Meta-tvivl

Da jeg for nogen tid siden skrev indlægget “Tvivl” (se dette), forsøgte jeg at gøre klart, at der var tale om en ikke konkret usikkerhed. Bare et “hvad nu, hvis jeg har taget fejl?”.

Det kunne måske omformuleres til, at jeg jævnligt føler, at jeg mangler en eller anden information eller indsigt. Ofte har jeg en oplevelse af at kredse omkring en afgørende oplysning, jeg ikke kan få fat i.

Jeg tror nok, at jeg har fundet ud af en del. Men der er hele tiden noget, der mangler. Ofte føler jeg, at det netop er det vigtigste og mest afgørende, der mangler. Det, som kunne få det hele til at falde på plads.

Lige meget hvor fine forklaringer, jeg får stillet op, har jeg altid denne fornemmelse af et “der mangler noget”.

Hvad er det da, jeg savner i såvel mine egne som andres forklaringsforsøg?

Ja - det ved jeg jo ikke, da jeg netop ikke har fundet det. Det er bare en diffus fornemmelse af, at der stadig er noget tilbage, som mangler at blive udredet. Måske er det der alligevel et sted midt i det hele. Måske gemmer det sig bare. Måske er jeg blind overfor noget, der er lige for næsen af mig.

Spørgsmålet er, om man nogensinde kan nå til et punkt, hvor man føler, at man er ved vejs ende. Er der ikke altid noget tilbage?

Man kan måske ligefrem betvivle, om det overhovedet ville være godt at føle sig helt færdig med det hele. Fornemmelsen af det ufærdige er det, der driver en videre frem. Frem til ny indsigt. Måske er det i virkeligheden bedre, at hele tiden kunne finde ud af noget mere, end at være færdig med det hele. Hvad skulle man så foretage sig dér for enden af vejen? Der ville jo netop ikke være mere at gøre. Er det specielt eftertragtelsesværdigt?