Romeo og Hamlet

“Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm ville det maaske kunne ansees for Synd nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentligt Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.”

- Søren Kierkegaard

At der er gang i den hos Shakespeare, og at hans personer virkelig går til den, lader sig vel næppe benægte. Heller ikke, at man ikke ret mange andre steder finder ting, der kan matche. Når Richard den tredie myrder en mand og straks efter står henover hans kiste og frier til enken, bliver man konfronteret med en frækhed og et format, som er noget nær enestående. Hvis man derefter læser en novelle af Vita Andersen om en kvinde, der er på slankekur, men ikke kan modstå fristelsen til at købe to flødeskumskager, kan det unægtelig virke lidt fladt i sammenligning.

Ikke desto mindre er der også folk, der har ment, at Shakespeares personer er fade og spilder deres tid.

Når alt kommer til alt, går der jo en stadig tøven og handlingslammelse igennem dramaet om Hamlet.

I 1981 havde Sebastian et af sin karrieres største hits med sangen “Romeo”. Alle har nynnet med på melodien. Men hvor mange har nærlæst teksten?

Lad os prøve at gøre det sidste:

Der' noget ved denne scene

Der minder mig om Romeo og Julie

Den minder også om

Hvor lidt du bruger din fantasi

I stedet for at grine

Gør du livet til det allermest umulige

Det ender tragikomisk

Uden videre i melankoli

Og nostalgi

Som er en pestilens for dem

Der har noget nyt at si'

Men Romeo

Vågner aldrig af drømmen

Står på balkonen

Romeo

Når Julie går med en anden hjem

Hvad hjælper det at vente

På en, der længst er fløjet forbi dig?

Jeg er sikker på, at hun kendte

Hver en tone i din melodi

Hvad hjælper dine sange

Hvis de egentlig ikke har mer' at gi' af?

Signor Solo Mio

Du er fanget i en maskepi

W. C. Fields

Vil' ha' forlangt en whisky og et klart dementi

Men Romeo

Vågner aldrig af drømmen

Står på balkonen

Romeo

Når Julie går med en anden hjem

Der' noget ved denne scene

Der minder mig om Romeo og Julie

Hvis ikk' det var fordi—

Det' ligesom om, der altså mangler én

Du styrter rundt alene

Mens du rimer på det allermest uduelige

Der' ingen hjælp at hente

Når suffløren holder feriefri

Så tæl til ti

Og hvis hun ikke venter i kulissen, er det sikkert forbi

Men Romeo

Vågner aldrig af drømmen

Står på balkonen

Romeo

Når Julie går med en anden hjem

Beskyldningerne i denne tekst forekommer dybt uretfærdige. Noget nyt at sige. Jamen Romeo og Julie er jo netop de unge, de, der bryder med den gamle orden. Op imod generationers arvehad stiller de med noget nyt og friskt. Og at bruge sin fantasi. Der udklækkes en fuldstændig fantastisk plan. At den kun delvis lykkes, skyldes en række uheldige omstændigheder. I sin idé er den lige så opfindsom som den er dristig.

Hvad mere er: de betaler prisen!

Med hvilken ret kommer en eller anden femterangs popsanger - eller hvem som helst anden - og vil gå i rette med dette? Er de parate til at dø for det, de har at indvende?

Kan nogen læse denne tekst på tryk, uden at komme til at føle dyb lede ved den sang og bittert fortryde, at de nogensinde har nynnet med på melodien (som man jo ikke kan nægte er køn og iørefaldende)?

Man er blevet forført af en gyselig uhyrlighed!

Dermed var 80’erne skudt igang. Da årtiet lakkede mod enden, udgav Peter Poulsen digtsamlingen “Jazznost” (1989), hvori man bl.a. kan finde digtet “Hvis jeg var Hamlet”:

Hvis jeg var Hamlet

ville jeg købe blomster til Ofelia, engelsk vingummi,

høretelefoner,

tandstikkere,

champagne …

jeg ville invitere hende på rejse

til Firenze eller Rom

Hvis jeg var Hamlet

ville jeg forære hende et bur fuld af bippende zebrafinker,

et par hvide kunstløberskøjter

et partoutkort til Sverigesbådene,

hvis jeg var Hamlet

ville jeg koncentrere mig om mit kærlighedsliv

i stedet for at tænke på familien

jeg ville udstykke Kronborg

i ejerlejligheder,

flytte ind i et hus i Fiolstræde,

måske ville jeg skaffe en vandseng …

Hvis jeg var Hamlet

ville jeg glemme alle dystre spekulationer

og være noget mere end jeg er

i stedet for bare at tænke på det

og holde lange foredrag om det

jeg ville ikke blande mig i min mors

seksualliv

hvis jeg var Hamlet,

jeg ville se i øjnene

at den gamle er død,

ikke vade rundt i sorte nætter efter genfærd

som ikke har andet end hævn på

hjerte.

Hvis jeg var Hamlet

ville jeg lade Polonius stå bag gardinet så længe han

overhovedet ville,

herregud: en senil olding;

Jeg ville have nægtet at rejse nogetsteds hen

med to så kedelige typer som Gyldenspjæt og Rosenkål

eller hvad det nu er de hedder …

Hvis jeg var Hamlet

ville jeg gå i byen med Horatio

drikke fadøl med Frank Jæger

rafle med folk i havneknejperne

falde i med svenske damer

blive tatoveret på armen

OPHELIA I LOVE YOU

skulle der stå …

Hvis jeg var Hamlet

ville jeg lytte til folk som Ben Webster

og glemme alt om intriger og galskab

jeg ville øjeblikkelig sende et telegram

til Fortinbras Goverment Inc

og bede dem overtage hele lortet i stedet for mig …

Hvis jeg var Hamlet

Hvis jeg var Hamlet

ville jeg give Ofelia blomster

vær vis på det

Der er noget her, der ligner et fælles ærinde. Men der er afgjort også en række afgørende forskelle. Sebastian skælder os ud for ikke at bruge vores fantasi. I modsætning til denne sure skolemestertone er Poulsen morsom og underholdende. Hvem kan læse det digt, uden at sidde og småklukke undervejs? Han begynder heller ikke at belære os om, hvad vi skal. Han fortæller bare, hvad han ville gøre.

Det sjove er så også, at alt det, Poulsen ville gøre, hvis han var Hamlet, rent faktisk er dét, som Romeo gør, nemlig at koncentrere sig om sit kærlighedsliv i stedet for at tænke på familien. Med sin sprudlende ordkunst fuld af rablende indfald fra høretelefoner til zebrafinker må man i hvert fald også sige, at Poulsen gør god brug af fantasien. I det hele taget synes Poulsen at have forstået Shakespeare en hel del bedre end Sebastian.

Endvidere må man iberegne de år, der var gået mellem 80’ernes begyndelse og slutning. Der var sket en del afgørende ting i løbet af årtiet. Når Poulsens digtsamling hedder “Jazznost” var det naturligvis et ordspil på Glasnost, altså opblødningen af østblokken.

Alligevel har de to tekster mange fællestræk. Når Sebastian hævder, at “Julie går med en anden hjem” og når Poulsen vil spille Ben Webster plader for Ofelia, siger de for så vidt begge, at man skal erobre pigen, mens hun er der. Ligeledes er der en åbenlys parallelitet mellem udsagnene “i stedet for at smile/gør du livet til det allermest umulige” og “Hvis jeg var Hamlet/ville jeg glemme alle dystre spekulationer/og være noget mere end jeg er”.

Sebastian må imidlertid have overset, at Julie aldeles ikke går med en anden hjem. Der står jo netop en frier parat, som hun ikke er interesseret i, skønt han i forhold til økonomi, samfundsstatus m.v. kan tilbyde langt mere end Romeo. Dramaets pointe er vel i den henseende netop, at det, der er mellem Romeo og Julie, er ægte.

På samme måde kunne man hævde, at Poulsen kun har begrænset øje for, at Hamlet er blevet pålagt en opgave, som nødvendigvis må gå forud for alt andet. Man kan synes, det er synd for Ofelia, og mene, at hun bliver et uskyldigt offer i opgøret mellem Hamlet og Claudius. Men som sagerne står, kunne Hamlet ikke bare have valgt at købe blomster til hende i stedet for at fuldføre sin opgave. Men derfor kan man naturligvis godt - sammen med Poulsen - ønske, at han havde kunnet!

I begge tilfælde er sagen altså den, at der står mere på spil. Det handler om noget større. Det er både Sebastian og Poulsen formodentlig godt klar over. Man må antage, at de bevidst vælger at se bort fra dette for at nå frem til en given pointe. Men vælger vi at (mis-)forstå dem ganske ligefremt, har de ikke fået øje på det større, mere afgørende.

Man ihukommer kollegaen, Dan Schödt, der skrev:

Ingen siger længere, jeg elsker dig

Det er nærmest pinligt Ude af takt med tiden

80’erne er jo bare en bollefabrik

Men alligevel. Mange af Shakespeares personer holder sig absolut ikke tilbage, men går ganske målrettet efter det, de vil have. Det er jo netop dét, som Kierkegaard påpeger. Men som vi lige har set, er der altså andre, som mener, at det gør de alligevel ikke.

Endvidere skylder man at sige, at mens der trods alt er belæg for at tale om Hamlets tøven, er det lidt af en fejlberegning hvad angår Romeo. Ham, der selv hævder, at kærlighedens vinger bar ham over en høj mur, således at Romeo og Julie når at møde hinanden, blive forelskede, udveksle løfter, fejre bryllup, fuldbyrde deres kærlighed og dø i løbet af blot nogle få dage. Det kunne da vanskeligt være gået ret meget hurtigere. Faktisk har Romeo det nøjagtig som Poulsens Hamlet: han gider ikke at høre på slægtens gamle, hævngerrige spøgelser. Så hvad har Sebastians sure skolemester i virkeligheden på hjerte? Forundringen vokser. Hvordan hænger det her sammen?

Hvordan kan det være, at Shakespeares personer for Kierkegaard stod som særligt levende, mens der åbenbart gik en bred strømning igennem 1980’erne, som repræsenterede det modsatte synspunkt?

I en tid, hvor opportunismen i den grad gjorde sig gældende, ville det ligge lige for at hævde, at Richard den tredie strengt taget slet ikke valgte at være skurk, men netop helt. Var det i bund og grund ikke det, folk som Klaus Riskjær gjorde?

Svaret ligger formodentlig gemt i ordet “frihed”. I den postmodernistiske version af opportunisme måtte frihed nødvendigvis blive en rent kvantitativ bestemmelse, eller om man vil: handlefrihed.

For Kierkeggaard, der konsekvent negligerede den ydre verden, ville en rent kvantitativ frihedstænkning have været en umulighed. Frihed måtte nødvendigvis være en kvalitativ bestemmelse.

Overfor den rene handlefrihed kunne man f. eks. hævde, at frihed ikke er at kunne gøre, hvad man vil, men at kunne se en mening med det, man gør. I så fald har handlefrihed intet at gøre med ægte frihed.

Der er masser af ting, som det står mig frit for at gøre, men som der ikke ville være synderlig mening i at praktisere!

Der gives naturligvis også andre måder at forstå frihedsbegrebet. Man kunne f.eks. hævde, at frihed er evnen til at sætte sig udover angsten for sine muligheder. Men siger man sådan, bliver man nød til at tænke dette ind i forhold til de to andre opfattelser: skal det forstås kvantitativt eller kvalitativt?

Hvis det drejer sig om den blotte handlefrihed, betyder det at sætte sig udover angsten for sine muligheder simpelthen at finde mod og handlekraft. Handler det derimod om at kunne se en mening med det, man gør, handler det tilsvarende også om evnen til at kunne gøre sit liv meningsfuldt.

Hvis vi betragter Lear i dette lys, kan man sige, at han gør det, han kan gennemtvinge i kraft af at være konge med dertilhørende magt. Spørger man derimod efter meningen, er det uden videre indlysende, at denne er gået tabt.

Det er naturligt og forståeligt, at man ved slutningen af sit liv gerne vil gøre status. Hvad var det hele, og hvad kom der ud af det? Har man båret sig klogt eller dumt ad? Har det hele overhovedet haft nogen betydning?

Men skal der være nogen mening i dette, må det være en ærlig spørgen, der ønsker ærlige svar. Det er netop derfor, at der er tale om en perverteret fordrejning og galmandsværk, når Lear så at sige har dikteret på forhånd, hvilke svar, man skal give ham. Det har han magt til at gennemtvinge. Men meningen går tabt i og med, at han ikke får gjort status over sit liv. Det, der kunne have været noget meningsfyldt, forvandles derved netop til “intet”.

I forlængelse af den behandling, vi ovenfor har set Romeo og Hamlet blive udsat for, kunne man altså sige, at hvis bare Lear havde bevaret så meget rest af sund fornuft, at han havde bedt om et ærligt svar, kunne han være blevet forskånet for en masse ubehageligheder.

Men i så fald ville verdenslitteraturens største drama ikke have eksisteret!