toner, ord og tanker
Under opsejling
- Carl laver rockopera, episode 1
Jeg har kastet mig ud i et ret så ambitiøst projekt!
Jeg er gået igang med en rockopera. Eller for nu at være lidt mere præcis: en Tommy-pastiche.
Indtil videre har jeg kun fået lavet overturen helt færdig.
Til det øvrige materiale har jeg kun en række løse skitser. Det er dem, der følger nedenfor.
Som det sig hører til i den slags projekter skal der naturligvis være en række gennemgående motiver.
Jeg har valgt at lægge ud med et af disse. Et af de mest centrale og bærende - en lille stump melodi om de fortabte sjæles sange og de tavse skrig.
Lad mig bare selv sige det før nogen anden: det er et gennemført plagiat, og i sammenligning med den ægte vare er det noget elendigt amatørlort!
Ingen, der har et blot overfladisk kendskab til “Tommy”, vil kunne undgå at bemærke ligheden, da jeg frem for at kamuflere forbilledet helt bevidst har valgt at referere til dette igen og igen gennem hele sangkredsen.
Jeg bilder mig ikke ind at kunne skabe et mesterværk. Men jeg kan måske i bedste fald udtrykke min beundring for et sådan.
“Paul” er en hyldest til og fejring af “Tommy”. Ganske enkelt fordi, at “Tommy” efter min mening hører med oppe imellem de 20-30 mest fantastiske og geniale musikalske manifestationer nogensinde. “Paul” bøjer sig i dyb beundring for “Tommy” uden intentioner om selv at være noget …
- I hvert fald ikke andet end en særlig tilgang til og perception af “Tommy”.
Det er “Tommy” hørt af Paul fra “Hændelsen”, således som enhver seriøs “Tommy”-lytter nødvendigvis må have sin helt egen særlige “Tommy”-høring. Man kunne for så vidt tage en hvilken som helst person fra litteratur, film eller fjernsyn og spørge til, hvad netop han eller hun hører i “Tommy”. I det foreliggende tilfælde får vi dét, Paul (fra “Hændelsen”) hører.
Det begynder med overturen. Det var “Tommy”s store fortjeneste at få den mest basale og ordinære af alle akkorder - en ganske almindelig Cdur - til at lyde som en særegen og monumental åbningsklang. Jeg har gjort mit bedste for at efterabe tricket og åbner således også med en Cdur. Det lykkedes ikke at få den til at lyde helt så vægtig som hos forbilledet, men lidt af præget fik jeg da frem.
“Tommy” fortsætter med en faldende akkordrække. Jeg varierede ved at bruge en stigende. Ved at sænke tempoet og således give hver akkord mere tid og plads forsøgte jeg at fremhæve det monumentale præg. Jeg benyttede en ret banal standardkadence (dog med tilføjelse af den formindskede treklang), som imidlertid opnåede et vist særpræg via en kromatisk faldende baslinie, der inden den opløses når at foranstalte nogle voldsomme dissonanser.
For “Tommy” gælder, at den indledende akkordrække er den bærende for hele værket, der gennem de efterfølgende sange atter og atter dukker op. I forhold til tonalitet flytter “Tommy” sig ikke særlig langt omkring, hvilket er med til at give den et stærkt sammenhængende enhedspræg, hvor alt hører til som en del af helheden.
Jeg har valgt at gå en smule anderledes til værks. Jeg arbejder med, at sangrækken - mere eller mindre - skal følge kvintcirklen (en idé stjålet fra J. S. Bach) og således nå rundt i alle tonearter, men søger så til gengæld at cementere et sammenhængspræg via den trinvise bevægelse i kvarter, hvor hvert led fører naturligt til det næste. Undervejs forekommer der en del varianter og modulationer af den indledende akkordrække, men ikke med tilnærmelsesvis samme konsekvens og hyppighed som hos forbilledet. Helt på linie med “Tommy” bruges derimod en række gennemgående motiver, der er knyttet til bestemte tematikker. For at få det til at lyde mere Tommy-agtigt har jeg benyttet betydeligt flere sus-akkorder, end jeg ellers gør i min musik. Et andet lille - og forsåvidt ret tommy´sk trick (omend på mere indirekte vis) - var at give kvartintervallet g til c en central placering, og således lade det forekomme indenfor alle tonearter, hvor disse to toner indgår i den tilgrundliggende skala.
I det hele taget spiller kvarter en central rolle i “Paul”. På den vis søger jeg at holde sammen på projektet. I de første udkast til mange af sangene var det endog endnu mere udtalt. Jeg ændrede på det, for at sangene ikke skulle minde for meget om hinanden, og især for at få “Liv, liv, liv”-motivet til at fremstå med en vis egenart.
Som musikken udgør en ubetydelig variation over “Tommy”, således med historien og “Hændelsen”!
Ingen kan vel for alvor være i tvivl om, at det er nøjagtig den samme historie. Bare fortalt på en lidt anden måde.
Det lå sådan set lige for at lave en sangkreds - “rockopera” - i den Tommy/Townshend´ske tradition baseret på “Hændelsen”, eftersom allerede romanen var stærkt påvirket/inspireret af “Tommy”. Der var klart stoffet til et “konceptalbum”. Det var sådan set bare at gå igang med at lave det. Imidlertid er der en række forskelle på romanen og sangkredsen, som bør nævnes.
Frem for at lade alt cirkulere omkring et nøglepunkt midt i forløbet, der samler alle tråde og refererer til både før og efter, valgte jeg at bygge sangkredsen op som et kronologisk forløb, hvor Paul først bliver født, og hans liv derefter går sin skæve gang. Man kan sige, at jeg afveg fra “Hændelsen”s opbygning og i stedet fulgte “Tommy” noget tættere, end romanen kan siges at gøre.
Ligeledes er fokus i nogen grad ændret, så den centrale begivenhed snarere bliver tabet af Beatrice. Dermed bliver historien også en smule anderledes. Pauls uforsonlighed - hans manglende evne til at forlige sig med, at tingene er, som de nu engang er - bliver snarere en konflikt mellem fantasi og virkelighed end et altdominerende mindreværdskompleks.
Når historien skal opridses i kortform, bliver den derfor i denne version til noget i retning af, at Paul kommer til verden under lettere særlige omstændigheder, men i øvrigt kommer nogenlunde tåleligt fra start. Som fireårig har han en børnehavekæreste. Tabet af hende kommer han sig aldrig over. Han afviser virkeligheden og dyrker en fantasiverden, hvor Beatrice fortsat er den centrale person. Denne tilstand fortsætter helt op i hans voksne år. Inden da sker der imidlertid en del andet. Af særlig betydning er en institutionsanbringelse, hvor han oplever mobning og overgreb. Det giver ham ikke ligefrem et lysere syn på realiteterne, dét, de andre - men ikke Paul - kalder virkeligheden. Han kan imidlertid ikke helt undvige tingene ved at lukke sig inde i sine fantasier. Det andet følger med derind. Hans engang ellers så smukke fantasiverden besudles. Det ændrer imidlertid ikke på, at Paul er en drømmer. Det er fortsat i fantasierne, at han lever sit liv. Den afsluttende forløsning kommer derfor ikke i samme grad som i romanen til at handle om opløsningen af et kompleks, men snarere om en mere generel åbning ud til livet.
Frem for et egentligt svar på god nok eller ikke god nok problematikken foreligger livet som mulighed, og netop som mulighed lader det sig måske også gøre for de mindre egnede at gribe ud efter det.
Pauls vel nok største fejltrin har været at tro, livet var noget, der skulle regnes ud, og muligheden for at leve således afhængig af at finde løsningen på en mystisk gåde. Men selvom han har “beregnet i decimaler”, har det ikke ført til noget som helst.
Når det aldrig lykkes Paul at få et forhold til at fungere, skyldes det ikke kun et i mere snæver forstand seksuelt problem, men i høj grad også, at han ønsker en umulighed. Han vil genskabe noget, der ikke lader sig genskabe: et barneforhold i en beskyttet legeverden langt fra den voksne verdens problemer. At et forhold nødvendigvis rummer konflikter og kompromisser, kan han ikke acceptere. Han ønsker den nærmest telepatiske sammenhørighed, hvor man danser gennem livet med koordinerede bevægelser. Når han som voksen møder en jævnaldrende kvinde, søger han i hende Beatrice. Naturligvis med det forudsigelige resultat, at han ikke finder hende.
Dette kommer til at stå som et nøglepunkt i Pauls konflikt. Også fordi han ikke bare “tager fejl” og har uret. I så fald havde det været lettere at korrigere. Men der er også ting, han har set rigtigt. De forstyrres imidlertid konstant af en overskruet fantasi.
Rent principielt har han sådan set ret i, at hvis der skal være nogen idé i, at to mennesker har et forhold sammen, skal de også have det rart sammen. Hvorfor skulle man ellers? Men Paul skruer konstant alt op til det højeste ideal. Det er en smuk tanke, at kernen i et forhold bør være en gensidig taknemmelighed over at have fundet hinanden. Men ofte er virkeligheden ikke sådan. Når realiteterne skuffer Paul, bliver han ikke blot hård i sin afvisning. Han genoplever tillige institutionens besudling af sine værdier og forfalder derfor til det vulgære. For idealisten Paul findes der ikke noget midt imellem. Enten er tingene rosenrøde, eller også er de noget svineri. Hvad der ikke står mål med idealet er grimt, lavt og ækelt, og som et offer for tvangsmekanismer knyttet til gamle traumer kommer Paul selv til at bidrage til at trække tingene ned i sølet. Set i det lys bliver det noget lidt andet, der sker, når Pauls kompleks tager styringen i et forhold.
De væsentligste hovedelementer i historien forbliver dog uforandrede. Det er det ene og samme, blot anskuet fra en lidt anden vinkel. Jeg følte, at det at overføre historien fra et medium til et andet nødvendiggjorde at betragte den fra en lidt anden vinkel. At slavisk følge romanen, lade prologen genopstå som en sang, derefter en sang der gendigtede første kapitel osv. tror jeg ganske enkelt ikke ville fungere.
Her er det indtil videre eneste helt færdige nummer!
Men det er jo så også den første, som det hele skal begynde med. Så der er en vis orden og logik i det.
Hvis jeg bare kan få de efterfølgende lige så gode, ender det måske alligevel med at blive et tåleligt projekt.
Jeg synes faktisk selv - i al beskedenhed - at det er en ret god overture, jeg har fået lavet.
Overturen til “Tommy” går direkte over i de to små bidder “Captain Walker” og “Its A Boy” ( førstnævnte ikke anført som selvstændig sang på titellisten, men en afrunding af overtuen) for derefter at fortsætte med den melodisk smukke “1921”. “Paul” gør noget lidt andet. Det centrale g-c interval fastslås ved at blive brugt som bærende figur i “Længe om det hele”, der i sin art og tendens i øvrigt balancerer et sted i en delmængde zone i forhold til “It´s A Boy” og “1921”. Den hælder i nogen grad imod “1921”, men strengt taget er det først det efterfølgende nummer, “Alt det besvær”, der er “Paul”s egentlige “1921”-nummer, omend både “Længe om det hele” og “Alt det besvær” rummer en række mindelser. På tekstsiden lader “1921” traumet indtræde i historien. I “Alt det besvær” bliver Paul derimod blot født, og rent handlingsmæssigt er vi altså ikke nået længere end til “it´s A Boy”. “Paul” tager således turen henover “Beatrice”, “Kval” og “Frøken Hasselbach” for at få den grundliggende problematik manifesteret. Via disse bevæger vi os i toneart gennem F og Bb til Es (reelt c-mol). I “Frøken Hasselbach” forekommer nogle enkelte vage mindelser om “Amazing Journey”. Det egentlige “Amazing Journey”-nummer (eller rettere numre) er imidlertid tvillingeparret “Fantasiland”/“Sjove ord”. Bemærk især “inde i min fantasi”-passagen og dennes becifring, der musikalsk illustrerer Pauls indtræden i en anden verden ved at bryde ud af tonearten og benytte akkorderne fra “Amazing Journey”. Paul har påbegyndt sin fantastiske rejse. Ikke som kataton, men som fortabt i en drømmeverden.
Man kan således optælle, at “Paul” har brugt otte titler på, hvad “Tommy” gør på det halve. Forlæggets beundringsværdige økonomi har jeg ikke formået at matche. Men den mere omstændelige og langsomme scenegang er vel for så vidt på sin plads i en historie om en nøler, der har arvet den familiesærhed fra sine forældre at være længe om alting og som foretrukken problemløsning vente og se. Det gælder også bevægelsen gennem kvintcirklen, der først i “Sparks”-pendanten “Indre rørelser” når til As.
I løbet af denne stribe optræder for første gang to af de gennemgående motiver, nemlig de respektive temaer fra henholdsvis “Beatrice” og “Fantasiland”, der tilsammen udgør den lyse side af Pauls indre verden - i kontrast til den mørkere, hasselbachske - men med den væsentlige forskel, at “Beatrice” er rent, ægte lys, mens “Fantasiland” rummer mere vemodige træk, og repræsenterer et erstatningslys, en nødløsning, en overlevelsesstrategi, ligesom det også har berøring med ensomhed (“Jeg taler med mig selv, hvis ingen andre vil”). Imidlertid sker der henad vejen en forskydning af dette forhold, i og med at det ægte lys er tabt og tanken derom derfor forbundet med et smertefuldt savn, mens surrogatet i stigende grad godtages og accepteres for henad vejen endog at blive forvekslet med den ægte vare.
Som det er gængs kutyme for overturer, gælder det både i tilfældet “Tommy” og tilfældet “Paul”, at man her finder en række stumper af de efterfølgende numre. Således har man også her haft lejlighed til at høre de gennemgående motiver.
En lille finte i “Paul”, som man tidligst kan fange anden gang (de fleste nok først tredie eller fjerde), er, at noget af det sidste, der sker i overturen, er, at versmelodien fra “God guitarist” (essensen af problematikken) bruges i en “Captain Walker”-agtig passage, for så at gå lige over i decimal-motivet (jeg har tænkt … ), der tekstmæssigt munder ud i spørgsmålet “hvad er det, der er galt?” Dermed er spørgsmålet stillet. Tilsammen udtrykker “God guitarist” og decimal-motivet en forundring, og spørger, om det virkelig kan være muligt, at man kan blive født ind i en verden, man er komplet uegnet til at leve i?
Dette bliver så oplægget til, at historien kan begynde. Som sagt: det har man ingen mulighed for at vide, første gang man hører det. Men når man siden er blevet fortrolig med decimal-motivet, vil man kunne konstatere, at spørgsmålet (hvad er det, der er galt?) stilles umiddelbart før, vi glider over i “Længe om det hele”, hvor Paul undfanges og vokser i sin mors mave, alt imens en besynderlig verden forefindes udenfor. Er det den eller det lille foster, der er noget i vejen med? I hvert fald viser de efterfølgende sange, at de allerede tidligt har vanskeligt ved at komme ud af det med hinanden.
Det kronologiserede forløb giver en anden vinkel på Pauls konflikt. For så vidt ikke en alternativ forklaring, blot en lidt anden måde at forklare det ene og samme. Der er fuld dækning i romanen - også for denne vinkel på sagen. Blot fremstår den måske ikke særlig tydeligt, men forbliver i det antydede.
Paul kommer vel sådan set ikke til verden med dårligere odds end gennemsnittet. Men som enhver anden fødes han ind i de spændinger og fortløbende problematikker, der nu engang eksisterer i familiesituationen og i større eller mindre grad behersker den. Som Jung har påvist, overtager børn forældrenes uforløste konflikter. Det gælder naturligvis også Paul - såvel som enhver anden.
Det er ikke overraskende, at Paul kommer til at slås med mange indre modsætninger, eftersom han er født ind i et spændingsfelt af mangfoldige modsætninger. Han er afkommet af storebroderen, der får børn senere end alle sine yngre søskende. Han er ønskebarnet, der har ladet vente på sig. Så længe at han ikke længere er noget ønskebarn.
Mere indirekte og marginalt har det endvidere en betydning, at Paul fødes lige omkring kulminationen af hippietiden og den psykedeliske bølge.
Rent in passant kan det nævnes, at netop mens hippierne talte mest forblommet om universel kærlighed, herskede der alt andet end fred og forståelse imellem jøder og muslimer i mellemøsten. Fra et rent militært synspunkt må Moshe Dayan betegnes som et strategisk geni. Men et blomsterbarn var han absolut ikke!
Der forefindes således modsætningsforhold mange andre steder end indenfor hjemmets fire vægge omkring Pauls fødselstidspunkt. Men det er naturligvis de spændinger, som befinder sig nærmest ved hans vugge, der får stærkest og mest direkte indflydelse på hans liv.
Reelt er der ikke meget plan og bevidst hensigt i forældrenes langsommelighed. Det er bare sådan, tingene er gået. Et barn af en sådan forbindelse kan alt efter temperament og gemyt reagere på én af to måder. Det kan blive en racerkører gennem livet, der gør alt tidligt for at indhente den spildte tid, altid jaget af en følelse af at være lidt bagud. Enten det. Eller også en nøler, der kompenserer for forældrenes tagen tingene, som de kommer, ved at overveje alt en ekstra gang og altid ville have en plan. Paul bliver det sidste.
Havde det nu været det hele, ville problematikken måske have været af relativt begrænset omfang. Men nøleren og grubleren Paul har imidlertid også fået en række andre spændinger med i bagagen, der gør ham til andet og mere end blot det.
Han er faderens elskede søn, men står også med et mindreværd i form af at skulle leve op til en far, han ikke kan leve op til. Samtidig er han en skuffelse for moderen, der hellere ville have haft en datter. Da hun får en stor, sund søn påtvinges hun udefra en stolthed, som hun tager til sig, for “sådan skal hun åbenbart synes”. Men et sted dybt indeni, rasler datterdrømmen - og dermed skuffelsen - stadig rundt. I det lys er det ikke overraskende, at Paul kommer ud i voldsomme tvivl om sin mandighed og manderolle. Der ligger en tiggende bombe, som bare venter på en passende anledning, der kan fungere som udløsende faktor. Denne viser sig til overmål, da han udenfor forældrehjemmet møder de seksualiserede - såkaldt “frigjorte” - 70´ere i den særlige, tilspidsede variant, som præget institutionen, han anbringes på.
Som sagt er dette ikke en anden forklaring. Det er blot et mere eksplicit og tydeliggjort aspekt af sagen, som i romanen forbliver mere dunkel, men så afgjort er der. Dette har også med valget af form og medie at gøre. En fortælling og en sangtekst kan udmærket i bund og grund sige det samme. Men de vil almindeligvis gøre det på hver sin måde.
Visse ting har jeg således valgt at fremstille på måder, som ligger relativt langt fra den måde, de tilsvarende motiver præsenteres i romanen. Det gælder f. eks. Frøken Hasselbach, som ikke indgår i romanens persongalleri. Hun er da heller ikke at forstå som en egentlig person. Hun er dels et billede på det farlige og truende. Dels et udtryk for Pauls nervøsitet og ængstelighed. Bøhmanden, det onde, uhyret under sengen eller hvad man vil. Men dog ikke udelukkende Pauls indre angsttilstande. Hun er også det system, der reagerer med restriktioner overfor børn, der ikke passer ind. Det er ikke en angstfantasi, men noget helt reelt og faktisk, at Paul anbringes på en institution. Det er ikke noget, han forestiller sig. Det sker!
Hvem er så de skyldige, og hvori består overhovedet forbrydelsen? Pauls forældre er ikke onde. De er hverken alkoholiserede, voldelige eller andet i den grove ende af skalaen. Når alt kommer til alt, består deres eneste fejl i at opdrage/socialisere Paul til en anden verden end den, han skal leve i.
Set fra Pauls synspunkt er der ingen tvivl om, at forbryderne er dem, der har at gøre med, at han skal væk fra sin far og mor og være et sted, han ikke bryder sig om at være. Men indbefatter det i så fald ham selv? Er det hans egen skyld? Har han været så slem og uartig, at han nødvendigvis må straffes?
For en lille dreng er det naturligvis uigennemskueligt, at der hersker en del spændinger og uheldigheder indenfor familierelationen. F. eks. forstår han ikke moderens dobbelthed i forhold til at på én og samme tid være utilfreds med og stolt af sin dreng.
Går vi tilbage til fødselssituationen var der anerkendende beundring fra alle sider. Hendes store dreng, der var langt over normalvægten for en nyfødt, gav prestige. Derved også en mulighed for at genoprette sit tabte ansigt overfor de yngre svigerinder, der havde anset hende for gold.
Denne præmiebaby er den gamle piges avl,
Så i kan godt pakke sammen med de sølle skravl.
Alle disse spørgsmål er også antydet i “Hændelsen”. Til min Tommy-pastiche valgte jeg så bare at samle dem i et enkelt symbol, der sådan set rummer det hele. Derfor frøken Hasselbach. Hun er angst og skyld i alle dets former. Det store mørke i enhver afskygning.
Mens romanen ikke direkte trækker paralleller imellem de ulve, Paul forestiller sig komme væltende ind i entreen, og institutionens pædagogiske personale, men blot diskret antyder muligheden for en sådan sammenstilling, gælder det her modsat, at de flyder ud i ét.
Mange vil helt sikkert mene, at “Paul” er et rent plagiat, og ikke en gang et særlig fantasifuldt eller elegant et af slagsen. Deri giver jeg dem fuldstændig ret. Jeg har ingen intentioner om at tage frit afsæt i forlægget for så at udfolde stor selvstændig kreativitet. Tvært imod er det mit bevidste mål at lave noget, der lige nøjagtig befinder sig et enkelt skridt - og ikke mere - fra en regulær kopi. Med dette har jeg endog en særlig hensigt. Også udover den allerede nævnte rent hyldest-orienterede. Den skamløse plagieren tjener tillige et intertekstuelt formål!
Som mange af mine indlæg er kommet til at handle om, føler jeg, at romanen blev fuldstændig misforstået. At udforme sangkredsen tættest muligt på “Tommy” var en måde at skabe en referenceramme, der kunne fungere som en indføring i fortolkningsområdet. Jeg skal ikke lægge skjul på, at et vægtigt motiv bag udarbejdelsen af “Paul” har været at pege læsere af “Hændelsen” i den rigtige retning.
I sig selv åbner det at fortælle den samme historie på en anden måde op for en række nye tolkningsindgange. Uanset hvordan jeg så havde gjort det. De, der f. eks. ikke tillagde Magnus-kapitlet synderlig betydning, ville under alle omstændigheder få en ny vinkel på sagen via “Skolesang”, også uden Tommy-referencen. Men med “Tommy” som baggrundskulisse og klangbund opnås en ny dimension, et “resonansfelt”, hvor alting bliver langt mere klart og tydeligt.