Sammenligningens forbandelse

Skolesystemets fokus på kundskaber og karakterer har kun yderst begrænset plads for individuelle hensyn. Mange børn bliver ofre for et bedrevidende system! - Jo mere snævre rammerne bliver for, hvordan man må være, desto større risiko er der også for at blive offer for ”sammenligningens forbandelse” .....

”sammenligningens forbandelse” – d.v.s. når et menneske frem for at være noget i sig selv, kun er noget i forhold til nogen eller noget andet. Det kan være forældre, der siger: ”Se hvor dygtig naboens barn er. Hvorfor er du ikke lige så dygtig?”. Det kan være forventninger om, at man skal handle på en bestemt måde eller mene noget bestemt i en given situation, hvor det er ilde set, hvis man har det på en helt anden måde, så at sige får et manuskript stukket i hånden, man bare har at læse op af.

Set på Facebook (og gengivet med forfatterens tilladelse):

Jeg fik lyst til at fortælle jer om en oplevelse jeg havde for snart 20 år siden.

Jeg husker tydeligt at jeg tilfældigt mødte en tidligere (meget ekstrovert) kollega, der mente, at der var noget galt med den ene af hendes tre sønner. Men hvad det var, kunne hun ikke finde ud af. Han var slet ikke som de to andre.

Næh, når han kom hjem fra skole gik han ind på sit værelse og sad bare derinde indtil de skulle have aftensmad. Og her sad han også bare stille og spiste og deltog ikke særligt i snakken omkring aftensmadsbordet. Hvis de spurgte ham om der var noget galt, svarede han “nej”. Og han klarede sig tilmed godt i skolen. Men forældrene prøvede konstant at få ham til at være sammen med legekammerater eller tilmelde ham fritidsaktiviteter som de to andre sønner gik til. Men han ville ikke. Han var et meget underligt barn og meget stille, begge forældrene lagde pres på ham, for at få ham til at komme bare lidt ud, for det var jo ikke normalt at være sådan.

Jeg mindes det var en af den slags ‘samtaler’ hvor modparten bare snakker og snakker og snakker og.... Da hun var færdig med at snakke sagde hun: “SÅ hyggeligt at snakke med dig, jeg må videre!” (Kender I det? )

Jeg mødte aldrig min forhenværende kollega igen, men hvor har jeg mange gange tænkt på den dreng, som i dag er en voksen mand.

Tænk at vokse op i en familie med ekstroverte forældre og søskende, som overhovedet ikke forstår dig og som hele tiden gør dig “forkert”.

Når nogen gør sådan, som de er, til en målestok og norm for normalitet og ”rigtighed”, fælder de uvværgeligt en dom over alle, der er anderledes.

Dette fører endvidere direkte hen mod sammenligningens forbandelse. For når der ikke er plads til, at folk er, som de er, men de enten er rigtige eller forkerte, kan man heller ikke være noget som helst i sig selv, men kun i forhold til om man er, sådan som man ”skal være”. Frem for et enestående individ takseres man som så og så god eller så og så dårlig.