toner, ord og tanker
Den farlige impuls
"Den slags mysterier gives der heller ingen indvielse til. Han må leve midt i det uforståelige, der samtidig er det afskyelige. Og det har desuden en fascination, der begynder at virke på ham. Vederstyggelighedens fascination - forstår i nok."
- Joseph Conrad
Det, jeg her vil tale om, har en løsere forbindelse til PDD, end de øvrige ting, jeg har skrevet om under dette emne.
I rubrikken/kategorien “Angst og seksualitet” (se denne), gennemgik jeg det, jeg kalder den grimme lugts gåde og de ikke-regelrette fantasier, altså det fænomen, at man undertiden kan finde det pirrende at tænke på noget, man ikke ville have lyst til i virkeligheden.
Der er imidlertid en side af det spørgsmål, der stort set ikke blev berørt, idet jeg udelukkende forholdt mig til spørgsmålet om, hvorfor man i det hele taget kan finde noget ophidsende, som man ikke har lyst til.
Men ved siden af dette eksisterer der en anden form for lyst og ulyst. Når fantasien dukker op, kan man nemlig meget vel opleve en stærk lyst til at beskæftige sig med den. Ikke alene for dens pirringsværdi, men også som noget, der simpelthen virker interessant, og som man kan tænke over på samme måde, som man tænker over sine hobbies.
Jeg har flere andre steder brugt det berømte Kierkegaard-citat, der kalder angsten en sympatisk antipati og en antipatisk sympati. Den rummer altså både tiltrækning og frastødning.
Det tiltrækkende kan vel i nogen grad sammenlignes med vovehalse, der elsker den spænding, som er forbundet med at gøre farlige ting. Det er vel mere eller mindre samme mekanisme overført til et indre, psykologisk plan.
Det er derfor betegnende, at når en sådan tanke/fantasi dukker op, afviser man den ikke bare med væmmelse og uvilje. Faktisk er der en stærk tilskyndelse til at beskæftige sig med den.
Lad mig en ekstra gang understege, at dette er løsere knyttet til PDD end mine øvrige overvejelser om disse emner. Det gælder for PDD-relaterede sex/angst-fantasier. Men det gælder også for alle mulige andre ikke-regelrette pirringstanker.
Enhver, der overhovedet er sig bevidst at have haft en ikke-regelret fantasi, ved også, at der er en stærk tilskyndelse til at hengive sig til den.
Det giver derfor ikke særlig meget mening at holde disse betragtninger indenfor en snæver PDD kontekst. Det er ganske enkelt en generel mekanisme: netop de fantasier, der ikke er udtryk for noget, man gerne ville, er ofte dem, der virker mest tillokkende for tanken. Noget af det, man ville have mindst lyst til at gøre, har man ofte mest lyst til at tænke på.
Det afgørende her er netop ikke, hvad det er, man finder skræmmende og ubehageligt, men derimod at der er en så stærk impuls i retning af at give efter for det og blive helt opslugt af disse forestillinger.
Havde dette ikke været tilfældet, ville det være let at vise dem bort, lade være med at tænke på det.
Jeg har har forsøgsvis givet det forklaringsbud på det ikke-regelrette, at noget kommer tilsyne i en forvansket form. Det, der kommer til syne, er noget, som presser sig på, en betændt konflikt. Derfor er det i grunden ikke overraskende, at den maser sig frem med voldsom styrke.
Det er imidlertid værd at være opmærksom på, at det forholder sig sådan.
Når man prøver at forstå, spørger man typisk: “Hvorfor får jeg den slags tanker?”, og overser derfor let det andet spørgsmål: “Hvorfor bliver jeg optaget af de tanker, når jeg får dem”.
Mange er sig formodentlig kun delvis bevidste, at det forholder sig sådan, og tænker kun i selve det, at disse tanker kan dukke op.
Men de dukker netop ikke bare op. De gør mere end det. De lokker og frister til at involvere sig intenst med dem. De er forførelseskunstnere i den helt store stil.
Enhver, der er ærlig overfor sig selv, må også tilstå, at de egentlig ikke har lyst til at jage de tanker bort. Ofte ønsker man, at de ikke vil komme. Men når de først er der, har man overhovedet ikke lyst til andet end at sysle med dem. Vende og dreje dem igen og igen.
Hvis man ikke får dem jaget væk, ved de allerførste spæde tegn på opdukken, bliver man simpelthen taget til fange, og hvad mere er: nyder fangeskabet.
Det kræver stor årvågenhed at opdage dem fra første begyndelse, og derefter kræver det umådelig karakterstyrke at kyse dem væk.
De har det med at komme, når man netop ikke er sig det egentligt bevidst, overlister en i et ubevogtet øjeblik, og lige pludselig går man så og er allerede dybt indviklet deri. Har allerede været det nogen tid uden at være helt bevidst derom, inden man opdager, hvad det egentlig er, man er helt opslugt af.
Da er det for sent. Det er som når alkoholikeren har taget den første drink.
At tage et tag i sig selv og hårdt og brutalt sige “STOP!” … ???
Måske findes der enkelte mennesker, som kan. Men det er vist de færreste.
Igen som med alkoholikeren: Når først proppen er røget af, tømmes flasken, og tømmes med begærlig lyst. Sådan er det også, når den ikke-regelrette fantasi er begyndt at folde sig ud og fylde sindet.
***
Det fortælles om den berømte guitarvirtuos Django Reinhardt, at han elskede gyserfilm, men ikke kunne tåle dem. Han blev simpelthen skræmt fra vid og sans, og sad bogstavelig talt og græd af rædsel i biografen. Men han skulle absolut ind og se det værste af det værste.
***
Johannes Evald har skrevet et drama, der bygger på paradismyten. Der forekommer heri en nervepirrende scene, hvor Eva efter at slangen har fristet, render frem og tilbage. Hen til træet - væk fra det. Nej, jeg må ikke. Dog! Kigge på træet kan vel ikke gøre noget.
Hvis man et eller andet sted kunne opstøve mennesker, der aldrig havde hørt om Adam og Eva, mon så ikke også dé ville kunne forudsige, hvad det ender med?
Omvendt gælder, at selvom man ved, hvad det ender med, sad i hvert fald jeg, første gang jeg læste stykket, og syntes, det var nervepirrende.
Nej, nej, nej - kom nu væk fra det træ, tænkte jeg.
Men det gør Eva ikke. Hun bliver mere og mere tryllebundet af det.