Passagen

Han havde gået længe omkring på de underligt snoede veje og efterhånden helt mistet retningssansen. Men tårnet i det fjerne gav et pejlingspunkt. Han kunne blot ikke finde en vej, der førte direkte i den retning. Vejene løb i sære baner på tværs af punktet i det fjerne.

Omsider fik han øje på et hus, hvor døren stod åben. Tilsyneladende til begge sider. En åben havedør og en sti gennem haven, der førte i den rigtige retning, kunne lige akkurat skimtes. Han ville kunne gå lige igennem. Hvis huset var tomt, kunne der vel ikke være noget galt i det.

Forsigtigt nærmede han sig. Tog mod til sig, og gik så op af den lille trappes få trin. Da han trådte ind, så han straks, at huset var beboet. En mand sad i en lænestol i det ene hjørne og kiggede overrasket op fra sin bog, idet han trådte ind. Ovre i det modsatte hjørne ved siden af havedøren stod en kvinde optaget af et fuglebur.

Det var for sent at trække sig tilbage. Han stod jo allerede midt i parrets stue. Han måtte bare prøve at undskylde sig og komme videre igennem deres have.

   - Hvad med at udvise en smule journalistisk etik, sagde manden i stolen.

Journalistisk etik? Var det en berømthed? Blev han regelmæssigt jagtet af pressen? Der var intet, som virkede bekendt ved manden.

   - Jeg er ikke journalist, svarede han.

   - Derfor kan du vel stadig udvise så meget pli, at du ikke bare render ind i folks stuer, sagde manden i stolen.

   - Ja, undskyld. Jeg kan godt se, at det må virke besynderligt, at en vildtfremmed … Jeg mener, i kender mig jo overhovedet ikke.

   - En vennernes ven. Alletiders guttermand, kommenterede kvinden ovre fra fugleburet.

Hun fortsatte sin opremsning af en lang række positive egenskaber. Der var noget sært i hendes tonefald. Som vidste hun nøjagtig hvem, han var, og refererede noget, andre havde sagt. Eller var det ironi? Hvem skulle have givet ham et så smukt skudsmål og nævnt alle de ting? Han kunne ikke forestille sig nogen, fremhæve så mange ovenud positive ting ved hans person.

Men der var virkelig dette sært indforståede og velorienterede i tonefaldet, som gengav hun en eksakt viden. Måske også en antydning af at vide mere end det, at også kunne sige andre, mindre flatterende, ting. Næsten en trussel om pinlige afsløringer.

Han indså, at det ikke ville være muligt at slippe igennem og benytte parrets have som smutvej. Han måtte vende om igen samme vej, som han var kommet.

   - Undskyld. Tilgiv min påtrængenhed, sagde han forlegent og skyndte sig ud igen.

Han syntes, han gik samme vej. Men åbenbart var der en eller anden spidsfindighed ved trappens indretning, som han ikke havde opdaget. I hvert fald kom han ikke direkte ned på vejen igen, men havnede i naboens have. Endnu en indtrængen på privat område, som ikke havde været tilsigtet, men blot var en gåen galt.

Et barn løb omkring i haven og legede med noget, der lignede et kæmpe insekt. Barnet og dets besynderlige legetøj havde retning lige imod ham og kom i stor fart nærmere.

Han skyndte sig hen til havelågen og kom ud på vejen. Han havde netop lukket lågen efter sig, da en mand kom tilsyne inde i haven. Måske barnets far. Eller snarere bedstefar. Han var lidt for gammel til at have så små børn. Manden rakte ham smilende hånden.

   - Du må endelig hilse Jonathan mange gange, sagde manden.

   - Det skal jeg nok, svarede han, skønt han ingen anelse havde om, hvem Jonathan var.