Modbydeligt

Fornylig så jeg et afsnit af tv-serien Doc Martin. Eller rettere: noget af et afsnit.

En ung pige var gået til lægen for at få p-piller. Da hun imidlertid var under den kriminelle lavalder, ville han ikke bevilge det. Tre andre piger sad ude i venteværelset, åbenbart i samme ærinde. Så hele flokken udvandrede sammen, da den første havde fået afslag.

Netop hin første var en lidt mager og ranglet pige, mens hendes vendinder i højere grad havde former. Det viste sig efterfølgende, at de tre afrundede som noget fast tilbagevendende drillede den tynde med hendes mangel på former.

Der havde siddet en ung fyr i venteværelset, og pigerne snakkede om, hvem af dem, han havde kigget på. En af de afrundede siger så: “Han kiggede på dig, fordi han undrede sig over, hvor dine bryster var henne.” Jeg blev chokeret over denne ondskab og modbydelighed. Gjorde de piger sig overhovedet ikke klart, hvad de dermed udsatte deres veninde for?

Da pigerne mødtes igen senere samme dag, blev den ranglede hilst med “Hej strygebræt”.

Den slags ting finder sted! Også i virkeligheden. Det, der skulle forestille at være venner/veninder/kammerater udsætter hinanden for modbydeligheder, der totalt kan undergrave et menneskes tro på sit eget værd og efterlade livsvarige ar.

Man så tillige en scene, hvor den ranglede pige stjal en ældre venindes p-piller. Hun var tydeligvis ualmindelig ivrig efter at få fat i sådan nogle piller.

Jeg ved ikke, hvad der skete i sidste halvdel af afsnittet, for jeg så kun frem til her omkring.

Men det satte så til gengæld en del tanker igang.

Nu må man ikke misforstå mig. Selvfølgelig havde pigen en nysgerrighed overfor det seksuelle, der stod for hende som noget spændende og lidt mystisk, som hun gerne ville prøve, og naturligvis lagde det ekstra på bålet, at hun lige havde set en flot fyr i lægens venteværelse.

Jeg vover ikke desto mindre den påstand, at en del af hendes iver har forbindelse til venindernes drillerier. Talrige daglige undermineringer af hendes kvindelighed har skabt et kunstigt behov for at bevise, at hun er kvinde og kan agere som en sådan. Mens de andre piger synligt bærer på deres kvindelighed i form af to buler i blusen, står hun i den situation at måtte etablere den på andre måder.

Netop derfor vil jeg hævde, at hun bliver presset ud over, hvad hun i virkeligheden har lyst og er parat til, og derved kommer ud i ting, som næppe kan betegnes som behov, men snarere er et forsøg på at etablere en prestige og opnå en selvbekræftelse.

Som sagt så jeg ikke resten af afsnittet. Så om hun efterfølgende var sammen med en eller flere fyre (oplagt ham fra venteværelset), om hun tog den andens p-piller, om hun evt. blev alvorligt syg af dem og fik en eller anden allergisk reaktion. Jeg ved det ikke. Men det er jo sådan, det som regel går i den slags serier.

Det egentligt interessante spørgsmål er vel snarere, om nogen viste forståelse for hendes situation. Når p-pille-tyveriet blev opdaget (hvad det utvivlsomt gjorde), hvordan blev der så reageret? Gik det op for nogen, hvilket pres pigen var under, og hvor mange modbydeligheder, hun dagligt måtte stå model til? Nåede hun selv til en forståelse, hvor hun fik øje på forbindelsen mellem venindernes drillerier og sin noget overdrevne - nærmest desperate - iver efter at blive seksuelt aktiv?

Ja - jeg burde vel have set afsnittet færdigt og dermed fundet ud af det. Men sandt at sige blev jeg så opbragt over de ting, pigen måtte tåle fra sine veninder, at jeg ikke kunne tage mere.

N.B.       Se også "Udpegningen": https://www.grubler-ved-tasterne.dk/444158134

Andre links:

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden