toner, ord og tanker
Ang. Min roman “Hændelsen” med særlig hensyn til kapitel 15, hvor man første gang møder Hubert.
Kan også findes:
https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl30Qr2Fy-ku-0bppbB9op8IB
Kapitel 15 indledes med Pauls særlige øjeblik, hvor han undtagelsesvist trives med at være præcis, hvor og som han er, og have netop den alder, han har. Meget u-Paul'sk kan man vist roligt sige!
Det varer da heller ikke ved. Snart ser vi atter den Paul, vi efterhånden kender. Imidlertid har denne fået en vægtig grund til at være utilfreds med tingenes tilstand: Hubert, en ny dreng, der viser sig at besidde nogle yderst ubehagelige personlighedstræk!
Hvad Hubert finder på, er helt klart en af hovedårsagerne til de problemer, Paul slås med senere i livet. Men alt det, der er sket tidligere, har gødet grunden. Det er tydeligt, at han allerede inden Huberts ankomst er blevet fanget i en penisfiksering, og ligeledes i rollen som den servicererende.
Paul vurderer Huberts lem som en kender og feinschmecker, og der uddeles bundkarakter. Men er Huberts lem da virkelig så meget ringere end alle andres? Mon ikke Paul projicerer sin uvilje overfor Huberts personlighed over på dennes kønsdele? Er Pauls vurdering ikke en slags personbeskrivelse? - Vel at mærke: sådan som Paul ville udforme en karakteristik!
Det er således afslørende, at Hubert og Huberts tissemand i en vis forstand bliver et og samme, der lader sig opsummere som "mørkt og ubehageligt". Hubert er med hensyn til hudpigment, hvad Paul betegner som "den mørke type". Men han repræsenterer også mørke i betydningen farligt, væmmeligt, truende.
Det ligger lige for at strække denne analogi en tak mere, eftersom Huberts penis udgør en central del af de ting, han finder på.
Men som vi også hører om, finder Hubert på en hel del andre ting. Der er ikke tale om de seksuelle ting som en særlig adfærdskategori, der eksisterer mere eller mindre adskilt fra andre samværsformer. Huberts ubehagelige personlighedstræk kommer til udtryk indenfor alle mulige sammenhænge.
Omvendt er det vel netop derfor, Paul finder et samlende udtryk for Hubert i dennes kønsdele. Sådan som Paul vurderer udstyret, siger det alt om Hubert: noget, der har lighedstræk med de andre, men så alligevel skiller sig markant ud, og i en skærpet forstand repræsenterer noget ondt.
Huberts lem er næppe nævneværdigt anderledes end de andres. Men fordi, det er Huberts, bliver det i Pauls optik en repræsentant for det onde.
Det er et omvendt udtryk for det, vi tidligere har kunnet iagttage i forbindelse med Ejner. At Ejners tissemand skulle være så uendelig meget mere fantastisk end alle andes, er mildt sagt tvivlsomt. Her var der tale om beundring og heltedyrkelse, der blev projicere over på kønsdele. På samme måde bruges projiceringen her i forbindelse med væmmelse og et fjendebillede.
Paul har det kvantitative fortrin, og ifølge egen vurdering også det kvalitative. At Hubert er imponeret over Pauls størrelse hersker der ikke tvivl om. Men i baggrunden (som en slags underlægningsmusik) lurer Janus. Det er således helt oplagt, at Paul oplever Huberts forfølgelser som en straf for at være bedre udrustet. Vi har i det foregående kunne konstatere, at Paul længe før Huberts ankomst har ment, at hans størrelse medførte en række ubehageligheder af mere eller mindre afstraffende karakter.
Det får Paul nu bekræftet til overmål, hvilket ikke kan undgå at forstærke hans dobbelte følelser overfor sin udrustning, skærpe de optrukne modsætningspar stolthed/skam, mereværd/mindreværd, hyldet/hånet o.s.v.
Skønt det som regel medfører grumme konsekvenser, kan Paul ikke lade være med at prale lidt af, at han har noget bedre end Hubert. Et afslørende udtryk for de dobbeltbundne følelser, han knytter til emnet!
Særligt i forhold til forløbet ("sygdomshistorien") omkring Pauls PDD er alt dette vigtigt at holde sig for øje. Hubert er det rene gift for Paul, en særdeles effektiv stimulering af den fejludvikling, Paul er kommet ud i.
Men bemærk venligst: det er altså ikke penisser og penisstørrelser det hele. Hubert udsætter Paul for alskens ubehageligheder, og griber enhver mulighed for at tirre, såre og genere ham. Det er såre menneskeligt, at Paul som et modspil forsøger at gøre sit fortrin gældende. Også selvom en del af ham tror, at hint fortrin netop er årsagen til alle de ubehageligheder, han udsættes for.
Et andet træk er Pauls grebne samvittighed. Her kan man - med forbehold - tale om en "gavnlig" virkning. Hubert er en så grotesk overdrivelse af de almene forhold, at det synliggør det forvrængede og sygelige derved. Desværre viser samvittighedsspørgsmålet samtidig, i hvor høj grad Paul lægger skylden på sig selv.
Fra dette punkt forsøger Paul at trække sig ud af de ting. Han er begyndt at se på dem med nye øjne.
Når man så husker på alt det, der finder sted i det efterfølgende år (Fridas barsel, Laila, de mange omvæltninger m.v.) for at kulminere i og med Hændelsen, viser meget af det, vi har hørt om i det foregående, sig i et nyt og anderledes lys.
Paul prøver virkelig at undgå alle de ting. Men ind imellem falder han altså i. Han spørger Laila om Birgers størrelse, han kaster sig ud i en målekonkurrence med Arne. Senere i livet oplever han sine seksuelle fantasier, som at han træder ind i en anden verden, for en stund bliver en anden. I denne parallelverden påbyder han så sig selv at skulle være taknemmelig for at blive straffet.
Et andet vigtigt træk er legen med stenene. Her får vi et helt eksplicit eksempel på, at Paul bruger en konkret situation som samlende metafor for en hel række situationer:
“Faktisk bestod det meste af det, Hubert foretog sig, netop deri at tissede på andres skatte!”
Det er for så vidt en micro-udgave af det, der finder sted i Hændelsen. Samtidig bekræfter det vores tidligere fremsatte mistanke om, at beskrivelsen af Huberts penis er en forklædt personbeskrivelse. Det turde hermed være bevist, at samlende metaforer er en del af Pauls måde at tænke på!
Vi har forlængst fastslået Pauls hang til orden og systemer. Det, vi ser her, er, at Hubert hurtigt opdager dette, og dermed også, at når der er aftalt en given ramme for en leg, er det ikke blot provokerende, men direkte pinefuldt for Paul, hvis disse aftaler brydes, hvilket Hubert så gør i stor stil. Det er en effektiv måde at tisse på Pauls skatte og derved påføre ham lidelse!
I det hele taget får vi mange vigtige brikker til puslespillet i løbet af disse afsnit. Bemærk f. eks. jukeboxen og Pauls søgen efter “sprækken i hverdagens lærred”. Eller elhegnet og Hubert udnyttelse af Pauls opdagelse. Siden følger småstiklerierne, hvor Hubert hele tiden ligesom markerer: “jeg er her. Du skal ikke tro, du slipper. Måske sker der ikke noget lige nu. Men du ved ikke, hvornår der gør.” F. eks. Situationen med bogen i dagligstuen. I sig selv en bagatel. men bidragende til at understrege en generel følelse af utryghed.
Alt dette kulminerer så i snakken om hævn-filmen. Det groteske i at plageånden sætter sig til doms over sit offer og vil tage moralsk afstand fra dennes handlinger. Hævn er sygt oven i hovedet. Men det er åbenbart helt normalt at pine og plage sine omgivelser!
Det var ikke mindst alle disse afsløringer, der senere gav mig en nagende og ubehagelig mistanke …
“Som altid var Hubert den, der fordrejede hans ord, misforstod med vilje, og fik det hele til at fremstå som en gang sludder.”
- Og sammen med ham en række ondsindede prøvelæsere af min roman??? - Visse kommentarer ligner vitterlig praktisering af Hubert-metoden!
Men mere følger inden, vi er nået igennem kapitel 15. Båndet mellem Paul og Hubert. Delingen af afdelingen og det styrkede kammeratskab på Pauls formindskede afdeling. I modsætning til de foruroligende indtryk af naboen.
Der kan siges en del om disse passager. Først og fremmest må Paul endnu engang forholde sig til en række forandringer. Da afdelingen skal deles, er han sit væsen tro mest opmærksom på de problemer det medfører. Han må imidlertid snart (lettere modvilligt) erkende, at den nye situation er at regne for et fremskridt. Der kommer mere ro og overskuelighed i hans liv, og i det tætte kammeratskab på den lille afdeling er han ikke i samme grad som tidligere afsondret og isoleret.
Dermed har vi også fået baggrunden for nogle af de ting, vi tidligere har hørt om. Vibeke, der prøver at hjælpe Paul med hans kærlighedskvaler, hvor svært det siden er for Filip at flytte ind som en lettere kikset ny elev og stå overfor en tæt sammenspist enhed.
Romanens baglæns afslørende teknik gør sig således atter gældende, og en række af de begivenheder, vi har kendskab til, kommer til at stå i et nyt lys.
Det helt centrale i kapitlet er imidlertid noget nyt, vi hidtil ikke har vidst. Hubert indføres i historien. Dermed kastes der også nyt lys over mangt og meget. Men Hubert er så sandelig også noget i sig selv. Ikke bare en belysning og perspektivering af andre ting, men en i sig selv afgørende faktor. Fuldt ud lige så vigtig som f. eks. Laila - omend på en ganske anden måde.
Igennem adskillige måneder er Hubert en daglig pestilens for Paul. Når man husker på alle hans "jeg er her"-markeringer, er det ganske vist en beroligelse, at der kommer en væg imellem dem. Men et eller andet sted er han der jo stadig. Paul kan ikke bare glemme ham. Heller ikke selvom han prøver på det.
I forhold til de mange dobbeltheder i Pauls peniskompleks er det værd at være opmærksom på hans tilbøjelighed til at bruge penisser som billeder på andre fænomener, sådan som også kapitel 15 rummer eksempler på - ikke mindst personbeskrivelsen af Hubert.
Delingen af afdelingen og den derefter mere tålelige hverdag må siges at være et eksempel på, at mindre kan være bedre. Her er det måske ikke helt uden betydning, at Pauls væsentligste bekymring i forhold til afdelingens deling angår hans antenne.
Her er det måske også værd at ihukomme den måde han senere i livet foretager en kobling mellem et træ i hyblernes have og sin pladesamling. Det står imidlertid ret dunkelt, hvordan forholdet er mellem musik og penisser i Pauls sind.
Derimod kan der i hvert fald ikke være tvivl om, at den store, kaotiske afdeling kontra den mindre, mere trygge tydeligt indikerer, at mere fører til flere problemer, mens mindre giver sikkerhed og kontrol.
Udover sine falliske elementer er en antenne også noget, der modtager signaler. Delingen af afdelingen er jo et eller andet sted en afskæring fra informationer. Paul ved ikke, hvad der foregår på den anden side af væggen. Men akkurat som siden med naboen på hyblerne hører han lyde, der giver visse indikationer. På sin vis sammenligneligt med et radiosignal, der kun delvis går igennem.
Vægge synes til stadighed at dels yde en beskyttelse og dels forhindre fuld indsigt. Det er her betegnende, at Paul i sin fantasi pryder en væg med isolerede, afpersonaliserede legemsdele.
I kort opsummering har vi Pauls lykkelige øjeblik. Hvordan det herefter går den gale vej, især i forbindelse med Huberts indtog. Den frygtelige tid, Paul gennemlever. Huberts spil, og hvor mange måder det kommer til udtryk: Huberts tendens til lige at give tingene - alting! - en tak eller to mere.
Det sandt rystende er imidlertid, at dette kun er begyndelsen ...
Hvad der videre sker, fortælles der om i et senere kapitel.
Men tilbage til kapitel 15. En passage, der er værd at betragte lidt nærmere, er Beatlessnakken på marchturen, som tydeligt illustrerer, at Hubert målrettet søger efter Pauls ømme punkter. Hvergang Paul svarer roligt og uanfægtet, søger Hubert i en ny retning i håb om at finde et ømt punkt. Det lykkes da også tilsidst. Så snart Hubert har fundet et sted, hvor der er spænding på ledningen, indstiller han videre søgen, og giver sig i stedet til at bore i det ømme punkt.
I forlængelse af dette er det tankevækkende, at Pauls lykkelige øjeblik må være faldet tæt på 10 års jubilæet for udgivelsen af "Sgt. Pepper", og at det ikke er helt umuligt, at det rent faktisk kan have været den første juni. I hvert fald er det tidligt på sommeren 1977, og således under alle omstændigheder tæt på mærkedagen.
Men som man videre hører om i kapitel 15, er det i 10 året for the summer of love i en ganske anden forstand, at Paul "får kærligheden at føle", hvilket leder os tilbage til udgangspunktet: snakken på marchturen.
Huberts opdagelse af den ængstelige Pauls religiøse tilbøjeligheder, giver et stærkt angrebspunkt. Med antydninger om Guds straf og evig fortabelse har Hubert et middel til at skræmme Paul.
For en dreng som Paul, der tager alting dybt alvorligt, og således regner med, at folk mener, hvad de siger (ikke af naivitet, men af alvor og sans for sprogets sandhed), må fremtiden fremstå som overmåde truende: først vil Ejner mase ham under en lastbil, og bagefter vil Hubert kyle ham ned i det dybeste helvede.
Hvis Paul ikke i forvejen havde været stokkonservativ, ville han da have al mulig grund til at blive det!
I forlængelse af dette er det værd at betragte symbolikken omkring lys og mørke - noget, vi ved, Paul har haft en fornemmelse for allerede som fireårig (Beatrice/Ragna). Her gælder så, at Huberts fremtoning og adfærd så at sige passer sammen.
Det ville sådan set ikke have været overraskende, hvis Paul senere i livet var blevet racist. Den arrogance, vi har set en række eksempler på, er beslægtet med dette. Men ved siden af arrogancen findes der også en humanistisk tilgang i Paul. Hans dybere søgen er imod en stadfæstelse af ethvert menneskes værdi. Udslag af vrede og uvilje retter sig endvidere som regel snarere mod enkeltpersoner end en eller anden "slags". Også selvom han ind imellem tyer til generaliseringer.
Ser man nærmere til, går generaliseringerne den modsatte vej. Der er ikke tale om at i udgangspunktet have noget imod et andet menneske, fordi det er denne eller hin "slags". Der er snarere tale om, når der er konflikt med en anden person, sådan som f. eks. hybelnaboen, at så skabe en fiktiv kategori, denne person kan puttes i. Netop en fiktiv kategori. Der er ikke tale om jøder, negere eller homoseksuelle, og "sådan er de allesammen". Når Paul fremsætter generaliseringen "små, hjernedøde robotter", er det en variant over "dulle", en beskrivelse af naboen. Om andre eventuelt også passer på beskrivelsen, er Paul overhovedet ikke optaget af.
Dermed ikke sagt, at der ikke skulle være træk i Pauls udslag af arrogance og fordømmelse, som strejfer det semi-facistiske, kan blive farlige og føre til åndelig fejludvikling. Det er der så afgjort! Det ses også i hans forestillinger om særlige relationer med nogle ganske få, mens resten bare kan tage og forsvinde. Det er al den slags, der fører til det stivsind og den pseudo-religiøsitet, som forhindrer sand åndelig/religiøs modning.
Netop derfor er det værd at opholde sig ved den religiøse angst. Det er dybere betragtet dén, der kommer tilsyne i marchsnakken mellem Hubert og Paul.
Denne forståelse har Hubert naturligvis ikke. Han søger rent pragmatisk efter det, der virker. Men for læseren kan det være interessant at forstå den dybere sammenhæng.
Denne prøver vi at blive en smule klogere på i “T.H.”-serien, hvor der som perspektivering benyttes uddrag fra Johannes Sløks "Europas sjæl" og Jacob Knudsens "Angst".
I forlængelse af dette kigges der på det paradoksale fænomen, at Hubert måske (meget mod sin vilje) hjælper Pauls åndelige udvikling på vej. Hubert er et så ekstremt udtryk for det, Paul hidtil modstandsløst har ladet sig glide ned i, at det vækker Pauls samvittighed.
“T.H.”-serien kigger i den forbindelse på den religiøse opvågnen og åndelige vækst, sådan som den bl.a. er beskrevet af Olfert Ricard. Der oplæses et par passager fra "Bedre Frem". Vi diskuterer derefter, om noget af dette kan ligne de sindsrørelser, vi har mødt hos Paul.
Videre tales der om forskellen på den ærlige uforståenhed og så den ondsindede misforståen med vilje, som Hubert praktiserer for at drive Paul ud i desperation.
I forlængelse af dette gøres nogle tilløb til en personkarakteristik af Hubert. En sådan kan være på forskellige planer. I den mest realistiske betragtning er Hubert - akkurat som Paul - et institutionsanbragt barn.
Som anbragt på en behandlingsinstitution må han være blevet bedømt som adfærdsvanskelig. Måske (?) har også ord som udadreagerende og manipulerende været i spil. Han kan til en vis grad ligne en psykopat in spe.
Som litterær konvention er han den ikke-overnaturlige pendant til den gotiske skurk. D.v.s. en udpræget magtfigur, der gør sig gældende som herre/bøddel overfor en række slaver/ofre.
I bogens eksempler på Huberts adfærd optræder han især som sabotør. Han spolerer lege og andre beskæftigelser ved at bryde kontrakterne, overholder ikke de indgåede aftaler. De overenskomststridige drejninger/forvrængninger, han derved giver tingene, har som oftest karakter af forgrovelse, vulgarisering og ondsindet overdrivelse. Eller de er simpelthen i selve deres art så udtalt kontraktstridige, at dette i sig selv forekommer groft og sårende.
Hans primære motiv synes (så vidt det lader sig vurdere ud fra de sparsomme oplysninger) at være at ydmyge, tirre, provokere, såre, ydmyge o.s.v. Han opdager lynhurtigt Pauls ømme punkter og stikker med stor præcision nålen ind, hvor det gør mest ondt.
Kontrasten mellem Hubert og Paul kan især iagttages omkring det elektriske hegn, og de vidt forskellige projekter, de respektivt får ud af det. Paul drømmer om dunkel mystik, mens Hubert bygger et torturredskab. Noget tilsvarende kommer tilsyne i Beatles-og-bespottelse-snakken.
Videre lidt om de forenklinger en fiktion kan benytte sig af. F. eks. kunne man næsten få det indtryk, at afdelingen efter delingen kun består af tre elever. Man må forestille sig, at der er flere, men at der ikke er brug for mere end tre til at fortælle historien, og at det derfor bare ville være en hensigtsløs dublering at indføje flere. Paul, Jesper og Ole er repræsentative!
Man kan herefter vende blikket mod hovedbegivenheden: Hændelsen. Det kan hurtigt fastslås, at den på overfladen er intetsigende og handlingsløs. Netop derfor er spørgsmålet: hvad er det med den.
En del af det, der er med den, har vi efterhånden fået indkredset, men har samtidig en mistanke om, at der må være endnu mere skjult et sted nede i dybet. Vi har måske visse mistanker om, hvad det kan være. Men vi mangler at få noget sikkert at vide.
For at fastholde denne hovedlinje i romanen krævedes der til- og fravalg i forhold til stoffet. Noget af det, der blev sorteret fra, kom så til gengæld med i "Spilopper", som jeg bruger lidt tid på at fortælle om, og læser uddrag fra i “T.H.”-serien.
Spilopper er bare en løst sammenflikket anekdotesamling (se under "Blandede bolcher"), og ikke tilnærmelsesvis et stort og ambitiøst anlagt projekt på samme måde som "Hændelsen". Imidlertid er "Spilopper" anvendelig i forhold til perioden med den lille afdeling (et af de autentiske træk i "Hændelsen"!), da mange af de små fortællinger er hentet fra netop denne periode. Jeg bruger i videoen teksterne "Ca Plane Pour Moi", "En ren skjorte" og "God ballade".
Tilbage til Hændelsen fra "Hændelsen" og forsøget på at afdække denne besynderlige episode. Hvad er det dog med den? Hvorfor er den vigtig og central?
Det er her værd at opholde sig lidt ved "sprækken i hverdagens lærred". Hvad er nu dét for en? Og hvorfor Pauls behov for at høre nogle sange er så voldsomt?
Som det forhåbentlig er åbenlyst for alle, er turene i kano, telt m.v. et rent helvede for Paul, og der er vitterlig ingen flugtvej. Det er naturligvis dét, han søger i musikken. Lignende træk kan også observeres hos den unge hybel-Paul, hvor forholdet til musik undertiden ligefrem bliver sammenligneligt med et stofmisbrug.
Oprindelsen hertil er tydeligvis at finde hos den lille dreng, der søgte efter en flugtvej!
Dette fører så direkte videre til romanens baglæns afslørende opbygning, hvor der hele tiden fremkommer spørgsmål, som så besvares i et senere kapitel, eller man hører om et eller andet, og så siden det, der er gået forud.
Lad os for en ordens skyld lige gøre kronologien klar: I kapitlet 6 om Fridas barsel hører man om Pauls 11 års fødselsdag. Kapitel 15 indledes med at fortælle, at Paul lige er fyldt 10 år. Vi befinder os med andre ord et år tidligere.
Det er på dette tidspunkt, at Hubert træder ind i historien, og det bliver derved klargjort, at han har været der på sidelinjen under alt det andet, man tidligere har hørt om. Dermed er vi blevet gjort bekendt med en voldsom stress- og angstfaktor i Pauls liv, som vi ikke tidligere har vidst noget om.
Dette føjer en væsentlig del til helhedsbilledet. Ikke mindst i forhold til Pauls tilbøjelighed til at se påfaldende negativt på mange ting, som kunne have været betragtet i et mere positivt lys. Men der er en række grunde til, at Paul har det svært. I den forbindelse må man ikke undervurdere Huberts betydning. Han er en frygtelig pestilens!
Der forekommer ganske vist en betydelig lettelse i forbindelse med, at afdelingen bliver delt i to, og der således kommer en væg imellem Paul og Hubert. Men han er der stadig et eller andet sted. Når Paul foretager projektioner, hvor han så at sige "uddelegerer" omstændigheder og forhold til de andre afdelinger (tydeligst "nede bagved") er der næppe tvivl om, at Hubert er det skjulte uhyre i åbenbaringen.
En anden side af samme sag er, at efter de forfærdelige oplevelser den sommer, hvor Paul er 10 år, er det ikke mærkeligt, at han forholder sig yderst skeptisk til al tale om ture den efterfølgende. Ifølge sin erfaring kan han ikke vente sig noget godt af den slags. Tvært imod!
Paradokser, krænkelsesoplevelser og kontraktbrud …
Hvordan spiller disse ind på Hændelsen? Er den statistiske forpligtelse i spil? Når nu Birger er en slags Janus nummer to, kunne man så forestille sig, at han på Paul virker som en varsling om, at der også kunne komme en Hubert nummer to?
Man må endvidere medtænke kronologiens tempo. Vi er i barndommens sfære. Det går hurtigt. Det er altså ikke sådan, at der sker et eller andet, og så et halvt eller et helt år senere sker der igen et eller andet. Intervallerne ligger væsentligt tættere. Der går allerhøjest nogle få uger mellem hvergang, der indtræffer en skelsættende begivenhed!
Der gøres en del ud af disse ting i “T.H.”-serien. Særligt er del 116 et yderst intenst afsnit, der når rundt om mange ting. Mere økonomisk, struktureret og fortættet end den generelle standard for serien!
Så hold tungen lige i munden og lyt opmærksomt!
Med udgangspunkt i oplevelsen på Bornholmerbåden taler vi om udpegningen. At få opmærksomhed, men stå i en tvivl om hvorvidt, det er en positiv eller negativ opmærksomhed.
Det er vel sådan set mere end noget andet dét, der fører til dobbeltheden i Pauls kompleks. På mange måder oplever han jo rent faktisk at blive straffet for at have en stor penis.
Hvordan kan det på den ene side være noget eftertragtelsesværdigt og på den anden noget strafbart? - Det er denne forvirring, Paul i stigende grad havner i. Det er således også i lyset af dette, at mange af hans problemer senere i livet må ses.
Dertil kommer den overgrebsfaktor, at andre gør med hans krop - især den del - lige hvad det passer dem. Det er derfor ikke overraskende, at han når til et punkt, hvor han så at sige mister ejerskabet over sin krop. I forhold til de ydre begivenheder er det sådan set allerede sket. At dette så siden også finder sted rent mentalt er en forståelig følgevirkning.
Trods alle dobbeltheder og paradokser er Pauls peniskompleks sådan set ikke så mystisk og uforståeligt endda. Faktisk hænger det eksemplarisk sammen med den overlast, han har lidt, således at man nøje kan følge vejen fra begivenhederne til den måde, de forplanter sig i Pauls psykologiske virkelighed. Alt i alt er komplekserne ret så åbenlyse indre spejlbilleder af de ting, der skete.
Episoden med Filip kan ses som et omvendt udtryk for dette. Her kan man tale om, at Paul gør det, han har lært.
Der perspektiveres med indledningen til "Spilopper", hvor jeg fortæller en del af min egen historie og de tvivl, jeg har haft om hvorvidt, noget var godt eller skidt.
Videre om at have et valg eller ikke, om fremtidsangst - at kunne se muligheder eller ikke, og hvilken rolle udpegningen spiller i dette.
Dermed skulle det også gerne være blevet tydeliggjort, hvordan udpegningen kan blive en rolle, man fanges i, og som kan være svær at komme ud af. Paradokset er, at det på én gang bliver identitetsskabende og fremmedgørende. Videre opstår der en tvivl og usikkerhed.
Da det for Pauls vedkommende handler om et peniskompleks, som er stærkt influeret af et miljø med ekstremt penisfokus, sker dette så ikke mindst i forhold til "forvandlingen" (= manddomsudviklingen). Altså endnu en ting, der kan gøre Paul usikker på fremtiden.
Men mekanismen kan gøre sig gældende i forhold til alle mulige ting. Hvad som helst. Hvis andre konstant henleder ens opmærksomhed på et eller andet, bidrager dette til at piske en problematisering op.
En dobbelthed omkring den lille afdeling og dennes epoke er, at Paul rent faktisk er en del af et kammeratskab, men alligevel går med en følelse af marginalisering og anderledeshed.
I denne periode er der ikke tale om, at nogen er onde ved ham, men om rent indre tilstande, noget, der er gået hen og blevet en del af hans selvopfattelse og har låst sig fast. Paul har alt for længe følt sig som outsider og udskud til, at han bare kan begynde at opfatte sig selv som en fuldgyldig "one of the boys". Han oplever det, men tror kun halvt på det.
Dertil kommer så, at det naturligvis ikke er så rosenrødt, at der aldrig forekommer drillerier, slagsmål eller konflikter. Naturligvis gør der det. Sagen er bare den, at Paul tager den slags langt mere alvorligt end flertallet af sine kammerater. De andre glemmer hurtigt den slags. Det gør Paul ikke. Hver eneste lille disharmoni er et bidrag til Pauls historie om den ensomme fremmede, der evigt misforstået vandrer gennem verden.
Det er her værd at bide mærke i den omstændighed, at Pauls husfæller også er hans kammerater, selvom de ikke forstår ham. Det er ikke af ond vilje. Det er ikke sådan, som vi har set det med Hubert, ondsindede fordrejninger. De er venligt og velvilligt stemt. Paul må bare erkende, at det, han bærer rundt på indeni, vil han måske altid være alene med, og det vil aldrig fuldt ud blive forstået.
Det er netop derfor, at der kan opstå den dobbelthed, at Paul på den ene side erkender, at han er en del af et kammeratskab, samtidig med at han stadig føler sig alene og lidt udenfor det hele. For det, der er Pauls verden og for ham det egentlige, er noget, der står ved siden af det, der er kammeratskab, sammenhold og del af noget. Det, der for alvor tæller for Paul, står stadig udenfor!
Derimod er det afgørende, at Paul oplever disse ydre forandringer. Også selvom det efterlader ham uforstået. For velviljen og den inkluderende sympati kan udmærket være ægte, SELVOM de ikke helt forstår. Det er nemlig fuldt ud muligt at forholde sig anerkendende og respektfuldt også til det, man ikke helt forstår. Det er netop dét, Paul oplever.
Dette er noget, der står i skærende modsætning til Huberts totale respektløshed. Netop derfor er det vigtigt og afgørende!
Det medfører også konkrete forandringer i form af de såkaldte "nye forhandlingsmuligheder". Paul får rent faktisk gennemtrumfet en ændring i omgangsformen.
Dette bekræfter, at der vitterlig ER noget sundt og godt i det afdelingsmiljø. Mens vi ellers kan iagttage en fortsat bevægelse væk fra lys, sundhed og normalitet stadig dybere ind i et sjælsforkrøblende mørke, ser vi her rent undtagelsesvis en kort periode, hvor bevægelsen går den modsatte vej, og således betegner en bedring.
Men hvis dette er tingenes tilstand i efteråret '77, hvordan kan det så gå til, at Paul et år senere går ind på Filips værelse om natten og piller ved ham?
Der viser sig her et nyt betydningslag til Hændelsen. Den er udtryk for, da kurven knækker og det fortløbende fald atter sætter ind.
Vi har tidligere kunne se, at der omkring det tidspunkt indtræffer en række tab og omvæltninger, som Paul reagerer på. En sådan reaktion må dog primært regnes for et sundhedstegn. En sådan reaktion betyder noget i retning af: det her er en overbelastning, mere end jeg kan tage.
Men det viser sig nu, at der er en langt mere foruroligende side af dette. Midt i sin vrede, sorg og desperation mister Paul den trækning, der har været imod det sunde og gode. Vist er han stadig overbevist om, at der er noget forkert ved de ting. Men der kan opstå situationer af besættelse, hvor han raser i en feber. Dette er i allerhøjeste grad foruroligende!
Fra at være ingenting har vi set Hændelsen blive til mere og mere. Derved er den også blevet stadig mere mørk og dyster, har fjernet sig længere og længere fra den solrige sommerdag, hvori den udspiller sig. Vi ser her dette bekræftet.
Kurven knækker! - En begyndende bevægelse mod mental sundhed slår om og bevæger sig herefter direkte mod afgrunden og sammenbruddet.
Dette fører videre til intermezzo 15, hvor vi kommer lidt længere ind i Pauls sind, kan fornemme spillet mellem noget ydre og noget indre, samt i sidstnævnte de logikstridige overvejelser om større eller mindre. Betragtninger der netop tilhører en indre verden, og derfor er uforenelige med ydre kendsgerninger. Imidlertid er der også i det ydre en modsætning, nemlig i form af måden, Birger viser sine mål på. Dette vanskeliggør sagen for Paul i kraft af hans visuelle udfordringer.
Vi må nødvendigvis bruge lidt tid på intermezzo 15. Det afgørende her er naturligvis den tvivl, der kan snige sig ind trods al vished, sikkerhed og sikre kendsgerninger. En tvivl, der formår at sætte alt andet ud af kraft og blive altdominerende. Denne psykologiske mekanisme er både absurd og paradoksal. Men den forekommer ike desto mindre. Formodentlig vil de fleste mennesker kunne berette om situationer, hvor de har oplevet noget af den art.
Intermezzo 15 benytter den teknik at udvide øjeblikket. Et kort sekund i realtid bliver til noget langvarigt-udstrakt. Dette er imidlertid kun et led i en fortsat udvidelse. I senere intermezzoer vil man opleve dele af I-15 blive udvidet yderligere.
Videre taler vi om, hvordan kapitel og intermezzo 15 spiller sammen. Tvivl, usikkerhed og hvorvidt ting hænger sammen eller ej. Dertil naturligvis ydre og indre. Det faktuelle i den ydre verden og det irrationelle i den indre. Endvidere ser vi, at Pauls indre selvmodsigelser afspejler andre ting i hans liv. Det tilsyneladende presserende er i virkeligheden blot en maskeret metafor - billeder Paul mere eller mindre bevidst/ubevidst sætter på nogle helt andre ting.
I “T.H.”-serien gøres der en del ud af den irrationelle tvivl og den statistiske forpligtelse. Vi taler om absurd angst og at blive truet nedefra. Disse ting er beslægtede og ligger op af hinanden. Men er dog ikke helt det samme.
I forlængelse af dette ser vi lidt nærmere på, hvordan vi har fået præsenteret forskellige aspekter af sagen i løbet af de intermezzoer, vi har været igennem. True nedefra fænomenet er den første ængstelse, vi præsenteres for. Men gradvis (i løbet af intermezzoerne) glider denne stadig mere over i den irrationelle tvivl. Netop derved får vi afdækket forskellige lag og opdager gradvis sagens flerdimensionale karakter. Men derved bliver sagen også stadig mere subtil og svært forklarlig.
Den mere konkrete side af sagen ligger i Pauls dårlige øjemål og den omstændighed, at han forvirres af måden, Birger viser sine mål på. Samtidig er der imidlertid en yderst kompliceret psykologisk side af sagen, der spiller sammen med dette, og foruden den, ville Paul næppe være blevet lige så forvirret over Birgers angivelser.
Det centrale og væsentlige ligger netop i hint svært forklarlige psykologiske aspekt. Hvordan kan vi nærme os dette på en måde, der bliver alment forståelig? - Måske netop ved at lade tingene stå i deres besynderlige selvmodsigelser, hvor ting, der gensidigt udelukker hinanden, ikke desto mindre synes at begge stå ved magt. Det giver ikke mening. Men netop derfor må det være uhyre pinefuldt at opleve denne tilstand. Således kan man sige, at jo mere man fastholder det uforståelige, desto mere forståeligt bliver den dertil knyttede lidelse. Det giver ikke mening! - Nej, og netop derfor må det være forfærdeligt at opleve.
Vil man herefter forsøge at forklare noget af alt det besynderlige, synes det at handle om en tvivl affødt af tankespind, som herefter får stadig større råderum, og derved gradvis overdøver alt andet. Det tager magten fra Paul på en sådan måde, at han ender med at tro på noget, som han burde vide ikke passer. Men denne viden er så at sige suspenderet, kvalt af den nagende tvivl.
Hertil må føjes den ydre ramme, at Paul føler sig sat udenfor. At ikke være med er beslægtet med tab og nederlag. Afsondret, kasseret, underkendt. Dette kommer også til udtryk i selve det at Birger får rejsning (uanset dennes reelle størrelse). Det gør Paul ikke. Birger kan stille op med noget, præstere, komme med et bidrag, mens Paul føler sig dysfunktionel. Paul har i den forstand ikke noget at komme med.
Man kan vel også iberegne det, at netop fordi Pauls er helt i bund og Birgers helt i top, må det gælde, at i det indeværende øjeblik ER Birgers rent faktisk større. Hvis de hev dem frem og målte i det øjeblik, ville Birger vinde. Det ville ganske vist være en ugyldig sejr, eftersom den har at gøre med den aktuelle tilstand. Men i kølvandet på de shower-grower spekulationer, Arne har foranstaltet, har det måske alligevel en betydning.
Eller også har det ikke. Selve det at føle sig udenfor må vel i sig selv kunne give en følelse af underlegenhed, der strengt taget ikke har brug for en masse boostere for at opleves som pinefuld. Derimod kan man vel ikke udelukke at potentielle boostere bruges som billeder på tilstanden/følelsen. Også selvom de måske slet ikke har noget med dette at gøre.
Dermed får vi også fastslået, hvor meget der kan ske indeni Paul, mens der kun er ganske svage tegn på det udenpå. Det synes, at Paul kan gå og holde på rigtig meget indeni. Paul gør alt, hvad han overhovedet kan for at skjule! Netop derfor, må man antage, at NÅR der kommer en kraftig reaktion, er den udtryk for et umådelig voldsomt indre pres, som ikke kun vedrører den aktuelle situation, hvor reaktionen forekommer, men formodentlig er udtryk for ting, som er ophobet gennem længere tid.
Modsat har Paul en række ret så specielle indre oplevelser, der ofte har en ubetydelig eller ingen ydre anledning. Tilsyneladende skal der ikke ret meget til for at sætte en masse igang indeni ham. Han formeligt går fra den ene store sjælsrørelse til den anden.
Når man sammenholder dette med de minimale ydre tegn/reaktioner, begynder man at få et indtryk af, hvor omfattende Pauls indre verden er, og dermed også i hvor høj en grad af sit liv, han lever her. Den ydre verden er for Paul egentlig slet ikke livet. Det er blot forhindringer, forstyrrelser og irritationer.
Videre gælder, at der er en klar parallel mellem den indsatte mur i den delte afdeling og den senere væg indtil naboen på hybelværelset. For Hændelsen gælder, at der ikke er nogen væg. Han sidder lige op ad Valborg. Her er således ingen væg mellem Paul og det, han ikke bryder sig om. Men der er en mental væg i form af, at han føler sig udenfor. Derved er han ubeskyttet, men afsondret, hvilket må regnes for en vigtig del af Hændelsens dynamik. Det forklarer måske (?) også noget af dens dobbelthed.
I forbindelse med tvivl og bekymringer, der strengt taget ikke giver mening, er det værd at huske på Pauls bekymringer omkring sin antenne i forbindelse med afdelingens deling. Strengt taget burde han være jublende lykkelig for at blive befriet for Hubert. Hans første tanker i forbindelse med delingen går imidlertid i en ganske anden retning: til antennen.
Hvordan man end vil forstå og opfatte dette, kan man i hvert fald fastslå, at Pauls fokus er et andet sted end dér, hvor det ville være mest oplagt. Måske sker der noget lignende i Hændelsen. Kan man også her snakke om et flyttet fokus?
Fokus/opmærksomhedsfelt er bestemmende for, hvor og i hvad der bindes energi. Som vi har set, er det, som Paul mest af alt binder energi i, sin penis. Det er generelt ikke i andres penisser som sådan, at han binder energi, men derimod i forestillingen derom. Birger udgør her en undtagelse der formodentlig kan forklares med den typemæssige lighed. Som et spejlbillede af hans egen, må den nødvendigvis suge energi til sig.
En voldsom energibinding kan udvikle sig til en monomani - et begreb, der derfor er grund til at se lidt nærmere på.
Den monomane kredsen er ikke nødvendigvis omkring noget konkret. Det kan også være om en forestilling. Det synes at være dét, der finder sted i Hændelsen. Endog i en sådan grad, at det minder om de senere omdigtninger. Rent faktisk kan man sige, at der allerede i bilen forekommer en række omdigtninger.
I “T.H.”-serien lægges der en del vægt på den forskudte kronologi og det mislykkede løsningsforsøg.
I forlængelse af dette tales der om at blive fanget et sted undervejs, mens man forsøger at trænge igennem til det egentlige - sagens kerne. Nå et stykke vej, men ikke længere, for så herefter at være fanget på dette punkt. Billedlig talt kan man tænke sig en ekspedition af opdagelsesrejsende, der trænger ind i uudforskede områder, men så bliver taget til fange af en vild stamme.
Pauls voldsomme behov for at omskrive situationen står centralt. Vi har jo også kunne konstatere, at Hændelsen er udtryk for et tidspunkt i hans liv, hvor han havde det rigtig svært. Så strengt taget kan det vel ikke undre. Paul ønsker sig en anden historie.
Dette fører os videre til narrativ terapi. Det kunne se ud til, at Paul (ubevidst) forsøger at lave en slags narrativ selvterapi. Hertil mangler han imidlertid nogle redskaber, og følgelig løber han sur i det. Det går skævt! Netop dét, han fanges i, kunne måske have været en åbning med en dygtig terapeuts hjælp. Tænker vi nu atter på vores ekspedition af opdagelsesrejsende, kan man vel også om det sige, at de stødte på forhindringer, de ikke var forberedt på, og så gik tingene altså ikke, som de havde håbet.
Der perspektiveres med uddrag fra bogen "Det traumatiserede barn" af Anne Borgbjerg. Deri findes en lang række forskellige eksempler på børn, der har haft traumatiserende oplevelser. Den afgørende pointe er, at den rette historie kan virke forløsende. Men for at dette kan opnås, må historien overholde visse grundregler.
Pauls historie er uheldig. Den forløser ikke. Den indespærrer. Rent faktisk udgør den en slags prototype for en livssituation. Det er da også betegnende, at næsten alle de vigtigste begivenheder i Pauls liv kan passe på denne skabelon. Men netop derved har Paul konstrueret en model, der fører til tvangsmekanismer og rigiditet. Det er lige det modsatte, han har brug for.
Takket være "Det traumatiserede barn" får vi lidt mere indsigt i de ting, der er på spil, og opnår således ny forståelse. Der er VIRKELIG noget på spil her!
"Sært nok, Felicia så aldrig sammenhængen - den unge pige, der ventede på Erling Vik, som aldrig kom, og den sorte leg med gartneren på Venhaug. Det var ikke fordi hun ikke søgte nogen forklaring, men den mest selvindlysende fik hun ikke øje på. Ikke engang den omstændighed, at det ene ganske regelmæssigt mindede hende om det andet, satte hende på sporet.
Som et klogt og erfarent menneske vidste hun jo nok, at genfærdet af det svundne, som engang pinte dig, kommer dig i møde på mørke stier, forklædt som sorte glædesdrømme. Men heller ikke Felicia vidste det dengang, da det var vigtigt at vide det. Det gik hende som alle andre: Altid længe efter, en anden gang, for sent eller aldrig."
- Aksel Sandemose
"Livets Realiteter kom til mig som Syner og kun som Syner, mens Drømmenes Verden til Gengæld blev - ikke den materielle Del af mit daglige liv, men selve dette liv."
- Edgar Allan Poe
Men hvad er der i vejen med Pauls narrativ? Hvorfor er det uheldigt, at han bruger Hændelsen som samlende metafor for sin livssituation?
Dels er et fremherskende tema fastlåsning og manglende handlemuligheder. Det er selvsagt det modsatte, Paul har brug for. Dernæst er omdigtningerne rent faktisk et "jeg er forkert"-udsagn. Centralt i omdigtningen står jo netop, at han skal have udskiftet sin penis, altså: laves om. Dette bekræfter fastlåsningen, for åbenbart er problemet (ifølge denne opfattelse) selve det at Paul er Paul. For at der kunne være en løsning, måtte han være en anden.
Et mere uheldigt narrativ kan man vel vanskeligt forestille sig. Det hjælpende og helende narrativ skulle stikmodsat udtrykke, at han var god nok, godt måtte være den, han er, og at han som den, han er, har handlemuligheder, kan stille noget op.
Det er netop dét, Paul ikke kan se. Han fastholder i stedet sig selv i en magtesløshed, hvor der intet er at gøre. Dette fastslås som et vilkår. Tænk hvis han ikke havde vedtaget, at dette var et gældende vilkår, men i stedet spurgte: hvad kan jeg gøre? Således ville en historie om at finde muligheder, selvom de er svære at få øje på, formodentlig være et godt narrativ for Paul. Det kunne f. eks. være historien om Josef fra første mosebog.
En bemærkelsesværdig ting, "Det traumatiserede barn" kommer omkring, er forskellen på, når der er sat en ramme for en fortælling, man skal lave, og når tankerne får lov at strømme frit. I det sidste tilfælde kan hjernen så at sige løbe løbsk, og man kan derved komme ud i nogle farlige psykiske tilstande. I modsætning hertil vil en fastsat ramme holde en på sporet.
Det må fastholdes, at enhver form for tanker/drømme/fantasier er udtryk for indre rørelser. Men i deres frie udtryk har man ikke nødvendigvis en distance til dem, og de kan derfor overvælde en.
Også det frie udtryk er en form for fortællinger. Det er ikke her den afgørende forskel ligger. Det afgørende ligger derimod i hvorvidt de tager magten fra en.
De afgørende begreber er virkelighedstolkning og handlingsmodeller.Hvordan står det til med Paul i forhold til disse? Han er stødt imod mange ting, der var svære at forstå og håndtere, men som han alligevel var nød til at forholde sig til. Det er derfor helt på sin plads at hævde, Hændelsen bliver Pauls tolkningsforsøg!
For mange er det sikkert stadig lidt uklart hvorfor, dette på overfladen ret ligegyldige forløb kommer til at spille så stor en rolle i Pauls liv. Men når vi kigger tilbage på alle de ting, vi har været rundt om i det foregående, burde det i det mindste stå klart, at der gemmer sig meget andet og mere deri end det tilsyneladende.