Tanker om B. S. Ingemanns salmer

Nogle betragtninger.

Ikke alle teologer og salmebogs-feinschmeickere, er lige begejstrede for B. S. Ingemanns salmer. Ja - undertiden oplever man endog, at en og anden litterat og teolog skriver om den danske salmebog, og fuldstændig fortier Ingemanns salmer, som havde de slet ikke stået deri; men det gør de nu imidlertid, og er de ildesete blandt lærte, så er de til gengæld særdeles folkekære, og netop derfor mener jeg mig i min gode ret til at tale deres forsvar som lægmand. Ikke på trods af dette, men netop i kraft af dette.

Ordet "morgensang" får de fleste til at tænke på "I østen stiger solen Op" og "Lysets engel går med Glans", langt mere end det får dem til at tænke på nogle af Kingos, Brorsons, Grundtvigs eller Jacob Knudsens - iøvrigt fremragende - morgensalmer, og når talen er om julesalmer, er vist kun Grundtvigs "Dejlig er den himmel Blå" mere elsket end "Glade Jul" og "Julen har bragt velsignet Bud".

Men når jeg har sat mig til at skrive om dette, er det ikke forat fortælle de høje herrer hvad meningmand synes om, , thi det formodes de at vide i forvejen, men for at påpege en række mig bekendt tidligere oversete sider og elementer i Ingemanns salmer.

Både tilhængere og modstandere har haft så travlt med at tale om den "blide Ingemann", at de fuldkommen har overset, at der side om side med blidheden findes en voldsomhed, som formodentlig kun er overgået af Kingos salmer. Det harmoniske og fredfyldte i Ingemanns salmer vindes aldrig uden kamp, og er til tider særdeles dyrtkøbt!

Det ligger mig fjernt at ville bortforklare blidheden, mildheden og det sødmefulde i Ingemanns salmer, for det er der så sandelig, og er efter min mening en af hans betydeligste kvaliteter. Men denne har alle fået øje på, mens man har overset, hvad der lever side om side med den som den anden af to halvdele, der konstant bekræfter hinanden, og aldrig kan undvære hinanden.

Dertil kommer - hvad der er en anden side af samme sag - at de sødladne tendenser, aldrig bliver selvbehagelige, aldrig farisærisk frelste og fromme, aldrig bliver en egoistisk nydelse af at være inde i varmen, mens alle de stakkels, onde, fortabte er ude i kulden. Sikkerheden og overbevisningen bliver aldrig en tro på sig selv og sin egen fromhed.

Det, der er rettet mod selvet, er tværtom ofte anfægtet, skyldbetynget og nedbøjet. Det sødladne, overbevisningen og det, der næsten kan ligne skråsikkerhed, er altid rettet mod Gud. Det er en tro på at Gud er god og vil os alle det godt. En tro der bliver så meget desto mere dyb, sand og ægte vd at leve i en usikker, bange sjæl, der tvivler voldsomt på sig selv og sit eget værd.

Det er aldrig sig selv Ingemann er sikker på, det er altid Gud. Sig selv er han særdeles usikker på, og det er netop denne mørkere, mere dystre side i hans digtning, der får troen på den gode Gud, der vil os alle det godt, til at skinne så meget desto klarere.

Men netop dette synes den ene generation af salmelæsere efter den anden, fra Ingemanns samtid til i dag, at have overset, og man har så fremhævet den "milde, blide Ingemann", der af tilhængere er blevet kaldt den "venlige, ligefremme folkedigter" og af modstandere den "sødladne, noget vamle lovsanger". Men dette danner ikke et sandt billede. End ikke når man sammenholder de to synspunkter, da de kun er samme sag set fra to sider. Det andet - oversete - element må med, og det er en forfærdelig fejltagelse, at det ikke tidligere har været taget i betragtning.

Jeg håber at kunne rette lidt op på dette med disse betragtninger, og dermed gøre mit til at Ingemann tildeles den ære og anseelse han retteligt fortjener, hvilket kun kan ske ved eftertænksom læsning af hans salmer, med et oprigtigt ønske om at finde i dem, hvad der er i dem, og ikke på forhånd stemple dem som helt igennem umiddelbare poesier, der straks forstås ved en sporadisk gennemlæsning, da dette jo er på forhånd at udelukke den mulighed, at der kunne findes andet og mere i dem.

Gud ånder på øjet når det græder

Den smukke aftensalme "Fred hviler over land og By" er ganske rigtigt en fredfyldt og dybt poetisk tolkning af aftenstemningens stilhed. Men midt i den rolige harmoni, findes også en dyb foruroligelse, der fortæller om en sjæls anfægtede kamp. Nærlæser man salmen grundigt og eftertænksomt, vil man opdage, at den handler om et ensomt menneske, der føler sig svigtet og misforstået af alle, men forsøger at slippe sin følelse af bitterhed og forurettelse, for derved at forsone sig med verden. De to sider - det fredfyldt-harmoniske og det anfægtede, foruroligende - hænger uadskilligeligt sammen, for det er jo netop her i aftenens stilhed, at der efter dagens travlhed bliver tid og ro til eftertænksomhed. Det er i denne fredens time, at man kan tage sit liv op til overvejelse, og nå enten til et positivt eller negativt resultat. Lad os derfor prøve - langsomt og eftertænksomt - at læse salmen:

Fred hviler over land og by,

ej verden larmer mer,

fro smiler månen til sin sky,

til stjerne stjerne ser.

Og søen blank og rolig står

med himlen i sin favn;

på dammen fjerne vogter går

og lover Herrens navn.

Der er så stille og så tyst

i himmel og på jord;

vær også stille i mit bryst,

du flygtning, som der bor!

Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,

som her dig ej forstår!

Se, over by og dal i kvæld

nu fredens engel går.

Som du han er en fremmed her,

til himlen står hans hu;

dog i det stille stjerneskær

han dvæler her som du.

O, lær af ham din aftensang:

Fred med hver sjæl på jord!

Til samme himmel går hans gang,

adskilles end vor spor.

Fred med hvert hjerte, fjern og nær,

som uden ro mon slå!

Fred med de få som har mig kær,

og dem, jeg aldrig så.

Noget af det første Ingemann gør, lige efter at have manet den skønne aftenstemning frem, er at sætte fokus på et menneske, der går og oplever den. Den fjerne vogter, der går på dammen, er et særdeles fyldigt billede med et rigt og intenst sprog. Alle, eller i det mindste næsten alle, har vel mindst en gang i deres liv gået en aftentur grebet af skumringens særegne stemning, og kan derfor umiddelbart identificere sig med den fjerne vogter. Men han symboliserer også noget andet. Vi har vel alle truffet disse stille, pligtopfyldende mennesker, der grå og ubemærkede går og passer deres ting flittigt og hæderligt, og skal vi for alvor forstå salmen, må vi fastholde begge symboler i billedet!

Der er unægtelig noget ensomt over denne fjerne vogter, men måske er han ikke hvad man normalt forstår ved ensom, måske er han andagtsfuld.

Den ensomhed, der er at være alene med sin Gud i bøn, bod og tak er en ganske anden, end den verdslige poeter elsker at svælge i, og det hedder om den fjerne vogter, at han lover Herrens navn. Anderledes med digteren selv. Han har en flygtning i sit bryst. Et temmelig dramatisk, næsten svulstigt udtryk, helt blottet for sødladenhed. Det minder om Goethes Faust, der taler om de to sjæle i sit bryst, som er ved at springe det. Videre gælder det at den stakåndede, paniske flygtning ikke kun render bort fra det, der er bagved, men længes voldsomt efter et eller andet et sted forude, selvom han ikke ved hvad det er, eller hvor det er. For at forstå dette ret, må man netop huske at Ingemann ER den blide Ingemann, og derfor formår han med sin skønne poesi, at tolke den hedeste og mest voldsomme længsel på en uforlignelig mild og stille måde. Man husker f.eks. på hans erotiske ungdomspoesi "Ønskerne", og linjer som disse:

Gid jeg var en morgenvind!

Sagte skulde jeg da svæve

Hist til hendes Leie ind,

Over hendes Lokker bæve,

Kysse hendes Rosenkind,

Blidt opløse Silkbaandet

Under Pigens kydske Barm,

og forsvinde, elskovsvarm,

Af den Yndige indaandet.

Er der ikke noget næsten ekstremt blidt ved en morgenvind? Ogdog dirrer verset af lidenskabelig længsel og tungt begær.

Nu er digteren blevet ældre, og længes ikke længere efter at være en morgenvind, der kærtegner pigernes bryster; nu sidder han i den stille aftenfred. Men han er stadig længselsfuld, og der er en flygtning i hans bryst. Netop derved står han i modsætning til den fjerne vogter, der går og lover Herrens navn, og de står som to alternativer over for hinanden. Ingeman spørger os alle: er du som vogteren eller er du som jeg? - Dette har netop noget at gøre, med det man normalt forstår ved ensomhed og så det andagtsfulde!

Det er ikke en smertende ensomhed, at gå og nyde aftenstemningen, det er netop en andagtsfuldhed. Men aftenstemningen kan også være smertende og vemodig, gøre ondt, og der er således mere end én slags aftenstemning. For at nå den sande aftenstemning, må alle dens vrangbilleder først aflives. Det nytter ikke at lade som ingenting, feje skidtet ind under gulvtæppet og ignorere dem. Så vil man netop gange på gang fanges og fortabes i disse vrangbilleder. Et for et må man se dem i øjnene og gøre op med dem, og det er netop hvad Ingemann gør i denne salme.

Det første vrangbillede har at gøre med dem, "som her mig ej forstår". Ofte kan denne nydelse af aftenstemningen blive hovmodig: Jeg forstår den, andre forstår den ikke. Den er altså til kun for mig, og jeg har da noget frem for andre.

Vist er den til specielt for dig, men også specielt for enhver anden, også selvom deres oplevelse af den måske er en lidt anden, og de ikke forstår din. Det er din egen, dybt personlige oplevelse, som er forbeholdt kun dig, men også et fællesskab med hele menneskeheden!

Misforståelsen kan også få folk til at føle sig trådt på, endog forfulgte, men også dette er en art hovmod.

Den, der savner en at følges med igennem livet, vil sikkert på denne ensomme aftenvandring, særligt lægge mærke til de par de passerer, ja - sikkert synes at alle går parvise, kun de ene, og da vil de tænke at de er svigtede af alle, at de er ramt af en særlig gård skæbne. Dermed har de gjort deres følelse af ensomhed til et hovmodigt adelsmærke, da denne opfattelse af tingene, nødvendigvis betyder et nedladende og foragtende syn på omgivelserne: tåberne har det godt - det har jeg ikke!

Kun i forsoningen med menneskeheden, kun når hovmodet er brudt, bliver aftenstemningen sand.

Når Ingemann ønsker kærligt godnat og sov godt til dem, som "her mig ej forstår", er han derfor inde på samme tanke som Dostojevskij, der i fortællingen "Et latterligt Menneske", lader sin jeg-person indlede med at sige, at han af alle regnes for et latterligt menneske, hvilket han tidligere hadede og foragtede dem for, men nu bærer over med, således at han har lært at elske dem, og føle medlidenhed med dem!

Og, fortæller det latterlige menneske videre, særligt når de ler af ham, holder han af dem, uden at kunne forklare hvorfor, og har lyst til at le sammen med dem, ikke for at latterligøre sig selv, men simpelthen fordi han holder så meget af dem.

Det er også dette flygtningen - blandt meget andet - søger at undvige: bagtalelsen, sladderen og forfølgelsen. Men hvordan?

At føle harme og hævnlyst er jo netop at fortabes i vrangbilledet. At fortrænge det er blot en udsættelse, der varsler en senere fortabelse deri. Man hvad da? - Forvandles må det. Eller rettere sagt: man må ændre syn derpå. Man må have sit hovmod knust, så man elsker også dem, der forfølger en, dem der gjorde en til flygtning. Men er det muligt? - Kan den lille onkels drøm blive det latterlige menneskes drøm?

Med denne salme påstår B. S. Ingemann at det er muligt, og han gør også et forsøg på at forklare hvorledes.

Man må vende sit blik et andet sted hen, som hverken er selvoptagethed eller flugt fra sig selv. Man må vende det mod den gode Gud. Mod ham som er god og vil os alle det godt. Mod den frelser, der mild og blid gik her på jord og gjorde vel mod alle - også dem, der forfulgte og bagtalte ham. Man må tage ved lære, af denne mærkelige almægtige Gud, der blev den ynkelige og afmægtige Gud, født i en stald og henrettet på et kors. Dette er netop opgaven, således som livet jo altid er kombineret gave og opgave, hvilket er gensidigt bekræftende, så man ved at modtage gaven tager opgaven på sig, og ved at tage opgaven på sig modtager gaven.

Bønnens fred er naturligvis den sande aftenstemning, der giver fællesskab med alle, i det der dog er strengt personligt og som man er helt alene om. Og da er splittelsen ophørt. Da er de to provinser i digterens sind, vogteren der lover Herrens navn og flygtningen, forenet, og har forsonende rakt hinanden hånden. Deres længsel er jo den samme, og de vil det samme, ønsker det samme. Også selvom de for en tid var slået ind på hver sin vej.

Da lærer man at bede den smukke forbøn:

Vær med alle jeg gennem tiden har kendt,

uanset på hvilken måde og under hvilke omstændigheder;

og vær med alle jer aldrig har kendt.

Vær med alle jeg kender, uanset på hvilken måde, og hvilket forhold og hvilken berøringsflade jeg har til dem!

Vær endelig med alle jeg engang skal lære at kende, uanset hvordan jeg skal møde dem og under hvilke omstændigheder;

og vær med alle jeg aldrig skal møde eller lære at kende!

Vær med alle, hvem og hvor de end er!

Dermed hersker nu den sande aftenstemning, hvori morgenstunden allerede er varslet. Den hvorom Ingemann i en anden salme siger:

Nu titte til hinanden,

da fagre blomster små,

de muntre fugle

kalde på hverandre;

nu alle jordens børn,

deres øjne opslå -

nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

Meget malerisk og visuelt har Ingemann manet denne morgenstemning frem, hvor man tydeligt for sit indre blik ser solopgangens stråler, der glitrer i dugperlende spindelvæv. Al denne skønhed, hele dette skaberværk, hvor er det dog vidunderligt. Hvor er det smukt. Hvor må man være hårdhjertet for ikke at skønne på det. Men der er noget, der er endnu mere fantastisk, langt mere vidunderligt og skønt, og det er, at dette skaberværk har en skaber. Og ikke blot en fjern, distanceret skaber, men en kærlig og nærværende skaber, der sætter pris på selv det mindste af alle disse sine påfund, og elsker dem, med en dyb og inderligt faderlig kærlighed:

Den kære Gud og skaber, 

den mindste orm er nær,

han føder fugl,

og markens lilje klæder;

dog menneskenes børn

har han allermest kær,

Gud ånder på øjet når det græder.

Jeg hørte engang en bekendt sige, at han godt kunne lide denne salme, bortset fra det med "menneskenes børn har han allermest kær", for hvorfor skal mennesket have den forret for den øvrige skabning? - Et egern er da sødt, på mange måder sødere end et menneske! - Den bibelstærkevil vide, at det sted i evangelierne Ingemann hentyder til med dette vers, netop er et sted hvor Jesus opfordrer til at tage ved lære af den øvrige skabning. Det er netop det umulige og fortabelsen hos menneskenes børn, der gør at han har dem allermest kær, således som det i en søskendeflok altid er det mest besværlige barn, der har brug for mest omsorg, og hvis det er gode forældre også får det. Et hjertebarn er et smertensbarn, sådan er det, og det er ikke p.g.a. fortjeneste, men derimod behov, at han har menneskenes børn allermest kær. Det er netop menneskenes børn, der er de små forvirrede, forvildede, der aldrig kan finde ud af at gøre det, de bør gøre, tiltrods for al deres fornuft, mens deres "dumme" medskabninger, ikke har nogle problemer i den retning. Men netop fordi han ikke blot er Gud og skaber, men den kære Gud og skaber, omslutter han disse sine mest besværlige skabninger, med en særlig kærlighed og omsorg, og derfor gælder det, at "Gud ånder på øjet når det græder".

Dette er for mig at se, nogle af de smukkeste og mest gribende trøsteord til lidende mennesker, som overhovedet findes i den danske salmebog.

Det at sørge og lide er ofte noget, man føler lidt dårlig samvittighed over. Man skal jo strengt taget synge "Jeg bærer med smil min byrde", og betragte modgangen og plagerne som forklædt velsignelse. Når man er sørgmodig og nedbrudt har man jo strengt taget ikke modtaget gaven på rette måde, og dermed ikke magtet opgaven. Så er det at disse ord kommer til os: "Gud ånder på øjet når det græder". De synes os i første omgang helt uforståelige, og vi er næsten tilbøjelige til at beskylde Ingemann for at have misforstået den kristne lære. Skal da ikke enhver tage sit kors op? Gælder det ikke om som Job at sige: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet"?

Man kender godt ordene: "Ve over dem, der bringer en af mine mindste til fald". Men historien melder egentlig ikke noget, om den lille, der blev bragt til fald. Hvad med ham eller hende? - Tør de tro på at "Gud ånder på øjet når det græder", eller er de i den grad faldet, hvad enten det så er egen eller andres skyld, at de nu har svigtet opgaven og misbrugt gaven, og i den grad mishager og irriterer Herren med al deres vræleri. Må den lille, der er bragt til fald græde i mørket?. Gælder det ikke om som Job, at sige: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!"?

Men hvad Ingemann her synger om, er netop at den lille, der blev bragt til fald IKKE er alene i mørket, og at dette at synge: "Gud ånder på øjet når det græder" er betingelsen for at lære at sige: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!".

At "Gud ånder på øjet når det græder" er ikke en tør konstatering, som når man siger at maden er krydret, heller ikke blot en sødladen forkyndelse. At sige de ord, og mene dem, kræver kamp, og de er udtryk for noget intenst og dybt. Egentlig kan man sige, at det var dem, flygtningen i "Fred hviler over land og By" tilsidst lærte at sige, og det skete som man husker ikke uden kamp. Netop fordi den lille, der blev bragt til fald, ofte vil føle sig ladt alene i mørket. Netop fordi den lille, der blev bragt til fald, ofte vil føle sig ladt alene i mørket, kræver det kamp.

I romanen "Lille Guds Ord", lader forfatteren Jette Drevsen sin hovedperson spekulere over disse ord, ængstelig for at det kun er indtil en vis alder, at man tilhører de kære små. Men hvad salmen jo netop handler om, er at man altid, hele livet igennem, tilhører de kære små, for Gud er jo i går og i dag den samme. Det er ikke ham, der har skiftet syn på os, det er os, der har skiftet syn på ham!

Men at virkelig forstå og tilegne sig dette kræver kamp, netop fordi den lille, der blev bragt til fald føler sig ladt alene tilbage i mørket. Det er altså en dyrtkøbt sejrs gjaldende triumf, når der udsynges: "Gud ånder på øjet når det græder", og først d kan man lære at sige: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!", og dette "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!" ligger altid hinsides "Gud ånder på øjet når det græder" og på den anden side af dette. At sætte et "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!" op foran "Gud ånder på øjet når det græder", som før dette og uafhængigt heraf, ville være - og er til enhver tid - hykleri. Men dette er ingen spidsfindig, filosofisk spekulation, det er enkel, enfoldig sandhedslære, for hvis man ikke er sikker på at Gud er god, hvordan skulle man så kunne tro på, at han ville en det godt?

Men der er også noget sært noget ved udtrykket "Gud ånder på øjet når det græder". Godt nok viser øjet gråden, det er her tårerne kommer ud, men alligevel"

Vi kender alle det over for småbørn, at puste på et sted, de har slået sig. Men hvis man nu græder, fordi man har slået fingeren, skulle Gud så ikke hellere puste på fingeren? Eller taler vi om en nedbrudt sjæl, skulle Gud så ikke puste på sjælen? Ganske vist har Carsten Jensen hævdet at "Sjælen sidder i Øjet”. Men jeg tror, at det er to forskellige ting, B. S. Ingemann og Carsten Jensen mener.

Vi ved alle, at når øjnene løber fulde af tårer, bliver vores syn sløret så vi ikke ser omgivelserne klart, og jeg tror det er dette vi skal have fat i. Hvad B. S. Ingemann siger, er at Gud kysser vore tårer bort, for at vi skal se klart, få klarsyn; for at vi skal få øje på skønheden, på de fagre blomster små, der nu titte til hinanden, og de muntre fugle, der kalde på hverandre - lukke øjnene op for alt det dejlige. For hvilken bedre trøst kan en sørgende få, end pludselig som ved et trylleslag, at opdage livet er vidunderligt?

Derfor puster Gud netop på det sted, hvor det gør ondt. På vores synsforstyrrelse, som får os til at se verden med forkerte øjne, der maner vrangbilleder af såvel morgen- som aftenstemning frem!

Men er Gud os virkelig så nær? Har han så stor omsorg og bekymring for selv den mindste orm? - Og ormene, det er jo også os, for hvad er et menneske, set i et uendeligt, universelt perspektiv? - Elsker den almægtige os kryb så højt, og er han os så nær?

Ingemann svarer ja, og det har han dækning i Bibelen for at gøre. Hans adækvate og klare ja, står på absolut evangelisk grund, hvad han forklarer i næste vers:

Guds søn var selv et barn

og på krybbestrå han lå -

hans vugge stod på jord

foruden gænge;

Guds himmeriges fryd,

har han lovet de små,

og blomster fra paradisets enge.

Der er altså slet ikke nogen tvivl om den sag. Gud er god, og Gud vil os alle det godt, og der findes ingen gyldige grunde til at hævde det modsatte. Dermed er vi egentlig allerede inde i kernen af det hele, det absolut centrale i denne sag, og står over for det store uudgrundelige mysterie, der ikke kan forstås, men må modtages i tro. Når det ikke kan forstås, kan vi jo strengt taget ikke nærme os gådens løsning yderligere. Men her må det siges, at forkyndelsen af mysteriet, er sket kun i første potens, og vi må nødvendigvis trænge dybere ned deri, for at få den egentlige forkyndelse deraf, mysteriet i anden potens. Derfor slutter salmen ikke her. Ingemann synger videre:

Guds søn har os så kær

han er børnevennen stor;

han bærer barnet

op til Gud på armen -

han storm og hav betvang

mens han vandred' på jord,

men børnene leged' ham ved barmen!

At "børnene leged ham ved barmen" er egentlig en gentagelse af, at "Gud ånder på øjet når det græder", men denne gang er erkendelsen dybere og inderligere. Den Gud, der ånder på øjet når det græder, er den samme som kan kæmpe mod vældige naturkræfter, er den almægtige universets hersker, der smider omkring med planeter og galakser, og egentlig kunne være bedøvende ligeglad med vores tårer, men netop ikke er det. Netop med uendelig interesse, omsorg og faderlig bekymring følger vore mindste bevægelser. Dette er næsten for stort for et menneske, og helt umuligt at fatte. Ogdog slutter B. S. Ingemann ikke her, men lader salmen have endnu et vers, hvor det allerstørste skal gribes, hvor det helt ufattelige skal forkyndes, hvor glæden skal blive fuldkommen. Den glæde, vi fra en blot og bar fascination over skønheden, nu led for led har kæmpet os frem til. Der blev jo lige sagt: "han bærer barnet op til Gud på armen", og det bekræftes nu med et "en morgen se vi dig i paradiset":

Oh, du som os velsigned',

og tog i favn de små -

en morgen ser vi dig

i paradiset;

du lærte os til Gud,

vore øjne opslå,

evindelig være du lovpriset!

Nærheden i omsorgen, kærligheden og bekymringen har nu nået sit højeste. Han ikke bare holder af os som en fjern velgører. Han vil kendes ved os, vide af os, og vedkende sig sit faderskab i fuld offentlighed. Og stadig er dette den samme Gud. Ham som i går og i dag er den samme. Gud den almægtige, han som velsignede, og som tog de små i favn. Velsignede os? - Jamen så er vel alt velsignelse. Da når vi de egentlige dybder i det, at Gud er god og vil os alle det godt, og derfor kan Ingemann forundret udbryde: "Oh, du som os velsignet".

Der er intet kunstlet og affekteret i dette "oh", det er derimod et dybt og inderligt suk, men ikke et smertens suk, nej - et glædens suk og et frydens suk. Et glædens suk, der har sin grund deri, at vi fra den noget letbenede morgenfryd i første vers, er nået til den højeste og dybeste morgenfryd i det sidste, at vi turde slippe det tomme glimmer, for at vinde det sande, lutrede sølv, og at dette lykkedes.

Det er godt at solopgangen er smuk, godt at fuglene kvidrer, bierne summer og sommerfuglene sværmer. Men det er ikke det allerbedste.

Livet er dejligt, verden er smuk, verden er stor. Men det skønneste, smukeste, største og højesteer at ordet blev kød, at den almægtige, uendelige Gud, i al sin styrke og vælde, blev et lille, hjælpeløst, afhængigt spædbarn, der lå i sin svaghed og klynkede i en fattig, enfoldig piges moderfavn, at universet blev foster og fødselsskrig!

Så vær da stille flygtning i mit bryst!                                                                                                         - Gud ånder på øjet når det græder!