Forår i luften

10 år efter bruddet med Ida bærer Paul endnu på et blødende sår og vil for alt i verden undgå, at det nogensinde igen skal komme til at gøre så ondt, hvad han derfor har rustet sig imod på enhver tænkelig måde. En dag får han imidlertid en række intuitive glimt. De er superkorte. Når kun lige at strejfe bevidstheden for straks efter at blive glemt …

“Men de havde været der, og i en fjern sindets provins anede han tilstedeværelsen af en mulighed. Ikke en, han havde opdigtet og drømt. En der helt af sig selv havde vist sig for ham.“

Kan også findes:

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl33KTGJ5sZMBzqtTL7Rz_1Nq

Paul har møjsommeligt genopbygget sin tilværelse, mens han har overvejet hvad, der gik galt, og hvordan han kan undgå, at noget sådan sker igen. Det får vi også et indblik i via en række refererede dagbogsnotater, der især bærer præg af Pauls frygt for igen at blive såret. Noget, han for alt i verden vil undgå.

På en eller anden måde har Paul overlevet og fået noget, der ligner en tilværelse stablet på benene. Den er funderet og meningsfuld. Der er indhold og værdier deri. Men også en høj grad af selvbeskyttelse og erstatningsliv.

I dette genkender vi det drømmende barn, der havde det svært med realiteterne. Barnet og siden det unge menneske, som fortrak til sin indre verden og levede mere der end i den ydre. Den modne mand vil helt på linje med dette hellere opstille utopiske idealer for det perfekte forhold end kaste sig ud i et parløb i den ydre verden med alle dets kompromisser og ufuldkommenheder.

At overhovedet forsøge sig med noget sådan, vil først langt senere kunne komme på tale. Først - mener han - skal han selv opkvalificeres, så han kan levere varen, og så derefter finde en værdig, kompetent partner, der kan leve op til den forventede standard.

De ukvalificerede har ingen legitim ret!

Det fører videre til nogle overvejelser om forskellen på det fornuftige og det lidenskabelige. Er kun den brændende lidenskab kærlighed? Kan den stille sympati og forening om fælles mål ikke også være en slags kærlighed?

Stille sympati og fælles mål befinder sig i fornuftægteskabets nabolag. Men er fornuftægteskabet nødvendigvis fuldstændig blottet for lidenskab?

Skønt stadig fanget i sin indre verden er Paul med årene blevet mindre romantisk og drømmende, efterhånden snarere teoretiserende. Han er derfor ikke langt fra at foretrække fornuftægteskabet.

Ifølge Jytte Vikkelsøe er fornuftægteskabet en reel mulighed, hvor man undgår mange genvordigheder, men samtidig afskæres fra mange muligheder. Den store lidenskab vil nødvendigvis rumme en mængde bryderier, men er samtidig - stadig ifølge Vikkelsøe - vejen til fuldt udfoldet liv.

Paul synes ikke at være enig heri. Han har i stigende grad bevæget sig i retning af at ønske mere fornuft og mindre lidenskab. Det fuldt udfoldede liv består for ham at se snarere i at nå de fælles mål. - Frugterne af et samarbejde i fælles stræben og samhørig, gensidig respekt!

Paul er blevet forbrændt af den store lidenskabs bål, og der er naturligvis tale om at dække sig selvbeskyttende ind. Men måske kan der alligevel være noget rigtigt i overvejelsen om de fælles mål. Det er i det mindste en overvejelse værd. Når alt kommer til alt, synes mange forhold at forlise på, at de to parter stræber mod uforenelige mål, men bliver blinde for dette i lidenskabens hede.

Det er svære spørgsmål, og man bør vogte sig for hurtige, lette svar. Der kan overvejes længe, og siges meget på den ene og den anden side set.

Romanen refererer Pauls opfattelse uden endegyldigt at tage stilling til den. Dog med anerkendelse af, at der måske (?) kan være noget delvis rigtigt deri.

Men som vi lidt senere skal se, ender romanen et andet sted, mundende ud i en anderledes livstolkning og tilværelsesforståelse, der springer Pauls regelsæt for det "rigtige" forhold.

Dagbogsnotaterne i kapitel 21 får IKKE det sidste ord, men dementeres af konteksten.

Vi får det centrale dagbogsnotat om den uovervindelige hovedmodstander. Men også den afgørende slutreplik:

"Men de havde været der, og i en fjern sindets provins anede han tilstedeværelsen af en mulighed. Ikke en, han havde opdigtet og drømt. En der helt af sig selv havde vist sig for ham."

Med disse ord kunne romanen være sluttet. Det gør den sådan set også. Hvad der videre følger er en række supplerende tillæg. Den egentlige historie strækker sig fra Beatrice (den første) frem til dette besøg. Netop derfor er kapitlets sidste ord sådan set afrundingen på det hele. Der er måske (?) en vej ud af det lukkede system, som Paul det meste af sit liv har befundet sig i. Måske (?) er den store hovedmodstander alligevel ikke uovervindelig. Måske (?) er der rent faktisk håb for Paul.

I forlængelse af dette genoptager vi diskussionen om, hvordan årene imellem Ida og dette besøg kan tænkes at have udformet sig. Hvordan er Paul kommet fra det ene til det andet punkt? - Og har han overhovedet udviklet sig? Eller er han blot forstenet i en række principantagelser? Er det først med de intuitive glimt, at han når til vejs ende gennem en 10 år lang Ida-krise? Ændrer det så noget? Er Paul parat til at give livet og dets muligheder en chance?

Livsgnisten genfødes!

Men læseren sidder endnu tilbage med en række spørgsmål. Der er forskelligt, vi gerne lige vil have hold på. Selve Hændelsen - det, der er det egentlige og centrale - har vi kun fået i småbidder. Alt det øvrige, som tjener til at belyse Hændelsen, har vi fået i en frem og tilbage springende, ikke-kronologisk rækkefølge. Derfor kan der være mange grunde til, at man sidder med en fornemmelse af, at der er noget, der hænger, halter og svæver - ikke er ganske på plads.

Og hvad med det store kompleks. Det, hvorom han i dagbogen har skrevet:

"Det går fremad på mange punkter. Jeg føler, at jeg kan gøre noget ved det meste. Blot ikke dét. Min hovedmodstander står til stadighed som en uovervindelig kæmpe. Bevæbnet til tænderne står han midt på vejen og spærrer den for mig. Skal det da aldrig lykkes? Skal jeg for evigt lide det samme nederlag igen og igen?"

Vil det en dag lykkes ham at fravriste modstanderen sine våben?

Det er forventeligt, at man som læser er nysgerrig. Findes der en vej, eller gør der ikke?

Vi må ikke underkende, at Paul har taget et kæmpe skridt fremad. Ca. 10 år tidligere, lå han i sin seng og havde ondt af sig selv og kunne ikke andet end det. Nu er han tydeligvis et helt andet sted med sig selv og sit liv.

Men hvad så videre? Venter der flere kæmpeskridt ude i fremtiden? Eller er dette punkt dér, hvor han er nået til, og så langt, som han overhovedet når?

For Paul handler det om at finde frem til et leveværdigt liv. For læseren om at forstå mest muligt af den subtile problematik. Det er dét, der er tilbage, før vi kan lukke bogen!