Ind fra regnen

Noget, jeg sad og læste tidligere idag, fik mig til at mindes en lille oplevelse for lidt over 20 år siden.

Jeg havde været ude i en ordentlig regnskylle. Da jeg kom hjem, røg der en eller anden gammel automatik igennem hovedet på mig, som sagde: “Det tørrer hurtigere på kroppen”.

Forskellen på den dag og de utallige tidligere gange var, at jeg ved dén lejlighed fik grebet tanken i flugten og blev bevidst om den.

Sikke da noget vrøvl? Det kunne jo være bedøvende ligegyldigt, hvor hurtigt eller langsomt det tøj tørrede. Selvfølgelig skulle jeg da have noget tørt på.

Jeg synes, det er et ganske rammende eksempel på, at man ofte ikke er særlig sød ved sig selv, men giver den slags indgroede mekanismer lov at gøre tilværelsen unødig ubehagelig i tilfælde, hvor der kun skal lidt til, for at gøre det hele meget rarere.

Det våde tøj var en ganske lille, banal ting. Men det viser ikke desto mindre, at der forekommer en mængde ting hver eneste dag, hvor man enten kan være god ved sig selv eller forsure sit eget liv.

Som en klog dame engang sagde til mig: "Vær din egen bedste ven!"