Vokseværk

Ang. min roman "Hændelsen" med særlig hensyn til kapitel 17, hvor man hører om Huberts pubertet.

Kan også findes:

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl32ejr6B2ZgsiRoko2SQSnSn

Kapitel 17 er måske romanens mest kontroversielle. I hvert fald er det her, de mest rystende begivenheder fortælles.

I slutningen af kapitel 15 hørte man om, at afdelingen blev delt i to mindre. Derved fik Paul også en væg imellem sig og Hubert.

Her skal vi imidlertid høre om, at denne ordning bryder sammen, hvorefter der begynder en anden runde af Hubert-terrorisme.

Hubert er i mellemtiden kommet i puberteten, og hormonoverskuddet synes at stimulere hans mindre heldige sider.

Det fører til en række voldsomme episoder!

Men netop derved får man også forklaringen på mange af de ting, man undervejs har kunne undre sig over i forhold til de problemer, Paul slås med senere i livet. Der er blevet givet et par hints i kapitel 16, hvor man hører om Pauls egen pubertet. Men langt fra noget, der kan regnes for en udtømmende forklaring.

Vi har på nuværende tidspunkt fået samlet rigtig mange af puslespillets brikker. Men der er tydeligvis også nogle huller rundt omkring, som forhindrer os i at se hele billedet.

Mange ting bliver klarere i løbet af kapitel 17. Derfor er dette ubehagelige kapitel nødvendigt, hvis man vil nå frem til gådens løsning.

Huberts pubertet er det centrale omdrejningspunkt i kapitel 17. Det er her, det bliver vigtigt at huske på alle de små hints i det foregående, der påpeger forskellen på verden set gennem henholdsvis barne- og voksenøjne. Der er formodentligt intet usædvanligt ved Huberts udrustning. Det er bare en voksen mands udstyr set gennem en drengs øjne. En voksenpik skal være helt usædvanlig lille, for ikke at fremstå som stor og voldsom i sammenligning med en drengetissemand.

Der er således intet besynderligt eller unormalt ved, at Huberts lem vokser sig et pænt stykke udover Pauls størrelse.

Rent in passant kan det nævnes, at der med de allermindste mandeformer og de allerstørste drengeformer forefindes overlapninger. Men disse er uhyre sjældne. Næsten alle voksne mænd vil tage sig ud som voldsomme eller ligefrem skræmmende for næsten alle små drenge.

Formodentlig vil 99,9% af alle mænd kunne imponere 99,9% af alle drenge!

Da både de største og de mindste er sjældne (den overvejende majoritet ligger indenfor eller nærved gennemsnitsområdet), kræver det ikke blot et usædvanligt tilfælde, men to (og således et særligt sammentræf) at drengen løber af med sejren. Og selv i disse tilfælde vil andre indikatorer som regel tydeligt vise hvad, der er hvilken form.

Vi har tidligere været omkring, at det er tvivlsomt, om Filip reelt er så veludrustet, som Paul antager. Måske er han bare ultra-shower. Paul er jo rent faktisk selv i tvivl. Men hvis der er noget om snakken, er Filips muligvis en af de ganske få, helt usædvanlige drengeformer, der ligger nær en gennemsnitlig mandeform. Dog i så fald med en anderledes form, farve og formodentlig også tykkelse. Selvom længden skulle svare til en mindre eller ligefrem gennemsnitlig voksenstørrelse, må man altså formode, at den i sammenligning med en sådan virker tynd og bleg med et infantilt design, hvorved det samlede indtryk bliver mindre foruroligende.

Men selv dette er at regne for en absolut undtagelse!

I bred almindelighed vil der være en markant forskel. Rent faktisk er en gennemsnitlig voksen mands penis over dobbelt så stor som en drenge-ditto. I løbet af puberteten forekommer der således en markant forandring.

I forhold til hvilket slutresultat, et givent udgangspunkt kan forventes at føre til, kan man i nogen grad tale om en gennemsnitlig manddomsudvikling, hvilket ikke må forveksles med gennemsnitsstørrelse. Det kan være en stor eller lille penis. Uanset dette kan der fremsættes nogle løse tommelfingerregler for en typisk udviklingsbevægelse. Denne er dog ikke fuldstændig præcis, men sådan cirka og nogenlunde. Dertil kan en mængde bi-faktorer spille ind.

Der er ingen regel uden undtagelser. Men hvis ikke særlige omstændigheder gør sig gældende, vil en typisk manddomsudvikling mere eller mindre følge formlen (3x+8):2.

Læs nærmere herom:

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/puberteten

Vi har tidligere set Hubert bryde reglerne for en given leg. På sin vis gør han det samme, når han viser sin volume, i og med at den helt afgørende forskel på kønsmodning eller ikke suspenderes. Alt er bare størrelser. Så og så meget uden kategoriske skel. Som just nævnt skal der ikke meget til, før en voksenstørrelse virker umådelig voldsom set med barneøjne. Det er lige præcis dét, Hubert udnytter til sin fordel.

Der er helt åbenlyst et fremtrædende element af hævn i, når Hubert ydmyger Paul med sin voksenstørrelse. Det var jo ellers netop hævn, vi tidligere så Hubert fordømme. Man må altså konkludere, at enten forsvarede Hubert dengang sin væren led overfor andre, eller også har Pauls størrelse for ham været en så stor ydmygelse, at det får ham til at overskride sine egne moralske principper, da der viser sig en chance for at sige “tak for sidst”. Det kan selvfølgelig være, at Hubert skelner mellem hævn og straf, og anser sidstnævnte for værende på sin plads. Hele Huberts spil er i hvert fald helt tydeligt en systematisk ydmygelse af Paul.

Det ironiske er, at der også for Hubert er et ydmygende element i sagen. Siden hans drengeform ikke var videre imponerende, er det sandsynligt, at hans mandeform heller ikke er det. Det ses også af, at efter at have taget det første ryk (der almindeligvis er ret markant), er den stadig mindre end Pauls. Det er først i løbet af de efterfølgende reguleringer, at Hubert agtersejler alle rivaler.

Når Hubert vækker rædselsblandet beundring hos en præpubertær kammerat, er der med andre ord betydelig statistisk sandsynlighed for, at resultatet ville være modsat, hvis Hubert ikke var nået så langt i sin kønsmodning, eller hvis den anden dreng var nået lige så langt. Det er i bund og grund en ugyldig triumf.

Har Hubert selv en mistanke om dette?

Huberts nykker går værst udover Paul, og dernæst Valde. Som vi har fået at vide, hører også Valde til de bedre udrustede drenge.

Meget kan man sige om Hubert. Men dum er han ikke. Tvært imod tyder mange træk på en ret høj intelligens. Han er snedig, beregnende samt lynhurtig til at gennemskue andres svage sider og sårbare punkter. Tillige en mester i at fordreje andres udtalelser. Endelig har han et bemærkelsesværdigt forretningstalent. Det kræver altsammen hjernevirksomhed!

Derfor er det absolut ikke utænkeligt, at den tanke en dag kunne slå ham, at de eneste, han kan imponere med sine kønsdele, er små børn, mens han overfor voksne mennesker snarere risikerer at blive til grin.

Måske har tanken allerede slået ham. Det er betegnende, at han bortforklarer sin pubertet og vil begrunde vokseværket med hyppig onani. Er der mon en del af ham, der føler sig ydmyget, netop når han triumferer?

Når herre/slave-symbiosen er blevet så tæt imellem Hubert og Paul, som ordballetten demonstrer, bliver det også oplagt at spørge, i hvor høj grad de spejler hinanden. Det fremgår med al ønskelig tydelighed, at Paul føler, han lever på lånt tid. Han får sine “15 minutters berømmelse”, alt imens han forventer, at andre snart vil tage rampelyset fra ham. Vi har kunne konstatere, at Hubert er ekspert i at gennemskue andres frygt/angst. Men kan han gøre det og samtidig forblive upåvirket deraf? Hvis ikke han bevidst har tanken om en kortvarig, midlertidig triumf, må man i det mindste forvente, at den trænger sig på i det ubevidste.

Er han da sit beregnende væsen tro og forsøger at hive flest mulig point hjem i tide, mens han endnu kan?

Vi har set, at Paul har en tendens til at gøre det modsatte: tage forskud på nederlaget. Men det er så netop også en forskel, vi i mange andre sammenhænge har kunne konstatere. Når Hubert overdriver og forgrover ting, kan dette også opfattes som at få mest muligt ud af dem. På samme måde kan man synes, at Paul ofte får meget lidt ud af tingene.

Elhegnet er et oplagt eksempel. Paul begrænser sig til drømmerier om Moder Jords hjerteslag, mens Hubert bygger et torturapparat. Ikke et særlig rart eller tiltalende udbytte. Men i rent ydre forstand er det vel på sin vis et mere omfattende resultat, end Paul kan gøre gældende. I det mindste mere synligt.

De formodede gensidige spejlinger mellem Paul og Hubert har vi så lige i det foregående kapitel set Paul vende på hovedet. Han vil så at sige ikke acceptere, at Huberts triumf er kortvarig og tidsbegrænset. Følgelig overfører han dette på sig selv, og fastholder det nederlag, som blev cementeret i ordballetten, ved at forestille sig, at Huberts lem bliver ved med at vokse uophørligt, mens modsat hans eget første lille ryk af vokseværk erklæres for endegyldigt og afsluttende.

Men det var jo de selvsamme indledende forandringer, der ikke kunne bringe Hubert på niveau med Pauls drengeform. Selvom pubertets-Paul ikke synes, der er sket særlig meget, er der dog sket noget. Måske (?) har Paul allerede på dette tidspunkt indhentet Hubert. Men det er naturligvis en alt for uhyrlig og rædselsvækkende tanke til, at Paul tør vove sig blot i nærheden af at tænke den.

Det viser sig også i, at Paul blandt kammeraterne ved systematisk (men ubevidst!) selvsuggestion gradvist overbeviser sig selv om, at den mindste i flokken i virkeligheden er den største. René optræder som en gentagelse af Huberts pubertet.

For en ret forståelse af disse ting er det helt afgørende, at man hele tiden husker på de to helt forskellige kategorier af penisser, der principielt er absolut adskilt (men naturligvis forbundne via pubertetens overgangsfaser). Det ville være en fatal misforståelse at antage, at der virkelig finder noget helt særligt og usædvanligt sted omkring Huberts mandomsudvikling. Han bliver ganske enkelt helt almindeligt kønsmoden. Færdig arbejde!

Men i en drengeoprik er dette noget voldsomt og skræmmende at være vidne til. Med en tagen udgangspunkt i sig selv og sine kammerater kan det også let give indtryk af noget, der på en eller anden måde er “forkert”.

Det er jo netop anderledes - helt anderledes. Ligner ikke alt det kendte og vante. Sådan ser man ikke selv ud. Sådan ser ens bedste ven ikke ud. Sådan plejer sådan noget overhovedet ikke at se ud!

Forskrækkelsen over dette kan derfor være svær at komme sig over. Hvis man så samtidig af andre grunde forholder sig skeptisk til det at skulle træde ud af barndommen, kan denne skepsis let virke som en forstærkende faktor. Eller det omvendte: fornemmelsen af, at der er noget uhyggeligt og forkert ved sådan en voksen-en, vækker yderligere modstand overfor at blive ældre.

Man kunne i den forbindelse gisne om, hvorvidt Paul senere i livet overhovedet oplever sin penis som en voksenpik, eller om han snarere ser den som en forvokset drengetissemand. Er det i sin selvopfattelse Huberts eller Filips kategori, han er trådt ind i?

Paul fastholder jo netop senere i livet billedet af Huberts overvældende format ved at forstørre det op, så det tilpasses hans egen manddom. Pauls billede af Huberts penis, er absolut ikke reeelt. Hvad der i virkeligheden var en ca. gennemsnitlig mandeform, ses i erindringen som noget, der forholder sig til en normal voksenstørrelse på samme måde, som en sådan forholder sig til en drengeform.

Paul indfører en tredje (indbildt!) kategori: Der er mere eller mindre gennemsnitlige drenge, mere eller mindre gennemsnitlige mænd, og så er der Hubert.

Men vel at mærke KUN fordi, Hubert anskues i et forskudt perspektiv. Paul bruger en mandeform som målestok overfor et tilfælde, hvor det autentiske sammenligningsgrundlag var en drengeform.

Som et mindre kinky eksempel kan enhver tænke tilbage på voksne, de kendte som børn, men ikke senere i livet. De vil formodentlig huske dem som nogen, de nåede til maven eller brystkassen. Men hvis de stadig i deres voksne liv forestiller sig dette, er det vel indlysende, at de husker disse mennesker som væsentligt højere, end de reelt var.

Huberts bortdispensering af kategorierne bidrager endvidere til den ensidige vurdering af blot størrelse. De fleste ting her i livet anlægger man en række perspektiver på. Man betragter f. eks. en stue. Man lægger nok mærke til om det er et stort eller lille rum. Men man lægger jo også mærke til, hvordan den er indrettet. Hvilke møbler er der? Hvilke farver er benyttet? En mængde forskellige ting, der bidrager til et samlet udtryk. Det er de færreste, der ville mene, at al tale om en stue var udtømt, når man havde fået at vide, at den var så og så mange kvadratmeter.

Det er således karakteristisk for den penistænkning, som stort set alle Pilehusdrengene er indfanget i, at den er ekstremt ensidig. Der findes størrelser og kun størrelser. At der kunne være andre ting, er en overvældende, exceptionel tanke, der kun anes glimtvis i helt særlige øjeblikke - som f.eks. anden akt af Hændelsen - og da næsten føles som en åbenbaring. Paul kan momentvis fundere derover. Men han glemmer det hurtigt igen og ryger tilbage i den ensidige størrelsestænkning.

Man kunne også spørge, hvilken rolle bortdispenseringen spiller i Pauls senere optagethed af snyd og det, jeg andet steds har kaldt “det pirrende falsum”?

Vi fastslog tidligere, at Hubert imponerer rivaler, der i en vis forstand er ham overlegne. Men er det ikke lige præcis dét, der finder sted i Pauls senere fantasier, blot vendt på hovedet til, at han skal blive imponeret over rivaler, der er ham underlegne?

Det er værd at huske på det straffende element. Hvis der sidder noget i Paul, som tror, at han bliver straffet, hvis hans er større end andres, er det ikke sært, at han ønsker sig mindre. Når han har det dobbelte og selvmodsigende angstkompleks overfor andre fyre, at han både er bange for, at deres er større og bange for, at de ikke er, er en del af forklaringen utvivlsomt, at denne dobbelthed for så vidt prægede hele overgrebsforløbet. Allerede Janus syntes at straffe Paul for at have en større (sådan oplevede Paul det i hvert fald), og såvel hans snyderi som senere krav om trimning, kan opfattes som et forlangende om, at Pauls skal være mindre, at det er “meningen”, Janus skal have den største. Dette sker så sideløbende med alle de sejre i målekonkurrencer, som giver Paul en vis prestige.

At vinde og triumfere er på sin vis rart. I hvert fald lige i øjeblikket. Men måske har det også en række psykiske omkostninger. I hvert fald er det vel uden videre indlysende, at Paul med en del af sig selv tror, at det er dette, der er skyld i overgrebene. Ind imellem har Paul utvivlsomt overvejet, om han ville være gået fri, hvis han havde haft en lille en. Den typiske offeret-tage-skylden-på-sig-mekanisme ytrer sig i Pauls tilfælde på den måde, at han tror, han blev udsat for overgreb, fordi hans var større end de andres. Dertil kommer så de mange meldinger fra Janus, som antyder, at der er noget uretmæssigt og illegitimt ved Pauls størrelse.

Med Huberts pubertet sker der imidlertid en voldsom forstærkning. Hubert, der oprindelig hørte til blandt de stumpede, nøjes ikke med at fremsætte et forlangende. Han vokser sig simpelthen større, hvorefter han igen og igen straffer Paul for, at det var nødvendigt med så meget vokseværk for at overhale ham.

Samtidig bevirker Huberts manddomsudvikling, at Paul i sin selvopfattelse flytter fra de stores til de smås kategori. Men da han jo ikke hører hjemme der, opstår der en forvirring. Paul bliver så at sige hjemløs. Han har fået en ny selvopfattelse, men kan ikke befæste den. Rent faktisk er der mange ting, som dementerer den. Det skaber selvsagt rod og forvirring inde i Paul. For at finde et holdepunkt, må han gribe til det pirrende falsum. Deri kan han imidlertid ikke finde fred, fordi en del af ham godt ved, at det er et falsum. Han forsøger at overbevise sig selv, samtidig med at han ved bedre, og derved optrappes spændingen.

At spændingen primært ytrer sig som seksuel ophidselse, er formodentlig en form for Pavlov-effekt. Eller man kunne omvendt sige, at han ikke kender andre udtryksmåder for den slags spændinger. Således falder han tilbage i det gamle mønster. Dels fordi det er etableret, stien er trådt og sporet ligger der, og dels fordi han ikke kender andre veje. Han mangle noget, der kan bryde Pavlov-mønstret eller i det mindste tilbyde et alternativ dertil.

Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at det pirrende falsum har spillet en rolle allerede i de situationer, der var med Hubert. Efter den første målekonkurrence, hvor Hubert endnu ikke har overhalet Paul, kamuflerer han sit videre vokseværk, og prøver både med bestemte kropsholdninger og verbalt, at gøre sig mindre end han er. I denne periode trækker Hubert store veksler på det pirrende falsum, mens han i det skjulte forbereder sig.

Læs mere om det pirrende falsum på:

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/444329394

Se også:

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443294620

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443250408

Da Huberts overlegenhed omsider er blevet indiskutabel, opstår der situationer såsom ordballetten. Oplægget dertil er jo netop, at det mål, Paul har taget af Hubert, ikke forekommer ham voldsomt nok. Netop fordi Huberts slet ikke er så kæmpe endda, men hører til de mindre mandeformer, mens Paul hører til de større drengeformer, er forskellen når alt kommer til alt ikke så overvældende, som de har bildt hinanden ind. Vist er forskellen nok til at skræmme og imponere. Især fordi virkningen forstærkes af tykkelsen, den mørke farve og det maskuline design. Men gjort op i ren længde, drejer det sig måske i virkeligheden om et ret beskedent antal centimeter. Den er der ubestrideligt, men er lige ved at afsløre sig som værende til at overskue. Derfor må den tales større, end den reelt er, ved hjælp af herrens og slavens samarbejdsprojekt: ordballetten. Det er et klokkerent udtryk for det pirrende falsum!

Med disse traumatiske belastninger i bagagen er det ikke overraskende, at det pirrende falsum også kommer til at spille en fremtrædende rolle i Pauls senfølger. Det ville være mere mærkeligt, hvis det ikke gjorde. Dertil fungerer det også som et forsøg på at at skabe orden i kaos og finde et fast holdepunkt. Hvis det lykkedes Paul at overbevise sig selv om, at hans er mindre end alle de andres, så kunne han finde ro deri, vidste så at sige, hvad han havde at regne med. Han ville omsider “kende sin dom”. Dette lader sig imidlertid ikke gøre, fordi han i virkeligheden godt ved, at det er et falsum.

Vi har også været vidne til det sære tankeflimmer, den halvsovende Paul oplevede i Norge, hvor han begyndte at tro, Oles var større end hans. Der var her tale om tanker beslægtet med drømme, hans bevidsthedstærskel var sænket. Dermed var der også tale om et symbolsk sprog. Men det havde Paul snart efter glemt. Men af og til dukkede glimt af en fyldig bule op på nethinden, og bidrog til at skabe den nye selvopfattelse, selvom Paul udmærket vidste, at han var Ole langt overlegen. Den samme paradoksale “logik”, som ytrer sig i Hændelsen, kom også til udtryk her.

Man kan diskutere, hvad man vil kategorisere som henholdsvis forestilling, pirrende falsum eller andre ting. Men det er for så vidt ligegyldigt. Det er jo altsammen varianter over det ene og samme. - Og det er alt dette, der befæstes i ordballetten!

Men hvordan forholder alt dette sig til Hændelsen?

Der er tale om ting, der sker efter Hændelsen, og to-tre år senere er det disse ting, der fylder i Pauls sind. På det tidspunkt er Hændelsen endnu ikke blevet til Hændelsen. Formodentlig er det først på hyblerne, da Paul er i begyndelsen af 20’erne, at Hændelsen bliver til Hændelsen, altså får en funktion af samlende metafor. Men da den opnår denne karakter, må den i symbolsk og sammentrængt form nødvendigvis rumme alt det andet.

Mens Janus-historien føjer sig ind i Hændelsen af sig selv, er det måske lidt sværere at finde Hubert deri. Men der kan påpeges en række træk. Valborg fortæller sin historie, og bruger ord, hun ikke er helt sikker på betydningen af. Hun ved bare, at de er frække. De naive ukorrektheder, der på den måde opstår, kan måske (?) siges at udgøre en indirekte parallel til Huberts manipulerende misforståen med vilje. Vi har flere gange i det foregående talt om det element af indespærring, der er over bilturen. I Hubert-historien forekommer der en hel serie af forskellige former for indespærring. I bilen hævder Birger om sin rejsning, at det er det største, den nogensinde har været. Det samme kan Paul, der bevidner Huberts kontinuerlige manddomsudvikling, gentagne gange sige om dette. Det er vækstperioden, Paul observerer. Følgelig er Huberts penis næsten hvergang, Paul ser den, større end nogensinde før.

Dette er vel de mest tydelige og iøjenspringende paralleller, vi på nuværende tidspunkt kan påpege. Der skal senere vise sig noget mere. Men herom senere. Hvad mere kan vi sige ud fra det, vi på nuværende tidspunkt ved?

Der er naturligvis Hændelsens overordnede præg af nederlag og tab, at storhed bliver fortid, og andre indtager troner og æresposter. Det er dette overordnede tema, der kan genfindes i det meste af det, Paul har oplevet siden, han var fire-fem år. Hændelsen finder sted på et tidspunkt, hvor Paul mister en række mennesker, han er knyttet til. I den forstand udgør den en kulmination. Men på andre områder synes der at ske et skred i det efterfølgende år. I hvert fald for penissernes vedkommende med Filip og Huberts pubertet. I forhold til dette gælder, at selvom Pauls er større end Birgers, så er det ikke Paul, der sidder med en stor buksebule i bilen. Paul lurepasser, mens Birger snupper rollen som “ham med den store pik”. Paul ser noget profetisk i dette, og i løbet af det efterfølgende år går profetien da også i opfyldelse.

Men ved ikke at stå ved sin størrelse kan man på en vis måde sige, at Paul bluffer i bilen. Svarende til, da Hubert på badeværelset trækker sin rejsning ind i kroppen for at få den til at se ubetydelig ud. Men når rollen ikke retmæssigt tilkommer Birger, kan man vel også på en måde sige, at han bluffer. Paul lader sig jo rent faktisk dupere deraf, og på en bagvendt, fornuftstridig måde begynder han virkelig at tro, at Birgers er større. Denne mekanisme ses atter i spil, da Paul omkring et halvt år senere ligger i Norge og halvsovende kigger på Oles underbukser. Paul ved jo alt om, at Oles er meget mindre end hans egen. Men stik imod al logik mener den småslumrende Paul at den “på en måde” alligevel er større.

På hvilken måde er så det?

Det er svært at svare på. Men i hvert fald tyder en hel del på, at det skred i selvopfattelsen (stor eller lille), Paul selv er tilbøjelig til at datere til Norgesturen, allerede var igang under Hændelsen. Det viser sig også i anden akt, hvoraf det fremgår, at Pauls indre billede er mindre end det, han ser, når han tager den frem. Fra målekonkurrencen med Magnus ved vi, at Paul tidligere snarere har været tilbøjelig til at overvurdere sig selv.

Formodentlig kan skredet føres helt tilbage til de første overgreb og målekonkurrencer. De har været noget blandt meget andet, der føjede sig til oplevelsen af et kontinuerligt fald, Pauls idé om, at alt bliver værre og værre. Hvis penisstørrelserne skal indføjes i dette, giver det sig selv, at det må ytre sig i form af, at Pauls suverænitet svækkes mere og mere. Om ikke andet så i hans egen indbildning.

Dette må imidlertid ses i en større sammenhæng. Selvom Paul var et så stærkt forsinket ønskebarn, at han snarere endte med at blive en forstyrrende omstændighed, har han alligevel som enebarn haft en slags særposition og status i forældrehjemmet. Kylet ind mellem en masse andre børn, devalueres dette, og omkring Hændelsen, da Frida og Dan skifter arbejde, negligeres han til noget, der er mindre end et levende, følende menneske.

Set i dette overordnede sammenhæng er Huberthistorien blot en i det ydre særligt voldsom manifestation af de generelle vilkår. Det er tingsliggørelsens mekanisme og princip, der blot ytrer sig på en række forskellige måder.

Dertil kommer, at der har været en skjult, uudtalt kamp mellem Paul og Birger om Laila, mens man kan hævde, at der mellem Paul og Hubert er en kamp om et livssyn og en verdensopfattelse.

Se også:

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443250452

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443254430

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443252219

I den slags forvirrede anliggender hændte det, at man glemte det væsentligste i første omgang, eller noget der i hvert fald i høj grad hørte med. Det var det, de hyppigt kaldte, at vidnet senere ændrede sin forklaring. Men hvis alle nuancer skulle med i noget, der blev genoplevet, måtte man genopleve det mange gange. Det kunne se ud som helt nye versioner, men var i virkeligheden blot andre lag af den selvsamme historie, eller den blev set fra et andet plan."

- Aksel Sandemose

Paul har siden sit fjerde år kendt til mørket indeni. Men fra at være ren sorg har det ligget og gæret og er ved at blive til noget andet. Der finder en indre bevægelse sted, der svarer til den ydre fornedrelse. To parallelle og gensidigt afspejlende forløb!

Videre kan vi betragte tre stadier af overgrebsadfærd. Pauls uterlighed overfor Filip, hvor han standser, da Filip siger fra, den gemytlige krænker (Janus) og den grove krænker (Hubert). Det sidste fortsætter så videre, i og med at Huberts grovheder eskalerer.

Så længe det blot betragtes som forulempelser, et menneske udsætter et andet for, er det ganske vist rystende, men ikke videre kompliceret. Kompliceringen ligger i paradokset!

Men det, der kommer tilsyne, når man begynder at grave lidt ned i de psykologiske mekanismer og interaktionerne mellem bøddel og offer, er netop en nærmest endeløs bunke af paradokser. Fascinotum/undergangsdrift - eller enklere sagt: offerets impuls til at overgive sig til bødlen - er blot ét blandt mange paradokser.

I Pauls prostitueren sig for at få en ny pick-up kan man endvidere iagttage, at Paul kender rutinen. Han ved, hvad det er, og hvad gør så en enkelt gang fra eller til? Han har fået det udvendiggjort til noget, der bare er en ubehagelig fysisk aktivitet, der ikke adskiller sig nævneværdigt fra at blive tvunget til at tage 10 armbøjninger. Dét, han derimod ikke har kalkuleret med, er, at det at komme selv er at træde på sin selvrespekt. Det tabte stykke selvrespekt er en faktor, han netop IKKE har kalkuleret med.

For at perspektivere nogle af alle disse ting, benyttes i “T.H.” serien bl.a. Philip P. Hallies “Grusomhedns paradoks” og en artikel af Tanja Rahm. Denne er desværre ikke længere tilgængelig på nettet. Men tilsvarende kan findes på:

http://tanjarahm.dk/foredrag/

"Når jeg så siger køn, så er det noget, der trigger noget i mig, for det er det, jeg altid har fået at vide: 'Ih hvor er du køn!' Er det så en fordel eller en ulempe at være køn, eller er det noget af det, der gør, at der er større risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb?"

- Tanja Rahm

Det er en tankevækkende ytring. Ikke mindst når den ses i forhold til "Hændelsen".

I det, Tanja Rahm har at berette, kan vi genkende en masse af de træk og mekanismer, vi tidligere på anden måde har været omkring. Det er alle de her grundliggende mekanismer, der ytrer sig i kølvandet på en opvækst med svigt og overgreb.

Paul prostituerer sig for derefter at blive kasseret som et stykke affald, men får dog sin pick-up. Han når ubeset op på sin afdeling og får pick-up'en installeret, hvorefter han sætter en plade på og begynder at omarrangere sin opslagstavle.

Da pædagogen kommer for at sige, at der er aftenkaffe, føler han sig fanget og afsløret. Men pædagogen ved ikke noget om, hvad der er sket. Omarrangeringen af opslagstavlen er en slags symbolsk handling - et forsøg på organisering og oprydning. Det kniber med at få det skete placeret i "sådan er det bare"-bunken.

Sideløbende er der tegn på, at Paul er begyndt at ligge under for systemet og dets tænkning. Han mærker hver dag på sin egen krop, at noget er forkert. Alligevel er han begyndt at tro på, at de har ret og handler rigtigt.

Dette kan i et videre perspektiv ses som en tvivlen på egne oplevelser og sanseindtryk. Dermed også som de første spæde tegn på det psykotiske sammenbrud, der følger nogle år senere. Et menneske tåler ikke at vedblivende få at vide, at det de ser, hører og mærker er forkert, misforstået og fejlagtigt. At i årevis få at vide, at man tager fejl. Før eller senere bryder man sammen under dette!

"Ser man på videnskabens historie, ser man, at alle de videnskabelige fejl, eller det, vi nu kalder fejl, skyldes det faktum, at folk i fortiden var fascineret af en arketypisk idé, som forhindrede dem i at iagttage kendsgerningerne omhyggeligt nok. Den arketypiske forståelse tilfredstillede dem og gav dem en subjektiv følelse af, at "sådan er det", og derfor opgav de at søge yderligere forklaringer. Kun når en videnskabsmand stod frem og sagde: "Hør, jeg er ikke sikker på det," og bragte nye kendsgerninger, vågnede de op og spurgte: "Hvorfor i alverden troede vi tidligere på den anden historie, som nu viser sig at være forkert!" Sædvanligvis indser man, at man var fortryllet - følelsesfuldt og fængslende fortryllet af en arketypisk idé."

- Marie-Louise von Franz

Noget lignende kan iagttages indenfor religiøse sekter, politiske bevægelser m.v. At hjernevask overhovedet er muligt, skyldes, at ideer kan fascinere. Læg dertil tvang, indoktrinering og trusler. I de senere år er begrebet "gaslightning" blevet brugt en del.

Nogle ældre, men mindst ligeså rammende modeller kan findes hos Jung.

"Freud har påpeget, at barnets emotionelle forhold til forældrene, og især faderen, er af afgørende betydning med hensyn til enhver senere neuroses indhold. Dette forhold er faktisk den barnlige kanal, hvorigennem libidoen flyder tilbage, når den møder forhindringer i de senere år, hvorved den re-aktiverer det længst glemte psykiske barndomsindhold. Sådan er det altid her i livet, når vi viger tilbage for en alt for stor forhindring, for eksempel truslen om en stor skuffelse eller risikoen ved at træffe en langtrækkende beslutning. Den energi, som er oplagret til opgavens løsning, flyder tilbage, og de gamle flodsenge, indtørrede systemer fra fortiden, fyldes igen. En mand, der bliver skuffet i kærlighed, falder som erstatning tilbage på et sentimentalt venskab eller en falsk religiøsitet. Hvis han er neurotisk, regrederer han endnu længere tilbage til de barndomsrelationer, som han aldrig helt har opgivet, og som selv en normal person er knyttet til med mere end én lænke."

- C. G. Jung

Det er jo nærmest hele "Hændelsen" opsummeret og genfortalt!

Hos Jung kan man finde mange beretninger om ødelagte liv, der burde kunne få enhver til at overveje, om de på en eller anden måde - og i så fald hvordan - spænder ben for sig selv? Jungs eksempler er i den mere ekstreme ende. Men mon ikke vi alle har lidt af det i det små?

"Hvis vi nogensinde føler trang til at se en dæmonisk magt i færd med at kontrollere et menneskes skæbne, så kan vi givetvis se den her i disse melankolske, stille tragedier, som langsomt og smertefuldt udspiller sig i neurotikernes syge sjæle. Nogle lykkes det, gradvist og i konstant kamp med usynlige magter, at komme fri af den dæmon, som driver sine uanende ofre fra den ene grusomme, skæbnesvangre begivenhed til den næste. Andre kommer også op i lyset, men kun for senere at blive trukket ned igen, med neurosens løkke om halsen. Man kan ikke engang hævde, at disse ulykkelige mennesker altid er neurotikere eller 'degenererede'. Hvis vi normale undersøger vores liv, kan vi også sanse en mægtig hånd, ikke altid venligtsindet, som med usvigelig sikkerhed leder os i den retning, vores skæbne har udstukket."

- C. G. Jung

I hvert fald er det ikke svært at få placeret Paul i denne model. Det peger hen på den læsemåde at også betragte Paul som et forstørret og udkrystalliseret udtryk for tendenser, der i mildere og mindre fremtrædende grad givetvis lader sig påvise hos de fleste.

Det hedder videre:

"For drengen er faderen en foregribelse af hans egen maskulinitet, som står i konflikt med hans ønske om at forblive i barndommen. Slangens angreb på drengens ansigt, den del der 'ser', repræsenterer bevidstgørelsens fare (forblindelse)."

- C. G. Jung

Monomani kan defineres som en ensidig optagethed. Det kan være en rigtig nok definition. Men det forklarer ikke, hvad der sker inde i et menneske, når det bliver monomant. Men med talen om arketypernes besættende kraft nærmer vi os en beskrivelse af det, der sker inde i mennesket.

Alligevel ender vi med at måtte erkende, at der er ting, vi ikke kan forklare. Der bliver altid noget tilbage. Således kan vi heller ikke forvente at nå til en udtømmende redegørelse for Hændelsen. Vi kan forstå, at den udgør et knudepunkt. Vi kan også godt se en række grunde til dette. Men ret meget længere når vi næppe.

Udover afkodningen af Hændelsen er der de hermed nært forbundne spørgsmål om Pauls tilfælde i det hele taget. Hvad er det for ting, som er i spil? Som allerede sagt er dette snævert forbundet med Hændelsen, da den er det centrale billede på selvsamme. Men er det ikke et andet spørgsmål, så er det i hvert fald at nærme sig spørgsmålet fra et andet sted, når man spørger, hvad det er, der er fat med ham Paul.

Vi har gentagne gange kunne konstatere, at der i Paul udspiller sig en konflikt mellem at forblive barn og at blive voksen, hvor han trækkes i begge retninger. Samtidig har vi kunne konstatere, at han som offer for overgreb slås med senfølger i årene efter anbringelsen og måske (?) resten af sit liv. Det sidste komplicerer det første. Samtidig medfører det, at Paul griber til en noget excentrisk og bizar symbolik, hvor den lille dreng og den store mand finder sit billedlige udtryk i penisstørrelser.

Dette er altså netop at opfatte som en barn/voksen-ambivalens set gennem senfølge/PTSD-briller. Samtidig er det også den (intellektuelt) voksne Pauls forsøg på at forklare den lille dreng de ting, denne ikke forstod. Eller rettere: det er det voksne intellekt, der lader sig forvirre af den lille drengs mangelfulde forklaringsforsøg.

Mens intellektet er modnet, befinder Paul sig emotionelt stadig i barndommen. Han kan f. eks. ikke se sig selv som ægtemand og far. Han vil hellere gynge og synge sammen med sin børnehavekæreste.

Der kunne bringes en lang række andre ting på bane, f. eks. Stockholmssyndrom og som vi tidligere har været omkring dissociation. Det gør ingen synderlig forskel. Det er meget de samme ting, der går igen. Lidt forskellige formuleringer og tolkningsmodeller, men alligevel ikke så forskelligt.

Centralt står, at man prøver at forstå noget uforståeligt. Når man i en given situation har mistet overblikket og ikke kan orientere sig, prøver man at hitte rede i tingene, men ender med at blive en fange af sine egne forklaringer.

Blandt de modeller, vi har været omkring må fremhæves:

1) Angst, der har forplantet sig i skridtregionen.

2) Et skift i selvopfattelse fra en storpenis-person til en lille-penis-person.

3) At blive truet nedefra.

Det er disse ting, vi kan iagttage være i spil. I Hændelsen som en intens oplevelse, og i kapitel 15-17 som stationer i en glidebanebevægelse.

Et centralt punkt er, da de to små afdelinger lægges sammen. Hvad der herefter følger med Norgestur og nogle år senere psykisk sammenbrud, må betegnes som den egentlige glidebane. Men den har en lang forhistorie!

Hændelsen udgør et varsel om glidebanen. I intermezzoet mellem kapitel 15 og 16 hørte vi om, hvordan "sejrssikkerheden skred". Det, som Paul udmærket ved, har på en eller anden måde ikke længere gyldighed. Det er muligt, at det forholder sig sådan, men dette er kun et tilsyneladende og en overflade. Det gælder ikke!

Vi talte tidligere, i forbindelse med Janus' historie om de forbyttede lem, om, at der allerede her antydes noget uretmæssigt, ikke gyldigt. Videre talte vi om forbindelsen imellem dette og Pauls senere forestillede væg under omdigtningerne. Vi talte også om, hvordan, på hvilken måde og af hvilke materialer væggen gradvis bygges op. Væg-symbolet dukker atter op i forbindelse med de to afdelinger. Men da som noget, der bryder sammen, hvorefter der sker en udflydning. Paul synes jo netop, det er mærkeligt med de nye ting, der er føjet til hans afdeling og ligesom ikke hører til. Her er der så endvidere en åbenlys parallel mellem den nye, større afdeling og Huberts nye, større lem. Næsten som om Hubert - ligesom mødrene i Janus' historie - har været ude og stjæle en anden.

Mere enkelt og jordnært handler det naturligvis om, hvordan Paul bevæger sig igennem en endeløs række af ydmygelser. At han i sin selvopfattelse ender med at blive en lille-penis-person er ganske enkelt et resultat af, at han er blevet mere og mere fornedret, mere og mere underkuet, mere og mere mishandlet. Derfor føler han sig også mindre værd. Så enkelt er det i grunden.

Men det, man må have fat I, er den bevægelse, der skildrer fornedrelsen, hvordan og på hvilken måde Paul trykkes stadig længere ned i skidtet og føler sig stadig mindre værd.

Se også:

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443496327/

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443571080

https://grubler-ved-tasterne.dk/443124474/447965768

https://grubler-ved-tasterne.dk/443250069/443501082