Om ofrene (overvejende)

Kuriøs oplysning

Rent faktisk fandt der så tidligt som i 1863 - 25 år før rædselsefteråret - et ripperlignende mord sted. Mange træk minder. I forhold til spørgsmålet om en konkret gerningsmand, har der da også været spekulationer i muligheden for, at det kunne være et tidligt rippermord. Det kan man vel ikke absolut udelukke. Men det udelukker i så fald stort set alle populære ripperkandidater, da de fleste af dem i 1863 var små børn.

Strøtanke vedrørende Martha Tabram mordet

At stikke løs over hele kroppen ligner ikke en soldats værk. En soldat ved, hvordan man dræber, og ville derfor have gjort det hurtigt og effektivt frem for at stikke på må og få.

De mange stik udlægges almindeligvis som raseri og blodtørst, hvad det vel formodentlig også har været. Men også det taler imod en soldat, der gennem kamptræning med videre burde få afreageret. På samme vis forekommer det søgt, at så mange ripperologer har ledt efter en kirurg. En som i sit daglige arbejde konstant stod og skar i mennesker, burde have fået afløb for sine tilbøjeligheder. Det forekommer mere sandsynligt, at gerningsmanden må søges mellem folk, der var afskåret fra at gøre den slags til dagligt. Des årsag er både soldater, kirurger og slagtere lidet sandsynlige gerningsmænd. Hvis de havde tilbøjelighederne, havde de også en nødventil at få dem ud igennem. Det ligger derfor nært at formode, at gerningsmanden i sin daglige gerning ikke havde mulighed for at skære i kød fra hverken dyr eller mennesker.

Og dog ... det forekommer mig, at der er noget, ingen rigtig har taget i betragtning. Jeg ved ikke, om det er mig, der er sart. Hvordan det påvirker mig at læse om den slags, svinger forøvrigt en del, alt efter hvordan jeg i øvrigt har det. Men ind imellem kan jeg godt få det lidt dårligt af at læse om opskårede kvinder og fjernede legemsdele. Efter sigende er det også helt almindeligt, at medicinstuderende besvimer, første gang de overværer en obduktion, ligesom uerfarne politifolk ofte får kvalme eller lignende første gang de står ved et gerningssted med liget efter et brutalt mord.

Alle overvejelser om kirurgisk erfaring i forbindelse med ripper-sagen har gået på, at han vidste, hvor de forskellige organer sad, at han kunne finde dem i mørke osv. osv. Der diskuteres så ivrigt, om han målrettet gik efter bestemte organer, eller simpelthen skar løs på må og få og fandt hvad han nu tilfældigt fandt. Hvis jeg stikker hånden ned i en kasse, der er fyldt med en hel masse ting, så vil jeg jo få fat på et eller andet. Der er garanteret gevinst. Tænker man sig f. eks. en kasse legetøj, så er der en almindelig tendens blandt børn til, at visse ting er højere statueret end andre. Det kan f. eks. være en populær rød bil, som står i højere kurs end en legoklods. Men det lod sig jo tænke, at man, når man stak hånden i kassen, rent tilfældigt ville få fat i den røde bil uden at dette havde været tilsigtet. Altså: målrettet søgen eller tilfældigt fund? Derom raser diskussionerne.

Men kan noget menneske - selvom det så har den slags tendenser, lyster og fantasier - bare gennemføre det? Kan man være så optændt af blodtørst, at man bare kører på? lad gå med de mange stik i Martha Tabram og til nød opsprætningen af Mary Nichols. Men den behandling af Annie Chapmans indvolde, som herefter fulgte? Kan nogen, der aldrig før har rodet rundt inde i et andet menneske, gøre det uden at kaste op? Er det muligt at være så optændt af en morderisk mani, så højt oppe og køre, at det bare er det helt store sus og kick? Mon ikke han i det mindste havde eksperimenteret med dyr først?

I forlængelse af dette mener jeg, at der er grund til at overveje, om det var samme gerningsmand, der stod bag mordet på Martha Tambram og de efterfølgende ofre på en lidt anderledes måde. Diskussionen har mig bekendt altid kørt på det rent tekniske, på modus operandi. Men der er for mig at se en anden side af dette. At stikke en kniv i et andet menneske igen og igen udtrykker et had og raseri, der siger noget i retning af: du skal ikke være, du skal forsvinde, jeg vil være dig kvit, forsvind, forsvind, forsvind. Men at pille rundt i et menneskes indvolde er en ret så intim involveren sig, der absolut ikke er udtryk for at blive dette menneske kvit, at slippe af med det. Det er tvært om at træde i absolut nærkontakt.

Samlet fra de bedste netsider: