Omdigtet, udskiftet, forbyttet, rokeret, forskudt, omvendt ...
Vedrørende min roman "Hændelsen" med særlig hensyn til kapitel 9 og 10, hvor man møder Janus og Magnus.
Det overordnede
Med kapitel 9 begynder for så vidt en hel ny runde. Vist kan hvert eneste kapitel regnes for en ny afsløring, hvor der “skrælles et lag af løget”.
Men indtil videre går de ældste omtalte begivenheder kun knap et år tilbage før Hændelsen. Her følger - som en del af den stadig dybere indtrængen - en række kapitler, der går længere tilbage i tiden, og dermed giver os mulighed for at følge begivenhederne baglæns - måske (?) til deres oprindelse og udspring. I hvert fald er der dele af baggrunden, vi nu kan blive betydeligt klogere på.
I kapitel 1 nævnes det, at Paul en enkelt gang har mødt en ligemand. Dette nævnes atter i intermezzo 5.
Ligesom “har leget”-bemærkningen i prologen, er også oplysningen om, at der har været en ligemand et hint til en bagvedliggende historie. Paul, der ellers altid vinder alle målekonkurrencerne, har en enkelt gang mødt en ligemand. Det hører vi om her.
Umiddelbart forekommer denne beretning mindre rig og mangefacetteret end den historie, der skjulte sig bag “har leget”. Faktisk virker det ved første øjekast, som at det udelukkende er ligemands-tilfældet, vi får refereret og ikke andet.
Dette er imidlertid ikke helt rigtigt. Der er mindst to uhyre vigtige aspekter at finde. Måske også flere.
I hvert fald er der dels den vigtige oplysning, at Magnus er dag-elev, og altså ikke på samme måde som Paul og de andre børn en integreret del af institutionens daglige liv. Han står på sidelinien.
Dernæst er det helt afgørende, at han ikke kan holde tæt, men begynder at tale om det skete med Janus. Det bidrager til udspredelse af rygter, der giver Paul et blakket ry. Det knytter derved også Magnus og Janus tematisk-motivisk tæt sammen.
Videre leder det hen til Janus-historien på samme baglæns måde, som Paul siden erindrer Hændelsen, hvor han først genkalder anden akt og så via denne kommer tilbage til første. På en nært tilsvarende måde har vi her et forløb med en første og en anden akt, hvor en gradvis afsløring gennemføres ved at først fortælle om anden.
Tilsammen fastslår kapitel 9 og 10, at der er fulgt en tredje akt: opfyldelsen af Janus’ liste, der - da den fremlægges - er ren fiktion, men siden bliver virkelighed, altså noget parallelt til Hændelsens præg af profeti.
Dette har endvidere en tydelig lighed med Valborgs historie!
Udover den baglæns kronologi er der endvidere den lighed mellem de to forløb, at erindringsbevægelsen tager udgangspunkt i en lighed for så at opdage en forskel. Det kan vel hænde - f.eks. i en forening med et særligt defineret formål - at man som udgangspunkt mener sig blandt ligesindede, men så opdager nogle forskelle. Langt hyppigere er det imidlertid, at man møder et fremmed menneske. Man ved ikke, hvem og hvordan denne person er, og betragter således vedkommende som en anden og fremmed. Men siden opdager man måske, at man har noget til fælles. Dette svarer til den kronologiske bevægelse i begge de to skilderede forlåb. Men i erindringen synes Paul at tage udgangspunkt i ligheden for herefter at grave sig baglæns tilbage til en forskel.
Man kan endvidere mærke sig, at ligheden kommer til udtryk gennem en leg. Målekonkurrencen svarer her til at udstyre actionmen med lem. Der er lighed i legen. Men bagved gemmer der sig forskel og alvor, som ved videre gransken kommer tilsyne.
Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at kapitel 9 mangler en afrunding. Der er ikke nogen egentlig klimaks eller konkluderende slutreplik. Det fiser bare ud. Det svarer til, at der i dette tilfælde er en dyst, der ender uafgjort. Ikke som i tilfældet Arne p.g.a. komplikationer, der betød, at man ikke kunne nå til en afgørelse. Afgørelsen er, at de er jævnbyrdige.
I det kronologiske perspektiv gælder det så om at huske på, at denne oplevelse er iblandt det, Paul har med i bagagen, og så at sige bringer med ind i de følgende halvanden års begivenheder. Der er således tale om en af de medklange, der farver Hændelsen og bidrager til at give den sin særlige betydning.
I forhold til en PDD med tilhørende sygdomshistorie gælder, at Paul her for første gang får bekræftet, at ikke alle er mindre. Åbenbart er der andre, der er ligesom hans egen. Dermed melder spørgsmålet sig: er der også nogen, der er større?
Og hvis det nu er sådan, at det forholder sig på en given måde med flertallet af pilehusdrengene, men at dag-eleven Magnus repræsenterer den verden, der findes udenfor ...
Eller kunne det betyde, at Paul er fejlanbragt og slet ikke burde være på det sted? Men i givet fald: hvorfor har så ingen opdaget fejlen?
Endelig forholder den lille episode sig til Hændelsen, anden akt: via Magnus opdager Paul nummerspørgsmålet, mens siden Birger åbenbarer type/mærke siden af sagen. Alt i alt altså en vigtig forudsætning for Hændelsen, der i høj grad bidrager til dens dynamik.
Det er oplagt at benytte en række af vores tidigere overvejelser i tolkningen af i kapitel 9 og 10. Især begrebet "forestilling", i den særlige betydning, jeg bruger ordet: ligesom en tryllekunst. Hvis man får afsløret tricket, forsvinder magien.
Men i nær berøring med dette må man også iberegne ting som påstande, at man sådan set kan hævde hvad som helst (uanset om det passer), og "besværgelser", forstået således, at hvis man siger noget tilstrækkelig mange gange, ender det nok med at passe (i hvert fald begynder nogen at tro på det).
Ordets magt er besynderlig!
Det gælder også sådan noget som rygter. Sladder kan i høj grad være ødelæggende. Man må her huske på, at det, der mest af alt knytter kapitel 9 sammen med det foregående intermezzo, er, at Valborg fortæller, at de andre bliver flove over den slemme pige. I slutningen af kapitel 9, får vi at vide, at Magnus' talen over sig - via Janus' overdrivelser - medfører, at Paul får et blakket rygte, udpeges som "pikslikkeren" og "det lille bøssesvin".
Måske (?) er det derfor, han ikke bryder sig om Valborgs historie. Man kan endvidere overveje, om dette er en medvirkende årsag til det udpræget selvafstraffende element i hans senere sexfantasier.
Videre kunne man få en mistanke om, at kombinationen Janus/Magnus på en eller anden måde paralleliserer Birger/Arne, og derved udgør en vigtig del af Hændelsens klangbund. Men hvordan og på hvilken måde?
Nogle tolkningsperspektiver byder sig rent umiddelbart til. Man kan hævde, at Janus står bag Magnus på en måde, der er sammenlignelig med den, hvorpå Arne står bag Birger. Dette kommer endog til udtryk på flere måder.
I det rent overordnede udgør Magnus og Birger forlængelser/fortsættelser af forløb, der har udspring og ophav i Janus/Arne-begivenhederne. De så at sige sætter ind som noget, der fører bevægelserne videre. Men hvorved ligner disse to forløb hinanden?
Janus er som den første forulemper en introdukton til en ny, fremmed og forvirrende verden. Arne er Pauls første kontakt med en elev fra den fjerntliggende afdeling "nede bagved". Det nye, Janus introducerer, er overgrebet. Arne er i flere tilfælde verbalt intimiderende. Tydeligst i bussen, da han udpeger Paul som enebarn. Begge dele kan ses som en manglende anerkendelse af Paul som mennske og enestående individ. Janus gør ham til en brugsting. Arne gør ham til en sær en, som i kraft af et særligt familieforhold taler og opfører sig på en aparte måde, som man ikke kan tage helt alvorligt. Derved kommer de også begge til at stå i en fordelagtig stilling overfor Paul. Janus som den, der kan forgribe sig på ham, Arne som den, der kan rubricere/kategorisere ham.
Denne favoriserede. stilling afspejler sig på en sær måde i penisstørrelserne. Janus snyder i en målekonkurrence og opnår en sejr, som der ikke reelt er dækning for, men som Paul alligevel godtager. Arne udfordrer konstant "the man", således som det ses, da han forsøger at lave lyde som Sune. Men at stå med en lille, slatten sag og sige: "Bare vent til den bliver rigtig stiv. Så er den meget større end din!" - Ja, det kan jo enhver komme og sige. Men ligesom Janus' bluff, er Paul tilbøjelig til at bøje sig, godtage det. I og med at der er tale om påstande, er det også her, man ser sprogets betydning og magt.
Magnus og Birger udmærker sig begge ved at afsløre en lighed (henholdsvis kvantitativ og kvalitativ). Endvidere står som noget forudgående en sladderagtig åbenmundethed. Magus forråder hemmeligheden, og fortæller Janus derom. Sådan set gør Birger det samme. For når han kan fortælle, at "Arnes er sådan her", må han jo have set den. Endvidere står både Magnus og Birger på sidelininjen. Magnus ved at være dagelev, Birger ved at være fra "nede bagved". Begge er de således adskildt fra dem, Paul bor på afdeling med. Men også Paul får talt over sig. I det første tilfælde, da Magnus spørger, om han har prøvet det før, og Paul fortæller, at han har gjort det med Janus. I det andet, da Birger fortæller om, hvor stor Arnes er, og Paul svarer, at han godt ved det. Endvidere kan man mærke sig en accept af en falagt rolle. Der er jo ikke tale om, at først forgriber Janus sig på Paul, hvorefter Paul forgriber sig på Magnus. Nej, Janus bruger Paul, hvorefter Paul tilbydr sig til brug for Magnus. På en analog måde forholder Paul sig til d størrelser, der ikke er bevist, men blot hævdede. Selvom det rent formuleringsmæssigt sker i modsat rækkefølge, kan Birgers melding udlægges som: "Arnes er enormt stor. Men selvom min ikke elt kan matche den, mangler jeg nuikke selv noget dernede." Underforstået: det kan godt være Arnes er lidt større end Birgers, men i hvert fald er de begge meget større end Pauls. Som Paul i det første forløb accepterer at være den servicerende, godtager han i det andet uden beviser, at de andre er bedre udrustet end han.
At Hændelsen som et overordnet og dækkende billede for institustionsoplevelsen kan opsuge Janus/Magnus-forløbet, og således skildre centrale dynamikker i denne, er alt i alt ikke videre overraskende. Der kræves ikke spadestik. Blot en teskes skraben under overfladen er de to forløb fuldstændig parallelle og ækvivalente.
Det modsatte (at Janus/Magnus- historien skulle opsuge Arne/Birger-forløbet) ville imidlertid ikke kunne lade sig gøre. Dels gør der sig det rent numeriske forhold gældende, at Janus stod for det første overgreb. Derved er det noget, som ingen af de senere er. Som det første tilfælde indtager det en særstilling, som ikke er dækkende for de efterfølgende, der jo netop ikke var første gang. Det er netop indlagt i selve forløbet, i og med at Paul fortæller Magnus, at han har prøvet det før. For at finde noget, der kan være dækkende for det hele, må Paul søge blandt det efterfølgende for at finde et så at sige "eksemplarisk tilfælde".
Der er naturligvis ikke tale om, at Paul bevidst leder efter et sådan "eksemmplarisk tilfælde". Men da han senere i livet står i en sammenlignelig situation, er det disse erindringsbilleder, der dukker op fra underbvidstheden som illustrationer af det, han aktuelt oplever. Med andre ord: det er sådan han samlet set opfatter og husker sin anbringelse, da han er i begyndelsen af 20'erne, og det er i den "læsning" af anbringelsen, at den udgør en spejling af hans aktuelle situation.
Det, der fremfor alt gør Hændelsen "eksemplarisk", er, at den er ren sproglighed. Der er så at sige intet konkret deri. Der foreligger en hel række helt konkrete ting i Janus/Magnus-forløbet, og man ville derfor kunne sige, at der i det tilfælde skete sådan og sådan, mens der altså i et andet tilfælde skete noget andet. Hændelsen derimod svæver i en mytisk mangetydighed, hvor der ikke rigtig skete noget. Netop derfor kan den stå som billede og model, der kan dække en hel række forløb. Da der ingen konkrete ting forekommer, kan hvad som helst lægges ind i Hændelsen.
Ser man nærmere på det, der i Janus/Magnus forløbet også er rent sprog, opdager man snart, at det får konkrete følger. Tydeligst med Janus' liste. I fællesskab får Janus og Magnus etableret et kollektivt billede af Paul som ham, der sutter pikke, hvad der herefter straks er en hel stribe andre drenge, der benytter sig af. I Hændelsen er dette derimod lagt ind i Valborgs fortælling. Det er oplagt at tro, Valborg trækker på selvbiografisk stof. Men det ved vi ikke noget sikkert om. Dernæst er det Pauls tilfælde uvedkommende, hvor Valborg har sine ideer fra. Han er blot tilhører. Det fortælles ikke om ham. Han står udenfor. Det fælder ikke nogen dom over ham. Hvori skulle den bestå? At han har hørt en historie? De påståede størrelser er netop påståede. Arne hævder, at hans er stor, men formår ikke at opnåtilstrækkelig erektion til at bevise det. Birger sidder på kommoden og hævder indirekte, at selvom han måske ikke helt kan matche Arne, er han i hvert falf paul langt overlegen, hvorefter han i bilen hævder, at godt nok var han alerede som udgangspunkt meget større end Paul, men at han nu - med en klodset formulering - er "mere større" end før.
En så besynderlig konstruktion som “mere større”, ja endog “mere meget større”, giver i grunden kun mening rent sprogligt. Vist er det en dum og klodset formulering. Men den lader sig gennemføre som en rent tænkt position. I praksis må man vel strengt taget sige, at hvis den er meget større, så gør en smule mere eller mindre intet til sagen.
Som punktum for forløbet når det lige nøjagtig at strejfe det konkrete, men selv dette er mest i sproget. De ser blot et glimt af hinandens udrustning, og Birger udbryder: "Er du gal! - Den er lige så stor som Arnes!" Men sagen er jo rent faktisk ikke blevet ordenligt undersøgt. Det er bare noget, Birger siger. Dette sagte er endvidere en direkte modsigelse af alt, der tidligere er blevet sagt. I hvert fald som det er blevet opfattet og udlagt af Paul. At forløbet således (for Paul!) modsiger sig selv, gør det endnu mere svævende.
Man kan også betragte det forhold, at Janus tvinger Paul, mens Paul frivilligt tilbyder sig for Magnus. Et valg er en personlig handling. Noget påtvunget er derimod et gældende forhold, som der ikke er noget at gøre ved.
Hvis man ser på Hændelsen, som den forløber indtil actionmand-scenen, og dermed før den opnår en ganske vag antydning af noget konkret, er opstillingen i Pauls optik blevet til noget i retning af, at Arne har den helt enorme, som ingen kan slå. Den uendeligt store, der kan slå alle. Men netop derved er den blevet en slags gældende vilkår. Derved er den på en måde upersonlig. Også selvom det er Arne, Paul har snakket lidt med og delvis givet lov at være med i hytten, ligesom det også er Arnes lem, Paul har set, omend i en ynkværdig tilstand, der efter sigende ikke yder det retfærdighed. Altså helt i analogi til, at det er Janus, Paul har boet på afdeling med.
Der opstår imidlertid noget andet i og med den stedfortrædende person, der sætter ind efter den primære. Som Paul tilbyder sig for Magnus, og dermed foretager et aktivt valg, sker der også en slags personliggørelse i forhold til Birger, selvom Paul ikke rigtig kender ham og kun har vekslet få ord med ham. Men i den vedtagne opstilling før actionmændene er sagsforholdet det, at mens Arne bare er den uendeligt store, der kan slå alle, og derved et fælles vilkår, der ikke tæller som et egentligt nederlag for Paul, er Birger som et langt mere personligt nederlag ham, der kan slå Paul. Arne kan “kun” slå alle. Så det vedrører ikke Paul mere, end det vedrører alle andre. Birger er derimod ham, der kan slå Paul. Ikke alle. Men netop Paul. Fremfor noget alment, kollektivt - et grundvilkår - er der indtrådt et helt personligt og eksklusivt forhold.
Efter Hændelsens første og primære del render Paul i to-tre uger rundt med den opfatttelse af tingenes tilstand, at Arnes er den uendeligt store, der kan slå alle, i en vis forstand selve måleenheden. Det afgørende er ikke, hvor stort et givent eksemplar er, men hvor meget det er mindre end Arnes. Stor betyder noget, der begynder at nærme sig det område, hvor Arne troner. Derved er det helt igennem kollektivt og alment, et gældende vilkår. Birgers er derimod den, der helt personligt og eksklusivt kan slå Pauls.
På et tidligere tidspunkt har Paul overvejet den mulighed, at han selv kunne være den, der indtog denne position. Det har Magnus derimod dementeret. Paul er ikke uendeligt hævet over alle andre. Som minimum findes der jævnbyrdige. Altså må en anden være den, der er uendeligt hævet over alle, men altså netop derved for så vidt forholder sig upersonligt til alle de andre. Janus/Magnus-forløbet er dermed også en forudsætning for Hændelsen. Ikke blot fandt her det første overgreb sted, det blev også fastslået, at hvis der fandtes en, som ubetinget kunne slå alle, kunne dette ikke være Pauls. I Hændelsen viser dr sig således et nyt, alternativt bud på den ubetinget overlegne, samtidig med at et mere eksklusivt forhold etableres.
Alt dette vælter så i actionman-scenen. Men derved bekræftes jo så også altings usikkerhed - det forhold, at hvergang Paul tror, at nu har han fået sat alt på rette plads, holde det alligvel ikke vand.
Men som en sær art fordobling klæber der sig en usikkerhed til usikkerheden. For hvad nu, hvis Birger tager fejl? Dementien af den hidtidige opstilling står og falder med Birgers udbrud. Man kan altså sige, at begge de to indbyrdes modstridende udsagn stammer fra samme kilde.
Kunne Birger tage fejl? Bekræftes det sagte ikke af Pauls egne iagttagelser? Kunne de da begge tage fejl?
Jeg skal undlade at kaste mig ud i en lang udredning. Men det lod sig faktisk gøre, at argumentere for om ikke en stærk sandsynlighed, så dog en vag mulighed for, at dette til nød kunne være tilfældet.
Helt kort kan nævnes perspektiv og dækning. Paul står oppe og ser i fugleperspektiv ned på Birger, der sidder og ser op på Paul i frøperspektiv. Et stykke af Birgers lem er dækket af actionmanden, der netop er anbragt ovenpå. Det er den også på Pauls, men da Birger ser den nedefra, ser han hele undersiden fuldt blottet. Hertil kunne så føjes en række psykologiske faktorer. Perceptioner er ikke objektive aflæsninger. De finder sted i hjernen, og hjernen kan lave numre med os. Sådan kunne man blive ved længe, og på den vis så tvivl om hvor meget, der reelt bliver afgjort og fastslået i actionman-scenen. Men der ikke rigtig noget, der danner belæg for at ikke tage scenens afsløringer for pålydende. De synes at stå til troende.
Via en målekonkurrence blev det fastslået, at Paul og Janus var jævnbyrdige, hvorefter Birger rent sprogligt erklærer Paul og Arne jævnbyrdige. Hvis de alle tre er nøjagtig lige store kan selvsagt ingen af dem være den uendeligt overlegne. De tilhører en kategori og ikke en særposition. Som vi ved, dukker kort efter Filip op som et tilsyneladedende mere kvalificeret bud.
Det væsentlige at få fat i her er imidlertid, at alt i Hændelsen er ren sproglighed, der aldrig når længere end til at lige akkurat strejfe det konkrete. Netop derfor kan Hændelsen tjene som en arketypisk model - et “eksemplarisk tilfælde” - som der kan fyldes alle mulige konkrete indhold ind i.
At hele opstillingen ender med at blive væltet og dermed indføre en slags dobbelt usikkerhed, kan f. eks. på en lidt bagvendt måde tjene som analogi til de personalemedlemmer, der tilsyneladende var der for Paul, syntes at interessere sig for ham, men så pludselig skiftede arbejde, og altså åbenbart ikke var der for ham alligevel, og dermed spørgsmålet om, hvordan det foregående skulle tydes. Havde den udviste interesse været oprigtig eller ej?
Helt på linje med at der havde været Janus og Magnus før Arne og Birger, får man jo også helt eksplicit at vide, at der havde været forudgående tilfælde, hvor en medarbejder, Paul var glad for, var holdt op. At to for Paul så vigtige omsorgspersoner som Frida og Dan holder op samtidig, kan netop ses som et tilfælde af noget, der for Paul var typisk for anbringelsesoplevelsen. Der skete sammenlignelige ting både før og siden, men i dette tilfælde skete det på et tidspunkt, på en måde og under omstændigheder, der gjorde det særlig egnet som eksempel på det mere generelle, og derfor også det, der helt oplagt kunne dukke op som et erindringsbillede på et tidspunkt senere i livet, hvor Paul følte sig foruroliget af en omfattende udskiftning af personer i sine omgivelser.
Måske (?) kan dette også være en del af grunden til, at Paul siden ved hjælp af omdigtninger forsøger at få Birgers penis til at være større end hans egen. Dermed ville det, der lå før actionman-scenen alligevel have gyldighed, og så var det måske også en ægte omsorg, Paul oplevede fra de medarbejdere, som siden skiftede arbejde. Her bliver det så atter fordelagtigt, at Hændelsen er rent sproglig. For hvis det hele ligger i sproget, kan man vel bare omformulere det. Det viser sig imidlertid lettere sagt end gjort. Det forhindrer dog ikke Paul i at vedblivende forsøge.
Den helt korte version må således blive, at Hændelsen er udpræget “eksemplarisk”, og derved dækkende for alle de andre tilskikkelser.
Men lad os passe på, at vi ikke løber forud i tolkningen, og derved måske risikerer at overse noget vigtigt. Vi må konstatere, at Hændelsen fra at ikke rigtig være noget som helst, har vist sig at være en hel masse. Der er derfor brug for en grundig gennemgang af det foreliggende materiale, hvor alt bliver nøje overvejet.
Det vil I den forbindelse give bedre mening at ombytte spejlingerne og betragte Birger som en parallelfigur til Janus frem for Magnus, der så tilsvarende i stedet skal paralleliseres af Arne. Ikke blot fordi dette synes at svare til de reelle penisstørrelser, men også fordi Birger med sine pralerier påtvinger Paul noget, han ikke har bedt om, mens det var en frivillig handling at “lege med Arne på den måde”.
Perspektiver i “Til Hannah”-serien
I “T.H.” overvejes det, om true nedefra fænomenet kan være knyttet til en oplevelse af sammenbrudt orden. Netop set i forlængelse af sprogets magt. Hvis sproget kan tale en mindre større, så synes det at antyde, at man kan ændre på tingenes fastlagte plads. Så er det måske ikke en universel bestemmelse, at a er større end b. Det forholder sig blot tilfældigvis sådan, men kunne lige så godt have været omvendt.
I fohold til Pauls mange spekulationer om, hvordan tingene er - og bør være - er der ingen tvivl om, at tanken om den rene tilfældighed, der ikke følger nogen regel, må være voldsomt angstprovokerende.
Kunne omdigtningerne af Hændelsen være udtryk for, at Paul føler en "statistisk forpligtelse" til at være mindre? Hvad er det i så fald udtryk for? Udover - naturligvis - en manisk trang til at få alt på rette plads? - Hvorfor denne trang? - Hvad ligger der bag?
Siden tages der fat på intermezzo 9, hvor vi får lidt mere af Valborgs historie, som kobles sammen med den tidligere skildrede "adskilte verdener" opstilling med de to voksne oppe foran og de tre børn på bagsædet.
Man hører også om, hvad Paul ville have fundet mere interessant at høre om. Betegnende nok noget, der svarer til dét, Birger bidrager med. Men er dette blot et spørgsmål om præferencer? Eller kunne der indgå et element af dissociation i forhold til fortællingens allegoriske træk?
I den stump vi får af Valborgs historie, bliver den slemme pige jaget ud af byen: blakket rygte og marginalisering!
Så er det vel at foretrække at spekulere over, om Birgers er større. Måske ligefrem ønskeligt, at den er. Så kan Pauls jo ikke være så usædvanlig endda, og så er han måske heller ikke så mærkelig og anderledes, som han føler sig.
Og pædagogerne? - De ser og hører ikke en brik!
Er det mon ikke i virkeligheden savnet, smerten og forladtheden, der skriger ud af alt dette her?
“T.H.” kommer videre ind på om interaktionen, og om at kunne holde på en hemmelighed eller ikke. Dette lægger op til kapitel 10, hvor man hører nærmere om Janus. Ham, der frem for nogen er ophavsmand til Pauls blakkede rygte, men - ifølge Paul - ikke har noget at lade nogen høre.
Det er så her, man præsenteres for Janus' liste. En liste der er pure opspind. Sandheden er, at Janus er en dreng med udpræget overgrebsadfærd, sådan som man f. eks. kan finde det beskrevet:
Paul har været offer for Janus' såkaldt "bekymrende" adfærd. Men derefter benægter Janus og udpeger Paul som en værre en. Ved først at forgribe sig på Paul og dernæst benægte for så at udpege Paul, krænker Janus for så vidt Paul dobbelt.
"Fernando Fernantito -
små mærker gør min fod;
ser du mit spor i snavset,
så kys det og gør bod!"
- Evert Taube
Paul indfanges derved i en sælsom psykologisk centrifugal labyrint, hvor Janus' liste ender med at blive en selvopfyldende profeti. Han opdager undergangsdriften inde i sig selv: impulsen til at give efter og selv bidrage til sit videre fald.
Videre går vi lidt ind på at tale om at pålægge offeret skyld, om opbygningen af romanen, hvor der hele tiden rejses spørgsmål, som så besvares i et senere kapitel. Videre om forholdet mellem situationen i badekarret, hvor Janus fortæller sin forbytningshistorie og Pauls senere fantasi med attrapperne på væggen.
Herefter videre til intermezzo 10, der tydeligt refererer tilbage til det umiddelbart foregående kapitel, og direkte trækker en parallel mellem Janus og Birger.
Det får Paul til at overveje, om der er snyd med i spillet, ligesom der var dengang med Janus, hvor han ved samme lejlighed fortalte ombytningshistorien, der - som tidligere påvist - er nært forbundet med Pauls senere fantasi om væggen, hvor man jo i en vis forstand kan sige, at Paul stiller en kæmpe udstyrsstykke på benene til ære for Birger.
Seneste kommentarer
04.09 | 07:12
Tak skal du have!
04.09 | 05:19
Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!
Del siden
Vi har fået samlet en del sammen og overvejet mange ting. Efterhånden begynder vi at ane et omrids af en tilfredstillende forklaring, der blot synes at mangle at få nogle sidste detaljer på plads.
Men er der alligevel ikke et eller andet, der hænger og flagrer?
Der lægges op til at eftertænke, hvilke spørgsmål man som individuel læser sidder med. Hvad savner DU rent personligt at få en forklaring på?
Derudover påpeges, at Paul har nogle visuelle udfordringer, og derfor svært ved umiddelbart at vurdere størrelser. Det er naturligvis med til at gøre den slags situationer sværere for ham. Også det er et aspekt i sagen, som man bør være opmærksom på.
Måske bør man også mærke sig den rent sproglige lighed mellem "ombytning" og "omdigtning".
I badekarret hævder Janus, at hans er større end Pauls. Med historien om de forbyttede lem tilføjer han på en måde, at så stor som Paul trods alt er, skulle være noget illegitimt, han er kommet uretmæssigt til. Janus har formodentlig direkte eller indirekte fået noget tilsvarende at vide i forhold til udeskolesammenbruddet: fagligt på niveau, men umoden med en upassende adfærd.
Hin adfærd får han derefter rig lejlighed til at udfolde blandt mindre, svagere børn!
De forbyttede lems betydning
Selvom Paul gennemskuer de forbyttede lem som en Janus-historie, og således afskriver det som noget sludder, gør historien ikke desto mindre voldsomt indtryk på ham. Den må altså ramme ind i noget i Pauls sind. Vi får ikke direkte at vide, hvad dette “noget” er. Men ud fra andre ting, vi ved, er det muligt at fremsætte en række kvalificerede gæt.
Ombytninger er et arketypisk motiv. Det kan være i form af forfalskninger og snyderier, som når f. eks. jægeren i “Snehvide” ikke nænner at slå hende ihjel, og så i stedet bringer dronningen hjertet af et ungt vildsvin. Det kan også være regulære forbytninger, som i historier, hvor to børn forbyttes ved fødslen. Dette tema pusler ofte i sindet hos børn, der har det svært. De forestiller sig, at det en dag vil vise sig, at de i virkeligheden tilhører en dejlig familie, hvor de vil få det godt. Det er det motiv, man bl.a. finder i “Oliver Twist” og “Frændeløs”. Beslægtede motiver er brugt mange andre steder. Således også de evindelige bytten attachémapper i spionfilm.
I Pauls tilfælde er det let at gennemskue slægtskabet med mange af de ting, der optager ham. “Alt på rette plads” er et centralt tema i hans tanker og fantasier. Mange har vel oplevet, at venlige, hjælpsomme gæster tilbyder at tage opvasken. Næste dag står og ligger alting så andre steder, end de plejer. Hamlet taler om, at verden er gået af led. Det skal tages helt bogstaveligt. På Shakespeares tid troede man, at noget sådan kunne ske og få fatale følger.
Paul oplever endvidere, at hans omgivelser vil lave ham om. Han er bange for forandringer. I det hele taget er rigtigt, forkert, lighed, forskel og anderledeshed stærkt fremherskende temaer i stort set alt, hvad der optager Paul.
Det arketypiske ombytnings-tema er beslægtet med dobbeltgængermotivet, og dermed indirekte også med rivaliseringen.
I det hele taget er det ikke svært at se, at der må være mængder af sprængstof i Pauls sind, som Janus-historien kan antænde!
Så vidt det lader sig gennemskue/dokumentere ud fra teksten, synes det at være det første og tidligste tilfælde, hvor forbyttede lem kommer på tale, og man kan således hævde, at Janus er ophavsmand til denne tænkning. Det er i det mindste ikke nævnt, at Paul skulle have været inde på de tanker før, Janus fortæller sin historie. Som just påpeget er der motivisk materiale i den historie, som er tydeligt beslægtet med de tanker, der optager Paul. Men i denne særlige udformning kan tematikken altså tilskrives Janus. Dermed er den uundgåeligt koblet sammen med overgrebstemaet, og ikke bare overgreb på institutionen i bred almindelighed, men de første af slagen, det oprindelige overgreb, begyndelsen på hele lavineskredet. Janus’ historie handler om ting, der skulle være sket i den allertidligste barndom. Derved er der i koblingen mellem det første overgreb og Janus’ historie en stærk betoning af begyndelse, oprindelse, indvielse. Den påståede forbytning og de senere overgreb kan på sin vis opfattes som skridt af samme bevægelse. De forskellige trin af en mystisk indvielse.
Men dette er i givet fald en indvielse i, at alt netop IKKE er på rette plads, men at verden er gået af led. Akkurat som med de forbyttede børn, hvor en prins eller prinsesse lever under usle kår og har det ondt.
Derudover må man naturligvis ikke overse, at Paul fra at næppe tillægge sin penis nogen videre betydning eller regne den som væsensforskellig fra andre legemsdele via rivalisering, målekonkurrencer og overgreb gradvis vikles ind i en penisfiksering, hvor Janus hjælper godt til med at stramme knuden, så den bliver vanskelig at løse op igen. Pauls penisfiksering har imidlertid ikke karakter af at fremhæve og forstærke oplevelsen af en kropsdel. Faktisk bliver der lige modsat tale om en fremmedgørelse, hvor han i stigende grad ikke oplever det som en del af sin krop. Det er et fremmedlegeme, der ikke egentligt tilhører ham.
Det er sådan set også lige præcis, hvad Janus’ historie hævder. Som udtryk for fremmedgørelse, forvirring og opløsning taler historien et stærkt og sigende sprog, hvor dens autencitet bliver ligegyldig, således at den altså siger alt dette, også selvom den gennemskues som en forvrøvlet skrøne.
Ren in passant bør det måske også nævnes, at de største og væsentligste forandringer af en penis før puberteten sker i de allerførste leveår. Fra omkring 3-4 års alderen og frem til pubertetens udbrud ligger tingene nogenlunde fast og uforanderligt. I en vis forstand kan man altså virkelig tale om at have fået en anden end den oprindelige.
Gennem c.a. 10 år (+/-) er der en lang, stabil periode, som set fra Pauls pre-pubertære perspektiv er “den almindelige” - det naturlige, givne, rigtige og normale. Paul kalder pubertetens udbrud for “forvandlingen”, og man har en fornemmelse af, at han egentlig mener “forvanskningen” eller “forfalskningen”.
Paul er i hele sit livssyn dybt reaktionær, og er således tilbøjelig til at betragte enhver forandring som en forringelse, devaluering og forvrængning. Derfor kan det ikke undgå at gøre et stærkt indtryk på ham at konfronteres med en model, hvor “forvandlingen” rent faktisk er penis nr. 3, mens “den almindelige” er penis nr. 2, og at der således bag denne skjuler sig en penis nr. 1. Denne må ud fra Pauls opfattelse i givet fald være knyttet sammen med oprindelsens harmoni og en ubetvivlelig ægthed.
Dybere betragtet handler det naturligvis ikke om fysiologiske forandringer, og hvornår disse finder sted. De tre trin illustrerer derimod de forandringer, der i løbet af barndommen sker med Pauls SYN på sin penis. Hans opfattelse ændrer sig på en måde, der netop svarer til disse tre: 1) En given, ikke videre bemærket del af kroppen. 2) En stærkt fremhævet og dyrket del af kroppen. 3) Et forstyrrende fremmedlegeme, der ikke “autentisk” tilhører kroppen.
Man må her ikke glemme, at en væsentlig del af årsagen til fikseringen er, at Paul har oplevet, at de andre drenge reagerer på, at han har en stor tissemand. Derfra er der ikke særlig langt til at tænke, at dette er årsagen til overgrebene, og at han med en mere moderat størrelse måske kunne være blevet forskånet for nogle af de ting, der skete. Flere gange undervejs hører man om, at Paul overvejer, om overgrebene var en straf for at være bedre udrustet end Janus. Dertil er det allerede en forstyrrelse af Pauls krav til absolut orden og sammenhæng, at en større, stærkere dreng kan have en mindre tissemand. Dette kan let tænkes videre ud i at have tiltusket sig noget uretmæssigt og at ikke kende sin plads. Det passer også sammen med, at Paul gennemskuer Janus’ bluff i en uholdbar, nærmest fingeret målekonkurrence, men ikke påtaler det. Janus får en uretmæssig sejr. Da denne så siden annulleres (bl.a. af andre drenges protester), bliver Paul bange for, at det er forkert, og at det i virkeligheden er meningen (“det rigtige”) at Janus’ skal være størst.
Ligesom der kan påpeges et spinkelt fysiologisk grundlag for Janus-historien, kan man vel heller ikke helt udelukke, at der kan være erindringsbilleder, som på den ene eller anden måde kan have en indirekte lighed. Det kunne f. eks. være, at Paul husker engang, hvor hans mor fandt en tom flaske ved et busstoppested og puttede den i sin taske for indløse panten, eller et selskab, hvor Pauls forældre diskret byttede noget af det, de havde fået på tallerkenen, af hensyn til, hvad de hver især bedst kunne lide. I så fald ligger der altså billeder begravet i hukommelsen, som bekræfter, at noget sammenligneligt har fundet sted. Men akkurat som den fysiologiske vinkel kan dette næppe tilskrives mere end en marginal, underordnet betydning i den større sammenhæng, hvor det helt indlysende er helt andre ting, som primært er på spil.
Uanset hvilke tolkningsmodeller man måtte foretrække, synes i hvert fald så meget sikkert, at Janus’ historie har en langt mere vidtrækkende betydning, end man lige gennemskuer i første omgang. Det er da netop også derfor, at en række forskellige tydningsforsøg må afprøves.
Som tidligere fastslået lader det ikke til, at Paul selv har været inde på de tanker. Til gengæld får man indtryk af, at han efter at have hørt Janus’ historie stort set ikke tænker på andet. Men det turde være indlysende, at historien i så fald taler stærkt ind i en række sjælstilstande, der netop foreligger hos Paul. Der er et hyperparat modtagerapparat, som hører historien, hvorved den vækker en dyb genklang i sindet.
Som det forhåbentlig er lykkedes mig at påvise, er det ikke svært at finde en række oplagte bud på, hvad det kan være i Paul, der korresponderer så stærkt med historien. Et mere kompliceret spørgsmål er, hvordan man helt præcist skal forstå og udlægge dette. Her vil forskellige tolkninger kunne afvige en del fra hinanden.
I det mindste er det ikke svært at se, at Janus-historien passer som fod i hose med Hændelsen, har afgørende betydning for hele den stemningsfarve Hændelsen antager for Paul. Havde Janus ikke fortalt den historie, ville Paul heller ikke have oplevet Hændelsen på den måde, han gør.
Der var et modtagerapparat, som hørte historien. Men da Paul siden oplevede Hændelsen, var historien i mellemtiden selv blevet en del af modtagerapparatet.
Den nære forbindelse mellem Janus-historien og Hændelsen bliver særdeles tydelig i det efterfølgende intermezzo. Faktisk genspiller Hændelsen via sin første og anden akt hele forløbet med Janus’ bluff og den efterfølgende annullering deraf. Anden akt rummer imidlertid noget andet end blot en annullering. Fra at være en ren Janus-figur, bliver Birger et blandingsprodukt, der samtidig både er en Janus- og en Paul-figur.
Det er her værd at mærke sig de to store bremseklodser i de senere omdigtninger. Ikke blot den anden og betydeligste, hvor der netop bliver tale om ombytninger. Den første handler om påstået snyd, og Pauls store vanskelighed i forbindelse med dette er at finde den rigtige formulering.
Selvom det er en virkelig oplevelse, der tjener som afsæt for omdigtningerne, og at der altså virkelig har siddet en dreng på kommoden, der hed Birger, så er det, når det genkaldes i erindringen, ikke længere denne virkelige Birger, der er på tale. Som erindringsbillede er han en personlighedsdel. At Paul famler efter at finde den rette formulering, kan således opfattes som et indre kommunikationsproblem. Der er en del af sig selv, Paul ikke kan komme i snak med. Når han forsøger derpå, ender det i afsporinger og afvigelsesmanøvrer, hvad Louise Kaplan ville kalde perverse scenarier. Selve kommunikationsforsøget udtrykker sig via et perverst manuskript. Således er sagen afsporet allerede i sit udgangspunkt. Spørgsmålet er så, om bremseklodsen i virkeligheden er et forsøg på at bringe sagen på rette spor?
Hvordan man end vender og drejer det, turde det i hvert fald være indlysende, at der er en nær og direkte forbindelse mellem Janus-historien og den væg, Paul fantaserer om i kapitel 8. Med Janus-historien begynder væggen at tage form.
Da den mange år senere står færdig, handler det muligvis ikke udelukkende om dens særlige egenskaber og udstillingen af dens kollektion, men måske (?) også om at yde en beskyttelse imod den person og de lyde, der findes på den anden side af væggen!
Ligeledes kan man overveje, om det kun er Janus og andre drenge med en stærkt overgrebspræget adfærd, der har bidraget til væggen. Kan karakterer som f. eks. Filip også have været iblandt murersvendene?
Man må her ikke lade sig vildlede af, at dét, der ligger over Birgers størrelse, ikke indgår i kollektionen. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at det er ligegyldigt. Det kan lige så vel være, at det forekommer Paul så skræmmende og farligt, at det i virkeligheden er dét, væggen skal yde beskyttelse imod. Fikseringen på det semifinale punkt [1] er måske i virkeligheden et forsøg på - med store anstrengelser - at holde finalen udenfor bevidsthedsfeltet, fordi denne forekommer Paul alt for voldsom og angstprovokerende.
Vi har tidligere vendt og drejet dette spørgsmål, og jeg vil undlade at gentage mig selv unødigt. Enhver kan jo gå tilbage, hvis der er noget, de har brug for at få genopfrisket.
- - -