Et liv med PDD

Jeg har valgt at stå åbent frem med noget, der ikke er let at indrømme:

Jeg lider af PDD!

Jeg har valgt at stå frem for

- at bryde den skam og de tabuer, der er omkring PDD.

- at kunne imødegå de fordomme og misforståelser, der er omkring emnet.

- at ikke længere skulle tie og føle, det er pinligt.

- at dele seriøs information om PDD.

- at andre skal vide, de ikke er alene og ene om at have det sådan.

Fra Wikipedia

Dysmorfofobi, også kaldet BDD (Body dysmorphic disorder), er en psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man ser ud. Mennesker med lidelsen vil ofte se dele af deres krop som grim, unormal eller deform, selvom andre mennesker ikke vil lægge mærke til dette.

Lidelsen kan indgå som led i andre lidelser som OCD (tvangstanker og -handlinger), spiseforstyrrelser mv. og kan være så invaliderende for den ramte, at lysten til at deltage i sociale sammenhænge helt kan forsvinde og man derfor kan udvikle socialangst og depression.

Mennesker med BDD har ofte et stort ønske om at ændre deres udseende ved brug af f.eks. plastikkirurgi eller forskellige former for medicin for på den måde at fjerne derformiteterne fra deres krop.

Som med andre ikke-psykotiske, psykiske lidelser, har kognitiv adfærdsterapi vist sig som en gavnlig behandling, evt. suppleret med SSRI-medicin.

BDD og PDD

PDD (Penile Dysmorphic Disorder) er en særlig undertype af BDD (Body Dysmorphic Disorder).

PDD er en dysmorfofobisk lidelse, der helt eller delvist er fikseret omkring penis - dens størrelse, form og udseende i øvrigt.

Betegnelsen PDD er ikke særlig brugt herhjemme, hvor man som oftest kalder det “penisskam”.

Udtrykket “penisskam” bruges imidlertid også om mere almene maskuline bekymringer om penis, og skelner således ikke strengt mellem de tanker, de fleste mænd har fra tid til anden, og så de tilfælde, hvor der er tale om en alvorligere lidelse, der indvirker stærkt på en mands livskvalitet.

PDD er den mest udbredte dysmorfofobiske lidelse blandt mænd. Men som just påpeget trækkes der ikke altid en tilstrækkelig skarp grænse mellem den almindelige størrelsesangst 80-90% af alle mænd enten periodisk kan opleve eller kronisk lever med på den ene side, og på den anden de tilfælde, hvor der er tale om en alvorligere lidelse.

Forskningen indenfor BDD-området er generelt sparsom og mangelfuld. Nogle af de førende eksperter på området indrømmer rent ud, at vi ved alt for lidt derom.

Så meget desto mere sparsom er den reelle viden om særlige underområder.

Særlige forhindringer for viden

For mange mænd med PDD er dette forbundet med voldsom skam, og de fleste ramte forsøger derfor at skjule og hemmeligholde deres lidelse.

Det er ikke let at skulle stå åbent frem og fortælle om den slags! - På mange måder er det et tabuemne.

Det bliver ikke lettere af, at der reelt eksisterer en række fordomme. Der er en tendens til at betragte sagen som noget lidt fjollet, man ikke kan tage helt alvorligt.

Et billede af noget småpinligt og pubertær fnisen knytter sig til lidelsen. Bl.a. fordi der ikke er en tilstrækkelig forståelse af, at der er tale om et alvorligt problem.

Det forveksles ofte med andre ting: Ungdomsårenes usikkerhed, fejlagtige forestillinger om seksuel formåen med mere.

Alene at stå overfor hele dette spektrum af forudfattede meninger gør det svært for mænd med PDD at træde åbent frem.

Men for mange gælder endvidere, at de selv har svært ved at tage det alvorligt. De ved, hvor forpinte de er, men synes ikke selv, de burde være det. Hvorfor kan de ikke komme ud over de tåbelige teenage-bekymringer, som for andre blot syntes at have været en overgangsfase, mens de selv hænger uhjælpeligt fast?

Svaret på det sidste spørgsmål er naturligvis: fordi det er noget andet.

Det første, der må gøres, er således at skelne mellem PDD og alle de andre ting, det hyppigt forveksles med.

En større undersøgelse

Som nævnt er forskningen på området begrænset. Imidlertid blev der i 2014 offentliggjort resultatet af en større undersøgelse.

Det følgende er citeret fra Medscape:

Risk Factors Identified for 'Penile Dysmorphic Disorder'

Deborah Brauser July 01, 2014 

LONDON — Specific factors may predict increased risk for the development of "penile dysmorphic disorder" (PDD), new research suggests. PDD is a form of body dysmorphic disorder (BDD) in which men are so preoccupied with the appearance and/or size of their penis that it leads to shame or other problems in their daily lives.

A cohort study of 90 men showed that those with PDD had experienced significantly more teasing about their genitalia and more emotional and physical abuse compared with the participants who had small penis anxiety (SPA) or those who had no penile concerns at all.

The men with PDD also had smaller flaccid penile length than the other 2 subgroups, but there was no significant difference in erect length between the PDD and SPA groups.

"Our main interest is in people with BDD, and we wanted to look at men [with BDD] with a preoccupation with the size of their penis," lead author David Veale, MD, FRCPsych, consultant psychiatrist at the Institute of Psychiatry at King's College London and at the South London and Maudsley NHS Foundation Trust, told Medscape Medical News.

"It's a very underresearched area. And we found a whole list of risk factors, such as things that led to poor attachment, like emotional and physical neglect," added Dr. Veale.

The investigators note that although their findings could be important in understanding the development of BDD in general, such as regarding being teased about specific features, further research is needed to develop interventions specifically for PDD or SPA in men — especially because "there are no effective solutions to increase penile size."

The results were presented here at the International Congress of the Royal College of Psychiatrists (RCPsych) 2014.

Dearth of Research

The researchers write that men with PDD commonly search online for solutions or enhancers to help them deal with their anxiety, or they visit urologists.

"Little is known about the psychosocial risk factors in the development of PDD and whether this is different for men who are worried about their size...but do not meet criteria for PDD," they write. "Risk factors...may be similar to those in BDD in general or there may be specific risk factors for a preoccupation with genital size."

For this study, 26 men with PDD who fulfilled criteria for BDD were enrolled, as were 31 men with SPA and 33 men with no penile concerns (healthy control group). Although the men in the SPA group did not fulfill BDD diagnostic criteria, they reported being dissatisfied and worried about penis size.

Measurements used included the Childhood Trauma Questionnaire, Perception of Appearance and Competency Related Teasing Scale, body mass index (BMI), and penis length and girth.

In addition, all participants were asked about past medical conditions or surgeries and any past experiences of genitalia teasing. The Cosmetic Procedure Screening Questionnaire was used as a BDD screening measure.

Results showed that the group with PDD had significantly higher frequency of past emotional abuse than the other 2 groups (P < .001="" for="" both),="" as="" shown="" childhood="" trauma="" questionnaire="" scores,="" as="" well="" as="" more="" physical="" abuse="" (p="">< .05="" for="" both),="" physical="" neglect="" (p="">< .01="" for="" both),="" and="" emotional="" neglect="" (p="">< .05="" compared="" with="" the="" spa="" group,="" p="">< .01="" compared="" with="" the="" healthy="" control="">

Scores on the Perception of Teasing Scale showed that the PDD group also had significantly more appearance teasing than the other groups (P < .001="" against="" both),="" more="" competency="" teasing="" (p="">< .01="" against="" both),="" and="" more="" perceived="" distress="" (p="">< .01="" compared="" with="" the="" spa="" group,="" p="">< .001="" compared="" with="" the="" healthy="" control="">

They also had significantly smaller flaccid penile length than the SPA group (P < .05)="" and="" the="" healthy="" control="" group="" (p="">< .001)="" and="" smaller="" flaccid="" girth="" (p="">< .05="" against="" both="">

Although erect length was also significantly smaller for the men with PDD than for the men in the other groups, erect length to the pubic bone was only significantly different between the PDD and the healthy control groups (P < .05).="" there="" were="" no="" between-group="" differences="" in="" erect="">

Significant PDD Predictors

Finally, when examining specific predictors of group, significant differences were found between the PDD and SPA groups for perceived appearance-related teasing (odds ratio [OR], 0.76; 95% confidence interval [CI], .60 - .95; P < .01)="" and="" for="" bmi="" (or,="" 0.73;="" 95%="" ci,="" .54="" -="" 1.0;="" p="">< .05);="" and="" between="" the="" pdd="" and="" control="" group="" for="" specific="" genitalia="" teasing="" (or,="" 35.65;="" 95%="" ci,="" 4.02="" -="" 316.41;="" p="">< .01)="" and="" bmi="" (or,="" 0.70;="" 95%="" ci,="" .49="" -="" .97;="" p=""><>

Specific genitalia teasing was also a significant predictor between the SPA and healthy control groups (OR, 0.74; 95% CI, .02 - .37; P <>

No significant differences were found between any of the groups for past medical or surgical treatment of the genitalia or past experiences of sexual abuse.

"Men with PDD appear to have some specific vulnerability in comparison to others who are anxious about their penile size," the investigators write.

"These are things that men don't tend to seek help for but instead look for solutions on the Internet, things like potions and extenders and other rubbish," added Dr. Veale.

Overall, he said that poor attachment as a child, general teasing, and specific teasing about penis size can combine to make "a perfect storm" of risk factors for PDD.

"It's important for clinicians to ask leading questions because these are sensitive subjects. Often, these patients will present in urology and sexual medicines, and physicians in these areas need to be aware of these problems," he said.

However, "there's really been nothing published on how to treat these individuals, especially for psychiatrists and psychologists."

"Confusing Term"

Katharine Phillips, MD, director of the BDD Program at Rhode Island Hospital in Providence and professor of psychiatry and human behavior at the Warren Alpert Medical School of Brown University, told Medscape Medical News that PDD is a confusing term.

"There is no disorder called penile dysmorphic disorder," she said, adding that it is not currently included in the Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM) or in the International Classification of Diseases (ICD).

"It would be better to say something like, 'BDD with concerns about the appearance of the penis.' BDD can focus on any body area; the penis is just one of many," said Dr. Phillips, who was not involved with this research.

"It would be better to say something like, 'BDD with concerns about the appearance of the penis.' BDD can focus on any body area; the penis is just one of many," said Dr. Phillips, who was not involved with this research. In addition, she noted that the poster did not thoroughly explain the criteria for PDD or SPA or explain how the participants were initially selected.

Overall, Dr. Phillips said that "it is difficult to draw any conclusions about the study, even though it is interesting."

The study authors and Dr. Phillips have reported no relevant financial relationships.

International Congress of the Royal College of Psychiatrists (RCPsych) 2014. Poster 20. Presented June 24, 2014.

----

(citat slut)

Rent personligt finder jeg ikke det anførte videre bemærkelsesværdigt. Jeg studser over bemærkningen om "a perfect storm". Resten synes jeg ærlig talt er en sludder for en sladder.

Min opfattelse

Jeg har ikke en medicinsk uddannelse og er ikke forsker. Hvad jeg mener at kunne sige om emnet er stort set udelukkende baseret på personlige erfaringer.

Dog har jeg læst mange psykologibøger og gjort mig en del tanker derom.

Jeg er efterhånden nået frem til en opfattelse af sagen, som bygger på følgende hovedantagelser:

1) PDD er ikke et seksuelt problem.

2) PDD har en nær tilknytning til angst.

3) PDD rummer et omfattende symbolsk element.

Særligt det første punkt er vigtigt at få slået helt fast. Det er her, at rigtig mange misforståelser kan opstå.

Udfra den fejlagtige forestilling at bekymringer over størrelsen har at gøre med en mands forestillinger om sine chancer på partnermarkedet, er der en udbredt tendens til at tro, problemet kan løses, hvis bare en mand indser, at han udmærket er i stand til at finde en partner, uagtet omfanget af hans lem.

Det har overhovedet intet med sagen at gøre.

PDD er lige så lidt et seksuelt problem, som anoreksi er et fordøjelsesproblem. Begge dele handler dybest set om at stå i et fundamentalt misforhold til livet.

Men hvad er det så?

Ja - jeg hævder, som det ses af punkt 2, at det har langt mere med angst end seksualitet at gøre. Man kunne måske sige: angst, der har forplantet sig i skridtregionen.

Dette fører så til punkt 3: når der er indtrådt en så alvorlig problematisering af penis, skyldes det, at den er blevet bærer af en symbolsk betydning, der i virkeligheden intet har at gøre med dens praktiske funktioner.

Hvad jeg på undersiderne skriver om, er dels personlige erfaringer fra et liv med PDD, og dels forskellige overvejelser om, hvad PDD overhovedet er.

OBS!

For mere information om hvad PDD er for noget, se kategorierne/rubrikkerne "Fakta", "Videnskabeligt set", "PDD og Senfølger", "Det modsatte ønske" og "Lidt af hvert".

Mine tanker og personlige teorier om emnet kan du læse om i kategorierne/rubrikkerne "Symbol/Centimeter", "Angst og Seksualitet", "Aseksualitet og PDD", "PDD og non-binær" og "PDD og Sanselighed".

To forskellige ting

For at undgå misforståelser vil jeg lige for en ordens skyld nævne, at der naturligvis findes mænd, der har penisbekymringer, som er direkte knyttet til deres chancer på partnermarkedet og/eller deres seksuelle formåen.

Man må ikke tro, at jeg benægter eller søger at bortforklare, at der findes mænd, hvor det rent faktisk er partnere og seksualliv, det drejer sig om.

Naturligvis gør der det!

Her handler det så bare om at ikke blande tingene sammen. Dette er nemlig ikke PDD. Hvis en mand med den slags bekymringer oplever en række nederlag i forhold  til partnere, kan hans ængstelser i nogle tilfælde udarte til en PDD. Men i udgangspunktet er der tale om noget andet.

En af de afgørende forskelle er, at mange af den slags bekymringer skyldes uvidenhed om, hvad der er almindeligt/noramlt eller i visse tilfælde direkte ukorrekt information. 

I flertallet af den slags tilfælde kan seriøs information være nok til at løse problemet. For den, der har PDD, gør det som oftest tingene værre.

For nu at sige det enkelt: hvor der er tale om elementære misforståelser, handler det også bare om at få disse korigeret. De fleste vil så føle lettelse, når de finder ud af, at der ikke er noget i vejen med dem.

For PDD-tilfældet forholder sagen sig anderledes. Man vil sjældent kunne fortælle den lidende noget om statistikker, gennemsnit m.v. denne ikke ved i forvejen. For han har som oftest overfodret sig selv med den slags. Desværre uden at dette har ført nogen lettelse med sig eller på anden måde haft en positiv effekt. Det har blot leveret grundstoffet til en mængde spekulationer, teorier, beregninger m.m.

Jeg er tilbøjelig til at tro, at der findes ængstelige mænd, for hvem det vil løse problemet, at de finder en partner og oplever at være seksulet funktionelle. Det vil i disse tilfælde betyde, at problemet er løst. 

Formodentlig findes der sværere tilfælde, hvor det ikke er nok, og der bliver en uro/ængstelse tilbage. Men for mange lettere tilfælde, tror jeg, det vil være nok at erfare, at de ikke er mere håbløse som kærester end flertallet.

Man kan her tale om teori og praksis. Således vil den, for hvem dette er løsningen, almindeligvis miste interessen for diverse statistiskker, undersøgelser om gennemsnit m.v. For hvad skal de med alt dette, når de har opnået det, de ville?

For den, der lider af PDD, vil teoridannelsen derimod gribe om sig, og det vil således ofte blot gøre ondt værre, at de finder en partner.

Man kan måske sige, at for den ene er der måske i virkeligheden slet ikke tale om en egentlig penisængstelse/penisfiksering, men om noget, der mere korrekt kunne kaldes "bekymring for partner-evne". For den anden derimod handler det helt eksakt om hans penis.

Det gør det så alligevel ikke. Det er her, der bliver kringlet. Som nævnt ovenfor, drejer det sig i virkeligheden ikke om hans penis i konkret forstand, men om det, den symboliserer.

Derved bliver ligheden større med "bekymring for partner-evne". For når en mand blander sin penis ind i denne snak, kan man jo sige, at den optræder som samlende metafor for en mere generel ængstelse i forhold til, om han er i stand til at finde en kæreste, og hvis det lykkes, om han så overhovedet kan finde ud af det der med at være kæreste. 

Den symboldannelse, der kommer til udtryk, når der sættes et samlende billede på "bekymring for partner-evne", handler om relationer til andre. Den symboldannelse, der præger en PDD, handler derimod om en mands forhold til sig selv.

Det er netop derfor, at såvel statistisk materiale som parforhold er det rene gift for folk med PDD. Det får dem til at projicere den indre - med sig selv interne - konflikt ud i noget ydre, hvilket foranstalter en mængde forvirring og lidelse. Det fører direkte til den komparative værdisættelse, det for alt i verden gælder om at undgå. 

Han er nemlig ikke bekymret for sin partnerevne, men derimod sin evne til selve det at leve og være menneske. Dermed menes ikke noget med at være i stand til det ene eller andet, kunne opnå resultater i den ydre verden af den ene eller anden art, men en mere grundlæggende eksistentiel tvivl på sit eget værd og ret til at leve. 

Der er intet til hindring for, at en sådan mand kan opnå noget betydeligt i den ydre verden. Men han vil have en følelse af, at han er kommet uretmæssigt til det, at det på en eller anden måde er snyd - også selvom der måske er tale om ting, han har arbejdet hårdt for, og som derfor udfra enhver ydre betragtning er velfortjente.

Et eksempel

Spørgsmålet “Hvordan er det?” Kan ikke besvares entydigt. For det kan være på mange måder alt afhængig af situationen.

Men jeg har lyst til at nævne et enkelt eksempel, som illustrerer, hvordan jeg i en konkret situation måtte forsøge at håndtere min PDD.

Grundet håndværkere i ejendommen var det fornyelig ikke til at få et bad hjemme. Jeg måtte derfor hen i en offentlig svømmehal.

Det gør jeg kun nødigt. Jeg føler mig genert og udleveret i den slags omgivelser. Hader det virkelig. Faktisk havde jeg udskudt det flere dage, men var jo godt klar over, at jeg ikke blev renere, efterhånden som dagene gik. Altså tog jeg til sidst et tag i mig selv og gik derhen.

Da jeg var yngre, stod jeg som regel og sammenlignede mig selv med andre. En af de ting, jeg har indset med årene, er, at hvis jeg bliver fanget i den mekanisme, kan det forstyrre min sjælefred længe efter.

Derfor har jeg lært mig at i størst muligt omfang ignorere omgivelserne og koncentrere mig om, hvad jeg skal: vaskes.

Den dag stod der to mænd i brusekabinen midt i en ivrig samtale. Jeg gav mig ikke til at studere deres udstyr nærmere. Så blot et flygtigt glimt. Jeg gjorde alt for at holde fokus på min afvaskning.

Jeg opfangede stumper af deres samtale. Bl.a. fortalte den ene noget om en sløjdtime i sin skoletid. Men ret meget opfangede jeg ikke, eftersom jeg jo netop gjorde alt for at abstrahere fra det.

Som sagt så jeg kun et flygtigt glimt. Hvis jeg følte en misundelse, var det ikke over dét, men derimod at de kunne samtale så afslappet og naturligt under de omstændigheder.

Det virkede ikke anderledes end to fuldt påklædte, der sludrer på en bænk eller over en havehæk.

For mig ville dette være utænkeligt. Hele situationen er for mig så fyldt med ubehag, skam, kunstighed og krampagtighed, at det er en plage at overhovedet skulle stå der.

At jeg ikke begyndte at kigge på de andre, fjernede sådan set ikke fokus derfra. Det blev bare til “ikke kigge! Ikke kigge!”. Hvor meget jeg end søgte at koncentrere mig om indsæbning og afskylning, var det ikke et sekund ude af min bevidsthed, at jeg stod med blottet penis omgivet af andre blottede penisser. Jeg lod bare som om, jeg ikke var mig dette bevidst.

Selvom det er en laden som om, ser jeg ikke desto mindre denne strategi som bedre end at begynde at kigge. For som allerede sagt: det vil give stof til en mængde hjernespind længe efter.

At tackle situationen på den beskrevne måde betyder, at det kun er svært i situationen, og at jeg så nogenlunde kan lægge det fra mig bagefter, eller i værste fald har det ude af systemet efter højst et par dage.

Overvejelse

Er det en “lidelse”? Sådan i klinisk forstand?

Det kan naturligvis diskuteres.

Men i hvert fald ville det være rarere, hvis jeg i mangel på bad hjemme bare kunne gå hen et offentligt badested uden en masse bekymringer og uro, ganske afslappet få mit bad og ikke have nogen form for efterveer, når jeg gik derfra.

Ikke behøve særlige strategier, ikke være nød til at tage en masse forholdsregler. Kort sagt: hvis det basalt set ikke var anderledes end at gå ned i supermarkedet og købe en liter mælk og en pakke rugbrød.

Nu skal jeg så passe på, hvad jeg siger. For visse mennesker, der lider voldsomt af angst, er det bestemt ikke en enkel og ligetil sag at gå ned og købe mælk og rugbrød. Det kan rent faktisk være helt umuligt for dem.

Men måske netop derfor, er eksemplet på anden vis rammende. Noget, der for mange, måske de fleste, er ingenting, som for bestemte personer er noget meget, meget svært.

Som jeg netop har nævnt ovenfor, mener jeg, at PDD i bund og grund er en form for angstlidelse.

Alligevel ikke så anderledes

Jeg har i det foregående lagt vægt på at tydeliggøre, at PDD er noget andet end den almindelige størrelsesangst, som langt de fleste mænd oplever eller på et tidspunkt i deres liv har oplevet.

Imidlertid er forskellen ikke helt så absolut, som man måske kan få indtryk af, når det sættes op på den måde.

Langt henad vejen er der tale om det samme. PDD er blot en ekstremt forstærket form, hvor det så at sige er kammet over og kommet helt ud af proportion.

På nøjagtig samme måde som man om dysmorfofobiske lidelser generelt kan sige, at næsten alle mennesker har oplevet bekymringer omkring deres udseende, og at BDD så bare er noget, der har givet den adskillige takker udover det sædvanlige, således også med særlige undervarianter.

Man kunne jo også sige, at mit eksempel fra svømmehallen ikke er anderledes end for en, der bare er ganske almindeligt genert.

Som de fleste kvinder har spekuleret over, om de var smukke, men at nogle bliver sygeligt fikseret på deres udseende, og indbilder sig at alle mulige ting er galt, således også med almindelig størrelsesangst og PDD.

Derfor gælder det mange af de ting, der kan siges om emnet, at de i mildere form også gælder den almindelige størrelsesangst.

Som sagt: PDD er i bund og grund blot en voldsomt forstærket udgave af det ene og samme.

I nogle af mine overvejelser om emnet, har jeg inddraget materiale fundet forskellige steder, f. eks. I seksualbrevkasser.

Da jeg ikke er læge, har jeg ikke kompetence til at stille en diagnose, og selv for den dygtigste læge ville det være stort set umuligt at vurdere, om en ung mand, der skriver ind til en seksualbrevkasse og spørger om gennemsnit, eller oplyser sine egne mål og spørger om det er normalt, bare er en usikker teenagedreng som så mange andre, eller om der er tale om en sværere lidelse.

Derfor undlader jeg at skelne i den slags tilfælde.

Når jeg overhovedet bruger eksempler af den art, er det kun for at understrege en eller anden pointe, som indlæggets særlige art og formulering peger hen på. Der kan være ting i det sagte, som gør et eller andet tydeligt. Om ophavsmanden har behov for særlig hjælp/behandling, ved jeg derimod ikke noget om.

Tænk på kvindelige spekulationer om skønhed. En kvinde kan føle mindreværd overfor en smukkere veninde, føle at hun bliver overstrålet i venindens selskab eller des lige, uden at dette på nogen måde behøver at være i en ekstrem og sygelig grad, ja - måske slet ikke er noget hun spekulerer videre over, men blot oplever i nogle bestemte situationer. Alligevel gælder, at det hun oplever ligner det, andre oplever i sværere og alvorligere grad. Derfor kan hun - med forbehold - også bruges som perspektiverende eksempel. I det mindste i forhold til visse enkeltspørgsmål.

Eller tag sådan en ting som jalousi. Alle kan opleve det i bestemte situationer. Men der findes tillige mennesker, som lider af sygelig jalousi. For dem er jalousi ikke noget, der opstår i bestemte situationer, men simpelthen hele deres liv.

Eller klaustrofobi. Det er vel de færreste, der ligefrem ville synes, at det ville være rart at blive spærret inde i et lille bitte rum.

Der er også mennesker, der har en særlig fobi omkring skidt og bakterier. Men ærlig talt … hvis man kom ind på en restaurant, hvor der så beskidt og snusket ud, ville de fleste så ikke gå igen uden at have set på menukortet?

Man kunne nævne mange eksempler. Langt de fleste ting, som regnes for særlige lidelser, er blot voldsomt forstærkede udtryk for noget almenmenneskeligt.

Sådan er det også med PDD!

Derfor er det sådan set ikke forkert - omend temmelig upræcist - når man herhjemme taler om penisskam. Man burde så blot skelne mellem i lettere og sværere grad, selvom det naturligvis kan være svært at trække en præcis grænse.

Det afgørende spørgsmål er vel heller ikke diagnostisk, men hvor hårdt plaget man er. Er det en bagatel, noget man bare tænker en smule over en gang imellem, eller er det en stadig plage, der fylder hele ens tilværelse?

Her kan kun den enkelte selv vurdere: forringer det min livskvalitet? Har jeg det rigtig skidt p.g.a. det her? osv. osv.

Det andet er jo, når alt kommer til alt, bare ord.

"Hos den sindslidende finder vi faktisk intet nyt eller ukendt, men møder her vores eget væsens undergund." 

- C. G. Jung

Hvad man kan finde rundt omkring på nettet ...

... normalen (slutter Signe af med at skrive)

... normalen (slutter Signe af med at skrive)

Kommentar

Jeg synes disse to indlæg er sigende. De viser med al ønskelig tydelighed, at mænds forestillinger om deres penis overhovedet ingen relation har til partnerens ønsker og forventninger. 

Det er ikke for at glæde partneren, at en mand ønsker sin penis anderledes. Det er så at sige for at glæde sig selv.

Det minder lidt om, at man hos stærkt jaloux anlagte personer ofte vil kunne iagttage, at dem, der vækker jalousien ikke er dem, deres partner mener er interessante, men derimod dem, de selv synes har noget særligt. Det er således fordi, at disse personer har noget, de selv savner og eftertragter, at de bliver bange for, at deres partner skal synes lidt for godt om dem.

Et andet bemærkelsesværdigt træk er, at man her tydeligt kan se, at det ikke er spørgsmålet om chancer på partnermarkedet, det drejer sig om. Indlægget i Signes brevkasse viser jo netop en fyr, der er i et forhold, og en partner, der er glad for ham (inklusiv hans penis). Det lægger imidlertid ikke en dæmper på hans bekymringer, der tvært om kører afsted på fuldt blus og truer med at undergrave forholdet.

Hændelsen, et romanprojekt

For nogen tid siden forsøgte jeg at skrive en roman om PDD. 

Da jeg lod en lille skare prøvelæsere se den, kan jeg desværre ikke sige, at den mødte synderlig forståelse.

Faktisk troede de fleste, at den var ment som en slags pornoroman.

Det betød samtidig, at jeg oplevede en kritik, som jeg havde svært ved at kapere og som sårede mig dybt.

Når man står frem med noget, der er så belagt med skyld, skam og pinlighed, har man brug for at møde forståelse.

PDD i et parforhold

Hvis talen er om par, samliv og den seksuelle akt, er det naturligvis vigtigt at nå frem til den pointe, at det afgørende i en seksuel situation er følelserne mellem de to, der er sammen, deres samhørighed og udveksling af kærtegn, hvorved penisstørrelsen i virkeligheden overhovedet ikke er afgørende. Men det bliver den jo så alligevel - omend i en anden forstand - hvis drengen får præstationsangst, ikke kan give sig hen fordi han hele tiden spekulerer over, hvad hun synes om hans udrustning. Hvis spekulationerne presser sig for meget på og fylder totalt i hans hoved, kan han overhovedet ikke være til stede i situationen og nyde det, der sker. Det må kaldes et reelt problem.

De tilfælde, hvor den reelle størrelse udgør et problem er absolutte undtagelser og umådelig sjældne. Vi skal langt, lang ud i ekstremerne, et til naturfænomen grænsende tilfælde af ekstremt enten over eller under gennemsnittet, før der bliver tale om et rent fysisk problem. Alt, hvad der er blot nogenlunde indenfor rammerne, er også funktionelt anvendeligt. Stort set alle, kan finde en plads i det lune mellemfelt, for dette er bredt og betyder ikke nødvendigvis nøjagtig gennemsnitlig. Det betyder snarere ”mere end det halve af gennemsnittet og mindre end det dobbelte”.

Den, der lider af PDD, er ikke en, der ikke ved dette og har brug for at blive oplyst derom. Netop fordi problemet fylder så meget, har de fleste PDD-ramte undersøgt disse ting grundigere end de fleste, og sidder således rent faktisk inde med en omfattende viden derom.

Denne viden preller imidlertid fuldstændig af på lidelsen, der ganske enkelt ikke er modtagelig for fornuft. Derfor er al oplysning og al ophobning af fakta spildt. Faktisk gør det kun ondt værre!

Lad os derfor slå det fast engang mere: selvom antallet af centimeter ikke er et problem, er størrelsen alligevel et reelt problem, hvis den fylder så meget i mandens tanker, at han ikke kan tænke på andet. Da må man sige: Ja – størrelsen betyder noget. Vel at mærke for ham. Men når den betyder så meget for ham, at det fuldstændig dominerer hans bevidsthed, undgår det ikke at komme til at påvirke forholdet. Og som jeg om lidt skal vende tilbage til: påvirke forholdet, uanset om det italesættes eller ej.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er værst for partneren: at deres kæreste går tavs og forpint omkring og kommer med undvigende svar, når de spørger, om der er noget galt, eller at deres kæreste snakker op og ned ad vægge og stolper om et påstået problem i forholdet, de ikke kan hverken få øje på eller forstå, en masse snak, der overhovedet ikke giver mening. Begge dele kan være rigtig, rigtig svært at håndtere.

Jeg tror, det er svært – grænsende til umuligt – at forestille sig, hvor stort et problem, det kan være, hvis man ikke selv har denne lidelse, eller evt. en anden lidelse, der på en tilsvarende måde helt kan dominere hele ens liv. At leve sig ind i al denne kval, pine og bekymring, denne totale blive fanget i sit eget tankespind og ikke kunne slippe ud af det, er næppe helt muligt, hvis man slet intet har oplevet, der på en eller anden måde kan ligne.

Måske er det afgørende ikke, præcis hvad det handler om, men selve det, at noget, man et eller andet sted godt ved er af underordnet betydning, kan gå ind og fylde hele ens liv. Har man det sådan med et eller andet, burde det være muligt, at sætte sig ind i, at andre kan have det på samme vis med noget andet, på samme måde blive helt fanget og indelukket i det, de går og bokser med.

"I virkeligheden hensætter et aktivt kompleks os momentant i en tilstand af ufrihed, af tvangstænkning eller -handlen."

- C. G. Jung

Uanset hvad det så drejer dig om, vil der være situationer, hvor det bliver optrappet og forstærket i kraft af situationens karakter. Det er ganske enkelt og ligetil: jo merre direkte situationen har berøring med problemstillingen, desto mere vil denne også blive ekstra aktiveret. Ved at undgå bestemte situationer kan man derfor i nogen grad holde problemet under kontrol, så det størstedelen af tiden kører på vågeblus og blot engang imellem blusser kraftigere op.

Det var den generelle betragtning.

Når den skal sættes i forbindelse med PDD, siger det næsten sig selv, at en seksuel partner uværgeligt vil medføre en voldsom intensivering af det, der når – så at sige – grejet ikke er i brug, kan være pinefuldt nok, men trods alt så nogenlunde til at styre og holde under kontrol. Problemet er jo bogstavelig talt aktivt involveret i en del af de handlinger, der finder sted, og når det ikke er, eksisterer konstant risikoen for, at dette snart vil ske.

Jeg siger ”risiko” fordi, den PDD-ramte let vil kunne komme i den situation, at det rent faktisk opleves som en truende fare, de ikke kan undvige.

PDD er uforeneligt med et nydelsesfuldt seksualliv, af den simple årsag, at man kun kan nyde noget, hvis man er i stand til at gøre det, og det kræver, at man kan give sig hen til oplevelsen. Hvis man er distanceret fra oplevelsen, bliver den overhovedet ikke til oplevelse, men blot iagttagelse og analyse.

Men det går videre endnu. At konstant være plaget af alle disse tvivl, bekymringer og spekulationer, stiller sig ikke blot i vejen for at nyde og opleve, det gør situationen direkte pinefuld. Man er fanget i et tærrende hjernespind, der undergraver hele ens tilværelse. Ikke blot seksuel nydelse, men al velbehag og glæde.

Ikke god nok

I ”Hændelsen” var det især i kapitel 20, at jeg forsøgte at skildre PDD i et parforhold, og det faktum at det aldeles ikke løser problemet at finde en kæreste (og dermed bevise at dette var muligt på trods af ens indretning i de nedre regioner), men ofte lige modsat vil føre til en forværing af tilstanden (jævnfør indlægget i Signes brevkasse).

Kapitlet begynder:

- Jamen hvis det hele er så usikkert, spurgte den knap 30 årige Paul sin smukke kæreste, hvem siger så, at jeg ikke har den mindste, du har set?

- Nej, det er ikke den mindste, fastslog Ida med stor bestemthed. Og heller ikke den næstmindste, fortsatte hun efter et øjebliks betænkning.

Ida overvejede nogle sekunder yderligere.

- Nej! afgjorde hun så. Din ER en af de største.

Paul forsøgte virkelig at ikke krydsforhøre Ida om emnet, hvergang de så hinanden. Han kunne udmærket se, hvor trættende det måtte være for hende. Men det var svært at helt lade være. Ikke spørge ind til det bare en gang imellem.

Tankerne piskede rundt i hovedet fra morgen til aften og pinte ham, så han næsten ikke kunne holde det ud. De velkendte gamle sug i mellemgulvet var blevet en konstant fornemmelse. I alle hans vågne timer føltes kroppen knuget og anspændt på en måde, der flere gange dagligt overskred grænsen til det direkte smertende.

Det havde ellers føltes som et eventyr, da han og Ida fandt sammen. Hun var en høj, slank blondine og tindrende smuk. Paul forstod slet ikke, at hun var interesseret i sådan en som ham. Hun havde bestemt også andet og mere end udseendet at byde på. Hun var noget af det sødeste og tillige velbegavet. En ren drømmepige, der var travet lige ind i hans liv.

Problemet var bare Pauls usikkerhed. Han var hele tiden bange for, at han ikke var god nok til hende. Det gav sig udslag på mange måder, men især fik det hans gamle kompleks til at blomstre op som aldrig før.

I begyndelsen havde han behersket sig. Ikke spurgt ind til dem, hun tidligere havde været sammen med. Men det indre pres havde hobet sig mere og mere op, indtil det blev helt ubærligt, og han blev nød til at spørge.

Og lidt længere fremme:

Men tvivl, uvished og utallige spørgsmål var ved at æde ham op indefra. Så der gik ikke lang tid, før han atter spurgte om ting, han ikke kunne lide sig selv, når han spurgte om.

Usikkerheden betød også, at Paul havde svært ved at være afslappet og naturlig, når han var sammen med Ida. Som oftest blev han en censureret udgave af sig selv. Dog var der ind imellem også helt vidunderlige stunder.

En nat, hvor de havde en lang snak, var der en særlig åbenhed. Udleverethed på en smuk måde. Paul følte, at de kom tættere på hinanden. Han var bare lidt ked af, at Ida henad morgenstunden lagde op til, at de skulle have sex med hinanden. Syntes hun ikke, det var nok med denne her fantastiske snak? Havde den ikke været noget særligt for hende? For Paul havde det været en helt utrolig nat. Hvorfor skulle det forfladiges? Nu var de lige på vej op i ånden, og så røg de ned i materien igen.

Atter lidt senere:

De havde de ting sammen, de havde fundet frem til. Det fungerede sådan set fint nok. Ida gav ofte udtryk for, at hun syntes, de havde et rigtig godt seksualliv. Det var jo bare alle de tanker, der røg gennem Pauls hoved, hvergang hun rørte ham på hint sted.

Igennem årene havde dagbogen ofte været aflastningsplads for alle Pauls størrelsesbekymringer. Mens han kom sammen med Ida, gik det helt amok. En manisk feber af endeløse beregninger side op og ned. Det var ikke altid nok. Ind imellem flød tingene sammen oppe i hans hoved.

Men også indenfor forholdet havde ting, der burde holdes hver for sig, det med at flyde sammen.

Og endelig:

Kunne han dog bare blive det kvit. Men som han udmærket selv kunne se, blev han snarere viklet dybere og dybere ind i det. Det var jo netop dét, der var så forfærdeligt.

Det er nogenlunde så langt, jeg formår at skildre, hvordan det er. Jeg ved ikke, hvor meget mening det giver for udenforstående. Men jeg tillader mig at tro, at alle PDD-ramte, der har været i et længerevarende forhold, vil kunne nikke genkendende til i det mindste dele deraf.

Sikkert ikke det hele, ligesom der naturligvis vil være en række forskelle fra person til person. Pauls tilfælde er ikke dækkende for alle, der lider af PDD. Han er naturligvis en generalisering og stereotyp. Men jeg håber alligevel, at andre kan spejle sig i hans tilfælde, uanset hvilke forskelle der så samtidig foreligger. Endvidere håber jeg, at forskellene går på mindre afgørende ting, mens det centrale i sagen kan genkendes.

Det kan f.eks. være, at man har lige det mere selvkontrol end Paul, så man undlader at stille partneren alle mulige underlige spørgsmål. Det betyder i så fald, at det ikke bliver plagsomt for partneren, blot pinefuldt for en selv.

Men det løser ikke problemet. Tingene kan blive rent teknisk velfungerende. Men det er i en rent ydre forstand, at man har et ”godt” seksualliv. Den PDD-ramte vil udføre en række handlinger, han i grunden føler sig fjernet fra og fremmed overfor. Han giver sig ikke hen, nyder det ikke. En del af ham står ved siden af og kigger på. Han gør sådan og sådan, og det går i ydre henseende helt fint, alt imens der kører alle mulige ting rundt i hovedet på ham. Egentligt til stede og en del af det, der foregår, er han ikke.

Dertil bør man ikke undervurdere hvor svært det kan være, at hele tiden skulle forskåne partneren for noget, der fylder kolossalt meget inde i en selv. Det er en tung byrde, ligesom det at hele tiden måtte holde en del af sig selv udenfor forholdet er stort set uforenelig med at kunne føle sig fuldstændig elsket. Elsket som man er! ( - Og netop dét har en hel del at gøre med den virkelige problematik gemt bag den tilsyneladende!)

Tale og tavshed - lige galt

Det lyder videre i kapitel 20 af ”Hændelsen”:

Sådan blev tingene blandet sammen. Smukt og grimt i skøn forvirring. Og dog var Paul aldrig helt åben og tvangfri overfor Ida. Altid vogtede han på sig selv. Når han endelig af og til lukkede op og talte ligefremt, var han end ikke da helt naturlig. En del af ham stod ved siden af og kiggede på. Vurderede hans optræden, og bebrejdede ham, hvis han trætnede Ida. Det kunne ske, at han i lutter trods overfor denne evige kritikker gav los og red sine kæpheste udover al rimelighed, hvad end det så var størrelser, musik eller litteratur, der lige i det øjeblik pressede sig mest på. Men som oftest lagde han bånd på sig selv.

Ida var almindeligvis mild og overbærende. Det var sjældent hun bebrejdede ham. Men det skete dog af og til. Så følte Paul sig beskåret og amputeret. At der var en del af ham, han ikke kunne få med ind i deres forhold og måtte holde udenfor.

Måske også fordi at han og Ida kun i begrænset omfang havde fælles interesser. Han savnede, at de kunne mødes omkring et eller andet. Denne trang drev ham ofte til at forsøge at pådutte Ida emner til nærmere udforskning. Han blev skuffet og vred, når hun ikke lod sig opsluge af det pågældende, men samtidig også vred på sig selv over sin insisteren på ting, han syntes var spændende. Han følte sig ofte urimelig og krævende. Især når han oplevede situationer, hvor Ida direkte markerede, at nu blev det for meget med det ene eller andet.

Det følte han sådan set også, når Ida stod det igennem uden at sige noget. Det meste af tiden følte han sig som et besværligt barn, som Ida bar over med. En plagsom møgunge, der trak alt for store veksler på hendes langmodighed. Han forsøgte at ikke komme med alt for mange musikalske og litterære foredrag. Men fik ikke altid bremset sig selv i tide.

Værst var det med størrelserne. Det kom efterhånden til at fylde mere og mere. Ikke bare i hans tanker, men også i forholdet, hvor han i nogen grad lagde pres på Ida for at hun skulle tænke tilbage, huske, genkalde billedet af de andre.

Mon ikke, de fleste mennesker har erfaret, at det man forsøger at skjule og holde tilbage, kommer til udtryk på andre måder? – ”Ud gennem sidebenene”, som man siger. Noget generer/irriterer en, men man påtaler det ikke. Men den overbærenhed, man dermed indbilder sig at udvise, er så som så, eftersom man vrisser over en mængde andre ting. Har mon ikke de fleste forhold oplevet den slags situationer? Nøjagtig samme mekanisme kommer til udtryk, når noget piner en, men man forsøger at lade som ingenting. Også her vil man blive offer for sære humørsvingninger, pludselige ukontrollerbare irritationer m.v.

Sagen er sådan set ganske enkel: det er umådelig svært at smile og konversere, hvis man skal spise et måltid, mens man har en djævelsk tandpine.

Uanset om man er i stand til at holde det inde i sig selv, eller partneren indvies deri, vil den ovenfor beskrevne intensivering finde sted. Vågeblustilstanden er ikke-eksisterende så længe forholdet består, og i stedet kører tingene konstant på fuld kraft. Denne konstante køren på fuld kraft er ekstremt pinefuld og tillige ekstremt udmattende. Den æder alle energireserver, skubber alt ud af proportion, hensætter en i en forvrænget karikatur-virkelighed, der opleves som autentisk virkelighed, samtidig med at en del af en godt ved, at den ikke er. Denne viden kommer imidlertid ikke til orde. Al fornuft og sund sans er sat ud af kraft, alt imens man i stigende grad styres fuldstændig af en fiks idé, der helt har taget magten fra en.

For den lidende er det sådan set lige uheldigt at tale med partneren derom og at lade være. Holder man det for sig selv, lever man i en evig vogten på sin tunge under stigende indre pres. På den anden side er der ingen løsning at finde i en snak med partneren. For denne vil ikke kunne sige noget som helst, der hjælper.

Sønderknust og lettet

I ”Hændelsen” ender Idas velmente forsøg på at hjælpe Paul med hans problem med at gøre det langt værre. Sagt/talt og bragt ud i det ydre rum, bliver det ikke løst, men kommer blot til at dominere forholdet så meget desto mere, for tilsidst at helt undergrave og springe det. Ida kan ganske enkelt ikke holde det ud længere. Paul forstår det sådan set godt, men kan allivel ikke acceptere det:

Det mærkelig var, at han midt i den totale sønderknuselse også oplevede en lettelse. Der havde været forfærdelig mange svære ting i det forhold. De var ligesom aldrig kommet udover de indledende øvelser. Der havde konstant på begge sider været en usikkerhed og anspændelse. En del af ham var enig med Ida i, at det var bedst at gå hver til sit.

Han vidste jo udmærket, hvor mange ting, der havde været galt, og forholdet havde været ligeså opslidende og trættende for ham. Han kunne også udmærket se den eskalerende bevægelse, hvor alt muligt negativt optrappedes, at det trods alle anstrengelser og forsøg ikke blev bedre.

Men alligevel ...

Det var da ikke værre, end at de kunne arbejde med det. Andre par gjorde alle mulige lede ting. Var utro, kørte beregnende spil og forsøgte helt bevidst at såre hinanden. Sådan havde det aldrig været med ham og Ida. De var bare to usikre mennesker, der hele tiden var bange for at ikke være gode nok til hinanden.

”Bange for ikke at være gode nok til hinanden”. Ja – eller måske hver især skabte en uvis, kun vagt bevidst fantasi om, hvad den anden ønskede sig, og hvordan denne ville have en partner skulle være. Vag og uvis fordi, det eneste der egentligt stod klart i denne forestilling var, at denne partner i hvert fald var anderledes end dem selv. Det fremgår tydeligt, at også Ida har opereret med ting ved sig selv, hun ikke mente var godt nok til Paul. Det er netop det, der sker i den slags tilstande: man tillægger partneren sin egen utilfredshed, og kan ikke tro på, at de er tilfredse (jævnfør ovenfor om jalousi). Det kan handle om alle mulige ting. Men måske er PDD en af de varianter over mekanismen, hvor det let bliver særlig tydeligt.

Som tidligere sagt: alt preller af på lidelsen. Det gælder ikke bare i forhold til studiet af statistikker, men også i forhold til partnere. Partneren kan garantere nok så meget, at denne ikke er utilfreds eller mener, der er noget galt i den afdeling. For den lidende ER der noget galt!

Det er der jo netop også – blot på en anden måde - når al denne pine, kval og bekymring fylder så meget i den PDD-ramtes sind. Man kan endog sige, at der ISÆR er noget helt, helt galt, når der ikke er nogen reel fysisk grund til alle disse bange spekulationer.

Ligesom det rent faktisk er et reelt problem at stå fuldstændig udenfor sit eget seksualliv, således bliver dette særlig alvorligt, hvis tilsyneladende intet kan afhjælpe det, og selv tungtvejende beviser for, at alt dette tankespind er uden reel grund, snarere optrapper end nedtrapper problematikken.

En del af vanskeligheden ligger deri, at postulatet om, at der ikke er nogen grund til alle disse bekymringer af den lidende ofte vil blive oplevet, som at partneren ikke tager dem alvorligt.

At Paul midt i den sønderknuste fortvivlelse også føler lettelse, viser, at der må have været nogle ting i det forhold, der var rigtig, rigtig svært for ham at håndtere!

For på samme måde, som størrelsen i en vis forstand rent faktisk har en betydning, nemlig i form af at spekulationer derom helt tager magten fra en, således er der naturligvis også en grund til disse spekulationer. Det handler blot om noget helt andet end den faktiske størrelse.

Måske (?) var der virkelig nogle ting, hvor Paul ikke blev set og påskønnet som den, han var. Blot var det nogle helt andre ting end hans penisstørrelse. Måske ting, der var mindre konkrete, sværere at definere og forklare. Så Ida helt og holdent Paul med kærlige, anerkendende øjne? – Eller var der hist og her ting, hvor hun prøvede at lave ham om, hvor han følte sig kritiseret og irettesat?

Kapitlet giver ikke et direkte svar. Men det står enhver læser frit for at spørge: ”Var det udelukkende aktualiseringen, at et andet menneske direkte blev konfronteret med hans kønsdele og derved medvider i, hvordan han var skabt (”kendte hans hemmelighed”), der førte til en drastisk optrapning, eller afspejlede dette andre, mere skjulte sider af forholdet?

Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Her handler det ikke om et ”eller”, men spørgsmålet om, hvorvidt det er tænkeligt, at der kunne tilføjes et ”og”. Det vil jeg overlade til folk selv at overveje.

Omrids af det egentlige problem

Årsag og løsning hænger sammen. Hvis problemet helt reelt og ligefremt havde været en mand, der var i tvivl, om udstyret var i orden, kunne sagen undersøges, og viste det sig så, at der ikke var noget i vejen, må man formode, at han ville føle glæde og lettelse. Man kunne f.eks. forestille sig tilfælde, hvor nogen er blevet fejloplyst, og derfor går og tror, at tingene forholder sig på en anden måde, end de reelt gør.

Dette gælder som nævnt netop ikke folk med PDD. De er særdeledes veloplyste og kender alt til undersøgelsesresultater, statistikker m.v. Men for dem er der ingen lettelse at finde her. Kun endnu mere lidelse (jævfør ovenfor om forskellen på "bekymring for partnerevne" og penisfiksering).

Hele sagen må derfor omfortolkes. Man må søge efter andre grunde og andre løsninger. Det er netop, hvad jeg forsøger på her. Om det er lykkedes mig at skrive noget, der kan hjælpe nogen, må andre svare på. Jeg har i hvert fald forsøgt at fremlægge en række overvejelser, der går ind på sagen fra helt andre vinkler end mål, tal og statistikker.

De centrale fokuspunkter har for mig til stadighed været angsten og symbolikken. I den forbindelse vil jeg komme med et sidste citat fra ”Hændelsen” Kapitel 20, der giver et afslørende indblik i Pauls forkrøblede sjæleliv:

Overfor sig selv måtte Paul med skam indrømme, at tanken om de (meget?) større, Ida havde set, ikke udelukkende pinte ham, men tillige ophidsede ham. Undertiden når han var uoplagt, og Ida ville, var disse tanker det eneste, der kunne få ham rigtigt op på dupperne.

Var det da bare en sexleg? Udnyttede han i virkligheden Idas velvilje til under dække af et påstået problem at få afløb for en sygelig tilbøjelighed?

På den anden side var det jo slet ikke rart. Det var ærligt nok, når Paul overfor både sig selv og Ida hævdede at være forpint. Det var virkelig et helvede. Ind imellem krampede hele kroppen.

Men han genkendte samtidig en række af sine gamle nykker. Ikke mindst den med at blive truet nedefra. Blandt Idas tidligere elskere - lykkedes det hende med tiden at grave frem af hukommelsen - var der to, som hun huskede som liggende meget tæt på Pauls. Endog så tæt, at hun vurderede, at rangfølgen afhang af, hvor ophidset Paul var. Hans standardrejsning mente hun lå et sted midt imellem, men gik den over eller under, kunne dette forskubbes.

Ham, som Paul kunne slå på en god dag, vakte kun begrænset interesse. Nej - den anden. Den, der egentlig var mindre end Pauls, men som altså var større, hvis Paul havde en knap så fyldig rejsning som ellers. Dén gjorde indtryk!

Tanken gav netop nogle særdeles fyldige rejsninger, alt imens Paul tænkte, at han nok ikke var pumpet så højt op, at han kunne slå den. Mens det reelt var Paul selv, der truede nedefra, følte han sig ikke desto mindre voldsomt truet og blev vildt ophidset deraf.

"Hvis vi nogensinde føler trang til at se en dæmonisk magt i færd med at kontrollere et menneskes skæbne, så kan vi givetvis se den her i disse melankolske, stille tragedier, som langsomt og smertefuldt udspiller sig i neurotikerernes syge sjæle. Nogle lykkes det, gradvist og i konstant kamp med usynlige magter, at komme fri af den dæmon, der driver sine uanende ofre fra den ene grusomme, skæbnesvangre begivenhed til den næste. Andre kommer også op i lyset, men kun for senere at blive trukket ned igen, med neurosens løkke om halsen. "

- C. G. Jung

Ind i perversionerne

Der kan i visse tilfælde ske det helt paradoksale, at man begynder at ønske dét, man frygter mest af alt. Det skyldes, at angsten er dobbeltsidig og rummer såvel noget tiltrækende, som noget afskrækkende.

Angst kan undertiden udtrykke sig som en veritabel besættelse af nederlaget, en vælten og rullen sig i nederlaget, der ikke er ganske fri for nydelse ved ydmygelse, og således rummer et udpræget masochistisk element.

Angst, der har forplantet sig på en særlig måde, udtrykker sig i en symbolsk form, og endvidere fører til masochistiske selvbedrag, hvor man begynder at ønske det, man frygter og finde nydelse ved ydmygelse, er den ydre spids, hvor en PDD når og overskrider sin grænse for at fortsætte ind i perversionernes verden.

Jeg har ovenfor tilstrækkeligt skitseret mine egne teorier vedrørende sagen til, at man må kunne sætte sig ind i min studsen over sammenfald og ligheder, da jeg i et leksikalt opslag om perversioner stødte på afsnittet:

Ifølge nutidig opfattelse kan perversioner opfattes som seksualiserede konfliktløsningsforsøg — ofte på baggrund af komplekse ritualer — der tjener til at modvirke psykiske sammenbrud og muliggør seksuel ophidselse og udløsning. De perverse fantasier og handlinger betragtes som individets redningsforsøg, hvorigennem det, på en fordrejet måde, bevarer en rest af sin evne til kærlighed og kontakt. Men da der er tale om en symbolsk konfliktløsning, ikke om en egentlig forarbejdning af konflikten, må ritualet atter og atter gentages. Perversionens primære mål er angstreduktion, at være et værn mod en følelse af fortvivlelse og nedvurdering, triumf over ikke længere at opleve sig ydmyget.

“Seksualiserede konfliktløsningsforsøg” hvis “mål er angstreduktion”, og ytrer sig på en “fordrejet måde”, der kun er en rent “symbolsk konfliktløsning”. Jamen det er jo som at læse mine egne tanker! [1]

Faktisk havde en række omstændigheder og oplevelser givet mig grund til at tro, at jeg havde udviklet en kontroversiel teori, som var på kollisionskurs med den ortodokse psykologi. Det var derfor i høj grad overraskende at opdage, at der er tale om en almindeligt anerkendt og udbredt opfattelse.

Noget kunne tyde på, at de bøger, jeg har læst, har tilhørt en anden gren af psykologien end den, jeg havde brug for. De besynderlige sammenfald med ting, jeg har tænkt i citatet ovenfor, gav mig i hvert fald lyst til at udforske emnet mere indgående. 

Som et af de seneste/nyeste tiltag på undersiderne til PDD-emnet er jeg derfor gået igang med en fortløbende serie om perversionslæren, hvor jeg gennemgår den for mig selv og dem, der har lyst til at kigge med.

Mit hovedspørgsmål gælder de ting, citatet ovenfor nævner, kortest sagt den seksualiserede angst. Denne kan selv sagt ytre sig på mange måder og i mange skikkelser. Således er denne serie noget løsere tilknyttet PDD end flertallet af de øvrige rubrikker. PDD er blot én blandt mange mulige fremtrædelsesformer.

Men hvad er seksualiseret angst overhovedet for noget? Hvad er kernen i dette fænomen, og hvordan kan det være, at mennesker kan finde på at bruge dette som et forsøg på konfliktløsning, og selvom de erfarer, at det ikke hjælper, vedblivende benytte sig af det, stædigt stå og ruske i en låst dør?

Det er dette, jeg søger efter svar på!

- - -

[1] For en direkte sammenligning i detaljen med mine overvejelser, se opslaget "Angst og seksualitet".

Centrale links

Seneste kommentarer

04.09 | 07:12

Tak skal du have!

04.09 | 05:19

Tror jeg må læse Den lille Prins igen!
Ville lige lure, men måtte læse den alle! Rigtig fin samling Carl!

Del siden