toner, ord og tanker
Hændelsen 8
" ... En hemmelig ingrediens. Noget, der lige akkurat lå udenfor Pauls rækkevidde. Egentlig forstod han ikke, hvad det var, han ikke forstod ... "
Paul skulle lige til at sætte sin nyindkøbte Miles Davis plade på, da det bankede på døren. Det var dullen.
- Der er Telefon, Fessor.
Paul valgte nådigt at overhøre titulaturen og takkede med et lille smil, hvorefter han gik ned ad trappen til den fælles telefon. Det var hans mor.
- Der er en pige, der har ringet. En, der hedder Anne-Marie. Jeg har fået et nummer til dig.
- Så skal jeg lige have fat i papir og pen. Øjeblik.
Paul fandt det nødvendige og fik noteret nummeret.
Anne-Marie? Den eneste, han kunne komme i tanke om, var sin teenage-forelskelse. Det var 10 år siden. I hvert fald siden dengang, hvor det rigtig stod i brand. Han havde sagt det til hende på et tidspunkt, hvor han regnede med, at de ikke ville se hinanden mere. Hun havde taget det pænt. Senere var de løbet på hinanden igen. Da havde hun en kæreste, hun boede sammen med. Også det var efterhånden nogle år siden. Fem-seks år eller sådan noget. Vist endda en smule mere. Kunne det virkelig være hende?
Sidst de så hinanden, havde Paul stadig været glad for hende. Men der var sket så meget siden. På følelsesfronten havde der været en anden pige, Christina, han havde været vildt forelsket i. Måske den voldsommeste forelskelse, han nogensinde havde oplevet. Han huskede, hvordan hun netop havde fortrængt Anne-Marie og overtaget hendes plads.
Da han begyndte at blive forelsket i Christina, skete der en bevægelse henover tre aftener. Han var kommet hjem og havde tænkt på, at Christina var dejlig. Så var han kommet til at tænke på Anne-Marie og fornemmet noget langt større og dybere. Næste aften havde stillingen stået mere lige, og den tredie overskyggede Christina langt Anne-Marie.
Der var ikke kommet noget ud af det. Men hvis Paul havde en gammel kærlighed, han gik og mindedes, var det Christina. Ikke Anne-Marie. Men var det overhovedet dén Anne-Marie?
Paul drejede nummeret.
- Det er Anne-Marie.
- Ja, det er Paul. Du har ringet?
- Ja, hej. Længe siden, hva'?
- Jamen er det Anne Marie fra Dalsænkningen?
- Ja.
- Jeg var ikke sikker på, at det var dig.
- Det er det. Kan vi ses?
- Ja.
De aftalte at mødes på en café. Paul vidste ikke, hvad han skulle forvente. Hvordan mon det ville være at se hende igen?
Paul ankom i god tid og sad og kiggede sig om på caféen. Af og til kunne han se piger, der gik forbi udenfor. Gad vide, hvordan Anne Marie så ud nu? Mon hun havde forandret sig meget?
Paul genkendte hende straks, da hun kom ind ad døren. Hun havde fået ny frisure. En skrækkelig permanent, der fik hende til at minde om en pudelhund. Ellers lignede hun fuldstændig sig selv. Det gjorde Pauls følelser imidlertid ikke. Havde han været i tvivl om, hvorvidt Anne Marie var et overstået kapitel, og om der mon var en svag glød tilbage, så var et enkelt blik nok. Den kvinde, han genkendte som Anne Marie, var ham komplet ligegyldig.
Hun vinkede genkendende. Paul svarede med et nik. Han betragtede hende, mens hun købte sig en kop kaffe. Hvad havde han dog set i hende? Hun kom hen og satte sig. Paul smilede høfligt.
- Længe siden, hva'? indledte Anne Marie samtalen.
- Ja.
- Det er lidt mærkeligt, ikke?
- Jo.
- Vi har jo nok begge været usikre.
- Hvordan usikre?
- På hinandens følelser.
Anne Marie talte som om, det allerede var en afgjort sag, at de havde følelser for hinanden.
- Du virkede ikke særlig interesseret dengang, jeg fortalte dig, hvordan jeg havde det.
- Dengang turde jeg ikke stå ved min følelser. Men jeg havde hele tiden været glad for dig.
- Havde du bare sagt det dengang.
- Vi kan nå det endnu.
- Der er jo sket forskelligt i de år.
- Det forstår jeg også godt.
Det var da utroligt så forstående, hun var. Altså bortset fra at hun ikke fattede det egentlige.
- Senere boede du jo også sammen med Konrad.
- Ja.
- Jeg havde også en kæreste på et tidspunkt. Jeg ved ikke, om du kan huske, at jeg kom og besøgte jer en aften med halsen fuld af sugemærker.
- Jo. Og dér var jeg jaloux.
- Du havde jo Konrad.
- Ja. Men alligevel. Det er også lige meget nu.
Nej. Det er ikke lige meget. Så fat det dog!
- Jeg troede jo, det var rigtig godt med jer to.
- Det var det ikke.
- Nej. Men det troede jeg.
- Det må have været hårdt.
- Nej. Ikke på den måde.
Ikke før nu. Det var jo netop dét, der var det smukke ved historien. At han havde overvundet sin egen egoisme og kunne se bort fra sine ønsker. Bare villet Anne Maries bedste. Givet afkald. Oplevet den kærlighed, der bare håbede alt det bedste for hende. Nu sad hun dér og ødelagde det hele.
- Der har også været nogle andre piger, jeg har været forelsket i.
- Det er jo også lang tid. Det gør ikke noget.
Satan og helvede! Hvordan fik han en egentlig forståelse banket ind gennem den mur af forståelse?
- Der var især en, som jeg var helt besat af. Nærmest forgudede.
- Forgudelse er jo ikke kærlighed.
Der var hun igen. Uendeligt tilgivende og forstående alt i lutter parathed til at realisere deres kærlighed. Dén kærlighed, der ikke var mere.
Anne Marie pillede kærtegnende ved sin kaffekop.
- Kan du huske, hvad du engang sagde?
- Hvad tænker du på?
- Det jeg gør lige nu. Stryger fingeren langs koppen. Du havde lagt mærke til, at jeg havde den vane.
- Det havde jeg glemt.
- Det gør ikke noget.
Var der slet intet, der gjorde noget? Var det nødvendigt at begynde at blive grov? Det havde Paul slet ikke lyst til. Følte egentlig heller ikke, at han kunne blive rigtig gal i hovedet. Dertil var hun ham for ligegyldig. Det var en fremmed kvinde. Det var bare situationen, der var ubehagelig og gjorde ham en smule irriteret.
Faktisk var det fuldstændig forfærdligt. Der sad hun, som han engang levede og åndede for. Hende, der havde bragt ham til en opofrende kærlighed. Hende, han havde tænkt på de første mange gange, han så "Casablanca". Indtil det i stedet blev Christina, han ville stå i lufthavnen og fortælle, at hun skulle tage med flyet. Så sad hun der. Bød sig til. Trak det ned i banalitet og almindelighed. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Kiggede blot tavst ned i sin kop.
- Det er lidt dyrt for kaffen, ikke? hørte han Anne Marie sige.
- Jo, Og lidt svært at snakke rigtigt her. Det er sådan en kunstig situation.
- Kan vi ta' hjem til dig?
God idé, tænkte Paul. Få snakket rigtigt over en kop kaffe. Det ville blive lettere at forklare i afslappede, hjemlige omgivelser. Snakket om årene, der var gået, om deres liv hver især. Komme til en forståelse med hinanden og skilles som gode venner. Det var bestemt værd at byde på en kop kaffe for at få snakket ordentligt ud om tingene. De nåede jo ingen vegne, så længe de sad her. Det blev bare mere og mere kunstigt.
De rejste sig og begav sig ud på gaden. Anne Marie tog ham under armen. Hvorfor gjorde hun nu det? Gid hun ville lade være. Hun gjorde det hele sværere og mere indviklet. Ved busstoppestedet gik hun videre endnu, trykkede sig ind til ham og åndede heftigt. Hvorfor stønnede hun på den billige, vulgære måde, som om hun var lige ved at komme? Troede hun, at han godt kunne lide dét? Han fandt det direkte afskyeligt. Hvis de endelig skulle stå og kramme, kunne hun vel opføre sig sødt og ordentligt. Det her var simpelthen dybt uromantisk. Kunne hun ikke kende forskel på et knus og det andet? Det tunge åndedræt syntes at gå i gang pr. automatik, hvergang de rørte hinanden. Kors hvor var det modbydeligt.
Hold dog op med det stønneri, tænkte Paul forpint. Hun trykkede sig også alt for voldsomt ind til ham. Hun opførte sig som ... Paul havde ikke lyst til at bruge det ord om Anne Marie. Det var trods alt hans gamle drøm fra pubertetsårene. Men ville hun dog bare lad være med alt det grimme noget. Hun rakte også hovedet op for at kysse ham. Hendes kaffeånde var ikke videre liflig.
Hvorfor skubbede han hende ikke fra sig og sagde, at han ikke elskede hende mere, ikke ville det her og slet ikke brød sig om det? Hvorfor var det så svært? Et eller andet standsede ordene, så han ikke kunne. Hvad var det, der blokerede ham? Hvorfor drev han med på det her? Det var ikke rart. Det var ikke noget, han ville. Ikke en gang bare for eventyret og oplevelsen. Det var afsindig væmmeligt. Men hvorfor standsede han det så ikke? Eller skældte hende ud for at ødelægge det hele, gjorde hende klart at hans store opofrelse i sin tid havde været oprigtig, men at hun nu var ved at trække det hele ned i smudset. Hvorfor lod han hende bare køre på?
Det ville nok gå lettere, når de sad overfor hinanden med en kop kaffe. Så kunne han forklare det hele. Roligt, udførligt og grundigt. Hvis hun ellers bare ville lade være med at afbryde ham.
Under busturen sad Anne Marie og klæbede sig op af ham. Det var svært at tænke, når hun hele tiden forstyrrede ham. Hvorfor kunne hun dog ikke give ham fred, så han kunne gennemtænke, hvad han skulle sige?
- Her er altså lidt rodet, sagde Paul undskyldende, da de kom ind på hans værelse og skyndte sig at flytte nogle ting. Jeg skal lige hente noget vand til kaffemaskinen.
Paul trissede rundt og bryggede kaffe, ryddede nødtørftigt op og overvejede, om han skulle sætte en plade på. Det var nok bedst at lade være. Kunne koncentrere sig helt og holdent om at få snakket ud. Så var det bare lige at finde den rigtige måde.
Anne Marie havde sat sig på hans seng. Hun smilede til ham. Et smil han ikke brød sig om.
Mellem en bunke bøger fik Paul øje på "Stadsstuen" af Flemming Mathiesen. Han huskede en fantastisk passage derfra. Lige det helt rigtige.
- Du skal lige høre det her.
Han slog op på siden og stående midt i værelset læste han højt for Anne Marie:
... Kanden, der havde stået så længe på hylden og været et frydefuldt syn for alle, der kom igennem stadsstuen, lå nu knust i tusinde stykker. De malede blomster på porcelænet var forsvundet, og blot en tilfældighed af skiftende farver kunne øjnes blandt skårene, en bunke kulørte skarn, uigenkendelige som det smukke stykke kunsthåndværk, der i så mange år havde været i familiens eje, og bar på fortællinger om vår og høst, om gode og onde år, hvor det ved højtider havde skuet udover rummet og var blevet fremvist som hjemmets klenodie for enhver ny gæst, men aldrig havde prydet bordet, fordi kanden var en ting, der skulle værnes om. Med én eneste ubesindig bevægelse var det pragtfulde porcelæn forvandlet til intet. Da kanden knustes var stadsstuen ikke længere den samme som før og ville aldrig kunne blive det igen ...
- Har du haft et uheld med en kande?
- Nej, svarede Paul med et suk, der var en hårsbred fra at blive en snerren.
Hun forstod det ikke. Smilede bare sit tåbelige, fjogede smil.
- Sætter du dig ikke ned?
- Vandet skal lige løbe igennem, så jeg kan få kaffen hældt op. Jeg skal også lige finde nogle kopper.
Kaffen var færdig, da Paul kom op fra køkkenet, han hældte den på termokanden, skænkede op for dem begge og satte sig til rette i sin gode lænestol. Nu var han på hjemmebane. Nu skulle han bare finde den rigtige indledning, så kunne det hele stadig nå at blive glattet ud. Når hun ikke forstod det fra bogen, der ellers sagde det så godt, måtte han jo prøve på en anden måde. Men hvordan skulle han kunne overgå Flemming Mathiesens formfuldendte prosa? Paul overvejede sine indledende bemærkninger, mens han nippede til kaffen.
- Sætter du dig ikke herover? smilede Anne Marie.
- Lad os nu bare sidde her. Så kan vi snakke rigtig godt.
- Er du bange for at sidde ved siden af mig?
Nej, nej, nej. Nu måtte det her have en ende.
- Jeg sidder så godt her i min stol. Her plejer jeg altid at sidde.
- Er det ikke hyggeligere, hvis vi sidder ved siden af hinanden.
Nej. Bestemt ikke, mente Paul i sit stille sind. Han havde ikke lyst til, at de skulle begynde at sidde og kysse og flette fingre. Især ikke, hvis hun skulle sidde og ånde på den væmmelige måde. Han ville bare have en god, fornuftig snak, der bragte alle misforståelser ud af verden. Ikke sidde tæt omslynget og sige søde, tomme ord.
- Jeg sidder så godt her, og nu kan vi rigtig snakke.
- Vi kan da også snakke, selvom vi sidder ved siden af hinanden.
- Jeg synes, det er fint sådan her.
Paul nippede til sin kaffe.
- Tør du ikke komme herover? udfordrede Anne Marie.
- Joh, sukkede Paul og føjede hende.
Hvorfor ikke. Det kunne der vel ikke ske så meget ved. Når bare han ikke tog hende i hånden, afværgede al den slags.
- Jeg vil godt fortælle dig ...
Længere nåede han ikke. Hun kastede sig over ham som et vildt dyr. Det var meget, meget værre, end han havde frygtet. Hun ville en hel del mere end bare at holde i hånd.
- Nej, hør nu ...
Men Anne Marie ville ikke høre. Stønnende som et prustende næsehorn var hun allerede i færd med at vælte ham om på sengen og knappe hans skjorte op.
Paul var efterhånden så sur og ligeglad, at han ikke orkede at gøre modstand. Vil du da absolut ødelægge det hele? tænkte han. Smadre alt, tilsøle det smukke minde? Liderlige møgso! Skal det absolut være så grimt og lavt som overhovedet muligt? Er det det, du vil ha', din ulækre mær? Så skal du fand'me også få det. Det gør hverken fra eller til nu. Du har allerede ødelagt det hele, så lad os bare tømme giftbægret tilbunds.
Men kors hvor var hun klodset. Det gjorde det ikke ligefrem mere tiltalende, at hendes kærtegn snarere føltes som voldshandlinger. Grådigt og krævende gjorde hun krav på hans krop. Trykkede ham hårdt ned til sig, så han frygtede for sine ribben, alt imens hun borede neglene ind i hans ryg og hans stakkels pik blev slugt af hendes altfortærende kusse.
Vilde bevægelser. Kvast og mast. Hevet og flået i. Synkende mod et uendeligt dyb. Opslugt af afgrunden. Fortabt!
Eks-kæresten, der havde vakt Anne Maries jalousi med sine sugemærker, havde ikke ligefrem givet Paul høje tanker om at gøre det rigtigt. Forskellen på barnelege og det voksne intime liv havde forekommet ham skuffende lille. Bare sved og kroppe. Han havde forventet noget andet. I en bog havde han læst noget om "Guds ånde" og at "tiden stod stille". Sådan var det ikke. Men det havde trods alt været langt mere tåleligt end denne pinefulde bliven ædt af et umætteligt rovdyr.
Omsider fik det ende. Paul var i tvivl, om han havde en eneste hel knogle tilbage i kroppen. Anne Marie lå og smilede. Havde endelig indstillet den irriterende stønnen og var blevet stille.
- Jeg tog ikke fejl af mine følelser for dig, hviskede hun fortroligt.
Paul krympede sig under ordene. Hadede sig selv. Han kunne ikke gengælde det, Anne Marie gav udtryk for. Tvært imod følte han kun væmmelse, væmmelse og atter væmmelse.
- Jeg skal lige på toilettet, undskyldte han sig.
Da han kom tilbage havde Anne Marie klædt sig om. Hun havde taget en af hans T-shirts på. Havde hun dog bare taget en anden. Det var en venskabs T-shirt. En rigtig god kammerat havde en magen til. De havde købt dem sammen en dag, de var på bytur. Men han sagde ikke noget til det. Det var vel i det mindste et signal om, at de skulle gå til ro nu. Paul fandt sin pyjamas og klædte sig om. Gjorde sig ingen ulejlighed for at skjule det faldne og indskrumpede lem. Selv det var ham ligegyldigt. Hvis de bare kunne lægge sig til at sove nu.
Sådan gik det nu ikke. Paul havde dårligt slukket lyset og lagt sig, før det blev ham klart, at Anne Marie ikke havde i sinde at lade den faldne forblive i sin slumretilstand. Hun pillede. Klodset og voldsomt. I grunden forstod Paul ikke, at kroppen reagerede. Men rejsningen indfandt sig. Anne Marie blev voldsommere. Tog fat med et solidt tag og trak til, som ville hun starte en græsslåmaskine.
- Av! Ikke så hårdt.
- Undskyld.
- Den bli'r ikke større af, at du flår i den.
- Det skulle den da heller ikke så gerne blive.
- Hvad mener du med det?
- Så flækker du mig sgu da.
- Årh, hold op.
End ikke dét havde Paul lyst til at drøfte nærmere med Anne Marie. Han ønskede sig bare langt, langt væk. Fjernt fra dette helvede, som var i færd med at omskrive hans livshistorie.
"Now he's cool and stifled
and it's she who has to beg"
... ihukom Paul ordene fra sin yndlingssang. Et sted i det fjerne lød et spagt ekko af det efterfølgende "why aren't we thinking up romance?" Ja, hvorfor ikke? Det lod sig jo slet ikke gøre. Ikke under de her omstændigheder. Tingene var ikke, som de engang havde været. Var det Pauls fejl? Havde han ikke været tilstrækkelig udholdende og trofast i sine følelser? Havde han givet for hurtigt op?
Eller kunne Anne Marie lastes? Det her var jo slet ikke dét, han havde tænkt sig. Heller ikke dengang. Mindede mere om det grisling-møder-vareulv-orgie, der jævnligt foregik inde på den anden side af væggen.
Næste morgen sad Anne Marie med et endnu mere fjoget smil over morgenkaffen og kiggede tilbedende på ham. Han hadede sig selv for sine følelsers ubestandighed. Engang ville han have været lykkelig for det blik, der nu føltes som en tortur.
- Sikke en nat, sagde Anne Marie henført-drømmende. Jeg er glad for, at vi gjorde det ordentligt.
Men sådan var det ikke. Tvært imod ...
- Jamen hvis det hele er så usikkert, spurgte den knap 30 årige Paul sin smukke kæreste, hvem siger så, at jeg ikke har den mindste, du har set?
- Nej, det er ikke den mindste, fastslog Ida med stor bestemthed. Og heller ikke den næstmindste, fortsatte hun efter et øjebliks betænkning.
Ida overvejede nogle sekunder yderligere.
- Nej! afgjorde hun så. Din er en af de største.
Paul forsøgte virkelig at ikke krydsforhøre Ida om emnet, hvergang de så hinanden. Han kunne udmærket se, hvor trættende det måtte være for hende. Men det var svært at helt lade være. Ikke spørge ind til det bare en gang imellem.
Tankerne piskede rundt i hovedet fra morgen til aften og pinte ham, så han næsten ikke kunne holde det ud. De velkendte gamle sug i mellemgulvet var blevet en konstant fornemmelse. I alle hans vågne timer føltes kroppen knuget og anspændt på en måde, der flere gange dagligt overskred grænsen til det direkte smertende.
Det havde ellers føltes som et eventyr, da han og Ida fandt sammen. Hun var en høj, slank blondine og tindrende smuk. Paul forstod slet ikke, at hun var interesseret i sådan en som ham. Hun havde bestemt også andet og mere end udseendet at byde på. Hun var noget af det sødeste og tillige velbegavet. En ren drømmepige, der var travet lige ind i hans liv.
Problemet var bare Pauls usikkerhed. Han var hele tiden bange for, at han ikke var god nok til hende. Det gav sig udslag på mange måder, men især fik det hans gamle kompleks til at blomstre op som aldrig før.
I begyndelsen havde han behersket sig. Ikke spurgt ind til dem, hun tidligere havde været sammen med. Men det indre pres havde hobet sig mere og mere op, indtil det blev helt ubærligt, og han blev nød til at spørge.
Ida gik overhovedet ikke op i størrelser. For hende var kønslemmet en del af en person, der ikke på den måde kunne isoleres fra det øvrige. Endvidere var hendes hukommelse ikke særlig god, så om en eller anden fyr, hun i en halvbrandert havde været sammen med til en fest, havde haft en stor en eller ej, stod temmelig tåget.
Dét havde Paul det svært med!
Mens han selv foretog minutiøse beregninger med op til fem decimaler, måtte han fra Ida lade sig nøje med usikre formodninger. Alt fremsat med forbehold. Pauls forpinte tvivl havde således ført frem til denne aften, hvor proppen var røget helt af.
Det lidt voldsomme spring fra hverken mindst eller næstmindst til en af de største, var en usikkerhedsmargin, der pinte Paul. Men han lod sig foreløbig nøje med dette svar i erkendelse af, at det formodentlig var det bedste, Ida var i stand til at give.
- Så regner du det altså trods alt for rimelig sikkert, at jeg hører til i den øverste halvdel?
- Ja.
- Det er jo så længden. Hvad med tykkelsen? Tror du, at du har set nogle, der var tyndere?
- Helt bestemt. Der er nogle, som virkelig er meget tynde.
- Ja, så kommer jo så den oplagte. For der kan jo så være nogle, der er lidt kortere end min, men til gengæld tykkere, og omvendt nogle, der er lidt tyndere end min, men til gengæld længere. Så tror du, jeg siger bare: "tror du", at du nogensinde har set en, der var både kortere og tyndere?
- Ja, det tror jeg faktisk. Det er jeg egentlig ret sikker på.
- Altså hverken den korteste, tyndeste eller laveste kombination. Det er da rart at vide. Det tror jeg faktisk også, at jeg godt kan leve med.
- Det var da godt.
Paul og Ida kyssede hinanden. Han lovede sig selv, at han ikke ville spørge om mere. Bare prøve at være rigtig sød ved Ida. Så sød som sådan en dejlig pige fortjente.
Det sidste var lettere end det første. Det faldt Paul naturligt at finde på alle mulige søde ting. Som da Ida på et tidspunkt havde fundet et eftermiddagsjob nogle timer om ugen, og en dag i telefonen havde fortalt, at hun ikke havde nået at få frokost. Paul var troppet op med en madpakke til hende, og Ida havde smilet sit søde, blide smil.
- Tænk at jeg har sådan en sød kæreste, havde hun sagt.
Men tvivl, uvished og utallige spørgsmål var ved at æde ham op indefra. Så der gik ikke lang tid, før han atter spurgte om ting, han ikke kunne lide sig selv, når han spurgte om.
Usikkerheden betød også, at Paul havde svært ved at være afslappet og naturlig, når han var sammen med Ida. Som oftest blev han en censureret udgave af sig selv. Dog var der ind imellem også helt vidunderlige stunder.
En nat, hvor de havde en lang snak, var der en særlig åbenhed. Udleverethed på en smuk måde. Paul følte, at de kom tættere på hinanden. Han var bare lidt ked af, at Ida henad morgenstunden lagde op til, at de skulle have sex med hinanden. Syntes hun ikke, det var nok med denne her fantastiske snak? Havde den ikke været noget særligt for hende? For Paul havde det været en helt utrolig nat. Hvorfor skulle det forfladiges? Nu var de lige på vej op i ånden, og så røg de ned i materien igen.
Men Paul føjede sin elskede Ida, og hans kærtegn var ømme og blide.
Som altid ...
Der var ikke noget i vejen på den front. Især i begyndelsen havde der været mange hede nætter. Faktisk fik de begge sovet for lidt og havde svært ved at klare deres daglige gøremål. Da de var inde og se "Breaking The Waves", havde de aftalt at gå pænt hjem hver for sig bagefter. Sådan gik det imidlertid ikke. Da filmen sluttede, sad de og klamrede sig til hinanden, mens folk omkring dem var på vej ud af biografen.
- Vil du ikke nok tage med mig hjem alligevel, spurgte Ida med en lille, pjevset stemme.
- Jooouuvv, svarede Paul i et lignende tonefald.
Sådan gik det tit.
De havde de ting sammen, de havde fundet frem til. Det fungerede sådan set fint nok. Ida gav ofte udtryk for, at hun syntes, de havde et rigtig godt seksualliv. Det var jo bare alle de tanker, der røg gennem Pauls hoved, hvergang hun rørte ham på hint sted.
Igennem årene havde dagbogen ofte været aflastningsplads for alle Pauls størrelsesbekymringer. Mens han kom sammen med Ida, gik det helt amok. En manisk feber af endeløse beregninger side op og ned. Det var ikke altid nok. Ind imellem flød tingene sammen oppe i hans hoved.
Men også indenfor forholdet havde ting, der burde holdes hver for sig, det med at flyde sammen.
I en række dejlige sommerdage var de på landet sammen og gik lange ture i den smukke natur. En dag gik de og snakkede om usikkerhed. Ida havde også sin form for usikkerhed. Hun var nogle år yngre end Paul og lige et par bøger bagefter. Ind imellem havde hun svært ved helt at følge med, når han slog sig løs i vilde tankeudflugter. Paul trøstede og opmuntrede. Ligesom Ida trøstede og opmuntrede, da Paul talte om, at han ofte slet ikke følte sig som en rigtig mand, snarere som en lille dreng.
Det var dejligt og fortroligt at gå blandt træer og blomster under den solrige himmel og tale om de her ting. Hvor svært det var for dem begge. At de gensidigt aldrig helt følte sig gode nok. Men i det mindste kunne de tale om det.
De fandt et afsides sted i skoven, og Pauls hænder og mund fandt vej under Idas kjole. Som altid kom hun stille. Men Paul vidste det alligevel. De kendte efterhånden hinandens kroppe temmelig godt.
Han rejste sig og omfavnede hende. En tid stod de i tavshed og holdt om hinanden. Så åbnede Ida hans bukser. Paul kiggede ned ad sig selv.
- Mand nok?
- Ja! Det er det da. Synes du ikke?
Paul trak på skuldrene. Ida kiggede ham tankefuldt i øjnene med kærlig bekymring.
- Det synes du ikke, fastslog hun.
- Nej. Men jeg er glad, hvis du synes det.
Kort efter, de var kommet hjem fra sommeropholdet, da Paul en dag skulle ud til Ida, havde hun sat et lille kort ved hans Plads:
HER SKAL MANDEN SIDDE!
Sådan blev tingene blandet sammen. Smukt og grimt i skøn forvirring. Og dog var Paul aldrig helt åben og tvangfri overfor Ida. Altid vogtede han på sig selv. Når han endelig af og til lukkede op og talte ligefremt, var han end ikke da helt naturlig. En del af ham stod ved siden af og kiggede på. Vurderede hans optræden, og bebrejdede ham, hvis han trætnede Ida. Det kunne ske, at han i lutter trods overfor denne evige kritikker gav los og red sine kæpheste udover al rimelighed, hvad end det så var størrelser, musik eller litteratur, der lige i det øjeblik pressede sig mest på. Men som oftest lagde han bånd på sig selv.
Ida var almindeligvis mild og overbærende. Det var sjældent hun bebrejdede ham. Men det skete dog af og til. Så følte Paul sig beskåret og amputeret. At der var en del af ham, han ikke kunne få med ind i deres forhold og måtte holde udenfor.
Måske også fordi at han og Ida kun i begrænset omfang havde fælles interesser. Han savnede, at de kunne mødes omkring et eller andet. Denne trang drev ham ofte til at forsøge at pådutte Ida emner til nærmere udforskning. Han blev skuffet og vred, når hun ikke lod sig opsluge af det pågældende, men samtidig også vred på sig selv over sin insisteren på ting, han syntes var spændende. Han følte sig ofte urimelig og krævende. Især når han oplevede situationer, hvor Ida direkte markerede, at nu blev det for meget med det ene eller andet.
Det følte han sådan set også, når Ida stod det igennem uden at sige noget. Det meste af tiden følte han sig som et besværligt barn, som Ida bar over med. En plagsom møgunge, der trak alt for store veksler på hendes langmodighed. Han forsøgte at ikke komme med alt for mange musikalske og litterære foredrag. Men fik ikke altid bremset sig selv i tide.
Værst var det med størrelserne. Det kom efterhånden til at fylde mere og mere. Ikke bare i hans tanker, men også i forholdet, hvor han i nogen grad lagde pres på Ida for at hun skulle tænke tilbage, huske, genkalde billedet af de andre.
Et eller andet sted vidste Paul godt, at Ida var udmærket tilfreds, ligesom hun jo slet ikke gik op i størrelser. Da hun en dag spurgte ham hvorfor og til hvilken nytte, hvad det egentlig var, de størrelser betød, blev han hende svar skyldig.
Det var jo nærmest som noget andet ved siden af, der i grunden slet ikke vedrørte deres forhold. Måske var Paul en smule skuffet over, at Ida gik så lidt op i det, selvom det samtidig var en lettelse og gjorde det tydeligere for ham, at det i grunden handlede om noget helt andet.
Overfor sig selv måtte Paul med skam indrømme, at tanken om de (meget?) større, Ida havde set, ikke udelukkende pinte ham, men tillige ophidsede ham. Undertiden når han var uoplagt, og Ida ville, var disse tanker det eneste, der kunne få ham rigtigt op på dupperne.
Var det da bare en sexleg? Udnyttede han i virkligheden Idas velvilje til under dække af et påstået problem at få afløb for en sygelig tilbøjelighed?
På den anden side var det jo slet ikke rart. Det var ærligt nok, når Paul overfor både sig selv og Ida hævdede at være forpint. Det var virkelig et helvede. Ind imellem krampede hele kroppen.
Men han genkendte samtidig en række af sine gamle nykker. Ikke mindst den med at blive truet nedefra. Blandt Idas tidligere elskere - lykkedes det hende med tiden at grave frem af hukommelsen - var der to, som hun huskede som liggende meget tæt på Pauls. Endog så tæt, at hun vurderede, at rangfølgen afhang af, hvor ophidset Paul var. Hans standardrejsning mente hun lå et sted midt imellem, men gik den over eller under, kunne dette forskubbes.
Ham, som Paul kunne slå på en god dag, vakte kun begrænset interesse. Nej - den anden. Den, der egentlig var mindre end Pauls, men som altså var større, hvis Paul havde en knap så fyldig rejsning som ellers. Dén gjorde indtryk!
Tanken gav netop nogle særdeles fyldige rejsninger, alt imens Paul tænkte, at han nok ikke var pumpet så højt op, at han kunne slå den. Mens det reelt var Paul selv, der truede nedefra, følte han sig ikke desto mindre voldsomt truet og blev vildt ophidset deraf.
Hvorfor havde han ingen udtømmende og fuldt tilfredstillende forklaring på. Han registrerede blot, at det forholdt sig sådan og skammede sig over, at han på den måde havde tvunget Ida ind i en leg, hun i virkeligheden ikke havde indvilget i, da hun blot af lutter godhed ville hjælpe Paul med sit problem.
På den anden side kunne det forsvares med, at uden dette pirringselement ville han formodentlig slet ikke have været i stand til at have et seksualliv med Ida, og dét ville hun tydeligvis nødigt have undværet.
Det kunne vendes og drejes i én uendelighed. For det var jo også hans problem. Der var disse to sider, det frygtelige og det pirrende. Lidelse og nydelse ud i ét. Den forkrampede kropsfornemmelse og de hårde rejsninger.
Tanken om smuk og harmonisk sex var i teorien dejlig. Men Paul måtte erkende overfor sig selv, at der for ham var en alt for nær forbindelse mellem sex og angst. Uden en lurende trussel kom der ikke rigtig gang i tingene. Det var så nær en forklaring, han kunne komme. Han fandt den ikke udtømmende. Der var masser af gåder tilbage. Dertil kom så det stadig nagende spørgsmål om, hvorvidt han gjorde noget forkert overfor Ida. Men også selve den paradoksale tilstand, at det nødvendige var så pinefuldt.
Kunne han dog bare blive det kvit. Men som han udmærket selv kunne se, blev han snarere viklet dybere og dybere ind i det. Det var jo netop dét, der var så forfærdeligt.
Det syntes også at trække andre ting med sig. Problemerne i forholdet blev stadig flere. Men i det mindste var de begge indstillet på at forsøge at løse dem. Dog var Paul ikke altid lige sikker på Idas holdning. Ofte gav hun næsten desperat udtryk for, at hun ønskede forholdet, at han ikke måtte forlade hende og at hun for alt i verden ville det her. På den anden side kunne hun undertiden komme med bemærkninger, der antydede noget andet. Som da Paul en aften fastslog, at de "skulle jo" prøve at få løst alle tingene.
- Det er jo ikke noget, vi skal, svarede Ida. Det bestemmer vi da selv. Der er jo ikke en eller anden boss, der står og bestemmer det.
Den slags udtalelser faldt ikke i Pauls smag. Han mente, at de havde forpligtet sig i forhold til en aftale, og at der derfor lige så godt kunne have vært en boss, der sagde "skulle".
De var heller ikke helt enige om, hvordan de skulle arbejde med tingene, måske ikke en gang hvad målet var. Udover det noget svævende at "løse problemerne og få forholdet til at fungere".
Vist var der også gode ting. Dejlige stunder. Undertiden kunne en gåtur langs en sø, at købe en pizza eller tage en tur i biografen være et helt lille eventyr.
Når de ikke var sammen, var det heller ikke lutter beregninger i dagbogen. Det gav et vidunderligt rygstød i mange situationer at have sådan en dejlig kæreste. Det kunne være en kassedame i et supermarked, der behandlede ham uvenligt og hovent. Ting, der tidligere ofte havde såret Paul. Nu besad han et ufejlbarligt våben. Ha! Tænkte han inde i sig selv. Du skulle lige vide! Min kæreste er meget smukkere end dig.
Alligevel faldt det ham ofte svært at tænke "min kæreste". Var Ida det? Sådan rigtigt? Det var hun selvfølgelig. Og så på en måde alligevel ikke. Der var et eller andet, som ikke var faldet helt på plads.
Hun var i hvert fald glad for ham. Ligesom hun var meget bange for, at han skulle gøre det forbi, hvad Paul overhovedet ikke havde nogen planer om. De skulle jo bare have løst alle de her problemer.
Men problemerne blev ikke løst. De voksede sig værre og værre. Efterhånden tog alt det negative magten fra dem. En selvforstærkende negativ kraft syntes at have fået sin egen vilje og styre deres liv. De ville kun hinanden det bedste. Men efterhånden endte alle deres møder i skænderier.
Da bestemte Ida sig for at gå.
Paul syntes, det var det mest forfærdelige og smertefulde, han nogensinde havde oplevet. Det gjorde ondt alle vegne og helt ind, så langt han overhovedet kunne mærke.
Det var almindeligvis sjældent, at Paul græd, og aldrig offentligt. Men lige efter bruddet løb tårerne som en tændt vandhane allevegne. Også i busser og toge. Han kunne ikke kontrollere det, og gråden føltes ikke en gang forløsende. Striber af tårer rendte bare ned ad kinderne, som en selvfungerende ordning, der ikke havde noget med ham at gøre.
Det mærkelig var, at han midt i den totale sønderknuselse også oplevede en lettelse. Der havde været forfærdelig mange svære ting i det forhold. De var ligesom aldrig kommet udover de indledende øvelser. Der havde konstant på begge sider været en usikkerhed og anspændelse. En del af ham var enig med Ida i, at det var bedst at gå hver til sit.
Han vidste jo udmærket, hvor mange ting, der havde været galt, og forholdet havde været ligeså opslidende og trættende for ham. Han kunne også udmærket se den eskalerende bevægelse, hvor alt muligt negativt optrappedes, at det trods alle anstrengelser og forsøg ikke blev bedre.
Men alligevel ...
Det var da ikke værre, end at de kunne arbejde med det. Andre par gjorde alle mulige lede ting. Var utro, kørte beregnende spil og forsøgte helt bevidst at såre hinanden. Sådan havde det aldrig været med ham og Ida. De var bare to usikre mennesker, der hele tiden var bange for at ikke være gode nok til hinanden.
Med den ømhed og forståelse, der trods alt havde været imellem dem, kunne det ikke ende på denne måde. Paul tænkte mange gange dagligt, at det simpelthen ikke kunne passe. Ida ville skifte mening og komme tilbage.
Men Ida skiftede ikke mening. Tvært imod gled det tidligere par længere og længere fra hinanden. Omgikkedes kort tid senere slet ikke mere. Mens Ida var travlt engageret i kreative projekter, foreningsarbejde, ny kæreste og meget andet, sank Paul ned i en dyb depression, hvor han undertiden lå flere dage i træk i sin seng og blot kiggede op i loftet.
Uden at være strengt religiøs, endsige from, havde Paul altid været overbevist om, at der var et eller andet. Det måtte der simpelthen være. Men da han lå med sin smerte og forladthed, oplevede dette, der gjorde så uendelig ondt, var i den grad forkert og meningsløst, kunne han for første gang nogensinde forestille sig et fuldstændig nøgent univers. Ikke opretholdt af nogen orden eller vilje, men blot kaos, tilfældighed og endeløs tomhed.
Latteren fra afgrunden lød. Helvede havde åbnet sig, og flammerne begyndte at stige til vejrs. Men end ikke dette var det allernederste dyb. Et sted under afgrundslatteren og helvedesflammerne var der noget andet. Noget mystisk og fremmed.
Paul vidste ikke, hvad det var. Men han forstod, at det var farligt. Noget frygteligt og ondt. Et mørke, der var mere end mørke ...
Han var et andet sted ... var - er ... et konstant nu, altid tilstede skjult under hverdagens larm og hændelser. Endeløst langt bagved kommoden, konkurrencen og kommentarerne. Hinsides alt.
Står, hvor han altid har stået.
Det øvre mørke er i sammenligning som den lyse dag. Gennem maltrakteret skumring og kvælende tusmørke synker han ned i et endeløst dyb, et klæbrigt mørke som sort mudder og slam. Sorthed gennemtrængt af sorthed. Dræbende mulmstof mættet af forpestende dunster.
Råddenskab. En jordslået em. Tykke, mørke tågebanker.
Spredte, blafrende fakkelskær - blege og vege, som udtværede klatter på en mørk mur. Oplyser kun tågen. Demonstrerer dens igennemtrængelighed, mens lugten af skidt og råddenskab bliver kvælende, ulidelig.
Paul! Hvor går du hen?
Han drives frem imod sin vilje. Skal se alt det, han ikke vil se.
Han ved, at det han nu skal erkende, er værre end han nogensinde før har kunnet tro.
Kræfter, der overgår alle forestillinger, vil sende ham ud et sted, hvor han skal finde ting, der gør det ligegyldigt, om han lever eller dør. For længst derude er han hinsides tvivl og tro, fortabelse og redning.
Derude ligger der noget gemt. Gravet ned som eventyrets skatte. Men det er ingen skat, der skjules under den jord. Det er noget langt værre end han kan fatte, overgår hver en frygt, han hidtil har kendt.
En uvis kraft tvinger ham til at grave med sine nøgne hænder, der er fyldt med sår. Mod sin vilje er det ham selv, der skal finde sin gyselige gave. Han graver uophørligt videre. Kan ikke standse. End ikke da han forstår, hvad det er, som er dernede.
End ikke da han ser den lodne arm, der skyder op af jorden og bliver til en grotesk skabning, som får ham til at skrige og græde, gør ham kold og varm.
Mens han ryster i en feber, kan han mærke, hvordan væsnet gennemborer ham og trænger ind blandt drømme, syner, håb og frygt i de landskaber, der udgør hans sjæl og sind.
Dæmonens tænder bider i hans hjerte, mens verden hvirvler om i hæslig gru. Og landskab efter landskab ser han fare i hastig flugt forbi sit bange blik. Han drives op til toppen af en klippe, og jages atter ned i dødens dal, hvor baghold, svig og nid er lagt tilrette, og byder ham at smage på sit bryg.
De rækker ham det bæger, han skal drikke, og drikken den er besk i denne nat. Men der er ingen vej, som han kan flygte. Udgangene er spærret overalt.
Men alt imens han sidder som en fange og panisk rusker i det tætte bur, får han et puf af kræfter, som kan tvinge hans vilje, så han svæver rundt og rundt. Han driver vidt omkring for alle vinde. Han jages op og ned og ned og op. Han ser, hvad intet menneske kan skue, og hører sang på fjerne tungemål.
En afgrund yderst ude blandt det stygge,
hvor angst og sjælpine har sin gang;
i kløfters dal hvor skygger kaster skygge,
og knuste liv udøser klagesang.
Mod bjerges top og til den fjerne stjerne
når skrig, som ingen dødelig har hørt.
Gespensters blege ekko i det fjerne,
som kun i dølgsmål har et hjerte rørt.
Dog! Skriget toner gennem bjerg og dale,
og dødningrøsten trænger stille ind.
Forstyrrer men'skebørn i nattens dvale.
De vågner skræmte med uroligt sind.
Tilsidst skal hvert et barn dog finde lise,
og vandre til de lykkeliges land,
hvor glæden synger som en sommerbrise -
dem alle, alle - ja - blot ikke han!
Han kastes ned i dybet til de onde;
de flår hans bryst og flænser i hans hud.
Hvad end han havde håbet på at finde,
han møder alle vegne kun fortræd.
Og Paul indser, han er uden chance, og aldrig under livets tunge gang skal finde nogen nåde for de domme, som nådesløst blev afsagt denne nat.
Men er det nat? Det er vel sommerdage? Sidder han ikke her i venners lag?
Nej, han er langt, langt borte. På en fjern planet fuld af sorte helvedsflammer. Ild, der brænder sort og ikke rødt. Ild, der giver mørke frem for lys. Men brænder, brænder alt. Fortærer, æder, udsletter på sin vej.
Og Paul bliver lagt omhyggeligt til rette som et stykke brænde, der skal mætte ildens sult.
Han indser, at der er ingen vej tilbage, for branden vil bortsmelte alle sminkede lag. Nu skal det afsløres, hvem og hvad han er aller inderst inde. Intet kan skjules, alt vil blive vist.
Han brændes, rives til blods, får sit kød revet af i store stykker ad gangen. Han skrælles, og alting hives bort. Tilsidst er der ingenting tilbage.
Kun Paul.
Paul, der falder på ny. Atter hives gennem dystre landskaber, op og ned. Trapper, gange, mørke haller. Fredløst jaget. Videre, videre frem.
Kan han le? Kan han pjatte? Kan han synge?
Retten er sat -
natten bærer krat ...
Stop! - Dumme dreng! Det nytter ikke noget. Tror du, at du kan charme dig ud af denne knibe? Driv bort i mørket! Vig bort, lille skifting.
Bliv opslugt, forsvind!
Han er væk!
Paul! Hvor er du nu? Helt forsvundet?
Nej, der går han, den forladte dreng. I en tæt skov fuld af farer. Kastes omkring af ukendte elementer. Jages frem imod endnu et syn.
Og så alligevel er det stadig det samme ...
... var og er ...
Står, hvor han altid har stået!
Han træder nærmere. Dommen er uudtalt tilstede og fylder rummet.
En tid? Hvilken tid? Den findes ikke! En fortid? Den har aldrig været. Det hele var løgn, opspind og dumme drømme! Det var galt fat fra første begyndelse. Det har aldrig været godt. Det var ikke engang meningen. Det var en fejl. Slet og ret en fejl.
Er det alt, hvad jeg var og er?
Skønt intet høres er et rungende "JA!" tilstede i den dødsens stilhed. Det foreligger og var der længe før han spurgte. På forhånd.
Aldrig?
"NEJ" foreligger det skjulte brøl i den trykkende tavshed. På forhånd.
Så var jeg altså en fejltagelse?
"JA!" foreligger på forhånd.
Hvad kan jeg så forvente?
"AFVISNING!" foreligger på forhånd.
Kun afvisning?
"LUTTER AFVISNINGER I AL FREMTID!" foreligger på forhånd.
Hvad så derefter?
"DEN TOTALE UDSLETTELSE!" foreligger på forhånd.
Døden?
"BEGRAVET OG GLEMT!" foreligger på forhånd.
Alle spor slettet?
"ALLE SPOR SLETTET!" foreligger på forhånd.
Ingen, der mindes? "
ALT FORTRÆNGT OG ALLE BREVE BRÆNDT!" foreligger på forhånd.
Og brevet er mig?
"BREVET ER DIG!" foreligger på forhånd.
Den skjult foreliggende brølen i den dødsens tavshed fortrækker til et fjernt skjul og toner ud. Svarer ikke på flere spørgsmål. Der er heller ikke flere at besvare.
Det var så alt, og alt er intet. Slet ingenting. På forhånd slet ingenting. Fra tidernes morgen til altings ophør slet ingenting.
Dommen faldt, før han overhovedet var født, og han kan hverken gøre fra eller til.
Paul er alene! Alene i den larmende stilhed.
Men noget griber ham. Smider med ham. Kyler ham rundt i mange rum, op og ned af endeløse trapper.
En støvet odeur trænger op fra talløse kældre.
Han falder ...
Falder og falder.
Suges dybere ned. Ned i den underste kælder. Går af lange, dystre gange henad hårde, kølige stengulve. Dundrende ekko af hvert skridt kastes rundt mellem murene. Et labyrintisk virvar af gange.
Et kutteklædt kor af messende skygger flakser hastigt forbi på væggen. Da gangen slår et skarpt sving, synes et øjeblik et vildt dyrs øjne at stirre ham i møde, inden også de forsvinder. Han aner, at luften er fuld af små, spidse tænder, som vil bide ham.
Gespensters åndepust i skyggevove
og tavse skrig i dunkle skove
... Gange, rum, korridorer og trapper,
dystre og gamle - dunkle gemakker ...
Han når frem til en stor sal, hvor alverdens fejltrin og forbandelser holder gilde med hinanden. Men han er ikke inviteret. Selv dette selskab holder sig for gode til at have noget med ham at gøre.
Han står i yderkanten. Betragter det hele på afstand. Ser sig søgende omkring. Synet skærpes. Han skuer mange døre, rum og gange. En gnækkende hvisken kalder ham over til det fjerneste hjørne.
Kom hid, du usalige nidding!
Tøv ej. Hvad har du at miste?
En aflåset port brister. Låsen opgiver knasende ånden, og porten springer op. Et pust fra en iskold vind, der bærer en muggen lugt med sig, slår ham imøde. Derinde findes det værste. Derinde skal han se sig selv i øjnene, konfronteres med det hele. Indse at han er en fejl. Forkert og defekt.
Der er ingen plads til forsvarstaler for egenart og forskellighed. Egenart lader sig ikke forsvare blot som princip. Det konkrete tilfælde af noget anderledes må kunne forsvares. Det kan hans tilfælde ikke.
Kun det konstruktive bidrag er en legitim særhed, en belastende afvigelse er helt uacceptabel.
.... Mug, råddenskab, maddiker ...
Han har ikke noget godt at bidrage med. Han er kun til besvær. Han er sådan en, man skal have betaling for at have med at gøre, og de, der så gør det, vil snarest muligt finde et andet arbejde.
... Pest, bylder, pis og stinkende affald ...
Vilkårene er velkendte. Men hidtil har han hævdet deres urimelighed. Hævdet, at også han har en eksistensberettigelse. Men opstillingen er illegitim. For han er intet værd. Absolut intet!
... Ulækker, betændt, materiedrivende sår ...
Havde de hårdtarbejdende, overbebyrdede pædagoger været flaskedamer på Tuborg, ville han have været en af de flasker, der blev kasseret.
... Mutant! ...
Han træder længere ind. Stanken er ram og kvalmende. Famler sig frem i mørket gennem tyk, krydret, sygdomsbefængt luft.
... Råddenskab! ...
Fejlen i hans konstruktion har basal natur og sidder i den inderste kerne. Fundamentet skrider. De bærende grundpiller er angrebet af svamp. Små kryb, bænkebidere og mikroorganismer forlyster sig i hver en planke. Dag for dag ædes han op indefra.
Længere ind. Længere ind.
Den onde indsigt kalder ham til sig.
Mørket skjuler ikke. Mørket åbenbarer. I mørket kan han se, at ensomheden er uden ende, at han er forladt. Kærligheden er udenfor hans rækkevidde, ligesom han selv befinder sig udenfor kærlighedens rækkevidde.
Uden håb!
Ordene jager igennem ham: "Jeg vil altid være misforstået, alene og anderledes. Der er ingen andre som mig. Jeg er et vildskud, en fejltagelse. Jeg er ækel, afskyelig - forkert."
Forkert!
Han suges ned i et bugtende dyb. Svimlende drejer alting omkring, idet han slynges mod afgrunden. Falder ned igennem en tunnel. Mange buer og sving. En hvælvende spiral. Ned igennem endeløse skakter. Længere og længere. Hurtigere og hurtigere. Stadigt tiltagende mørke. Et materialiseret mørke. Indhyllet i mulmstoffet, sanser dets bitre smag og lugt. Kvælende mørke. Længere og længere ned. Slør efter slør rives bort. Et tåget omrids af kirkegårde og jord med lugt af råddenskab toner frem. I mørket, i natten. Han famler sig omkring. Ved ikke, hvor han er. I livet, i døden? Hvad er hvad? Er der overhovedet nogen forskel?
Håbløshed. Total håbløshed. At intet være, at intet betyde. Stillet udenfor al varme og medmenneskelighed. Dømt til foragt. Evig foragt. I mørket, i natten. En silhuet, en skygge. Altid afsides. I livet, i døden. Forbigået i livet og glemt i døden. Her eller hisset. Ingenting, ingenting, ingenting.
I mørket, i natten, fortvivlet, fortabt.
Evig fortabelse venter i helvedes dyb.
For kærlighed og nåde rækker ikke ned i disse skjul
blandt skrigende krager, dæmoner og giftige kryb.
Uelskelig, uelskelig - evigt foragtet og udelukket fra menneskers kreds.
Ensom, alene i verden, uden håb om det fælles,
mens sjælen forkrøbles og trækkes ud af form og forstener.
Endeløse timer, hvor nederlagene tælles,
en og to og fem og ti,
hundrede, tusind, og inden livet er forbi,
er den forkvaklede rejse blevet en sum af spildte talenter,
der måske aldrig reelt var mulighed.
En på forhånd tabt sag, der aldrig fik en chance.
Men blot uelskelig og forkrøblet i tilmålt ensomhed.
I livet, i døden, forrådnelsens stank:
hæslige åndepust damper fra afgrundens bund.
Han ser sin sjæl og aner, den er syg - i roden mørk og ond.
Fordømt skal den være, og straffes fordi den er ond.
Uelskelig, uelskelig - altid mistolket, som talte den et fremmed, ukendt sprog.
Ækel og slimet den kryber langs jorden og lokkes
mod oplyste steder i festlig pragt, hvor mennesker flokkes.
Skuffelserne følger, forbrændte håb, der blev flere.
En og to og fem og ti,
hundrede, tusind, og den dag livet er fordi,
er kun en røgsodet misklang bedrevet som bidrag til den verden,
hvor han drev om i et slør af dunkelhed
som en fremmed, hjemløs, som ingen levende mindes.
Nej, blot deformitet, der hendrev sin tilmålte ensomhed.
I mørket, i natten, i livet, i døden ...
Helvede her - helvede hinsides.
Kiste, grav, gnavende orme.
Mørke, mørke, mørke ...
... Dystre dæmoner ...
Blinkende lys. Panisk flugt. Ord bag ord.
Flimrende trusler i et flakkende lys værre end mørket. Flakkende lys, der er mørke. Et mørke under mørket. Et mørke, der er mere end mørke. Et mørke, der er tungt, tæt, ondt og altopslugende. Hinsides alle håb.
Udenfor rækkevidde af noget eller nogen. Ingen redning, ingen mulighed. Intet!
Tomhed. Skrig.
Total tomhed. I kernen af alt er der intet. Slet intet. End ikke mørke, død og råddenskab. Eller blot et rungende ekko. Selv tomheden har ophævet sig selv. Slet intet!
Intet!
Han hvirvles omkring og slynges gennem luften. Porten smækker i, og låsen virker atter som tilforn.
Det havde været et mikro-mikro kort øjeblik, langt fra bilen, Birger og bekymringerne. Ude på randen til den endelige indsigt.
Det frygtelige forskansede sig atter bag sin maske af et mere tilforladeligt og begrænset nederlag, hvor mindreværdet og underlegenheden lod sig konkretisere. Dog endnu gennemtrængt af dette bagved, der forsynede de onde varsler med en styrke, der var ude af proportion med truslens art.
Anelsens profetier rejste sig umådelige og grusomme i knejsende majestæt og skærmede for den brøkdel af et sekunds demaskering, der som et enkelt lynnedslag havde oplyst forvildelsens mørke.
Knap nok registreret!
Han anede det kun i et flygtigt glimt, så fyldte det andet atter det hele og foranstaltede nogle gevaldige sug i mellemgulvet.
Min tid er løbet ud. Den nye generation er ankommet ...
Paul var inviteret til middag og aftenkaffe hos Simone og Louis. Han glædede sig. De var nogle rigtig søde mennesker, og ved et tidligere besøg havde han fundet atmosfæren i deres hjem stimulerende. Dengang havde Louis fortalt om sin phd opgave, og Paul havde været overrasket over, hvor let det var faldet ham at gå ind i debatten og bidrage til den. Denne gang var det mest tænkt som bare en hyggelig sammenkomst. Men det var også fint nok. Atmosfæren var ikke til at tage fejl af. En pudsig, ofte fortalt anekdote om, hvordan parrets lille, gammelkloge datter havde belært sin babysitter om metaforer, var sigende for det hjem.
Hele omgangsformen i det miljø var præget af levende tankevirksomhed, samtaler på et vist niveau og tillige af at det gæstfri par havde et religiøst livsgrundlag. Ikke noget fromt og frelst. Men netop et livsgrundlag. En basal kvalitet, de byggede på.
Bare det at være sammen med lidt mere modne og etablerede mennesker ...
Det forår så Paul, der havde en del med unge mennesker at gøre i sin dagligdag, frem til sin 40 års fødselsdag. Paul refererede for Simone og Louis, hvordan han lige dagen før var blevet spurgt, om han "nød de sidste dage som ung".
- Uha hva', smilede Louis.
- Jeg tror faktisk, det var venligt ment, præciserede Paul.
- Men ikke særlig forstående.
- Nej, måske ikke. Skal jeg hjælpe med noget?
- Nej. Bare sæt dig ned indtil vi skal spise.
Paul satte sig. Så sig omkring i stuen og ud af vinduet, hvor den forårsgrønne have kunne ses. Det hele virkede hyggeligt og rart. Tillige velfungerende. Tingene var i orden og haltede ikke. Ofte forekom det Paul, at de fleste mennesker havde et eller andet, der trængte til at blive bragt i orden, og først når det var kommet på plads, ville der kunne bygges ovenpå og skabes en hverdag, der ikke hele tiden vaklede, men havde sit sikre fundament. Forskellen på at ryde op og holde orden. Simone og Louis var ikke bare på vej, men i en eller anden ikke nærmere definerlig forstand nået frem.
En sær, uvis fornemmelse kom over Paul, mens han sad og betragtede parret, der syntes at få klaret tingene uden hastværk og jagen, men muntert med smil på læben og små, humoristiske bemærkninger undervejs.
- Paul er her da. Nu må vi se, hvornår de andre kommer.
- Du ved nok, at de sidste skal blive de første.
- Det må være noget med, hvornår folk går hjem.
I et kort intuitivt nu anede Paul et eller andet. Noget mere, som lå udover det blot tilsyneladende. Der var noget anderledes ved Simone og Louis. Ikke som så mange andre par, røg det igennem Pauls hoved. Ikke som en overvejelse, men som en fornemmelse, der syntes at vise ham noget. Et kig ind i et eller andet, der virkede nyt og overraskende. Noget, der lå forud for hans tanker og forståelse.
Hvorfor vidste han ikke, og ville ikke have været i stand til at forklare.
Det burde nemlig ikke komme bag på ham. Men det gjorde det alligevel, og deri lå just det overraskende. Denne fornemmelse af "noget andet", at kigge ind i noget.
Et sprog før ord.
Som sådan var der slet ikke noget nyt i det. Hans dagbøger var fulde af betragtninger derom. Han ville kunne gribe en tilfældig i stakken af de små, tætskrevne kinabøger, slå op et tilfældigt sted eller to. Senest i tredie forsøg ville han finde et notat af typen:
Fejlen består i, at to mennesker møder op med et underskud, og begge forventer at finde hos den anden, hvad de selv burde have at investere i forholdet. Taler skilsmissestatistikkerne ikke deres eget sprog? Folk søger efter at få opfyldt savn af andre, hvor de i stedet burde opkvalificere sig selv.
Eller:
To underskud kan ikke lægges sammen til et overskud, men bliver nødvendigvis et dobbelt så stort underskud.
Eller:
Uværdige og ukvalificerede søger folk ind i forhold. Vil snyde sig til det, de endnu ikke har ret til. Hvad værre er: sætter børn i verden. Vil påtage sig at passe på andre, før de har lært at passe på sig selv. Kun den, der har hold på sit liv, har bygget det op fra grunden baseret på sande værdier, burde have lov. Alle disse liderlige og neurotiske eksistenser, der blot jager efter at få dækket den tomhed, de er fyldt af, burde simpelthen tvangssteriliseres.
Eller:
De barnløse par, der er så frygtelig kede af det, må have et kedeligt og indholdsløst liv. Hvis de ikke har andet, hvis de bare går og længes efter børn. De vil have børn for at udfylde et savn. Men det er jo forældrene, der skal opfylde barnets behov og ikke omvendt. Hele fejlen består i, at børn er blevet et statussymbol, en del det-gode-liv-scenariet. Børnene skal bare være der for at udgøre en del af en reklamefilm. Barnets tarv er der ingen, der tænker på.
Eller:
Det store flertal af mennesker er ukvalificerede og har ingen legitim ret til partner eller børn.
Eller:
Jeg må forblive alene. I det mindste længe endnu. Dersom det nogensinde skulle lykkes mig at opbygge en tilværelse, jeg er glad for og stolt af, har jeg dermed også noget at tilbyde. Da ville jeg kunne overveje at byde en anden indenfor. Men ikke for at opfylde en mangel, blot for at supplere og fuldende noget allerede fuldt ud tilfredsstillende. Da ville jeg også være i min gode ret til at være kræsen og stille krav. En forandring i livsform skulle jo selvsagt være en forbedring og ikke en forringelse. Hvorfor gøre et godt liv ringere? Dersom alt var smukt og i orden, måtte den, der fik lov at træde indenfor, også have noget at tilbyde og ikke bare komme som en snylter.
Eller:
Vejen bliver lang. Der er så meget, jeg endnu ikke har hold på. Men arbejder jeg fremdeles støt og målrettet, vil det en dag lykkes. Alt på rette plads, alle knuder løst. En tilværelse opbygget sten for sten, et møjsommeligt værk. Da kan jeg sige, at jeg har et godt liv, og vil nogen ind, kan jeg med rette standse dem i døren og spørge: "Hvad vil du her? Hvad har du at tilbyde? Vil du deltage i dette? Hvad har du at bidrage med og lægge i puljen?" Ingen små, neurotiske høns skal komme og rive mit værk fra hinanden.
Eller:
Dér, hvor alt går op i en højere enhed, hvor to allerede fuldgyldige tilværelser kan supplere og berige hinanden, fuldkommes forholdet i egentlig forstand. Det kræver imidlertid, at man har noget at mødes omkring. De fleste er blot optaget af sig selv og hinanden og forfalder derfor til billigt begær. De har ingen sag sammen. Intet stort og betydningsfuldt at finde sammen omkring. De har kun deres lave, animalske behov.
Eller:
Alle disse interesseløse mennesker, der aldrig har anet eksistensen af noget af sand værdi. Blot er opfyldt af tomhed, ensomhed og længsel, som de har søgt at overdøve og skjule for sig selv på den ene eller anden måde. Frem for alt jagende efter hurtig, let tilfredsstilelse af lave behov. Det vover man så at kalde kærlighed: en række gensidige serviceydelser, der blot tjener til at opretholde en uendelighed af selvbedrag og livsløgne. Skjuler, hvad der burde åbenbares. Maskering, maskering, maskering ... Nej, siger jeg! Den slags har intet med kærlighed at gøre.
Eller:
Hvis man sidder med et eller andet, men sidder helt alene, så er der en vis logik i, at man ikke kan dele det med nogen. Men hvis der er en anden, og man så alligevel ikke kan dele sit "et eller andet" med denne, så bryder logikken sammen, og så begynder det at gøre ondt. Det synes vemodigt, når man læser om den lille prins, der sidder så ene og ser på solnedgange. Men var der nu en anden person på hans planet, der hadede solnedgange, syntes, at det var det dummeste af alt, ville det sidste så ikke blive værre end det første?
Eller:
Kærlighed er ikke et fænomen, der udelukker alt andet som en suveræn kompensation og erstatning. Når man vil have kærligheden til at gøre det, bliver det en tom skal, der end ikke kan rumme de mennesker, den måtte omfatte. Nej! Kærligheden er lige modsat et fænomen, der kan rumme og omslutte alt andet, optage det hele i sig og løfte det op i en højere potens. Den åbner op imod verden. Lukker sig ikke kvælende om sig selv.
Eller:
Det er jo så enkelt og ligetil. Hvis man foretager en ændring i sin tilværelse, skal det være til det bedre. Det ville jo overhovedet ikke give mening, hvis man foretog en ændring til det ringere.
Eller:
Træsk forfængelighed og smudsig brunst. Det er hvad menneskeheden er degenereret til. Se dem rende rundt derude som dyr i et kronisk parringsritual. Er al ånd da død? Det går galt. Det hele går grueligt galt. Jeg må opkvalificere mig selv. Jeg har set åndens tiltagende fallit. Set det! Det forpligter. Jeg må hæve mig op til at blive et åndsmenneske, for at ånden i det mindste kan overleve gennem mig, på samme samme måde som klosterbibliotekerne værnede om visdommen og kundskaberne under middelalderens almindelige forfald.
Eller:
Det prægtige par er en syntese af to prægtige mennesker, og derfor noget sjældent. Enhver må i stedet stræbe efter at blive så hel og harmonisk, som han eller hun nu er i stand til at blive. Hvis blot det lykkes at nå til forståelse med sig selv, er alt andet underordnet. Ganske ligegyldigt. Man har et godt liv, og kan derfor også sagtens leve alene. Man har ikke brug for at lede efter det hos andre, man selv burde have bygget op og etableret. For man HAR bygget det op. Man kan trives i stille tilfredshed uden at gøre sine medmennesker til behovautomater. Men omvendt gælder, at de, der er nået så vidt, er værdige til at træde ind i et forhold. De træder ikke tomhændede derind, der bliver ikke tale om et dobbelt underskud, sådan som i flertallet af pardannelser, men tvært om to sammenføjede overskud, der således udgør en fælles åndelig kapital, hvorved der bliver et sandt og ægte grundlag at bygge på.
Eller:
I gamle dage var det f. eks. gården og dens drift. Omkring dette mødtes mand og kone, stod sammen og kæmpede. Det gav dem en fælles sag. De fandt hinanden i noget større, der tilførte tilværelsen mening, frem for blot at finde hinanden i deres dyriske lyster for derefter at smage tomheden på bunden af dette beske bæger.
Eller:
Disse mennesker med deres billige discount-kærlighed, der intet har med sand kærlighed at gøre, men blot er behovtilfredstillelse. Nu skal det være os to, siger de, hvorefter de lukker sig om hinanden, kvæler og æder hinanden, som to gensidigt udsugende vampyrer, indtil de sidder tømte og udhulede tilbage uden andet liv end et skindliv. Tomhed over tomhed!
Eller:
Der kræves en anden vej og en ganske anden måde. For at tingene kan blomstre op og blive til noget, må der også være netop "noget", der kan blomstre op og udfolde sig.
Eller:
Tror folk mon ikke, at der skulle være glæde deri? De gør sig ikke klart, at der er langt større glæder end dem, de kender til. Ikke den flygtige slags, som uværgeligt har tomheden og skuffelsen som rejsefælle. Man tænker sig sådan en typisk filmscene, hvor to forskere slider i laboratoriet. Endelig bærer arbejder frugt. "We got a break-through" lyder den begejstrede replik. Sådan er det også med det sande formål. Når parret står sammen om en sag, virkelig har noget af betydning at mødes om og i, da arbejder de også hårdt og sammenbidt, men kun for med desto større begejstring at kunne erklære et gennembrud. Da lønnes arbejdet med den højeste lykkefølelse, netop fordi resultatet er noget, der har sand værdi.
Notaterne var endeløse. Alt det, der stod imellem de andre notater. Dem, der nådesløst afslørede hans egne fald ned i skidtet. At han trods sin høje stræben og alle sine fine betragtninger i bund og grund var allermest optaget af sin tissemand.
Dog var han ærlig nok overfor sig selv til at også kunne skrive ting som:
Det går fremad på mange punkter. Jeg føler, at jeg kan gøre noget ved det meste. Blot ikke dét. Min hovedmodstander står til stadighed som en uovervindelig kæmpe. Bevæbnet til tænderne står han midt på vejen og spærrer den for mig. Skal det da aldrig lykkes? Skal jeg for evigt lide det samme nederlag igen og igen?
Paul var sig pinligt bevidst, hvor achilleshælen sad!
At nå udover det. Finde noget bedre ...
Paul havde vendt og drejet alle spørgsmålene igen og igen. Så hvad var der i grunden at være overrasket over? Hvad var det, han følte, strakte udover det, han kunne forstå, og rummede noget, han aldrig havde tænkt? Men det var vel også dårligt nok noget, der kunne kaldes overraskelse. I hvert fald ikke en tænkt overraskelse.
Det var bare en fornemmelse, et intuitivt strejf, der viste sig i denne anelsesfulde mærken at Simone og Louis på en eller anden måde havde noget andet og mere sammen end de fleste.
Det forvirrende var jo så bare, at Paul trods års endeløse analyser på dagbogens blade ikke formåede at definere dette "andet og mere". Det lignede dét, han havde tænkt. Men var alligevel ikke helt det samme.
Måske havde han bare sovet for lidt de sidste par nætter. Så oplevede han undertiden nogle sære tilstande.
De andre gæster var kommet og hilste på. Lutter søde mennesker. Ord og latter lød omkring ham. Nu skulle han bare have en rar og hyggelig aften.
Men de intuitive glimt fortsatte. Alt var som at se ind i et lyst rum. Ligesom den solbeskinnede have udenfor vinduet.
Maden blev båret ind fra køkkenet. Louis berørte ganske let Simones ryg, idet han gik forbi hende. Et flygtigt lille kærtegn i forbifarten. Ikke al det her demonstrative kissemisseri, der skulle overbevise tildels omverden men især folk selv om, at "vi har det rigtig godt sammen". Simone og Louis behøvede ikke at bevise noget. De var den ægte vare.
Jovist - det lignede alt det, han havde tænkt og skrevet så meget om ...
Men der indgik en yderligere komponent. En hemmelig ingrediens. Noget, der lige akkurat lå udenfor Pauls rækkevidde. Egentlig forstod han ikke, hvad det var, han ikke forstod. Det var jo enkelt og ligetil: et prægtigt par. Alligevel var der noget i alt dette, der lignede en ny erkendelse.
Det var bare en fornemmelse, og i grunden analyserede han det ikke. Men fornemmelsen var der flere gange i aftenens løb. Korte øjeblikke, hvor han mente at se glimt af noget, der tilhørte en anden kategori. Måske var det blot forundringen over, at dette kunne forekomme i virkeligheden, at der fandtes andet end disse driftstyrede mennesker, som syntes at være ene om at befolke kloden. Han havde halvt om halvt opgivet troen. Så det var nok bare overraskelsen, der strakte udover hans forståelse.
Men hvad det end var, viste det ham et glimt af en anden vej. En mulighed. Kun lige nøjagtig så meget, at han vagt kunne ane det. Det fæstnede sig ikke for alvor i hans bevidsthed. I de efterfølgende dages almindeligt skiftende begivenheder og travlhed glemte han atter disse intuitive øjeblikke.
Men de havde været der, og i en fjern sindets provins anede han tilstedeværelsen af en mulighed. Ikke en, han havde opdigtet og drømt. En der helt af sig selv havde vist sig for ham.
6/7
Jeg er så frygtelig vred. Vred på den måde, hvor det fylder hele kroppen.
Det er naturligvis fordi, at det minder så meget om det, jeg har oplevet på det seneste. Jeg har bare fortalt, hvad der skete, hvorefter det er mig, der beskyldes for både det ene og det andet.
Det er en gammel kendt sag, at sandheden altid er ilde hørt. Men i den grad? En så massiv fornægtelse, at man bare bruger et hvert middel. Endog at gøre det til en diskussion om genrer. De gamle profeter blev stenet, jaget ud af byer og forfulgt. Men der var da i det mindste ingen, der begyndte at rette på deres grammatik, hvilket ville have været en grovere hån imod budskabet end at rejse sig i åben vrede imod det. Vreden viser da trods alt, at man på en eller anden måde forholdt sig til budskabet.
8/7
"Tror ikke jeg forstår spørgsmålet"
Som om det skulle være så svært at forstå. Spille dum og misforstå med vilje. Det er sådan, man tirrer folk og driver dem til vanvid.
13/7
Det er sgu ikke rimeligt. Når man har oplevet den slags ting. Fået sit liv smadret og ødelagt på den måde. At så ikke kunne blive hørt og troet, når man står frem med sin historie, men skal opleve al sådan noget påståeligt pis, hvor folk af lutter ondskab misforstår en med vilje. Hvad fanden Bilder det dumme svin sig egentlig ind?
21/7
Hvad er det dog i grunden for noget forfærdeligt vrøvl at spise mig af med?! Og så oven i hatten begynde at spile dum, når jeg spørger ind til det! Det er jo simpelthen uforskammet.