toner, ord og tanker
Tidens dårskaber
"Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel."
- Math. 10,28
"Jeg må lige nævne, at ordet Gud i denne sammenhæng ikke er afgørende; jeg har brugt det, fordi det det nu engang er det ord, der i denne forbindelse har behersket Europa siden antikkens slutning. Vi har set, at det antikke Hellas brugte andre ord, "natur" f. eks. i forskellige betydninger og "lov" eller rent ud livet selv. Det udslagsgivende var blot, at der fandtes en yderste autoritet, der kunne statuere en yderste pligt, i forhold til hvilken alt andet var af underordnet betydning. Det var mod denne autoritet, menneskets autentiske frygt rettede sig, og når den forsvandt, blev frygten diffus uden ægte adresse.
Det viser sig i vor perverterede kultur i, at vi nok kan frygte det faktisk risikable, men at der ikke er noget rationelt forhold mellem frygtens størrelse og det risikables farlighed. Jeg kan blot nævne tobaksrygning. Det er naturligvis ikke sundt, men frygten for den har efterhånden antaget former eller højder, der godt kan virke en anelse komiske."
- Johannes Sløk
Når det åndelige forfladiges, og der i overdreven grad fikseres på livets fysiske sider, sker der en proportionsforskydning, der sætter kvantitet i stedet for kvalitet. Det rimelige og ganske jordnære spørgsmål: "Er det ikke bedre at være lykkelig i 50 år end ulykkelig i 100?" kan ikke trænge igennem. Det gælder uanset hvad om at leve så længe som muligt.
Med hvilket formål?
Ikke noget. Ikke andet end at være i live. Som en logisk konsekvens har et forsskruet sundhedshysteri grebet om sig. Man skruer ned for livets glæder for at kunne leve længere. Rent ud sagt: har så travlt med at holde sig i live, at man glemmer at leve.
Helst skal man fordrive 150-200 år med kildevand, revne gulerødder og løbeture. Hvorfor det er så vigtigt at kede sig mest muligt længst muligt, har derimod endnu ingen kunne gøre tilfredstillende rede for.
I sig selv er der ikke noget galt i at tænke over sit helbred. Men når denne omtanke bliver til fanatisme, når den er helt uden noget rimeligt forhold til andre sider af tilværelsen, er der gået et eller andet helt galt.
At det handler om en åndelig krise viser sig derved, at folk er påfaldende ubekymrede, når det gælder ting, der påvirker på en anden måde end rent fysisk. De samme mennesker, som kan blive helt hysteriske over, hvis en madret er for fed eller gå i baglås over en tændt cigar, udsætter sig ganske ubekymret for alskens former for åndelig/psykisk/mental fejlernæring og forurening.
Kværnende transistorradioer, dårlig litteratur, computerspil, fordummende fjernsynsudsendelser og det, der er værre, lader man ubekymret passere, mens man tilbereder helsekost i et røgfrit miljø.
I sidste halvdel af 70'erne begyndte begrebet light at vinde stadig større indpas. I 80'erne tog det for alvor fart. Alt skulle være light. Intet måtte have vægt og substans. Mad måtte ikke smage af noget eller kunne mærkes i maven. Tobakken skulle være som at stikke tungen ud af vinduet.
I sidste halvdel af 70'erne begyndte begrebet light at vinde stadig større indpas. I 80'erne tog det for alvor fart. Alt skulle være light. Intet måtte have vægt og substans. Mad måtte ikke smage af noget eller kunne mærkes i maven. Tobakken skulle være som at stikke tungen ud af vinduet.
Særlig det med tobakken viser tydeligt en udvikling, der forlængst har mistet enhver propertionssans og virkelighedsfornemmelse. Light produkter var blot begyndelsen. Så begyndte et korstog mod rygerne, som fortsat er eskaleret og er endt i fuldstændig sygelig fanatisme.
Det ligger naturligt i forlængelse af en ensidig fikseren på det fysiske og materielle at komme ud i overdrevne idealer om sundhed. Derfor ses da også tydeligt en række rent ud monomane tendenser, der er ude af stand til at se mere end et aspekt af en sag, nemlig det i snævreste forstand rent helbredsmæssige.
Atter er tobakken et godt eksempel. Anti-rygerne har i bund og grund kun ét at sige: "Rygning er usundt!". Det kan de til gengæld få en hel aften til at gå med at omformulere på alle mulige og umulige måder. De udviser måske nok større sproglig variationsevne end de freaks, der sidder hele dagen og siger: "Hara-hara-krishna". Men i bund og grund gør de det samme. De rider på et mantra. Alt hvad de siger kan koges ned til det ene: rygning er usundt.
Når folk f. eks. hævder, at røg generer omgivelserne, er det i bund og grund blot en omformulering. En lagret ost på et spisebord, kan udsende en yderst gennemtrængende lugt, som visse mennesker finder ubehagelig. Men da ingen nogensinde har påstået, at denne lugt skulle være direkte skadelig for organismen, laves der ingen sanktioner imod dette. For visse mennesker, som ikke spiser fisk, kan lugten af fisk virke direkte kvalmende. Men igen: den er som sådan harmløs, og derfor gør ingen et stort nummer ud af det.
Derudover kører de så frem med hvad diverse forskere og læger har hævdet. Men dette er jo om noget en fikseren på, at rygning er usundt. Som sagt udviser de stor opfindsomhed, når det gælder at omformulere deres ensidige budskab. Men det rokker ikke ved, at det bag al veltalenhed er gabende ensformigt og unuanceret. Det er atter og atter: rygning er usundt, rygning er usundt, rygning er usundt.....
Helt enkelt har de set sig blind på et aspekt af en sag. Når som helst man forsøger at inddrage andre aspekter, betragter de det som utidig udenomssnak. De nægter simpelthen at betragte sagen fra andre vinkler, udviser synlig irritation over ethvert forsøg på at brede emnet ud. Nej - kan vi så komme tilbage på sporet: rygning er usundt, rygning er usundt, rygning er usundt.....
At man før eller siden når til et punkt, hvor man synes, at man har hørt de varianter over det samme ensformige udsagn, som man gider at lægge øre til, er vel uden videre forståeligt. Blot ikke for de overbeviste anti-rygere. De fortsætter deres somnambulistiske mantra. Blinde for alt andet i verden kører de videre, og man begynder at overveje, om ikke der er grund til større bekymring for deres mentale sundhed end rygernes legemlige?
Hvor meget de end taler, op og ned ad vægge og stolper kan det altsammen koges ned til ét eneste udsagn. Godt - så lad os slå det fast: rygning er usundt. Det er hermed sagt, kan vi så komme videre?
Ikke hvis det står til anti-rygerne. Som allerede nævnt betragter de enhver inddragelse af andre aspekter som utidig udenomssank. Men det er naturligvis, hvad man må forvente fra fremskredne tilfælde af monomani og paranoia.
At der vitterligt er tale om noget sygeligt fremgår uden videre af, at der ikke er antydning af proportion i sagen. Hvis en ægte anti-ryger står et givent sted, hvor der i en udstrækning af tre kilometer foran ham kører 100 biler, så synes dette ikke at genere ham. Men hvis der på den anden side af disse tre kilometer står en ryger og tænder en smøg, er den stakkels anti-ryger pludselig ved at blive kvalt. At noget sådan intet har at gøre med henstillinger om hensyntagen, men er noget, der hører hjemme på et psykiatrisk hospital, burde uden videre være indlysende.
Udstødningsgas er nu ellers heller ikke særlig sundt, og en bil, der står et minut og kører i tomgang, får vist nok (har jeg ladet mig høre) smidt hvad der svarer til temmelig mange cigaretter ud af røret. Men et religiøst had kender naturligvis ikke til proportioner og rimelighed. Det har sin sag og sit korstog og sin inkvisition.
Her hører vanviddet dog ikke op. For en virkelig anti-ryger er endog billeder og filmklip af folk, der ryger generende. Rent bortset fra at man kan tale om svindende sandsynlighed i forbindelse med øget afstand, kan man, hvis man strækker velviljen til det yderste, hævde en smule sandsynlighed for at kunne lugte røg, som faktisk foreligger. Men når den ikke reelt foreligger, men blot er afbilledet, er det svært at se, hvordan den skulle kunne genere selv de sarteste næser.
Her bruger man den behændige omskrivning at tale om såkaldt "signal-værdi". Hvad er nu det for en sær størrelse? Antagelig skulle rygning være en frygteligt smitsom sygdom, der i den grad griber sine ofre, at hvis blot man ser et billede af en cigaret, er man håbløst prisgivet.
Rent bortset fra det fulstændig urealistiske i denne argumentation, viser den helt tydeligt et religiøst had i fuld blomst på vaskeægte middelalderligt-inkvisitoriske vis. Som man i forrige tider talte om kætteriets smitte, og nægtede det ytringsret, har anti-rygerne besluttet sig for, at der findes en - og kun én - sandhed, og at de, der mener noget andet, end ikke har lov at give udtryk for deres synspunkt.
Hvis nogen udtaler: "Jeg er ryger", skal de sige det nedbøjet og skamfuldt. At sige det med glæde og tilfredshed er simpelhen ikke tilladt. Allerhelst skal de lade være at sige det. Skamfulde og tyngede skal de skjule deres frygtelige last. Ikke blot skal de finde måder at komme uden om anti-rygernes sarte næsebor, det skal helst være sådan, at de officielt ikke eksisterer.
I forrige tider på gårdene gemte man familiens vandskabning væk i et fjerntliggende kammer. Sådan vil anti-rygerne helst have det med rygerne. Følgelig begynder de at tale om en mystisk størrelse kaldet "signalværdi" og rygningens påståede smittefare, når nogen vil vise billeder og filmklip, der har relation til rygning. Med mindre naturligvis der er tale om skræmmekampagner imod rygning. Så skal man da endelig vise nogle stakkels vrag, der lider frygteligt under deres grusomme last. Men et gammelt klip hvor Humphrey Bogart med øjensynligt velbehag tager et sug af sin smøg....fy, fy skamme!
Argumentet lyder noget i retning af, at nogen kunne få det indtryk, at det er sejt at ryge. Underforstået: det er ikke sejt at ryge. Det må man ikke synes. Men hvad nu hvis det netop er, hvad man synes? Så er man altså en kætter og dermed frataget sine demokratiske rettigheder til at ytre sin mening.
På denne absurde og bagvendte måde når anti-rygerne frem til, at også tobaksrøg på billeder og film kan genere dem. I det hele taget kan alt vedrørende tobak genere dem. I hvert fald alt andet end de faste, rituelle gentagelser af deres evige mantra. Med disse forholder det sig naturligvis anderledes. Det er deres trosbekendelse og grundlaget for hele deres forsskruede korstog.
Dykker man lidt ned i historien, vil man kunne finde dramatiske beretninger om mænd, der efter en række eventyrlige meritter blev arresteret og dødsdømt. Der, mens de sad og ventede i fængselscellen, fandt de trøst og opmuntring ved tobakkens liflige glød. Ærlig talt: hvis man skal henrettes om tre måneder, hvad betydning har det så, at man (måske!) ville have udviklet cancer om 30 år? Men denne ganske rimelige overvejelse af foreliggende omstændigheder kender anti-rygerne ikke til. De kender kun deres evindelige, ensidige mantra.
Som et typisk udtryk for tidens kropsfiksering, materialisme og én-dimensionelle tænkemåde er det således totalt umuligt at komme ind på ting som den poetiske side af tobakken og rygningen, den kulturhistoriske betydning, æstetikken eller nogen som helst andre af de sagens aspekter, som anti-rygerne konsekvent nægter at tage alvorligt eller betragte som noget ligeværdigt til deres ensformige messen at rygning er usundt.
For mit personlige vedkommende må jeg sige, at jeg har jeg hørt det antal varianter, jeg gider at høre af det ene og samme udsagn. Hvor meget det end måtte blive betragtet som utidig udenomssnak, finder jeg det mere interessant at vende blikket mod en række af sagens andre aspekter.
Uanset om man bryder sig om det eller ej, spiller tobakken en rolle i kulturhistorien. Ligeledes kan man på forskellige måder tale om poetiske, æstetiske og symbolske dimensioner. Disse ting udgør et mangesidigt område, der sjældent får lov at komme til orde.
Men er debat da ikke at betragte en sag fra flere sider? Kan det overhovedet kaldes en debat, hvis man kun betragter en sag fra én side, og kun en slags holdninger får lov at ytre sig?
Anti-rygerne vil hævde, at det ikke er at holde sig til sagen. Men det er jo så netop sagen, sådan som de definerer den, hvorved andre opfattelser på forhånd er gjort til udenomssnak.
For mig at se hører såvel det historiske som det poetiske, æstetiske og symbolske med til et nuanceret billede af sagen. Sagen må foldes ud og der må belyses fra Sir Walter Raleigh til slagermelodier som "Three Cigarettes In The Astrey" for at nå frem til et helhedsbillede. Man skylder at belyse, at tobak er andet og mere end det, anti-rygerne vil gøre det til.
Når man har gjort sig klart, at rygning er så meget andet og mere end blot en sundhedsskadelig syssel, vil man ikke længere kunne betragte anti-rygernes enøjede postulater som uomtvisteligt afgjorte sandheder.
Stik imod anti-rygernes katekismus er det faktisk muligt at synes, at rygning er alletiders. Man kan påskønne tobakkens mangfoldige dimensioner af skønhed, symbolsk kraft og poetisk fylde. Så ja: det er sejt at ryge! Dette udsagn er fuldt ud lige så legitimt som det modsatte. At anti-rygerne aldrig vil kunne drives til at se det som en ligeværdig opfattelse, men formynderisk nedladende insisterer på at se det som en misforståelse, hænger sammen med en række ting, som det snarere er dem, der har misforstået.
Det gælder for det første selve den betragtning at rygning er en last, og at det at være ryger er ensbetydende med, at man har et misbrug. Hvad det egentlig vil sige at have et misbrug, kan diskuteres. Det er svært at nå frem til en endegyldig definition. Men alene det at benytte ord som "last" og "misbrug" er at anbringe rygerne i en kategori af stakkels vrag, der antagelig ikke har nogen selvstændig vilje, men er magtesløse ofre for tobakkens tyran.
Det ville måske være rigtigere at hævde, at ryger eller ikke-ryger, det er i bund og grund et valg, en beslutning, en vurdering af identitet og livskvalitet, der må respekteres som suveræn. Enhver vælger sin vej, og må også selv bære ansvaret for sit valg.
Netop derfor må talen om den såkaldte smittefare - eller som det åh-så-moderne hedder: "signalværdi" - afskrives som en komplet tåbelig skrøne.
Enhver anti-ryger vil kunne fortælle historier om en eller anden "stakkels fyr", der var holdt op, men så blev fristet over evne, da han så andre stå og ryge.
Denne opstilling arbejder imidlertid med en håbløst forenklet input - output model. Hvis ryger eller ikke-ryger er en personlig afgørelse, så må man snarere sige, at ham, der "faldt i", mentalt set ikke var holdt op med at ryge. Det var han kun i rent ydre henseende. Eksistentielt set var han stadig ryger.
Rygning er et valg. Historien beviser ikke en smittefare. Den viser derimod, at historiens hovedperson ikke kunne bestemme sig for, hvad han ville være. At skyde skylden for sit vægelsind på omgivelserne er ren og skær ansvarsforflygtigelse.
Havde han virkelig besluttet sig for, at han ikke ville være ryger, kunne der have stået en kæmpe flok og pulset løs i et væk. Nej - historien handler ikke om afsmittende fristelser, den handler om ubeslutsomhed.
Man kan så naturligvis spørge, hvorfor han ikke kunne bestemme sig. Hvad var det, der fortsat bandt ham til rygningen, nu hvor han tilsyneladende ønskede at vælge den fra?
Når jeg siger, at rygning er et valg, må det forstås på rette måde. Oftest er valget ubevidst. Ligeledes er der langt fra altid (ja, i virkeligheden kun sjældent) tale om et valg af en direkte kvalitet, et gode i første instans og i sig selv. Langt oftere er det et erstatnings-valg, der rummer fremtrædende elementer af trøst og kompensation.
Men heraf følger så netop, at det er at vende sagen fuldstændig på hovedet, når man i anekdoten ovenfor fremstiller omgivelserne som fristende magter, det ikke er muligt at stå imod. Det viser tidens en-dimensionelle overfladiskhed for fuld udblæsning, når man er ude af stand til at stille et så enkelt spørgsmål som: hvorfor havde fyren stadig brug for at ryge?
Hvad var det han savnede/manglede i sit liv? Hvorfor var hans "beslutning" (eller hvad det nu var?) så vaklende og magtesløs? Åbenbart var han dybere betragtet slet ikke parat til at holde op med at ryge. Men hvorfor ikke?
Selvom man hævder, at rygning ikke er et direkte gode, men en kompensation, så må denne jo dog være kompensation for noget, erstatte et ægte behov. Hvis det erstatter, må det nødvendigvis erstatte noget. Selvom et behov tager en maske på, er det stadig et behov!
Hvis man opfatter sagen således, at der et sted inde bagved, skjult af muligvis adskillige lag af masker, eksisterer et ægte behov, så må det afgørende blive at finde ind til dette, at afmaskere det.
Det gøres ikke ved at fjerne ydre påvirkninger. Havde der ikke stået en flok rygere og "fristet", ville fyren bare have gjort noget andet i stedet for. Fundet en ny maske. Måske redede det ham fra en langt mere fatal "maske", at rygningen stod der som en mulighed og brugbar udvej.
Det vil blive umuligt at overbevise folk, der en gang for alle har valgt at betragte tobak som det mest onde og skadelige, der findes i denne verden derom, men enhver med blot et minimum af normal proportionssans må kunne se, at fyren faktisk kunne have fundet noget værre at kaste sig over.
Han kunne have faret ud og begyndt at slå folk oven i hovedet. Men visse mennesker vil åbenbart hellere have hjernerystelse end kunne lugte en smule røg. Det nytter ikke at ville tale med anti-rygerne om disse ting. De er som nævnt sindssyge fanatikere, der kun lever for at kredse monomant om det mantra, at "rygning er usundt". Enhver anden ville givetvis sige: "Hellere røg i køkkenet end en på bærret."
Også anti-rygerne er at regne for mennesker med maskerede behov. Når deres vrede og uvilje imod tobakken i den grad er totalt forvredet og ude et sted hvor ordet intolerance slet ikke slår til, må også det bunde i et eller andet. Der må være en mere reel vrede, de ikke kan få levet ud, fordi den efter gældende normer ikke er velset, hvorefter de vælger at blive ekstreme fanatikere inden for en af tidens gængse dårskaber. Men det overdrevne lader sig ikke skjule af modestrømninger og viser med al ønskelig tydelighed sit væsen i anti-rygerens band-og-bål- attitude.
Det er klart, at der opstår en konflikt, når der står to over for hinanden, der sådan set har det fælles problem, at de ikke kan få det, de i virkeligheden har brug for, men som reagerer modsat i forhold til dette, således at den ene sætter et surrogat i stedet, og den anden fører korstog mod selvsamme surrogat. Det kan enhver se, at der ikke kommer fornuftig og besindig snak ud af. Det kommer der kun strid og sårede følelser ud af.
Et surrogat er ikke et gode som sådan, men det er heller ikke nødvendigvis et onde. Det kan tjene det ganske nyttige formål, at så at sige holde tingene i skak. Det kan volde stor skade på sindet, at give sig i kast med bevidstgørelser og "udboringer" man ikke er parat til. Der må foreligge en parathed før man kan gøre sig håb om et gunstigt udfald. Indtil da må man holde den gående bedst muligt. I dette "bedst muligt" kan meget vel indgå forskellige former for kompensation. Ja, det er faktisk direkte nødvendigt. Et gammelt ord siger, at "en desertør har brug for amuletter". Her kan anti-rygerne tjene som advarende eksempel: så agressiv og umenneskelig bliver man, hvis man deserterer uden amuletter!
Alt dette vedrører imidlertid kun rygning eller ikke som et ubevidst valg. Dette er ganske vist også det mest udbredte. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at rygning ikke nødvendigvis er et udtryk for kompensation. Det kan også være et helt bevidst valg, et reelt udtryk for livsstil. Med tanken på de forskellige dimensioner, der i det foregående er blevet nævnt, kan man påskønne tobakken og røgen i egen ret for det smukke og betagende, de er. I dette ligger der intet, som indbyder til diagnosticering. Det viser blot en veludviklet kulturhistorisk indsigt.
Det er særdeles vigtigt at få slået fast for dermed at undgå, at rygning i sig selv gøres til et "tilfælde", som et udtryk for, at noget er galt. At man efter en god middag nyder en cigar eller pibe tobak er ikke nødvendigvis udtryk for noget som helst andet end hygge og velvære. Der imod er det i høj grad udtryk for, at man har valgt en særlig måde at hygge sig på, og naturligvis er det rigtigt, at der findes andre måder, som er mindre fysisk sundhedsskadelige.
Åndeligt set er det imidlertid en relativ harmløs syssel, ja - kan endog være gavnlig. Adskillige videnskabsmænd, filosoffer og digtere gennem tiderne har hævdet, at det hjalp dem til at samle tankerne og nå frem til de bemærkelsesværdige resultater, de efterlod sig. Det gælder bl.a. Einstein og Niels Bohr. Det i sig selv burde gøre det indlysende tydeligt, at anti-rygerne glemmer det mere vigtige for det mindre vigtige. De lever i én stor tobaks-fobi, der ikke har nogen reel forbindelse med virkeligheden.
Hvad nu angår det at ikke ryge, så er det klart, at hvis man ikke selv ryger, kan det i høj grad være generende, hvis nogen damper en lige op i hovedet. Det er her helt på sin plads, at bede formasteren sætte sig et andet sted eller i det mindste puste røgen den anden vej. Men når visse over-sensible neurotikere går grassat blot de kan fornemme den mindste antydning af tobakslugt....Nej, det spørgsmål sorterer ikke under rygning, det sorterer under psykiatri.
Hvad søren det bunder i, er ikke lige til at sige. Det vil kræve et langt terapeutisk forløb at afdække. Om der var en ondsindet stor dreng, der stoppede en ordentlig havaneser i kæften på dem, da de var fem år, så de hostede tre timer efter, eller hvad i al verden der nu kan være sket. Det kan være så meget. Men det er under alle omstændigheder et typisk symptom på et dybtliggende traume. Muligvis projektion af en abnorm dødsangst, der giver sig udtryk i den fikse idé, at man kan leve evigt, hvis bare man undgår enhver nærhed med tobak. Eller... Ja, man kan kun gisne. At vi her taler om "tilfælde", altså at der vitterlig er noget riv-ravende galt, kan der derimod ikke være tvivl om.
Men når jeg sætter sagen sådan op, holder jeg mig naturligvis heller ikke selv for god. Men så kan anti-rygerne da prøve, hvordan det er at blive udsat for den slags. Dette burde så kunne overbevise dem om, at vi skal have fat fra en helt anden vinkel. Tingene må bredes ud i en mere overordnet snak om livsværdier, valg og fravalg.
I forlængelse af de foregående betragtninger er der et spørgsmål, der melder sig mere eller mindre automatisk: hvad er det for nogle valg, vi træffer? - Og hvorfor? Hvad fylder vi ind i vort liv? Hvad mener vi at få ud af det? Svarer det til forventningerne? Og nok så vigtigt: hvilke omkostninger har det?
Jeg forsøger ikke at bortforklare det banale faktum, der skjuler sig i anti-rygernes monomane kredsen. Ja, rygning er rent faktisk usundt. Det er hermed fastslået, og deraf følger så også, at der er en fysisk-helbredsmæssig omkostning forbundet med rygning. Eller i hvert fald en risiko.
Det er ikke ligegyldigt at tale om omkostninger i forbindelse med sine livsvalg. Men ethvert tilvalg har omkostninger. Det er simpelthen en af tilværelsens grundbetingelser: hvad man end gør, har det en eller anden form for omkostning. Det er ganske enkelt noget ufravigeligt.
Jeg mener, det er væsentligt og påtrængende på skoler og arbejdspladser at have debatdage om emnet "Hvad fylder du dit liv med?". Sagen er nemlig den, at vi alle fylder vores liv med et eller andet, hvilket faktisk er det eneste alternativ til at sidde passivt og stirre tomt ud i luften. Men hvad der er vigtigt er at jævnligt se på, hvad man fylder sit liv med, og om det er sådan man ønsker sit liv skal være.
Det handler her ikke blot om sundhed. Der er mennesker, som sætter alt over styr - hjem, indbo, ægteskab m.v. - på travbanen. Udover diagnosen ludomani kan man i høj grad også sige, at de ikke har overvejet, hvad det er, de har fyldt ind i deres liv. Men jeg har aldrig hørt nogen hævde, at det støv hestene hvirvler op, skulle være synderlig kræftfremkaldende.
Men al indhold i livsvalg har en eller anden pris. En entusiastisk frimærkesamler, der ligger vågen om natten og frygter for, at nogen skal overbyde ham på e-bay i forbindelse med det sjældne frimærke, han er ved at købe. Dropper han sin interesse, kan han sove roligt om natten, men han mister samtidig det, der giver ham hans mest betydningsfulde og glade stunder.
Jo flere ting man samler, des mindre mobil er man. Men når man samler ting, er det naturligvis fordi, at det er ting, man gerne vil have og mener at kunne bruge til noget vigtigt og berigende.
At få børn regnes almindeligvis for noget glædeligt, men det er også årsagen til mange bekymringer og spekulationer.
Det man altså kan sige er, at al livsindhold har en større eller mindre pris og modsat giver et større eller mindre udbytte. Det afgørende er naturligvis, om man i sit liv oplever, at der er et rimeligt forhold mellem indsats og udbytte. Det kan kun den enkelte gøre op med sig selv. Men det kan alligevel godt sættes op i mere almene modeller, f.eks. selve det at påpege, at det forholder sig således med livsindhold.
Derudover kan man påpege vigtigheden af, at jævnligt se på sit eget liv og spørge sig selv, om man synes, det er sådan, det skal være. Eksemplet med travbanen viser tydeligt et menneske, der helt har glemt at stille sig selv den slags spørgsmål, er blevet fanget i sine livsindhold og helt mistet enhver propertionssans.
Det afgørende er således ikke, om noget er mere eller mindre skadeligt. De centrale spørsmål er: "Hvad fylder du dit liv med?", "Hvordan er forholdet mellem indsats og udbytte i dine livsindhold?" osv. Dette er en debat værd - en væsentlig debat!
Ved at rejse spørgsmålene på denne mere generelle måde, undgår man også at pege fingre af bestemte tilfælde. Det kommer til at handle om værdier, frem for f.eks. rygere og ikke-rygere. Det kan derved blive indsigtsgivende og berigende frem for en skyttegravskrig.
Man må gøre sig klart, at livsværdier er mange ting og kan være yderst forskellige fra menneske til menneske. Det ville derfor være i strid med den måde, man almindeligvis fører debatter, at trampe et værdisæt ned med et andet. Derimod er der al mulig grund til en generel drøftelse om livsværdier.
Det afgørende er, at kun den enkelte kan afgøre, om han/hun får det tilsigtede og ønskede ud af sine valg. Derfor er det et overgreb at gå længere end til at opfordre til en eftertænkning af dette.
For ikke så mange år siden, dengang folk endnu ikke var blevet sygeligt hysteriske, var der et andet argument mod rygning i omløb end sundhedsfaren: det er dyrt. Når jeg i denne sammenhæng siger "dyrt" er det at forstå ganske vulgært i betydningen kroner og ører.
Umiddelbart kunne man synes, at dette argument ville passe godt til det materialistiske livssyn, og man kan derfor undre sig over, at det er gået af mode. Men siden dengang hvor det med pengene var det slagkraftige argument, har den materialistiske pervertering taget et skridt videre frem: i dag regnes det for mere eller mindre selvfølgeligt, at man smider penge ud til alverdens ligegyldige tåbeligheder. Derfor giver det ikke længere nogen synderlig mening at tale om, at rygning koster mange penge.
Hvis en af vore dages anti-rygere fremførte dette argument, ville deres modstander med lethed kunne påpege en masse tant og fjas, som anti-rygeren smed gode danske kroner ud til. Alligevel burde anti-rygeren måske være mindre bange for at bruge dette argument. For det er på mange måder bedre end al det sundheds-ævl, de disker op med.
Mon ikke de allerfleste går og ønsker sig et eller andet, de ikke har eller kan få råd til? At gøre folk opmærksomme på, at de måske kunne frigøre de nødvendige økonomiske resourcer ved at spare de penge op, de ellers ville bruge på tobak, burde vække til eftertanke. Her går man lige præcis ind på spørgsmålet om det, man vælger til eller fra. Man spørger ganske venligt: er det det bedste du har valgt? Kunne du få bedre for de samme midler? Dette er ikke forfølgelse og farisærisme. Det er en forespørgsel den anden må gøre op med sig selv for at finde svaret på. Har han valgt det bedste eller kun det næstbedste? Er det, han har gået og drømt om, nærmere inden for rækkevidde, end han troede? Kan tobakspengene gøre forskellen? Er der her en vej at se til øget livskvalitet?
Forskellen burde uden videre være indlysende. Sundhedsargumentet vil tage noget fra folk, det økonomiske vil give dem noget. Det er tåbeligt at tro, at man møder velvilje hos folk, hvis man kommer og vil tage noget fra dem. Hvem er nogensinde blevet glad for at blive frataget noget, blive beskåret i sine privilegier, få forringet sin livskvalitet? Men hvis man kommer og vil give folk noget, møder man som regel større åbenhed.
- Jeg vil tage din eneste ensomme trøst og sidste værn mod livets modgang fra dig.
- Skrup af dit lede røvhul!
- Jeg vil give dig et overtjekket stereoanlæg eller et blankpoleret skrivebord i massivt egetræ.
- Jatak! Bare kom med det.
Men anti-rygeren, der lige har klattet 100 kroner væk til et eller andet fjums og ikke er optaget af andet end kolde forskningsresultater, indser naturligvis ikke dette. Han indser i det hele taget ikke noget som helst. Det gør man ikke, når man har bundet hele sit liv op på én banal sætning. Når man indskrænker hele sin horisont til en latterlig bagatel, bliver ens bidrag til den almene debat også derefter.
Det er således helt på linie med tidens forstyrrede og forvrængede tankegang, og stemmer dybere betragtet overens med den åndelige krise, at det gode argument går af mode, mens det dårlige ophøjes til religion.
Er det nu ikke at gå for vidt, at tale om et religiøst had og en forfølgelse, der ligefrem rummer patologiske træk? Det ville være dejligt, hvis man med rette kunne hævde, at dette er en grotesk overdrivelse. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.
Det viser sig allerede ved de påskrifter sundhedsmyndighederne stempler på tobakspakningerne. Hvorfor står der ikke noget på snapseflaskerne om skrumpelever? Hvorfor står der ikke noget på chokoladeæskerne om blodpropper? Svaret er: fordi det er rygerne, man har valgt at drive klapjagt på.
Jamen omgivelserne, lyder det så fra disse altid så ordrige anti-rygere. Tjah - det er vel som man tager det. Under selve indtagelsen kan røg naturligvis genere på en mere åbenbar måde. Men hvad med bagefter? Det kan være yderst ubehageligt at være i selskab med spirituspåvirkede personer. Man kan almindeligvis ikke mærke, hvis en person er tobakspåvirket.
Men lad os et øjeblik dvæle ved det med noget, som generer omgivelserne. Hvad så med bilernes udstødningsgas? Her har vi at gøre med noget, der ifølge den samme forskning, som anti-rygerne sætter så stor pris på, har direkte indflydelse på miljøproblemer. Dog har jeg endnu ikke hørt nogen tale om folk, der er kronisk forfaldne til bilisme. Men rygerne skal absolut udstilles som nogle pr. definition vrag og misbrugere. Hvis ret skal være ret, burde det således være helt på sin plads at hævde, at visse mennesker er kronisk forfaldne til bilisme.
Således er det en let sag at pege fingre af hinanden, kalde den ene eller anden galt på den, diagnosticere og banke hinanden i hovedet med forskningsresultater. Men tænk hvis vi kunne få en fornuftig snak om livsværdier. Kunne det ikke være dejligt?