Sikkerhedsvagten

Man kan gøre fyldest på en god måde de mest utrolige steder. Ganske vist også det modsatte. En ekspedient i en forretning, en buschauffør, ja - hvem som helst, kan gøre ens dag lidt bedre eller dårligere.

Sådan var det også med en sikkerhedsvagt på et jobcenter. Af alle steder. Men jo - han var et oplivende punkt. Helt fatastisk.

Overalt hvor der er sikkerhedsvagter, findes der typer, som leder tankerne hen på en dårlig gangsterfilm. Men ham her var helt anderledes. Hele hans attitude var venlig, imødekommende og afvæbnende. Han kunne sikkert et par tricks, hvis det blev nødvendigt at snakke med store bogstaver. Men det kom aldrig dertil.

Han modtog folk med et varmt smil, så de straks følte sig godt behandlet. Spurgte om de havde lyst il kaffe, og pegede i retning af automaten. Hvis maskinen så var i stykker, havde han altid en termokande i beredskab.

Han syntes at have blik for alle de mennesker, der af den ene eller anden grund troppede op. Han mødte dem alle med forståelse og afvæbnende venlighed. Folk, der var helt oppe og køre. Røde i hovedet af raseri, svarede han uden at hæve stemmen eller blive truende.

Det virkede!

Gentagne gange fik han talt vrede folk til ro på sin venlige måde. Det var der undertiden brug for. Ikke alle ansatte havde hans behagelige tag på andre mennesker.

Især var der engang, hvor en ung mand var blevet sat til at passe skranken. Man kunne få det indtryk, at hans tidligere erfaringer med lignende jobs var at stå på en café. En af den slags, der straks skal remse 50 forskellige slags kaffe op til den sagesløse kunde, der jo bare gerne vil have en kop kaffe. Problemet med sådan nogen er, at de ser det menneske, der står overfor dem. De ser kun deres jobbeskrivelse. Om de står på en café, i en DSB kiosk eller på et jobcenter gør ingen synderlig forskel. De forstår ikke, at folk bare vil have en kop kaffe, de forstår ikke behovet for at få vekslet en stor seddel og de forstår slet, slet ikke de mennesker, der har et særligt problem de henvender sig med på deres jobcenter. Falder noget uden for rutinen, hævder de fornærmede, at "det kan jeg overhovedet ikke" og i den dur. Som for at være endnu mere irriterende taler de cafémål. Ja - jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg er ret sikker på, at det intet sted i landet er egnsdialekt. Men det er udbredt i cafémiljøet. Det her lidt affekterede. Ikke Hellerup-affekteret. På en anden måde - og så med tilføjelse af en ganske lille lespen.

Det specifikke eksemplar af typen, som der her er tale om, syntes oven i købet at have visse racistiske tilbøjeligheder. I hvert fald var der mærkbar forskel på hans måde at behandle gammel- og nydankere. Det gik således helt galt, da en mørkglød herre med et lettere gebrokkent dansk kom til skranken med sit ærinde og ikke på nogen måde blev mødt med forståelse, for derpå snart at begynde at hidse sig op.

Strengt taget var der vist fordomme på begge sider. For klienten syntes at have tolket caféfyr-skrankepavens karikerede manerer som et tegn på homoseksualitet, hvilket ikke er lige velset i alle fremmede lande.

Da situationen begyndte at blive rigtig anspændt, måtte den flinke sikkerhedsvagt træde til. Han fik klienten trukket lidt til side og mødte hans blik med sine rare øjne.

"Jaj smadder dæn bøzzeka'l," lød det fra den ophidsede klient. Men sikkerhedsvagten tale roligt og venligt til ham. Herregud! Manden ønskede jo bare at blive hørt, at blive mødt. Det virkede da også. Det utrolige skete. Sikkerhedsvagten fik talt ham ned. Klienten blev rolig og forlod jobcentret næsten med et smil.