Raskolnikov

Når folk har efterlyst veje ind i Dostojevskijs forfatterskab, har jeg ofte anbefalet “Forbrydelse og straf”/“Raskolnikov” som en god en at begynde med.

Nedenfor vil jeg fortælle lidt om hvorfor og forsøge at gøre det uden at komme med alt for mange plotspoilers, selvom jeg næppe kan undgå at komme med et par stykker. Det er der så hermed advaret imod!

Men inden jeg går nærmere ind på at sige noget om romanen, vil jeg komme med et par bemærkninger om dens læser. Nogle mener, at det kræver en vis alder og modenhed at læse Dostojevskij. Det ved jeg ikke, om det gør. Men jeg tror derimod det kræver, at man på den ene eller anden måde er et sted i livet og med sig selv, hvor netop de ting, der præger hans forfatterskab er intenst akutelle.

Det skal ikke forstås sådan, at man skal være morder, ludoman, dranker og mere til. Derimod skal man stå i en undren over livet og hvad et menneske egentlig er for noget. Man skal have studset over sin egen sammensathed og have indset, at et menneske da vist i hvert fald må være en ret så modsætningsfyldt skabning.

Uden på nogen måde at være nogle af førnævnte ting, er det så absolut en fordel, hvis man i det mindste har mærket en sitren i sit indre, en måske nok så stille glød, der ikke desto mindre mærkes, og som man ikke på nogen måde kan forklare sig.

Har man ikke anet blot en snert af det lidenskabelige, tror jeg, det er svært at forholde sig til alle disse personer, der på hver deres måde lægger så mange voldsomme lidenskaber for dagen. Men man behøver ikke tage dem bogstaveligt.

Søren Kierkegaard skriver et sted, at “myten beretter udvortes, hvad hænder indvortes”. Det kan man også sige om visse stykker litteratur, som man almindeligvis ikke ville rubricere som myter. På samme måde som det er oplagt at se Shakespeares dramaer som noget, der i virkeligheden udspiller sig på sjælens scene, og ligesom det for alle, der ved noget om Kaj Munks liv er næsten umuligt at se eller læse “Ordet” uden at tænke, at dér fik Kaj Munk sig da vist en lang pølsesnak med sig selv, ja - således er det også oplagt at læse Dostojevskij som dramaer på den indre scene.

Historien er spundet som en fantasi over Johannes evangeliets beretning om opvækkelsen af Lazarus. Det er om ham, det hedder, at “han stinker allerede”. Hvordan skulle man kunne genopvække et lig, der allerede er gået i forrådnelse? Det er også i den beretning, at man finder det korteste vers i hele Bibelen: “Jesus græd”. Endvidere er Lazarus bror til søstrene Martha og Maria, som kendes fra en anden evangelisk beretning som dem, hvor Martha gør sig bekymring om mange ting, men kun et er nødigt, og Maria har valgt den gode plads.

Hvis man skal tolke den med at stinke allerede i overført betydning, så handler det om, når det hele synes håbløst og alt er for sent. Når der ikke længere er noget at stille op. Sådan kan et menneske udmærket føle, at det er fat med dem, selvom de stadig har puls og vejrtrækning. Hvis man befinder sig et sted i livet, hvor man føler sådan, vil man med garanti læse Dostojevskijs roman med lige så heftig lidenskab som den, mange af værkets personer udlever på anden vis. Så rent læsemæssigt (ellers ikke) er det en absolut fordel at føle sig fortabt!

I Dostojevskijs forfatterskab vrimler det med personer, der ikke blot går til grænsen, men langt udover og med voldsom selvpinerisk lidenskab styrter sig i afgrunden. Og dem, der ikke gør, har i det mindste anet muligheden. I “Brødrene Karamassov” fortæller Mitja om alt dette til sin lillebror, den dydige klosternovice Aljosja, der til hans overraskelse svarer, at han har mærket det samme i sit eget indre. Det skal læseren også helst have!

Enten det - eller også må man være optaget af brændende spørgsmål i tiden, som trods den enorme forskel på 1800-tallets Rusland og dagens Danmark på en eller anden led er sammenlignelige.

Når jeg så ivrigt anbefaler “Rodion Raskolnikov” som et godt sted at begynde, skal det ikke være nogen hemmelighed, at det bl.a. er fordi, at det var den, der i sin tid blev min indfaldsvinkel til Dostojevskij.

Jeg kunne næsten ikke have befundet mig i en mere ideel position. Jeg var fyldt med spekulationer om livet og indholdet af mit eget sind. Endvidere forpint af religiøse anfægtelser.

Jeg havde forsøgt mig med en del skriveprojekter. Men da jeg kom igang med at læse Dostojevskij begyndte det at føles håbløst. Her var en forfatter, der havde skrevet alt det, jeg gerne ville skrive, og gjort det uendelig meget bedre, end jeg nogensinde ville kunne.

Blandt Dostojevskijs bevæggrunde for at skrive “Forbrydelse og straf” var et ønske om at gøre op med tidens nihilistiske strømninger. Det hedder i Ejner Thomassens forord:

“Dostojevskijs gennemtrængende sporsans vejrede i nihilismen en menneskeødelæggende magt, som truede ikke blot det russiske liv, men ville true livet overalt, hvor mennesker bor dvs. Selve menneskeånden på jorden.”

Jeg var omkring et årstid eller to før, jeg begyndte at læse Dostojevskij, stødt imod en filosofisk strømning, der vakte en beslægtet ængstelse i mig. I postmodernismens forkastelse af sandhed og gøren alt til subjektive vurderinger, erstatten mening med effekt og i vidt omfang tilsidesætte hensynet til andre for sin personlige fordel, så jeg noget, der forekom mig farligt. Hvis intet var rigtigt eller forkert, måtte det i yderste konsekvens betyde, at man kunne give sig til at spise små børn med den begrundelse, at det havde man altså lyst til.

Presset fra denne ængstelse var så voldsomt, at jeg blev nød til at give det luft, så jeg forsøgte at skrive en roman. Heltinden i min roman var en munter pige med kælenavnet Spirrevip, for sådan en var hun. Hun gjorde det gode og rigtige, var til glæde g opmuntring for sine medmennesker og lod sig ikke prædike grel egoisme af filosofiske strømninger. Jeg indså, at hun også skulle være menneskelig og derfor ikke måtte være alt for perfekt. Så jeg lod hende have svært ved at formulere sig. Dermed havde jeg en pointe. Hun var et vrøvlehoved fordi, ordet ikke var hendes gebet. Hendes sprog var handlingen, og her talte hun særdeles klart og tydeligt.

Jeg syntes selv, at jeg havde været vældig fiffig. Lige til jeg læste “Raskolnikov”. Den gesjæftige, aldrig tvivlrådige og evigt smilende Spirrevip blegnede i lyset af en lille, genert og usikker pige …

Sonja!

Sonja, der nådesløst afslørede Spirrevip som noget amatørlort. Sonja, som er en af de mest betagende skikkelser i verdenslitteraturen.

Men der må nødvendigvis også siges lidt om den person, der har lagt navn til den ene af de to titler romanen findes under.

Studenten Rodion Raskolnikov går grublende omkring opfyldt af nihilistisk prægede ideer. Hans forbillede er Napoleon. Udfra en slags hensigten helliger midlet tænkning, mener han ikke, der kan være noget galt i at myrde en gammel, ondsindet gnierkone, der ikke gør noget godt her i verden, for med hendes røvede penge at kunne gavne menneskeheden. Følgelig går han altså igang med at planlægge, hvordan dette rent praktisk lader sig gennemføre. Det skal siden vise sig, at selvom man har held til at ryde de ydre hindringer af vejen, kan samvittigheden vise sig at være en hård nød at knække. I den henseende ligner han MacBeth.

Netop det MacBeth’ske faldt mig umiddelbart i øjnene, allerede første gang jeg læste romanen, og siden har jeg fået øje på endnu flere paralleller mellem de to skikkelser. Men tilsyneladende står jeg ret alene med den opfattelse. I hvert fald er jeg ikke stødt på den i noget af den sekundære litteratur, jeg har været omkring. Den forekommer mig imidlertid af betydning. Ikke bare som en omgang litterær spilfægteri, men som noget, der reelt kan bidrage til tolkningen.

Især hvis man ser Sonja i et særligt lys. Her er der nemlig en anden skikkelse, man kan hive fat i, som jeg heller aldrig har set nævnt i bøger om Dostojevskij og hans forfatterskab. Jeg forstår det simpelthen ikke, for jeg synes, at den simpelthen springer i øjnene. Sonja har en række påfaldende ligheder med den gammeltestamentlige kvinde Rut. Navnet betyder ven, og en sådan er Rut.

En mulig læsning af Dostojevskijs roman er således, at se den som et litterært eksperiment gående ud på at finde et svar på, hvad der ville ske, hvis man arrangerede en blinddate mellem MacBeth og Rut.

Som sagt står denne udlægning helt og holdent for min egen regning og har ikke støtte hos nogen autoriteter. Disse har derimod mange andre værdifulde ting at sige.

Ejner Thomassen skriver om “en stedse varende kamp for selvagtelse, for under alle omstændigheder at bevare sig som mennesker og holde en luge åben til uendeligheden,” hvorom det hedder, at “snart bliver de latterlige, snart hovmodige, snart desperate i deres selvhævdelse, snart ekstatisk fromme, snart ondsindede indtil det sataniske.” Rene Girard skriver, at “ved at betragte denne kunstners liv og produktion kan vi måske belæres om, at sjælens fred er den dyrest købte af alle erobringer.”

Hvordan skal man så vinde kampen for en selvagtelse og erobre sjælens fred? Det er netop dét, Dostojevskijs forfatterskab handler om.

“Er et fattigt menneske som Varvara ikke nøjagtig lige så megen agtelse værd som en grevinde” spørges der allerede i debutværket “Arme Mennesker”, og i det forfatterskabets sidste værk, “Brødrene Karamassov”, lyder det, at “nyttig er enhver, og hvordan kan man vide hvem, der er nyttigere end hvem?” Jeg har ovenfor skitseret Raskolnikovs filosofi, ifølge hvilken det absolut ikke er tilfældet, at alle menneskeliv er lige meget værd. Men det er så lige det med “hvem”. For hvem har ret til at dømme om et andet menneskes værd og ret til at leve? Spørgsmålet stilles umisforståeligt op i “Forbrydelse og straf” og netop derved er man på en letforståelig måde blevet bragt direkte til et af forfatterskabets centrale punkter.

Det er ikke en tung, filosofisk roman. Der er afgjort flere måder/niveauer at læse den på. Den rummer elementær spænding, og kan derfor også læses simpelthen som en god og fængende historie. Personligt synes jeg måske nok, at det er at drikke årgangsvin af papkrus, for rene underholdningsromaner er der jo så mange af. “Raskolnokov” kan måske nok læses som sådan, men det er en roman, som der er gods og dybde i, og derfor har andet og mere at byde på. Det er fristende at fare gennem siderne, for “hvad sker der så videre” og “ih, hvor er det spændende”. Men der er næppe en side deri, hvor der ikke er noget, man kan standse op ved og give sig til at tænke længe og grundigt over.

Jeg lovede indledningsvis at begrænse mængden af plotspoilers. Derfor vil jeg ikke afsløre mere. Hvad der her er sagt, er lutter ting, man kan finde i begyndelsen af denne lange, men til sidste side betagende, roman.

Hvordan Macbeths og Ruts blinddate forløber, hvordan Dostojevskij på en naturlig måde får sneget Lazarus-beretningen ind og alle de andre spørgsmål, det er oplagt at stille, efter at der her er blevet løftet en lille flig af sløret …. Ja - det må man selv læse!