toner, ord og tanker
Vedrørende intermezzo 20 i “Hændelsen”.
Her sættes der fokus på mørket inde i Paul. Det mørke, han har kendt, siden han var fire år.
Det spiller en central rolle i hele romanen. Men især intermezzoerne. Det er således helt i tråd med det foregående, at det sidste i rækken helt og holdent handler derom.
Går man lidt tilbage og kigger på intermezzoet mellem kapitel 15 og 16, hedder det:
"Men end ikke dette var det allernederste dyb. Et sted under afgrundslatteren og helvedsflammerne var der noget andet. Noget mystisk og fremmed. Paul vidste ikke, hvad det var. Men han forstod, at det var farligt. Noget frygteligt og ondt.
Et mørke, der var mere end mørke ...
Han anede det kun i et flygtigt glimt, så fyldte det andet atter det hele og foranstaltede nogle gevaldige sug i mellemgulvet.
Alle de små drenge nede bagved har nogle kæmpe, kæmpe nogen. Min tid er løbet ud. Den nye generation er ankommet med deres store pikke."
Det, man skal bemærke, er, at "Et mørke, der var mere end mørke ..." og "Han anede det kun i et flygtigt glimt" kommer lige efter hinanden.
Det, der sker i intermezzo 20, er derimod, at der indsættes en mængde om det "mørke, der var mere end mørke". Dette, som Paul kun anede "i et flygtigt glimt" udvides her til en lang skildring af mørket under mørket.
Et veritabelt mareridts bestiarium!
Som en lille vanddråbe under et microskop bliver til en hel verden, således bliver her et micro-micro-sekund til et langt forløb.
Intermezzo 20 er det længste af samtlige intermezzoer, rent faktisk længere end de to korteste kapitler i romanen tilsammen!
Det er her, vi trænger ind til den dybeste knude og smerte i Pauls sjæl!
Et uddrag af dette intermezzo, blev siden brugt til sangen “Dæmonens tænder” i “Paul”-projektet, hvor den følger umiddelbart efter “Hændelsen”, altså anbragt et helt andet sted end i romanen.
Microglimtet af det dybeste mørke og Pauls inderste knude ER en del af bil-oplevelsen i '78. Men det passer sådan set lige så godt til Pauls depression og kærestesorg 20 år senere, hvor Paul endog mister sin sidste rest af tro, og forestiller sig et nøgent, tomt univers.
Centralt står Pauls frygt for at sporene skal slettes - udslettelsen og glemslen - som det også ses i mange personlighedstræk, f. eks. hans folkemindesamler-syndrom.
Pauls folkemindesamlersyndrom kan opfattes som en overlevelsesstrategi. I og med at han blev frakendt al værdi, var det eneste, han kunne gøre, at fastholde, at han havde været der.
I “T.H.” perspektiveres med uddrag fra Prædikerens bog og Alexandre Dumas’ roman “Greven af Monte Christo”.
Mens fortrængning og glemsel er hyppigt forekomne traume reaktioner, gælder det lige modsat Paul, at hans strategi/syndrom/symptom er en ekstremt skærpet hukommelse.
Også dette har formodentlig givet problemer i forholdet med Ida, som vi får at vide har en dårlig hukommelse. Hvis der er opstået situationer, hvor Ida ikke har kunnet huske noget, de har talt om, har Paul formodentlig oplevet dette som svigt og afvisning. “Når hun ikke engang gider at høre efter (læs = huske på), hvad jeg siger, elsker hun mig ikke.”
Ved siden af hukommelsens orientering i forhold til fortiden, står nuet, som undertiden kan blive intenst. De micro-korte øjeblikke. Herunder de intuitive af slagen, der såvel kan være nu-oplevelser, som anelser om fremtiden.
En nu-oplevelse er f. eks. da Paul som 10 årig har et kort øjeblik, hvor han føler en uforklarlig glæde.
Men omend på anden vis, er der også noget over Hændelsen, der minder om et intuitivt øjeblik.
Paul sidder midt i tanker og fornemmelser, der ikke helt giver mening. Eller også er det ren og skær reaktion! - Altså ikke noget intuitivt (?). Det kan være svært at vurdere.
I sin kronologisk korrekte placering, således som i rockoperaen, kan det give indtryk af en fuldstændig indsigt. Der er åbent ind til det allerinderste, hvorefter Paul afmaskerer sig selv og derved også prognosen for sit fremtidige liv.
Når skildringen af mørket derimod hives ud af Hændelsens forløb og som i romanen ses som en overgang fra kapitel 20 til kapitel 21 får det ikke blot en anden funktion, men også en lidt anden mening.
Eller det kan ses i forlængelse af hinanden: som barn fik Paul et micro-kort glimt af det inderste mørke, der siden har levet et fortsat liv i det skjulte. Men her bryder det ud i fuld åbenhed og bliver den reelt foreliggende sindstilstand.
Pauls liv er helt styrtet i ruiner efter bruddet med Ida, hvorefter han bid for bid må bygge en ny tilværelse op fra grunden.
Under denne proces må Paul have gjort sig mange tanker om, hvad det egentlig var, der skete i det forhold. Måske har han ind imellem følt bitterhed og vrede imod Ida, ment, at hun har smadret hans tilværelse. Han har måske også opdaget nogle af de ting, der typisk kan opstå, når et forhold kører skævt.
Et forhold kan ryge af sporet og forlise på mange måder. Men der er afgjort en række "klassikere". Dem har der med garanti også været en stribe af mellem Paul og Ida, som Pauls analytiske blik har vendt og drejet.
Det afgørende i nærværende sammenhæng er imidlertid snarere selve situationen, når man sidder bagefter og spørger: "Hvad var det, der skete? Hvorfor gik det galt?" Det er dette, der nødvendigvis må have gjort sig gældende i årene mellem kapitel 20 og 21, som romanen tier om. Men fra Paul ligger i sin seng og oplever en fuldstændig tomhed og meningsløshed i slutningen af kapitel 20, til at han i kapitel 21 kommer på besøg hos et par gode venner, må noget sådan have fundet sted.
Paul har møjsommeligt genopbygget sin tilværelse, mens han har overvejet hvad, der gik galt, og hvordan han kan undgå, at noget sådan sker igen. Det får vi også (i kapitel 21) et indblik i via en række refererede dagbogsnotater, der især bærer præg af Pauls frygt for igen at blive såret. Noget, han for alt i verden vil undgå.
På en eller anden måde har Paul overlevet og fået noget, der ligner en tilværelse stablet på benene. Den er funderet og meningsfuld. Der er indhold og værdier deri. Men også en høj grad af selvbeskyttelse og erstatningsliv.
I dette genkender vi det drømmende barn, der havde det svært med realiteterne. Barnet og siden det unge menneske, som fortrak til sin indre verden og levede mere der end i den ydre. Den modne mand vil helt på linje med dette hellere opstille utopiske idealer for det perfekte forhold end kaste sig ud i et parløb i den ydre verden med alle dets kompromisser og ufuldkommenheder.
At overhovedet forsøge sig med noget sådan vil først langt senere kunne komme på tale. Først - mener han - skal han selv opkvalificeres, så han kan levere varen, og så derefter finde en værdig, kompetent partner, der kan leve op til den forventede standard.
De ukvalificerede har ingen legitim ret!
Det fører videre til nogle overvejelser om forskellen på det fornuftige og det lidenskabelige. Er kun den brændende lidenskab kærlighed? Kan den stille sympati og forening om fælles mål ikke også være en slags kærlighed?
Stille sympati og fælles mål befinder sig i fornuftægteskabets nabolag. Men er fornuftægteskabet nødvendigvis fuldstændig blottet for lidenskab?
Skønt stadig fanget i sin indre verden er Paul med årene blevet mindre romantisk og drømmende, efterhånden snarere teoretiserende. Han er derfor ikke langt fra at foretrække fornuftægteskabet.
Ifølge Jytte Vikkelsøe er fornuftægteskabet en reel mulighed, hvor man undgår mange genvordigheder, men samtidig afskæres fra mange muligheder. Den store lidenskab vil nødvendigvis rumme en mængde bryderier, men er samtidig - stadig ifølge Vikkelsøe - vejen til fuldt udfoldet liv.
Paul synes ikke at være enig heri. Han har i stigende grad bevæget sig i retning af at ønske mere fornuft og mindre lidenskab. Det fuldt udfoldede liv består for ham at se snarere i at nå de fælles mål. - Frugterne af et samarbejde i fælles stræben og samhørig, gensidig respekt!
Paul er blevet forbrændt af den store lidenskabs bål, og der er naturligvis tale om at dække sig selvbeskyttende ind. Men måske kan der alligevel være noget rigtigt i overvejelsen om de fælles mål. Det er i det mindste en overvejelse værd. Når alt kommer til alt, synes mange forhold at forlise på, at de to parter stræber mod uforenelige mål, men bliver blinde for dette i lidenskabens hede.
Det er svære spørgsmål, og man bør vogte sig for hurtige, lette svar. Der kan overvejes længe, og siges meget på den ene og den anden side set.
Kan også findes: https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl30eRzVnOKIl-PPsT5JZ_u_N