toner, ord og tanker
Fragmentarisk-rudimentære noter og refleksioner om Robert Louis Stevensons
"Skatteøen"
I årene op til 1800 begyndte en ny åndsstrømning at bryde igennem. Romantikken. Der var tale om en opgør med oplysningstidens snusfornuft og materialisme, ligesom det var et udtryk for bekymring over den begyndende industrialisering. Livet var større end maskiner og kold fornuft. Bl.a. var der de store følelser, det sanselige, det mystiske og de store naturkræfter. menneskesindet og det indadvendte blik kom i centrum. Der var tilløb til en begyndende udforskning af driftlivet, men som oftest var det de ædle følelser, som der var fokus på. Således optræder der i mange romantiske fortællinger to kvindetyper, der repræsenterer den saorte og den hvide dør, som helten tvinges til at vælge imellem. En særlig understrømning var den gotiske fortælling, forløberen for vor tids gysere.
Det var især forkærligheden for det mystiske og overnaturlige, der fik betydning for senere strømninger. Gyserfortællinger, den moderne spændingsroman og begrebet fantastisk fortælling har således sit udspring i romantikken. Den gotiske fortælling oplevede en genblomstring i de sidste år af 1800-tallet, som især kom til udtryk gennem en række engelske forfattere. Fra Horace Walpole og andre tidlige "rædselsromantikere" i sidste halvdel af 1700-tallet går der en ubrudt linie til den victorianske gyser 100 år senere.
Sex var ikke noget man talte om. Prostituerede blev betegnet som faldne eller æreløse kvinder. Deres kunder var almindeligvis berusede.
For ædruelige mænd og kvinder med æren i behold hørte sex kun til inden for ægteskabet, hvor det som regel foregik i mørke og så kedsommelig-vanemæssigt som muligt.
Victoriatidens England var på overfladen pænt og dannet. Men alskens bestialiteter lurede under overfladen.
Mens pæne fruer i højhalsede kjoler og tilknappede herrer med stiv flip promenerede i den pæne ende af London, hærgede Jack The Ripper i White Chappel.
Det tog sig ganske tilforladeligt ud, da en nydelig ung dame kørte i karet gennem byen med en hatteæske på sædet ved siden af sig. Men hatteæsken indeholdt hendes mands afhuggede hoved.
Den sen-victorianske periode, viser i den grad et England i tvedragt, at det næsten virker for oplagt at sige Dr. Jakel og Mr. Hyde.
Stevenson, der bl.a. skrev Skatteøen og Dr. Jakel & Mr. Hyde, Bram Stoker, forfatteren til Dracula, Rider Hagard, ophavsmand til Kong Salomons Miner og Hun, Sir Arthur Conan Doyle, som skabte mesterdetektiven Sherlock Holmes og Wilkie Collins, især kendt for Kvinden i Hvidt, Armadale og Månestenen, var respektable borgere i dette modsætningsfyldte samfund. Fine, ulastelige herrer i jakke og vest, der ved deres blankpolerede skriveborde, skabte nervepirrende historier om makabre mord, okulte forbandelser, blodtørstige vampyrer, vilde vareulve, altfortærende kanibaler, nådesløse bødler, hærgende sørøvere og samvittighedsløse skurke.
Når den freudianske skole ensidigt læser den sen-victorianske roman, som et udtryk for at al den fantasi, der blev tøjlet i ægtesengen, fik frit løb gennem pennens blæk, er dette næppe en udtømmende og fuldstændig tolkning.
Men det må dog regnes for hinsides enhver tvivl, at datidens engelske samfund var gennemsyret af undertrykt seksualitet, og at dette spiller en afgørende rolle såvel i tidens litteratur, som den enestående samling af morbid kriminalitet, der prægede perioden.
Det ville være både en grov generalisering og en undervurdering af stoffets indholdsfylde, at hævde fantastik ikke er andet end sex og vold. Men i den moderne fantastiks forudsætninger og oprindelse har disse temaer unægtelig en stor betydning, som det ville være lige så forkert at benægte.
Samtidig med den sen-victorianske romans blomstring begyndte Freud i Wien at analysere sine patienter. Da det samfund ikke adskilte sig synderligt fra London, er det næppe videre overraskende, at det især var seksuelle fortrængninger han fandt. I menneskesindet levede den samme kamp for at opretholde et billede tækkelig renhed og anstændig orden, i stadig strid med alt det farlige, irationelle og vulgære, som hos de engelske forfattere fremstod som blodtørstige monstre.
Bram Stokers Dracula (1897) er blandt den victorianske gotiks mest berømte eksempler på historier med tydeligt erotiske undertoner, ja - er ved siden af Stevsnons Dr. Jakel 0g Mr. Hyde vel nok den mest kendte victorianske gyser overhovedet.
Utallige filmatiseringer, tegneserieudgaver og referencer/hentydninger i senere romaner har gjort, at alle har hørt om Dracula. Derimod har betydelig færre læst bogen.
I vid udstrækning er Dracula i sit formsprog analog med romantikkens terminologi og dens symboler. Vampyren tåler ikke dagslys, men suger blod af sovende om natten(fornuften sover - uhyrerne slippes løs).
Men der er lige så påfaldende overenstemmelse med psykoanalysen. Vampyren er hverken levende eller død, men en levende død, en udød. Et stykke fortid, der stadig er aktivt i nutiden. Derved minder den påfaldende om en fortrængning.
Samtidig er Dracula et glimrende eksempel på det strukturalisten Tvezan Todorov ville kalde en modalitet, nemlig zonen mellem poesi og allegori. Det er alt for mangelfuld en tolkning at læse Dracula blot som en symbolsk skildring af driftlivet. Den rummer elementer af dette, og man kan måske tildels argumentere for at den har allegoriske træk. Ogdog alligevel ikke. Vi er ligesom i et andet rum end allegoriens. Men på den anden side ville det være naivt at kun læse den som en spændende og underholdende historie. At den er betagende alene ved sin mystik, uhyggestemning, sine skildringer af vild natur og menneskelige følelser betyder at den visselig har fremtrædende poetiske anstrøg. Alligevel er det tydeligt at den vil mere end bare fascinere, underholde og betage. Vi er også i et andet rum end den rene oplevelse(poesien).
Det kan i nogen grad sammenlignes lidt med begrebet "fald". På den ene side er der ikke tale om et bogstaveligt fald, som at glide i en bananskræl. Men det er heller ikke en metafor for noget andet. Faldet er så at sige sin egen metafor.
Blandt gotik-fans er der almindelig enighed, om at Dracula er et mesterværk. Utallige litteraters indbyrdes modstridende tolkningsforsøg har forlængst med al ønskelig tydelighed vist, at Dracula er uendeligt andet og mere end bare en uhyggelig og spændende historie krydret med kamufleret sex. Der er er skrevet fortolkninger og komentarer dobbelt og tredobbelt så omfangsrige som romanen selv! - Man kan derfor ikke bare sige, at det handler om undertrykt seksualitet. Nej - det handler det også om, samtidig med en mængde andet.
Robert Louis Stevenson blev født i England i 1850 og døde på en af Sydhavsøerne i 1894. Stevensons far var fyringsingenør, og det var meningen, at sønnen skulle være det samme, men han gav sig til at studere jura uden dog nogensinde at gøre brug af dette studium, idet han helt helligede sig litterært arbejde.
Da Stevenson havde tuberkuløse anlæg, blev han nød til at søge egne med mildere klima. Han rejste meget bl.a. i Frankrig, Schweiz og Amerika, hvor han giftede sig. Senere slog han sig ned på Samoa, hvor han levede til sin død.
Stevenson begyndte sin forfattervirksomhed ,ed artikler, rejseskildringer og fornemme litterære afhandlinger, men han slog først igennem med "Treasure Island" (Skatteøen) i 1883. Derefter fulgte en række romaner og fortællinger, hvoraf de mest kendte er "Kidnapped" og "Dr. Jakel and mr. Hyde".
Stevenson var en fremragende stilist, og da hans bøger tillige ejer handling og spænding, er det forståeligt, at de er blevet oversat til mange sprog. Et par af dem er også filmatiseret. Det gælder bl.a. "Skatteøen" (flere gange!), der er blevet betegnet som en bog, der kan læses af "drenge i alle aldre".
Femten mand på den døde mands kiste
- Hiv-o-høj og en hel flaske rom!
Drik og djævlen tog de sidste,
Hiv-o-høj og en hel flaske rom!
Robert Lewis Stevensons "Skatteøen" er en spændingsfyldt tjuh-bang klassiker, der primært er for børn og unge. Men dens uovertrufne spænding betyder, at den også fænger hos de fleste fuldvoksne læsere. Endvidere rummer den skjulte dimensioner, som kun de færreste har gjort sig klart, og den var i mange år urimelig underkendt af den toneangivende seriøse litteraturkritik. Nyskabende modernister som f.eks. Virginia Wolf anså "Skatteøen" for kulørt smuds. Men det siger formodentlig mere om snobberiet i denne kreds, end om "Skatteøen".
Der findes vel næppe nogen senere sørøverfortælling, der ikke står i gæld til "Skatteøen". Når forfattere har ville lære denne særlige litterære disciplin, er de gået i lære hos Stevensons berømte roman. Efterlignet dens teknik og virkmidler. Alligevel overser mange de raffinerede og sublime kunstgreb, der til fulde er mestret i dette stykke medrivende underholdningshåndværk. Vel sagtens på grund af det lige lovlig kulørte effektjageri, der i lange passager præger begivenhedsgangen. Dette sidste er imidlertid den væsentligste årsag til bogens popularitet blandt de helt unge læsere. Der sker noget hele tiden. Ingen dvælen og standsen op, men masser af hårdtpumpet action. At der sker en masse og at det er pokkers spændende, kan vel ogå være en kvalitet. Når man ser på det opbud af næsten handlingsløs litteratur, der har pæget senere tider, kan man ikke andet end at beundre de gamle fortælleres evne til slet og ret at fortælle en god historie.
Piratromanen over dem alle. En udølig spændingshistorie, der har begejstret generationer. "Skatteøen" er en rigtig drengebog. Nogle vil mene en drenge-RØVS-bog. Måske ikke aldeles med urette. Men heller ikke helt med rette. Vist er det en bog mest til underholdning og fornøjelse, men så blottet for dybere lag som det ofte er blvet påstået er den ingenlunde. En mand, der kan læse "Skatteøen" uden at det kalder drengen frem i hans sind, er for alvor blevet gammel. Men at han atter lade sig rive med af de dramatiske begivenheder og den nervepirrende spænding, bør dog ikke forhindrer ham i at standse eftertænksomt op under læsningen eller at opdage ting mellem linierne, han ikke ænsede i barndommens begejstring. Så lad os da forsøge at både blive som børn påny og åbne op for en mere moden tolkning.
Makaberhederne er i mange tilfælde så groteske og overdrevne, at selv den mest indædte ani-freudianer, fristes til at tale om Victoriansk fortrængning. Særlig vrimler det med kastrations-symboler. Det brogede galleri af pirater, udmærker sig ved deres afhugne legemsdele.
Først dukker gamle Billy Bones op, med sit ar efter et sværdhug tværs over ansigtet. Han skjuler sig for en ét-bnet mand. Denne dukker dog ikke op. Derimod kommer først Sorte Hund, med de afhugne fingre, og derefter den blinde Dew, som vi senere får at vide har mistet synet, ved samme lejlighed som Long John Silver mistede sit ben. Den oplagte fortættelse ville være en mand, der rendte rundt med sit hoved under armen. Dette ville dog ikke være muligt uden at det blev til en spøgelseshistorie. Men af helt central betydning for "Skatteøen" er netop, at det er en historie om det storslåede, eventyrlige og fantastiske uden at være en beretning om overnaturlige hændelser. Stevenson går til realismens yderste mulige marginaler, og befolker sit univers med et sandt bestiarium af maltrakterede, deforme kroppe og tilsvarende forvrængede sind.
Alligevel bør man vogte sig for at gå alt for vidt med fortolkninger af denne type. "Skatteøen" er først og fremmes en spændende historie, handlingsmættet og begivenhedsrig. Det gør den mere underholdende og medrivende end de fleste andre bøger.
Alligevel er det svært ikke at undre sig over, at forfatteren til "Dr. Jakel og Mr. Hyde" kunne skrive en historie, med en så ensidig karaktertegning. Personerne kunne uden større vanskelighed iklædes sorte og hvide hatte og indgå i en western. Men Stevenson - det ved vi fra hans andet hovedværk - havde en dyb psykologisk indsigt i menneskesindets sammmensathed og dobbeltnatur. Det ligger lige for at tro, at "Skatteøen" er et ungdomsværk, mens "Dr . Jakel og Mr. Hyde" er et langt senere modent værk. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Der er kun tre år imellem. "Skatteøen" er fra 1883 og "Jakel & Hyde" fra 1886. Nu kan der ske meget i et menneskes liv på tre år. Men skulle den forfatter der i 1886 trængte så dybt ind i menneskesjælens sammensathed, ikke i 1883 have haft i det mindste en anelse om disse ting?
"Dr. Jakel og Mr. Hyde" er skrevet som en protest. Fortællingen er en foklædt pamflet imod moderne videnskab og forskning, der trænger ind på forbudte områder. Derimod er "Skatteøn" næppe skrevet i egenlig oposition til nogen eller noget. Det er en spændende historie, skrevet for at underholde, for et leve drengedrømme ud, skrevet som elskeligt tjuh-bang og ramasjang.
Ikke desto mindre genfinder man Hyde'ske træk hos de groteske, deforme pirater. Endvidere kunne man fristes til at mene, at der må være en mulig læsemåde, der ikke betragter persongalleriet som egentlige mennesker, men snarere som forskellige personlighedselementer. Man kunne rent faktisk vælge at læse "Skatteøen" som et indre drama, hvor en række psykologiske kræfter er i spil med og mod hinanden.
Rikke Schubart har skrevet bogen "I lyst og Død", hvor hun benytter en skelnen mellem "rituelle" og "ikke-rituelle" genrer på følgende måde:
"I ikke-rituelle genrer vælger vi bogen ud fra et kendskab til forfatteen (f.eks. en god anmeldelse i Politiken) og opfatter forfatteren som afsender af et 'personligt budskab', der ligger 'skjult' o teksten. Historien er ny og uforudsigelig, og 'genremarkørerne', der øremærker genreproduktet, er derfor også svage, som i f.eks. den historiske roman og udviklingsromanen. Tingene har en betydning, et budskab, som læseren skal overføre på sit virkelige liv , handlingen er realistisk og hovedpersonerne skildret med psykologisk dybde, så læseren lever sig ind i fiktionen; der foregår med andre ord en bevidst manipulation af læseren...(sic)...Vi tænker over hvorfor den ene hændelse følger den anden, og hvorfor personerne handler som de gør, vi fortolker med andre ord teksten for at få mening ud af den. Groft forenklet vil jeg sige, at ikke-rituelle genrer henviser til virkeligheden; handlingen er altid mere eller mindre uforudsigelig, og dens funktion er at opdrage, belære, højne...(sic)...De rituelle genrer er i alle forhold i modsætning til de ikke-rituelle, hvilket gør vores inddeling desto lettere. Handlingen er altid en gentagelse, en genopførelse af en historie, som læseren allerede kender. Det kan være porno, science fiction, krimi, western, en lægeroman eller gyser, fælles for dem er, at deres historie som regel er forudsigelig ned til mindste detalje.../sic)...Forfatteren er præsten, der fortæller myten og udfører 'ritualet', hvilket vil sige handlingen...(sic)...De fiktive personer bliver stereotype, fordi de ikke er vigtige som individer, men som helt, offer, morder, monster osv. Læseren identificerer sig ikke kun med den skabelonagtige helt (der i gyset ofte mangler), men tvært imod med alle personerne. Læseren deler alle deres følelser og identificerer sig altså både med monsterets sadistiske følelser og med offerets angst og underkastelse...(sic)...Selv om man deler alle personernes følelser, sker der mellem læser og tekst samtidig en selektiv identifikation, læseren kan vælge at identificere sig mere med én figur end med andre, og forskellige læsere vil derfor efter deres foretrukne identifikationsfigur investere deres følelser forskelligt...(sic)...Vi identificerer os dog hele tiden med alle personerne...(sic)...Vi identificerer os ikke bare med personerne, men også med iscenesættelsen af handlingen. Den amerikanske litteraturforsker Noël Carroll skriver om gysergenren, at "for at forklare den interesse og lyst, vi føler i horror, vil vi antage, at objektet for vores tilfredstillelse ikke kun er monsteret, men hele den narrative struktur, hvori monsterets præsentation bliver opført." 'Den narrative struktur' som Carroll kalder handlingen er, i modsætning til de ikke-rituelle genrer, et bevidst brud med realiteten, hændelserne er fantastiske og handlingen simpelthen ulogisk. Selv når de rituelle genrer udadtil har en realistisk form (som krimi og thriller) har handlingens logik et tydeligt fiktionsstempel, der skiller den fra vores virkelighed. De rituelle genrer er i deres essens usandsynlige, ekspressionistiske og virkelighedsforvrængende."
Man kan med andre ord vælge at læse en tekst mere som et stykke psykologisk virkelighed, end som et stykke konkret virkelighed. Den rene gyser (horror) har i hovedsagen kun værdi og realitet på et psykologisk plan. Men "Skatteøen" er ikke horror!
At vi balancerer mellem det realistiske og det urealistiske, bliver tydeligere, når vi ser på nogle af de andre eksempler Rikke Scubart giver på rituelle genrer. Hun nævner f.eks. lægeromaner. Men det er vel ikke utænkeligt, at en sværmerisk anlagt sygeplejerske kunne være forelsket i en flot læge, og var hun tilstrækkelig sværmerisk, kunne hun vel også i fuldt alvor håbe at opleve en lægeroman blive tril virkelighed i sit egetr liv. Eller porno. En hel del undersøgelser af unges forhold til seksualitet tyder på, at ikke alle har lige let ved, at skelne mellem pornografi og virkelighed. I øvrigt findes der faktisk mennesker, som tror på, at der findes vampyrer og vareulve. Således kan det, der for den ene læser er fantastisk, godt være realistisk for den anden.
Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet kan sige, at "Skatteøen" tilhører en rituel genre? Det vil jeg personligt hævde, at den kun delvis gør. Ret beset er den et grænsetilfælde.
At tage historien helt for pålydende kontra at udelukkende opfatte den symbolsk eller som et indre, sjæleligt drama, må betegnes som ydermarginaler. En lang række graduationer der imellem lader sig tænke. For mig at se, får man det største udbytte af "Skatteøen", ved at lade flere, samtidige læsemåder køre parallelt i en gensidig justeren hinanden. Dette vil således være udgangspunktet for den følgende række af tydningsforsøg.
Historien fortælles af drengen Jim Hawkins. Hans far er kroejer. En dag kommer der en gammel sømand til kroen og slår sig ned. Han er uvenlig og vrantende. Undertiden når han har fået for meget at drikke bliver han højrøstet og fortæller drabelige historier. Han får Jim til at holde udkig efter en etbnet mand. På den måde bliver det Jim klart at den gamle, der kalder sig kaptajnen, skjuler sig og har en eller anden hemmelighed. Netop dette giver denne indledende del et præg af fortættet uhyggestemning, der kan minde lidt om Jonathan Harkers fangeskab i Draculaborgen. Der er noget stadigt lurende og dirrende over det hele. En tiltagende uforløst spænding, der endvidere forstærkes af Jims natlige mareridt om den etbenede.
Allerede den omstændighed, at historien fortælles af en halvstor dreng, er af afgørende betydning. Det fortæller os noget om, med hvilke øjne begivenhederne er set. De er set af en, de yngste læsere kan identificere sig med, og tillige en, den ældre læser visse steder måske kan finde en anelse naiv. Dertil antyder det hvilken slags historie, vi har fat i. Det er en beretning om en dreng, der bliver en mand. Drager ud for at gennemgå en modning. Ikke i dannelsesromanens betydning, snarere i forlængelse af folkeeventyrets tradition.
Derudover rejser det et troværdighedsspørgsmål, at fortælleren er et barn. Ganske vist et barn, der siden er blevet voksen, men i konfrontationen med sine erindringer er nød til at forholde sig til, hvad barneøjnene så. En jeg-fortælling er altid belagt med en usikkerhed, der adskiller den fra en alvidende skildring. Den alvidende skildring er inden for bogens eget univers principielt objektiv, mens en jeg-fortælling i sagens natur må være subjektiv.
"Hver dag når han kom hjem fra sin tur, spurgte han om der var kommet nogen sømænd forbi på vejen. Til at begynde med troede vi at han savnede lidt selskab af søfolk, men efterhånden gik det op for os at han tværtimod ønskede at undgå dem. Når en sømand af og til standsede op ved "Admiral Benrow" på vej til Bristol ad kystvejen, så kiggede kaptajnen først på ham gennem forhænget for døren ind til krostuen før han selv gik ind, og så var han altid musestille.
For mig var der nu ikke noget mystisk ved hans opførsel, for jeg kendte grunden til hans ængstelse. Han havde trukket mig til side en dag og lovet mig en firepnny i sølv den første i hver måned, hvis jeg bare ville holde skarpt udkig efter en enbenet sømand, og give besked så snart han viste sig. Det kunne hænde at han gloede ondt på mig og prustede gennem næsen når jeg kom for at hæve min løn, men inden ugen var gået kunne jeg være sikker på at han var kommet på bedre tanker og havde stukket mig min firepenny, mens han gentog sin ordre til mig om at holde udkig efter den enbenede sømand.
Jeg behøver næppe at fortælle, hvordan denne mand forfulgte mig i mine drømme. I stormnætter, når vinden fik alle husets fire vægge til at ryste, og brændingen brølede op ad klipperne langs bugten, så jeg ham for mig i tusind forskellige skikkelser og med tusind forskellige djævelske ansigtsudtryk. Somme tider var benet sat af ved knæet, somme tider ved hoften, og somme tider var han en fantastisk skabning som aldrig havde haft mere end ét ben, og det sad midt på kroppen. Mit værste mareridt var når han forfulgte mig i vilde spring over stok og sten. Når jeg tænker på disse hæslige fantasier, synes jeg at jeg betalte min månedlige sølvmønt temmelig dyrt.
Men til trods for min rædsel for den enbenede sømand var jeg ikke nær så bange for kaptajnen som de andre. Der var aftener hvor han fik en del mere romoddy end han kunne tåle, og så kunne han sidde og synge sine frygtelige, gamle, vilde sømandsviser uden at lægge mærke til nogen andre; men til andre tider kunne han give en omgang i hele krostuen og tvinge hele den skælvende flok til at høre på hans historier eller til at synge med på omkvædet til hans sange."
Alle har vel på et eller andet tidspunkt oplevet, hvor ubehagelig en højtråbende, fuld mand kan være. Den måde en forsamling kan føle sig ilde tilpas, mens den berusede brøler op og slynger forbandelser ud til højre og venstre.
Er dette så godt eller skidt for kroens omsætning?
"Min far blev ved at sige at kroen gik neden om og hjem, for folk ville snart holde op med at komme, når der sådan blev herset og regeret med dem lige til de blev sendt hjem i seng rystende af skræk. Men jeg tror, at vi i virkeligheden havde gavn af ham. Det er rigtig nok at folk var bange mens det stod på, men bagefter kunne de helt godt lide det. Det var en spændende afbrydelse af det stille landlige liv, og der var endog en klike af unge fyre der påstod at de beundrede ham og kaldte ham en ægte øulk og en rigtig gammel eventyrer, og som erklærede, at det var den slags mænd der gjorde England frygtet til søs."
Stevenson har næppe kendt Kierkegaards bestemmelse af angsten som en sympatisk anti-pati og en anti-patisk sympati. Men bemærkningen viser et ganske godt indblik i, hvordan det skræmmende kan virke tiltrækkende.
Men faderen er syg, og den gamle søulk kommer i den sammenhæng næsten til at ligne en dødens budbringer. Især da det senere viser sig at han hedder Bones, ben. Det er som om knokkelmanden selv, har slået sig ned i huset. Men hans autoritet er ene og alene baseret på at råbe højt og slå i bordet. Derfor kommer han til kort, da han konfronteres med en anden type autoritet:
"Han blev sat til vægs én gang og det var hen mod slutningen, da min stakkels far allerede var stærkt angrebet af den sygdom der skulle lægge ham i graven. Doktor Livesey kom sent en eftermiddag for at se til patienten, fik lidt middagsmad af mor, og gik så ind i krostuen for at ryge sin pibe tobak mens hans hest blev hentet fra landsbyen, for vi havde ingen stald i gamle "Benbow". Jeg fulgte ham ind, og jeg kan huske at jeg lagde mærke til den forskel der var mellem den pyntelige doktor med den sirligt pudrede paryk, de klare, sorte øjne, og den høflige optræden, og så de klodsede landsbyfolk, og frem for alt vores store beskidte fugleskræmsel af en sørøver, der sad med rindende øjne og støttede armen på bordet, godt på vej til at blive fuld. Pludselig satte han i med sin evindelige vise:
Femten mand høj på den døde mands kiste
- Hiv-o-høj og en hel flaske rom!
Drik og djævelen tog de sidste,
Hiv-o-høj og en hel flaske rom!
Til at begynde med troede jeg at den døde mands kiste var den store skibskiste han havde oppe på sit værelse, og den optrådte tit i mine mareridt om den enbenede sømand. Men på dette tidspunkt var vi allesammen forlængst holdt op med at lægge særlig meget mærke til sangen. Den eneste den var ny for denne aften var doktor Livesey, og ham gjorde den ikke noget særlig behageligt indtryk på, kunne jeg se, for han så vredt op før han fortsatte sin samtale med gamle gartner Taylor om en ny kur mod gigt.
Imidlertid levede kaptajnen op ved sin egen musik, og til sidst klaskede han hånden i bordet foran sig på en måde som vi allesammen vidste betød: - Stille! Alle stemmer blev straks tavse - undtagen doktor Liveseys. Han fortsatte som før, talte klart og venligt, og bakkede ind imellem på sin pibe. Kaptajnen gloede lidt på ham, klaskede med hånden igen, gloede stadig stivere, og råbte til sidst med en frygtelig ed:
- Stille der på mellemdækket!
- Er det mig, De taler til, min herre? spurgte doktoren, og da banditten med en ny ed havde fortalt ham at det var tilfældet, svarede doktoren: - Jeg har kun én ting at sige Dem, min herre, og det er, at hvis De bliver ved med at drikke rom, så vil verden snart blive befriet for en rigtig beskidt slyngel!
Den gamle fyrs raseri var frygteligt. Han sprang op, åbnede sin store tollekniv med et smæk, og lod den balancere i håndfladen mens han truede med at nagle doktoren til væggen.
Doktoren rørte sig ikke af pletten. Han talte stadig over skulderen til kaptajnen med samme tydelige og rolige stemme, så alle i krostuen kunne høre det: - Hvis De ikke øjeblikkelig stikker den kniv i lommen, så skal jeg love Dem for at De bliver hængt efter næste retsmøde.
Derefter fulgte en kamp på blikke mellem dem, men kaptajnen bukkede snart under, stak våbnet i lommen, og satte sig knurrende som en hund der har fået prygl.
- Og nu min herre, fortsatte doktoren, da jeg ved at der findes sådan en fyr i mit distrikt, kan De være forvisset om at jeg skal holde øje med Dem dag og nat. Jeg er ikke alene doktor, jeg er også dommer, og hvis jeg hører den mindste klage over Dem, om det så bare er for en smule uhøflighed som i aften, så skal jeg sørge for at de bliver pågrebet og sendt bort. Lad det være nok med det."
I det efterfølgende begynder der at ske noget, der bryder den klaustrofobiske atmosfære, med sørøveren som hustyran. Han forskrækkes af et besøg, af en mand, der mangler tre fingre på den ene hånd og kalder sig Sorte Hund. Det fører til et slagtilfælde, og derfor en svækkelse af den gamle sømand. Siden dukker en blind tigger op, der senere viser sig at hedde Pew, og er ansvarlig for et endnu mere foruroligende besøg. Man aner en trip-trap-træsko mekanisme. Lidt som de tre bukkebruse. Først Sorte Hund med de afskårne fingre, så blinde Pew. Den store bukkebruse, der i denne samenhæng selvsagt må være den etbenede, glimrer endnu ved sit fravær.
Men den blinde mands besøg bliver skæbnesvangert. Han giver Billy Bones (som man på dette tidspunk har fået at vide at "kaptajnen" hedder) det sorte tegn. Jeg husker min fascination som barn af dette sære symbol. Der er noget mystisk og skæbnesvangert over det. Dette understreges med voldsom effekt af, at gamle Bill får et nyt slagtilfælde og dør. Man får næsten det indtryk, at det sorte tegn kan dræbe. Naturligvis er det forskrækkelsen, der dræber en mand, der har undergravet sit helbred med for meget rom. Alligevel ligger koblingen sort tegn og død latent i begivenhedsforløbet.
Kort forinden er Jims far død. Begge husets herrer er faldet. Hele kroens synes et dødens hus. Her sidder så Jim og hans mor. Forsvarsløse venter de en flok vilde pirater.
- En endnu mere dirrende og anspændt situation, end Bills hustyranni og luren efter fjender.
" - Jim, sagde han omsider, du så den sømand i dag?
- Sorte Hund?
- Ja, Sorte Hund, svarede han. - Han er en satan, men de andre, der sendte ham herud, er værre."
"Hvis du ser den sorte hund igen, eller en enbenet sømand, Jim - ham først og fremmest."
"Hvad jeg ville have gjort hvis alt havde været normalt, ved jeg ikke. Sandsynligvis ville jeg have fortalt doktoren hele historien, for jeg var dødsens angst for at kaptajnen skulle fortryde sine bekendelser og gøre en ende på mit liv. Men eftersom far døde samme aften, blev alt andet skubbet til side."
"Sådan gik tiden indtil dagen efter begravelsen. Det var en bidende kold eftermiddag med frosttåge, og ved tretiden stod jeg et øjeblik i døren, opfyldt af sørgelige tanker om min far, da jeg så en mand komme gående langsomt op ad vejen. Han var åbenbart blind, for han følte sig frem med en stok og havde en grøn skærm for øjne og næse. Han var næsten krumbøjet af alderdom eller træthed og bar en stor, gammel, foret sømandskappe med hætte, som fik ham til at se helt vanskabt ud."
"Vi syntes hele tiden vi hørte snigende fodtrin nærme sig, og tanken om kaptajnens døde legeme på gulvet i krostuen, og om at den afskyelige blinde tigger luskede rundt i nærheden parat til at vende tilbage, fik det til at risle op og ned ad ryggen af rædsel. Vi måtte tage en hurtig beslutning, og vi blev enige om at søge tilflugt i landsbyen. Vi løb afsted med det samme, som vi gik og stod, ud i skumringen og frosttågen.
Der var ikke mange hundrede meter til landsbyen, men den lå på den anden side af bugten, så den kunne ikke ses fra vores hus."
"Skønt man skulle tro at mændene ville skamme sig, så var der ikke en levende sjæl der vovede at gå med os tilbage til "Admiral Benbow"."
"Nogle af folkene som havde været på markarbejde på den anden side af "Admiral Benbow", huskede desuden at de havde set en hel del fremmede på vejen som de havde regnet med var smuglere, og i hvert fald én af dem havde set en lille brig i det vi kaldte Kitts Bugt. Iøvrigt var enhver som bare var kammerat med kaptajnen i stand til at skræmme dem til døde. Det korte af det lange i den sag var, at skønt vi nok kunne få nogen til at ride med bud til doktor Livesey som boede i en anden retning, så kunne vi ikke få nogen til at hjælpe os med at forsvare kroen."
"Hun erklærede at hun ikke ville gå glip af de penge der tilhørte hendes faderløse dreng. - Hvis ingen af jer tør, sagde hun, så tør Jim og jeg, vi går tilbage den samme vej vi kom, og vi har ikke meget at takke jer for, I store stærke krystere."
"Mens vi var borte skulle en ung fyr ride over til doktoren og hente væbnet hjælp."
"Det var en overvindelse for mig at gøre det, men jeg tog mig sammen og rev hans skjorte op i halsen, og ganske rigtigt, der hang nøglen i en tjæret snor, som jeg skar over med hans egen kniv."
I kaptajnens kiste, finder de blandt mange andre ting, en taske fuld af penge. Moderen vil kun have hvad den gamle sømand skylder i kroen og insisterer på at gøre regnskabet nøjagtigt op. Jim derimod stikke en sejldugspakke med nogle papirer til sig. Bortset fra at dette har en personbeskrivende funktion, og skildrer moderens hæderlighed, og fungere som handlingsbærende led, eftersom det netop er bemeldte sejldugspakke, der er udgangspunktet for resten af bogen, berører det også et af romanens gennemgående motiver: penge, rigdom, berigelse, grådigheder etc. Hele historien kredser om rigdomme og berigelse samt hvordan forskellige mennesker forholder sig hertil. Sørøverne, der ikke skyer noget middel for at berige sig fører død i deres spor. Efter Sorte Hunds besøg dør faderen, efter blinde Pews besøg dør kaptajnen.
Jim og hans mor når i sidste øjeblik at flygte inden den vilde pirat bande kommer. På afstand i et skjul hører de hvordan banditerne råber og bander, mens de smadrer kroens inventar.
Optrinet er særdeles voldsomt, men omsider kommer kavaleriet. Den unge mand, der er sendt afsted efter hjælp, har til alt held mødt toldbetjentene, der har fået et tip om skibet i bugten. Så nu kommer et kompagni toldbetjente ridende.
Det bliver tingene dog ikke mindre dramatiske og action-prægede af!
Der spares ikke på voldsomhederne. Det er ikke godt nok at lade Pew blive offer for en kugle. Den blinde mand skal absolut trampes ned af en hest. Ligeledes er spor efter piraterne i kroen ikke tilstrækkeligt. Hele huset er fuldstændig raseret og alting smadret. Det er trods alt ikke helt uden grund at visse kritikere ikke har anset Stevenson for lødig. I det mindste i dise passager hvor blodige makaberheder manisk opremses med begejstret fortællelyst, synes man at spore en egenartet pervers fornøjelse ved grusomhed for grusomhedens skyld, der fyrer løs med kulørte effekter, på en måde der minder om når en skoledreng rigtig skal give den hele armen med en god historie. Men det er ikke effekter det hele. Det har en klar handlingbærende funktion. Piraterne er ude efter det, som Jim har fundet, det som hele bogen kredser om: kortet, der fører til den forunderlige ø, med de kolossale rigdomme og kostbarheder. Endvidere er det en fuldførende konsekvens af det foregående. Den ødelæggelse, der er begyndt med gamle Bill og faderens sygdom fuldendes i en mareridstagtig vandalisme, der må anses som en nødvendig konsekvens af den dirrende spænding og fornemmelse af stilhed før stormen, der har præget det foregående.
Endvidere gælder, at historien jo netop skal forestille at være berettet af et ganske ungt menneske. For at være tro mod sin fortællerrolle, måtte Stevenson nødvendigvis udtrykke sig en smule barnagtigt.
Dertil kommer, at der nok er en, der mangler et par fingre og en anden, der er blind. Men ingen af dem er etbenede. Ingen af dem er det, Bill virkelig frygtede og som forfulgte Jim i hans mareridt. Hvor frygtelige disse folk end er og hvor megen ondskab de end repræsenterer, er de ikke dét frygtelige, ikke dét onde. Her har Stevenson langt mere raffineret og virtuost end de fleste gør sig klart, udnyttet et virkningsfuldt fortællerkneb. Takket være Bills og Jims kollektive paranoia, er der allerede på dette tidspunkt bygget en massiv rædselsmytologi op omkring den etbenede, således at selve ordet forekommer læseren uhyggeligt. Hvad og hvem den etbenede er ved man endnu ikke. Han er noget mystisk og ukendt. Men man forstår af sammenhænget at han må være noget værre, end det man hidtil har mødt. Således bidrager det overdrevne optrin af blodbad og hærværk til den ét-benedes mytologi. Den etbenede er et eller andet, som gør denne ekstreme episode til en ren bagatel.
Ingen forfatter, uanset formatet, ville uden videre kunne skildre den etbenede så skræmmende, som han kommer til at fremstå ved overhovedet ikke at have gjort sin entré endnu. Ved netop IKKE at skildre den etbenede, opnår Stevenson at læseren er ved at dø af skæk over det blotte ord "den etbenede", og derved har han skabt den nødvendige forudsætning. Fra nu af vil hvad om helst han fortæller om etbenede mænd, virke uhyggeligt.
Rammen er sat, mytologien bygget op og placeret på rette plads. Fra nu af er etbenede mænd pr. definition skræmmende.
Toldbetjentene forfølger piraterne ned til bugten, hvor en skudveksling finder sted. Men det lykkes sørøverbanden at stikke af i deres skib.
Senere samme aften, er Jim kommet med toldbetjentene for at fortælle doktor Livesey hvad der er sket. Doktoren er på besøg hos den ifølge Jim ædelsindede godsejer, Trelawney, og dermed introduceres endnu en af bogens centrale personer.
Jim fortæller doktoren og godsejeren hvad der er sket. Sejldugspakken viser sig at indholde et skattekort, og de to mænd beslutter på stedet at drage på skattejagt. Trelawney, der har midlerne til at sætte kapital i projektet, skal drage afsted for at finde et skib og en besætning. Den gode godsejer har den karakterbrist at han har svært ved at holde på hemmeligheder. Doktoren, der kender sin vens svaghed, pålægger ham strengt ikke at fortælle nogen om rejsens formål. Men naturligvis får han talt over sig, mens han leder efter skib og besætning.
Et brev til Jim og Livesey fra Trelawney fortæller at han har fundet et godt skib, og takket være en lokal kromand med søfartserfaring, der skal være skibskok på turen, har han også fået samlet en besætning. Det fremgår af brevet at den gode kromand kun har ét ben. Det får naturligvis Jim til at tænke over et og andet. Men han ændrer helt mening da han for første gang møder romanens mest berømte person: Long John Silver.
Venlig, charmerende og velsoigneret. Jim har set Billy Bones, Sorte Hund og Blinde Pew. Han ved nok hvordan en pirat ser ud. Han opdager Sorte Hund i kroen. Denne stikker af, og Long John Silver virker så oprigtigt chokeret over at sådan et afskum har gæstet hans kro, at Jim nødvendigvis må tro det er ægte.
Her står vi over for noget, der vedrører gængse fortæller konventioner.
Ingen romanforfatter med respekt for sig selv, ville fylde ligegyldige ord ind i sin fortælling. Hvis der står noget på tryk, så betyder det også noget. Det afgørende bliver da, at finde ud af HVAD det betyder.
Selv for de allermest naive læsere, må det være indlysende at Long John Silver ikke bare er "en" etbenet. Han må nødvendigvis være "DEN" etbenede. Hvorfor skulle man ellers have hørt så meget om en etbenet i det foregående? Det er en hel elementær grund-konvention for romaner, at hvis man anbringer noget i en historie, er det for at bruge det til noget. Ellers var der ingen grund til at det var der. Havde Long John Silver været underkastet mistanke og forfølgelse, altså blevet beskyldt for at være den etbenede, kunne han have været et falskt spor. En midlertidig forsinkelse af det tidspunkt hvor den rigtige enbenede gjorde sin entré. At han straks frikekendes uden videre er selvsagt ensbetydende med, at han netop er "DEN" etbende, den rigtige etbenede. Den skækindjagende og dæmoniske, der kan få frygtløse mænd, der håner både Gud og djævel til at ryste af skræk. Han er piraternes pirat. Alle de andre er en flok amatører. Long John Silver er en professionel djævel.
Som andre af romanhistoriens store karakterer fra Dracula til Sherlock Holmes har Long John Silver fået sit eget liv hinsides romanen, og er blevet en talemåde i folkemunde.
Hans tjans som skibskok kan synes en ubetydelig og beskeden position. Men nærmere beset er den almægtig. Skibets Livskilde. Han bliver den livgivende kraft, der skænker mandskabet føden. Han er den, der har fri adgang til skibets beholdning, som kan give eller nægte at give, tildele særprivilegier og udskænke et glas rom til nogen i smug, eller uden hindringer komme gift i folks the. Han holder alle i sin hule hånd. Han er hele skibets guddom, magt, livsnerve og fertilitet. Ikke blot er han en høj, kraftig mand, der ligner en kæmpe blandt en flok dværge, også som (ond) ånd er han uendelig stor. Long John Silver er enorm!
Det er bemærkelsesværdigt, at handlingen bevæger sig igennem forskellige faderfigurer. Bogen begynder med mødet mellem Jims biologiske far og den gamle pirat Billy Bones. Dette falder sammen med faderens begyndende sygdom. I den sammenhæng kan Billy Bones ses som en mørk skygge, der kommer over faderen. Måske også som nye karaktertræk, der kommer til syne. Syg og plaget til døden, er det tænkeligt at faderen er mindre rar end tidligere. Men det nye væsen projiceres ud til en anden karakter. Vi ser her en art forløber for "Dr. Jakel og M. Hyde". Billy Bones viser Jim en vis fortrolighed og gør ham til sin sammensvorne, og det antydes at Jims følelser er en smule sammensatte. Vist føler han uvilje over for den grove, evigt bandende og svovlende mand, der tillige er ualmindelig usoigneret og skaber så megen ufred i huset. Men det er ikke ren anti-pati altsammen. Jim er ikke langt fra at kunne lide Bill en lille smule. Dertil kommer at Bill underminerer faderen. Den gode krovært tør ikke sætte sig op imod den højtråbende, agressive gæst. Han er bange for ham, og trækker derfor det korteste strå. Således er det Billy Bones, der bliver husets egentlige herre og tyran. Men næppe er denne tilstand etableret, før en ny autoritet melder sig på banen, i form af egnens læge og fredsdommer doktor Livesey. Hvis Bones kan ses som en forgrovet faderskikkelse, så kan doktor Livesey i lige så høj grad ses som en forædlet faderskikkelse. Han er velklædt og pyntelig, elegant og flot, han er begavet og lærd, og hvad vigtigere er: hos ham finder man ingen fejhed. Han er modig, og formår at bevare ro og overblik i spidssituationer. Roligt og værdigt sætter han Bones på plads, uden at vise tegn på frygt. Han hæver ikke stemmen. Han er en naturlig autoritet, der lader intellektet vinde over fysisk råstyrke. Åndens sejr over materien. Mens den rigtige far er afmægtig og underlegen over for den onde stedfar, tropper her en super-far op og klarer ærterne. Hans sejr er så fuldkommen at det sættet både den feje far og den onde far ud af spillet, idet at de begge dør. Men så viser der sig en ny autoritet på scenen i form af godsejer Trelawney. Han er flink og rar, men noget enfoldig, og tillige en gammel sladdertante, der ikke kan styre sin tunge. Hans autoritet ligger ikke i hans godhed, ærlighed og troskyldighed, men i hans materielle velstand. Han er historiens rige onkel, der med hård valuta skaber forudsætningen for at det egentlige eventyr kan begynde. Dette fører os så frem til Long John Silver. Den mægtigste og frygteligste af romanens mange faderfigurer. Hos ham er alle de andre forenet. Han er kroejer ligesom Jims rigtige far, og er udadtil venlig og godmodig. Han er en mordrisk og nådesløs pirat, fra den berygtede Flints gamle inderkreds ligesom Billy Bones, og som Bill havde det hæslige ar efter et sværdhug i ansigtet, har Silver sin særlige vansiring i form af det manglende ben. Han er kultiveret, dannet og begavet som Doktor Livesey og endelig er han rig ligesom godsejer Trelawney. Alle de gode og onde fædre er her samlet i ét rædselsvækkende væsen, der da også beskives som en usædvanlig høj, bred, stærk og kraftig mand, altså en, der kan få fuldvoksne mænd til at føle sig som små drenge. I sin evne til at omgås og tale med alle, samtidig med at være skibets kok, en art maskulint sidestykke til en madmor, synes han helt naturligt at få rollen som alles alfaderlige fader. Men han er dog ikke helten i historien. Han er fortællingens monster, i det omfang man overhovedet kan tale om monstre i en roman, der ikke overskrider grænsen til det overnaturlige. Han er på én og samme tid Dr. Jakel og Mr. Hyde. Han behersker og jonglerer ubesværet med begge roller, konstant på forkant med situationen. Netop deri består det bestialske. Long John Silver er et overmenneske i den fulde nietzche'ske betydning. Men i modsætning til Nietzche tror Stevenson ikke på et hinsides godt og ondt. Derfor er Long John Silver mere historiens monster end helt, omend et monster, der aftvinger respekt, beundring og fascination. Man kan således ikke bebrejde den læser, der når frem til det resultat at Stevenson må have hadet sin far.
Hvis man vil kigge om bag Jim og lede efter forfatteren, er det rent faktisk tilfældet, at Stevensons far var streng og temmelig uforstående, og at forholdet de to imellem var anspændt. Men det hører også med at Stevenson havde et svagt helbred og adskillige gange var døden nær p.g.a. sygdom. Ikke desto mindre havde han lige fra barndommen været fascineret af det eventyrlige og ikke mindst af skibe, havet, sømænd og søfart. Han havde rejst vidt omkring og hans første skriverier havde karakter af journalistisk virksomhed og rejsebeskrivlser. Han blev gift med en kvinde, der havde en søn af et tidligere ægteskab, og kom på den måde lidt sidelæns ind i at selv skulle udfylde en faderrolle. Hvad forholdet til hans egen far angik, viste hans hustru særlige evner som mægler, og det var frem for alt hende, der bragte de to Stevenson'er om ikke til fuldstændig forsoning, så til et varmere forhold end gensidig uvilje og væbnet neutralitet.
Under barndommens mange sygedage, var det især Bibelen Stevenson havde fået læst op. Senere fattede han interesse for bl.a. Shakespeare og Walter Scott.
Jeg har fundet en anden oversættelse af "Skatteøen", end den jeg hidtil har benyttet. Den virker umiddelbart mere udførlig, men mangler så hist og her noget, der var i den foregående. Åbenbart har en hel række oversættere forgrebet sig på "Skatteøen", ved at tage det med, de mente var vigtigt, og udelukke andet. Man kunne således frygte, at det er nødvendigt, at side med en hel bunke oversættelser, for at finde frem til, hvad der findes af forskellige lag i originalteksten.
I den indledende del, der omhandler gamle Billy Bones' ophold i kroen, kan man i den oversættelse, jeg nu har fået fat i, læse:
"Jeg husker, som om det var i går, hvorledes han kom slentrende hen til krodøren, fulgt af sin skibskiste, der blev kørt bag efter ham på en trillebør. En høj og svær, kraftig mand med et nøddebrunt ansigt, med den tjærede parykpisk daskende ned over skulderstykkerne på den fedtede, blå frakke, med hårde, arrede hænder, forsynede med sorte, skårede negle og med et ar over den ene kind - en snavset, gulbleg stribe. Jeg husker, hvorledes han fløjtende for sig selv spejdede rundt i vigen og derpå stemte den gamle matrossang, som han så mange gange senere brølte med høj og hæs, af alderdom klikkende stemme, der syntes at være blevet øvet og opslidt i gangspillet:
"Kun femten den døde mands kiste fik
- jo-ho-ho, og en hel flaske rom!"
Derpå slog han på døren med en stump stok, der lignede en håndspage, og da fader kom ud, forlangte han i en rå tone et glas rom. Da det blev bragt ham, drak han det langsomt ud, dvælede ved smagen som en kender, medens han langsomt så sig omkring. Fra klipperne gled hans blik op til vort skilt.
"Det er en meget bekvem vig, denne her," sagde han til sidst, "og beværtningen ligger også på et meget passende sted. Kommer her mange gæster, kammerat?"
Fader svarede: "Nej - meget få gæster, desværre."
"Godt," sagde han, "Denne hersens ankerplads passer mig fandens godt. Hej, du hallunk!" råbte han til manden, som kørte trillebøren, "læg til bolværket og hjælp mig at bringe kisten i land. Jeg vil blive hos jer lidt," fortsatte han. "Jeg er en simpel og nøjsom mand. om, røget flæsk og æg, andet forlanger jeg ikke - og så den kvist deroppe, for at holde udkig med skibene."
Hvor simpel han end var i klæder, og hvor råt han end talte, gjorde han dog i virkeligheden heller ikke indtryk af at høre hjemme "foran masten", men lignede mere en styrmand eller skipper, kort sagt én, der var vant til at blive adlydt eller slå. Manden med trillebøren fortalte os senere, at postvognen den foregående dags morgen havde sat ham af foran King George, og at han dér havde spurgt ud om, hvilke kroer der lå op ad kysten. Da han hørte, at vor lå ensomt, og at den blev omtalt som god, havde han, antager jeg, udvalgt den frem for de andre til sit opholdssted. Det var alt, hvad vi kunne få at vide om vor gæst.
Han var sædvanligvis meget fåmælt. Dagen lang drev han omkring nede ved vigen eller oppe på klipperne med en messingkikkert under armen; hele aftenen sad han i en krog af skænkestuen og tyllede rom og vand i sig. Hver eneste dag, når han kom fra sine vandringer, spurgte han, om der var kommet søfolk forbi på vejen. En dag tog han mig til side og lovede mig en sølvfirpenny den første i hver måned, hvis jeg ville "holde skarpt udkig" efter en sømand med ét ben og øjeblikkelig lade ham vide, så snart en sådan var under opsejling. Når den første i måneden kom, og jeg krævede min løn, pustede han tit nok gennem næsen efter mig eller forsøgte at skræmme mig ved at glo på mig; men før ugen var forbi, havde han altid betænkt sig, bragt mig min sølvfirpenny samt gentaget sin ordre om at holde et vågent øje med "sømanden med ét ben"."
Som man ser, er der en hel del mere med her. Vi får f.eks. at vide, hvordan det forholder sig med ham, der tager sig af kaptajnens kiste. I den anden oversættelse, stod det hen i det uvisse, hvem denne person var og i hvilken forbindelse han stod til den gamle pirat. Det kom til at virke som om Billy Bones troppede op med en tjener, som han derefter fyrede. Denne uklarhed får vi her rede på. I samme forbindelse hører vi om piratens ankomst med postvognen. Ved at sætte dette landjords-transportmiddel ind, lægges der en afstand mellem sømanden og hans hav. Han har rejst over land, kommer ikke direkte fra et skib. Effekten af, at han med et stænk af mystik kommer ud af det blå svækkes derimod ikke. Det gør han stadig, han er bare dukket op et andet sted, inden han kom til kroen. Men der mangler også nogle småting. F.eks. den bemærkning, at de først troede han savnede selskab, men siden fandt ud af, at han undgik det. Frem for spørgsmålet "hvad vil han?" bliver spørgsmålet "hvem er han?". Men i alt væsentligt besvarer det spørgsmål sig selv: han er en frygtindgydende gammel pirat. Netop muligheden for, at nogen kunne få den tanke, at han var ensom i sin afsondrethed og savnede selskab, kaster et mere sympativækkende skær over ham. Når det udelades bliver han slet og ret en gammel bølle og røver, der gemmer sig. At sådan en kunne krybe i skjul for loven, er det ikke svært at forestille sig grunde til. Men at det snarere er sine gamle skibskammerater han prøver at undgå, er en lille drejning, som det har en vis betydning, om læseren får lov at en lille opdagelse omkring. Det er nemlig forudsætningen for, at Billy Bones kan opleves på flere måder, frem for at blive fastlåst i et ensidigt billede.
Endnu mere påfaldende er det, at man slet ikke hører noget om Jims mareridt. De er simpelthen udeladt. Derved tabes en vigtig psykologisk pointe. Hele den obhobning af angstforestillinger i Jims sind, om frygtelige væsner med et ben, afløses af billedet af en frisk dreng og tillige lidt af en snu, lille rad, der opdager hvordan han kan tjene en ekstra skilling. På den måde kommer hele mytologiseringen af begrebet "den etbenede" til at mangle. Det bliver ikke væsentligt anderledes, end hvis Billy Bones havde bedt Jim om at lede efter muslingeskaller til ham på stranden. Det farlige er ikke noget, der lurer et sted derude. Det farlige befinder sig i kroen, og er i den oversættelse jeg for indeværende har i hånden, lige en tak mere truende og ubehageligt, end i den anden. Det lyder videre:
"Der var aftener, hvor han indtog en hel del mere rom og vand, end han kunne tåle, og da kunne han få i sinde at brøle op med sine ugudelige og vilde, gamle sømandssange uden at genere sig for noget som helst. Undertiden kunne det stikke ham at traktere rundt og tvinge hele det gysende selskab tril at lytte til hans historier og levere kor og omkvæd til hans viser. Tit og mange gange har jeg følt huset ryste ved "jo-ho-ho og en hel flaske rom!" når alle naboerne dødsens angste stemte i med, fordi hver enkelt søgte at overdøve de andre af frygt for at blive grebet i pligtforsømmelse. Når han fik disse anfald, var hans selskab utåleligt plagsomt. Han dundrede i bordet og forlangte, at alle skulle tie; han sprang op i rasende vrede, når han fortalte historier og nogen vovede at komme med spørgsmål; undertiden blev han lige så edderspændt, når han ikke blev spurgt, fordi han da troede, at man ikke hørte efter. Ingen fik lov til at forlade kroen, før han havde drukket sig søvnig og ravede op i seng.
Hvad der forskrækkede folk allermest, var dog hans historier. Gyselige beretninger var det om hængning, "kat", orkaner og sørøvere og om deres ugerninger og tilholdssteder i det spanske Amerika. Kunne man tro hans historier, måtte han have tilbragt sit liv mellem det værste udskud, Vorherre kunne slippe løs på søen. Og så det sprog han benyttede sig af for at meddele disse gruelige krøniker! - det rystede vore jævne landsbyfolk næsten lige så meget som de forbrydelser, han beskrev."
Som man ser, er der her en væsentlig mere udførlig beskrivelse af den gamle pirats historier og viser i kroen. Derimod mangler passagen om faderens bekymring for kroens omsætning, og Jims bemærkning om, at den gamle søulk virkede som et trækplaser, og at der endog var nogle unge mænd på egnen, der dyrkede ham som en slags helt.
Disse forskelle medfører en række forskelle i det billede, der tegnes af den gamle. Ved detaljeret at fortælle om hans unoder, bliver betoningen af det ubehagelige ved ham tydeligere. Udelukkelsen af den nuancering, at en del folk på egnen også finder det spændende, gør ham udelukkende larmende og væmmelig. Der kommer til at mangle den dobbelthed, at han på én gang er en fredsforstyrrer og et frisk pust. Her er der derimod ikke mulighed for en nuancering. Der ér en måde at betragte kaptajnen: med rædsel!
Samtidig kommer man også til at mangle de vink om faderens karakter, man bl.a. får gennem skildringen af hans bekymringer. Det begrænser sig til, at han ikke har styrke og mod nok, til at sætte sig op imod sømanden. Derved nedtones præget af, at faderen er veg og forsagt, omend det antydes i og med at han er bange for Bones. Det kommer ikke så tydeligt frem, som når man får skildringer af, at han i hemmelighed udtrykker stor utilfredshed med gæsten, men ikke tør gøre noget ved det. At samtidig lægge større vægt på, hvor bange alle på egnen er for den gamle pirat, kommer tril at virke som en nedtoning af faderens forskræmthed. Bones bliver farligere - faderen mindre forsagt. At vi har fat i et tema, der kunne kaldes "gæsten som hustyran" står naturligvis fast, ligesom den stadige kredsen om uhyggelige historier betyder, at kroen får et skær af lighus, før der reelt er nogen, som er død. Men det er i de finere nuancer inden for fortalt-ikke fortalt og ordvalg, at man må søge en mere nøjagtig bestemmelse af disse ting. Gæsten som hustyran er ikke et entydigt tema. Bl.a. har det netop her en stor betydning hvor farlig gæsten er kontra hvor let værten er at kyse. Er Bones reelt så skræmmende at selv den modigste mand må blegne? Eller er faderen en bangebuks hvem som helst kan tryne? Hele balancen i tyrani-scenariet afhænger af disse spørgsmål.
De er også vigtige på et andet plan. Historien handler frem for alt om en dreng, der bliver en mand. Det bliver han dels ved en rejse. Men denne ydre bevægelse modsvares af en indre. Ingen 10-11 årig dreng ønsker at se sin far blive sat til vægs. En far er den, der sætter alle andre til vægs, den ultimative magt, en garanti for tryghed, sikkerhed og orden. Den psykologiske bevægelse begynder således med en sprække i faderens fuldkommenhed. Men skal denne dybere betragtet læses som "selv min far var bange for ham" eller "da forstod jeg hvor fej min far var"?
Dertil kommer, den antydning af en spaltning, der ligger heri. Bones bliver husets reelle herre, tilraner sig altså den funktion, der retmæssigt tilhører faderen. Som tidligere påpeget bliver faderen på en vis måde fordoblet. Det kan forstås som en projektion. At den syge, skrantende fader begynder at udvise ubehagelige karaktertræk. At Bones altså helt og holdent skal forstås symbolsk. Men han kan også være reel, og da ligger spaltningen hos Jim. Hans loyalitet er hos faderen, men det er piraten han adlyder. Endvidere er han i kraft af sin overvågningsaftale i nogen grad indforstået med den gamle søulk, har endog fundet frem til en måde, hvorpå han kan manipulere ham. Mens sømanden ikke betaler for sit ophold i kroen, ved Jim nok hvordan han skal få sin lommepenge, i og med at han har opdaget hvad Bones frygter, og derfor kan slå på dette.
Den åbenlyse symbolik i navnet Bones viser samtidig, at han i en eller anden forstand repræsenterer døden eller dødens budbringer. I Erling J. Larsens roman "At Elske", der handler om en mand, der mister sin kone, fortælles der i første kapitel om en aften, hvor han synes det ringer på døren. Men der er ingen derude. Derimod mærker han et vindstød komme ind i entreen. Efterfølgende har han en fornemmelse af, at vinden er ond, har gemt sig i deres lejlighed og på en eller anden måde har forbindelse til den sygdom, der snart efter begynder at tære på hans hustru. Det forholder sig på en lignende måde med Billy Bones og krofatter. Dette på sin side står langt stærkere frem i oversættelse nummer to (der efter sproget at dømme, er den ældste af dem), netop fordi billedet af Bones her er så entydigt væmmeligt. Derved skærpes fornemmelsen af, at han repræsenterer dødens indtog i kroen. I den nærværende oversættelse lyder det videre:
"Han blev hos os uge efter uge og måned efter måned, så det par guldstykker, han så flot havde kastet til fader den første dag, for længe siden var spist og drukket op. Fader kunne imidlertid aldrig samle mod nok til at kræve ham for mere. Når han en gang imellem slog på det, pustede kaptajnen, som vi indbyrdes havde vænnet os til at betegne ham, gennem næsen, så man godt kunne kalde det en slags brøl, og stirrede derefter stakkels fader ud af værelset.
Kun en eneste gang blev kaptajnen sat til vægs, og det var hen imod slutningen, da stakkels fader var hårdt medtaget af den sygdom, der til sidst gjorde det af med ham. Dr. Livesey kom hen ad eftermiddagen for at se til patienten; moder opvartede ham med lidt middagsmad, og derpå gik han ned i skænkestuen for at ryge en pibe, medens han ventede på sin hest, der blev hentet ude fra marken; thi vi havde intet staldrum i det gamle Benbow. Jeg fulgte med ham derind og husker tydeligt, hvorledes jeg blev slået af modsætningen mellem den fine, rene doktor med den pudrede, snehvide paryk, de klare, mørke øjne og de pæne manerer og så de rå, støjende landboere, men i særdeleshed dog det snavsede, modbydelige, opblæste fugleskræmsel af en pirat, der - mere end halvfuld - sad med armene langt inde på bordet. Pludselig begyndte han at vræle sin evindelige sang:
"Kun femten mand den døde mands kiste fik
- jo-ho-ho, og en hel flaske rom!
resten var hentet af djævelen og af drik
- jo-ho-ho, og en hel flaske rom!"
Alles tale gik i stå - altså med undtagelse af Dr. Livesey; han blev ved som før at tale højt og venligt, idet han mellem hvert andet eller tredie ord tog et dybt drag af sin pibe. Kaptajnen gloede på ham en stund, slog i bordet igen, , gloede endnu mere bistert og brølte så til sidst op med en forfærdelig lang og grov ed: "Stille der, ingen vrøvl på mellemdækket!"
"Var det mig, De talte til, sir?" spurgte doktoren, og da slynglen havde svaret med endnu en ed, at det var det, svarede doktoren: "Så vil jeg bare sige Dem én ting, min gode mand, at bliver De ved at drikke på den måde, så vil verden snart blive befriet for en af sinevæmmeligste slyngler!"
Den gamle hallunks raseri var forfærdeligt. Han sprang op, trak sin store tollekniv frem og åbnede den, derpå fægtede han omkring med den og truede med at nagle doktoren fast til væggen.
Doktoren rørte sig ikke engang af stedet. Han talte til ham som før, tilbage over skulderen og i samme tone, så højt, at alle kunne høre det, men fuldstændig rolig og langsomt: "Hvis De ikke øjeblikkelig stikker den kniv i lommen, så lover jeg Dem på min ære, at De skal komme til at dingle i galgen efter næste retsdag."
Derpå leverede de hinanden en bataille med øjnene, men kaptajnen måtte snart tage sine til sig; så stak han kniven i lommen og satte sig ned, idet han knurrede som en pryglet hund.
"Og nu," fortsatte doktoren, "da jeg véd, at der findes en sådan fyr i mit distrikt. må De belave Dem på, at jeg holder vågent øje med Dem, både dag og nat. Jeg skal sige Dem, jeg er ikke alene doktor, men også foged, og dersom den mindste besværing over Dem kommer mig for øre, selv om den kun gælder lidt uhøflighed som i aften, så skal jeg sørge for, at De får frit logi andetsteds end her. Det vil måske hjælpe!"
Kort derpå blev dr. Livesey's hest ført frem for døren, og han red bort; men kaptajnen stak piben ind for resten af aftenen og mange aftener derefter."
Endnu en gang en langt mere fyldig beskrivelse, der især er ordrig, når det gælder om, at tegne et uappetitligt billede af kaptajnen (snavsede, modbydelige, opblæste). Men atter mangler der lige et par små hints, der kan synes ubetydelige, men absolut ikke er det. Dels bemærkningen om at doktoren faktisk har bemærket sangen, og skærer en grimasse, der afslører hans ubehag, og dels oplysningen om, at han står og diskuterer gigtkure med en gammel gartner. Især det sidste har en betydning. Det viser, at han interesserer sig for helt almindelige, dagligdags ting, og kan snakke venskabeligt med jævne mennesker. Når det bliver usikkert hvad han egentlig snakker om, ligger det lige for at tro, at han taler om store, ophøjede ting, at han ikke taler MED, men taler TIL, er ved at give "de rå, støjende landboere" en belæring. Man kunne så tro, at han i den grad svæver over vandede, at han dårlig nok bemærker, hvad der foregår omkring ham, før han overmåde kraftigt bliver gjort opmærksom derpå. At han har hørt visen og at han står og diskuterer gigtkure, er lige præcis dét, der gør forskellen på, om han er en folkets ven, eller en folkets skolemester.
Dette betyder en væsentlig forskel i udlægningen af situationen. Her må tolkningen gøre sit arbejde. Derimod bør man vogte sig for overfortolkninger. Der skal nok være dem, der mener at kunne læse noget ganske bestemt ind i skildringen af en pertentlig, pyntet herre, som er venlig mod små drenge. Men det er en læsning, der skyldes senere tider. Sådan tænkte ingen i 1883. Der er ingen tvivl om, at skildringen af doktoren skal forstås overmåde positivt, at såvel Jim som Stevenson, der sidder bag Jim, opfatter ham som noget ædelt og forbilledligt. Det samme har den første generation af "Skatteøen"s læsere gjort. Altså: man skal ind i tolkningen, men vogte sig for overfortolkninger!
Stevenson kan selvsagt ikke have kendt til langt senere opfundne psykologiske begreber, såsom den hæmmende og den potente autoritet. Denne - i forhold til Victoria-tiden - relativt nye model går i korthed ud på, at en dybere betragtet afmægtig og svag person ved at true og råbe op, kan tilrane sig en position som autoritet. Men da det er en svag person, handler det udelukkende om at hævde sig, og autoriteten vil derfor blive undertrykkende over for omgivelserne. Altså en person der hæmmet af egen svaghed hæmmer andre. En hæmmende autoritet. I modsætning til dette er den potente autoritet en person, der naturligt har omgivelsernes respekt i kraft af sin visdom, styrke og hvilen i sig selv. Han udøver derfor sin autoritet potent, for at hjælpe og vejlede sine omgivelser. Som sagt er denne model kommet til langt senere end Stevensom. Ikke desto mindre er Stevenson her på sporet af den. Ogdog! - For doktorens magtmiddel er i bund og grund det samme som alle andre i den kro synes at bruge over for hinanden: trusler og skræmmekampagner. Doktorens potens går ikke så vidt at han alene ved sin karismatiske fremtoning kan sætte kaptajnen på plads. Galge og tugthus må hives frem, for at få det absolutte og endelige overtag i situationen. Vi er stadig i den samme kro, d.v.s. et rædslens univers hvor den, der er bedst til at skræmme eller har de værste ting at true med, tager stikket hjem.
En anden ting er, at det først er på dette ret sene tidspunkt, at man får oplyst, at den gamle den første dag havde betalt for sit ophold, mens den tidligere brugte oversættelse fortalte, at han kastede nogle mønter på bordet. Der imod så vi før, at denne anden oversættelse giver os mere indblik i hans vaner. Sådan set er begge oversættelser nødvendige for at sætte sagen i perspektiv. Det er muligt at han er nærig og nødig betaler. Men det er vigtigt nok at vide, at han til en begyndelse har betalt forud, lige så vel som at vide, hvad han forventer at få for sine penge. Det føjer nye facetter til billedet af en blot tyrannisk og grisk karakter. Måske har han ikke nogen reel forståelse af, hvad ting koster. Han tror selv han har betalt godt, idet han anser sig selv for et menneske, med beskedne vaner. Derfor mener han også, at have retten på sin side, og betragter således forespørgsler om flere penge som udsugende opkræveri. Da der ikke fortælles noget om, at han skulle have tilføjet nye krav, må man gå ud fra, at han har holdt sig til flæsk, æg og rom - ikke leget flottenheimer med store middage og fine vine, og derfor kan opretholde en selvopfattelse som en, der ikke kræver særlig meget.
Denne tolkning kan dog kun delvis gennemføres, idet han også værgrer sig over for den helt klare aftale med Jim. Men her besinder han sig dog. Men det gør han måske mere af frygt for ikke at have en vagtpost, end på grund af aftalens klarhed. Jim kan som den eneste få den gamle til at betale. Det handler om frygt. Når man ved hvad der skræmmer det skræmmende, hvad det farlige er bange for, så har man en klemme på det, der kan holde det i tømme. På sin vis bliver billedet af et rædslens hus, hvor det universelle magtmiddel er frygt stærkere i den anden oversættelse. Men uden Jims natlige mareridt, kommer han til at fremstå, som en, der flyder ovenpå, hævet over skrækscenarierne. Det bør han ikke være. Hvis han allerede er mere mand end sin skrantende far, til hvilken nytte så resten af historien? Der ligger en vigtig pointe i, at han med en indsigt i skræmmebilledets eget skræmmebillede kan bluffe sig igennem, men at dette har psykologiske omkostninger, der netop afslører, at det er bluff.
En række af de vigtigste grundtræk står dog fast. At der med Livesey introduceres en slags tredie faderskikkelse, der fungerer som hjælper/stand in for den svagelige krofatter, synes der ikke at kunne rokkes ved. Netop denne mekanisme, som i et kortspil hvor stadig højere trumfer spilles ud, er den slagne vej mod Long John Silver, og derfor aldeles uundværlig. Vejen er der i begge oversættelser. Men i nogen grad bliver det to forskellige veje.
Når man således kan sidde med to oversættelser, og finde en lang række vigtige detaljer, som står i den ene, men mangler i den anden, og vise versa, er det vel ikke helt urimeligt at tænke, at der måske findes endnu flere ting i originalteksten. Ting, som begge oversættelser har udeladt. Lad mig her minde om den helt grundliggende faktor omkring læsning af litteratur, at over for enhver bog, der på nogen måde skal kunne kaldes læseværdig, må man som en selvfølge gå ud fra, at hvis der står noget, så betyder det også noget. Der er således tale om et urimeligt overgreb, når diverse oversættere sætter sig til doms over, hvad der er mere eller mindre vigtigt. Det hele er vigtigt. Den mindste detalje, der udelades, betyder at hele værkets struktur fordrejes. Vi ser det med al ønskelig tydelighed her, hvor vi er nær ved at få to forskellige historier, der blot har det rå handlingsskellet til fælles, men i den indre struktur synes at handle om forskellige ting.
Naturligvis foreligger der også den mulighed, at der kan være digtet til. Det er imidlertid ret sjældent, at den slags forekommer. Vi kan altså med rimelighed formode, at alt hvad der findes i de to oversættelser, og muligvis mere til, findes i originalteksten.
Men hvad sker der så, når vi prøver at flette de to oversættelser ind i hinanden? Svaret er naturligvis, at teksten får et væld af nuancer og betydningslag, hvoraf nogle delvis modsiger hinanden. Derved kommer vi ind i et univers af anelsens skygger, et dunkelt mareridt hvor både indre og ydre trusler lurer, og opnår således i skærpet grad den fornemmelse af fortættet uhygge og tikkende bombe vi tidligere opdagede. Den funktionelle lighed med Jonathan Harkers fangeskab i Draculas borg skærpes, især fordi der i højere grad kommer et skær af uvirkelighed over det hele. En angstens labyrint af noget nær surrealistisk karakter. En komplet, uforkortet oversættelse, må være en læseoplevelse af de helt store!
I hele den videre skildring af Sorte Hund, blinde Pew og det store blodbad er forskellen på de to oversættelser knap så påfaldende. Således når vi ad nogenlunde de samme veje frem til mødet med Long John Silver.
"Det var en morgen i januar, meget tidligt - en bidende kold morgen. Vigen var ganske grå af rim, småbølgerne slikkede sagte op ad stenene, og solen stod endnu så lavt, at den kun belyste klippernes toppe, fra hvilke glansen kastedes langt ud over havet. Kaptajnen var stået tidligere op end sædvanlig og havde begivet sig ned til stranden. Hans huggert slingrede under den gamle, blå frakkes brede skøder, messingkikkerten stak frem under hans arm, og hatten var skudt tilbage i nakken."
"Den fremmede trak mig med sig ind i dagligstuen og puttede mig ind i krogen, så vi begge var skjult af den åbne dør. Jeg var meget urolig og forskrækket, som man vel kan tænke sig, og det gjorde ikke min frygt ringere, at jeg lagde mærke til, hvor bange den fremmede i virkeligheden selv var. Han klarede heftet på sin huggert og løsnede bladet i skeden, og hele tiden, mens vi stod og ventede, sad han og snappede efter vejret, som om han havde en kartoffel i halsen.”
"Jeg løb for at hente den; men i min befippelse over alt det, der var hændet, knækkede jeg foden på det første glas og holdt det andet uden for tappen, og medens jeg således stod og famlede, hørte jeg et tungt fald inde fra dagligstuen. Jeg løb derind og så kaptajnen ligge på gulvet, så lang han var. I det samme kom moder, som var blevet alarmeret ved råbene og kampen, løbende ned ad trappen for at hjælpe mig. Vi tog fat i hver sin side af hans hoved og rejste det i vejret. Han åndede meget dybt og tungt, men hans øjne var lukkede, og ansigtet havde antaget en skrækkelig farve."
"Han sludrede videre en lille tid; men hans stemme blev svagere og svagere, og kort efter, at jeg havde givet ham hans medicin, som han tog ligesom et barn med den bemærkning: "Om nogen sømand nogensinde har trængt til det pøjt, da er det mig," faldt han til sidst i en tung, dødlignende søvn, under hvilken jeg forlod ham. Hvad jeg skulle have grebet til, dersom alt var gået godt, ved jeg ikke. Måske havde jeg i min angst fortalt doktoren det hele; thi jeg gik i en dødelig skræk for, at kaptajnen skulle fortryde, at han havde betroet mig sine hemmeligheder og gøre det af med mig. Men nu føjede det sig således, at stakkels fader døde samme aften, og smerten over hans død trængte alt det øvrige i bagggrunden. Vor store sorg, naboernes besøg, forberedelserne til begravelsen og arbejdet med de daglige forretninger optog mig således, at jeg næppe havde tid til at tænke på kaptajnen og endnu mindre til at være bange for ham."
"Således gik tiden indtil dagen efter begravelsen. Det var en råkold, tåget eftermiddag, klokken var henved tre, og jeg stod et øjeblik i den åbne gangdør, optaget af sørgelige minder tanker om min stakkels fader, da jeg så en mandlig skikkelse langsomt nærme sig ude på vejen. Manden var øjensynlig blind; thi han følte sig for med en stok og bar en stor, grøn skærm, der skjulte øjnene og gik helt ned over næsen, han var dertil krumbøjet og halvt puklet af alderdom eller svækkelse og bar en gammel, laset sømandskappe med en hætte, der gjorde ham endnu mere vanskabt. Jeg har aldrig før set så syg og uhyggelig en skikkelse."
"Men næppe havde han rejst sig, før han begyndte at vakle; han fo'r med hånden til halsen, stod et øjeblik og svingede og faldt derpå med en forunderlig lyd om på gulvet så lang han var med ansigtet nedad.
Jeg styrtede straks til og råbte med det samme på moder. Men al vor travlhed var forgæves. Kaptajnen var fældet af apopleksi, så hurtigt og sikkert som ved et lynnedslag. Jeg havde aldrig nogen sinde holdt af manden, skønt jeg rigtignok på det sidste var begyndt at få medlidenhed med ham; men så snart jeg så, at det var forbi med ham, brød jeg - det er forunderligt at tænke sig - ud i en strøm af tårer. Det var det andet dødsfald, jeg havde set, og sorgen over det første var endnu frisk."
"I landsbyen havde de allerede tændt lys, da vi kom dertil, og jeg skal aldrig glemme den følelse af befriende tryghed, der betog mig ved synet af det gule lysskær, der skinnede ud gennem vinduer og døre. Jo mere vi fortalte om vore bekymringer, jo tydeligere vi afmalede vor fare, desto fastere klyngede mænd, kvinder og børn sig til deres skærmende hjem. Kaptajn Flints navn var, skønt fremmed for mig, godt nok kendt af flere af dem, og det indgød dem stor rædsel. Nogle af mændene, der havde været på den anden side af Admiral Benbow, kom desuden i tanker om, at de havde set flere fremmede personer på vejen; disse var flygtet bort ved synet af dem, og de havde derfor antaget dem for smuglere. Enden på sagen blev da, at medens der var nok, som var villige til at ride til doktor Livesey, der boede i en anden retning, så var der ikke én, der dristede sig til at hjælpe os at forsvare kroen."
"Jeg havde aldrig før set squiren så nær ved. Han var en velvoksen mand, omtrent 6 fod høj og velbygget, med et barskt, åbent ansigt, der var blevet vejrbidt, barket og furet på hans lange rejser. Hans øjenbryn var meget mørke og i næsten uafbrudt bevægelse, og dette gav ham et vist heftigt præg, som dog langtfra - det så man straks - tydede på vrede eller ondskab, men kun forrådte livlighed og rastløshed.
"Kom nærmere, mr.Dance," sagde han med værdig nedladenhed.
God aften, Dance," sagde doktoren med et nik. En god aften også til dig, Jim. Hvilken god vind har blæst jer herind?"
Inspektøren blev stående stiv og stram og afleverede sin beretning som en dreng, der opremser sin lektie, og alt som han kom længere frem i historien, lænede de to herrer sig forover, og glemte i deres forbavselse og spænding at ryge videre.
"Mr. Dance," sagde squiren, da inspektøren til sidst var blevet færdig med sin rapport, "De er en brav fyr, og hvad det angår, at De har redet den sorte, afskyelige skurk ned, så betragter jeg det som en handling, der er lige så fortjenstfuld, som om de havde nedtrampet et skadeligt kryb. Og denne knøs, Hawkins, er jo en hel helt, kan jeg forstå. Å, Hawkins, tag og ring på den klokke, mr. Dance må have noget øl."
"Nå, Jim," sagde doktoren, da jeg havde ringet, "du har altså en skat hos dig, som kanaljerne var efter, hvad?"
"Ja, her er den, sir," sagde jeg og rakte ham pakken.
Doktoren undersøgte den på alle leder og kanter, og det var godt at se, at hans fingre kløede svært efter at få den åbnet; men i stedet for at gøre dette, stak han den ganske roligt i sin frakkelomme.
Mr. Dance fik sit øl og flere komplimenter og blev derefter sendt bort.
"Og nu squire," sagde doktoren.
"Og nu, Livesey," sagde squiren akkurat på samme tid.
"En ad gangen," lo doktor Livesey. "De har, antager jeg, før hørt tale om denne Flint?"
"Flint!" råbte squiren, "hørt tale om ham! Det var den blodtørstigste flibusterrier, som nogen sinde har bordet et skib. "Sortskæg" var et uskyldigt barn i sammenligning med Flint. Spanierne var så gyseligt angst for ham, at jeg undertiden, forsikrer jeg Dem, vvar lige ved at være stolt af, at han var englænder. Jeg har været ham så nær, at jeg med mine egne øjne så hans topsejl!"
"Nå, ja, jeg har også hørt om ham her i England," sagde doktoren. "Men spørgsmålet er nu: havde han penge?"
"Penge!" råbte squiren. "Hørte de da ikke historien? Hvad tror De, disse slyngler var på jagt efter andet end penge? Hvad bryder de sig om andet end penge? Hvad tror De, de ville sætte deres elendige kroppe i vove for, når det ikke skulle være penge?"
"Ja, det er det, vi snart skal få at vide," svarede doktoren. "Men De er så nederdrægtig højttalende og hed i hovedet, at jeg ikke kan få indført et eneste ord. Hvad jeg ønser at vide, er dette: Hvis jeg nu virkelig her i min lomme har nøglen til det rum, i hvilket Flint gemte sine penge, vil så denne skat beløbe sig til temmelig meget?"
"Om den vil!" råbtre squiren, "den vil beløbe sig til så meget, at jeg, hvis vi er i besiddelse af den nøgle, De taler om, vil udruste et skib til Bristol dok, tage Dem og Hawkins med og drage ud for at oplede skatten, om jeg så skal søge efter den et helt år."
"Nu vel," sagde doktoren, "så vil vi da, om Jim tillader det, åbne denne pakke. Dermed tog han den frem og lagde den foran sig på bordet."
"Der gik længere tid, end squiren havde tænkt sig, før vi var rede til at stikke i søen, og ingen af vores første planer - ikke engang den, at dr. Livesey og jeg skulle holde sammen - kunne virkeliggøres således, som vi havvde forestillet os dem. Doktoren måtte rejse til London for at få fat i en læge, der kunne overtage hans praksis; squiren var i fuld virksomhed i Bristol, og jeg for blev på gården under ganle Redruth, skyttens, varetægt. Jeg blev næsten bevogtet som en fange, men tilbragte tiden med at drømme om søen, og med fantasirig forudnyde n af fortryllende eventyr på vidunderlige øer."
"Den næste morgen begav han og jeg os til fods til Admiral Benbow, og dér fandt jeg moder ved godt helbred og mod. Kaptajnen, der i så lang tid havde været en kilde til frygt og plage, var gået til et sted, hvor andre måske plagede ham. Squiren havde ladet alting sætte i stand, skænkestuen og skiltet var begge nymalede, og der var endogså kommet nye møbler, frem for alt en magelig lænestol bag disken til moder.
Aftenen og natten gik, og den næste dag efter middag var Redruth og jeg på benene igen, rede til at afmarchere. Jeg sagde farvel til moder og til vigen, ved hvis bred jeg havde levet, og med hvis småsten og muslingeskaller jeg havde leget, fra jeg kunne krybe. Den kære, gamle Admiral Benbow fik også sit levvel, skønt den nu, efter at være oppudset, ikke var mig så dyrebar. Så drejede vi om bag den nærmeste høj, og mit gamle hjem var ude af syne."
Man mærker sig, at der i denne version er gjort mere ud af, at afskeden med kroen er et farvel til barndommen. Til gengæld mangler helt det lille "jalousidrama" med den fremmede dreng, der skal hjælpe moderen i Jims fravær, og som Jim driller ved at sætte i ham forlegenhed med ordrer vedrørende kroens drift, denne uerfarent nytilkomne endnu ikke kan finde ud af. Alle sådanne bindinger til den barndom, der skal forlades er strøget her, mens det gøres tydeligt - via nyistandsættelsen - at barndomshjemmet nu i en vis forstand er blevet noget fremmed. Det giver en forskydning i læsningen, ligesom det gør en forskel i Jims karakteristik. Men ellers går det nogenlunde for de to udgaver med at følges ad, og vi fortsætter skæbnebestemte kurs frem imod bogens mest berømte person, Long John Silver.
"Henad skumringen havde vi nået "Den kongelige Georg" ude på heden, og her indhentede postvognen os. Til trods for den voldsomme skrumplen og den kolde natteluft må jeg straks være døset hen og derpå faldet i slummer; thi da jeg til sidst vækkedes ved et stød mellem ribbenene og åbnede mine øjne, så jeg, at vi holdt stille uden for en stor bygning i en købstadsgade, og at det allerede havde været klar dag længe."
"Da jeg havde fået lidt frokost, gav squiren mig en seddel adresseret til John Silver i værtshuset "Kikkerten" og sagde, at jeg let kunne finde huset, når jeg blot fulgte bolværket langs dokkerne og så godt efter en lille sømandskro med en stor messingkikkert til skilt. Jeg kilede af sted, henrykt over denne lejlighed til at få endnu flere skibe og søfolk at se.
Kroen var et meget indbydende lille hus; skiltet var nymalet, vinduerne udstyret med pæne, røde gardiner og gulvet renvasket og bestrøet med hvidt strandsand. Der var en gade på hver side af det og en åben dør ud til hvert, hvilket gjorde den store, lave skænkestue meget lys og gennemskuelig udefra, til trods for de tætte skyer af tobaksrøg, der opfyldte den.
Gæsterne var næsten uden undtagelse søfolk, og deres samtale var så højrøstet, at jeg nølende blev stående ved døren, næsten bange for at træde ind.
Medens jeg stod der og betænkte mig, kom en mand ud af sideværelset, og ved det første blik så jeg, at det måtte være lange John. Hans ene ben var kappet af lige under hoften, og under den venstre skulder bar han en krykke, som han håndterede med en forbavsende behændighed, idet han hoppede omkring på den næsten ligesom en fugl. Han var meget høj og svært bygget, med et ansigt så bredt som en skinke, åbent og blegt, men klogt og smilende.
Nu havde jeg - for at være oprigtig - lige fra jeg første gang så Lange John omtalt i mr. Trelawnys brev, gået og båret på bange anelser, idet jeg hemmeligt frygtede for, at han skulle vise sig at være den samme som hin skrækkelige enbenede sømand, hvem jeg i så lang tid havde stået på udkig efter i gamle Benbow. Men et eneste blik på denne mand var nok til at befri mig fra denne frygt.
Jeg tog straks mod til mig, trådte over dørtærskelen og gik lige hen til ham, hvor han stod, støttende sig på sin krykke, og samtalede med en af gæsterne.
"Er det mr. Silver?" spurgte jeg og rakte sedlen frem.
"Ja vel, min gut," sagde han, "det er mit navn; men hvem er du?" Derpå kastede han et blik på squirens brev, og det gav ligesom et sæt i ham, syntes jeg.
"Å" sagde han derefter meget højt og gav mig hånden, "nu ser jeg det. Du er vor nye kahytsdreng, det glæder mig rigtig at se dig."
Og han trykkede min hånd i sin store, faste næve.
I samme øjeblik rejste en af gæsterne ovre ved den modsatte væg sig pludselig og fo'r ud af døren. Den blev slået i efter ham, og han skyndte sig ned ad gaden og var hurtigt ude af syne. Men hans hastværk havde tiltrukket sig min opmærksomhed, og jeg genkendte ham ved første øjekast. Det var den gul-blege mand med de to afhuggede fingre, der først var kommet til kaptajnen i Admiral Benbow.
"Halløj! Stop ham!" råbte jeg, "det er Sorte Hun!"
"Det er mig lige fedt, hvem han er!" råbte Silver, "men han har ikke betalt sin fortæring. Harry, stik ud efter ham og hal flynderen i land!"
Den af gæsterne, som sad nærmest ved døren, sprang op og styrtede ud efter den flygtende.
"Om han så var admiral Hawke selv, så skal han betale sin regning!" råbte Silver og slap derpå min hånd. "Hvem var det ellers, du sagde, det var?" spurgte han, "Sorte - hvad for noget?"
"Sorte Hund, sir," sagde jeg. "Har mr. Trelawny ikke fortalt Dem om sørøverne? Han var en af dem."
"Sørøver!" råbte Silver. "Og det i mit hus! Ben, op med dig, og hjælp Harry. Var han en af de skurke? Hør Morgan, var det ikke dig, der drak med ham? Hit med dig!"
Manden som blev kaldt Morgan - en gammel, gråhåret sømand - trådte hen til os, æltede skråen mellem tænderne og med et fåreagtigt forlegent udtryk i det maghonifarvede ansigt.
"Nå, Morgan," sagde Lange John med stor strenghed, "det er vel første gang, at du har prajet denne hersens Sorte - Sorte Hund - er det ikke?"
"Jo, det er sikkert," bekræftede Morgan med en respektfuld hilsen.
"Du kender ikke hans navn - vel?"
"Nej, sir."
"Ved min moders sjæl, det er godt for dig, Tom Morgan!" udbrød værten, for havde du været raget ind i noget af den slags, så var du aldrig tiere kommet til at sætte din fod inden for min dør, det kan du drikke smeltet bly på. - Hvad sagde han ellers til dig?"
"Det ved j'inte rigtig, sir," svarede Morgan.
"Hør, er du blevet skør i rejsningen, eller står du og gør nar ad mig?" råbte Lange John. "Ved du ikke rigtig, hvad! Kanske du heller ikke rigtig ved, hvem det er, du taler til. Nå, frem med det, hvad våsede han om - rejser - kaptajner - skibe? Åbn flaben, hvad var'et?"
"Vi - vi talte om kølhaling," svarede Moregan.
"Nå, så det var kølhaling, var'et, ja, det er jo noget, der kunne passe for dig. lille Tom, det kan du være forvisset om. Forsvind hen i din skammekrog, Tom."
Medens Morgan luskede tilbage til sin plads, betroede Silver mig i en fortrolig hvisken, der smigrede mig overordentlig:
"Det er et godt, ærligt skind, Tom Morgan, men et stort fæ. Lad os se en gang," fortsatte han med sin sædvanlige stemme - "Sorte Hund? - Nej, jeg kender ikke det navn, slet ikke. Men når jeg tænker mig rigtig om, så forekommer det mig - jovist har jeg så - jeg har set den svaber før. Han plejede at komme her med en blind tigger, gjorde han."
"Ja, det er troligt nok," sagde jeg. "Den blinde mand kender jeg også godt. Hans navn var Pew."
"Ja, sådan hed han!" råbte Silver, der blev mere og mere ivrig. "Pew" Det var hans navn, det er vist. Han så ud som en haj, gjorde han! Uh, kunne vi nu bare få fat i Sorte Hund, så ville kap'n Trelawny få nyt at høre! Ben løber godt, der er kun få sømænd, der har sådan et par rundholter som ben. Han skal nok ta' ham i krebsen. Han talte om kølhaling - jeg skal kølhale ham, skal jeg!"
Han var mig alt for durkdreven, øvet og på sin post, og da de to mænd kom tilbage ganske forpustede og meldte, at de havde tabt sporet i en menneskestimmel og var blevet udskældte for tyve, ville jeg med min hals have indestået for Lange John Silver."
Man mærker sig, at vi her har en krovært, der - i modsætning til Jims far - ikke virker bange af sig, og i hvert fald ikke tillader nogen at rømme fra regningen. Dette naturligvis forstået sådan som Jim nødvendigvis må opfatte situationen. Det er klart, at de er i ledtog, og at Long John Silvers højrøstede sigen goddag til Jim ("Å" sagde han meget højt) er en advarsel. Ligeledes giver han Morgan alle de rigtige stikord under forhøret. Som Jim ganske rigtigt konstaterer, er Long John Silver ualmindelig "durkdreven" (bemærk ordet!). Beskrivelsen af en stor, kraftig mand giver endvidere et billede af sundhed og styrke, helt i modsætning til Jims svagelige, skrantende og tilsidst henåndede fader. Her er en krofatter, som er herre i sit eget hus. Men komedien skal spilles af hensyn til skattejagten, og mr. Silver slår over i en høfligere tiltaleform over for unge Hawkins.
" "Der ser De nu selv, Hawkins," sagde han, "er det nu ikke en nederdrægtig ubehagelig historie for en mand som mig, hvad? Der er nu kap'n Trelawny - hvad skaal han nu tænke? Her har jeg haft denne fordømte søn af en hollænder siddende i mit eget hus og fyldt ham med min egen rom! Så kommer De og forklarer mig, hvad det er for en hajfisk, og imens stikker han a' lige for næsen af mig! Men hør nu, Hawkins, De må vidne for mig vor kaptajn. De er kun ern knøs, det er De, men De er li'så rask, som De er smuk, det eer klar nok, det så jeg, så snart De var kommet inden fordøren."
Her standsede han pludselig, og hans miner slappedes, som om han kom til at huske på noget andet.
"Regningen!" busede det ud af ham. "Tre glas rom! Splitte mine spanter, om jeg ikke helt havde glemt regningen!"
Og idet han lod sig falde ned på en bænk, brast han ud i en så hjertelig latter, at tårerne til sidst trillede ned ad hans kinder. Jeg kunne ikke lade være at stemme i med, og vi lo, så det klukkede i os og skraldede i hele huset.
"Nå, sikken en gammel sælhund jeg dog er!" udbrød han til sidst og tørrede sine kinder. "De og jeg vil nok spænd's vel Hawkins, for jeg vil være evig fordømt, om jeg vil blive regnet for mere end skibsdreng. Men kom nu - klar til at gå fra borde. Pligt er pligt, kammerater. Jeg vil tage min gamle opkrampede hat og følge med Dem til kap'n Trelawny for at melde ham det hele. For ser De, dette er ikke drengestreger, lille Hawkins, og hverken De eller jeg vil få, hvad jeg vil være så fri at kalde ros - for dette. Men flække mine fløjknapper! Det er en rar en med den regning."
Her begyndte han at le igen, og det så hjerteligt, at jeg - skønt jeg slet ikke kunne indse, hvad der var så grinagtigt - var nød til på ny at stemme i med.
Da vi kom til værtshuset, fandt vi squiren og dr. Livesey siddende sammen hver med sit glas ale, i hvilket de drak hinanden til med ønsker om en lykkelig rejse, før de gik om bord på skonnerten for at inspicerere den.
Lange John fortalte dem historien fra ende til anden med et ikke ringe lune og fuldt overensstemmende med sandheden."
Fortællingens centrale figur har gjort sin entré og charmeret alle. Tingene følges nogenlunde ad. Men da vi ikke i den anden oversættelse har fået noget at vide om Jims natlige mareridt, er begrebet "den enbenede" ikke kommet til at fremstå nær så rystende og rædselsvækkende som i den først benyttede tekst. Derfor opstår der heller ikke i samme grad en skurrende modsigelse imellem et ultimativt skræmmebillede og et vindende, karismatisk menneske. Men så meget står dog fast: han er en snu lurendrejer, ham Silver !
Imodsætning til bogens øvrige - noget ensidige - karakterer er Long John Silver sammensat og tvetydig. Han kan udvise stor overbærenhed og tålmodighed. Han er flink og venlig over for Jim, behandler ham som en kammerat. Long John Silver er ikke for ingenting bogens mest berømte person. Der står en aura af noget på én gang storslået og rædselsvækkende omkring ham. Hans motiv og drivkraft kan være nok så letgennemskueligt: som alle pirater vil han have rigdom og skatte, og hans navn betyder oven i købet sølv. Helt enkelt. Ogdog er der noget ved Long John Silver, der unddrager sig. Hele tiden slipper han åleglat uden om analyseapparatet som et vådt stykke sæbe. Den virkelige Long John Silver som Jim møder, viser sig ved sin tvetydighed langt mere frygtelig og skræmmende end karikaturen fra de angstfyldte nætters mareridt. Freudianere vil naurligvis læse et fallossymbol ind i denne karakter. Den et-benede mand, og til overmål: den lange et-benede mand. En stor penis støbt i rent sølv, og derved så hård og erigeret om noget kan blive. Men til syvende og sidst er en sådan udlægning ikke blot mangelfuld, men tillige en smule plat og primitiv. Udvider man derimod begrebet, til en bredere fallos-forståelse, der dels opfattes som et frugtbarhedssymbol, og dels forstås som potens i betydningen kraft og styrke, så kan denne læsning - MÅSKE! - tilføje en smule til tolkningen. Men særlig dybtgående eller tilfredstillende er denne læsemåde ikke.
Silver må snarere forstås som et overjordisk lem end en penis i banal forstand. Naurligvis vil freudianere opholde sig ved Silvers negerhustru. På Stevensons tid blev farvede regnet for primitive, vilde væsner i pagt med særlige naturkræfter. Myten om noget vulgært seksuelt har helt op til i dag klæbet sig til farvede mennesker. Ikke mindst påstanden om de veludrustede mænd, og kvinder udformet til at modtage sådanne formater. For en freudianer vil der derfor ikke kunne være tvivl om, at kun en sort kvinde, kan rumme den abnormt lange sølvstang. Alle kender den typiske fortsættelse af det freudianske evangelium. En mængde ikke underbygget spekulation, der fornøjeligt gætter på, at Stevenson engang i sin tidligste barndom ved et uheld har overrasket forældrene i en amurøs situation. Har fortrængt oplevelsen godt og grundigt, med det resultat at faderens penis er blevet ved med at rumstere rundt som en ubevidst angstforestilling i hans sind. Efterhånden som angstspændingen tiltog, således også forestillingen om omfanget af bemeldte legemsdel.
Dette er naturligvis noget fortænkt vrøvl, og Silvers farvede hustru et temmelig tyndt grundlag for så omfattende postulater. De fordomme, vi skal have fat i, er snarere den på Stevensons tid udbredte fikse idé, at farvede er djævelske væsner, med en mere direkte adgang til det okkulte. I den forstand er negerkonen en passende mage for Long John Silver.
Skibet letter anker og rejsen tager sin begyndelse. Den forløber uden større vanskeligheder, og under det meste af turen er Silver en ren hyggeonkel. Men så nærmer de sig omsider øen.
På dækket står en tønde med æbler. En aften vil Jim have et æble. Der er ikke så mange tilbage i tønden, så han ender med at kravle ned i den. Inden han når at komme op igen hører han folk samles omkring tønden. Her hører han så hvordan en bande af besætningen under anførsel af Long John planlægger mytteri. At han sidder nede i en tønde, sådan set indespærret mens han konfronteres med disse oplysninger, og så oven i købet tilknyttet æbler (syndefald, kundskabens træ, indsigt i godt og ondt) er et utrolig fyldigt og mangetydigt symbol. Lige præcis i denne passage, åbner bogen en mangfoldighed af lag, der giver mulighed for at trække tolkningen i alverdens retninger. Enhver kan stort set nå til det resultat de ønsker. I hvert fald når man ser denne episode isoleret. I sammenhæng med romanen iøvrigt, modificeres billedet naturligvis af alt det andet.
Udover at lægge planer om mytteri, fortæller Silver også et par anekdoter fra tiden med kaptajn Flint.
Man har tidligere hørt adskillige af romanens personer, bl.a. Trelawney fortælle om, hvor frygtet kaptajn Flint var. Nu beretter Silver om hvordan han var det egentlige magtcentrum som endog Flint frygtede.
Hvem er dog denne mand, som selv kaptajn Flint frygtede?
Bemærk også navnene Bone og Flint, der henholdsvis hentyder til ben og sten. Hårde materialer, som de fleste ting preller af på. Men her er noget, der bider på og trænger ind.
Ved siden af begrebet "den etbenede" har der til stadighed været en anden mytologisk størrelse i historien: kaptajn Flint. Men kaptjn Flint er død. Det eneste levende væsen, der bærer navnet, er en fredsommelig papegøje, Silvers kæledyr. Dermed er størrelsesforholdet imellem de to mytiske figurer sat i perspektiv. Ingen er større, mægtigere eller farligere end Long John Silver.
"I det samme mærkede jeg at det blev lysere i tønden, og da jeg så op, opdagede jeg at månen var kommet frem så den nu forsølvede toppen af mesanmasten og skinnede hvidt på fokken; og næsten i samme øjeblik råbte udkigsmanden: - Land i sigte!"
Det er bemærkelsesværdigt, at det sølvagtige ved måneskæret fremhæves. Det er med andre ord blevet Silvers tid. Da dukker øen op. Piraternes ø med de mange skatte, måtte nødvendigvis blive fundet om natten. Det er de lyssky gerningers time, og sølvlyset er de lyssky gerningers pejlemærke. Nattens overblik.
I dette poetiske billede, finder man en langt mere overbevisende forklaring på Silvers farvede hustru end det freudianske bavl vi tidligere havde under overvejelse. Det er selve hendes sorthed. Hun er natten og mørket hvor sølvlyset skinner. Og som månen låner sit lys fra solen, er Silvers storhed primært baseret på andres vidneudsagn og ikke mindst deres frygt. Hvad blev der i grunden tilbage af Long John hvis ingen var bange for ham? Indtil videre har han intet særlig frygtindgydende foretaget sig.
Men øen er kommet til syne, og dermed går historien ind i en ny fase, hvor meget er forandret og anderledes.
"Månen var kommet frem så den nu forsølvede toppen af mesanmasten og skinnede hvidt på fokken; næsten i samme øjeblik råbte udkigsmanden: - Land i sigte!"
Månen er også kommet frem i en anden forstand. Nu kender Jim til Long Johns sande væsen. Den på overfladen flinke skibskok viser sig at ikke bare mangle et ben, men at være dén etbenede. Jim har skuet ind i mørket, og set noget, der forandrer alt.
Som man kunne vente går han til lægen og godsejeren og fortæller dem hvad han har fundet ud af. De overvejer hvad der er det bedste at gøre i denne ubehagelige situation. Foreløbig er deres bedste trumfkort at piraterne ikke ved at de ved, og derfor enes de om i første omgang at lade som ingenting.
Forsigtigt forsøger de at finde ud af, hvem blandt besætningen der ikke er med i komplottet. Samtidig fornemmes der en stigende grad af utilfredshed hos besætningen. For at dæmpe gemytterne tilstås de en landgang på øen.
Jim tager med, ser sig lidt omkring og prøver at spionere lidt. Han ser Long John Silver forsøge at overtale et loyalt besætningsmedlem til at være med i mytteriet. Da denne ikke vil slår Silver ham simpelthen ihjel. Tilsyneladende overbærende accepterer han den andens beslutning, for derefter at kaste sin krykke efter ham, og ramme ham i ryggen, så han går om kuld sandsynligvis med brækket ryggrad. Men Long John tager ingen chancer, hopper som en kænguru hen til sit offer, og dolker ham adskillige gange.
Det er først på dette sene tidspunkt at man direkte oplever Silver som skruppelløs forbryder. Hidtil har alt været rygter og forestillinger. At han på den måde kan bruge krykken som våben og kan finde på at slå folk ned bagfra, er måske nok af en vis voldsomhed. Men et eller andet sted fornemmer man at det ikke kan være det alene, der gør ham så frygtet. Det virker som en ret mild og beskeden demonstration. Men i det mindste har man nu fået syn for sagen. Den mand vi hidtil kun har oplevet som venlig, charmerende og indsmigrende har virkelig den anden side, som der verserer så mange historier om.
Samtidig lægges der modplaner på den anden front. Doktoren, godsejeren og et par pålidelige folk, forsøger at få skibets våbenlager og en passende mængde fødevarer bragt i sikkerhed.
Jim ved i første omgang ikke hvad der er sket. Men et par indskudte kapitler med doktor Livesey som fortæller, beretter hvordan han sammen med de øvrige på den anden fløj redder sig i land, og får forskanset sig i en primitiv fæstning på øen, i sin tid lavet af kaptajn Flint.
Der er desangående en pudsig dobbeltskrue i historien. Rejsen er foranlediget af gamle Flints kort, og nu rykker de ind i Flints hus. Igen og igen drager de nytte, af dét, de føler uvilje imod. Uden Flint og de andre pirater, kunne der slet ingen historie være. Der ville ikke være noget skattekort til at give anledning til rejsen, og ydermere kommer Flints hus så til at yde dem beskyttelse imod de andre pirater.
Kaptajn Smollet, som hidtil blot har været en påståelig gnavpot, der knurrede i kulissen, træder nu i karakter, og derved indføres endnu en autoritet/faderfigur i fortællingen.
Smollet viser sig som en glimrende organisator, der ved lige hvordan de skal forsvare "fæstningen".
Imens strejfer Jim om på øen, og møder gamle Ben Gun. Han er øens eneboer, og har også været blandt gamle Flints besætning, men har raget uklar med de andre, og blevet sendt i land på øen, hvor han har levet alene i årevis.
Hvad er det man husker fra Sebastians musical-udgave af "Skatteøen" længe efter at man har glemt alt andet? Naturligvis: Ostesangen. Denne uforglemmelige spiritusprøve, hvor forskellige ostetyper rables af i et forrygende tempo.
Det er ikke et rent og skært morsomt påfund fra Sebastians side, indskudt i historien. Faktisk spørger Ben Gun efter ost. Det er noget af det første han siger til Jim. Samtidig har Ben Gun et gammelt regnskab at gøre op med de andre Flint-veteraner. Så med løfter om ost, lykkes det Jim at skaffe doktorens kreds en betydelig sammensvoren.
,.,.,.
Jim taler om Long John Silvers gentagne forræderier. Gentagne forræderier! På sin vis kunne man sige, at han så er i godt selskab. For vender man nu sagen på hovedet, og ser tingene fra Silvers side, kunne man så ikke hævde det samme om Jim? Måske er det snarere kritikken end Stevenson, der er unuanceret, når man beskylder "Skatteøen" for at være et sort/hvidt landskab med entydige helte og skurke. Ved netop at strække denne karaktertegning til det yderste, sætter Stevenson spørgsmålstegn ved den. Når to parter kæmper for at nå samme mål, kan der kun rent formelt være tale om gode og onde. Kunne Jim ikke lige så godt have holdt med piraterne? Har de - Flints gamle besætning! - på en måde ikke større ret til kaptajn Flints skat, end en læge og en godsejer, der tilfældigvis er kommet i besiddelse af et gammelt kort? - - Endog kommet i besiddelse af det på en ikke helt retmæssig måde! Da Jim som begyndelsen på sit eventyr gennemøgte Bill Bones' kiste, tog han noget, der ikke var hans. Moderen ville som man husker, kun have gæstens regning betalt. Jims første af doktor og godsejer højt roste bedrift, var en form for gravrøveri. Siden fulgte spionage, angiveri, rømning, mytteri, selvbestaltet kaptajn status og drab. Jims generalieblad begynder stødt og roligt at ligne Silvers mere og mere. Sideløbende har hans venner gjort sig skyldige i tilsvarende ting. Det eneste der adskiller piraterne fra de rent formelle helte, er at sørøverbanden er skrækkelig forfalden til at drikke rom. Dette synes at være deres egentlige forbrydelse, som de må betale dyrt for med vansiring og amputationer. At strække en formel sondring mellem helte og skurke så langt, er ensbetydende med at springe den. Det er ganske enkelt mere end den kan holde til. Det kan der næppe være tvivl om at Stevenson var klar over, og udnyttede bevidst som litterært trick. Hvorfor ellers midt i det hele plante en så dobbelt og mangetydig person som Long John Silver?
Og vær forvisset om det - når børn leger sørøvere, er det mere eftertragtet at få lov at være Long John Silver, end doktor Livesey. Alligevel er det klart at de yngste læsere helt automatisk identificerer sig med Jim. Jim er jo som dem et barn, og gennem ham oplever de spændende og eventyrlige ting. Han opfylder deres drømme som en stedfortædende instans. Derfor vil de også uden videre godtage hans sympatier og anti-patier. Men netop her er der en vigtig pointe. Mens Jim i almindelighed godt ved hvem han kan lide og hvem han ikke kan lide, er han uafklaret og i vildrede når det gælder Long John Silver. Jims tvivl åbner en sprække i personkarakteristikken,, der bidrager til at gøre Long John Silver til historiens mest interessante person. Envidere åbner det en tilsyneladende sprække for uenighed, der imidlertid netop kun er tilsyneladende. Det er i virkeligheden slet ikke hvad der er tale om, faktisk når enigheden her et maximum. Men for en umiddelbar betragtning kunne det tage sig ud som om, at mens de små læsere i alle andre sammenhænge står last og brast med deres helt, er her et område hvor de måske kun delvis er på Jims side. For nogen vil han netop i spørgsmålet Silver kunne virke utaknemmelig, eftersom Long John altid har taget sig af ham og behandlet ham godt. Jim bliver i denne sammenhæng en fanatisk princip-rytter, der tror hele verden kan inddeles i pirater og ikke-pirater.
Barnet, der tager "Skatteøen" ned fra reolen, kan ikke undgå at få tildelt rollen som Jims kammerat, som får fortalt en spændende historie. Men hvor pålidelig er i bund og grund fortælleren? I langt det meste vil det læsende barn, tage alt hvad kammeraten siger for gode varer. Men enkelte steder, vil han måske føle en lille bitte tvivl om beretterens dømmekraft. Ikke om hans sanddruelighed. De refererede begivenheder, er sandsynligvis korrekt nok gengivet. Men tolkningen af dem er så helt igennem Jims egen, at det er tydeligt for enhver, at der gives andre tolkninger og opfattelsesmåder. Stevenson har gang i en leg med et barns primitivt-infantile livssyn, som andre børn kan forstå, men undertiden ogå være en smule uenige i. Også selvom dette stadig kun er et tilsyneladende. En raffineret dobbeltmanøvre.
Naturligvis ville det være ukorrekt at hævde, at Stevenson har benyttet sig af den teknik, man kalder upålidelig jeg-fortæller. Men overalt i litteraturen, hvor en jeg-fortæller benyttes, selv de allermest pålidelige af slagsen, hvis primære fortælletekniske formål er identifikation, er en del af finten, at man præsenteres for et stykke beskåret og tolket virkelighed, som der kan sættes spørgsmålstegn ved. Derfor er en del af kunsten, at lade små glimt af andre opfattelsesmuligheder komme til syne ved siden af fortællerens opfattelse. Naturligvis således at det ikke bliver fortælleren bevidst. Her sidder forfatteren bag fortælleren, og blinker indforstået til læseren. Et banalt eksempel: "Jeg var godt tilfreds med mig selv og følte mig som en helt, da jeg red ud over prærien. Jeg havde fået ram på ikke mindre end 20 rødhuder den dag. Kunne jeg blot hver dag få en sådan høst, ville de forbandede udskud snart være udryddet". Forfatteren blinker indforstået til læseren tværs igennem fortælleren. Det er Jim og ikke Stevenson, der deler de sorte og hvide hatte ud. Bag barnets firkantede retfærdighedssans, sidder en voksen mand med en mere nuanceret opfattelse. Godt skjult bag sin jeg-person leger han med fortælleplaner og manipulerer med læseren. Det kan den modne læser godt gennemskue, og blinker indforstået tilbage, er med på spøgen.
De lidt yngre fornemmer insitnkivt den fascination af Long John Silver, som Jim ellers ihærdigt forøger at undertrykke og bortforklare. Tværs gennem alle kamuflager og røgslør fornemmes det tydeligt og mærkbart. Endog så meget, at den unge læser om en ren refleks bevidstgør Jims hemmelig beundring og rædselblandede fryd. Netop derfor vil alle børn være Long John Silver, når de leger sørøvere. Det er ganske enkelt den mest spændende rolle. Eller anderledes udtrykt: hvis Long John havde skulle fortælle historien var det blevet en helt anden. Men havde vi haft direkte tilgang til Silvers tanker og følelser, ville han måske ikke være nær så interessant, men afsløre sig som såre ordinær, almindelig og menneskelig. Hans overmenneskelighed er noget, der bliver til i Jims øjne. Ser man nærmere til, er det fantastiske og grænseløse ved Silver kun et postulat. Intet af det vi har fået fortalt at han har sagt og gjort, er i sig selv særlig storslået eller enestående. Netop denne mangel på særlige gerninger, synligører Jims fuldstændig forgabte beundring. Når det kommer til sykket er Long John Silver måske alligevel ikke uendelig stor. Men det er derimod Jims fascination af ham. Det fremgår også uden videre af, at hver eneste ord, hver eneste bevægelse - ja, alt hvad Long John Silver gør, skildres med en punktlig nøjagtighed, som gjaldt det livet.
Hans største bedrifter begrænser sig til at være en god kok, og begavet nok til at manipulere med en flok dummerrikker. Det kan næppe siges at være særlig overmenneskeligt. Men for Jim er Long John Silver ubegribelig stor. Men det vil han ikke indrømme.
Det er naturligvis dette, der får de freudianske tolkere, som er langt mere snævertsynede end Jim selv, til at vrøvle om penis-besættelse. Det er overhovedet ikke det, der er tale om. Naurligvis er denne rædslens heltedyrkelse beslægtet med de ambivalente foresillinger neurotiske og seksuelt frustrerede mænd kan have om andre mænds udrustning. Men at ville føre alting tilbage til dette forhold, er en forfladigelse af modellen. Selve mekanismen er en tom beholder, hvor man kan anbringe hvad om helst. At tro der abolut skal ligge en fallos på den ene vægtskål er en tåbelighed.
Derimod er det tydeligt nok, at den egentlige dualisme er et opgør imellem Silver og Jim, og de der vil kan så læse generationskløft og far/søn-konflikt ind i dette. I hvert fald er der blevet etableret en situation - og det er ikke kun for spændingens skyld! - hvor Jim er havnet midt i sørøverlejren, og hverken doktor Livesey eller kaptajn Smollet kan kæmpe hans kampe for ham. Han står ansigt til ansigt med sin kombinerede afgud og forhadte rival uden håb om assistance.
,.,.,
To af den gamle, legendeomspundne Flints besætning er således endnu blandt følget. Den ene er Ben Gunn. Den mand hvis navn betyder pistol, måske med et anstrøg af ironi. Han synes ret harmløs. Men han er trods alt også den, som kan ramme plet. Han var den, der fandt skatten. Han var den, der fandt på udveje over for piraterne. Men samtidig er han i andre sammenhænge spontan og ureflekteret. Man kan altså med en gængs talemåde sige, at han skyder fra hoften. Bl.a. fyrer han tankeløst sine midler af. Vi får senere efter hjemkomsten at vide:
"Hvad Ben Gunn angår, så fik han tusind pund som sin part; dem ødslede og spillede han bort i løbet af tre uger, eller for at være ganske nøjagtig, i nitten dage; thi på den tyvende måtte han allerede gribe til tiggerstaven. Så gav squiren ham et led at vogte - netop den bestilling, som han havde omtalt med så stor afsky og foragt på øen. Han lever endnu, og er på en gang alle landsbydrengenes yndling og til nar for dem samt den utrættelige forsanger i kirken på søn- og helligdage."
Den ostegale eneboer med det skydeglade navn, forbliver til det sidste et mere eller mindre humoristisk indslag. Anderledes med hans gamle skibskammerat. Han er svær at blive klog på. Han unddrager sig ikke blot lovens konsekvenser, men i nogen grad også tolkningen. På sin vis er der et sammenhæng mellem disse to. For at han i nogen grad bliver taget til nåde, i kraft af en bindende aftale, kan ikke helt forklares blot ved at være en gentlemans æresord. Han, der var hjernen bag mytteriet, den egentlige drivkraft, bagmanden, får bedre betingelser end nogen af de øvrige.
Tilsyneladende kan han snakke sig ud af enhver situation. Billy Bones døde da han fik det sorte tegn. Long John Silver havde held til at bortforklare det, da det blev hans tur. Ydermere får han også sneget sig uden om at blive stillet for retten eller efterladt på øen. Smart er han unægtelig. Han synes at symbolisere noget, der ikke er til at få has på. Måske et nødvendigt onde, for den stærkt formindskede besætning på skibet. Måske slet og ret et symbol på den ondskab, der altid vil findes i verden hvor ihærdigt man end bekæmper den. Netop den udspekulerede ondskab, som er langt mere kompliceret end den rå, ligefremme, og som netop har en evne til at kunne pampe både på godheden og sine mere primitive varianter.
Navnet Silver, sølv, synes at hentyde til penge og rigdomme. Måske repræsenterer han den grelle materialisme, den hensynsløse grådighed. Denne må nødvendigvis være tilstede når man tager på skattejagt, og kommer hjem med den store gevinst. Det passer også sammen med Long Johns kokkeprofession: den fysiske(modsat åndelige) føde, ædedolkeri, forslugenhed, basale behov. Endvidere har vel enhver oplevet at netop drømmen om rigdom er velargumenteret. Det er frem for alt den, der har fået også de såkaldt gode, lægen og godsejeren, ud på dette togt. Det er denne kraft, der har ledt dem vild, og den må nødvendigvis også følge dem på vej, når de drager hjem.
Lad os ikke være smålige. Lad blot de stakkels, skøre freudianere få et ord med i snakken. Når man husker at det er en historie om en dreng, der bliver en mand, kan de vel trods alt have ret i, at en del af denne modningsproces er knyttet til kønsdriften.
"Tanken om Tina fik det til at dunke nede mellem benene.
Dan kunne mærke, at hans diller begyndte at røre på sig.
Siden han var elve havde den blandet sig mere og mere.
Og nu var det, som om den råbte til ham: "Dan, kom og hold en god ven i hånden."
Dan fik lyst til en spiller.
For det meste var Dan glad for sin diller. De havde taget mange ture sammen. Fede ture!
Men desværre havde den det med at blive stiv noglegange, hvor det sgu ikke var særlig smart.
I sidste måned havde han siddet ovre i skolen med et kæmpe jern på. Og så havde Jensen den skid, bedt ham om at gå op til tavlen og vise, hvor Milano lå.
De andre havde stukket hovederne sammen og gloet på bulen mellem hans ben. Fniset havde de også - især Mette.
En ordentlig ståpik, mens man var ude at danse, var heller ikke lykken.
Engang bedst som han stod midt i en rigtig øm sjæler med Ev ovre i ungdomsklubben, var han nød til at skubbe røven bagud. Ellers havde hun bare fundet ud af, hvordan det stod til med bamsen.
Han havde nok lignet en olding med gigt, sådan som han valsede rundt med svaj i ryggen til tonerne fra Elton John.
Bamse og bamse.
Så stor var den nu heller ikke. Faktisk var han lidt flov over dens længde. Bare et par centimeter til ville have pyntet.
I skolen havde han i smug kigget på de andres. Jenner havde en ordentlig kølle."
- Finn Dreibek, af "Skal vi være kærester, Tina?"
Hvad Silver end er, så er han i hvert fald en ukuelig overlever, der kan sno sig som en ål:
"Silver havde fået sin fulde frihed, og skønt vi daglig demonstrerede vores mening om ham, så det ud til at han igen betragtede sig som en tjener der indtog en betroet og nærmest venskabelig stilling. Det var ganske mærkeligt så smukt han bar disse stiklerier og med hvilken utrættelig høflighed han blev ved med at indynde sig hos alle.
Jeg tror imidlertid ikke at nogen behandlede ham bedre end en hund, undtagen Ben Gunn der stadig var frygtelig bange for sin gamle kvartermester, og så måske jeg selv der virkelig havde noget at takke ham for, skønt jeg jo for den sags skyld havde grund til at nære endnu større mistro til ham end nogen anden, for jeg havde set ham være ved at begynde et nyt forræderi oppe på højsletten."
De tre øvrige overlevende pirater, bliver tilbage på øen.
"De kommer til at dingle for det.
Men tre af dem undslap."
- Graham Greene, af "Manden i Tågen".
Men Silver forstår at sno sig.
"Silver hørte vi ikke mere til. Denne fantastiske enbenede sømand er endelig forsvundet helt ud af mit liv. Han skal nok have fundet sin gamle negerkone igen, og måske lever han stadig et behageligt liv sammen med hende og Kaptajn Flint. Det må man da håbe, for hans chancer for at få det rart i det næste liv er meget små, tror jeg."
Det er hvad Jim nødvendigvis må tro. Men vi kan som læsere ikke helt tro på Jim, når han hævder at Long John Silver er "forsvundet helt ud af mit liv". Det er han vistnok kun i rent ydre henseende. Den beretning, der skulle handle om hvilken nedrig skurk denne mand var, har konstant balanceret faretruende på grænsen til istedet at blive et heltekvad. Den dobbeltbundne tvetydighed fortsætter ud i bogens sidste linier, der mere end antyder en psykologisk binding:
"Sølvbarerne og våbnene ligger så vidt jeg ved stadig hvor Flint begravede dem, og de skal nok få lov at ligge i fred for mig. Ikke syv vilde hese kan trække mig tilbage til den forbandede ø,og de værste mareridt jeg nogensinde har, er når jeg hører brændingen tordne rundt om øens kyster, eller når jeg farer op fra sengen med Kaptajn Flints skarpe stemme skingrende i ørerne: - Dukater! Dukater!"
En flot slutning på en flot historie. Eventyret er forbi. Og hvilket eventyr! - Al respkt for at søge efter dybere tolkningslag. Men lad os ikke glemme hvad "Skatteøen" først og fremmest er: en god historie. Den tætte begivenhedsstrøm fortsætter lige til bogens sidste sider. Spændende, handlingsmættet og pokkers underholdende. Det er dér denne romans primære kvaliteter ligger. Der skjuler sig et og andet mellem linierne, men mest af alt er og bliver det alletiders sørøverhistorie.
"Skatteøen" fandt førte gang vej til lærredet i en stumfilmsudgave fra 1920. Første talefilmsversion i 1933. Siden har det været en af litteraturhistoriens oftest filmatiserede romaner. Bl.a. Robert Newton, Orson Welles, Anthony Quinn, Chariton Heston, Jack Palance og Tim Curry har spillet Long John Silver.
N.B. Se også "Manden i tågen" og "Faderen".