toner, ord og tanker
Det sker, at eksempler virker modsat hensigten!
Når man benytter et eksempel i en forklaring, er det selvsagt for at tydeliggøre et eller andet. Det sker imidlertid undertiden, at folk hænger sig mere i eksemplet end det, det skulle eksemplificere. Faktisk forekommer den form for fejlkommunikation overraskende ofte. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor. Så jeg nøjes med at konstatere dette.
Et helt centralt punkt i min model er udpegningen. Det ville gøre mig ondt, hvis nogen har fået den opfattelse, at udpegningen er et særligt penis-relateret fænomen. Det er ikke tilfældet.
Udpegningen kan være hvad som helst ved et menneskes fremtoning, som omgivelserne reagerer på. Hvad som helst, der kan udløse en “du er ikke som os”-reaktion. Den overvægtige, den halte, den skiløjede, den pukkelryggede, den rødhårede, den mørkgløde, dværgen, hareskåret, overbiddet osv. Det er den samme mekanisme, der er i spil.
Derimod bør man skelne mellem to former for udskillelse. Der er det just beskrevne “du er ikke som os”. Overfor dette står imidlertid et “jeg er ikke som jer”. Dette kan være en følgevirkning af “du er ikke som os”. Men det kan også opstå spontant indefra. Når f. eks. Villy Sørensen et sted beskriver at stå som barn i skolens aula til morgensang og studse over ordene “Dejlig er jorden” fordi det gik op for ham, at det syntes han ikke.
De to scenarier rummer en række afgørende indbyrdes forskelle. Når man i en given situation oplever noget à la Villy Sørensens morgensangsoplevelse, kommer det ikke nødvendigvis til udtryk i den ydre verden. Man kan lade som om, at man er som de andre. Faktisk ligger det smertefulde netop deri. Man går alene med noget, ingen andre kender til. Man kan ikke dele det med nogen, ikke tale med nogen om det. Alt imens kan man blande sig med slænget, som tror, man bare er som dem.
Det er Kierkegaard frem for nogen, der har beskrevet denne tilstand. Man må ikke lade sig narre af hans hyppige tale om at være sig selv m.v. Hvad han atter og atter påpeger er forskellen på indre og ydre, og tag ikke fejl: Kierkegaard vidste alt om facader og masker, ligesom han var en mester i at benytte sig af disse.
Det er betegnende, at Kierkegaard hørte til H. C. Andersens mest nådesløse kritikere. Hovedkritikken gik på, at personerne i Andersens eventyr og fortællinger ikke gennemgik nogen egentlig udvikling. Overført til nutidige forhold består H. C. Andersens persongalleri af lotto-millionærer. Man kan f. eks. Betragte “Den grimme ælling”. Sådan set indtræffer der ingen modning, ingen ny forståelse/erkendelse. Omslaget består i, at omgivelserne først kalder den grim og siden smuk. Var der ikke indtruffet denne holdningsændring hos omgivelserne, ville situationen være forblevet uforandret.
Det kan Kierkegaard altsammen have ret i. Men derfor kan man sagtens mene, at “Den grimme ælling” er en god historie alligevel og rummer andre kvaliteter.
Bl.a. er “Den grimme ælling” en fremragende eksemplificering af udpegningen. Det er næppe tilfældigt, at historiens forfatter var blevet drillet i skolen, fordi han var en høj, ranglet dreng med en stor næse.
Overfor udpegningen kan der ikke komme noget skjult på tale. Udpegningen er netop en pinlig afsløring. Mens det fælles for begge typer udskilelse er at opleve en anderledeshed, der så enten kan komme indefra eller udefra, ligger forskellen netop deri, at det smertefulde er af modsat art. I det ene tilfælde at bære på en frygtelig hemmelighed, i det andet at være afsløret og udstillet.
Mens det skjulte kan passere upåagtet, således at omgivelserne tror, man er ligesom dem, er udpegningen - som allerede nævnt - en eksplicit melding fra omgivelserne om, at “du er ikke som os”.
Det er vigtigt for mig at få slået helt fast, at indholdet i dette “du er ikke som os” kan være hvad som helst. Udpegningen er ikke at dette eller hint bestemte udpeges, men simpelthen selve det at noget udpeges. Det er således en misforståelse at knytte mekanismen til et særligt område. Hvis man ikke gør sig det generelle for udpegningen klart, vil det kunne medføre en lang række yderligere misforståelser og derved give et helt forkert billede af hele opstillingen.
Når jeg forsøger at forklare noget om PDD, benytter jeg med andre ord en model, der lader sig anvende på tusind andre ting. Det samme gælder selvsagt, hvis det er den anden model, som er på tale, altså at det kommer indefra. Her indtræffer en overraskende erkendelse, som omverdenen ikke kender noget til. Men den kan angå alle mulige ting. Som f. eks. i tilfældet med Villy Sørensen, at han ikke syntes, jorden var dejlig.
Heraf følger så også, at en PDD sagtens kan opstå, uden at der har fundet en udpegning sted. Som jeg allerede på hovedsiden til denne kategori har fremført, tyder en række forskningsresultater på, at mobning ofte kan være en stærkt medvirkende årsag til, at man udvikler en PDD. Men dermed er jo så ikke sagt, at man ikke kan gøre det uden at være blevet mobbet.
Lige nu har jeg imidlertid sat mig for at skrive om det, der kommer udefra. Så kan jeg måske siden gøre mig nogle overvejelser om det, der kommer indefra.
Det udefrakommende er som sagt udpegning/mobning, og det karakteristiske for denne mekanisme, at den ytrer et “du er ikke som os”. Det, der følger videre, er så, at i det omfang den udpegede godtager omgivelsernes vurdering, kommer denne uværgeligt ud i et omfattende - måske livsvarigt - forsøg på at finde ud af, hvad/hvordan han/hun er. Ved at godtage udpegningen som en gyldig vurdering, og dermed tilslutte sig den opfattelse, at man ikke er som dem, følger med nødvendighed, at man jo så må være noget andet eller på en anden måde. Men hvad/hvordan er så det?
Jeg har trin for trin demonstreret dette i en PDD-kontekst. Men man ville uden videre kunne udskifte PDD med alt muligt andet, og enhver kan forsøge sig med i stedet at indsætte vægt, højde, hårfarve, tandstilling eller hvad som helst alle de steder, hvor der står penis.
N.B. Se også "Modbydeligt", samt "Sorority Girl" (under "Arkoff") og "Spilopper" (under "Blandede Bolcher").