R.I.P. your majesty
Det er ikke fordi, jeg er den store royalist. Men alligevel …
Det har gjort indtryk på mig at høre om Elizabeth den andens død. Hun har været Englands regent hele mit liv. Det har altid været sådan, og Charles har bare været den her lidt ligegyldige prins, som man egentlig ikke har forestillet sig som konge.
Samtidig er det et besynderligt sammentræf, at det falder sammen med vores egen dronnings 50 års jubilæum.
Faktisk er der et fjernt slægtskab mellem de to dronninger. De er begge, jeg ved ikke helt hvor mange gange tip (tip-tip-tip …???) oldebørn af Victoria.
Selv uden dette slægtskabsforhold må det uværgeligt kaste en skygge over Margrethes jubilæum, at det på den måde falder sammen med Elizabeths død.
Men nu vi er ved slægtninge. Jeg havde lige fornyelig en rigtig hyggelig og rar dag sammen med min kusine, hvor vi var en tur nede og se på den egn, vores slægt stammer fra. I løbet af dagen var der naturligvis også de sædvanlige ordvekslinger om, at tiden går, og så er der det ene, og så er der det andet, og vi får ikke set hinanden så tit.
Sådan er det sikkert også for en dronning, der er engageret i en masse ting. Gad vide hvor hyppig kontakt Margrethe har med sine to søstre, der begge er bosat i udlandet?
Man får så mange mærkelige tanker i sådan en anledning. Nu netop det med, at Elizabeth den anden ligesom altid har været Englands regent. Det påvirker mig, at det pludselig ikke er sådan mere. Hvordan må det så ikke være for englænderne?
Jeg har læst om, at da Victoria døde, var der en kollektiv engelsk følelse af, at de allesammen havde mistet deres mor. Netop bl.a. fordi hun havde siddet så længe, at hun var ældre end det meste af sit folk, og således for størstedelen af befolkningen netop “altid” havde været regenten.
Det var naturligvis også en anden tid. I forhold til det daværende landkort stod Victoria i spidsen for verdens største imperium. Skønt hendes magt var begrænset, havde hun rent faktisk noget at skulle have sagt, og var således ikke på samme måde som konger og dronninger idag en rent repræsentativ regent.
Den begrænsede magt har undertiden fået mig til at overveje, hvem af de to store - Elizabeth den første og Victoria - der har haft det sværest. I alle de mange år, Elizabeth den første sad på tronen, sad hun reelt usikkert, konstant truet af sammensværgelser og attentatforsøg. Så voldsomt gik det ikke længere til på Victoria tid. Men Elizabeth havde den mulighed, at hvis nogen blev for besværlige, kunne hun bare hugge hovedet af dem. Victoria havde kun sin viljestyrke og stædighed at gøre godt med. Det havde hun så til gengæld rigtig, rigtig meget af.
Det har mange, der ellers kun er begrænset historisk interesserede, sikkert også fået en fornemmelse af via den populære tv-serie. I den forbindelse må man anerkende skuespillerinden Jenna Colemanns indsats. Efter at Victoria stort set gennem hele filmhistorien er blevet fremstillet som en lille, indsunken gammel dame i kørestol, har Colemann fået hele verden til at forelske sig i en ung, smuk Victoria. - Gået gået Jenna!
Tankerne flyver omkring hid og did, uden synderlig sammenhæng. Ja - det korte af det lange: jeg er langt mere påvirket af Elizabeth den andens død, end jeg havde regnet med at blive.
Se også:
Seneste kommentarer
04.09 | 07:12
Tak skal du have!
04.09 | 05:19
Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!
Del siden