Cooper i KB-hallen

De, der har været så venlige at læse mit Cooper-skrift, kan næppe være i tvivl om, at min primære Alice Cooper interesse drejer sig om det oprindelige band og især albummet "Love It To Death".

Alligevel har det i en del år været en drøm at få lov at opleve det nutidige Alice Cooper show, se den berømte sanger i levende live. Det har jeg ofte tænkt, at jeg gerne ville forundes bare én gang!

Drømmen gik i opfyldelse mandag d. 6/6-2022!

Det blev en fantastisk aften, hvor der mellem nyere sange blev plads til en række af klassikerne: "Under My Wheel", "Billion Dollar Baby" og flere til. Naturligvis også "I'm Eighteen", som den 74 årige sanger med et klædeligt stænk af selvironi leverede, mens han stod med en krykke.

I det hele taget var der et præg af tungen-i-kinden over meget af det, der skete. Det var først og fremmest en fest. En fest med lidt småmakabre indslag undervejs. Men stadig en fest.

Jeg har sjældent oplevet en stor menneskemængde, hvor der var så få aggressive vibrationer at spore. Det var simpelthen en flok glade mennesker, der kom for at få en god aften.

Og det fik vi i dén grad!

Der blev naturligvis også plads til nogle af de mest oplagte high-lights fra solokarrieren såsom "Poison" og "Hey Stupid", mens et tydeligvis indforstået publikum skrålede muntert med. Hvor meget jeg selv havde hoppet, danset og skrålet blev jeg først helt klar over næste morgen, hvor jeg var øm i hele kroppen og meget, meget hæs.

Med et line-up hvori der indgik ikke mindre end tre fingernemme guitarister, der fik tildelt nogenlunde ligelig plads, blev det også en aften for guitarfreaks.

Samtlige folk på scenen havde sans for showmanship og udfyldte fint en plads som mere end bare anonym backing for en stjerne. De var med som optrædende i egen ret! 

Således fik vi også den obligatoriske trommesolo med svingende stikker og bassignaturer med citater fra "Black Juju".

Alt imens svansede en spøgelsesbrud, en piskesvingende dominatrix samt adskillie mandshøje babyer og kutteklædte munke henover scenen.

Men midt i alt dette var der enkelte øjeblikke, som antog en mere eksistentiel/dybdepsykologisk karakter. Ikke som ængstende konfrontationer med det frygtelige. Men som en renselse. Netop fordi den overordnede ramme var fest, kunne der opnås en befriende virkning. Dette så meget desto mere, når der straks efter fulgte en humoristisk drejning. Hvis man kan grine af det farlige, er det ikke længere så farligt.

Således formede aftenen sig som ét langt kontinuerligt karthasis, hvor der stødt og roligt blev bygget op til finalen: "School's Out" fyret af med balloner og konfetti.

Det eneste, jeg var lidt utilfreds med, var da han kom ind i spændetrøje. Jeg forventede naturligvis, at nu kom "Ballad Of Dwight Fry". Men nej - han brugte i stedet "Steven" fra "Welcome To My Nightmare". Dette faldt imidlertid fint i tråd med, at han brugte "Escape" fra samme album som sit genopstandelsesnummer efter guiliotineringen.

Jeg mindes at være stødt på et interview, hvor Alice Cooper talte om, at man i nyhedsudsendelser kan se så mange frygtelige ting, som rent faktisk sker ude i verden, og at det des årsag ikke længere for alvor er muligt at levere en koncertforestilling, som er rystende og skræmmende. Men er man intertainer, kan man i det mindste give folk et godt show.

Disse ytringer indkredser ret præcist, hvad han har at byde på. Et Alice Cooper show er ikke længere den rystende rejse ned i de dybeste kælderregioner, det var engang. Trods de magiske renselsesøjeblikke undervejs er det mest af alt skæg og ballade. Men netop derved har den aldrende sanger en fortsat relevans. For det er måske lige præcis dét, vi har allermest brug for!

Når Alice ikke vil, så vil jeg!

Andre mener ...

Jeg undlod helt bevidst at læse anmeldelser, før jeg havde nedfældet mine egne indtryk. Da det så var gjort, kiggede jeg lidt på, hvad andre har skrevet.

Gaffas anmelder havde tydeligvis også en god aften.

Han skriver bl.a.: 

"Alice Cooper er den type artist, der får et publikum til at føle sig som de eneste ene. Han har bare et enestående prædikanttalent til altid at levere maksimalt med største nærvær – uanset tid – uanset sted." 

Læs hele anmeldelsen her: https://gaffa.dk/anmeldelse/157801/the-godfather-of-shock-rock-vaelter-kb-hallen

Også Side 33's anmelder var godt tilfreds. Læs anmeldelsen her: https://side33.dk/alice-cooper-kb-hallen-06-06-2022/

Der er ligeledes rosende ord fra Devilution. Læs anmeldelsen her: https://devilution.dk/anmeldelser/koncertanmeldelser/alice-cooper-kb-hallen-2022

Metal A Day var ikke helt tilfreds med lyden, men ellers åbenlyst begejstrede. Læs anmeldelsen her: https://metaladay.dk/anmeldelse/rocknroll-bal-i-spoegelseshuset/

I Poplish var man noget mere lunken, men selv denne anmeldelse rummer dog nogle rosende sentenser: https://poplish.dk/2022/06/07/alice-cooper-er-stadigvaek-moerkets-fyrste/

Det lader således til, at der er bred enighed om, at det var en god aften! 

En lille smagsprøve

... Og le grande finale