Klarsyn 

Så er slutspurten til “Hændelsen” indledt!

Vi sætter de tidligere skildrede begivenheder i kronologisk rækkefølge og får derefter Pauls bud på gådens løsning - som ikke nødvendigvis er identisk med hverken forfatterens eller læserens. Men i det mindste finder Paul et brugbart grundlag for et meningsfuldt liv. 

Kan også findes:

https://www.youtube.com/playlist?list=PL8s5a2Puxl32u4xcc7aQkm11M9t59ZYdr

Sådan set er historien slut. Vi har bare nogle ting, vi skal have samlet sammen og op på, inden vi kan lægge bogen fra os.

Det drejer sig især om kronologien, og om hvordan Hændelsen ser ud, når vi samler alle stumperne sammen. Dertil skal vi lige have et lille kig frem i tiden, der løfter en flig af sløret for Pauls videre udviklingsmuligheder.

Hvad, man får ud af dette som læser, er formodentlig individuelt. For nogen kan det måske virke som en ligegyldig overflødighed. Men for andre vil der måske (?) kunne komme et par aha-oplevelser i 11. time.

Til en begyndelse løber vi igennem tidslinjen for derefter at kigge på epilogen, der giver os Pauls (foreløbigt!) endelige erkendelse. Det er hans bud på gådens løsning. Men ikke nødvendigvis hverken forfatterens eller læserens. Man kan sagtens forholde sig kritisk til Pauls betragtninger!

Han indser det tåbelige i de evindelige sammenligninger. Så langt, så godt. Men er han helt ærlig overfor sig selv i dette? 

Når Paul f. eks. forsøger at opløse dobbeltkomplekset ved at hævde, at han troede, at han ønskede sig en større, men inderst inde i virkeligheden ønskede sig en mindre, og at dobbeltheden skyldtes dette, synes det ganske vist at være rigtigt. Hans fortrin bidrog til at skabe mange af de opståede problemer, ikke mindst i form af, at han blev udsat for udpegning, og at overgrebene delvis lå i forlængelse af dette. 

Dertil kan man sige, at det netop var opdagelsen af, at han havde et fysisk fortrin, som førte til, at det blev umådelig vigtigt for ham at have en stor en. Hans liv kom til at kredse og dette, og han forsøgte at bygge sin identitet derpå. Så på en vis - indirekte - måde, kan man altså hævde, at det var dette, der var skyld i det hele. Fortrinet blev overdrevent vigtigt, og hans liv kom til at kredse om dette. Derved opstod en række problemer og ængstelser, som der vel ikke kan være tvivl om, at han helst havde været fri for. 

Men når han går så vidt som at afskrive de helt-helt kæmpestore som misfostre og vanskabninger, får man en mistanke om, at der er et sted inde i ham, hvor han tænker, at det burde have været ham. Hvor mange problemer, det end har bidraget til, har han trods alt oplevet en periode med mesterskab. Ganske vist i konstant frygt og bæven for, at dette ikke ville vare ved, og derfor evigt forpint af tvivl og anelser. 

Men alligevel ... 

Kunne der skjule sig et lille selvbedrag her?

Eller måske et lidt klodset forsøg på at hjælpe sig selv på vej, ved at indbilde sig, at han er nået længere, end han reelt er?

Man må dog give Paul, at han virker oprigtig og skarpsynet i sine refleksioner!

I hovedsagen virker hans overvejelser fornuftige og saglige. Men hist og her kan der ikke desto mindre spørges til, om dette eller hint nu også helt holder stik.

Men uanset hvor ægte Pauls befrielsesoplevelse måtte være, og hvor ærlig han er over for sig selv, kan dette kun have betydning for læsere, der befinder sig i samme fase af nøjagtig den samme problematik. For alle andre må det væsentlige nødvendigvis ligge et andet sted.

Hvis noget af dette kan vække til eftertanke, føre til at man kommer på sporet af noget nyt, eller andet af den art, så har man også fået et reelt udbytte. 

Eller enklere sagt: kan man overhovedet bruge teksten til noget som helst? 

Hvis ja, så er alting godt. 

Det vigtigste må vel blive, om man overhovedet har fået en god læseoplevelse. Har det været ulejligheden værd at sysle med denne roman? Hvis bare man på en eller andet måde har fået et eller andet ud af det, har det ikke været det rene tidsspilde. 

Men hvis man undervejs er kommet til en dybere forståelse af Pauls tilfælde, har fået øje på sammenhænge og forbindelseslinjer, der viser, hvordan misvækst og mistrivsel i barndommen kan føre til et forvildet og skrøbeligt voksenliv, men med det opbyggelige in mento, at der trods alt er håb - at disse konflikter og traumer ikke er lig med at være fortabt - så er min hensigt med romanen sådan set opnået. Også selvom man eventuelt ikke helt synes, man har haft held til at løse Hændelsens gåde. 

Det lader sig gøre at være blevet både beriget og forløst, selvom Hændelsen bliver stående i al sin gådefuldhed. Men har man et løsningsbud - så meget desto bedre!

Vi læser videre i epilogen, mens vi forsøger at vurdere omfanget af Pauls nye indsigt!

Det er svært at overse, at Paul nok gennemskuer det ligegyldige i den evindelige størrelsestænkning, men på mange måder stadig reflekterer med udgangspunkt i denne. Det kunne se ud til, at han endnu ikke helt har fået skilt de forskellige lag ad. De ydre kønsorganer tjener stadig som symbol på noget indre.

At det afgørende afsæt for en aha-oplevelse er, at han indser (eller i det mindste mener at indse), at han ønsker sig en mindre. Dette er formodentlig et udtryk for, at de tanker fylder for meget. Det er derfor dybere betragtet dem, han ønsker mindre af. 

Kan dette så lykkes?

Oplevelsen kunne meget vel være det første afgørende skridt på vejen. Måske når han så vidt, at det ikke hver evig eneste dag er en konstant pine og plage, han må kæmpe med. Men bare noget, der i bestemte situationer bliver tricket. Helt fri bliver han vel næppe nogensinde. Men kan han nå så vidt, at det ikke er der hele tiden, men blot viser sig engang imellem, er han nået langt!

Men naturligvis er der også en grund til, at alle de tanker har været der og fyldt så meget. Paul har jo ganske enkelt haft svært ved at finde ud af det hele. Så svært at livet er løbet fra ham.

Mens andre har fundet ud af tingene, har Paul måtte bruge al sin energi på bare at finde ud af at være til og at være Paul.

Det er der gået så mange resurser til, at der ikke rigtig er andet, som er blevet til noget. Det viser faktisk en god portion livsmod, at han i en så sen alder endnu tør håbe på at dog få et eller andet ud af livet, så ikke det hele har været spildt.

Partnerdannelse tør han ikke sætte næsen op efter. Det, mener han, er alt for ambitiøst. Men han tør håbe på glæde og meningsfylde. Det er da trods alt noget.

Man kunne så overveje for og imod Pauls antagelse om at være udelukket fra partnermarkedet. På den ene side er det rigtigt, at han nok ville få svært ved at finde en. På den anden virker det som om, han stadig er lidt fanget i en præstationstænkning. Han mener, at han skal være kvalificeret, opfylde en række kriterier. At nogen kunne være interesseret i ham med alle hans fejl og mangler, er netop dét, han hverken kan eller tør tro.

Måske er det en realistisk vurdering. Det kunne det meget vel være. Egentlig har man ikke indtrykket af, at han overhovedet ville kunne finde ud af at gå ud og finde en kvinde. Det er jo også en del af alt det, han aldrig har fået lært, alt imens han har brugt alle sine kræfter på bare at være til og at være Paul.

Det afgørende er ikke, at han ikke er ung længere. Det ville ikke nødvendigvis være en hindring. Ikke desto mindre går man galt i byen, hvis man begynder at pege på andre, der har fundet en sent i livet og disker op med “det er aldrig for sent”-klichéer. For Paul er det menneske, han nu en gang er, med de udfordringer han nu en gang har. Dertil gælder det almindeligvis dem, der i en sen alder finder en, at de er noget mere erfarne på partnermarkedet end Paul. Der har været en række andre før, og de har ikke været helt ude af den verden i flere årtier.

Alt det kan man sige. Men man bliver også nød til at spørge, om det ikke er Pauls gamle “det er jo håbløst”-mundheld, det her stikker næsen frem. Måske (?) gør han det sværere og mere uopnåeligt, end det reelt er.

Hvor er Paul nået til ved romanens slutning, og hvilken prognose giver det for hans videre liv?

Den afgørende åbenbaring er opdagelsen af noget helt andet, som falder udenfor hele den orientering, han hidtil har kendt og benyttet sig af.

Fra det punkt, Paul er nået til ved romanens slutning, er der flere mulige veje videre. Meget afhænger af, hvad der ellers sker i Pauls liv. Givetvis også af en række rene tilfældigheder. 

Men der er så afgjort håb!