Nylydsforgiftet?

- Musikalske anfægtelser og en sur, gammel mands vanskeligheder med at opretholde sin surhed.

Det her kan måske lyde komisk. Men det er alvorligt ment.

I sin tid i markørrapporten gav jeg den nutidige musikscene i almindelighed og grandprix i særdeleshed noget af en medfart.

Jeg endte med at konkludere, at det at kunne forholde sig til nutidig musik og skelne den ene sang fra den anden, er udtryk for en forgiftning sammenlignelig med at organismen bliver tolerant overfor et skadeligt stof.

Hvis den konklusion holder stik, kunne noget tyde på, at jeg selv er blevet nylydsforgiftet. Det bekymrer mig ærlig talt!

Siden damen med skægget er jeg gået i en stor bue udenom alt, hvad der har med grand prix at gøre. Lige til for ganske nylig, da det danske blev afholdt og sangen om at øve sig blev valgt som den, der skal repræsentere os i år.

Jeg var den aften på besøg i et hjem, hvor der bliver set grand prix. Der var god stemning i stuen, så jeg hyggede mig glimrende. Men det kunne jeg også have gjort selvom sangene var gledet ud i en ensliggende strøm.

Det foruroligende er, at jeg rent faktisk kunne høre forskel. Jeg havde heller ingen fornemmelse af, at kroppen blev ramt af fremmede, fjendtlige vibrationer. Der var endog en af sangene, jeg ligefrem kunne lide.

Hvad i al verden er der sket?

Jeg har passe sådan på, været ekstremt varsom med, hvad jeg udsatte mig for.

Hvis jeg hører musik på youtube, slår jeg altid lyden fra, når der kommer en reklame. Jeg ser som regel kun fjernsyn med lyden skruet ned til det lige akkurat hørlige, og er i øvrigt strengt selektiv med, hvad jeg ser.

Hvis jeg af en ven/bekendt er blevet opfordret til at høre et bestemt nummer, gør jeg det ganske vist. Men jeg gør det med en bevidsthed om, at det er noget nutidigt, jeg er ekstra påpasselig overfor andre lydkilder, således at der i videst mulig grad bliver tale om en isoleret, enkeltstående begivenhed, ikke en del af et større flow.

Så hvorfra har nylydsforgiftningen sneget sig ind i mit sind?

Jeg var i markørrapporten også rundt om hverdagens lyde. Dem kan jeg selvsagt ikke undgå. Så skulle jeg opholde mig døgnet rundt i et lydisoleret rum.

Man kan naturligvis spørge, om det da er så forfærdeligt, hvis jeg ikke er lige så meget en sur, gammel mand, som jeg troede?

Men hvis dét, nogen ville kalde at være “sur, gammel mand” er et værn imod farlige indflydelser, at holde en skanse midt i almindeligt forfald, ja - så kunne det altså tyde på, at jeg er faldet af på den og ikke helt lever op til mine egne målsætninger.

Det kunne naturligvis også skyldes, at der var en faktisk diversitet i udvalget af sange. Det kunne måske ovenikøbet tænkes, at tiderne var ved at blive bedre.

Det er ikke det umiddelbare indtryk midt i denne coronatid. Men der kunne måske alligevel være noget om snakken.

Coronaen har også ladet ansvarsbevidsthed og til en vis grad - selvom jeg andet steds her på siden har gjort lidt grin med det - endog offervilje.

Endvidere har der i de senere år vist sig en større vilje til at gøre noget ved verdens problemer. Ikke mindst i forhold til miljøet.

Det er forbavsende lidt om krige og politiske brændpunkter, man hører om for tiden.

Fra rigtig mange forskellige sider, synes der at være en oprigtig vilje til det gode. Det viser sig på mange måder, og forskellige grupperinger har naturligvis forskellige opfattelser af, hvad det gode er.

En verdensomspændende virus er kort sagt ikke det eneste, der præger tiden (selvom nyhedsudsendelserne næsten giver det indtryk). Den siger heller ikke nødvendigvis noget om det åndelige klima.

Hvad dette angår, er det helt andre ting, man skal kigge efter og være opmærksom på. Her handler det om tanker, meninger, tidens interesser, folks indstilling til tilværelsen m.v. - kort sagt: om viljen til det gode eller mangel på samme.

Her har ret fysiske/legemlige trusler lidet eller intet at sige. Menneskeheden har overlevet trods pestepidimierne i middelalderen og meget andet.

Men menneskeåndens overlevelse er et helt andet spørgsmål!

Kunne det tænkes, at den rent faktisk er i bedring, og at det mest præcise af alle parametre - musikken - varsler, at vi går mod bedre tider?

40-50 års forrådnelse og degenerering forsvinder naturligvis ikke fra den ene dag til den anden. Men måske (?) er der virkelig ved at ske noget. Noget godt!

Når regnskabet gøres op, er der sådan set kun to muligheder. Enten er jeg blevet nylydsforgiftet, eller også er ånden pt. mindre syg, end den har været i lange tider forud for det aktuelle øjeblik.