Tommy Revisited

  - Eller: At gå til Who for ikke at gå i hundene.

Der findes en ganske morsom og underfundig film om en ung mands musikinteresse, der for alvor bliver sat i gang, da hans storesøster stikker af hjemmefra og efterlader ham sin pladesamling. I et brev til ham skriver hun, at han skal høre "Tommy", for den vil sætte hans sind fri. Denne unge mands oplevelse er ingenlunde enestående. The Who i almindelighed og "Tommy" i særdeleshed har haft en stærk appel til adskillige generationer af unge mennesker helt frem til vore dage.

Hvori består da denne nærmest magnetiske tiltrækningskraft? Svaret er formodentlig, at The Who i enestående grad formåede at indkredse ungdommens tvivl og usikkerhed.

Gruppens navn var en spørgsmål (hvem?). Deres sceneshow var en art følelsesekshibitionisme, hvor et kaotisk mylder af sjælstilstande blev stillet til skue. Det var identitetskrise, frustration og fremmedgørelse for åbent tæppe. I musikkens lyd, i teksternes ord og i gruppens ageren på scenen, der bl.a. omfattede instrumentdestruktion.

Om gennembrudsnummeret, "I Can't Explain", fortæller Pete Townshend i sin selvbiografi, at unge mods kom hen til ham og sagde, at det var lige sådan, de havde det, de kunne ikke sætte ord på det, de følte, ikke forklare sig.

Townshend indså, at han var blevet talsmand for en generation. Det klassiske består så i, at eftertiden har vist, at det snarere end en given generation var en bestemt alder, altså noget, enhver generation kommer igennem, han var blevet talsmand for.

Når man ser bort fra den generation, der var unge i 60'erne, og søger den typiske senere tilkomne Who-fan, vil det som regel være en dreng/ung mand mellem 15 og 20 år, der oplever disse års omvæltninger, svære spørgsmål og usikkerhed. Det er en svær periode for alle. Man føler sig forkert og anderledes, er bange for at der er noget galt med en. Uro og rastløshed fylder sjæl og krop i en evigt jaget følelse af at ikke kunne finde hvile nogen steder. En længsel efter afklaring og en indre afbalanceret ro, der kan stå fast gennem alle kaotiske omskiftelser. For alt er i forandring, og det sker ikke altid på en måde, der føles som sammenhængende i stringente, kontinuerlige forløb. Ofte mere som at blive splittet i atomer. Så længe man går i skole, er man i et obligatorisk forløb, som alle skal igennem. Når man går ud af skolen, skal man pludselig til at tage stilling til de utallige forskellige mulige veje videre i livet. Man søger efter værdier og holdninger, man kan tro på og stå inde for. Med en blanding af tilbageholdende frygt og nysgerrig lyst nærmer man sig de første seksuelle erfaringer. De rene drengebøger lægges til side og fra læsningen af de første lidt mere alvorlige romaner konfronteres man med spørgsmål som hvad man dog skal stille op med dette liv, hvad der er meningen med det hele osv. Kort sagt bliver man i en tilstand af tvivl og usikkerhed trukket i tusinde retninger. Det er en fase i livet, som enhver må igennem. De, der har en smule sværere ved det end gennemsnittet, er den primære målgruppe. Der behøver ikke være tale om en stor forskel, blot det at have lidt sværere ved det hele, ja - eller måske bare være mere bevidst omkring det, tænke mere over det, end dem, der skøjter hen over vanskelighederne ved at ignorere dem. Her er det stof en Who-fan er gjort af, prototypen.

Som nævnt er der tale om almenmenneskelige problemstillinger. Når man alligevel i tilfældet Who i nogen grad kan kønsbestemme den og med rimelighed gå ud fra, at der i hver generation af 15-20 årige vil være flere drenge end piger, der går til Who, skyldes det, at det her overvejende er den maskuline variant af disse problemstillinger, der kommer til udtryk. En del af alt det svære består jo også i, at finde frem til en kønsidentitet, og blive en smule klogere på hvad i al verden det andet køn er for nogen. Alene det at fire så forskellige typer dannede band sammen, betød, at de i nogen grad udgjorde en række forskellige bud på en manderolle. Således er den typiske Who-fan en 16-17 årig gut, der desperat prøver at finde ud af det hele, men ikke kan.

Netop denne problematik er så mesterligt behandlet hos The Who, at det er uden udløbsdato. Det er fuldt ud sandsynligt, at 16-17 årige gutter mange, mange år frem i tiden vil søge til The Who, ganske enkelt fordi, at det, de føler og oplever, intet andet sted er beskrevet og udfoldet så præcist og rammende.

Men tillige med dybde og intelligens. Dette sidste betyder, at det sjældent er de helt purunge, der tiltrækkes. The Who tilhører sidste halvdel af puberteten. Mens den 14 årige generelt vil være tilbøjelig til at søge et fristed i musikken, der kan give ham et pusterum fra alt det svære, har den 17 årige i højere grad et behov for at konfrontere og bearbejde problemerne. The Who er for alle dem, der ligesom flokken af mod-drenge i '65 can't explain.

At være helt vild i varmen Who-fan er vel hovedsaligt et fænomen, der knytter sig til de år, hvor man gennemlever alt det, som Who-teksterne omhandler, og som den tilhørende musik perfekt illustrerer. Begejstringen svarer til graden af identifikation, og må derfor nødvendigvis aftage i takt med at man når op i 20'erne, og andre problemstillinger begynder at vise sig i ens liv. Men en stille sympati og respekt bliver siden tilbage. Der vil være en lille samling numre man holder af, helt enkelt fordi det er gode sange. Dertil vil man måske opdage andre dimensioner end det, der vedrører at kæmpe med at være ung. Andre lag og betydninger kommer til syne, og derved kan dele af musikken stadig have noget vedkommende at meddele en. Dette er netop det afgørende: ikke blot er The Who den ultimative bearbejdelse af en given alders frustrationer, men har også bud til andre aldersgrupper.

På den ene eller anden måde vil identifikation altid spille en rolle i kontakten mellem et værk og den, der forholder sig dertil. Ikke nødvendigvis i den helt direkte forstand at man kan identificere sig med en eller flere personer i en historie. Men hvis man ikke på en eller anden måde føler, at værket har noget at sige til og om en, at det vedrører noget, der har betydning for ens eget liv, vil man kun uhyre sjældent kunne strække sig videre i sin begejstring end til at anerkende, at noget er dygtigt og veludført.

Her er "Tommy" lidt for sig. Tager man historien helt bogstaveligt, er den primære målgruppe for identifikation udelukket. De, der både er døve, stumme og blinde! Hvis man blot er en af delene, så måske. Men er man alle tre dele, vil man næppe kunne få synderligt udbytte af "Tommy". Højest vil man, hvis den afspilles højt, kunne mærke nogle vibrationer. Hvor nuanceret man da ville kunne skelne mellem vibrationer fra forskellig musik og synes bedre om noget end andet, skal der ikke gisnes om her. Ren parantetisk kan det dog nævnes, at en del undersøgelser (ikke af døvstumme, men musikalske strukturer) tyder på, at forskellig musik udsender forskellige vibrationer, der kan opleves forskelligt, når de rammer kroppen.

I tilfældet "Tommy" burde det imidlertid være indlysende, at døv-blind-stum ikke skal forstås bogstaveligt, men i en mere overført betydning. Fra første færd forekommer det ganske indlysende, at der er en dybere mening med denne historie, at den rummer en lang række symbolske og allegoriske lag. Derimod bliver det kun vagt antydet, hvori den dybere mening består. Netop derfor efterlades der en rummelig tumleplads for lytterens egen udlægning og dermed rige muligheder for en eller anden grad af identifikation.

De mere dunkle og uklare sider af "Tommy" er en væsentlig del af dens fascinationskraft. Netop derved rammer den en stemning af søgen efter svar, af at famle efter noget. I forhold til problematikken barn/voksen kan den appelere til begge verdener. Den har det eventyrlige og mystiske over sig, som børn elsker. Noget, der minder om historier om troldmænd, drager og dybe grotter fuld af sælsomme hemmeligheder. Men den indkredser samtidig længslen efter afklaring og svar. Det at strække ud efter noget, der lige nøjagtig er uden for rækkevidde. Netop fordi man klart fornemmer, at det ikke bare er en god historie, at der er et "mere", forsøger man at komme i kontakt med dette mere.

For Pete Townshend var en vigtig inspirationskilde den indiske vismand Meher Baba. For en tilfældig 17-årig knægt, der falder over "Tommy", vil det naturligvis være en absolut undtagelse, at han ved, hvem Meher Baba var, endsige hvad hans lære gik ud på. Men det er uendelig ligegyldigt. Det handler ikke om at sidde og tale om hvidt lys og indsigtens sfærer. Det gør kun de færreste 17-årige. Det handler helt enkelt om at føle nagende tvivl og længes efter svar, at opleve en forjaget ufred og længes efter uforstyrret ro, drømmen om den store afklaring - og det er simpelthen det gældende livsvilkår, når man er 15-20 år.

Eller ... det er det i hvert fald for nogen. På tværs af tidernes skiften og årtiernes gang står et tidløst broderskab af forvirrede teenagedrenge. Det er dem, der bliver Who-fans, og af en søsterlig stemme får at vide, at "Tommy" vil sætte deres sind fri.

"If you didn't have enough money, if you didn't have enough love, or if you were messed up about things, you could go to see The Who and channel your frustrations into a healthy outlet. The Who were exorcists of social discontent."

    - Keith Altham