toner, ord og tanker
Somme vil sikkert mene, at hvis det er rigtigt, at bluesen fik et barn, og at dette var rock and roll, så er æblet faldet et pænt stykke fra stammen. Denne opfattelse er imidlertid en misforståelse, der har kikset alle de centrale pointer. Historisk såvel som eksistentielt.
Der kan umiddelbart synes langt fra de gamle pladers stilfærdige melankoli til den rendyrkede fest og glæde, der med overstadig ivrighed i fuld fart kommer til udtryk hos Bill Haley, som et brus af optimisme og nye tider. Men der er tale om et nøje sammenhængende historisk forløb, der viser en ubrudt og fuldstændig logisk bevægelse.
Den mest oprindelige form af blues er trubadurstilen, der som oftest fremføres af et enkelt menneske med en guitar eller mundharpe. Denne form blev imidlertid først relativt sent dokumenteret. De første bluesplader var den såkaldt klassiske form med 20'ernes store sangerinder.
Fra dette dobbelte udspring forandrede tingene sig i hastig rækkefølge. De store big bands, gradvis indførelse af en stadig mere pågående og markeret rytme, opfindelsen af den elektriske guitar og meget andet er vigtige stationer på vejen frem mod en opfattelse, vi vagt begynder at kunne definere som mere eller mindre rock-agtig.
Nogle sideløbende veje udviser beslægtede træk. Fra tidlige vokalgrupper som Mills Brothers, Ink Spots, Golden Gate Quartet og Delta Rhythm Boys går der en ubrudt linie til bølgen af de såkaldte doo-wop grupper. Der er sågar en direkte forbindelse mellem Ink Spots og The Platters.
Alt dette var med til at danne den nye lyd. Hårdtbankende rytmer, lyden af elektriske guitarer, korstemmer, der gav den alt hvad den kunne trække af du-vaggi-du-vaggi. Lydmanifestationer, der havde hele rejsen med sig og rummede elementer af alle de foregående stationer. Jo mere man studerer fænomenet, desto mere logisk og konsekvent forekommer udviklingen. Den forløber i flere samtidige spor, men er strengt målrettet frem til den kulmination, 50'erne er udtryk for. Her stiftede verden bekendskab med noget, der var anderledes, men samtidig sugede næring af rødderne og havde hele den foregående pladeindustriens historie med sig.
En ny musik havde taget form. Den var almindeligvis energisk, og ofte var der fuld tryk på alle kedler. Men tag ikke fejl: det hele begyndte med en akustisk guitar i en bomuldsmark, hvor en ensom mand satte lyd på livets byrdefulde plager.
En mulig udlægning af forløbet er denne, at den gamle blues resigneret konstaterede livets hårdhed og uretfærdighed, men dermed netop stillede en opgave for sine efterfølgere, nemlig at overvinde smerten og nå frem til glæden. Med rock and roll var denne opgave blevet løst.
I det lys får den gængse talemåde om at "the blues had a baby ... " en dyb og eksistentiel mening, der viser en tilbagelagt vej, der tilsidst lader livet og glæden stå som vinder. Blues må ikke forveksles med trist musik i bred almindelighed. Der findes musik, der blot fungerer som en negativ bekræftelse, så man kan sidde og blive endnu mere deprimeret. Sådan forholder det sig ikke med the blues. Det særlige ved denne er dens rensende og forklarende virkning. En ægte blues gennemlyser smerten og gennemfører et katharsis. The Blues går ind til ondets rod og udfrier. Blues er nok en personlig klagesang, men samtidig er den universel. Den fortæller os, at når vi føler og allermest alene og trykket af noget, ingen andre forstår, står vi lige præcis midt i noget, der er så almenmenneskeligt som overhovedet tænkeligt. Den sætter os foran livet og byder os at tilgive det, kræver at vi gennemfører forsoningen.
Nok var den gamle blues præget af resignation og havde på mange måder karakter af en bøn uden håb om bønhørelse. Alligevel var den dybere stræben og hensigt altid at overvinde smerten. I sin første og mest rå form var der måske ikke anden trøst end den forløsning og befrielse, der ligger i selve det at få det sagt, og give lidelsen lyd. Men selv i dette at trods alt ikke bare tie og tåle ligger en stræben mod lyset. Netop derfor måtte afkommet af den vemodige blues nødvendigvis blive et lyst og muntert barn.
Når Bessie Smith nådesløst indkredsede livets jammerdal, var det jo ikke ud fra et ønske om, at tingene skulle være sådan. Det var blot en fuldstændig nøgen og skånselsløst ærlig konstatering af, hvordan tingene var. Bessie ville ikke have haft noget imod, at de var anderledes. Hun gjorde dem selv anderledes med sin fantastiske stemme og dens favnende varme, der bragte trøst til tusinder. En ægte forsoning. Men der kunne historien ikke slutte. Det er stort at forsone sig med tilværelsen. Alligevel synes man, at der må følge noget mere efter.
"The blues had a baby and they called it rock and roll" betyder således en ukuelig stræben, der når frem til målet. Et i ordets bedste forstand opbyggeligt projekt. I en senere nedbrydningens tidsalder har ordet "opbyggelighed" fået en lidt negativ klang. Mange forbinder det enten med overdrevent sødladne julefortællinger eller strammundede degne med hentehår og hævede pegefingre. Men her handler det om dét, ordet selv siger, nemlig noget med at bygge op.
Bill Haley rummer måske ikke de samme dybder som Bessie Smith. Men det er lige så væsentlig og vedkommende kunst, så sandt som det er lyset for enden af tunnellen, der her byder os op til dans. Ikke med sødladen sentimentalitet, reklameæstetik og falske løfter. Men simpelthen som en insisteren på, at det hele ikke kan være så forfærdeligt og elendigt. Livet må nødvendigvis rumme en anden side. Om ikke andet så i det mindste så længe, som man formår at feste i selvforglemmende dans. Den store forsoning har en knap så lødig og stueren slægtning, der hedder begejstring. Er al begejstring nødvendigvis eskapisme? Det skal her være usagt. Blot skal det påpeges, at det sjældent er videre konstruktivt eller fører til noget, at lægge sig ned under dynen og sige, at det hele er noget lort. Derimod giver historien os mangfoldige eksempler på, at begejstring har kunne være en drivkræft. Anskuet fra den vinkel er rock and roll ikke en illegitim bastard, men bluesens sande barn, der ved at vække begejstring skaber sin egen berettigelse.
N.B. - Se også "Rockens oprindelse".