Afvænningsfup

De, der har set nogle af filmene i støvserien, vil huske fru Hansen (i nogle af filmene spillet af Bodil Udsen, i andre af Sigrid Horne Rasmussen) og hendes faste replik: “Hold så op med det pjat!”. Det er vist rundt regnet det mest rammende, man kan sige, når man betragter diverse kampagner for afvænningsprodukter.

For nu at gå lige til sagen: jeg kender mennesker, der i årevis har været afhængig af nikotintyggegummi.

Når dette er tilfældet, er det så overhovedet rimeligt at tale om et afvænningsprodukt? Åbenbart bliver mange jo ikke afvænnet, men får blot afhængigheden dækket på andre måder. Det er muligt, at disse måder er mindre skadelige. Men i bund og grund er det stadig afhængighed.

Man hører rigtig meget om, hvor vanedannende nikotin er. Men det må vel lige så fuldt gælde den nikotin, der er i såkaldte “afvænningsprodukter”, som den, der er i tobak.

I det lys er det måske mere korrekt at hævde, at medicinalindustrien markedsfører et konkurerende produkt, bl.a. bakket op af omfattende reklamekampagner.

Reklamekampagnerne lægger stor vægt på at hævde produktets nødvendighed. Det er ifølge disse den eneste mulige vej til at holde op med at ryge, og ethvert forsøg uden denne hjælp er på forhånd dømt til at mislykkes.

Det ser således ud til, at medicinalindustrien lever højt på den selvsamme afhængighed, som de rent pro forma kommer med moralske opstød imod. Det er denne afhængighed, der overhovedet gør det muligt for dem, at sælge deres produkter, og disse fjerner aldeles ikke afhængigheden.

Ingen køber en pakke nikotintyggegummi, fordi de mener, det er verdens bedste tyggegummi. Som rent og skært tyggegummi betragtet, er der ingen tvivl om, at andre produkter er bedre. Det sælger ene og alene på sit indhold af nikotin. Et stof, man får tudet ørene fulde af, er et af de mest vanedannende stoffer, der findes. Netop derfor bliver det, der skulle have været en overgang, en hjælp i den første tid, for rigtig mange til en permanent ordning, og det egentlige problem, nemlig at slippe ud af en afhængighed, forbliver uløst.

Folk bliver afhængige af såkaldte "afvænningsprodukter". Men netop afhængigheden er vel mere end noget andet det afgørende, når talen er om afvænning.

I forhold til snakken om afhængighed gælder videre, at ting ofte sammenblandes. Man får f. eks. at vide, at nikotin er blandt de ting, man hurtigst og lettest bliver afhængig af. Det er muligvis rigtigt. Men det er en sammenblanden ting, at ville bruge dette til at sige noget om, hvor alvorlig afhængigheden er. At man hurtigt bliver “hooked”, siger aldeles ikke noget om, hvor svært det er at blive fri af igen. Der kunne jo lige så godt være tale om et “easy come - easy go”-fænomen.

Skal der oplyses sagligt om afhængighed, må man nødvendigvis tage mange flere faktorer i betragtning, end det almindeligvis sker. Dertil må man adskille de forskellige sider af afhængighed, altså hvor hurtigt/let bliver man afhængig? Hvor voldsomme er abstinenserne? Hvor svært er det at slippe af med afhængigheden? Hvor længe varer det, før de sidste abstinenssymptomer forsvinder?

At dette er forskellige spørgsmål, og at man ikke bare kan besvare det ene med det andet, burde være indlysende for enhver. Men rent faktisk sker det chokerende ofte, at disse spørgsmål sammenblandes. Når de endelig holdes så nogenlunde adskilt, oplever man ofte, at forsøget på at besvare et af disse spørgsmål, sker på en mangelfuld og genereliseret måde, der ikke har alle væsentlige faktorer med.

Hvis man glemmer væsentlige aspekter af en sag, kan en tilsyneladende sobert faktuel oplysning sagtens være misvisende.

Alt ialt er den stadige strøm af antirygnings-propaganda så misvisende og vildledende, at det må være på tide, at nogen siger: “Hold så op med det pjat!”

Hvis nogen ønsker at holde op med at ryge, må det være ret og rimeligt, at de kan få en saglig oplysning, frem for at blive bondefanget og ført bag lyset af manipulerende kampagner, der giver sig ud for at være faktuelle med et oprigtigt ønske om at hjælpe, men absolut ikke er det.

Dertil er det en grov generalisering, at alle rygere ønsker at holde op. Nogen gør, nogen gør ikke. Men med denne generalisering fremstilles sagen på en sådan måde, at det giver indtryk af, at der kun er én måde man kan have det med sin rygning, nemlig som noget man gerne vil slippe fri af, og at hvis man så ikke har det sådan alligevel, så må der være noget galt med en. Det regnes simpelthen ikke for et legalt synspunkt at gerne ville være ryger, og fremsætter nogen dette, kan man være sikker på, at det vil blive mistænkeliggjort i stor stil. Der er noget, man har misforstået. Der er et eller andet, man ikke har opfattet korrekt. Man har den ene eller anden sindslidelse osv. osv. Pro-rygeren gøres til et patologisk tilfælde, ingen for alvor kan tage alvorligt - noget, man ikke rigtig ved, om man skal beklage med medfølelse eller henregne til spøg og skæmt afdelingen.

Men lad os slå det fast en gang for alle: ikke alle rygere ønsker at holde op. Færdig arbejde, sådan er det.

Mange kampagner går direkte på at fremstille pro-rygere som latterlige og idiotiske fæhoveder, der lever i én stor misforståelse, som de er for dumme til at indse og gennemskue.

Det er ikke en sober måde at debatere på.

Rygere, der gerne vil forblive rygere, har den samme ret som alle andre til at vælge, hvordan de vil leve deres liv. Formodentlig er de også lige så fuldt som alle andre i stand til at vurdere de risici, der måtte være forbundet med deres livsstilsvalg. Det er ikke rimeligt at fremstille dem som tåber, der “ikke ved bedre” og følgelig skal tages i skole og belæres. Deres valg kan ske akkurat lige så bevidst og med åbne øjne, som alle mulige andre valg.

Der gives vel næppe noget livsstilsvalg overhovedet, som ikke betragtet under en eller anden særlig synsvinkel lader sig udstille som bizart og forskruet. Lad os nu bare slå fast, at mennesker er forskellige. Således er der også mennesker, som rent faktisk kan lide at ryge.

Men ja - mange ønsker at aflægge denne vane. Men også de er forfulgt af urimelig fejlinformation og groteske fordrejninger, hvor folk, der aldrig selv har røget, vil belære dem om deres afhængighed, hvordan denne er, og hvordan den ytrer sig. Mon ikke den, der har skoen på, bedst selv ved, hvor den trykker?

Når folks egen oplevelse fejes til side som en “misforståelse” og andre vil kloge sig på, hvordan de har det, kan man så hævde, at de bliver taget alvorligt? Når ethvert “jeg føler/synes, at …” fejes til side med et “jamen sådan er det ikke. Det er bare noget, du bilder dig ind.” Hvorefter de så skal belæres om, hvodan det i virkeligheden hænger sammen.

Er det rimeligt?

Ved nærmere betagtning viser det sig, at størstedelen af den agressive kampagneføring imod tobak simpelthen har det ene formål at sælge flest mulige af de såkaldte “afvænningsprodukter”, der som allerede nævnt aldeles ikke afvænner, men netop fastholder afhængigheden.

Så jeg siger det igen: “Hold så op med det pjat!”

Lad mig her vende tilbage til de forskellige aspekter af afhængigheden. Selvom nikotin hurtigt skaber afhængighed, er abstinenssymptomerne relativt milde. En ubrydelig binding til tobak handler således i virkeligheden kun i begrænset omfang om en fysisk/kemisk afhængighed af et stof. De rent fysiske symptomer kan langt de fleste modstå. Men andre ting spiller ind og bidrager til at gøre det svært. Et ubetydeligt ubehag kan udholdes. Men et følelsesmæssigt/emotionelt pres kan blive umådelig voldsomt, og når man så har et støttehjul, som man gennem mange år har været vant til at ty til, er det rigtig, rigtig svært.

Men i de kørende kampagner sælges en historie om den rent fysiske afhængigheds overvældende magt. Det er en myte, en skrøne. Det svære - det, der binder - er i virkeligheden helt andre ting.

Det er således betegnende, at flertallet af de mennesker, der virkelig HAR brudt en afhængighed, peger på helt andre metoder og tilgange end de såkalte “afvænningsprodukter”. De, der altså rent faktisk har oplevet skoen trykke og ikke bare sidder og leger bedrevidende på afstand, er kun sjældent og undtagelsesvis fans for disse fupfabrikater.

En anden hyppig sammenblanding af ting går på grunde/årsager til henholdsvis at begynde og at holde op. Det turde være indlysende, at man ikke holder op af de samme grunde, som man begynder. Dette vil jeg imidlertid ikke gå nærmere ind på her, men gemme til et andet indlæg.