsigten og gjort dem blinde for alt andet.

Men både det selvoptagede og det forpinte element bliver i denne tale noget diffust. Til en nærmere bestemmelse deraf er den romantiske forståelse af individualiteten en ideel arbejdsmodel, der efter mit bedste skøn snildt kan anvendes fra omkring syvende klasse og opefter.

Selvmordet hos Jacob Knudsen

Findes der andre slags selvmord end det romantiske?

Det gør der ifølge Jacob Knudsen. Som grundtvigianer og højskolemand var han personlig kristen, men stod i skarp modsætning til den katolske opfattelse af selvmordet.

Dette kommer særlig stærkt til udtryk i fortællingen "Den gamle Præst", der ved sin fremkomst vakte megen bestyrtelse og diskussion.

For Jacob Knudsen er selvmordet nemlig ikke nødvendigvis en selvoptaget bukken under for personlig lidelse. Det kan i visse tilfælde være lige det modsatte.

Det er denne - selv i dag - provokerende påstand, der står helt centralt i "Den gamle Præst", og bliver udgangspunkt for en række andre kontroversielle tanker.

Vigtig i denne tankegang er en sondren mellem den borgerlige lov og hjertets lov. Så langt kan Jacob Knudsen på en måde ligne en romantikker. Men hans opfattelse er imidlertid en anden.

Vil man forstå den ud fra et aktuelt emne i vor tid, kunne man helt oplagt tage et emne som illegale flygtninge. Det er strafbart at skjule dem. Så langt den borgerlige lov. Hvad hjertets lov byder, kan intet samvittighedsfuldt menneske være i tvivl om.

Men for at forstå dualismen i Knudsens tankegang ret, må man gøre sig klart, at han ikke nødvendigvis taler om love, der er forkerte og bør laves om.

Dette kan måske belyses med et eksempel fra færdselsloven. Der er utvivlsomt en mængde sund fornuft i det med rødt og grønt lys. Men hvis man ser et lille barn sidde ude på kørebanen, skal man så vente til der bliver grønt lys med at rende ud efter det?

Knudsen er ikke en anarkist, der vil have alle lovbøger brændt. Han forsvarer endog loven lidenskabeligt. Men han hævder så, at den er utilstrækkelig, og at der gives undtagelsestilfælde, hvor man skal blæse på den.

For at følge tankegangen i "Den gamle Præst" og forstå forskellen på det romantiske og det knudsen'ske selvmord, må man gøre sig dette helt klart. Jakob Knudsen mener ikke, at al lov skal tilsidesættes, og vi alle sammen skal tage vores liv. Han mener snarere, for nu at bruge en floskel at "det er undtagelsen, der bekræfter reglen".

Om en sådan undtagelse handler "Den gamle Præst".

Bogen begynder med, at sognepræst Mogens Castbierg aflægger et besøg på landsbyens store herregård. På den måde bliver man præsenteret for en række af historiens centrale personer: greven og grevinden, deres datter, Camilla, stalddrengen Christian, den sladdervorne Else, og af omtale præsenteres man for de øvrige hovedpersoner: Pastor Jensen, hans søn Magnus, væver Christoffersen og sognefogeden.

Grevinden er svagelig med vaklende helbred. Greven er en noget hidsig og opfarende mand, men med hjertet på rette sted. Parret lever i lykkelig forståelse, og nærer stor gensidig kærlighed. Efter Pastor Castbiergs opfattelse næsten mere end godt er. Den nævnte pastor Jensen er slet ikke præst, men en fupprædikant, der har vakt begejstring i byen ved at bruge Tolstoy's ord som sine egne. Han ser nu muligheden for at få en god stilling som højskoleforstander. Hans søn, Magnus, der har fået plads på herregården er ikke stort bevendt, men doven, uduelig og lidt for pigeglad.

Castbierg har ikke meget til overs for de tolstoy'ske fraser, der taler idealiseret om at elske sine fjender og ikke sætte sig op imod det onde. Det er en tale, der ligger så langt fra dagligdagen og hvordan, tingene der ser ud.

Dette bekræftes til fulde af de senere begivenheder. Jensen, der taler om fuldkommen kærlighed og forståelse mennesker imellem, ser intet galt i at håne sin kone i fuld offentlighed. Det er - mener han - netop et bevis for hans kærlige sindelag. Tænk, han har holdt hende ud i årevis, og hvor tung en byrde, hun end har været at trækkes med, har han ikke skilt sig af med hende. I landsbyen, hvor der er stor begejstring for Jensens taler, trives smålighed, misundelse, småsvindel og det, der grænser til korruption i vid udstrækning. Alt imens føjter Magnus Jensen rundt og tænker kun på pigesjov. Greven får i arrigskab dræbt Magnus, efter at han har forsøgt at voldtage komtesse Camilla. Væver Christophersen har været vidne til optrinet, men blev handlingslammet, og for at dække over sin fejhed, pynter han på historien: det så ud som om hun ville selv. Den ondsindede sladder går. Else, der skylder greven og grevinden alt, eftersom de har hjulpet hende i hendes fattigdom, sætter fuldt blus på sine sladderhistorier, og hele byen summer af ondsindet snak, alt imens man mener, at være forenet i en højere samdrægtighed og næstekærlighed. Fupprædikanten Jensen er ikke videre ulykkelig over sin søns død. Han ser deri blot en mulighed for at presse penge af greven. Man skal jo, ifølge hans lære, ikke sætte sig op imod det onde, så i stedet for at udlevere greven til øvrigheden vil han hellere have et stort bidrag til sin højskole. Men det bliver den gode greve for meget, og Jensen bliver smidt ud med fuld musik.

Nu er problemet blot det, at den svagelige grevinde ikke ville kunne udholde at se sin elskede mand blive trukket igennem retsforfølgelse og vanære.

Greven og Castbierg enes om en måde at forskåne hende. Greven må tage sit liv. Præsten giver ham nadver velvidende, at han er på vej ud for at drukne sig.

Derefter tropper Castbierg op til et møde, hvor alle de centrale personer er forsamlet, skærer igennem hykleriet og sætter tingene på plads.

Det væsentlige for nærværende arbejdes emne er, at grevens selvmord ikke er en handling, der knytter sig til hans egne lidelser. Han er en stærk og stolt mand, der tillige er hæderlig med et oprigtigt sindelag. Under andre omstændigheder ville han selv have tilstået og med åben pande taget sin straf. Det er ikke fængslet, han frygter. Nej, han frygter for sin elskedes liv. Han frygter, at en retssag vil tage livet af grevinden, og med faderen i fængsel ville Camilla dermed praktisk talt være forældreløs. Med andre ord tager han sit liv for at redde de to mennesker, der er hele hans verden. Her handler det ikke om personlig lidelse, sammenbrudte idealer, ophobet pres eller noget andet af den art. Det handler om, at grevinden kan leve trods sorgen over tabet af en elsket mand, men ikke ville kunne bære vanæren. Det handler om hvorvidt Camilla skal miste den ene eller begge sine forældre.

Derved får vi en type selvmord, der ligger nær op ad martyriet. Det for "pæne" kristne virkelig provokerende og anstødelige i fortællingen er, at der - næsten! - antydes en parallel til Kristi offergerning på korset. Han døde jo for dem, han elskede, og kunne have valgt ikke at gøre det. Dermed naturligvis ikke sagt, at Jesus begik selvmord. Men hvor går egentlig grænsen mellem martyrie og selvmord?

Med "Den gamle Præst" har vi fat i tanker, der er markante og voldsomme, ligesom argumentationen undertiden bliver en smule snørklet. Om f.eks. en niendeklasse er i stand til at håndtere en sådan bog, mener jeg ikke, man kan sige noget generelt om. I et tilfælde ja,  i et andet nej. Læreren må vurdere, hvordan det forholder sig i det konkrete tilfælde.

Sløk som provokatør

Jeg oplevede engang en tv-debat, hvor Johannes Sløk frejdigt udtalte: "Hvorfor tvinge folk til at leve, hvis de ikke har lyst? Lad os dog gasse dem under hyggelige omstændigheder."

Det kan umiddelbart synes besynderligt, at en professor i teologi kommer med en sådan udtalelse. For en katolik ville det i det mindste være helt uforståeligt.

Men den, der giver sig i kast med Johannes Sløks forfatterskab, vil snart opdage at en sådan opfattelse, er helt på linie med hans teologi.

Hvis frelsen kommer fra himlen, og vi kun er frelst i kraft af Guds nåde, kan et menneske heller ikke gøre noget som helst fra eller til. Hvordan det lever sit liv, blander Gud sig slet ikke i. Det er givet kvit og frit som en gave, og man må selvom hvad man stiller op med den. Vælger man at kaste livet bort, er det ikke væsentligt anderledes end at vælge at leve det.

For Sløk drejer sagen sig nemlig om noget helt andet end menneskers såkaldt gode og onde gerninger. Kristi frelsergerning berører noget større og mere afgørende, og derfor har Kristus vigtigere ting at tage sig til, end at holde regnskab med folks dyder og synder. Ja, i en vis forstand eksisterer disse slet ikke.

Men hvis det slet ikke er det, som det drejer sig om, hvad da?

Jeg skal i det følgende forsøge at redegøre for Sløks opfattelse. Men det kan ikke blive blot tilnærmelsesvis udtømmende. Det kan kun blive en særdeles overordnet introduktion til hans tankegang.

Sløk definerer menneskelivet ud fra en sprogfilosofisk term, og hævder således, at alt er historier. I denne forståelse bliver Jesu liv, død og genopstandelse til "dengang Gud fortalte en historie".

For at forstå dette ret, må man gøre sig klart, at der for Sløk intet eksisterer uden for sproget. Men netop derfor opstår der en vanskelighed i forbindelse med Guds indgriben. Her står man nemlig over for noget, man ikke har at tilstrækkeligt sprog til at beskrive, og derfor kun kan omtale i tilnærmelser. Svarende til at have set en genstand, man ikke ved, hvad er, og så skulle forklare om denne. "Joh, det ligner lidt en..."

Dette forhold gør sig især gældende i forbindelse med påskebegivenheden. Jesus havde tidligere opvakt Lazarus, og i vor tid har vi hørt om nærdødsoplevelser. Genopstandelse er altså nok usædvanligt, men ikke ganske enestående. Men - fortsætter Sløk - hvis der nu er fundet en netop ganske enestående begivenhed sted, der rækker ud over, hvad det menneskelige sprog kan forklare, og genopstandelses-historien således er en sproglig tilnærmelse, tager sagen sig pludselig helt anderledes ud.

Da alt er historier, eksisterer der heller ikke anden autentisk sandhed, end den historie, der bliver fortalt. Sløks yndlingseksempel er slaget ved Austerlitz. Alt efter hvem, man lod fortælle om det, ville det tage sig højst forskelligt ud.

At derfor tale om den historiske Jesus, og forsøge at finde bag om historien, er, ifølge Sløks opfattelse, vrøvl og sludder.

Det kan ikke fastslås, hvad der nøjagtigt er sket. Det er der sådan set intet mærkeligt i. Det er længe siden, og vi har helt oppe i hvor egen tid oplevet begivenheder, hvor det er uhyre vanskeligt at nå til en nøjagtig bestemmelse af, hvad der egentlig skete.

Men når historien fremstår fuld af modsigelser og paradokser, så hænger det altså i kristendommen sammen med, at der er sket noget, der går over menneskers forstand. På en eller anden måde har det evige grebet ind i det timelige, på en eller anden måde er menneskets skæbne blevet afgjort endegyldigt. Hvordan er uforståeligt og uforklarligt. Det fremstår som absurd, og kan ikke forstås, det må modtages i tro.

Dette medfører bl.a. at hele diskussionen om den historiske baggrund, alternative evangelier osv. bliver ligegyldig.

Vil man overhovedet inddrage dette i en kristen kontekst, må det være som en understregning af Sløks tanke om en begivenhed, der kun kan beskrives med sproglige tilnærmelser. Man kan så hæfte sig ved, at de forskellige billeder, man har sat på, er alt det største og smukkeste, man har kunne komme i tanke om: livet, kærligheden osv.

Hvad, der går igen selv i de mest alternative varianter, er noget med kærligheden og livet, der overvinder døden. Endvidere noget med en stor begivenhed, der på en eller anden måde, fundamentalt ændrer grundvilkårene for det at være menneske.

Hvad, der "i virkeligheden"(et begreb Sløk ikke er særlig glad for!) er sket, kan ikke fastslås. Men det er noget uendelig stort og fuldkommen altafgørende. Uden at kunne få en tilfredsstillende forklaring på hvad dette "noget" er, må man modtage det i tro, d.v.s. acceptere det som grundvilkåret for den menneskelige tilværelse.

Når det var selve det helt fundamentale grundvilkår for menneskets tilværelse, der var Jesu ærinde, følger det af sig selv, at han havde alvorligere ting at tage sig af, end om børn stjal penge fra deres mors pung, eller om ægtemænd snerrede af konen over morgenkaffen.

Det var således ud fra denne kristendomsforståelse, at Sløk kunne sige: "Gas dem under hyggelige omstændigheder".

Afslutning

Af det foregående burde det fremgå fuldstændig tydeligt, at man ikke kan tale om en entydig kristen opfattelse af det, der i nærværende arbejde er blevet kaldt "de svære valg". Med den katolske kirke i den ene ende af skalaen og Sløk i den anden, er hele spektret dækket ind, og enhver tænkelig opfattelse kan hævdes under inspiration fra kristendommen. Men netop inspireret af, afledt af. Altså ikke noget kristendommen i sig selv siger. Sandsynligvis ville en undersøgelse af Islam eller buddhisme også ende ud i en række divergerende opfattelser, der er afledt, inspireret af. Dette måtte vel sagtens blive endnu mere udpræget i en ateistisk kontekst.

Det er således bevidst, når der ikke på dette sted er gjort noget tilløb til at nå til et egentligt svar, men blot er blevet præsenteret en række forskellige måder, sagen kan betragtes på.

Overfor spørgsmål, som der hersker så megen uenighed om, kan det for mig at se ikke være en lærers opgave at pådutte sine elever sit personlige syn på sagen. Lærerens opgave må tværtom være, at bidrage til nuancering af debatten ved at inddrage så bredt et spekter af synsmåder som muligt, og derved inspirere eleverne til at gennemtænke sagen fra flere vinkler, og af den vej finde frem til en personlig holdning.

Med dette arbejde har jeg forsøgt at vise nogle af de opfattelser og argumenter, der kan bringes i spil omkring de såkaldte svære valg.

Litteraturliste

Alexandre Dumas: "De tre Musketerer"

Gert Emborg & Jørgen Åbenhus: "Romantik, På sporet af det moderne individ"

J. v. Goethe: "Den unge Werthers Lidelser"

Gud (?): "Bibelen"

Lene Kaaberbøl: "Skammerens Datter"

Jacob Knudsen: "Den gamle Præst"

Astrid Lindgren: "Brødrene Løvehjerte"

                              "Emil fra Lønneberg"

K. E. Løgstrup: "Den etiske Fordring"

Adam Oehlenschläger: "Aladdin"

Henry Morton Robinson: "Kardinalen"

William Shakespeare: "Romeo og Julie"

Johannes Sløk: "Da Gud fortalte en Historie"

                             "Den kristne Forkyndelse"

                             "Moralen der blev Væk"

                             "Det religiøse Sprog"

                            "Shakespeare og Kierkegaard"

Christian Winther: "Hjortens Flugt".

Note:

[1]Vedfeldt har en anderledes opfattelse af underbevidstheden end den traditionnele opfattelse af et pulterkammer for alt det fortrængte. Han ser det i langt højere grad som et ressourcelager, der rummer mangt og meget, som ikke er fortrængt, men aldrig har været i bevidstheden. Derfor opererer han med begrebet skjult Intelligens. Han mener, at vi ved og kan meget mere, end vi selv er klar over, at vi rummer muligheder, der under gunstige omstændigheder kan frigøres. Deri ligger der også store udviklingsmuligheder. Ligesom romantikerne mener Vedfeldt altså, at der er noget ud over hverdagens tænkning og erkendelser, vi kan komme i kontakt med. Som formidlere for kontakten nævner han oven i købet de samme ting som romantikerne: kunstnerisk inspiration, forelskelse, drømme og intuition.

Så langt er der altså fuldstændig overenstemmelse. Derimod skilles de to opfattelsers veje på en række andre punkter. Vedfeldts psykologi er i alt væsentligt lys og optimistisk: vi kan meget mere, end vi tror, vi har en mængde skjulte muligheder og ressourcer, vi kan udvikle os, vi kan få et rigere og mere tilfredstillende liv. Lutter hurra-råb.

I skærende modsætning til dette må en romantiker nødvendigvis være ulykkelig. Det ligger i sagens natur. Hvis man er dumpet ned i en forkert verden, hvor man er hjemløs og fremmed alle vegne, kan man dårligt undgå at være ulykkelig.

Denne forskel i opfattelsen har en hel del at gøre med, hvad der menes at være kilden til de indsigtsfulde øjeblikke, hvor vi er i kontakt med noget udover hverdagen. For romantikerne var det glimt af den sande verden, for Vedfeldt er det noget i os selv.

Ole Vedfeldt har bl.a. skrevet "Ubevidst Intelligens" og "Manden og hans indre Kvinder”.