toner, ord og tanker
Hændelsen 3
" ... Men Paul huskede. Han vidste hvordan, det var ... "
Den halvanden år yngre Paul stod på toilettet samen med Magnus. Elpæren, der oplyste det lille rum uden vinduer, kastede et uvirkeligt skær over det hele. Fra dagslyset var de trådt ind i denne natverden med al dens hemmelighedsfulde mystik.
De legede med deres tissemænd, som var ved at blive stive. Snart stod de begge hårde og strittende.
Magnus' var ret stor. Større end de andre drenges. Men sådan kunne der jo være lidt forskel på dem.
- Min er størst, sagde Paul
- Nej, det er min, svarede Magnus.
De målte og var nøjagtig lige store. Lå ved siden af hinanden som to tvillinger. Helt ens.
Det var et nyt syn. Det var ellers altid sådan, at den anden manglede et større eller mindre stykke for at nå helt ind. Det skræmte ikke Paul, at Magnus kunne fylde pladsen ud. De havde tvillingepikke, og det var sådan set bare sjovt.
Gad vide, hvordan det så ud, hvis nogen var større? - Hvis man så det fra den anden side, og en eller anden bankede imod ens ben, men man ikke selv kunne nå?
Det havde Paul aldrig set. Det havde Magnus sikkert heller ikke. Han havde jo sådan en ligesom Paul. Det var derfor, Magnus havde troet, at hans var størst, og at de var ens. To stykker "min er den største", og så gik det lige op.
Ligesom at tøj og sko var i forskellige størrelser, var der åbenbart også tissemænd i forskellige numre. Det måtte være det største nummer, Paul og Magnus brugte. Meget større end de andre drenge. Bortset fra dem med hår på, naturligvis. Men blandt de almindelige, der ikke var blevet forvandlet.
Egentlig var det mærkeligt, at ingen af de andre brugte det nummer. Måske var det slet ikke godt. Måske var der noget i vejen med det. Hvad nu hvis det var forkert?
Magnus boede hjemme og gik bare i skolen. Paul var ikke så stærk som de andre drenge og kunne heller ikke løbe særlig hurtigt. Måske havde rigtige drenge små tissemænd, og så havde andensorteringen fået det store nummer i diller, for at man skulle kunne genkende dem.
Men mange af de andre var misundelige, og ville gerne have sådan en. Så kunne det ikke være forkert. Det var snarere sådan, at Paul havde en stor tissemand i stedet for at være stærk og kunne løbe hurtigt.
Tankestrømmen var passeret på få sekunder. Paul havde kun været fjern et øjeblik, da Magnus kaldte ham tilbage, og viste, hvordan man kunne dreje dem rundt om hinanden. Det havde Paul ikke prøvet før. Han havde nu ellers prøvet meget af den slags.
Mest at sutte. Sådan som han også en gang havde gjort det på Magnus, og Magnus så var kommet til at fortælle det til Janus. Janus af alle! Så snakkede alle straks om det. Som om Janus havde noget at lade nogen høre.
- Og hun var så fræk og liderlig, at alle de andre piger blev helt flove. Og nede i ludertasken var der kondomer og spermpiller. Og dem gav hun til alle mændede. Og så knaldede de hende en gang til. De andre piger jagede hende ud af byen, fordi hun var så fræk. Men så tog hun til en anden by. Og så knaldede hun også med alle mændene dér. Og hun opførte sig endnu frækkere end i den første by, og knaldede mange, mange gange med alle mændene i byen. Og nogen gange var hun sammen med flere af dem på én gang.
Det er da kedeligt, at hun bare knalder med dem, tænkte Paul med stigende irritation. Valborg siger jo ikke noget om, hvad de lavede. Hvordan gjorde de? Det ville være meget mere spændende, hvis en af mændene havde en større pik end alle de andre tilsammen, og den så kom ud af munden på hende, når han stak den op i hendes fisse.
- Det er altså rigtig frækt, sagde Birger.
Paul var bestemt ikke enig, og begyndte at føle sig lidt udenfor.
Trods disse modsætninger udgjorde de tre børn alligevel en slags enhed. De havde lukket sig inde i et mentalt rum fjernt fra de to voksne oppe foran, som hverken så eller hørte, hvad der foregik.
Janus havde virkelig ikke noget, at lade nogen høre. Det var ham, der i sin tid havde fået Paul ind i det. Men senere ville han ikke indrømme det.
Magnus havde spurgt Paul, om han havde prøvet det før. Det havde Paul så fortalt.
Om ikke Magnus så begyndte at hviske med Janus om det. Så benægtede Janus og kastede sig ud i en af sine vilde historier om alle de pikke, Paul havde slikket på.
Det hele var løgn. Det hele!
Dengang!
Dengang vidste hverken Paul eller Janus, at Paul et år senere ville være nået igennem det meste af Janus' liste.
Janus var voldsomt interesseret i frække og ulækre ting. Det burde ikke have forbavset Paul, at Janus en dag tvang ham til at slikke på sin tissemand. Det gjorde det strengt taget heller ikke. På en måde havde Paul vist forventet det uden helt at være klar over det.
Der havde været en sært dirrende uro i luften, den dag Janus kom ind på hans værelse og spurgte, om Paul kune holde på en hemmelighed.
- Ja!
- Sværger du.
- O.k.
Paul havde slået kryds over brystet. Også selvom han var lidt ængstelig for, hvad der nu villle ske. Janus havde hevet den frem.
- Sut min pik!
- Nej, jeg vil ej.
- Du har sværget på det. Så bli'r du nød til at gøre det.
- Jeg vil ikke.
- Du har sværget. Hvis du ikke gør det, må jeg skære halsen over på dig.
Paul var faldet ned på knæ. Havde flere gange nærmet sig, men ikke kunnet få sig selv til det. Hvergang han åbnede munden og var lige ved, havde noget bremset ham. Ikke bare den sure skridtlugt. Noget blokerede, så han ikke kunne.. Først efter gentagne trusler om at få halsen skåret over, havde Paul taget den ind i munden. Da først han var igang,var det ikke særlig slemt.
Men det førte meget mere med sig, end Paul havde kunnet forudse. I begyndelsen var det mest med Janus. Men efterhånden greb det om sig.
Janus var en sær en. Ikke bare på grund af alle hans ulækre ideer. Men også fordi han nogle gange sagde nogle mærkelige ting. Ikke sådan som alt det ulækre, han fandt på. Bare mærkeligt.
Engang hvor de sad ude i badekarret, ville Janus have, at de skulle måle tissemænd. Men Janus snød og viste noget forkert med fingrene. Ikke at han ændrede på målet. Men han tog det på bagsiden og tog også pungen med. Paul havde taget mål med fingrene af sin egen på forsiden. Selvfølgelig var Janus' større, når han også tog pungen med. Han troede vist, at han var rigtig smart. Men Paul så det godt. Janus blev imidlertid ved sit, og så lod Paul ham vinde. Også selvom han vidste, at det var snyd.
Så talte de lidt om, at deres tissemænd var større end de fleste af de andre drenges.
- Det er fordi, at det ikke bare er den, vi er født med, forklarede Janus. Det er en, vores mødre har været ude og stjæle. Min mor fandt den her til mig, og din mor fandt en næsten lige så stor til dig.
Paul troede ikke rigtig på den forklaring. Men han gad ike at protestere. Det var en typisk Janus historie, og dem kom han med så mange af, at ingen rigtig gad at sige noget til det.
Men det undrede Paul, at Janus havde troet, at han hoppede på den. Både det snydetrick og den historie med mødrene. Troede Janus virkelig, at Paul var så dum? Det gjorde han sikkert. Dels fordi Paul ikke protesterede, og dels fordi at Paul ind imellem kom til at spille dum.
Det var kun udenpå. Indeni var Paul ikke dum. Tvært imod tænkte han over mange ting. Mange flere end andre var klar over. Derfor grundede han også over de ting, der var blevet sagt.
Selvom det bare var en Janushistorie, var det nu alligevel en lidt sjov tanke. Tænk hvis det var rigtigt. Så måtte der jo et eller andet sted rende en anden dreng rundt med Pauls tissemand. Hvor ville det være mærkeligt. At de begge troede, at det var deres egen og ikke vidste, hvordan deres rigtige tissemand så ud. Ikke kendte hinanden og ikke anede hvem, hinanden var. Måske boede han i et helt andet land. Det kunne også være, at de kendte hinanden. Men de ville ikke være klar over det. Så kunne en hvilken som helst af de andre i virkeligheden være Pauls rigtige tissemand.
Nej. Det var selvfølgelig bare en af de sædvanlige historier. Det vidste Paul godt. Ligesom han vidste, at Janus havde snydt. Alligevel var han allerede begyndt at gå ind på tanken. Janusses var nok alligevel større. Paul kunne ikke forklare det for sig selv. For det var den jo ikke. Men det var den så på en måde alligevel. Det blev de i hvert fald enige om, og så var det vedtaget.
Det ændrede sig altsammen, da de fandt ud af diller-mod-diller-målemetoden. Så måtte Janus indrømme, at Pauls var størst. Det havde han for øvrigt allerede indrømmet lidt tidligere. Dengang med logen.
Logen var en leg, de havde leget sammen med nogle andre drenge. Det var en pik loge, og Paul havde fået lov at være den øverste myndighed, fordi han havde den største. De andre drenge sagde, at Pauls var større end de andre, også Janus', og så måtte Janus bøje sig.
Hvert år havde logen en særlig begivenhed, hvor alle blev set, målt og vurderet. År efter år vandt den gamle stormester igen.
- Endnu et år som ubesejret mester i logen, og den er større end nogensinde. Han er blevet ældre. Hårene dernede er begyndt at blive grå. Der er kommet nogle nye ind i logen, som er meget store. Men den gamle mester vokser fra dem alle, fantaserede Paul. Lidt på vej ud af legen. Lidt på vej ind i sin egen verden.
Men så kom Janus med endnu en af sine mærkelige ideer.
- Så hvert år skal der også skæres et lille stykke af den. Den skal trimmes, så den ikke vokser for meget. Ellers bliver den alt for stor.
Paul havde bestemt ikke lyst til, at nogen skulle skære i hans tissemand. Tanken gjorde ham faktisk lidt bange. Tænk hvis Janus virkelig kunne finde på det. Man kunne aldrig vide med ham.
Paul kunne heller ikke rigtig forstå det. Hvorfor syntes Janus, at det skulle være sådan?
Dengang ude i badet havde Janus snydt for at få den største. Nu sagde han pludselig, at det ikke var godt, hvis den blev for stor. Skulle den helst være stor, eller helst ikke? Hvad var rigtigt?
Janus var nok bare misundelig, fordi hans ikke var lige så stor. Men hvad nu, hvis det var rigtigt dengang ude i badekarret, hvor han snød. Selvom det var snyd! Måske var det ikke meningen, at Pauls skulle være større. Måske var det rigtige, hvis Janus havde den største.
Der var så meget, der var svært at finde ud af. Især om rigtigt og tissemænd.
Det var nok ikke helt rigtigt, da Paul nogle måneder senere for anden stod ude på toilettet sammen med Magnus, og de prøvede at måle. Men denne gang fik Janus ikke noget at vide om det.
Paul kunne godt se, at fingrene var helt udspilede. Men alligevel. Hvis det kunne vises med én hånd ...
Men man kunne vise meget med én hånd. Som nu dengang Janus havde prøvet at snyde. Så vidt Paul kunne se, når Birger satte fingrene ned til bukserne, lavede han ikke det trick med at tage nosserne med. Han målte vist fra det rigtige sted.
Men han smilede også på en friskfræk måde, der mindede lidt om Janus.
Det gjorde det mål, han viste, også!
Eller gjorde det?
Hvis Birgers i ren længde uden snyd var lige så stor som Janusses med tilsatte forstørrelsesklunker, så var den større end Pauls.
Men var det så meget, han viste? Var det ikke bare sådan nogenlunde ligesom de andre drenge?
Paul vidste godt, at han ikke var særlig god til at se sådan noget. Hvergang de skulle noget i skolen med øjemål, gik det helt galt for Paul. Han havde jo også troet, at Magnusses var mindre, selvom han så den lige foran sig.
Men hvorfor viste Birger først med to hænder, og så noget, der virkede mindre med kun en hånd, og sagde, at det var mere end før?
Det var jo nok bare fordi, Paul ikke kunne finde ud af sådan noget. Birger viste sikkert et større mål end tidligere. Det så bare anderledes ud, når han gjorde det på den måde.
Paul kunne godt se bulen, og at den var stor. Men han var sikker på, at han nemt kunne slå den.
Var han nu også så sikker?
Ja! Nej! Ja! Nej!
Jeg kan slå den? Hvad nu hvis jeg alligevel ikke kan? Det kan jeg da! Måske kan jeg ikke alligevel.
Jo!!! - Selvfølgelig kunne han slå den. Det måtte han da kunne. Sådan måtte det nødvendigvis være. Birger var bare en blærerøv. En dum, lille dreng, der troede, at han havde noget at prale med.
Det havde han overhovedet ikke. Ha! Han skulle bare lige vide. Paul kunne let have sat ham på plads.
Der var plads til alle oppe i den store sal, når der en gang om ugen var sang, musik og rytmik, og der kom altid mange. Det var mest for sjov, så det handlede ikke om at kunne noget.
Det var en af de aftener, Paul første gang så Laila. Han kunne lide hende lige med det samme. Hun var helt ny elev nede bagved. Hun fulgtes med Bianca, som have boet dernede et stykke tid. Bianca var storsnudet på den måde piger kan være, når de selv ved, de er flotte. Sådan virkede Laila ikke. Paul var sikker på, at hun var sød.
Laila havde lyst, krøllet hår. Det der krøltop noget fik hende til at se frisk og sjov ud. Hun havde briller og var egentlig ikke særlig pæn. Men hun virkede bare så utrolig sød. Hun var jo også helt ny. Lige flyttet ind, og nu kom hun herop sammen med Bianca for at synge og slå på tromme. Hun vidste ikke noget om alt det andet. Det hele var bare nyt og spændende.
Hun var heller ikke særlig gammel. Paul kunne godt huske, da han var ny og ikke særlig gammel. Det havde været svært at være så lille. Alle de andre havde slået og drillet, og Paul kunne ikke forsvare sig. Nu var han blevet det ældre. Han ville gerne passe på Laila.
Men ville hun snakke med ham? En anden dreng kunne man altid komme i snak med. Det var ikke så let med piger. De var anderledes.
Heldigvis havde Paul taget sin guitar med. Han kunne ikke spille på den. Men mange af de andre troede, at han kunne. Paul flippede helt ud med sin guitar den aften. Han kunne se, at Laila lagde mærke til det, og syntes det var sjovt.
Næste dag i skolen prøvede Paul at snakke med Laila i et frikvarter. Det hele gik så let som ingenting. De blev gode venner lige med det samme. Laila ville gerne snakke med Paul. Også selvom hun var en pige og endda fra nede bagved.
De kunne begge to godt lide at gynge. Så ret hurtigt blev det sådan, at hvert frikvarter begyndte med, at Paul gav Laila et forspring, hvor hun løb ned mod gyngerne. Paul talte højt. Når han nåede til 20, løb han efter Laila og indhentede hende som regel lige ved gyngestativet. De syntes begge, det var en sjov leg.
Nogle gange faldt Laila i sin iver for at løbe så stærkt, hun kunne. Så hjalp Paul hende op, spurgte om hun havde slået sig, og så gik de stille og roligt ned til gyngerne sammen. Laila var ikke god til at løbe. Paul havde aldrig før mødt nogen, der var så meget dårligere end ham selv. Men hun var jo også bare en lille pige, som Paul skulle passe på.
På institutionen skulle de tit ud på march- og traveture. Første gang Laila var med, blev hun træt og fik ondt i benene. Paul kunne godt huske, at han havde syntes det var hårdt de første gange. Han prøvede at bære Laila, men kunne ikke bære hende særlig langt. Så gik han lidt langsommere, så hun bedre kunne følge med. De sakkede langt bagud og fik skæld ud af pædagogerne. De voksne sagde, at Laila bare skabte sig. Men Paul huskede. Han vidste hvordan, det var.
Det var noget andet i frikvartererne, når de ind imellem gik små ture i stedet for at gynge. Det var helt stille og roligt, og de kunne standse og holde pause, hvis Laila blev træt. De talte en del om at gå og løbe og den slags. Om at øve sig og blive bedre. Paul fortalte om, hvor svært det havde været for ham, men at han nu var blevet bedre til det. Laila skulle nok lære det med tiden.
Paul kunne godt lide at gå omkring sammen med Laila, sådan stille og roligt, mens de snakkede lidt. Men ind imellem var der nogle af de andre, der drillede, fordi de troede, at Paul og Laila var kærester. De forstod ikke, at man kan være gode venner med en pige.
Et par gange gik det særlig voldsomt for sig. Nogle af de andre havde gemt sig i en busk. Så kom de farende frem, når Paul og Laila gik forbi, skubbede Paul omkuld og råbte "Kærestepar! Kærestepar!"
Laila hjalp Paul op.
- Du skal ikke ta' dig noget af det, sagde hun. De er bare dumme.
Det kunne Paul godt lide, at Laila sagde. De forstod virkelig hinanden, de to. De havde ikke snakket om, om de var venner eller kærester eller hvad de var. Det behøvede de slet ikke. For det, de havde sammen, var noget helt særligt. De var gode venner på en særlig måde, som kun de selv forstod. De andre var bare dumme!
I øvrigt var der en anden pige, Paul havde lidt kig på som kæreste. Paul kunne godt lide Beatrice, der gik i en rigtig skole ude i byen, og derfor boede nede på udeskoleafdelingen. Der ville gå lang tid endnu, inden Paul nåede så langt. Hvis han nogensinde gjorde det. Tiden gik, og der skete ikke rigtig noget. Det ville i hvert fald vare et år eller to endnu, inden Paul blev dygtig nok til at komme ud og gå i en rigtig skole. Det vidste han godt. Men Paul og Beatrice var lige gamle, og hun var smuk og sød og gik i pænt tøj. Paul kunne også godt lide navnet. Han havde haft en kæreste i børnehaven, der hed Beatrice.
Det med Laila var noget helt andet. De snakkede jo bare godt sammen.
Paul syntes, det var lidt mærkeligt, at Laila boede nede bagved. Der var noget mystisk ved det hus. Det lå for sig selv. Hørte ikke helt med. Eller også var det bare fordi, han ikke rigtig kendte nogle af de andre børn dernede. Sommetider snakkede Paul lidt med Arne. Men Laila var den eneste dernede fra, som han talte med hver dag.
Ind imellem prøvede Paul at spørge, hvordan der var dernede. Om det var rart at bo der, om de voksne var strenge, om de andre børn var flinke.
Men Laila fortalte ikke særlig meget. Ikke før en dag, hvor de sad på gyngerne, og Paul fik det hele at vide.
- Birger nede på min afdeling viser mig hele tiden sin tissemand, fortalte Laila. Så vil han have, at jeg skal kysse den.
Paul var lamslået. Var det nu også sket for Laila? Hvad mente hun med at "kysse". Var det bare at kysse, eller havde hun haft den inde i munden?
- Engang kyssede jeg den, da han lige havde tisset. Så smagte den af tis.
Altså inde i munden, fastslog Paul for sig selv.
- Når jeg kommer hjem fra skole står han der. Så får man en sur pik i hovedet.
Paul havde hørt ordene mange gange før. Men sagt med Lailas pjevsede lillepigesopran, lød de mærkelige. Som om hun ikke selv forstod, hvad hun sagde.
Bare 7 år. Det var yngre, end Paul havde været.
- Det skal du da ikke finde dig i, fik Paul omsider sagt. Du skal ikke gøre sådan noget. Du skal sige, du ikke vil have det. Hvis han bliver ved, skal du fortælle det til de voksne.
Paul anede virkelig ikke, hvad han skulle sige. Det her var kommet helt bag på ham. Hvordan skulle han få det til at holde op? Skulle han give Birger et lag bank? Men han kunne jo ikke hole øje med, hvad der skete nede bagved. Paul kunne ikke standse Birger. Men det her var forkert.
En anden tanke var begyndt at røre på sig. En tanke, Paul helst ikke ville tænke. Men den fyldte og overvældede ham. Også i de nedre regioner. Han havde stådreng på.
- Er det virkelig hver dag?
- Ja!
- Så står han der?
- Ja!
Paul hadede sig selv for at komme med spørgsmålet. Men han var ved at revne af nysgerrighed, han måtte vide det.
- Er den stor?
- Nej, den er mere stiv.
- Hvordan er det?
- Sådan her. Laila viste med fingrene. Det så ikke særlig imponerende ud.
- Er det, når den er stiv?
- Nej. Så er den sådan her. Laila viste noget mere.
- Er det det største den kan blive.
- Måske lidt mere.
- Jamen hvordan er den, når den er helt stiv, det største du har set den være?
Laila viste endnu et mål. Det hidtil største. Det lignede nu ikke ligefrem en helt lille en. Det var vist en nogenlunde rimelig størrelse. Paul tog mål af Lailas fingre.
- Sådan her, siger du?
- Ja.
- Og det er det allerstørste, når den er helt stiv?
- Ja.
Paul havde sin løstsiddende kedeldragt med store lommer på. Det var en let sag at liste de udspilede fingre ned i lommen og sammenligne. Ifølge Lailas mål var den måske nok lidt mere end helt almindelig, men slet ikke bare nær Pauls klasse, ikke engang lige så stor som Valdes. Et sted nogenlunde midt imellem Valde og alle de andre. Paul var ved at forsvinde helt ud i målespekulationer, men tog sig sammen. Han burde slet ikke have spurgt Laila om det. Det var forkert. De to skulle ikke tale om den slags. Han tvang sig tilbage på sporet.
- Du skal altså ikke gøre det. Du skal ikke bare kysse den, fordi han vil have det. Du skal lade være med sådan noget.
- Ja, sagde Laila lidt fjernt. Det virkede som om, også hun var et andet sted i tankerne, og ikke havde hørt, hvad han sagde.
- Det ku' være fedt at bolle nogle piger. Jeg ka' godt. Den er så stor her, viste Birger med begge hænder løftede og strittende pegefingre. Ligesom når man fortæller om dem, med hår på.
Paul havde kun delvis held til at undertrykke impulsen, der var ved at få ham til at give et spjæt fra sig og spærre øjnene op. Han havde hele tiden haft en mistanke om, at den var meget større, end Laila havde sagt. Det lykkedes ham at beherske sin reaktion, men Birger havde tydeligvis bemærket den, og satte turboen på.
- Arnes er sådan her, hævdede Birger oppe fra sit tronsæde på kommoden, der fik ham til at minde lidt om en vismand, der forkyndte noget vigtigt oppe fra bjergenes top, mens han illustrerende flyttede de to pegefingre endnu længere fra hinanden.
Selvfølgelig var Arnes det. Igen noget, Paul ligesom havde vidst uden at vide det. Det var jo derfor, at de skulle sammenligne dengang. Havde Arne kunne få den op og stå, ville han også have slået Paul.
Paul var godt klar over det. Han blev forlegen. Kiggede væk.
- Det er rigtigt, pointerede Birger.
Paul var begyndt at gå hen imod væggen i den anden ende af rummet. Ville bryde den opstilling, hvor han stod som en anklaget foran en domstol.
- Jeg ved det godt, forsøgte Paul sig, og fandt efter en lille kunstpause de magiske ord, der kunne rede ham ud af kniben, Jeg har leget med Arne på den måde.
En mumlende lyd, der kunne tolkes som "nå, o.k." var akkurat hørlig oppe fra tronsædet. Så var der ikke mere at sige om det.
Birger havde troet Paul, og de var nu en slags indviede, der begge havde set Arnes. Når man ved det hele, er der ikke mere at fortælle.
Men Paul havde jo slet ikke set den sådan rigtigt. Bare set den være på vej opad og gættet på endepunktet.
Det samme gjaldt den modsatte vej. Derfor troede Arne, at Pauls var meget større, end den i virkeligheden var. Det var jo bare fordi, at Arnes blev så lille, når den var slap. Så troede han, at Pauls voksede lige så meget. Det var ren snyd. Når Arnes endelig blev rigtig stiv, ville Paul ikke kunne hamle op med den. Havde de dog bare fået det afgjort én gang for alle dengang ...
Institutionen arrangerede altid mange ture i sommerferien. Indenlands og udenlands. Vandre, sejle i kano og meget andet. For det enkelte barn kunne det svinge en del, hvilke og hvor mange ture, det var med på. Det afhang af så meget andet.
Paul havde ikke været med på den tur, hvor Ejner deltog som gæst. Det var et år siden, Ejner flyttede fra Pilehushjemmet. Paul havde bedt Frits hilse ham.
Paul sad til lektielæsningen og var ved at lave sine regnestykker, da Frits kom hen til ham.
- Jeg kan ikke lide, at sige det her.
- Hvad?
- Det var det med din hilsen.
- Ja.
- Jeg hilste Ejner.
- Ja?
- Nu bliver du nok ked af det. Han sagde, at du kunne rende ham i røven.
- Sagde han det?
- Ja. Men jeg ved ikke. Det var lige da han mødtes med os. Jeg sagde det næsten med det samme. Så sagde han: "Hils ham og sig, at han kan rende mig i røven". Men han var så sur dér. Det var som om, han var vred på os allesammen. Men han blev anderledes i løbet af turen. Gladere. Vi var rigtig meget sammen,og havde det sjovt. Han lignede fuldstændig sig selv. Han var kun vokset noget med én centimeter i løbet af et år, så han kunne stadig gå i det samme tøj. Det var en god tur. Så den sidste dag spurgte jeg: "Skal jeg hilse Paul?" Så blev han sur igen. "Ja, hils ham og sig, at han kan rende mig i røven". Jeg ved ikke, hvorfor han var sådan.
- Det er helt i orden. Tak for at du prøvede.
- Men nu bliver du jo ked af det.
- Det skal du ikke tænke på.
- Men det er jo noget, jeg er kommet og sagt. Jeg føler, det er min skyld.
- Du kan da ikke gøre for det. Jeg havde jo selv bedt dig hilse. Hvad han svarede, har jo ikke noget med dig at gøre. Du prøvede jo oven i købet en ekstra gang. - Men du er jo rigtig ked af det nu. Det ved jeg da.
- Ja. Men det har ikke noget med dig at gøre.
- Jeg føler, det er min skyld.
- Det er da ikke. Lad være at tænke på det.
Paul var overhovedet ikke sur på Frits. Han ønskede bare, at Frits snart ville holde op med at stå og snakke om, at han følte sig skyldig. Det havde jo slet ikke noget med ham at gøre. Det her var mellem Ejner og Paul. Paul var sindssyg ked af det, og ville bare gerne have lov at være i fred og ikke skulle snakke mere med Frits. Bag brystkassen føltes det som om, der sad en stor, sort klump af smerte, der bredte sig ud over hele overkropsområdet. Paul ville bare gerne have fred til sin sorg.
Frits listede af. Paul kiggede ned på bordet, hvor den opslåede bog med regnestykkerne lå. Fem stykker mere, han skulle have lavet. Det var helt uoverkommeligt. Bare at skrive det næste stykke op i kladdehæftet var pludselig blevet helt umuligt. Paul kunne ikke regne flere stykker den dag.
Minderne begyndte at vælte sig indover ham. De fyldte det hele, og der var ikke plads til regnestykker og danskopgaver. Den tid, der havde været. Ham og Ejner. Det, de havde haft sammen. Alt det, der var sket.
Paul kiggede udover græsplænen, gennem regnen og det gråvejrstunge vemod. Sært nok forekom det ham ikke bare gråt i gråt. Græsset var påfaldende grønt. Men Ejner var intet sted at se. Hvor havde han gemt sig?
- Hvor er du?
- Bye Bye baby, Baby blue, sang Ejner fra et eller andet fjernt sted. Det lød smukt og sørgeligt. Paul kendte ikke den sang. Men han kom straks til at holde af den. Også siden, da han hørte den med Bay City Rollers. Men aldrig siden klang den så smukt som denne dag ude på græsplænen, hvor Ejner sang den gennem regnen fra et sted nede i buskene, eller hvor han nu var. Paul kunne ikke bestemme retningen. Hvor var Ejner henne?
Legen var begyndt med, at de var to venner, der var blevet væk fra hinanden. Det var meningen, at de skulle finde hinanden igen. Men det udartede sig efterhånden til en fortsat jagen efter en stemme i det fjerne. Bye, bye baby, baby blue.
Hvordan havde det egentlig været med den leg? Hvordan var begyndelsen? Var det to venner? Eller var det et ægtepar, der var blevet adskilt fra hinanden? De havde ofte leget parlege. Det var som regel Ejner, der havde den kvindelige rolle. Men de havde også leget så meget andet. F. eks. jagtet farlige forbrydere og mystiske folk.
- Han må da have været skidefuld, sagde Ejner.
Paul havde ført an i at følge sporet efter manden, der var forsvundet. Hvad var det, der var sket? Hvad havde han haft for? Hvor var han forsvundet hen? Den ene af de to detektiver havde opdaget en række fodspor i sneen, som han omhyggeligt fulgte. Kursen var sær og slingrende. Gik snart en vej, snart en anden. Det var dét, kollegaen, der fulgte efter, var begyndt at undre sig over. Hvorfor havde han gået så mærkeligt? Hvad skjulte der sig for enden af sporet?
Der gik mange sære og slingrende spor igennem Ejner og Pauls venskab. Ofte på en ret så forvirrende måde. Faktisk var det ikke en gang altid helt tydeligt, hvornår de var gode venner, og hvornår de var uvenner. Ind imellem var de vist begge dele på én gang.
Ejner og Paul var flyttet ind samme dag, og skulle også bo på værelse sammen. Frida havde taget imod og vist dem til rette på deres værelse. Hun havde også fortalt dem, at hun skulle være Ejners kontaktperson, mens Paul skulle have Lizette, som ikke var på arbejde den dag. Paul huskede, at han havde syntes, det var mærkeligt, at de ikke skulle have den samme.
Frida og Ejner var taget ud for at købe nogle ting, han manglede. De kom hjem i højt humør og syntes at have haft en herligt tur. Paul havde glædet sig til at møde Lizette og tage på sjove ture med hende. Men de første mange af deres ture var ikke spor sjove. Det blev det først hen mod slutningen, lige før Lizette holdt op. Nu var de allesammen rejst væk. Lizette, Ejner, Frida. Kun Paul var tilbage. Det hele virkede som noget fra for meget, meget længe siden.
- Det er nogle smarte lamper vi har fået, hva'?
- Ja. Og vi er de eneste, der har sådan nogle.
Det var Ejner og Pauls første aften på institutionen. De var i det store hele godt tilfreds med den måde, deres værelse var gjort i stand. De havde fået det malet i lige de farver, de havde ønsket, og især var de stolte af at være de første, der havde fået de nye sengelamper, som ikke var instaleret på de andre værelser endnu.
Det hele var så nyt. Forvirrende, men også spændende. Der lugtede stadig en lille smule af maling. Inden de gik i seng havde de været i bad. Der var badekar med to højder i. Det dybe og det lave. Der havde været mange indtryk i løbet af dagen. Begge drenge var en smule fortumlede af alt det nye, af alt det, der var anderledes end derhjemme.
Pauls forældre havde kørt ham derop. Ejner var kommet sammen med sin mor. Ejner havde næsten ikke sagt noget, mens hans mor var der. Faktisk var det først nu, hvor de var kommet i seng, at de kom igang med at snakke om alle de mange mærkelige ting, de havde set og oplevet i løbet af dagen.
Den første tid havde været forvirrende og overvældende. Der gik ikke en dag uden at der var et eller andet nyt at skulle forholde sig til. Det var gået lettest for Ejner at finde en plads i alt dette og navigere deri. Paul havde følt sig helt fortabt og aldrig troet, det ville lykkes at få greb om alle de ting, der for omgivelserne syntes at være selvfølgeligheder.
Det var ikke fordi, Ejner sagde særlig meget. Alligevel fandt han straks en plads i det hele. Paul havde en masse, han gerne ville fortælle om. Men han fik sagt de forkerte ting og kom galt afsted.
- Du er den dummeste i hele verden, sagde Ejner, og ramte dermed Pauls ømmeste punkt.
Paul vendte sig og gik den anden vej. Standsede op efter nogle skridt og vendte sig.
- Jeg ved da, at to og to er fire. Det er der nogen, som ikke ved.
Paul gik videre.
- Hvad er så ni gange ni? råbte Ejner efter ham
- Hundrede råbte Paul tilbage over skulderen, vel vidende at det sikkert ikke var rigtigt. Men noget måtte han jo svare.
Paul gik omkring for sig selv. Han var kommet ned i nærheden af den anden afdeling, hvor de større børn, som gik i udeskole boede. Han fik øje på Janus, der kom i modsat retning. Åh, nej. Ikke ham. Janus var lidt mærkelig. Ulækker! Han havde et eller andet i hånden. Var det en bold? Nej, det var vist en appelsin.
- Hej. Vil du ha' en appelsin?
- Ja, det vil jeg da gerne.
- Vil du ha' den i munden eller i pikken?
- Ja, i munden selvfølgelig.
Janus borede resolut appelsinen ned i skridtet på Paul.
- Nej. Lad være.
Janus grinede. Så kunne Paul ikke lade være med at også grine. Bare lidt. Selvom han stadig var ked af det.
- Du ser lidt trist ud. Hva' der i vejen?
- Nårh, det er ikke noget.
- Jo. Hvad er det?
- Det er bare Ejner. Han sagde, at jeg var den dummeste i verden. Så sagde jeg, at jeg vidste, hvad to og to er, og det er der nogen, som ikke ved. Så spurgte han, hvad ni gange ni er. Det vidste jeg ikke, så jeg slyngede bare noget tilfældigt ud.
- Hvis han spø'r en anden gang, så sig, at det er enogfirs.
Siden var det gået galt med Janus' udeskole, og han var flyttet op på deres afdeling. Det havde ført til lidt af en scene mellem Paul og Ejner. Paul vidste jo godt, hvad Janus var for en. Men indimellem kunne han også være flink. Så Paul syntes, han fortjente at få en chance. Det var Ejner blevet rasende jaloux over, og havde tilsidst afgjort diskussionen med et bogstavelig talt hårdtslående argument.
Men Janus var flyttet ind på deres afdeling, trods næsten enstemmige protester fra de øvrige elever, og alt det andet var begyndt ...
Paul var stadig ikke specielt stærk i sine tabeller. Men at ni gange ni er enogfirs, var en af dem, han altid kunne huske. Det var værre med syv gange otte. Den havde det med at smutte. Paul repeterede dagligt for sig selv. Seksoghalvtreds, seksoghalvtreds, seksoghalvtreds ...
Paul kastede et blik ned i regnebogen. Nej, jeg gider sgu ikke. Hils matematiklæreren og sig, at han kan rende mig i røven.
Ejner! Ejner havde været hans ven. De havde haft så meget sammen. Alle de ting, der betød så meget for Paul. Ville Ejner slet ikke vide af det?
Rottegift kaldtes de stærke bolcher, som slikmutter havde. De kostede kun fem øre stykket. De var vældig populære.
Ejner og Paul havde begge en femøre, så da de kom forbi slikmutter købte de sig hver et stykke rottegift.
Mens de slikkede på deres bolcher og forsøgte at lade være at skære grimasser, selvom den stærke smag skar og bed hele vejen fra tungespidsen og langt ned i halsen, talte de om det sjove navn, at det egentlig var mærkeligt, at det hed sådan. Det var allerede en oplevelse i sig selv at gå ind i forretningen og bede om få noget rottegift. Sige sådan. Måske var der også rigtig rottegift i. En ganske lille smule. Så lidt at det ikke var farligt.
Det havde været gode tider. Vist havde de også haft deres sammenstød. Mange!
Det var aldrig let at være ven og legekammerat med Ejner og at holde så meget af ham. Paul tilbad og forgudede Ejner, men var samtidig en stor del af tiden lige ved at hade ham. I hvert fald var han ulykkelig over, at Ejner på alle områder var så meget bedre, og at han altid stod som den mislykkede, der kom halsende bagefter og satte alt det fantastiske ved Ejner i relief.
Ejner kunne være en engel. Men også lige det modsatte. Men det var altid indviklet og dobbelt i deres venskab. Paul havde heller ikke været for god. Det prøvede han heller ikke at indbilde sig selv. Kunne han ikke banke Ejner, så kunne han til gengæld være led på så mange andre måder. Som nu dengang hvor Ejner havde lavet et flot rygmærke i papir til at sætte på sin jakke. Det havde ligget fremme på deres værelse. Paul havde gemt det inde i sit skab. Senere var Paul rendt på Ejner midt i en leg, hvor han havde et rygmærke på. Et nyt, han havde lavet, næsten mage til.
- Prøv at se, hvordan det sidder. Ser det ikke sejt ud?
- Jo. Det er rigtig smart. Men er det ikke et andet et? Jeg synes farverne er lidt anderledes.
- Jeg kunne ikke finde det første, jeg havde lavet, så jeg malede et nyt.
Midt i en endeløs strøm af billeder dukkede også det med rygmærket op. Paul huskede, at Ejner havde været sammen med nogle af de andre. Paul var ikke med i den leg. Ejner var bare standset op for at vise ham sit rygmærke.
Mærker betød meget. De viste altid hinanden den slags. Både klistermærker, udtænkte symboler, de hver især havde tegnet, ting de havde set i film og tegneserier. Eller bare nogle forretningers logoer, som de havde syntes var smarte.
De havde keramik den eftermiddag. Paul gad ikke. Men der var ingen vej udenom. Han skulle lave et eller andet. I protest gav han sig til at lave tissemænd af leret.
- Se! sagde Paul. Når leret bliver tørt, er det ligesom en, der er rigtig stiv. - Det ligner din, hævdede Ejner grinende.
Det syntes Paul egentlig ikke. Men hvis Ejner mente det, tænkte Paul ...
- Jamen så skal der også være sådan en.
Paul ridsede et y-agtigt mønster ind i leret, der skulle forestille blodårene. Det var Pauls særlige kendetegn. Sådan en havde han lige midt på.
- Årh, hvor er du dum, fnisede Ejner og kiggede væk.
Paul havde jo bare føjet ham. Havde han været for fjollet? Var det for meget? Han vidste det ikke. Åbenbart syntes Ejner ikke, at det var særlig interessant. Men Paul var blevet lidt grebet af det. Hvad der var begyndt som en provokation, var nu blevet et projekt. Det kunne være lidt sjovt at få den brændt og glaseret. Selvfølgelig også fjollet. Men bare for sjov.
Paul kunne huske, at det havde undret ham, at Ejner syntes, det lignede Pauls. Det havde han ikke selv syntes. Men i hvert fald havde det ikke lignet Ejners. Det ville Paul slet ikke have kunnet lave. Det var den alt for speciel til.
De stod og klædte sig af. Tilfældet ville, at Ejners var en anelse mere end hans standard middelslasker, mens Pauls omvendt var lidt mindre end ellers. De var derfor nogenlunde lige store. Også på anden vis - måden de sad på, formen og farven - mindede de rigtig meget om hinanden.
- De er næsten helt ens, udbrød Paul
- Nej, svarede Ejner. Min ligner mere en rigtig diller.
Paul kiggede en gang mere. Han kunne godt se det. Ejners var meget mere rigtig end hans egen.
Sådan havde det altid været. Helt tilbage fra begyndelsen. Alt ved Ejner var rigtigt. Paul var forkert, og det vidste han godt. Det var jo derfor, han beundrede Ejner.
Ejner vædede vaskekluden og klaskede den mod sin brystkasse, så strimer af små, fine dråber løb ned over hans krop. Paul stod ved siden af og betragtede det fuldendt skønne legeme med dets klare, rene linier, hvor alt var afstemt i perfekt balance. De lange, slanke ben, der harmonisk blev forlænget i den velproportionerede overkrop på vejen op imod det smukke ansigt med de næsten feminine træk præget af den bløde mund og de lange øjenvipper.
Selv forholdet mellem Ejners højde og håndvaskens placering passede, så Ejner kunne lægge sin perfekt udformede tisemand op i vasken, hvor den hvilede på kanten, som en udstillet demonstration af absolut fysiognomisk ynde. Også den passede naturligvis fuldstændig til alt det andet. Det var Ejners diller og kunne ikke være anderledes.
Paul stod ved den anden vask. Men han kunne ikke nå derop. Vaskens kant befandt sig i højde med hans navle, mens hans tissemand hang som en stor, uformelig misdannelse mellem hans små, knudrede ben.
Det var jo ikke bare det med hans tissemand, eller at han kunne nå op til vasken. Ejner var god til alle mulige ting. Han kunne løbe stærkt, kaste langt med sten, kravle op i træerne, spille fodbold. Alle de ting, Paul ikke kunne finde ud af.
Det ændrede sig ikke. Heller ikke efterhånden som Paul voksede sig højere, så han også kunne nå op til vasken. Det vejede ikke rigtig i det regnskab. Ejner var jo så meget bedre til alting.
Dertil kom, at Ejner var så usædvanlig smuk. Det var jo også derfor, at det altid var ham, der spillede pigerollerne i deres lege. Selvfølgelig også fordi, Ejer gerne ville have været en pige. Ind imellem påstod han, at han var, og at han bare havde fået en gummitissemand klistret på.
Det var selvfølgelig ikke rigtigt. Både Paul og Ejner selv vidste godt, at han var en dreng. Da det nu ikke kunne være andet, affandt han sig med det og var mere dreng end de fleste. Han kunne alle de ting, en dreng skal kunne, og når han engang blev voksen, ville han være lastbilchauffør.
Undtagen altså når der var en pigerolle i en leg. Så var det automatisk Ejners. Engang havde de mellem noget gammelt tøj fundet en hvid kjole. Ejner havde taget den på, og så havde de leget brudepar. Ejner havde smurt en masse læbestift på, og så snart de var blevet viet, havde han kysset det meste af det ud i ansigtet på Paul.
De store drenge grinte og kaldte dem bøsser, da de stod og kyssede hinanden. Men det var bare fordi, at de ikke havde forstået noget af det hele. Ejner var jo en pige i legen.
I mange af deres lege havde banditter kidnappet en pige og forsøgt at voldtage hende. Det slap de nu ikke så heldigt fra. Ejner havde nemlig fundet på, at hun havde et faldgitter med skarp underkant indopereret. Så når banditerne trængte ind, fik de dyret kappet. I løbet af de endeløse voldtægtsscener havde Paul fået mindst 100 tissemænd hugget af.
Paul kunne ikke lade være med at smile. Det var nogle lidt sære lege, de havde leget. Men det havde været sjovt. Det var selvfølgelig mest i de tidlige dage. Tingene ændrede sig lidt med tiden. Især efter at Ejner kom ned på den anden afdeling. Men ind imellem havde de stadig leget.
Engang havde de leget en cowboyleg og var blevet frygteligt uvenner over det. Paul havde kastet en revolver efter Ejner, der havde dukket sig. Den var forsvundet mellem en masse brændenælder. Det var Ejners, som Paul havde lånt til legen. Paul erstattede den. Så var de gode venner igen. Så bare ikke hinanden så tit.
Men der havde stadig hersket en vis fortrolighed imellem dem.
En aften var Paul nede på den anden afdeling til et arrangement, hvor de fik nogle ark med tekster til sange. Paul sad ved siden af Ejner, der lavede små tegninger på sine papirer, og tillige ville have en taleboble.
- Staves hjælp ikke h-j-e-l-p? spurgte han hviskende.
- Nej, hviskede Paul tilbage. Æ ikke e.
- Sådan her?
- Ja!
Ejner var ellers ikke den, der stillede sine svagheder til skue.
Kort før Ejner rejste, havde de leget en af de lege med Ejners faste pigerolle, hvor hun blev slået ned og taget til fange af banditter. Det var sidste forår. Foråret op til den frygtelige sommer, hvor det hele gik galt.
Der var sket meget i det år, som var gået. Gad vide, hvordan det havde været for Ejner at flytte hjem og begynde på en masse nyt? For Paul havde det været et mærkeligt år. Men også spændende og fuld af mange nye ting. Gode ting. F. eks. var han jo kommet i udeskole og gik til lektielæsning om eftermiddagen. Paul var glad for sin skole. Bare ikke lektierne. Dem kunne han godt have undværet. Men han var blevet så stor nu, at han gik i udeskole. Det var en helt fantastisk ting.
Men noget var ikke som før. Noget var gået tabt og forsvundet. Indeni Paul var der en masse rod, han ikke kunne finde ud af. Lige nu kunne han slet ikke finde ud af noget som helst. Ikke andet end at han var meget, meget ked af det. Stykkerne i regnebogen var helt umulige at komme videre med.
En bid af hans liv var ved at glide fra ham. Forbindelsen afbrudt. Det havde ikke rigtig noget med tissemænd og skarpe faldgitre at gøre. Men et eller andet var blevet kappet af.
Det mindede lidt om, når Ejner havde givet Paul en mavepuster. Ejner kunne slå til, så man røg omkuld og sad og hev efter vejret. Nu var Ejner langt, langt væk, men havde alligevel uddelt endnu en mavepuster. Den hårdeste af dem alle.
Paul pakkede bøgerne sammen. Det var alligevel håbløst.
- Nå, kom du igennem hele rækken? spurgte Norman.
- Ja, det var ikke særlig svært, løg Paul med et tilkæmpet smil.
Nede på afdelingen satte Paul sig på sit værelse med sin sørgedag. En af de helt store. Paul var tit ked af det. Men det her var noget andet. Ikke bare den almindelige smerte. Hele hans overkrop var fuld af sort mørke. Det gjorde ondt allevegne. Det var slet ikke til at holde ud.
Hvorfor hadede Ejner ham? Hvorfor denne fjendtlighed? Hvad havde han gjort? Var det det med Vibeke? Det havde Ejner vist aldrig tilgivet. Men der havde jo slet ikke været noget at tilgive. Det var bare noget løgn, nogen havde sagt.
Det var søndag aften. Paul havde været på weekend, og havde fået sine Beatlesplader med.
Ejner havde været der i weekenden. Det havde Vibeke og Beatrice også. Vist kun de tre.
- Jeg har mine Beatlesplader med, fortalte Paul.
- Også den med den der se lov to ja ja ja.
- Ja! Skal vi gå ned til mig og høre den?
Den var alle med på.
De fire børn sad og lyttede til de gamle sange fra en anden tid. De lød stadig friske og medrivende.
Paul var vild med Beatles. De andre kunne godt lide nogle bestemte af sangene. Ejner var især glad for "Yellow Submarine". Den kunne paul også rigtig godt lide. Pigerne var gået ned i den anden ende, da den kom. Paul skulle på toilettet. Han skyndte sig for at nå at høre det sidste af sangen.
- Har mellemspillet været der?
-Ja. Det med trompeterne.
- Øv. Det kan jeg så godt lide.
- Du kan jo bare høre den igen. Jeg tror jeg går ned og snakker lidt med den smukke.
- Øh, den smukke?
- Mig og Vibeke er blevet kærester her i weekenden.
- O.k. Tillykke.
- Jeg tror, jeg går derned.
- O.k. Jeg vil lige høre lidt mere.
Det havde været en god aften, huskede Paul. Rar stemning. Også lidt senere, da han var kommet ned til de andre. Ejner og Vibeke havde siddet ved siden af hinanden, og Paul havde sendt Ejner et hemmeligt, medvidende smil. Det var helt fint altsammen.
Men alting blev anderledes et par uger senere. Paul snakkede og legede ind imellem med Vibeke. De var bare kammerater. Men en eller anden havde fortalt Ejner noget andet.
Fire-fem stykker af de andre drenge kom hen til Paul.
- Vi skal lige snakke med dig.
- Om hvad?
- Det får du at høre. Kom med herind.
Inde i lokalet stod der endnu flere. Ejner stod lidt for sig selv ovre i et hjørne. Han så sur og sammenbidt ud.
- Vi ved altså godt det hele, lagde en ud.
- Om hvad?
- Med dig og Vibeke. At du har ligget og bollet med hende. Det er altså Ejners kæreste, at du ved det.
- A hvad?
Paul var fuldstædig paf. Troede de virkelig det? Det var jo utænkeligt. Bare at kysse Vibeke var noget uendelig fjernt, der forekom Paul helt uopnåeligt, og da især når hun var kæreste med Ejner. Ophavsmanden til historien var derimod ikke svær at gætte. Det var garanteret noget, Janus havde fundet på. Det var jo den slags, han altid gik og sagde.
- Det nytter ikke noget, at du spiller uskyldig. Vi ved det hele.
Paul anede ikke, hvad han skulle svare.
- Nu går vi andre udenfor, så kan du og Ejner snakke om det.
De gik ud. Der blev stille i rummet. Åbenbart ville ingen tro ham. Så ville Ejner nok heller ikke.
- Er du meget vred på mig?
- Næh, det ved jeg som ikke. Men hvis du bliver gift med Vibeke, når i bliver voksne, så kommer jeg og maser jer med min lastbil. Lige meget hvilken bil i får, så kan en stor lastbil sagtens trykke den flad. Så ved du det.
Tiden gik. De var blevet gode venner igen. De havde leget mange lege. Men hvergang talen faldt på Vibeke, blev Ejner sur og utilnærmelig. Det var altid det samme. Han ville komme og kvase dem med sin lastbil.
- Ja, ja. Det er jo kun, HVIS vi bliver gift.
- Det gør i garanteret også!
- Det kan du da ikke vide.
- Jo. Det er jeg sikker på.
- Måske kører vi ikke i bil.
- Nå. Hvad så? Cykler? Tror du ikke, jeg kan ramme jer på cykelstien?
Ejner havde aldrig villet tro på, at der slet ikke var sket noget. Paul havde jo heller ikke modsagt historien, men ligesom bare leget med. Hvorfor havde han ikke sagt det dengang, da de var alene sammen i lokalet? Hvorfor havde han ikke fortalt ham, at det ikke passede? Havde han bare taget det som om, det var en af deres lege? Det mindede jo virkelig. Eller havde han været en lille smule stolt over, at nogen kunne tro, han havde fået fat på Vibeke? Det ville jo virkelig have været helt utroligt. En ordentlig fjer i hatten. For godt til at være sandt. Det var jo netop dét, det var. Ikke sandt. Men Paul havde vist ladet sig rive lidt med af tanken. Eller også havde han bare overhovedet ikke vidst, hvad han skulle sige og gøre. Den situation var kommet helt bag på ham, og så var det lettere at lege med end at prøve at forklare.
Måske netop fordi, det lignede mange af deres lege, faldt det så naturligt at bare gå ind i rollen, lade som om, der virkelig var sket noget. Men i deres lege havde de som regel kunnet finde en løsning på tingene.
De var oppe på Lizettes ødegård i Sverige. Det var et ret stort hus. Efter at alle havde fået tildelt et sted at sove, var der stadig en del ubrugt plads. Det var mest køkkenet og den store stue, der blev brugt.
Ejner og Paul fandt et lille afsides rum, hvor de kunne være for sig selv.
Tænk hvis de havde været helt alene i en hytte langt væk fra alting. Endnu mere end her. Nordpolen f. eks.
Måske havde de en særlig opgave. Var agenter udsendt for at opspore en stor hemmelighed. Men så havde de heldigvis deres dejlige hytte.
Ind imellem måtte de ud. Ud for at hugge brænde og skaffe føde. Tillige for at spejde, om der var noget at finde i nærheden. De skiftedes, således at der altid var mindst en af dem hjemme og kunne passe på deres hytte, deres kort og optegnelser. Det måtte ikke falde i forkerte hænder .
De fjendtlige agenter var formodentlig også på sporet. Men de to venner var længere fremme. De havde fundet det rigtige spor. Det så ikke ud til, at der var nogen fjender i landskabet. De havde fået hugget godt med brænde og nedlagt et par større dyr, så nu var der ikke så meget at gå ud efter. De begyndte at indrette sig bedre i hytten. Fandt ud af, hvordan man kunne gøre den rigtig rar og hyggelig.
Det blev pænt.
Nu var alting godt.
Men så lige pludselig tog den ene af agenterne en pistol frem og truede den anden. Hvad i al verden foregik der. Han fik samlet alle de mest værdifulde og vigtige ting sammen, og stadig pegende på den anden med pistolen, begav han sig afsted med et ondskabsfuldt smil.
Hvad nu?
Ejner kom ind ad døren igen.
- Hvorfor gjorde du sådan? Spurgte Paul
- Ej, skal vi ikke bare sige, at det var en falsk en, der havde taget en maske på?
- Jo, det kan vi godt. Så har den rigtige altså været ude hele tiden.
- Ja. Men så kommer han hjem om lidt.
- Men det ved jeg jo ikke. Så jeg tror først, det er den samme.
- Ja, men så finder de ud af det.
- Ja, og så skal de bekæmpe den falske.
Ejner gik atter ud og kom ind igen.
- Hej.
- Hvad var det, du gjorde?
- Hvad?
- Hvorfor truede du mig?
- Hvad taler du om. Jeg har lige fanget den her?
- Har du slet ikke været her før nu?
- Nej.
- Så er der en, der ligner dig, en dobbeltgænger. Han truede mig med en pistol og er stukket af med alle vores ting.
- I har da ellers fået lavet det pænt her.
- Ja. Det vi gik og hyggede os med det. Så lige pludselig blev han mærkelig. Jeg troede jo, at det var dig.
- Det var det altså ikke.
- Nej. Jeg tror dig. Men så må vi altså passe på, når han kommer igen. Vi må narre ham og få ham bekæmpet.
- Hvordan skal vi gøre?
- Måske kan han klæde sig ud som os begge to. Hvis jeg nu prøver at gå ud, men vi så aftaler et signal, så prøv signalet, når jeg kommer ind igen.
Med aftalte signaler og andre smarte tricks lykkedes det til sidst at lokke den falske i en fælde, hvor de fik ham bekæmpet.
Paul lå som det fjendtlige lig, og Ejner rev masken af.
Hvem er det? spurgte Ejner.
- Hitlers datter.
Paul vidste ikke, hvorfor han sagde det. Det faldt ham bare ind. Ejner godtog svaret uden invendinger. Det onde var bekæmpet.
Det havde altid været sværere i virkeligheden. Her lod tingene sig ikke altid bare løse. Især ikke, hvis der kom noget alvorligere imellem dem. Det med Vibeke var nok det mest alvorlige, der nogensinde var kommet imellem dem.
Men alligevel. De havde jo leget sammen ganske kort før Ejner flyttede, og det hele havde været næsten som i gamle dage. Hvorfor gik Ejner rundt og var så vred på ham?
De havde også haft hytte sammen nede på byggelegepladsen. Ejner, Sune og ham. De tre. Sune og Paul havde så haft den, efter at Ejner flyttede. Men alle forsvandt. Nu var Paul alene med den, og de voksne ville lave om på det hele, lave byggelegeplads et andet sted, så måske kunne Paul slet ikke få lov at beholde sin hytte.
Det havde han også gået og været ked af i nogen tid. Det og så en masse andre ting. Men det her var værre. Ejners vrede og had, som han ikke forstod. De var jo skiltes som fine venner.
Ejner vidste jo heller ikke noget om alle de ting, der siden var sket. Han var flyttet, da Frida kom tilbage fra sin barselsorlov, og det hele skred ud ...
De havde allesammen grinet og syntes, at det var en sjov idé at udstyre de actionmænd med store pikke. Først var det bare med fingrene. Men så kom den ægte vare frem.
Birger sad på en seng lige overfor Paul. Mens Paul stod og kiggede ned på Birger, der lænede sig lidt tilbage, kom Birgers lem ud mellem actionmandens ben.
Pauls første indtryk var, at den lignede hans egen på en prik. Det var først da han fulgte trop og forsynede en anden actiomand med familiestolthed, at han kunne se, hvor meget større han var end Birger, der med Pauls dillerbasse svævende over sit hoved brød ud i et gisp.
- Er du gal. Den er ligeså stor som Arnes.
Var den virkelig det?
Birger havde tilsyneladende kun bemærket størrelsen. Ikke slægtskabet. Lige så stor som Arnes? - Måske. Men den lignede Birgers mere. Form, farve, de forholdsmæssige proportioner - mellem længde og tykkelse, mellem hoved og skaft - det hele.
Der syntes at ligge et skjult "øv" under Birgers imponerede udbrud, som havde han regnet med at skulle imponere Paul. Lade sit pragteksemplar fremstå som ekstra imponerende ved at blive betragtet side om side en ganske lille en. Nu syntes han i stedet blive lidt forlegen, trak stritværket til sig og lukkede bukserne.
Men Birger havde tøvet et ganske kort øjeblik, og Paul havde nået at se, at selv det Y-agtige mønster af blodårer, der dannede et mærke midt på oversiden af skaftet, var magen til det på hans egen. Nu var den væk. Gemt inde i Birgers bukser. Paul ville gerne have kigget mere på den.
Det var et mærkeligt morgenmåltid for os alle. Vi prøvede at være fornøjede og opmuntre hinanden, og Mina var den gladeste og muntreste af os. Da det var overstået, rejste Van Helsing sig og sagde:
“Nu, mine kære venner, gå vi igang med vores frygtelige foretagende. Er vi alle bevæbnet, som vi var den første nat, vi besøgte vor fjendes hule, bevæbnet mod åndelige såvel som kødelige angreb?” Vi forsikrede ham allesammen om det. “Så er det godt. Nu, fru Mina, De er i hvert fald helt sikker til solnedgang, og inden da kommer vi tilbage - hvis - vi kommer tilbage! Men før vi går, lad mig da sørge for, at De er bevæbnet imod personlige angreb. Jeg har selv, efter at De kom ned, truffet forberedelser i Deres værelse ved at anbringe de ting, vi allesammen ved om, så han ikke kan komme ind. Lad mig beskytte Dem selv. Jeg berører Deres pande med dette stykke af den hellige hostie i Faderens, Sønnens, og den - “
Der lød et frygteligt skrig, der næsten fik vore hjerter til at fryse til is. Da han havde anbragt oblaten på Minas pande, havde den brændemærket den - havde brændt sig ind i kødet, som om den havde været et stykke hvidglødende metal. Min stakkels elskedes forstand opfattede betydningen heraf lige så hurtigt, som hendes nerver følte smerten, og de to ting i forening overvældede hende sådan, at hendes overanstrengte sind fik luft i det forfærdelige skrig. Men hun fandt hurtigt ord for sin tanke. Ekkoet genlød endnu i luften, da reaktionen kom, og hun sank ned på knæ på gulvet, forpint af ydmygelse. Hun trak håret hen foran sit ansigt, som en spedalsk i gamle dage gjorde med sin kappe og klagede:
“Uren! Uren! Selv den Almægtige skyr mit besudlede kød! Jeg må bære dette skændselsmærke på min pande til dommedag.” Alle tav. Jeg havde kastet mig ned ved siden af hende, forpint og hjælpeløs af sorg, og lagde mine arme fast om hende. Et par minutter bankede vore sorgfulde hjerter sammen, medens vore venner rundt om os vendte deres øjne bort, hvorfra stumme tårer flød.
- Bram Stoker